Gry Skrædderdal Jakobsen

Her i slutspurten af mit arbejde med at undersøge danskeres opfattelse af fuldkorn og brød, har jeg deltaget i en konference i Kansas City i USA. Vi var fire fra det danske fuldkornspartnerskab, der tog over for at lære af amerikanernes erfaringer med at få forbrugerne til at efterspørge fuldkornsprodukter.

Just Ask for Wholegrains - amerikansk fuldkornskampagne
Konferencen bød på en masse spændende oplæg og mange interessante vinkler blev bragt i spil: hvad gør hæren for at give soldaterne sundere kost? Hvordan kan fuldkornsprodukter medvirke til at gøre den amerikanske skolemad sundere? Hvordan kan industrien arbejde med produktudvikling? osv. Der var også fokus på at få restauranter til promovere fuldkornsprodukters kulinariske fortræffeligheder, ligesom kantiner kan være med til at vise vejen.

Internationalt netværk
På konferences sidste dag blev der afholdt en workshop, hvor de internationale deltagere udvekslede erfaringer og dannede et netværk. Jeg præsenterede den undersøgelse, vi har lavet i Kræftens Bekæmpelse. Det var lykkedes mig at indføre to rugbrød, selvom tolderne i lufthavnen var temmelig uforstående overfor brødenes uundværlighed. Begejstringen var heldigvis større, da jeg startede mit oplæg med at byde på smagsprøver. Der blev smagt og mærket på brødet og ingredienslisten blev oversat. Et brød næsten udelukkende af rug, er ikke hverdagskost i resten af verden.

Fuldkorn: rugbrød eller chips og kager?
Jeg tog rugbrød med, fordi vores undersøgelse viser, at danske forbrugere først og fremmest forbinder fuldkorn med mørkt, kernerigt rugbrød og med sund kost. Det står i kontrast til fuldkornsprodukter i USA. Under konferencen blev vi beværtet med alt lige fra alternative kornsorter som ”quinoa” og ”teff” til småkager og desserter med fuldkorn, ja vi fik endda fuldkornschips.

Hjemme igen går arbejdet videre med at lægge sidste hånd på rapporten “Fuld af Korn – en antropologisk undersøgelse af faglærte og ufaglærte danskeres hverdagserfaringer med brød og fuldkorn”. Rapporten indeholder resultaterne af vores undersøgelse.

	Emner: internationalt, kost, mad
	Der er 1 kommentar			Skriv kommentar			Permanent link

Charlotte Lindberg Englev

Jeg er for nylig blevet rigtig forarget over en behandling af en anden brystkræft patient.

Patienten er på Taxoterre og får en masse prednison op til og lige efter behandlingen. Når man stopper prednisolonen igen, får rigtig mange af os ulidelige knoglesmerter, det er som om det er selv knoglemarven der gør ondt.

Jeg fik det råd af en desværre afdød lungekræft patient, at jeg skulle trappe ud af prednisolon og altså tage 2 dage til på halv dosis. Ganske rigtig, det virkede og ingen knoglesmerter derefter.

Det råd er givet videre til mange inde på debatten, som har klaget over de samme smerter.

Da en af pigerne fra debatten så bad om ekstra prednisolon på hospitalet, sagde den nye svenske læge, ja det giver vi også i Sverige. Men sygeplejersken sagde Gud hjælpe mig – Det bruger vi ikke her og kvinden måtte gå hjem med uforrettet sag. På Rigshospitalet leverer de også ekstra prednisolon.

Hvordan kan en sygeplejerske sige sådan til en patient?

	Emner: brystkræft, forarget, Taxotere
	Der er 6 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Jacob Nordgaard

Næste møde i Netværk modermærkekræft finder sted torsdag den 29. november kl. 19:00 – 21:00. Mødet holdes i Caféen i Sundhedscenter for kræftramte, Ryesgade 27, København N. Alle der er interesserede i at tale om sygdommen og udveksle erfaringer er velkomne!

Sidste gang vi mødtes var i slutningen af oktober, og da var vi 6 patienter og 1 pårørende, som mødte op. Vi var på forskellige stadier af sygdommen: nogle havde for nylig fået opereret et ondartet modermærke væk, andre havde levet med sygdommen i flere år, og nogen havde oplevet spredning og tilbagefald. Nogen havde behandlingsforløb bag sig, andre stod netop og skulle igang. 

Jeg tror vi alle fik et stort udbytte af at være med. Det er afklarende at tale med med nogen, som netop står i det, man selv frygter. Og tankevækkende at møde nogen, der har været igennem den samme behandling som en selv. Det er lærerigt at udveksle erfaringer og gode råd om behandlingssystemet, og om det psykiske arbejde, der skal til for at komme ovenpå igen efter sygdommen. Det er rart at høre om behandlinger, som er gået godt, og hvor kræften er blevet fjernet. -Og det er utrolig relevant at høre en pårørende fortælle om sine
tanker og bekymringer.

Man bliver meget engageret i de mennesker, man møder ved sådan en lejlighed: Hvad mon der er sket siden sidste møde? og hvordan er det gået for dem, der skulle i gang med en behandling?
Jeg ser frem til næste møde!

OBS! kommende møde: 21. februar 19:00-21:00 2008 også i Sundhedscentret i Ryesgade, København

	Emner: erfaringer, modermærkekræft, udveksling
	Der er 2 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Charlotte Lindberg Englev

Jeg ved ikke om det egentlig er ok at skrive om valget her, men jeg synes bare det påvirker os patienter for meget, hvis den siddende regering får lov til at blive.

Det kan godt være, at de har postet en masse penge i velfærden, men det er jo SÅ tydeligt at det ikke er nok! Det seneste bevis er jo, at vi på Rigshospitalet ikke kan få vores behandling hver 3. uge, som jo er den optimale behandling. Der er ikke mennesker nok.

Personalet derinde knokler og jeg synes de gør et fantastisk arbejde, men de er ikke nok mennesker til at behandle os og så må vi få en mindre optimal behandling. Min bliver dog kun rykket en dag eller to, men andre kvinder oplever at der går 4 uger imellem hver behandling, i stedet for 3. Og det er bare ikke iorden. Fint nok at den siddende regering lover at kræft skal behandles som akut sygdom, men hvordan vil de gøre det, når os der allerede er i systemet ikke kan behandles inden for den anbefalede tidsramme.

Hvad der også betyder noget for os kræftramte er miljøet. Der skal økologi til!

Vi fylder os med alverdens dårlige stoffer, fordi vi spiser ikke økologisk mad – Det kan da kun være usundt. Så der skal nogle momsændringer til, så den sunde mad bliver billigere i stedet for omvendt. Det skal være muligt for alle, at vælge den sunde mad frem for den usunde. Det er det ikke i dag!

Husk at sætte dit kryds i morgen tirsdag!

	Emner: økologi, valg, velfærd
	Der er 3 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Jacob Nordgaard

I dag er det den 9. 11. og det er min bryllupsdag. Lyder datoen bekendt? Så forveksler du den helt sikkert med datoen for en anden begivenhed. Min bryllupsdag var der i alt fald ikke mange, der hørte om, og den gik særdeles stille af: Der var ingen bryllupsfest, ingen kage, ingen middag og hverken kjole eller smoking, – ja, der var ikke engang nogen gæster. Min kone og jeg på Rødovre rådhus, kommunaldirektøren, som viede os og to vidner, som rådhuset skaffede (det var vist to ansatte, som ellers troede de havde en kaffepause). Bagefter drak min kone og jeg en appelsinvand på Valby Langgade. Sikken fest! Men vi fik da to flotte lysestager af kommunen!!

Min kone og jeg havde boet sammen i 10 år og havde jævnligt talt om at gifte os. Vi havde bare lidt svært ved at finde ud af hvor, hvordan, hvilket navn vi skulle have, osv. Det skulle jo være en særlig dag – og ikke for dyr. Så det var lidt af en udfordring, og vi tænkte over den i flere år. Imens fik vi både hus og børn. Men så for 2 år siden var vi til et møde hos en alvorlig overlæge på Odense Universitetshospital. Han afgjorde sagen på et øjeblik: “I skal gifte jer nu”, sagde han bare. Og det gjorde vi så få dage efter på rådhuset og helt uden dikkedarer. Og se - det blev faktisk en særlig dag, og det blev billigt, ja selv problemet med navnet fandt vi en løsning på.

Jeg tror nok, at lægen fra Odense kan regne med at få en kærlig tanke i dag: først sørgede han for, at jeg blev gift med min dejlige kone, og derefter helbredte han mig for kræft. Sikken læge! 

	Emner: bryllup, læge, modermærkekræft
	Der er 14 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Jacob Nordgaard

Snart er det 2 år siden, at jeg havde kræft. I januar 2006 sluttede den 3 måneder lange behandling, hvor en afsluttende CT-scanning viste, at kræften var væk. Jeg er siden blevet CT-scannet hver 3. måned, og resultatet har hver gang været det samme: intet kræft.
2 år, det er længe nok til at mene, at sygdommen er et overstået kapitel. Men 2 år er også kort nok til, at jeg ikke er vågnet helt op fra mareridtet og endnu hænger fast ved sygdommen.

Vanskeligheden for mig består nu i at erkende og acceptere, at jeg er rask og skal videre med mit liv. Jeg er rask nok til at tage den livstråd op, som jeg slap engang i efteråret 2005, og fortsætte mit liv. Det er ikke længere nok at glæde mig over, at behandlingen virkede på mig og at leve i nu’et. Der er meget at arbejde videre med og udvikle, og der er meget, jeg endnu ikke har oplevet. -Ting, som alle blev sat i stå af kræften, men som jeg nu har kræfterne og lysten til igen. Men har jeg også modet?

Min situation må ligne den sejlers, som blev skyllet over bord, og med munden fuld af sort havvand blev kastet rundt af bølgerne, indtil han pludselig blev reddet op på skibet igen. -Hvor længe mon der går, før han igen sætter sejl og genoptager en krævende kurs?

Da kræften brød frem, greb den fat i mit liv og begyndte at styre det. Jeg kunne ikke længere selv bestemme over min tid og mine tanker. Kræften sendte mig til undersøgelser, behandlinger og kontrol. Den satte grænser for, hvad jeg kunne tage fat på. Den gjorde mig angst, den gjorde mig videbegærlig, og i perioder tænkte jeg kun på den. Kræften trak mig med sig ad en ukendt vej, som kunne være endt i døden. 

I de 2 år, der er gået siden behandlingen sluttede, har jeg gradvist beskæftiget mig mere med andre ting, og derfor fylder sygdommen mindre. Alligevel gør kræften mig stadig bange, jeg bruger stadig tid på den, og jeg tænker fortsat en del på den. Men der er nu alligevel sket en afgørende forandring. Dengang tvang kræften mig, men behandlingen rykkede mig fri af dens greb. I dag er det derfor ikke kræften, som bestemmer over min tid. Nej, det er snarere mig, som vælger at blive ved med at bruge tid på den. Når jeg fx skriver på denne blog, er det nok en form for terapi, en efterbearbejdning og et behov for at forstå, hvad det egentlig var, der skete… Måske vender modet til at genoptage livstråden tilbage i takt med, at jeg får bearbejdet sygdomsforløbet.

	Emner: bearbejdning, erkendelse, mod
	Der er 7 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Berit Othman

Jeg har været på kemokur nummer 2. Det er 9 dage siden i dag. Jeg har det ikke særligt skidt.

Fordi jeg fik en infektion og feber optil 38.9 C. efter første kemobehandling og allerede havde tabt det meste af håret fik jeg 25% mindre af Taxoteren. Man regnede ud at jeg havde fået en lidt for høj dosis og det blev opdaget netop p.g.a. infektionen. Jeg var ikke særligt påvirket af denne infektion som intet focus havde, så nu er jeg nærmest glad for at den var der. Jeg har nemlig næsten ingen bivirkninger haft efter kemoen denne gang. Kun en del tørhed i munden og et mindre tab af smagssansen den første uge. Lugtesansen derimod fungerer fint. Men mindre træthed og ingen kvalme! Ingen knoglesmerter!

Dagen før kemobehandlingen deltog jeg i kurset Look Good – Feel Better på Rigshospitalet. Det kan jeg varmt anbefale. Der var 4 søde og dygtige instruktører, vi var kun 8 kursister, der var nogle afbud så det var rent luksus og personlig instruktion. Det var en sjov og lærerig oplevelse,  jeg har aldrig før modtaget instruktion i at lægge make-up. Vi fik en fantastisk gave i form af meget forskellig make-up og cremer i flere mærker. Jeg følte mig forkælet og smart. Parykken er ikke værst.
På vej ned med elevatoren og i opgangen lærte jeg af en anden deltager beliggenheden af akupressur punktet mod kvalme. Det har jeg brugt dagligt.
Min frokost den dag kom til at bestå af 2 hotdogs og en kartoffelkage. Gad vide om det var prednisolonen der gav denne mærkværdige  og uvelkomne lyst? Sidste gang efter den første kemobehandling købte vi røde bøffer, for det måtte til. Ellers står den på sund og lystfyldt mad med ikke syredannende fødevarer.

Samme dag fik jeg også min anden akupunkturbehandling. Mange har anbefalet akupunktur som lindring. Jeg er sikker på at den er medvirkende til at jeg denne gang har både et større overskud rent fysisk, men måske også at min krop ikke har været så bange. Jeg mente ellers ikke jeg var bange første gang, i hvert fald ikke ret meget, men spændinger i nakke, skuldre og kæber fortalte en anden historie.   
Jeg har været overrasket og forundret over at jeg er sluppet så let over de første 10 dage. Eneste væsentlige gene har været pludselig opstået træthed og kuldskærhed. En eftermiddag havde jeg været lidt for overmodig med kræfterne og måtte gå i seng med alt tøjet på og varmetæppet tændt for at få varmen, det tog næsten en time, jeg frygtede en infektion igen. 

Så det behøver altså ikke altid at være så slemt.

	Emner:
	Der er 6 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link