Jacob Nordgaard

Manglende tryghed
Jeg synes, det er rigtig svært at have tillid til den kontrol, man bliver tilbudt, når man har fået fjernet et ondartet modermærke. Efter en indledende snak om almentilstanden spørger lægen: “Skal jeg lige undersøge dig?”, og så mærker hun de yderligtliggende lymfekirtlerne efter for hævelser og kræftknuder. Det tager måske 2-3 min., og straks har hun konklusionen klar: “Alt er i orden. Du kan tage det helt roligt. Vi ses igen om 3 måneder”. Lægen virker altid meget sikker på sin afgørelse; men jeg bliver absolut ikke beroliget. Hvordan kan man så hurtigt og så enkelt afgøre et så vigtigt spørgsmål? Jeg tror ikke på, at lægen med den metode kan afgøre, om der er styr på sygdommen. Hvordan kan lægen være så sikker? Det er faktisk mit liv, der er på spil.
 

Kommunikation
Det er selvfølgelig rart at høre lægen sige, at alt er i orden: lidt autoritetstro er jeg nok stadigvæk. Men det er helt uforståeligt og ulogisk for mig, at denne lille undersøgelse kan være så grundig og troværdig. Hvis det virkelig er en god metode, så mangler lægen i alt fald at forklare mig, hvorfor den er det, og sandsynliggøre, hvorfor jeg kan have tillid til den. Det er måske et spørgsmål om mangelfuld kommunikation.

Erkend metodens begrænsning
Disse kontroller giver mig ingen tryghed. Snarere tværtimod: jeg bliver mistænksom og begynder at tvivle på lægens kompetence. Jeg mener, det er sikkert rigtigt nok, at lægen ikke kan mærke hverken hævelser eller knuder i mine lymfekirtler. Men derfra og så til at sige, at alt er okey, det er alligevel et stort skridt. Lægen burde vedgå sig metodens begrænsninger og nøjes med at sige, at der ikke er noget at mærke i lymfekirtlerne.
                  
                  
Scanning som supplement
Jeg synes, at der i højere grad burde anvendes scanningsbilleder ved disse kontroller. For mig ville det være mere troværdigt og mere betryggende. Scanningsbilleder kunne være et supplement til følekontrollen af lymfekirtlerne. Ganske vist kan en scanning heller ikke vise, hvad der sker på celleniveau, men den vil kunne afsløre en tumor, før den vokser sig stor.

Scanningens falske alarmer
Den sædvanlige indvending mod at anvende scanninger er, at de giver falske alarmer: Scanninger indicerer ting i kroppen, som ved nærmere undersøgelser viser sig at være harmløse. Og med faderlig omsorg mener man så, at det er bedre at lade være at scanne – for ikke at gøre patienten unødigt urolig. Men tak, det er misforstået omsorg: for mig – som er i patientrollen og hvis liv måske afhænger af disse kontroller – er det netop et bevis på scanningens grundighed. Og jeg vil da hellere have et par falske alarmer end en utilstrækkelig kontrol! 

Hvad synes du om din kontrol?

	Emner: kontrol, lymfekirtler, scanning, tillid
	Der er 24 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Tina Birk

Kære alle!
Egentlig havde jeg forestillet mig, at mit første indlæg skulle handle lidt om mit eget sygdoms-forløb, men efter at have været inde på debatten for tarmkræft, har jeg lige læst, at man efterlyser støttegrupper – så det vil jeg bruge mit første indlæg til at gøre opmærksom på.

Der er flere forskellige former for tarmkræft, men fælles for dem alle er, at man nødigt fortæller andre, hvis man lider af disse.
Det er jo bestemt ikke morsomt, når man ikke kan holde på sin afføring eller tarmluft.

At komme til at lave i bukserne er både skamfuldt og pinligt. Det kan ikke skjules, for hvis det ikke kan ses – ja, så kan det helt sikkert lugtes langt væk.

En ting som også kan ødelægge en hyggelig aften, kan være utallige toiletbesøg. Folk vil undre sig over, hvorfor man så tit forsvinder ud på toilettet, og hvis du bliver spurgt, hvad svarer du så??

Min mand og jeg var engang til en stor officiel middag i forbindelse med hans arbejde. Her nåede jeg kun forretten – så var jeg nødt til at tage en taxa hjem.
Men der havde jeg også præsteret 7 toiletbesøg på ½ time… det ene midt i chefens velkomsttale.
Ikke morsomt, vel?

Eller hvordan siger du til værtinden, at du ikke nåede toilettet i tide, så du har simpelthen sprat-skidt udover deres nye flotte gæstetoilet – op over væggene, toilettet og ned på gulvet?

En løsning kan være bleer. Men komforten er bestemt ikke i top, og man går hele tiden og føler, at andre enten kan se den eller høre den knitre og rasle, når man bevæger sig.

Så sker der desværre mange gange det, at man isolerer sig.
Det bliver for flovt at færdes blandt andre…
Man trækker sig fra intimiteten fra sin ægtefælde…
Eller man mister måske sit job, fordi man ikke magter at fortælle om sit problem – eller at ens leder ikke er så forstående…

Jeg har selv mistet mit job på grund af manglende forståelse – for som man begrundede opsigelsen: Du har jo ikke kræft mere!!

Vi ved alle sammen, hvor befriende det er, at få bekræftet, at andre også kender til de problemer. Og hvor rart det er at kunne tale åbent om det med andre ligesindede.
At få bekræftet, at man ikke er den eneste i hele verden, der har det sådan.

Derfor – hvis du savner en støttegruppe i din del af landet for tarmkræft – så gør opmærksom på det!
HUSK, DU UDOVER DIG SELV OGSÅ HJÆLPER ANDRE!

Jeg vil foreslå, at man kontakter kræftrådgivningen i sit område.
Du kan inde på cancer’s forside klikke ind på ”Kræftrådgivninger”. Her kan du finde den afdeling, der ligger nærmest dig, og så rette henvendelse dertil.
Jeg er helt sikker på, at afdelingen kan vejlede her.

Endelig ville det måske hjælpe med en tarmkræft-kampagne – vi støtter jo alle sammen brysterne, og de gode kampagner, er jeg sikker på, har gjort at forståelsen for brystkræftramte er blevet så stor, som den er i dag.

Den ide har jeg tænkt mig at kaste mig ihærdigt over!

Endelig dagens lille smiler:
I forbindelse med ovennævnte har jeg jo tænkt lidt på et symbol, man kunne anvende for tarmkræft.
 - Den smukke lyserøde sløjfe er vartegnet for brystkræft, så den er nuppet.
…. Egentligt var det nærliggende med en brun ring!!!
Men måske kan vi få lov at få en grøn sløjfe i stedet – grøn er jo håbets farve!

Tak fordi du læste med!

De varmeste hilsner
Tina Birk

	Emner: afføring, bleer, støttegrupper, tarmkræft, tarmluft, toiletbesøg
	Der er 13 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Charlotte Lindberg Englev

Når man kommer ind til sin første samtale med onkologen, efter at have fået diagnosen, spørger de fleste af os: “Hvad kan jeg selv gøre, skal jeg spise anderledes” og de fleste får svaret: “Du skal bare spise en varieret kost”

Hvorfor er det, at det er det svar man får, når det nu ikke er helt korrekt?

Der er jo madvarer, som man ved er kræftfremkaldende, branket kød og dybstegt mad f.eks. Ligsom der også er madvarer, som beviseligt er hæmmende for kræften, f.eks. brocoli.Jeg kan jo godt forstå, at onkologerne ikke kan være eksperter i alt og må holde sig til deres speciale, men kunne de så ikke sige, at man skulle henvende sig til én, der var mere inde i kosten end dem. Det andet er jo direkte misvisende.

For godt et halvt år siden omlagde jeg min kost fuldstændig. Ikke fordi jeg troede det kunne hjælpe på kræften, men fordi jeg havde brug for at få mere energi. Det gik i bund og grund ud på at lade være med at spise sukker, sødemidler, hvede og mælkeprodukter og så at gøre alt økologisk. Ligesom jeg tog en masse vitaminer og tilskud. Det hjalp mig så fantastisk og jeg oplevede en energi, jeg ikke troede jeg ville få igen.

Efter et halvt år skulle der følges op på den og da jeg første gang fik lavet en hårmineral analyse, som har nogle begrænsninger, valgte jeg at vælge én der var inde i forskning på området og byggede sine råd på forskning. Det var Umahro fra Sundhedsrevolutionen. Og det er godt nok noget af en rejse, jeg er kommet ud på der. For han vil ikke kun hjælpe mig til mere energi, han vil også hjælpe mig med at påvirke nogle af de mekanismer der er på spil i kræften. Og alt hvad han siger er bygget på forskning. Han er en rigtig nørd. Utrolig sød og fantastisk kompetent og jeg gik derfra med fuld tillid til, hvad han fortalte og rådede mig til.

Problemet er bare, at han ikke er enig med Kræftens Bekæmpelse, en instituion som jeg altid har troet var eksperter på alle områder indenfor kræft forskning. Men det er de ikke! Det synes jeg er foruroligende.

Der er en masse forklaringer og forsøg, som jeg altså ikke lige kan forklare om her. Men et par dage efter, jeg havde været hos ham, var der en artikel i Politikens netavis, som sagde at kræftpatienter tog for mange vitaminer og kosttilskud. Den sender jeg selvfølgelig til ham og spørger om hans mening om denne. Og han kendte godt undersøgelsen, men konklusionen der drages af den, er ikke den korrekte. I artiklen fremgik det, at det var farligt at så mange kræftpatienter tog kosttilskud uden at fortælle deres onkolog det og at det var farligt med tilskud, fordi det kunne modvirke kemoterapi. Iflg. Umahro var det ikke den rette konklusion. Langt de fleste vitaminer og kosttilskud hjælper snarere kemoterapien og studiet viste også dette, men det var ikke den drejning historien tog.

Og så står jeg her og hvad skal jeg tro på?

Jeg har valgt at tro på Umahro, da dette netop er hans speciale og der hvor han må anses for at være den sande ekspert.

Men hvad mener I og ikke mindst, hvad mener Kræftens Bekæmpelse?

	Emner: brystkræft, forskning, kost, kræftens bekæmpelse
	Der er 11 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Charlotte Lindberg Englev

Så var der svar på scanningen og det var desværre ikke godt.

I min hjerne troede jeg, at der var 1 metastase og 3 stråleskader. Men alle 4 er vokset, så jeg må indse, at de alle er metastaser.

Det har slået benene lidt væk under os. Michael og jeg er nu begge ret gode til at tackle det, fordi vi ved, at det er den vej det går, men jeg kan mærke på de nærmeste, at det var et hårdt slag.

Især fordi jeg har haft det så supergodt det seneste år, så mange rent faktisk, sådan fortrænger lidt, at jeg er syg og *smask* så sidder den der lige igen.

Jeg bad om at få svaret i tirsdags, da jeg var til behandling, selvom der ingen læge var, og det var en sygeplejerske, jeg ikke har haft før. Hvilket jo selvfølgelig gjorde at jeg stod med tusind spørgsmål som ingen rigtig kunne svare på. Dvs. jeg stillede dem slet ikke, men tænkte at jeg måtte få styr på tankerne og tage spørgsmålene i dag fredag, når jeg netop havde en tid til at få svarene af en læge. Det var først da jeg kom ud fra hospitalet at tårerne strømmede. Heldigvis tog en af mine gode veninder fri fra arbejde og kom hjem og var hos mig, ligesom Michael også ville komme tidligt. Og så var det ellers at ringe til søster, mor og svigermor og invitere dem på kaffe. De vidste jo ikke, at jeg havde fået svaret, så de kom gladeligt. Jeg ville jo helst fortælle dem det ansigt til ansigt. Vi fik alle grædt, men det føles godt at være sammen om det.

Det der bekymrede mig mest var, om jeg skulle igang med strålebehandling med det samme og om jeg skulle stoppe med Taxol.

Men igen er Riget jo fantastiske, for sygeplejerske Eva ringede onsdag, for at fortælle at min onkolog havde kigget på svaret og havde besluttet, at jeg ikke skulle igang med stråling nu, men at vi skulle give Taxol og Tyverb en chance først. Dette især set i lyset af, at jeg ingen symptomer her.

Så jeg var fri for at gå og vente på svar.

Nu er det så bare at bede til, at denne behandling også vil virke i hjernen, så mit liv kan trækkes lidt længere ud, for jeg er altså ikke færdig med at leve endnu.

	Emner: brystkræft, hjerne, metastaser, Taxol, tyverb
	Der er 16 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Tina Birk

Mit navn er Tina Birk. Jeg er 47 år, gift og mor til en datter på 16 år.

Jeg mistede min mor til kræften i 2000 og fik selv i 2001 konstateret en tumor i tyktarmen. Tumoren er fjernet, men i dag næsten 7 år senere, har jeg stadig gener, da min peristaltik i tarmene ikke fungerer ret godt mere.

Jeg er i dag førtidspensionist (desværre), humorist, livsnyder, fritidsmaler, digter, skuffeforfatter, amatørblomsterbinder og endelig dyre- og menneskeven.

Jeg håber, i min blog, at kunne sætte fokus på netop tarmcancer, da det er en cancerform, der er tabu-belagt, måske især fordi den er forbundet med toilet, bagdel, afføring og andre ting, man ikke taler om.

Mit eget sygdomsforløb vil jeg naturligvis også komme ind på, jeg vil også fortælle lidt om tarmstimulation, og endelig vil jeg bestræbe mig på at få et lille smil med i min blog – for selv om man er dødssyg, behøver ens humor ikke at være det.

	Emner:
	Der er 25 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Jacob Nordgaard

Efter jeg selv havde modermærkekræft, er jeg blevet meget interesseret i at vide, hvad årsagerne er til, at denne sygdom opstår, og hvordan den udvikler sig. Det er vigtigt for mig at prøve at forstå, hvorfor netop jeg blev ramt af modermærkekræft, hvad kan jeg gøre for at undgå det i fremtiden, og hvordan jeg bedst beskytter mine børn mod sydommen. Derfor er jeg interesseret i den videnskabelige opfattelse af modermærkekræft, og da jeg så, at professor Krzysztof Drzewiecki, chef for plastikkirurgisk klinik på Rigshospitalet, og professor Per Guldberg fra Kræftens Bekæmpelses institut for biologisk kræftforskning, holdt foredrag om modermærkekræft i Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Halsnæs, besluttede jeg at tage derop: et foredrag af disse to eksperter var en enestående mulighed for at høre den videnskabelige opfattelse.

Per Guldberg indledte foredraget og fortalte om sit arbejde ved biologisk institut for kræftforskning i Kræftens Bekæmpelse.
Han fortalte, at forskningen har to mål:
• At finde årsagen til modermærkekræft
• At finde et middel til behandling af modermærkekræft

Fejl i celledelingen
Per Guldberg skelnede mellem ydre påvirkninger og indre årsager til at modermærkekræft opstår. Den væsentligste ydre påvirkning er ultraviolet lys fra solen og solarier, mens den indre årsag er pigmentcellernes delingsproces, hvor der hver gang er risiko for, at en af de nye celler er forandret en smule i forhold til stamcellen. Modermærkekræft opstår således ved en genetisk variation i hudens pigmentceller. At en celle variere og er forandret kan betyde, at den har fået en egenskab, som de andre pigmentceller ikke har. Det kan fx være, at den har en hurtigere celledeling. Denne særlige egenskab vil blive kopieret, når den forandrede celle selv deler sig. Der vil således efterhånden opstå en gruppe pigmentceller, der alle har den samme genetiske variation i forhold til de andre pigmentceller. Hvis der i én af disse anderledes celler sker endnu en fejl, så opstår der en pigmentcelle, som har to egenskaber, der er forskellige fra den oprindelige pigmentcelle. Når cellen med de to fejl deler sig, bliver begge fejl kopieret.

Fejlene der leder til modermærkekræft
Det er naturligvis helt specifikke forandringer i pigmentcellen, der skal ske, før den udvikler modermærkekræft. Den første nødvendige forandring angår celledelingen. Kroppens celler deler sig nemlig aldrig spontant. De skal have ydre stimulanser til at sætte celledelingen i gang. Det første skridt på vejen til modermærkekræft er, at der sker en fejl i en pigmentcelles signalgen (det såkaldte BRAF) således, at den kan dele sig uden ydre påvirkning. Dermed opstår en pigmentcelle, der kan dele sig spontant. Den kan danne en lille klump i huden af disse muterede pigmentceller, men der er endnu ikke tale om modermærkekræft. Der skal yderligere genetiske forandringer til, før cellerne bliver invasive og i stand til at metastasere. Bl.a. skal der ske en fejl i det protein, som sætter celledelingen i stå, så snart cellerne begynder at overskride deres eget celleområde. Dette protein hedder p16.

Arvelighed
I de fleste tilfælde af arvelig modermærkekræft kender man endnu ikke den arvelige faktor. Det er altså uklart, hvilket gen der bærer den arvelige mutation, som skaber dispositionen for modermærkekræft.  Men i de tilfælde, hvor den arvelige faktor er kendt, er der oftest tale om en fejl i p16-genet. Det er imidlertid sådan, at en pigmentcelle ikke kun rummer ét p16-gen, men to. Generne optræder i par: et fra faderen og et fra moderen. Det betyder, at celledelingen først kan ske uhindret, når begge gener er ødelagt. Men har man arvet en fejl i pigmentcellernes ene p16-gen, så er der jo kun et tilbage, som skal forandres, før celledelingen forløber frit.

Den internationale plastikkirurgi
Herefter tog Krzysztof Drzewiecki over og indledte sin del af foredraget med at sige, at den plastikkirurgiske behandling er international for så vidt, som at kommunikationen i videnskaben i dag er så veludviklet, at de kontrolformer og behandlinger, der benyttes i ét land, straks bliver kendt verden over. Det betyder imidlertid ikke, at kontrolformerne og behandlingerne er de samme i alle lande. Hvert andet år afholdes en international konference, hvor man søger at nå frem til konsensus og standarder. Men indtil videre er der kun få ting, der gøres ens verden over.

Forandringer i modermærker
Herefter fortalte han, at modermærkerne hos et menneske er underlagt en cyklus. Man fødes med meget få mærker, og op mod puberteten begynder man at få flere. Antallet stiger til omkring 40-års alderen, hvor de langsomt begynder at forsvinde igen. Ældre mennesker har meget få modermærker. Ethvert modermærke gennemgår således langsomme forandringer, som er helt naturlige. Når der opstår kræft i et modermærke, er der tale om ret hurtige ændringer dvs. synlige ændringer over omkring 3 måneder. De synlige tegn på kræft, som lægen ser efter i et modermærke, er, om det er asymmetrisk i formen, om samme mærke har forskellige farver, og om afgrænsningen til den omgivende hud er uklar og udflydende. Andre tegn er skorpedannelse og uprovokerede blødninger.

Modermærkekræftens opståen
Et menneskes hud er sammensat af flere lag: yderst er overhud og under den findes læderhuden. De pigmentceller, som modermærkekræften opstår i, befinder sig på grænsen mellem læderhud og overhud. Når der opstår modermærkekræft, og en tumor begynder at blive dannet, vokser den først opad, op i overhuden. Først herefter vokser den i dybden ned i læderhuden, og senere gennem læderhuden, ned i underhuden og fedtlaget. Risikoen for spredning opstår, når tumoren vokser ned i læderhuden. Da tumoren begynder med at vokse opad og bliver synlig på hudens overflade, vil al modermærkekræft i princippet kunne blive opdaget, før det har mulighed for at sprede sig. Det kræver selvfølgelig, at alle er opmærksomme på forandringer i deres modermærker.
Krzysztof Drzewiecki sagde, at den primære årsag til, at modermærkekræft opstår, er det ultraviolette lys. Særlig sart og sårbar overfor solens ultraviolette lys er huden hos børn og unge, og derfor opstår mange af de skader, der senere udvikler sig til modermærkekræft, i barndommen og i ungdommen. Kræft skal have tid til at udvikle sig, og derfor går der mange år, før skaden bliver synlig på hudens overflade.
De mennesker, der er mest udsatte for at udvikle modermærkekræft, er de lyse typer: de lyshårede med blå øjne og de rødhårede med grønne øjne. De røde mennesketyper har mere rød melanin i huden end sort melanin, og den røde beskytter ikke så godt imod det ultraviolette lys. De genetisk eksponerede, som Per Guldberg nævnede, er naturligvis også udsatte, men de udgør ifølge Krzysztof Drzewiecki mindre end 1% af alle modermærkekræftspatienter.

1300 nye tilfælde om året
Siden begyndelsen af 90’erne har der været kørt flere informationskampagner om solens og solariets skadelige virkninger, og alligevel ser vi en fortsat stigning i antallet af nye modermærkekræftstilfælde. Vi er nu oppe på, at der ca. konstateres 1300 nye tilfælde i Danmark om året, og der er en stigning på ca. 5% hvert år.

Laserlys og mikroskopi
Når en patient går til lægen for at få fjernet et modermærke, så fraråder Krzysztof Drzewiecki, at lægen anvender laserlys, fordi mærket så er brændt væk, og dermed kan det ikke undersøges. Det kan derfor ikke afgøres, hvad der var i det. Når man fjerner et modermærke, bør det altid sendes til mikroskopi, da det kan være utrolig svært at afgøre, om det er godartet eller ondartet – selv for trænede læger. Og hvis der er kræft under udvikling i det, og det brændes væk med laserlys, er det sjældent, at alt kommer med. Men de ydre, synlige tegn bliver fjernet, og derfor er der en dårlig prognose for forkert fjernede modermærker. Fejldiagnoser er den hyppigste årsag til fejlbehandling. Krzysztof Drzewiecki oplyste, at enhver patient har ret til at få sine modermærker sendt til mikroskopisk undersøgelse og opfordrede til, at alle benytter sig af denne ret.

Tykkelse og level af tumor
Når et modermærke bliver fjernet, bliver dets tykkelse altid målt og dets level bestemt. Tykkelsen angår dets størrelse, mens dets level fortæller, hvor dybt det er nået ned i de forskellige hudlag. Menneskets hud er ikke lige tyk overalt på kroppen, og derfor vil en tumor på fx 1,2 mm have forskellige risiko for spredning alt efter, hvor tyk huden var på det pågældende sted. Jo højere level, jo længere er tumoren nået ned i hudlagene.

Graviditet og modermærkekræft
Endelig besvarede Krzysztof Drzewiecki et spørgsmål om sammenhæng mellem graviditet og udvikling af modermærkekræft. Han afviste, at der er en øget risiko for, at der opstår modermærkekræft under en graviditet. Graviditet og de dermed følgende hormonale forandringer i kroppen har intet at gøre med de genetiske forandringer, der fører til modermærkekræft i hudens overflade. Men har man haft modermærkekræft på et tidligere tidspunkt end graviditeten, så kan graviditetens hormonændring have betydning for udviklingen af kræften. Hos kvinder, der før graviditeten havde fået fjernet tykke tumorer, har man set voldsomme forløb i genopstandelsen af modermærkekræften. Men der er ikke foretaget valide videnskabelige undersøgelser af sammenhængen.

Krzysztof Drzewiecki og Per Guldberg har læst og korrigeret referatet.

Krzysztof Drzewiecki holder foredrag igen den 9. april 2008 i Kræftens Bekæmpelses lokalforening på Magnoliavej nr. 9 på Frederiksberg 19:00-21:00. Emnet er denne gang hudkræft og modermærkekræft

	Emner: cellebiologi, foredrag, modermærkekræft
	Der er 1 kommentar			Skriv kommentar			Permanent link

Jacob Nordgaard

Jeg var på nettet i dag for at reservere en plads i skiskolen til min datter, når vi skal på skiferie i uge 10. Hun er 5, og det er første gang hun skal på ski. Det bliver skægt, -Ja, i det hele taget bliver det en fantastisk batteriopladning for os at få en uges pause fra det grå vintervejr og komme op i sneen. Jeg så, at der lige nu er 1½ meter sne og fuld sol på fjeldet!


Men med min gamle diagnose med modermærkekræft bliver jeg selvfølgelig også straks bekymret for solskoldninger: for mig selv men nok især for mine børn. Jeg mener, når vi nu har gået rundt i dansk novembervejr de sidste 4 måneder, og huden har mistet al farve, så er den fuldstændig uforberedt og ubeskyttet mod stærk sol. Det bliver et chok for vores blege skind at komme op i solskinnet, og så er risikoen for solskoldning størst.

Og oven i det så rejser vi et godt stykke nord på, hvor ozonlaget bliver tyndere, vi kører op på fjeldet, hvor atmosfæren bliver tyndere og filtrerer dermed mindre uv-stråling fra, og endelig er vi konstant omgivet af sne, som reflekterer solens uv-stråler, hvilket øger bestrålingen. Vi er selvfølgelig klædt godt på i kulden, men ansigtet og nakken er som regel udsat for en del sol…

Vi er nok nødt til at pakke både solbriller og solcreme – bare ikke den vandbaserede for den kan give forfrysninger i ansigtet, når den bruges i frostvejr.
 

	Emner: ferie, modermærkekræft, solskoldning, uv-stråler
	Der er 8 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link