Blog om kræft » Blog Archive » Hvordan tænker du på din sygdom?

Jeg tror det betyder rigtig meget, hvordan man tænker på sin sygdom. Der er sikkert mange måder at reagere på, når man har en kræftdiagnose, men jeg tror, at der er tre opfattelser, der er typiske: Man kan være skræmt og se sygdommen som farlig og uovervindelig, man kan have svært ved at forholde sig til den og prøve at lade som ingenting eller man kan blive vred og tænke: ”hvad fanden bilder den sig ind sådan at komme snigende ind på livet af mig”.

De fleste af os går nok gennem perioder, hvor sygdommen opfattes på forskellige måder. Der er vel ingen, der undgår chokket og angsten, når diagnosen bliver stillet, modløsheden når bedringen udebliver, og glæden over det lille tegn på fremgang. Jeg tror også, at alle oplever, hvordan humøret kan skifte flere gange i løbet af en dag. Når man er trist og ked af det, oplever man sygdommen på én måde. Men bliver man glad og kommer i godt humør, så føler man sig pludselig stærkere, og sygdommen skrumper ind og bliver mindre farlig.

For flere år siden talte jeg med en kvinde, hvis far netop var død af lungekræft. Hun fortalte, at hendes far havde haft et længere sygdomsforløb, og at han til sidst havde givet op overfor sygdommen. I denne sidste del af sygdommen havde han beskrevet sit immunforsvar som små, hvide mus, der intet kunne stille op overfor kræftknuderne, der var som store, sorte rotter. Jeg tror ikke, det var godt at tænke på kræften med disse billeder, og jeg kan godt forstå, at han havde svært ved at vinde kampen.

Da jeg blev ramt af kræft, så jeg straks de uhyggelige sorte rotter for mig. Men jeg var overbevidst om, at det var et dårligt billede, som det gjaldt om at få erstattet med et andet og bedre. Så mens lægerne tog ansvaret for min fysiske behandling og gav mig stråler og medicin, så var den mentale side af sygdommen mit ansvar, og jeg bestræbte mig på at tænke i positive billeder, hvor jeg var sygdommen overlegen.

Nogle af de billeder, der kom til at betyde mest for mig, fandt jeg i bogen Kroppens Forsvar – en billedbog om kroppens immunforsvar af den svenske fotograf Lennart Nilsson. Som titlen antyder, så består bogen af enormt forstørrede fotografier af kroppens immunforsvar i færd med at bekæmpe bl.a. kræftceller. Det er for mig en fantastisk bog, en uhyggelig bog og en værdifuld bog, fordi den helt konkret synliggjorde immunforsvarets styrke og effektivitet overfor kræftceller. Det er voldsomme og stærke billeder, og de blev grundlaget for, at jeg kunne tænke positivt om kampen mellem mit immunforsvar og kræften.

Der var et andet billede, der også kom til at betyde meget for mig. Det var en helt anden slags billede, et synsindtryk, som jeg kom til at tillægge en stor symbolsk betydning. I den periode hvor udredningen af min sygdom fandt sted – fra jeg gik til læge med de første smerter i ryggen, gennem alle undersøgelserne der førte frem til diagnosen, og indtil jeg begyndte den eksperimentelle behandling med interleukin – var jeg på et tidspunkt blevet opmærksom på nogle svampe, der voksede frem af jorden lige ved vores indkørsel. Der var måske 20 stykker, og de stod helt tæt sammen i en klynge med deres runde, gråblege hoveder. Det var blækhatte, og de voksede utroligt hurtigt frem. Jeg blev opmærksom på dem, fordi jeg i min situation syntes, at de præcis lignede en stor kræftknude, der var ved at vokse frem. Dag efter dag gik jeg forbi dem, og så dem blive større og større og mørkere og mørkere, indtil de en dag stod helt sorte. Fordi jeg så dem som en kræftknude, var de blevet en parallel til min egen sygdom, og derfor skræmte de mig.
Den morgen da jeg skulle begynde min egentlige behandling og kom ud for at køre til Odense, skævede jeg hen til svampene og så, at de alle lå helt ødelagte. De var ikke bare væltet men lå fuldstændig maste og udsmattede på jorden. Det var i november måned, og om natten havde der været årets første frost. Det slog svampene ihjel. Da jeg så svampene med ét slag ligge så fuldstændig ødelagt, var jeg sikker på, at den behandling jeg skulle i gang med ville have samme effekt på min kræft.

10 kommentarer til “Hvordan tænker du på din sygdom?”

Hej Jacob.

Jo, jeg kunne genkende og nød meget at læse dit indlæg. Jeg satte nemlig osse min fantasi i sving straks efter, at jeg havde fået diagnosen brystkræft. Og det vil jeg så berette om her.

Mit første billede af kræften blev af egen tilskyndelse til visualisering en stor glinsende massiv sten, men under første kemo visualiserede jeg huller i den, og det flød med lava, og den blev mere porøs. Jeg havde osse hvide blodcelle-vikinger i gang med at rense ud under slaget. Og en lille bange mus, der boede i min mave, vovede sig ud og spiste ivrigt af kræften for at spise sig styrke til. (Ja, jeg ville have i pose og sæk. Både blive rask, men osse gå styrket ud af kampen.) Alt blev overvåget af en stærk tyr, hvis kraft det endnu ikke har været nødvendigt at sætte ind. Den styrer slaget på afstand.

Siden læste jeg Simontons bog, og fik inden kemo 2 lavet lidt om på det massive billede af kræften. Fik den gjort mere porøs og slatten. Jeg indsatte osse nogle grønne kemohunde, i stedet for den orange strøm af varm lava, der før havde symboliseret min kemo.

Endnu senere i forløbet betød hundene vist ikke helt så meget som min dialog med kræften. Jeg opsøgte den, og den fortalte, hvem den var, og hvorfor den var kommet. Det lykkedes mig at overbevise den om, at det var OK, den var her, men at nu var mission completed. Nu kunne den godt gå igen. Jeg havde fattet budskabet. Og denne opfordring tog den til sig. Jeg fortalte den jo osse, at den ville blive husket, hvis den trak sig, mens at hvis den derimod ville sprede sig i mig, ville jeg dø og den med mig. Så det kunne SLET ikke betale sig for nogen af os.

Parallellen til dine svampe var for mig pimpsten. Jeg havde en stor een, der lå, og den gik jeg løs på med en stor mukkert aftenen inden kemo 2. Det blev til et ritual for mig, og jeg købte et lager til de øvrige 4 behandlinger. Dog var jeg lidt uheldig, for der lå en sten i haven, som jeg troede, var en porøs pimpsten. Den gik jeg en aften løs på…MEN DET VAR EN MEGET HÅRD HVID STEN! Da var jeg lige ved at have opgivet (forestil dig, at dine svampe stod strunke og sunde igen da du vendte hjem fra behandling!), men jeg fik hentet en lille svag pimpsten at gå i krig med, og bedt min mand om assistance til den anden. Og min manipulerende hjerne fik osse den forhindring til at passe i mit kram.

Jo, lægerne tager sig af medicinen, men alt det skægge inden i, det tager jeg mig af. Og efter de 6 kemoer var der ingen kræft at se på CT-scanningen, så noget er gået rigtigt. Det ene eller det andet. Eller begge.

Må så lige indskyde, at det var nemmere, da der var kamp til stregen. Nu hvor det gælder at beholde helsen, er det ikke helt så nemt at mobilisere styrkerne indeni. Mon nogen har nogen tricks der?

Kh
Manse

Skrevet af manse den 1. august 2007 kl. 11:52

Hej Manse
Hold da op for nogle kraftfulde billeder, du har! De er brugbare for os andre at læse om. -Og jeg synes at din dialog med kræften er imponerende modig!! Trickset med fysisk at gå ud i haven og slå pimpsten i stykker, delagtiggør netop kroppen i tanken, som vel er meningen med visualiseringen!
Bedste hilsner Jacob

Skrevet af Jacob Nordgaard den 1. august 2007 kl. 13:01

Hej Jacob.

Tak, hvis du tror andre kan bruge, det jeg skrev.

Det her med imponerende mod …hm… dialogen var nu heller ikke noget, jeg lige gik igang med. Jeg synes osse selv, det var modigt gjort, da jeg endelig turde. (Mon det var den lille mus, der fik ædt sig modet til? hehe…) Inspirationen til dialog fik jeg vist bl.a. fra Brandon Bays – Rejsen, hvor der skrives om teknik til sådant. Men jeg følte mig godtnok lidt dum til det i forhold til forfatteren, som fik tænkt en kæmpesvulst væk på 5 uger. Det tog længere tid og kemo for mig at få en 4-5cm tumor væk. Men enhver må jo finde den vej, der passer bedst.

Og det med pimpstenen tror jeg osse var godt. Da jeg læste din beskrivelse, synes jeg, det var smukt, et tegn. Men din aktive medvirken manglede mig. Med al respekt altså, for jeg blev virkelig glad for at læse din beretning. Og der skal sørme osse mod til at se tegnene! Altså helt uden egen handling. Pyh!

Hilsen
Manse.

Skrevet af manse den 1. august 2007 kl. 13:54

Hej Manse
Tak for din ros. Den bliver jeg glad for!!

Jeg synes det lyder fornuftigt, at du lod lægerne gøre deres arbejde uden, at du overlod alt ansvaret for behandlingen til dem. Det er godt at tage del i processen selv – hvad det så end er, kræfterne rækker til. Men dine mentale kræfter rakte langt!! Det var en rigtig god vej du fandt, og det er en dejlig historie, du har!!

De bedste hilsner til dig,
Jacob

Skrevet af Jacob den 1. august 2007 kl. 20:44

Hej Jakob.

Din fortælling om svampene, gjorde at tårerne løb mig ned ad kinderne. Jeg genkendte angstens skræmmebillede af hvordan kræften vokser og man kan intet gøre, bare gå og kigge på det og skræmmes. Jeg fik sådan lyst til at læse at du sparkede dem synder og sammen, tilintetgjorde dem. Men istedet, så obseverede du dem dag for dag, fuldstændig lige så magtesløs som man føler sig over for kræften. At du så finder dem, fuldstændig uden liv… var en sejr, jeg sagtens kan følge dig i. Godt du ikke trådte på dem, godt du fik sejrsbilledet med.
Men denne følelse af magtesløshed, som jeg følte da jeg læste det, fik mig til at græde.
Jeg har netop denne tid, måttet ned med nakken fordi jeg har prøvet at vende ryggen til følelser og tanker efter 2 gange brystkræft. Min erkendelse er, at jeg er nødt til at tale med andre om det, nødt til at læse om andres oplevelser for at kontakte min egen rædsel og fortvivlelse, for at få afløb, for igen at mærke hvad der sker i min krop. Den har jeg lukket ude de sidste to år, efter sidste omgang kræft. Har godt mærket, specielt det sidste halve år, at jeg blev mere indadvent og negativ. Den syngende sprudlende altid glade Anja, kunne jeg mærke, forsvandt stille og roligt. Undrede mig og tænkte at det nok var stress. ja, kroppen bliver stresset når den ikke får afløb men bliver holdt i en skruestik for ikke at mærke. Aldrig har jeg oplevet min krop tale så direkte til mig, som efter jeg har givet slip og ladet sorg og frygt få luft. Hvor jeg førhen via terapi har fået aha-oplevelser som skulle integreres i kroppen, føles det her stik modsat. Det er kroppen som prøver at få kontakt til hovedet og fortælle mig, hvordan den har det, hvad den har været udsat for og hvad den har brug for. Mit første skridt var at kontakte kræftens bekæmpelse og det var utroligt svært, men det gav mig præcis det jeg havde brug for, genkendelse og forståelse.

Tak for dine tanker og alle andres tanker herinde… de hjælper.

Venlige tanker
Anja

Skrevet af Anja den 23. september 2007 kl. 14:44

Kære Anja
Sikke en flot formulering af en stor sandhed: man er nødt til at tale om sin angst og fortvivelse!! Jeg synes det er stort, at du har erfaret dig frem til den erkendelse! Det er en vigtig indsigt for at komme fremad i det psykiske arbejde!

Hvor trist at du skulle gennem to omgange brystkræft. Blev det ikke fjernet rigtigt i første omgang?
Hvis du har lyst at skrive om det, kunne jeg rigtig godt tænke mig at høre lidt om, hvor du fandt forståelse og genkendelse i Kræftens Bekæmpelse: var det hos andre brystkræftpatienter eller fx hos psykologerne?

Jeg håber ikke det varer så længe, før du igen får kontakt med den syngende og glade Anja!!

Bedste hilsner,
Jacob

Skrevet af Jacob den 26. september 2007 kl. 21:16

Hej Jacob.

Min kræft var en udløber af den første kræft og sad som en lille knude under armen i samme side. Den kunne fjernes og havde ikke spredt sig. EFterfølgende fik jeg strålebehandling.

Så hvad var der at pive over, den var væk og jeg kunne fortsætte mig liv som om intet var hændt, altså lige ud over at mine levertal var lidt for høje, og det blev de ved med at være, så var hveranden måned til kontrol, fik blodprøvesvar, som medførte knoglescintigrafi, ct-scanning, ultralyd. Efter en måned havde jeg været alle undersøgelserne igennem, fået svar at de intet kunne finde og så var der en måned til næste rutinekontrol, som igen udløste alle undersøgelser. Sådan gik det, hveranden måend, i halvandet år, indtil for 4 måneder siden, hvor de opgav at finde årsagen til de forhøjede levertal.

Det har været et mareridt og jeg var nødt til bare at smide det om i rygsækken for at kunne overskue job og hverdagen.
Alt hvad der mindede om følelser omkring kræft, gjorde mig dårlig. jeg kunne ikke læse “tæt på kræft” uden at få åndenød og kvalme. Jeg prøvede tre gange at gå til temaaften for brystkræftramte, men fik hovedpine og kvalme, lige til jeg kunne se, at det var for sent at tage derhen, så fik jeg det fint igen.
Men rygsækken sprak til sidst, kunne ikke holde på det mere. Heldigvis. Føler det også som en kæmpe lettelse. Tak for det.

Jeg fik først en aftale med en psykolog i rådgivningen, ret hurtigt faktisk.
Det at sidde overfor hende og høre hendes tanker omkring hvor kræftpatienter måske kunne have brug for hjælp og vi skulle finde ud af hvor mit behov var, sad jeg bare og var temmelig paf. Der sad hun og sagde alt det jeg følte og tænkte, bare sådan lige.

Vi fandt snart ud af, at det bedste for mig ville være at komme på et tredages kursus med andre kræftpatienter og pårørende. Dertil skal siges, at jeg er alene og derfor havde min bror med.

Netop dette kursus, gav mig en opvågning af de helt store. Der sad ægtepar, som var temmelig påvirkede af deres situation, havde svært ved at holde tårerne tilbage og jeg tænkte at de havde været og var ude i en meget svær tid. På tavlen stod, hvad de pårørende havde af ekstra opgaver i forhold til at støtte og hjælpe deres mand/kone. Pludselig gik det op for mig, at alt det, havde jeg også været ude i, var jeg midt i, og jeg havde været alene, havde klaret det alene.. alt det, som virkede næsten uoverkommeligt for to. Ikke så mærkeligt der ikke havde været plads til følelserne, men kun det praktiske, er også nemmere at forholde sig til end alle disse følelser af angst og bekymring.

Jeg starter nu hos en psykolog som også bruger massage i arbejdet med kroppen.
Jeg læser om kræft og andre kræftpatienter for at få forløsning for alle de indeklemte følelser.
Og jeg tør godt tænkte på mig selv nu, som hørende til den gruppe af mennesker, som har haft kræft.
jeg tør godt mærke min krop og alle mine følelser, de er ikke så farlige som jeg troede. Faktisk er det mere forløsende at være i kroppen, der er ikke så mange bekymringstanker.
Jeg mærker de første små glade hop i brystkassen igen, som siger… hvor er livet dog skønt.

venlige tanker
Anja

Skrevet af Anja den 27. september 2007 kl. 21:10

Hej Jacob (og andre)
Jeg har med stor interesse læst både din, (og andres)beretninger omkring visualisering. Jeg sidder nu tilbage med flere spørgsmål, jeg håber nogen kan hjælpe mig med at besvare og kaste lys over.

Er du/I på nogen måde blevet inspireret, har fundet hjælp til disse visualiseringer el. lign fra sygeplejersker under indlæggelse. Føler i at jeres “billeder” bliver accepteret og støttet under indlæggelse eller kan de risikere at blive modarbejdet.

Jeg skriver og spøger fordi jeg som sygeplejestuderende i mit afsluttende bachelorprojekt undersøger – hvordan sygeplejersker kan imødekomme kræftepatienter der under indlæggelse ønsker alternativ behandling. Kunne I som erfarne patienter forestille Jer hvordan I ville have behov for at en sygeplejerske skulle møde JER og JERES helt særlige (sygdoms)problematik ?

Håber og venter spændt på svar & tanker.

Kærlige hilsener Birgit

Skrevet af Birgit Hede Krogh den 28. september 2007 kl. 13:20

Kære Anja
Det er utrolig spændende for mig – og sikkert også for en masse andre – at læse dit indlæg. Flere steder peger du på en sammenhæng mellem det fysiske og det psykiske: dit fysiske ubehag ved at blive konfronteret med kræft, din psykolog, der bruger kropsmassage som en del af terapien. For mig at se bekræfter det vigtigheden af at kunne tale om sin angst og smerte. Det letter meget både fysisk og psykisk – og jeg er sikker på, at det betyder meget for den kamp, som kroppen er ude i! Jeg mener, at man gennem et psykisk arbejde kan støtte kroppen i den fysiske kamp mod kræften.

Du giver en god beskrivelse af, hvor vigtigt det kan være “blot” at lytte til andre. Glæden ved at genkende sig selv i andres erfaringer. Det er en vigtig erkendelsesform. Det vil være fantastisk, hvis nogen kan få et sådant udbytte af at læse denne blog.

Jeg håber, du kan slå dig til ro trods den manglende forklaring på de høje levertal. Jeg forstår meget godt den store bekymring, du har været igennem pga. denne usikkerhed.

Mange varme hilsner,
Jacob

Skrevet af Jacob den 29. september 2007 kl. 13:18

Hej Birgit
Det er et spændende projekt, du har – og helt sikkert meget vigtigt! Jeg er overbevidst om, at det vil betyde meget, hvis alternative behandlingsformer kan blive bragt ind på afdelingerne. Det skal selvfølgelig kunne fungere sideløbende med den etablerede behandling og med den medicin, man får – hvis det alternative helt skal erstatte det etablerede, er der jo ingen grund til at lade det foregå på et hospital.

For mig at se er der en del alternativ behandling, der kan foregå sideløbende med den etablerede behandling: visualisering, auramassage, kropsmassager, biorytmer mm.

Personligt er jeg ikke blevet inspireret til nogen form for alternativ behandling under mine behandliger – ja, bortset fra overlægen, der om min egen indsats i behandlingen, sagde: “Tro på det”! Men jeg har på den anden side set heller ikke spurgt sygeplejerskerne om hjælp til alternativ behandling.

Bogen af Lennart Nilsson, som jeg i indlægget nævnte havde haft stor betydning for mig, har vist på et tidspunkt indgået som en lærebog i sygeplejerskeuddannelsen, og derfor kan man sige, at de sygeplejersker som plejede mig, muligvis allerede kendte de billeder, som blev vigtige for mig. Men da jeg ikke spurgte sygeplejerskerne om billeder, måtte jeg selv finde frem til dem.

Ud over de billeder, jeg nævnte i indlægget, så var det vigtigt for mig at kunne forstå min journal på et helt konkret plan. Jeg mener, jeg ville vide præcis, hvor kræften sad, og hvordan kroppen så ud i det område. Den viden var nødvendig for mig for at gøre min visualisering mere konkret og realistisk. Derfor købte jeg nogle anatomiske plancher over de dele af menneskekroppen, som hos mig var inficeret med kræft. Denne viden kunne jeg formentlig også have fået af sygeplejerskerne, hvis vi havde talt om det.

Summa summarum: hverken jeg eller sygeplejerskerne tog fat på emnet alternativ behandling, og derfor var der hverken tale om inspiration eller modarbejdning.

Hvis snakken skulle have været åbnet, tror jeg, at man fx skulle have spurgt mig:

“Er du tilfreds med din behandling?”
“Er der nogen viden du savner?”
“Tror du, at du selv kan gøre noget for at bedre din situation?”
“Har du behov for selv at kunne tage et ansvar for din behandling?” “Hvordan?”

Jeg ved ikke, om du kan bruge denne umiddelbare skriv fra mig. Men du er velkommen til evt. at specificere dine spørgsmål. I alt fald kunne det være spændende, hvis du vil fortælle mere om dine tanker og dit projekt!

Venlig hilsen
Jacob

Skrevet af Jacob den 29. september 2007 kl. 16:54

Skriv kommentar:

Din kommentar bliver lagt direkte på bloggen, men din e-mailadresse bliver ikke vist. Kræftens Bekæmpelse overvåger debatten. Vi forbeholder os ret til at slette kommercielle indlæg, spam eller indlæg af stødende karakter.
Se også:

	Retningslinjer for Blog om kræft
	Generelle brugerbetingelser for cancer.dk