Blog om kræft » Blog Archive » Hører du hvad jeg siger?

For et par år tilbage var jeg på et supergodt kursus i assertion teknik. Det lærte jeg virkelig meget af.

Det som ramte mest plet hos mig var budskabet, at det gælder ikke kun om at få sagt hvad man mener, men også at sikre sig, at det rent faktisk er det, den anden hører.

Da jeg så her for nylig læste en artikel i bladet Psykolog, kom jeg til at tænke over det igen Det var en artikel om, at man skulle passe på tankerne. Man kan være i et tankemønster, som altid tænker negativt, man kan sige, at man altid har solbriller på. Det synes jeg er utrolig facinerende. Ikke at man tænker negativt, men at der er mønstrer, som går ind og tolker hvad andre siger og gør og at det tit slet ikke har noget med det budskab, der bliver sendt at gøre.

For nylig havde vi en god debat. Det var en kvinde, som var midt i sit sygdomsforløb. Som de fleste af os havde hun tabt håret og følte sig ikke specielt hot. Hun var blevet rigtig vred, fordi der var nogen, der havde sagt til hende, at hun så godt ud. Men hun hørte slet ikke komplimentet, hun hørte folk sige, at de ikke ville snakke om og forholde sig til hendes sygdom. Der var mange, der hørte det samme.

Det synes jeg er et rigtig godt eksempel på, at hvad der bliver sagt, ikke er det der bliver hørt.

Jeg tror vi alle sammen skal prøve at være opmærksomme på det vi siger, men især på det vi hører, for vi tolker og det har tit ikke noget som helst med det budskab, der sendes at gøre.

5 kommentarer til “Hører du hvad jeg siger?”

Hej Charlotte
Ja du har da til dels ret i hvad du skriver,men ofte synes jeg også det handler om at mine omgivelser ikke vil høre hvad jeg siger.
Efter jeg er blevet syg får jeg hele tiden af vide at “du ser godt ud – du skal nok kommer over det-du er en fighter-du er så sej-lægerne er så dygtige i dag”

Selvom jeg er optimist og posetiv og også selv tror på jeg bliver rask, har jeg også ind imellem behov for at nogen vil forstå og høre på min angst for fremtiden og sorg over at have fået en kræftsygdom og at de bare en enkelt ville sige “ja jeg kan godt forstå du er bange og ked af det-det ville jeg også være” så ville jeg vide at mine omgivelser forstår, hvad denne her sygdom handler om.
Jeg ved godt det ikke skyldes ondskab eller uvilje, men angsten for selv at få en “grim” sygdom.
Men heldigvis er der så alle de forskellige forums ,hvor jeg ved at de mennesker jeg skriver sammen med ,virkelig forstår hvad det hele handler om-så gudskelov for det.

Kærlig hilsen Lone

Skrevet af lone den 22. juli 2007 kl. 22:20

Hej Lone

Det går jo selvfølgelig begge veje.

Det er vigtigt at folk ikke altid synes de skal trøste. Når man har det skidt, har man brug for at føle sig forstået og ikke trøstet.

Jeg har været efter min omgangskreds, så de forstår at når jeg f.eks. siger, hvor er jeg ked af at jeg taber håret, skal de ikke sige, men det klæder dig så godt med tørklæde. Næh de skal sige – Det er da også for latterligt.

Vigtig lektion til alle pårørende.

Giv folk lov til at være kede af det og prøv ikke at trøste, ved at sige, at det ikke er så slemt. Det føles nogen gange slemt og så vil man føle sig forstået.

Charlotte

Skrevet af Charlotte den 23. juli 2007 kl. 9:34

Hej Charlotte.

Det er et spændende emne du her har taget op. Pga mit arbejde har kommunikation fyldt meget i mit liv, gennem mange år, og alligevel er det så svært. Gad vide hvorfor mange af vi mennesker er sådan udrustet, at vi straks går igang med at analysere når vi får et svar, og hvorfor er det så svært at forholde sig til de mindre positive forhold i de relationer vi indgår i. Det burde jo være så nemt men….

Her følger så lige et lille eksempel på hvor nemt det kan være. Jeg fik min kræftdiagnose for godt et år siden. I den første kaotiske periode, inden operationen, var jeg fyldt med mange følelser ang. sygdom, behandling og død. En dag taler jeg med en kollega herom, og i den snak siger jeg, velvidende at det er helt irationelt, ” hvor er det uretfærdig”. Hans respons herpå er “ja det er det”. Aldrig, hverken før eller senere, har jeg følt mig så set og forstået. Tænk, nogen gange skal der så lidt til.

Dette kan jo så også være en lektion til pårørende

KH. Jonna/jsm

Skrevet af Jonna/jsm den 27. juli 2007 kl. 10:01

Hej Jonna

Dejlig historie med kollegaen. For vi vil jo bare føle os forstået!

Tak for god historie, der nok kan hjælpe andre pårørende til at se, hvor let det rent faktisk kan være!!

Kram
Charlotte

Skrevet af Charlotte den 28. juli 2007 kl. 19:36

Hej charlotte og Jonna

Kom til at tænke på ordet “retfærdighed” og selvfølgelig er det IKKE retfærdigt at nogen mennesker bliver syge.Tænkte så videre til hvis det var en af mine sønner på 28 og 31 der var blevet syge, eller den helt uhyggelige tanke, hvis det var en af mine børnebørn på 2 og 5 år. Ja så er jeg alligevel glad for at det er mig på 50 der er ramt.Jeg har trods alt nået at leve et liv,få mand,børn og børnebørn-så lidt retfærdighed synes jeg alligevel der er til,nu når det skulle gå så galt.
Knus fra LONE

Skrevet af lone den 28. juli 2007 kl. 22:03

Skriv kommentar:

Din kommentar bliver lagt direkte på bloggen, men din e-mailadresse bliver ikke vist. Kræftens Bekæmpelse overvåger debatten. Vi forbeholder os ret til at slette kommercielle indlæg, spam eller indlæg af stødende karakter.
Se også:

	Retningslinjer for Blog om kræft
	Generelle brugerbetingelser for cancer.dk