accept angst arbejde brystkræft børn familie følelser gruppemøde hospital hverdagsliv kontrol kost krop kræft mad modermærkekræft pårørende rejse sarkom sundhed tanker tarmkræft team sarcoma tilbagefald æggestokkræft vis alle emner...

accept angst arbejde behandling brystkræft børn energi erfaringer familie forebyggelse forskning følelser gruppemøde hospital hverdagsliv i kemoterapi kemoterapi kontrol kost kronisk krop kræft livmoderhalskræft læge lægesamtale mad modermærkekræft psykolog pårørende rejse sarkom sarkomkraeft screening sundhed sygeplejerske tanker tarmkræft Taxol team sarcoma testikelkræft tilbagefald tillid ventetid visualisering æggestokkræft vis top 25 emner...

4 kommentarer til “Ventetiden er den værste”

Hej charlotte
Jeg vil gerne knytte en kommentar til det med ventetider efter scanninger. Jeg oplever det osse som ernormt frusterende så lang tid der går før man får svar. jeg har faktisk hurtigst fået svar efter 12 døgn. Og det er mig fortsat en gåde hvorfor der skal gå så lang tid inden, der sker noget.
Jeg tror der er mange kræftpatienter som os , der har prøvet at ligge i en scanner og efterfølgende forsøgt at “lure” af på personalet om det er godt eller skidt nyt.
SÅ jeg synes ligesom dig at det er et godt sted at sætte ind
Knus Lone

Skrevet af Lone Andreasen den 22. august 2007 kl. 21:57

Hej Lone – og Charlotte. Jeg synes du/I rammer noget meget centralt. Det er for mig uforståeligt, at vi i år 2007, hvor man VED, det ved hjælp af ny teknologi ER muligt at vurdere et scanningssvar, beskrive det mundtligt og videresende det via computer fra radiologisk afd. til kemoambulatoriet på under 1 time, skal spises af med at vente mellem 10 og 14 dage på et svar. Med mit kendskab til systemet, tror jeg, det handler om, at man stadig på sygehuse arbejde meget traditionelt: Når man har fået lavet sin scanning, vurderes den på førstkommende røngtenkonference (måske 1 dag eller 2 senere). Derefter dikterer lægen beskrivelsen på et bånd, som sammen med jorunalen lægges til røngtenlægesekretærerne, som skal skrive båndene af til journalen…og så først videresender dem til kemoamb.Og faktisk tror jeg, at der er mangel på lægesekretærer i systemet -og måske er de heller ikke gode nok til – eller får ikke besked om – at de skal prioritere i deres journalskrivning. Så hvis de bare tager journalerne fra en ende af, og “min” tilfældigvis ligger nederst i denne uge, så er det bare ærgerligt. Jeg har fået lavet scanning i dag og får svar d. 3.9. – hvis såfremt ifald den overlæge er tilstede, som jeg har insisteret på at snakke med! Ellers går der endnu længere tid.
Det er vel det, som Frede Olesen i den offentlige debat regner ind under begrebet “systembetinget ventetid” – altså ventetid, som forsinker patienternes udredning, behandling eller på anden måde “plager” dem, og som skyldes systemets indgroede rutiner – og ofte også træghed. Læs iøvrigt i dag en interessant kronik i Politikken, som omhandler noget af samme probelamtik.
Hilsen Marianne

Skrevet af Marianne den 23. august 2007 kl. 20:52

Når jeg læser jeres indlæg, har jeg måske alligevel ikke været så uheldig som jeg troede. Jeg får svar 3 hverdage efter scanning og har altid kontakt til den samme overlæge. Måske fordi jeg har en sjælden form for cancer.
Dog “glemmer” de ofte at indkalde mig til scanningen og jeg skal selv ringe og rykke for det – og det mere en én gang.
Når jeg så skal have resultatet ringer de efter 3 dage (ellers er jeg jo også i røret – det ved de).
Hvis billederne viser at der er cancer, eller ved tvivl, skal billederne sendes til et andet hospital fordi kun de kan operere og det er en meget lang og sej procedure, hvor jeg også går i uvidenhed herhjemme og på mit arbejde.

I 2006 blev jeg scannet 1 mdr. før sommerferien og jeg kunne kun få nogle vege svar om, at der måske var noget igen, men billederne skulle studeres nærmere. Til sidst sagde jeg at nu tog jeg på ferie, så kunne vi tales ved når jeg kom hjem. Jeg vidste godt den var gal og tænkte ferien som “måske den sidste” med min mand og to piger, så kun min mand vidste besked.

Men jeg kan kun give jer ret i at ventetiden er den værste. Helt op til scanningen tror jeg på det bedste, men når jeg forlader hospitalet kommer tvivlen og den gnaver ind til jeg har fået besked.

Kender I også det, at af og til føler jeg fremtiden ligger for mine fødder og det næste øjeblik kan jeg slet ikke deltage i en samtale om hvad der skal ske nogle måneder/år frem, for det kommer jeg da aldrig til at opleve?

Lige nu ser jeg frem til at være her til min datters konfirmation i april 2008 og min ældste datter der bliver student juni 2008 – der skal jeg være her – det er mit mål.

Jeg fik kræft første gang i 2004 og er igen blevet opereret 3 gange inden for det sidste år. Der er ikke andre behandlingsmuligheder end operation – hvilket jo trods alt har holdt mig i live indtil nu. Hver dag er en gave, som skal bruges på bedste måde.

Tak for jeres tankevækkende indlæg.

hilsen Dorte

Skrevet af Dorte Ravn den 31. august 2007 kl. 17:41

I dag var det tid til lægesamtale før 3. kemobehandling i morgen. Da jeg efter 1. kemo blev syg og var indlagt en uges tid, og ved 2. kemo gik i anafylastisk chok, har jeg skullet mande mig lidt op til 3. kemobehandling. Så det var lidt af en fuser at få at vide, at da den fortsatte kemoterapi skal gives “under indlæggelse og anafylaxi-beredskab”, skal der findes en plads på sengeafsnittet, og det er der ikke lige nu.

Hvorfor blev der mon ikke tænkt på at reservere en plads allerede den 31. januar? – på den dato står der nemlig i journalen, at jeg skal på sengeafsnittet fremover.

Heldigvis skulle jeg få besked i morgen eftermiddag om en ny dato – ellers ringer jeg selv :O) Så ventetiden bliver forhåbentlig ikke for lang. Men som sikkert mange genkender, så har jeg et hyr med min kalender og med at holde min aftaler med venner og hyggelige møder hist og pist, som jeg gerne arrangerer eller siger ja til i den sidste 1½ uge før en kemobehandling, hvor jeg har det bedst.

Mine behandlinger er det vigtigste – det prioriterer jeg frem for alt, men jeg forsøger også at holde lidt “liv” i mit liv, og nogle gange ramler det bare.

Jeg skulle bare af med min skuffelse – alle mine planer skal jeg nok få styr på, og der kunne ske værre ting. Og i sidste instans er jeg glad for, at RH passer så godt på mig, at jeg vil blive “passet” i sengeafsnittet, hvor der er mere personale til at overvåge mig, hvis det nu skulle gå galt igen.

Mange hilsener – Annelise

Skrevet af Annelise den 20. februar 2008 kl. 15:17