Charlotte Lindberg Englev

Nu er det jo alt for længe siden, at jeg har fået lavet et indlæg og der er endda sket flere ting.

Først min diæt. Den virker jo efter hensigten, jeg har fået meget mere energi, hvorfor jeg ikke tilbringer så meget tid ved computeren. Ud over det har jeg tabt 12 kg, hvad er fantastisk, da jeg har gået flere år med 30 kg, som jeg tog på i løbet af et halvt år.

Næste er, at jeg for et par uger siden fik scannet bryst og hjerne, for at se om behandlingen med Tykerb og Xeloda virker. Og det gør den! Både bryst og hjerne viste remision.

Det er så fantastisk, at der nu er kommet en medicin, der virker i hjernen ved brystkræft. Jeg regner stærkt med, at det er metastaser i hjernen, der vil tage livet af mig en dag. Når der så kommer denne nye behandling, bliver den dag udsat i forhåbentlig lang tid. Så det er jo lidt af et mirakel for mig.

I går begyndte jeg at få ondt i hofterne når jeg gik og i løbet af et par timer, satte det sig som et gevaldigt hold i lænden, så jeg nu har svært ved at rejse mig og sætte mig ned igen. Har mest lyst til at gå rundt med krum ryg, som en dame over halvfems. Det fik mig til at tænke på angsten for tilbagefald.

Min angst er så godt som forsvundet, da jeg har fået det ind i hovedet som en del af mit liv. Men frygten er også så lille, fordi jeg ved, at der endnu er behandlinger, jeg kan komme på. Det er en fantastisk tryghed, for alle behandlinger med undtagelse af én har virket rigtig hurtigt på kræften, så jeg er ikke så nervøs. Men da jeg har haft knoglemetastaser i hofte og lårben før, er det naturligt lige at skænke kræften en tanker. Men fordi frygten ikke nager mig, kan jeg stadig tænke rationelt og kan se, hvorfor jeg pludselig får så ondt. Jeg passer min niece Kristine, mens min søster og svoger er med min mor i Spanien på tiltrængt ferie, derfor sidder jeg en time hver dag i myldretiden for at køre Kristine i skole, ligesom jeg henter hende hos hendes hest om aftenen. Og da jeg så kørte en veninde hjem i går aftes, kunne jeg mærke, at det var bilkørsel der trikkede smerten. Nu skal jeg så bare slappe af og sørge for at holde smerterne nede, få bevæget mig lidt og lavet nogle strækøvelser og så er det godt igen i løbet af et par dage.

At se alting fra en positiv vinkel er svært, men hvor er det rart, når man kan det. Her er det, at fordi kræften har været så længe i mit liv er jeg nu næsten fri for angsten og den er jo umulig at leve med. Så det kan jeg sidde her og prise mig lykkelig over – Jeg er ikke bange.

Dig der læser dette, glæd dig over de ting du slipper for og de ting du har. Vi glemmer det så tit, men faktisk er det så lidt, der skal til, før humøret kan vendes. Som en mail, der er i omløb igen siger. Når du står op om morgenen vælger du selv om du vil være glad eller ked af det. Så vælg nu det rigtige

	Emner: angst, brystkræft, energi, positiv
	Der er 6 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Lene Middelhede

Jeg blev spurgt om jeg vil være med til at skrive i Blog om kræft, jeg sagde ja uden at tænke nærmer over det. Jeg syntes at det er svært at komme i gang, for jeg er ikke vant til at skrive mine tanker på computer, men nu prøver jeg.

Gynækologiske undersøgelser.
Jeg snakker med mange kvinder som vælger screnning fra, fordi de ikke vil have foretaget en gynækologisk undersøgelse. Hvorfor syntes vi det er så svært? Jeg tror ikke vi er gode til at snakke med lægen om, at vi er forlegen ved undersøgelsen. Vi snakke jo heller ikke kvinder imellem, om hvordan vi har det med undesøgelsen. Jeg har fået lavet rigtige mange gynækologiske undersøgelser, både i mit lægehus og på forskellige sygehuse, for det er 10 år siden at jeg havde livmoderhalskræft første gang. De første undersøgelser husker jeg som meget ubehagelig og som noget jeg hurtigt skulle have overstået. Men det har ændret sig for mig, hvorfor?
Jeg tror at jeg har indset at de er nødvendige og er blevet bedre til at forberede mig. Men jeg tror også at lægen og sygeplejersken på sygehuset er gode til at skabe et godt atmosfære omkring undersøgelsen. Der er gode store lokaler, som er rigtig godt indrettet, der er et afklædningsrum hvor jeg kan klæde om. I rummet ligger et klæde som jeg kan tage om mig, så jeg ikke skal gå afklædt over gulvet og som jeg kan have omkring mig under hele undersøgelsen. Sygeplejsken er klar til at hjælpe mig op, mens lægen gør sig klar. Lægen er rigtig god til at forklarer, hvad han fortager sig ved undersøgelsen ligeså stille og roligt. Det hænder endda at vi kommer med sjove kommentar, så vi griner uden at det virker forkert. Jeg vil ønske at alle læger kan lærer at gøre det på samme måde,så vil vi kvinder heller ikke have svært ved at komme til en gynækologisk undersøgelse og få lavet en skreening for livmoderhalskræft.

	Emner: gynækologiske undersøgelser, livmoderhalskræft, screening
	Der er 3 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Jacob Nordgaard

8 år efter jeg havde fået fjernet et malignt melanom på ryggen, begyndte jeg at få smerter i ryggen, i brystet og i venstre side. Det var måske ikke umiddelbart oplagt, at der igen var tale om kræft for hvordan viser den sig, når den vender tilbage? Men i en påfaldende lang periode prøvede både min læge og jeg selv at finde andre forklaringer end kræft, og jeg kan i dag undre mig over, at jeg ikke langt hurtigere blev undersøgt for kræft – jeg var jo tidligere kræftpatient.

September 2004: 1. konsultation
Et halvt års tid inden de første symptomer dukkede op, havde jeg fået nyt arbejde, et mere stillesiddende job på et kontor. Da jeg mærkede den første stivhed i ryggen og de svage smerter, som kom og gik, var jeg sikker på, at det skyldtes en forkert arbejdsstilling. Der var jo ingen, der havde kontrolleret højden af min stol, mit bord eller min skærm. Gennem et par måneder tog stivheden og smerterne til, og jeg gik til min læge og sagde: “Jeg har fået problemer med ryggen pga en forkert arbejdsstilling, og jeg vil gerne have en henvisning til fysioterapi”. Da jeg sjældent går til læge, så føler min læge sig sikker på, at der virkelig er noget galt, når jeg kommer. Derfor var der ikke så meget snak. Min læge mærkede lidt på min ryg og skrev så en henvisning til mig. Fysioterapien syntes at virke, og smerterne forsvandt.

August 2005: 2. konsultation
Efter et halvt års tid begyndte stivheden langsomt at melde sig igen, og smertene kom også gradvist tilbage. I begyndelsen var det næsten umærkeligt. Jeg oplevede ligesom et behov for at strække ryggen og begyndte derfor jævnligt at udføre små strækøvelser. I takt med at stivheden tiltog, måtte jeg udføre flere og flere trækøvelser for at kompensere.
Jeg begyndte at blive lidt bekymret for mit helbred. Ikke fordi jeg var egentlig syg, men jeg var begyndt at få flere små underlige symptomer: smerterne i ryggen var ligesom vandret igennem brystkassen og gav en ømhed på brystet. Jeg havde jævnligt en snurrende og prikkende fornemmelse i højre side af maven. Samtidig tiltog smerten og stivheden i ryggen. Jeg tænkte for første gang på, om det kunne være kræften, der arbejdede igen. Men tanken var for stor: den var for uhyggelig og havde for mange konsekvenser. Symptomerne var jo små, jeg levede fint og gik på arbejde hver dag. Jeg ringede til min læge og i stedet for at taler om kræft, bad jeg om at få en helbredsundersøgelse. Jeg fik derfor foretaget forskellige undersøgelser: i en blodprøve blev der målt forskellige blodværdier, jeg fik målt blodtryk, kolesterol, m.m. Alt var fint. Jeg var i topform.

August 2005: 3. konsultation
En morgen vågnede jeg og havde nogle ret intense smerter i siden, ca. 10 cm under armhulen. Det var en gnavende smerte, som blev intensiveret, når jeg hostede eller trak vejret dybt. En snurrende og borende smerte. Så gik jeg til læge igen. Dér stod jeg med bar overkrop og løftede arme. Lægen kiggede på min side og sagde: “Det var da mærkeligt. Der er jo ingenting der. Det kan jeg ikke forklare. Måske er det din 3-årige datter, som er kommet til at sparke dig i søvne, når hun har ligget hos jer? Ribbenene er jo ret ømtålige!”. Da lægen ikke kunne give en bedre forklaringen på smerten, skulle jeg se det an i en uge. Hvis den vedblev skulle jeg kommen igen.

September 2005: 4. konsultation
Smerterne i siden og i ryggen blev ikke bare ved men blev også mere konstante. Derfor gik jeg til læge igen. Desværre var der denne gang travlt i klinikken, og jeg accepterede at blive undersøgt af en lægestuderende. Jeg frygtede selvfølgelig, at alle symptomerne skyldtes, at jeg havde fået kræft igen, men det var alligevel svært for mig at acceptere denne mulighed. Derfor var det et urimeligt valg, jeg fik af lægesekretæren: “Er det noget alvorligt, skal du vente på lægen. Er det ikke alvorligt, kan du gå ind til den lægestuderende”. Det var jo netop det spørgsmål, som lægen skulle svare på for mig: alvorligt eller ikke-alvorligt. Jeg satsede på det ikke-alvorlige – det var jo det, jeg håbede på – og gik ind til den lægestuderende og fortalte om mine rygsmerter, der nu også var gået ned i siden. Det resulterede i endnu en henvisning til fysioterapi.

Fysioterapeuten
Jeg kom ind til en nyansat fysioterapeut, en uerfaren, norsk pige i begyndelsen af 20′erne og sjovt nok, var det netop hende, der tog det afgørende skridt mod min diagnose. Da jeg lagde mig på briksen med bar overkrop, opdagede hun en aflang hævelse langs min rygrad. Den strakte sig over 3-4 ryghvirvler. “Det der er ikke muskulært, og jeg tør ikke massere din ryg, før jeg har set et røntgenbillede af ryggen”.

September 2005: 5. konsultation
Jeg måtte til min læge igen for at blive henvist til en røntgenklinik. Jeg udtalte nu åbent min frygt for, at det var modermærkekræften, og da han så hævelsen på min ryg, som fysioterapeuten havde opdaget, indvilligede han i at henvise mig til Plastikkirurgisk afd. på Gentofte sygehus. Så kunne de som er eksperter i modermærkekræft, fortsætte undersøgelserne for kræftsygdommen.
Inden jeg gik, gav min læge mig en recept på noget Primcillin, fordi han fandt det alligevel ret sandsynligt, at der var tale om en lungehindebetændelse. Derfor lod han mig påbegynde en penicillinbehandling.

Oktober 2005: Gentofte Sygehus
På Gentofte Sygehus tog de et røntgenbillede, der afslørede kræft i stadie 4c, bl.a. en aflang kræfttumor langs 4. og 5. ribben. Tumoren var ca. 8 cm lang og 3 cm bred. Den havde fjernet 2-3 cm af begge ribben. Herefter blev min ryg MR-scannet, og man så en tumor på omkring 10 x 3 cm, som var vokset ind i 4. og 5. ryghvirvel. Den var groet ind i spinalkanalen og truede med et tværsnitssyndrom af nerverne til ben og underliv. For at undgå lammelse skulle denne tumor fjernes akut, og derfor blev jeg sat i strålebehandling allerede den følgende dag.

Morale
Jeg synes, man kan udlede to ting af denne lange historie. Dels skal læge og patient altid være opmærksomme på muligheden for tilbagefald, hvis patienten tidligere har haft en kræftsygdom. Dels er historien et eksempel på et samarbejde mellem læge og patient, som ikke fungerer, og derfor bliver diagnosen ikke stillet. Som patient har du selv et ansvar, når din diagnose skal bestemmes, og derfor skal du være en god samarbejdspartner. Beskriv dine symptomer ærligt og præcist, læg ikke røgslør ud og bild dig ikke ind, at det man undlader at tale om, ikke findes! 

	Emner: diagnose, fornægtelse, modermærkekræft, patient
	Der er 6 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Jacob Nordgaard

Før jeg fik kræft, dyrkede jeg stort set ikke sport og gjorde mig ikke mange tanker om at føre en sund levevis. Jeg var den mere stillesiddende type, der spillede skak og læste bøger. I min studietid var jeg først og fremmest optaget af mit studie på humaniora: jeg læste og gik på cafeer for at tale og diskutere med mine venner og studiekammerater. Vi drak meget kaffe og øl og røg mange cigaretter. Pludselig en dag, ud af det blå fik jeg så modermærkekræft. Det var et chok!! Det var svært at måtte erkende, at det ikke blot var naboen men også jeg, der var skrøbelig og kunne få kræft.

Ændret livsstil
Da modermærket var fjernet, og der ikke syntes at være spredning, var min reaktion, at jeg måtte dæmme op for min skrøbelighed. Jeg måtte eliminere min svaghed og gøre mig stærkere, for så var jeg bedre beskyttet mod kræft i fremtiden. Derfor ændrede jeg livsstil: jeg holdt op med at ryge, jeg begyndte at løbe, og jeg blev meget mere bevidst om, hvad jeg spiste.

Holdt op med at ryge
Jeg havde flere gange tidligere forsøgt at holde op at ryge – uden succes. Men nu med en kræftdiagnose på nakken var det intet problem: jeg holdt bare op. Lod simpelthen være, fra den ene dag til den anden. Angst giver styrke!

Bevidst om kosten
Med hensyn til kosten så medførte den øgede bevidsthed et simpelt ræsonnement, før jeg puttede noget i munden: “er det her noget der styrker dig, eller noget der skader dig?”. Ikke fordi jeg blev fanatisk og altid valgte det, som styrkede, men jeg blev bevidst om værdien af de byggesten, jeg gav min krop. For at vide hvad der kunne styrke kroppen, havde jeg bl.a. fået fat på en liste over 16 fødevarer, der skulle være velegnede til kræftpatienter: hvidløg, ingefær, lakrids, sojabønner, hvidkål, rødkål, gulerødder, selleri, koriander, persille, pastinak, løg, hørfrø, citrusfrugt, broccoli, blomkål. Så vidt jeg husker, kom denne liste fra et dameblad, og jeg aner ikke, om der virkelig er tale om særligt velegnede fødevarer til kræftpatienter. Hvad tror DU?

Motionsløb
Jeg købte mig et par løbesko og et par shorts – og følte mig rigtig skidt tilpas i det kluns. Men jeg kom afsted og fik efterhånden etableret en daglig tur på 4-5 km sammen med to kammerater. Vi satte os det ambitiøse mål at gennemføre Eremitageløbet i Dyrehaven nord for København. Løbet er ca. 13 km langt, og vi trænede målrettet i et helt år. Det er et meget charmerende løb med en festlig atmosfære og smukke omgivelser. Jeg er sikker på, at det var medvirkende årsager til, at vi gennemførte løbet i 1997. Stor succes!!
Derefter satte vi naturligvis overliggeren et hak op og drømte om e halvmaraton, 21 km. Vi trænede virkelig meget, og tilmeldte os endelig halvmaratonen fra Lyngby til Nærum i 1998. Det var også et fantastisk flot løb, som gik gennem området ved Frederiksdal og Mølleådal. Jeg sled mig i mål men fik seneskedehindebetændelse i begge underben. Måneders pause fra løberiet. 

London maraton
Dermed gav det næste mål sig selv: en maraton. Vi tænkte, at når vi kan løbe en halv maraton, så kan vi i alt fald give os i kast med en hel og se, hvor langt vi når. Denne kongedistance skulle  tages med stil, så vi meldte os til London Maraton. Det var på det tidspunkt verdens næststørste maraton med over 30.000 deltagere fra stort set hele verden. London maraton er spektakulært! Det har elementer af de Olympiske lege, fordi der er topatleter, som løber for at slå verdensrekorden, og samtidig er det en gadefest, hvor mange løbere laver happenings og er fantasifuldt udklædt undervejs. Der er engagerede tilskuere langs hele ruten, der er musik og byorkestre, som tager imod løberne i hver bydel. Løbet sendes direkte på BBC, og i luften hænger Eurosports helikopter. Det var stort!! 

Jeg ville så gerne gennemføre en maraton. Jeg havde meget at bevise: det var endnu ikke 3 år siden, jeg havde fået fjernet det kræftramte modermærke, og min krop havde vist sig skrøbelig og sårbar. Jeg gik stadig til kontrol hvert halve år og følte mig meget afhængig af lægerne. I de tre år havde mit liv været sat i stå: tiden gik, men jeg havde svært ved at turde stole på mig selv og min fremtid. Livets næste etape, kone, hus og børn, var svær at tage hul på, for kunne jeg leve op til det ansvar? Ville min krop ikke svigte igen? Løbet i London var således egentlig ikke et spørgsmål om fysik men om psyke. Det handlede om at genvinde tilliden til mig selv, troen på min krop og ansvaret for mit liv. Kort sagt: jeg løb for livet.

Starten gik kl. 10 om formiddagen i Greenwich Park, og målet stod 42 km længere fremme på The Mall i St. James Park. Det blev et fantastisk løb!! Men efter de første 25 km var jeg godt brugt og tappet for energi. Der var ingen maddepoter undervejs, det stod tilskuerne for. Jeg så en dreng række en appelsinbåd frem mod os løbere, og jeg styrede direkte derhen og tog imod. Frugtsukker bliver lynhurtigt nedbrudt og omsat i kroppen, og det ene stykke appelsin gjorde en markant forskel: jeg fik lidt energi igen og orkede endnu et par kilometer. Tilskuernes håndsrækninger hjalp mig flere gange videre. Jeg trampede over London Bridge, drejede op ad Embankment og så Big Ben foran mig. Jo længere vi kom ind mod centrum, jo tættere stod publikum pakket på begge sider af ruten. De råbte opmuntrende til os og klappede os frem. Jeg løb stift og mekanisk og var helt flad. Jeg fik øjenkontakt med en entusiastisk, ældre mand, der stod helt op mod barrieren. Han svingede med en knyttet hånd og råbte til mig: “Go on, son! You’re almost there!!”. Jeg blev ved og nåede op til Big Ben og kunne derfra dreje ind mod St.James Park. Så vejen op mod Buckingham, rundt, og jeg var inde på The Mall. Jeg gjorde det!!! jeg kom i mål.

To år senere købte min kæreste og jeg en villa i Rødovre, og tre år senere fik vi vores første barn. Løbekarrieren blev indskrænket til et par kilometer om ugen på Vestvolden ved København, da der ikke længere hverken var behov eller tid til mere.

	Emner: kost, maraton, modermærkekræft, motionsløb, vaner
	Der er 13 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Berit Othman

Jeg var lige omkring Holbæk Sygehus med en infektion.

Lørdag eftermiddag fik jeg desværre temperaturforhøjelse til 38.9 C. og var lidt snottet. Jeg ringede til Rigshospitalet, da de anbefaler at man reagerer på forhøjelser over 38.5 C. De kunne ikke finde min journal eller svar på de seneste blodprøver, men syntes jeg skulle ind og få foretaget nogle nye på det nærmeste sygehus.
Det var en meget kompetant og grundig undersøgelse jeg fik og det blev et hyggeligt ophold, jeg følte mig i meget gode hænder under indlæggelsen, som varede knap 1 døgn.  De beholdt mig så jeg kunne få antibiotika intravenøst. De hvide blodlegemer var langt nede. Der blev ikke fundet noget focus for betændelsen, men idag er mine lymfeknuder under hagen hævede og ømme og jeg fortsætter med antibiotikakuren hjemme de næste 4 dage. Jeg fik lov til at komme hjem da min almen tilstand fortsat var god og mine tal var på vej op.

Det var en helt ny erfaring. Jeg plejer at løbe udenom infektioner og aner ikke hvordan jeg så skal passe på rigtigt. Jeg havde godt nok stået i tæt kø hos både fiskehandler og bager  og havde frosset lidt en eller anden dag. Skal der ikke mere til? Eller var jeg bare uheldig at noget kom forbi?  Håndhygiejnen synes jeg jeg er dygtig til, opøvet på mange udlandsrejser.
 
Det var interessant at få et indtryk af hastigheden hvormed antallet af de hvide blodlegemer ændrer sig. Om fredagen var de 1,4  kl. 10. Om lørdagen kl. 23 var de oppe på 1,7. og søndag kl. 16 var de steget til 2. Der sker et dyk på ca. 9-10 dagen sagde de.  Normalområdet er 4,5 – 11.  Det er godt også at vide at man skal regne med at der er dage man specielt skal passe på infektioner.

Jeg  opdagede værdien af at have en kopi af et journaluddrag med, for det er ikke så let at finde journaler en lørdag aften. Det er rart at kunne genlæse et forløb og have styr på hvad der er sket hvornår.
Og så har jeg fået lyst til at finde ud af noget mere specifikt om kemoterapi i al almindelighed.

	Emner:
	Der er 3 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Gry Skrædderdal Jakobsen

Spiser I også fælles morgenmad på dit arbejde?
Det er der rigtig mange der gør. På et fynsk gartneri, hvor vi lavede et af vores feltarbejder til undersøgelsen, havde ledelsen sparet de hidtil gratis rundstykker væk. Men medarbejderne havde etableret en ny ordning, hvor de kan bestille brød hos den lokale bager. På den måde kunne traditionen fortsætte. Vi spurgte nogle af medarbejderne, hvorfor det er så vigtigt at få morgenbrød om fredagen, og de sagde, at det var et lille forskud på weekenden.

Lyst brød er hyggebrød
Vores undersøgelse viser, at når vi skal slappe af og holde fri, så spiser vi helst lyst brød. Det er rundstykkerne søndag morgen et stærkt symbol på. Hvad enten vi køber hos bageren, den lokale købmand, bager selv eller trækker på lageret i fryseren, så skal vi have rundstykker søndag morgen. Så giver vi os tid til at spise sammen i familien og hygger med avisen.

Sammenspisning af nye grupper
En gruppe af administrative sagsbehandlere i en kommune, som også deltog i undersøgelsen, var nyligt sammensat. På grund af kommunesammenlægningen kendte ingen hinanden. For at ændre på det, spiser de formiddagskaffe sammen hver dag, fortalte de os. I min gruppe i Kræftens Bekæmpelse har fredagsmorgenbrød ikke været en fast tradition indtil nu. Men nu er gruppen blevet lagt sammen med en anden, og en af medarbejderne har taget initiativ til fælles morgenmad hver fredag kl. 9 “så vi kan lære hinanden at kende”.

Vi spiser fritid og sociale relationer
Når vi får rundstykker fredag morgen på arbejdspladsen, så kan man sige, at vi spiser et lille stykke fritid ind i arbejdsdagen. Ved at overføre en typisk weekendaktivitet til arbejdslivet tager vi som de fynske gartnere sagde “forskud” på det, der venter i weekenden. Vi skaber også en spisesituation, der minder om familiemorgenmaden søndag morgen: vi samles omkring et dækket bord og tager os tid til at snakke om private ting, grine og hygge. På den måde kopierer vi en omgangsform, som vi kender fra familielivet, og på den måde skaber vi et rum, hvor vi kan knytte og vedligeholde ikke-professionelle sociale bånd og dermed lære hinanden at kende på en anden måde.

Så er det vel ikke så mærkeligt, at vi ikke vil undvære morgenbrødet, er det?

	Emner: arbejde, grupper, hverdagsliv, kost, mad
	Der er ingen kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Berit Othman

Det er nu 7 dage siden jeg var i kemoterapi første gang og jeg vil beskrive hvordan de dage er forløbet for mig.

Jeg har undervejs tænkt over hvor meget jeg tidligere har budt mig selv. I min dagligdag har jeg været vant til at holde ud og fordre ting af mig selv som har været på kanten af det fornuftige. Jeg har haft projekter og planer, der fordi de var lagt, også skulle udføres ellers føltes det ikke tilfredsstillende. Jeg synes der er så store forventninger (hvor mon de kommer fra ?)  som i vore dage til at vores hjem er rydelige, velordnede, nymalede og alt fungerer og harmonerer og er smart. At vi skal være effektive og stræbende og købelystne.
Prioriteringer og fravalg har været svære for mig.
For at få tid og rum til at male, her lå lysten, skulle hus- og havearbejde ikke underprioriteres. Og der var også  jobbet som gav den faste indkomst. Jeg siger var for nu er jeg jo pt. sygemeldt.
Jo, jeg har hængt i, ser jeg. Særligt tydeligt nu, hvor kræfterne er færre. Pludselig må jeg stoppe midt i et gøremål, jeg bliver for træt, før blev jeg bare ved. Nu begynder jeg at sortere og prioritere. Så det er jeg ved at lære mig.   
Lige i dag har jeg en masse lyst og kræfter til at gå løs på udsatte opgaver. Min mand advarer mig: Pas nu på, du ved hvordan det kan gå. Men jeg har allerede fået noget for hånden og det er godt så.

I går blev jeg klippet og parykken er hentet og ligger parat. Og så kender min søn en pige der gør i hatte, han synes jeg kunne blive rigtigt smart, begynde at bruge hat. Jeg har meldt mig til kurset på Riget  “Look good – feel better” dagen inden næste kemokur. Så laver jeg en god bytur om aftenen bagefter. Jeg har da taget prednisolon og får energi at bruge.

Indersiden af min mund føles som er den foret med sandpapir korn 320. Jeg har springende smerter forskellige steder i kroppen. De springer oftest rundt uventet og kort og i små jag. Hæle, skuldre, brystkasse, kraniet, knogler, lægge, tænder mm. Ikke specielt i leddene. Smerterne er ikke voldsomme men irriterer en del.
Men jeg opdagede at jeg kunne gøre noget ved nogle. 
Da skuldersmerterne var på sit højeste, det var om natten, lå jeg og gav mig selv massage, nakke, skuldre og tyggemuskler fik en omgang, det gav ro. Og det kom ikke igen! Jeg faldt i søvn.  
Smerterne i brystkassen mindskedes da jeg blev opmærksom på min vejrtrækning og gav mig til at trække vejret ordentligt. Jeg syntes ikke jeg gik rundt og spændte, men det må jeg jo have gjort.  Jeg lavede flere udspændingsøvelser laver dem dagligt nu og det linder rigtig godt. Det ville være dejligt også at få massage.  Det giver opmærksomhed på kroppen på muskler og hud og vejrtrækning.
Jeg mediterer dagligt. Det giver ro og jeg har pludselig tiden.
Heldigvis har jeg været forskånet for kvalme og appetitløshed og har ikke haft brug for de stærke piller. jeg sover udemærket om natten, de fleste nætter. Så der er meget at være glad for. Alt i alt har det været mindre slemt end jeg havde forventet. Denne første gang altså.

Og noget af det bedste er motion!  Det giver ro. Jeg går ture og ordner små småting i haven.

Jeg ved ikke om det jeg fortæller har interesse for nogen, håber det har for jer som skal til at begynde en behandling, da vil jeg gerne høre om det, det kan også være mit forløb er for forskelligt for andres? Jeg vil gerne høre om jeres erfaringer mens I var undervejs i behandlingen. Hvad har været godt?

	Emner: i kemoterapi
	Der er 11 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Jacob Nordgaard

Årets emne: maligne melanomer
Den 27. og 28. september afholdt “Fagligt selskab for plastikkirurgiske sygeplejersker” deres årlige landskursus i Nyborg. Emnet for landskurset var maligne melanomer - modermærkekræft. Selskabet ønskede at sætte fokus på denne sygdom, fordi der bliver stadig flere patienter med denne diagnose på de plastikkirurgiske afdelinger landet over, hvilket medfører et stigende behov for viden om modermærkekræft blandt sygeplejerskerne.

Kursets indhold
Emnet, som var valgt af selskabets bestyrelse, ramte manges interesse. Der deltog mere end 40 plastikkirurgiske sygeplejersker, og de repræsenterede 10 forskellige sygehuse og hospitaler rundt om i landet. Der var sammensat et tæt program for de 2 dage, og de kom grundigt rundt om de centrale aspekter ved sygdommen. Der var oplæg fra flere læger og forskere, som fortalte om deres forskning og informerede om sygdommen og dens spredningsmønster, behandlingsmuligheder og kontrolformer. For også at få sat ord på patientvinklen var jeg inviteret med som oplægsholder. Efter de mere videnskabelige oplæg og diskussioner rundede jeg kurset af som sidste oplægsholder.

Patientvinklen
Modermærkekræftspatienterne stiller de plastikkirurgiske sygeplejersker overfor lidt andre plejebehov end de patientgrupper, der traditionelt indlægges på de plastikkirurgiske afdelinger, som fx. brandsårspatienter og tilskadekomne ved trafikulykker. Der er to ting, der kendetegner modermærkekræftspatienterne: de er unge eller relativt unge, og de har en kræftsygdom, hvilket medfører en stor angst for tilbagefald. Kombinationen af disse to ting stiller nogle særlige krav til den psykiske del af plejen.
I mit oplæg prøvede jeg at beskrive chokket, da jeg fik konstateret modermærkekræft som 26-årig. Min pointe var, at man i den alder er i færd med at udfolde livet: man får kærester, børn og større lejligheder – man får ikke kræft. Det var ubegribeligt for mig selv og for alle mine venner, fordi ingen af os tidligere havde været i kontakt med en dødelig sygdom. Da jeg blev opereret for kræft, var det første gang, jeg var på hospitalet – bortset fra småtingene på skadestuen. Jeg prøvede at beskrive, hvordan det er at komme ind i hospitalets fremmede verden: lugten, lydene om natten, medicinen med de svære navne. Problemerne med at skelne mellem sygeplejersker, læger, social- og sundhedshjælpere, portører, rengøringspersonale. Der er en række tøjkoder, der skal læres, før man kan identificere uniformerne.
Endelig kom jeg ind på angsten for tilbagefald, som alle kræftpatienter kender. Jeg sagde, at den risiko aldrig kan udelukkes helt, og det gør angsten reel. Derfor kan man hverken negligere eller bagatellisere angsten. Man er nødt til at se den i øjnene, og patienten må lære at leve med den. Her tror jeg, at plejepersonalet – og patientens egen omgangskreds – kan spille en vigtig rolle. Det bedste man kan gøre for et menneske, der er angst, er at sætte sig ned og give sig tid til det menneske. Man skal hjælpe patienten til at formulere sin tvivl, sin angst og sine håb. Og man må indstille sig på, at der især er behov for, at man lytter og stiller spørgsmål, og at man lader patienten formulere sig selv.

	Emner: angst, chok, landskursus, modermærkekræft
	Der er 4 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Gry Skrædderdal Jakobsen

Jeg sidder i toget på vej til Sydjylland for at lave tre interview. Stewarden kommer igennem toget, og der bliver handlet flittigt. En dame spørger efter en hotdog – nej, det kan den venlige og muntre mand desværre ikke tilbyde. ”Det mindste jeg har, er denne her” siger han og trækker et celofanindpakket flute med brie frem af en lille skuffe. Det er et mørkebrunt brød med store valsede havreflager på toppen. ”Næ, tak” siger damen. Det er for meget. Hun har sat sig til rette med læsebriller, bog og overstregningstusch. Af skiltet over hendes plads fremgår det, at hun skal fra København H til Esbjerg, en rejse på cirka tre timer. Hun afsøger nu vognens udvalg og beslutter sig for en pære og en lille pose chips. ”En pose koster ni kroner, og der er to for tolv kroner”, lokker stewarden. Så tager hun selvfølgelig to. Pæren skal hentes ude bagved og bliver serveret galant på en lille cremefarvet serviet, der får damens ansigt til at lyse op i et smil.

Hverdagssituationer giver indblik
Sådan en lille situation i et IC3 tog virker måske banal. Men det er den slags små hverdagssituationer, der giver indblik i nogle af de kulturelle og sociale betydninger, der knytter sig til maden. Med den bærbare med brødundersøgelsens foreløbige analyser foran mig, kan jeg ikke nære mig for at tænke situationen ind i de studier vi har gjort, so far.

Pølsebrød vs. grovflute
Hvorfor bad damen om en hot dog? Ja, hun var tilsyneladende sulten – måske lidt lækkersulten? I hvert fald virkede det mørke flute for mættende efter den vurdering hun gjorde, ved synet af det. Jeg forestiller mig en hot dog ved siden af det mørke flute. Hvad er forskellen ved første øjekast? Brød er visuelt dominerende ved begge disse små retter. Men hvor flutet var mørkt, er et pølsebrød, som bruges til hotdogs, lyst.

Mørkt brød til arbejde – lyst brød til hygge
Ifølge vores undersøgelse, så opfatter de fleste forbrugere mørkt og lyst brød som meget forskelligt. Det mørke brød opfattes som mættende, som noget man skal spise, når man skal bruge kroppen, fx når man er på arbejde. Dette understreges yderligere af havregrynene på toppen af flutet, der signalerer, at der er ”gods” i det. Det lyse brød, fx pølsebrød opfattes som lækkert og bliver af mange forbrugere forbundet med hyggesituationer eller festlighed. Det egner sig til mellemmåltider, hvor man skal forkæles lidt, bl.a. fordi det ikke mætter mere, end at man stadig er sulten til næste hovedmåltid. Til hovedmåltiderne er første prioritet at få tanket depoterne op, til mellemmåltiderne skal vi forkæles smagsmæssigt og socialt.

Hvilken forskel en serviet kan gøre
Damen fravalgte – ud fra de idéer – altså det mørke brød, fordi det ikke passede til anledningen. Hun skulle have et let og hyggeligt måltid til at fordrive rejsen med. I stedet valgte hun chips og en pære. Chipsene tilfredsstiller lækkersulten, pæren tilfredsstiller samvittigheden. Men stewarden gjorde med sin omhyggelige servering pæren lækker, og måltidet blev derfor succesfuldt.

Nu har hun lagt bogen fra sig og blunder et øjeblik mens toget glider henover Vestfyn. Og stewarden? Ja, han gik netop forbi igen med sin vogn fuld af fristelser. Jeg tror lige, jeg skal have…

	Emner: hverdagsliv, kost, mad, sundhed
	Der er ingen kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Berit Othman

Ja, jeg har lige været på maleworkshop i Grækenland. Jeg har malet og mediteret og arbejdet med drømme. Og også badet og spist dejlig græsk mad og nydt det i fulde drag. Vi stod oppe på et tag og malede og havde en smuk udsigt over havet.  Det kom selvfølgeligt til at dreje sig om den kommende kemobehandlingsom jeg står overfor og livet i almindelighed. Livet er jo ikke så almindeligt for øjeblikket, der er kommet et nyt moment ind, som rækker mere forudsigeligt ind i fremtiden end tidligere. En periode der skal gennemleves med bedst muligt resultat. Jeg har fundet rigtigt gode redskaber, tror jeg, til at komme godt igennem kemoterapien. Jeg har fundet stedet i mig, det blev en hule (tak Tina for billedet) hvor jeg kan trække mig tilbage finde styrke og hvor jeg er sikker på at jeg kan styre og være i det der må komme af ubehag. I stedet for at det tager mig. Jeg har prøvet at visualisere med hvilke billeder jeg kan styrke de raske celler, så de tager mindre skade og at fremme behandlingen af de syge. Jeg ved hvad jeg kan gøre ved kvalmen, hvis den kommer. Så jeg har malet med pensel på lærred og malet indre billeder via nethinden. Åh jeg har glemt trætheden, men den får jeg vist rig lejlighed til at beskæftige mig med senere.
Igår: Fik jeg min første kemoterapi. Jeg var forbavset over ikke at mærke ubehag. Dagen før begyndte jeg at tage prednisolon og (tak igen Tina, jeg var ikke helt klar over det skud af energi som cortisonen giver men det gik det op for mig, hvad du mente, med at at forberede dig og gøre noget rart og ekslusivt) Det forbavsede mig at det blev røde bøffer, vi købte ind. Der var ingen kvalme og søvnen kom godt, dog lidt sent. 

I dag: Gårsdagens piller skulle give forstoppelse og det gjorde de. Prednisolonen virker stadig, der var 2 piller til i dag, så jeg har været i fuld vigør i haven i flere timer, stablet brænde og revet sammen. Sågar køleskabet fik den store overhaling. Avisen kom ned til naboen osv.
Jeg har købt et natur præparat for kvalme, det håber jeg er godt nok. Bivirkningerne fra primperanen og midlerne mod bivirkningerne fra primperanen vil jeg gerne undvære, så jeg prøver mig frem. Tager selv hånd om, har medbestemmelse og det føles fint. Så ser jeg hvordan det bliver i morgen, når der ikke skal tages mere prednisolon. Jeg kan mærke mine knæ hæver og det trykker lidt i brystet, men jeg har appetit jubii. Gode dage kommer ikke dårligt tilbage.

	Emner: kemoterapi
	Der er 4 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link