|
OM BLOGGEN
Læs mere... KOMMENTARER Ditte Holm om Frankfurt venter forude Annelise Læssøe om Æggestokkræft – den uendelige historie Annelise Læssøe om Cancerforum – et nyt online forum for patienter og pårørende mormor om Gourmetpris til Herlev Hospital! – Anmeldelse af lortemad, Bjørn Askholm Kristina om Nej, jeg er ikke den eneste… Jesper Jensen om Nej, jeg er ikke den eneste… joan lykke om Cancerforum – et nyt online forum for patienter og pårørende Annelise om Cancerforum – et nyt online forum for patienter og pårørende frederikke om Erfaringer efter 2 kemobehandling TIDLIGERE INDLÆG april 2010 (2) marts 2010 (3) februar 2010 (1) januar 2010 (4) november 2009 (5) oktober 2009 (4) september 2009 (2) august 2009 (2) juli 2009 (6) juni 2009 (6) maj 2009 (5) april 2009 (3) marts 2009 (5) februar 2009 (5) januar 2009 (6) december 2008 (5) november 2008 (3) oktober 2008 (7) september 2008 (10) august 2008 (10) juli 2008 (19) juni 2008 (6) maj 2008 (17) april 2008 (13) marts 2008 (4) februar 2008 (7) januar 2008 (7) december 2007 (6) november 2007 (7) oktober 2007 (15) september 2007 (13) august 2007 (14) juli 2007 (24) RELEVANTE LINKS Abonnér (RSS) - Læs om RSS Cancer.dk |
31-08-2007
Tavsheden breder sig Intet er forandret, men alt er anderledes Der er ikke så meget at sige Se gråden i øjnene
 29-08-2007
I dag ligger jeg mig på min sofa med et tæppe over hovedet. Jeg ligger der en times tid og bare er. Det er fantastisk, og tiltrængt, sådan for en stund at lukke verden ude. Gøre den lillebitte og overskuelig. Ingen lyde. Ingen mobil, email, vasketøj, rod, arbejde, kæreste, snak, krav, opfordringer, behov, bunker – intet. Intet andet end mig og min hule. Der er noget barnagtigt over det. Sådan at gemme sig og give fanden i det hele. Det kan anbefales. Især når man som jeg er sårbar, og, udover et almindeligt hverdagsliv som jo kan være stressende nok i sig selv, også kæmper med at komme ovenpå efter en kræftdiagnose. Og det både fysisk og følelsesmæssigt. Det fysiske er lettere at gå til. Jeg dyker en masse sport og har stor glæde af det. Det er en god måde at tage kontrollen tilbage over sin krop efter den er blevet bakset rundt med og gramset på i et halvt års tid. Og som både sund fornuft og al forskning peger på, så giver motion øget livskvalitet. Det er bare fedt at have en stærk krop og være i god form. Og både i min tid i Krop og Kræft og nu i Proof of Life og PACT har jeg igen og igen oplevet den der sejrsfølelse af at bruge mig selv fysisk og overskride mine egne grænser for, hvad jeg troede jeg kunne. Det kan også anbefales, og det behøver ikke at være noget ekstremt. For mig har det været fuldstændig essentielt i min måde at komme videre på og blive rask, at jeg har plejet min krop med masser af motion og sund kost. Det påvirker selvfølgelig også psyken i en positiv retning at motionere, men når det kommer til følelseslivet, er der alligevel nogle andre ting på spil, og det er der min hule kommer ind i billedet. For mens motion ofte er forbundet med noget udadvendt, handlende, socialt og til tider aggresivt, så er hulen en måde at trække sig tilbage på og hvile blødt og frit. Og det oplever jeg er meget vigtigt. En klog pige, som også har haft brystkræft, sagde til mig inden jeg gik i behandling, at jeg skulle finde ud af, hvad der fik mig op, og hvad der fik mig ned, og så bruge de forskellige strategier lige meget. Dengang forstod jeg det ikke rigtig, men det gør jeg nu. For som de fleste andre jeg har mødt, gik jeg ind i mit behandlingsforløb med en rasende kampgejst, der velsagtens er udslag af en sund og naturlig overlevelsesmekanisme, men jeg har bare haft svært ved at lægge den der kampiver fra mig igen. Selv når jeg har været hundehamrende træt og udmattet, er jeg blevet ved med at sætte projekter i søen og undersøge og handle og gøre ved. Heldigvis er jeg langsomt begyndt at lede efter de ting der får mig ned og at lytte til min krop og mit sinds behov for ro, stilhed, hvile og alenehed. Vi har tidligere her på bloggen snakket om egoisme og sygdom, og hvor svært det kan være at give sig selv lov til ikke at skulle være noget eller nogen for nogen. At gemme sig under et tæppe er måske nok en overdrevet kontant markering af at ville være sig selv og ikke gide nogen. Grænsende til det barnlige. Men hold kæft hvor var det rart. Skrevet af Tina den 29. august 2007 kl. 22:07
26-08-2007
Der er noget særligt ved at møde andre, der har samme diagnosen, som man selv har. Det er interessant at høre, hvordan andre oplever sygdommen, deres vej gennem behandlingssystemet, og hvilke tanker de gør sig. Uanset om det er folk, der lige har fået stillet diagnosen, er midt i en behandling, er kommet gennem sygdommen og ser tilbage eller om det er pårørende – alle vinkler er vedkommende og aktuelle, fordi de perspektiverer den situation, man selv sidder i. Man har derfor en fælles interesse med en sådan gruppe mennesker - et umiddelbart fællesskab! Torsdag aften var vi 5 nuværende og tidligere modermærkekræftpatienter, der mødtes i Sundhedscenter for kræftramte i København. Jeg tror nok, vi havde forskellige forventninger til mødet, og vi var kommet dertil ad forskellige kanaler. Nogle havde hørt om mødet gennem modermærkekræftsgruppen i debat og kontakt på cancer.dk, andre gennem telefonrådgivningen Netværk Modermærkekræft. Det var et meget enkelt møde på den måde, at der ikke var noget fast tema, der var ingen eksperter, ingen oplæg fra fagfolk. Vi var “bare” 5 mennesker, som alle har modermærkekræft tæt inde på livet, og som havde lyst og behov for at udveksle vores erfaringer. Vi tog kaffe fra automaten, satte os i et sofahjørne i Sundhedscentret og begyndte at tale om det, vi havde på hjertet. Det blev til henved 3 timers vedkommende og indlevende samtaler. Alle var engagerede i hinandens situationer og historier, der var en stor åbenhed og ærlighed – måske fordi vi her var sammen med nogle, der virkelig forstod problemerne og bekymringerne, og som selv havde behov for forklaringer og løsninger.
23-08-2007
Det er alt for længe siden, jeg har skrevet et indlæg. Der dumpede en arbejdsopgave ind af døren, og det er jo dejligt. Men jeg kan godt mærke, at jeg stadig er lettere grundstresset og sårbar. Der skal ikke meget til at få pulsen op og hovedet til at koge. På en dårlig dag kan bare det at vælge imellem bukser eller nederdel, kaffe eller the, ris eller pasta, udløse et grådanfald. Set i det lys er jeg da ret spændt hvordan det spænder af, når jeg om en uges tid kaster mig ud i mit nye job som magasinredaktør. Jeg er jo den samme som jeg altid har været – og så alligevel ikke. Der er gået skår af mig. Jeg er vingeskudt. Og jeg er stadig i gang med at finde ud af, hvordan man går rundt i verden som en sådan. For jeg har ikke lyst til at lade som om at jeg er cool, hvis jeg ikke er det. Jeg har ikke lyst til at bygge mure omkring mig. På den anden side er man jo nødt til at kunne opvise et ’straight face’, især i arbejdsmæssige sammenhænge. Det er en udfordrende balancegang, som jeg har indtrykket af, at der er flere i min situation der tumler med. Det kan være svært at finde tilbage til nydelsen og umiddelbarheden i arbejdet, fordi den tvivl og den frygt, der følger af at have været kræftsyg, breder sig udover stort set alle af livets aspekter. Der er noget gennemsigtigt over den tilstand jeg befinder sig i, hvor arbejde både kan være en sund og inspirerende beskæftigelse, og ikke mindst vej forbi dunkle tanker, men i lige så høj grad kan blive en flugt, der ender med at fjerne mig fra sig selv. Jeg kan rent formuleringsmæssigt ikke komme det nærmere lige nu. Det kommer. Men jeg ved, at jeg skal passe på mig selv, når arbejdsopgaverne om lidt begynder at vælte ind. Skrevet af Tina den 23. august 2007 kl. 22:06
20-08-2007
Kender I det, at man bare er trist og har brug for at få det ud? Jeg har specielt én sang, som kan få tårerne til at rende, når jeg synes der er brug for det. Teksten er bare så passende på mig som cancerpatient. Jeg skriver teksten her og I kan så klikke på linket længere nede, hvor I kan høre den. Indifference af Pearl Jam I will light the match this mornin’, so I won’t be alone I will hold the candle till it burns up my arm I’ll swallow poison, until I grow immune
20-08-2007
Gennem min kontakt med brystkræftpatienter, oplever jeg tit, at der bliver klaget over hospitalerne, lægerne og servicen generelt. Jeg har ikke helt kunne forstå, hvorfor alle andre oplever fejl, når jeg ikke gør. Så denne gang da jeg blev indlagt med min blodprop, tænkte jeg, at jeg ville være mere kritisk og se, hvad der egentlig skete, mens jeg var indlagt. Og hold da op, der var faktisk en del, der kunne have været bedre. Da jeg kom op og skulle indlægges var der travlt og jeg sad en halv time på gangen, før jeg fik en seng og noget mad. Jeg havde været længe på ambulatoriet, så jeg var træt og sulten og det var egentlig ikke så fedt at sidde der og vente. Efter noget tid, spørger jeg selv om noget tøj, det havde de ikke lige fået på plads. Efter nogle timer bliver jeg sendt ned til scanning. Bliver kørt i kørestol, hvilket var ret fint, da jeg var så træt og utilpas. I scanningen er der en supersød mand, men han er meget meget voldsom med nålen til kontrast, så jeg stadig har et ret stort blåt mærke efter stikket. Jeg bliver sat på intravenøst penicilin, da mine infektionstal var forhøjet. De første to gange bliver givet i drop i venflon. Næste morgen er det så en ny sygeplejerske, som giver det i en sprøjte i stedet og jeg kan mærke at åren bliver øm. Anden gang hun kommer sætter hun den så i drop på min anbefaling, men hun viste tydeligt med sin adfærd at jeg da var fjollet. Sidst jeg var på intravenøst penicilin måtte de ligge ny venflon, fordi det netop var givet i sprøjte i stedet for i drop. Fredag aften (den dag jeg bliver indlagt) kommer der så en læge og fortæller, at det er en blodprop og at den er stor. Så jeg skal ned næste dag for at få portercatten fjernet og de begynder at sprøjte mig med blodfortyndende medicin. Lørdag er det samme læge der går stuegang og hun siger, at jeg tidligst kommer hjem mandag, så jeg kan få lidt mere penicilin, ligesom hun heller ikke synes, jeg skal sendes for hurtigt hjem med en så stor prop. Jeg kommer ned til anæstesien, som er så søde at ligge mig til at sove, da der var problemer sidste gang de rodede med min port. Men inden da måtte portøren lige hente et armbånd, for det havde de ikke fået på mig. Søndag morgen er det så en anden læge og han udskriver mig med det samme. Jeg behøver ikke mere penicilin og jeg skal ikke overvåges. Da jeg har været hjemme et par timer, må jeg ringe derind, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal nu. Skal jeg være i ro, sørge for motion eller hvad. Men jeg skal så bare lytte til min krop. Den fortæller mig ret tydeligt, at jeg ikke skal bevæge mig for meget rundt, da det føles som om blodet ikke kan løbe fra hovedet, når min puls stiger. Det pudsige er dog, at jeg er helt tilfreds. De fandt ud af hvad der var galt, behandlede det og sørgede for at jeg fik medicin til tusind år (eller næsten). Jeg får ikke noget positivt ud af, at gå og beklage mig over, alle de småfejl der skete. Det eneste det gør er at sætte mig i dårligt humør. Jeg vinder ikke noget ved det. Så jeg tror budskabet er her, lad være med at bekymr dig for længe om de små fejl der sker – Så længe de ikke er fatale, så er det jo kun dit humør, der bliver ødelagt, ved at gå og beklage dig over dem. Glæd dig over, at vi rent faktisk har et godt sundhedssystem, som gør deres bedste for at behandle os for vores sygdomme. Skrevet af Charlotte den 20. august 2007 kl. 17:16
18-08-2007
MM er forkortelsen for malignt melanom, som betyder ondartet svulst med brunligt pigment. I daglig tale kaldet modermærkekræft. En sådan svulst opstår typisk i et modermærke men kan principielt opstå overalt, hvor der er hud. Den dannes når huden har været udsat for store mængder af solens ultraviolette stråler eller meget kunstigt lys i et solarium. Den overdrevne soldyrkelse der fører til dannelse af maligne melanomer, kan enten blive opbygget gennem mange år eller nåes ved blot enkelte kraftige solskoldninger. Mennesker med meget lys hud og mennesker med mange modermærker er særlig disponeret for at udvikle maligne melanomer. Desuden har små børn en særlig sart hud, og de bør aldrig udsættes for direkte sollys. Det øger nemlig risikoen betydeligt for, at de senere i livet udvikler maligne melanomer. Jeg er selv et godt eksempel på den sidstnævnte risikogruppe: jeg har ikke specielt lys hud, jeg har ikke påfaldende mange modermærker, men som barn blev jeg udsat for meget sol. I de tidlige 70′ere, hvor jeg var helt lille, var der ingen opmærksomhed på solens skadelige virkninger. Tværtimod var den dominerende holdning, at det ubetinget var sundt at være i naturen. Derfor var der ingen, der søgte at begrænse mængden af sol, som jeg blev udsat for. Jeg har været en tur i mine forældres fotoalbum og fundet et sigende billede fra en sommerdag ved familiens sommerhus ved Rødvig strand 1972:
Jeg er den lille lyshårede dreng. Vi ser ud til at have det herligt, og stranden er vel en af de allerbedste legepladser for børn.
Her er et andet billede af mig ved sommerhuset. Denne gang har jeg klogt nok fået en t-shirt på, men det skyldes nok mere en bekymring for, om jeg fryser, end om jeg bliver solskoldet.
15-08-2007
Dette indlæg er en kommentar til Tina Brændgaards “Egoisme og sygdom fortsat”. Tina skrev bl.a., at man under sygdom kan føle modstand mod dem, man elsker. Det er jo rigtigt, og det er urimeligt, men det er måske ikke så underligt. Jeg oplevede flere gange at blive meget irriteret på dem, der var mig allernærmest, og som var mine vigtigste hjælpere og støtter, og som jeg slet ikke havde kunnet klare mig uden: min kone, mine forældre, mine søskende. For mig havde modstanden og irritationen at gøre med, at netop disse mennesker var de mest engagerede og involverede i min sygdom. De følte i allerhøjeste grad med i sygdommen og i behandlingen. De blev fortvivlede og glade, bekymrede og opmuntrede i mindst samme grad som jeg selv. Denne solidariske medleven og medfølen kendetegner vel netop den nærmeste familie og de nærmeste venner. Det er derfor, at de er en fantastisk støtte, men det er også det, som ind i mellem gør dem så svære at omgås. Da jeg havde den kritiske sygdom, svingede mit humør rigtig meget op og ned. Det ene øjeblik var jeg helt i kulkælderen og så sort på situationen. Jeg troede på statistikkerne og kunne se det håbløse i, at netop jeg skulle blive blandt de 10%, som slap godt fra det. Næste øjeblik var jeg mere oven på og troede, at der måske nok var en mulighed. Ikke fordi der egentlig var nogen logik eller fornuft i humørskiftet. Anledningen til det var måske blot en fornemmelse, måske en pludselig tillid til mørk chokolade og ovnbagte rodfrugter, måske en glædelig sygehistorie eller andet. Når jeg så stod der og var lidt optimistisk og viste et af disse små ulogiske halmstrå af håb frem til min kone, sagde hun: “Jamen, det kan du da ikke bruge til noget; det gør da ingen forskel”. …Er der noget værre end at få sin optimisme skudt ned af en realist! Konflikterne kunne også opstå den modsatte vej. At jeg var ked af det og ikke kunne se nogen udvej af situationen. Hvis så fx min kone prøvede at få lidt glæde i huset ved at begynde planlægge en fødselsdag eller en ferie … Hold da op!! flag og badesandaler. Hvor ligegyldigt. Det svære med de kære er, at det er mennesker, der i høj grad er involveret i sygdommen men, som ikke altid har samme sindsstemning, som den der er syg. Skrevet af Jacob den 15. august 2007 kl. 12:14
13-08-2007
Som nogle har bemærket har jeg ikke været så aktiv på bloggen den sidste tid. Jeg er her stadig, men har været dårlig i nogen tid. I fredags fandt vi ud af, at der var samlet en blodprop for enden af min portercat. En portercat får mange kræftpatienter opereret ind lige over brystet, den bruges til at give kemoterapi i. Så er man fri for at ligge en venflon hver gang. På trods af blodproppen kan jeg klart anbefale den. Jeg har haft portercat i næsten 6 år uden væsentlige problemer. Men nu er porten opereret ud og jeg skal bare komme mig mens jeg får blodfortyndende medicin og proppen forsvinder. Min mand og vore mødre tager så på en dejlig tur til Svinkløv Badehotel. En fast tradition, som I måske så i Når Lynet Slår ned. (Billedet er derfra) Så jeg vil glæde mig til at nyde en lille rekreation og regner med at være tilbage igen i næste uge
12-08-2007
Jeg vil gerne knytte en kommentar og en opfordring til Jacobs indlæg om Egoisme og sygdom. Med hensyn til egoisme og sygdom, så oplever jeg at mit sygdomsforløb faktisk har lært mig at blive bedre til at sætte grænser for mig selv, holde fast i mig selv og tage mig den tid, jeg har brug for, og det er vel næppe et udtryk for egoisme. Eller det burde det i hvert fald ikke være. Man kan godt tage sig kærligt af sig selv uden at det betyder, at man er selvoptaget. Og i forbindelse med sygdom tror jeg det er helt normalt, at man kan have brug for i perioder at isolere sig og ikke blive set, og især ikke at føle omverdenens krav om tilstedevær og interesse. Det er ikke egoisme. Det er rettidig omhu at trække kræftkortet og sige, hey de næste par timer eller dage eller måneder, eller hvad man nu har brug for, der gider jeg ikke forholde mig til noget som helst. Mange af os, og måske især kvinder (den får jeg nok for puklen for den her!), er vant til altid at være der for andre og stille op, og så kan det være svært at kræve tid og ro til at finde sig selv i det pludselige kaos man står i, men jeg tror, at hvis man en gang imellem prøver det af og tillader sig det, så vil man hurtigt opdage 1) at man får fornyet energi og måske mærker en naturlig lyst til at interesse sig for andre igen og 2) at omverdenen ofte er mere fleksibel og forstående end man troede. Kravene om tilstedevær kommer som regel fra én selv og ikke fra venner og familie. Så træk endelig stikket ud og lad være med at føle skyld. Lettere sagt end gjort, jeg ved det, men at du engang imellem ikke orker at se på folk og føler voldsom modstand imod selv dem du elsker, er måske kke den smukkeste følelse i verden, men den er ikke pludselig hele sandheden om hvem du er. Nu kan de fleste nok regne ud, at jeg selv kæmper med den type tanker og følelser, og jeg er ikke ude på at trække noget ned over hovedet på nogen eller fortolke på andres oplevelser. Men jeg har mødt en del syge som ikke-syge, som roder med den slags, og det er vigtigt også at være åben overfor alle de grimme følelser man kan få og ikke nødvendigvis fordømme dem og forvise dem til kategorien ‘egoisme’. Jeg føler mig i hvert fald mere fri og nå ja, åben overfor omverdenen, når det lykkes! Skrevet af Tina den 12. august 2007 kl. 12:10
|
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
