Jeg håber, du og din mor havde gode oplevelser ved jeres lægesamtaler og undersøgelser!

Mange hilsner
Jacob

Din beretning er “spændende” – bær over med udtrykket, det er positivt ment. Spændende i den forstand, at for pokker hvor er der meget at lære af den for enhver, der har svære samtale med andre.

Jeg kan sætte mig i alles sted. Din, dine forældres, dine søstres. Men også hospitalslægens. Og det er nemt at få øje på mange, mange ting, som både kunne og burde være gjort bedre.

Jeg synes du beskriver oplevelsen på en fantastisk god måde. God, fordi den umuligt kan støde nogen. Og fordi budskabet er vigtigt. Du (samt dine forældre) er fantastiske til at beskrive hvad I har oplevet. Uden at forfalde til at anklage og bebrejde. Det er jeg ganske imponeret af!

Og det betyder også, at jeres oplevelse og beretning er guld værd for de fagfolk, der sidder på den anden side af bordet.

Hvis I ikke allerede har sendt jeres beskrivelse til de rette (de afdelinger I har været i nærkontakt med), synes jeg, I skal gøre det.

Jeres oplevelse fortjener at blive kendt af flere. Håber den kommer videre end hertil. At den bliver læst af flere og kan inspirere til at sådanne samtaler bliver bedre.

Mange hilsner
Lisbeth

Tak for din kommentar! Ja, det er synd, de samtaler ikke bliver bedre. Det gør kun ondt værre, når dem, som ens liv afhænger af, ikke formår at vække tillid og tryghed.

For patienterne er det et rigtig vigtigt emne, du har valgt at skrive speciale om -og dermed også for hele hospitalspersonalet: kvaliteten af disse samtaler er ret afgørende for patienternes forhold til behandlingenen.

Jeg håber, det kommer til at gå rigtig godt med dit speciale!!

Bedste hilsner
Jacob

Jeg kan desværre kun give dig ret. Jeg har lige afleveret mit specialeprojekt – jeg er næsten færdig som hospitals serviceassistent – og jeg valgte netop at skrive om lægesamtalerne i min afsluttende rapport.

Netop det at lægerne ikke sætter sig ind i patientens behov og ønsker. Dét at sidde tilbage med utallige spørgsmål og egentlig føle sig forbigået.

Desværre finder disse samtaler alt for tit sted. Man skulle tro at de bliver bedre, idet de nu bliver uddannet i basale kommunikations teknikker. Men nej de trælse samtaler er der stadig. Ikke at tro at man kan gøre disse samtaler behagelige. Ikke på nogen måde men man kan i det mindste yde en vis omsorg for patienten og dennes pårørende.

Vi har igennem vores uddannelse skullet lære at forholde os til forkortelsen NOK – nærhed, omsorg og kontakt. De ord kunne lægerne lære meget af.

Blot lige et ord med på vejen frem.
Mange varme tanker fra mig til dig og dine kære.

Line.

Hvor lyder det bare skrækkeligt og er virkelig en historie om, hvordan det ikke skal være.

Jeg håber I har informeret om dette på hospitalet, for det er ikke i orden. Ligemeget hvor ung og uerfaren lægen var.

Kram
Charlotte

Jeg synes, I har ret i, at samtalen ikke bare var “frustrerende” men nærmest kynisk. De få informationer, vi fik til samtalen, kunne vi ligeså godt have fået af en sygeplejerske. Men den manglende empati og forståelse for vores situation, som lægen udviste, var der nok ingen, der kunne gøre hende efter!

Jeg kan godt forstå, at det ikke er let at overbringe et tungt budskab, og at man som læge hverken kan eller skal involvere sig i de enkelte patienter. Men enhver, der som en del af sit arbejde skal give svære beskeder, må vide, at uanset hvor håbløs situationen er, så er det vigtigste at informere om mulige løsninger og udveje.

I vores situation burde lægen i det mindste have skitseret de mulige eksperimentelle behandlinger, og forskellene mellem dem. Hun burde have været gået ind i spørgsmålet om den manglende hovedscanning og forklaret, at det var den, jeg ville blive indkaldt til i Odense, og at resultatet af den var afgørende for valget af behandlingsform.

Lægen er nødt til at gå ind i snakken med patient og pårørende og må ikke bare lukke af og sige: “Det kan jeg ikke oplyse om”, “Det er endnu ikke besluttet”. I modsat fald er det ikke en læge-SAM-TALE.

Kærlig hilsen
Jacob