Bjørn Askholm

Nu efter jeg har fået tilbagefald, har jeg skulle finde en anden måde at tackle hele situationen på.
Første gang jeg fik kræft, havde jeg en meget “fandenivoldsk” indstilling til det hele, og det var min måde at tackle mig til det på.
“Selvfølgelig blev jeg da rask!”
“Selvfølgelig får jeg da ikke tilbagefald! Nu har jeg været mit igennem! Jeg er ung og skal bare igang med livet igen!”

Nu har jeg ligesom fået den lussing, at kræften altså kan komme tilbage til dig, og det hele ikke er så selvfølgeligt.
Det er meget svært for mig at formulere mine tanker og følelser omkring det her både verbalt og skriftligt, men klart er det, at jeg er nødt til at finde en ny vinkel at angribe det her fra, og jeg er virkelig nødt til at arbejde med mig selv, for at finde ud af hvordan jeg nu skal forholde mig til mit tilbagefald…

Første gang jeg fik kræft, tænkte jeg ikke at det rent faktisk var en dødelig sygdom jeg havde. Jeg havde en sygdom, men det tog bare lidt længere tid end normalt, at blive rask! Færdig punktum! Andet var ikke en mulighed… Selvfølgelig blev jeg rask.

Og jeg blev “rask”!

Så snart jeg var udskrevet og erklæret symptomfri, som det jo så fint hedder, følte jeg mig igen ung og uovervindelig. Jeg skulle selvfølgelig lige til kræfter igen, men rask, det var jeg! Jeg var faktisk ikke nervøs når jeg skulle til kontrol, jeg kunne jo mærke at der ikke var noget galt, så jeg skulle bare op og have at vide, at alt var godt!

Nu efter to år, en uge før jeg skulle afsted til Afrika, skulle jeg som sædvanlig bare op og have at vide, at alt var vel, før jeg rejste.
Jeg havde ingen af de symptomer, som jeg havde første gang jeg blev syg. Der var da lidt influenza, som alle andre også havde på det tidspunkt, men ikke noget at være nervøs for.
Det var desværre en noget anden besked lægen havde til mig.
Jeg blev helt slået ud! Det eneste jeg kunne tænke på, var at det ikke kunne passe, for jeg var jo pakket og klar, og resjte lige om lidt. De første få minutter hvor jeg sad med ansigtet bagravet i mine hænder og rystede på hovedet, tror jeg at jeg nåede at udtænke de første tusinde planer, for hvordan jeg alligevel kunne komme aftsed til Afrika.
Men det kunne jeg jo ikke…
Så fik jeg tudet lidt. Begyndte igen at tænke rationelt. Fik ringet til dem der skulle ringes til. Blev indlagt, og så var behandlingen ellers igang igen…

Her er jeg så nu…

Planen er, at jeg skal have lavet en knoglemarvstransplantation, og første projekt har været, at finde en donor som matcher mig.
Tidligere havde min indstilling været, at selvfølgelig finder de da en donor som matcher mig 100%, og selvfølgelig forløber transplantationen da problemfrit, så jeg kan komme videre med livet.
Men nu, efter at have fået tilbagefald, har jeg bare fået det wake-up call, at du sgu ikke kan være så sikker på det hele.
Heldigvis har de fundet to donorer som matcher mig 100%. Det var en kæmpe lettelse at få den besked, da jeg netop havde gået i to måneder i uvished, og ikke følt mig sikker.
Nu er næste skridt så selve transplantationen. Selvfølgelig håber jeg, at alt går vel, men jeg tør sgu ikke tage det for givet, efter at have prøvet at få beskeden om tilbagefald, når man er helt sikker på at alt er godt. Det gør bare skuffelsen så meget værre.

Jeg har altid sagt, at psyken er en stor del af behandlingen. Hvis man bare tror på at man bliver rask, så skal man nok blive det.
Her sidder jeg så, og tør ikke længere selv tænke sådan… Det er ikke godt.

Jeg er nået så langt, at “rask” skal jeg sgu nok blive, på den ene eller den anden måde…Spørgsmålet er bare hvordan.

	Emner: angst, følelser, tanker, tilbagefald
	Der er 4 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Helle Høstrup

Helle: Mod højere lejre

Computeren er oppe at køre igen efter en heroisk redningsaktion af Ole.
Siden sidste brev hjem ankom vi i Khare Camp, som lå i 4900 meters højde. Her tilbragte vi en ekstra nat og brugte dagen på at bestige en top i 5200 meters højde. Egentlig var aftalen at efterlade hele vores crew her, mens vi lavede vores topforsøg, men kokken havde sin faglige stolthed og insisterede på at gå med os også til high camp. Det betød lidt mindre vægt i rygsækken for os.

Næste morgen, da vi nåede gletcheren, spændte vi sneskoene på, og det var forrygende at bevæge sig med dem henover isen. Man bruger mindre energi, og har langt større frihed i forhold til, hvor man sætter fødderne. Sneskoene fordeler vægten på en helt anden måde end crampons.
Da vi ankom til Mera La base camp udbrød vi for gud ved hvilken gang, at dette var den smukkeste lejr, vi havde været i. Udsigten var fantastisk, og vi fandt en lun klippevæg, hvor vi slappede af og holdt hviledag. Hviledage i bjergene har den virkning, at jeg går helt i pause-mode. Jeg kan sidde i timevis og blot iagttage skyformationer over bjergene langsomt ændre sig.

Efter hviledagen spændte vi igen sneskoene på og gik over gletcheren mod high camp. Vi havde de tidligere dage mødt flere store grupper på vej højere op ad bjerget. Nu mødte vi dem på deres vej ned fra topforsøgene. Sneskoene vakte stor opmærksomhed blandt især sherpaer, og jeg stoppede gang på gang for at forklare. Udsigten på vej mod high camp var enestående, af den slags som gør det hele værd for mig. Jeg bruger tid på at standse og suge indtrykkene til mig. Man kan fange en smule på fotografi, men det bedste må lagres inde i mig.

Ole: Topdag, Mera Peak

Efter en lang opstigning via Hinku dalen, var endelig klar til turens første topforsøg. Vi havde kort forinden måtte acceptere det faktum, at Tibet er et lukket land dette forår og skuffelsen hang i os. Dog gjorde nederlaget os tændte, og en vis form for trøst skulle gerne vindes med at bestige Mera Peak.
Topforsøget startede mere eller mindre allerede i base camp i 5350 meters højde. Her havde vi lejr i to nætter, inden vi bevægede os til high camp i 5800 meter, blot for at hvile lidt og derefter fortsætte mod toppen.

Fra base camp gik vi afsted over glecieren i fin form, et par stigninger undervejs, satte formen på prøve og tempoet måtte holdes anstændigt for ikke at provokere vejrtræningen til at gå beserk. Vi ankom til high camp ved middagstid, og vi mærkede begge højden – alt arbejde var nu med blevet hårdt arbejde. Selv havde jeg en snigende hovedpine og jeg måtte hvile for ikke at forvære situationen. Helle så fin ud ved ankomsten til lejren, hun kom ca. 20 minutter efter mig, og fortalte glad om at hun havde en fin tur op, tog mange billeder og snakkede med gårsdagens topaspitanter, som var på vej ned m.m. Jeg grinede lidt af hendes beretning, jeg arbejder normalt lidt anderledes og knokler bare på indtil jeg er fremme i lejren, jeg kunne måske lære lidt at hendes afslappende stil?

Efter en times tid i lejren blev Helle imidlertid lidt utilpas, og kvalme udviklede sig til opkastning, et mindre lovende tegn, for det snart forestående topforsøg. Jeg bandede det væk indvendigt, mens jeg prøvede at opmuntre Helle med at, efter lidt hvile, skal hun nok komme oven på igen. Hun har under det meste af turen lige skulle bruge et par timer på at affinde sig i ny højde, og Helles vanlige højde problem har altid været forbigående kvalme og eventuel opkastninger. Så vi stod med et probelm vi var vel forberedte på.

Mens min klatre makker hoppede i posen for at få noget hvile, begyndte jeg at forberede mig på topforsøget ved at klargøre reb m.m. Vi havde to Sherpaere med i high camp, og de var flittige medhjælpere. Samtidigt samlede de sne som de smeltede til vand, så vi kunne få flydte drikkedunke med på topforsøget. Klokken 18:00 spiste vi sammen, de to Sherpaere og jeg, Helle sov trygt og vi aftalte at vække hende kl 23:00, for at tage endeligt bestik at situationen. Hvis hun var skidt og dårlig, ville vi blive nødsaget til at droppe topforsøget, uden at være kommet afsted. Vores ene Sherpa tilbød at tage med på toppen, men jeg afstod herfra, da det vil være imod vores idé og målsætning, enten er vi klar og ellers må vi opgive, for denne gang.

Klokken 23:00, vækker jeg Helle, hun sukker lidt, grynter lidt, ryster hovedet og angiver derefter at have det noget bedre. Hun drikker lidt og holder det i sig. Gode tegn, vi blev enige om at holde os til planen, og sætte vækkeuret til kl 2:00.

En tissetur kl. 1:30 gør at jeg langsomt går igang med de sidste forberedelser, vores Sherpaer lavede fluks the og suppe, og jeg nød lige en stille kop the, mens jeg betragtede himlen. Skyfrit, let vind og fuldmånde, en perfrekt topnat, fedt!
Klokken 2:00 fik Helle en skål tomatsuppe ind i teltet, hun så på det med største afsky, mens hun langsomt begyndte at klemme det ned i små slurke. Hun lod til at holde maden i sig, og meldte sig klar til topforsøget.
Topforsøget -  ”nu er der kun en vej og det er op”.

Klokken 4:00 meldte min gode makker ud at nu er hun klar, helt klar. Vi grinede lidt af hendes lidt kaotiske start på natten, hun bandede selv lidt over det, og så startede vi ellers fokuseringen på nattens opgave, toppen af Mera Peak.

Vi startede langomt ud og bøvlede lidt med at få klatrejernene til at side ordenligt på de store Millet støvler, rettede lidt til hist og her, og langsomt kom vi ind i en god solid rytme. Ruten gik over glecieren, og det var en lang tur vi havde for os. Lyset var fint fra fuldmånden, som stod som en projektør lige ned i hovedet på os, det er en kæmpe fordel med lyset og orrienteringen var overkommelig.

Til vores store overraskelse var vi helt alene på bjerget, vi var de eneste i highcamp, men da mange grupper starter fra base camp, kunne vi ikke vide os sikre på om andre ville komme op nedefra.

Enklte steder forsvandt sproret ud i ingen ting. Det havde sneet tidligere på aftenen og på steder var sportet dækket, da jeg gik forrest måtte jeg konstant prøve at orrintere mig fra over snemarkerne for at afgøre hvor ruten fortsatte. Ofte ville der være andre klatre på dette bjerg da det er en af Nepals mest populærer bjerge, men ikke i nat og derfor ingen Sherpar i spidsen for den forrest gruppe, til at lave spor. Alt dette var med til at holde gang i denne top dag, der var en ekstra ellement af spænding, og følelsen af at være helt alene på dette store bjerg var fantastisk.

Et stort bjerg – er Mera Peak, det er en kæmpe klods med hele tre hovedtoppe, og en enormt masse is. Med al værdighed en sand Himalaya top. Men hold op der er lang vej til toppen af Mera Peak. Det går ret hurtigt op for mig, at der satme er lang vej til toppen, og vi indgiver os på en sand ørkenvandring. Helle, virkede på mig træt, hun har ikke spist og drukke nok og hun måtte bede om pauser. Helt forståligt efter de vilkår hun arbejdede under. Pauserne er ikke min styrke, jeg syntes de er et forstyrrende ellement i en topbestigning, men jeg var godt klar over ,at vi i dag stod med forskellige forudsætninger, grundet Helles dårlige dag forinden – jeg måtte bøje mig for behovet. Flere gange tvilede jeg på succes, og jeg kiggede mange på Helles færd for at afgøre, om hun var ok. Hun så dog ud til at være komme ind i en hvis for rytme og virkede stabil. Vi forstætter  derfor, og jeg undlod besvist at spørge til hvorvidt Helle troede, det er muligt at nå hele vejen.

Klokken 9 om morgen, havde vi endnu ikke set skyggen af toppen, og vi var i ca. 6300 meters højde. Jeg begyndte at syntes ,det var mærkeligt, hold kæft hvor var der langt. Stigningen på bjerget var rigtig møj irriterende, for flad til at rigtig bruge øksen og for stejl at man kunne gå normalt. Det er lidt svært at forklare, men det men var altså bare en vedvarnede møj stigning. Vi bevægede os dog videre i snegle fart og i hvile gang – hvor man hviler et sekundt for hvert skridt.
Klokken 9:30 dukkede toppen op, stadig et stykke væk, og øjensyneligt skulle vores topdag slutte af med en stejl stigning og forcering af to store spalter, som fra runten var synlige lige under toppen. Jeg vendte mig om og sagde til Helle, at ‘det er  nok ikke er så slemt som det ser ud til’, hvor til hun svarede at: ‘det kan jo også være, at det er’.  Men ikke et ord om at vende om, opgive eller andet. Vi var godt nok ved at være sendt på den, men nu var toppen inden for rækkevide.

Vi kom faktisk hurtigt frem til selve toppen, som stod som en stor pelistal ca. 75 meter høj. Oppe under toppen, kom vi fluks over de to store spalter og stod nu med kun 20 meter til toppen. Helle bliver her efter min overbevisning her ramt af et adrenalinskud, som bliver pumpet ind i hendes vener med ekstrem stor hast. Hun klatrer hurtigt op over den 20 meter høje væg, mens jeg sikrer hende. På toppen af væggen kaster hun sig op det lille topplataue, og uden at vide det forstiller jeg mig at hun lå deroppe med smil over hele femøren. Begge oppe på topplatauet gik vi de sidste 25 meter til toppen, endeligt!

Vi tog en række billeder og frøs i den bidende kolde vind, efter et par minutter var vi på vej ned igen. Vi rapplede ned over den 20 meter stejle topvæg og spalterne nedenunder, og herfra var det bare ned over glecieren. Selv om det var en lang tur op og en kedelige stigning, må man sige at det var nemt og bekvemlig at komme ned, efter to timer med high camp inden for rækkevide, stødede vi på voeres Sherpa, han var gået op så langt han kunne fra high camp med nye drikkevare til os. Vi tog os en velfortjent pause, pakkede sattelittelefonen frem og ringede flukst hjem med nyheden om at vi havde nået toppen.

Topdagen sluttede først klokken 15:00 om eftermiddagen, vel nede i Khare i 4900 meters højde. Trætte udmattede men også stolte efter en god og solid bedrift. Helles præstation var i særdelshed et eksempel i stædighed, godt gået. 
Ole
Helle: Fuldmåne over Mera Peak
High camp lå på en klippeafsats med udsigt til de mest fantastiske isformationer længere nede. Vi brugte vores lille singlewall telt fra Marmot, og det fungerede perfekt. Jeg havde egentlig ikke forestillet mig, at mine opkastninger skulle eksponeres som de er blevet, men det er altså kort sagt et fænomen, som jeg ofte oplever i højden. Det samme har jeg oplevet ved store fysiske udfoldelser i lav højde. Det er ikke et fænomen, jeg tillægger særlig betydning, og det forhindrer mig sjældent i at fortsætte en bestigning. Det kan jeg sige, fordi jeg har oplevet det mange gange og ikke er i tvivl om, hvornår det er et faresignal, som jeg skal tage alvorligt.

Da jeg vågnede kl 23, havde jeg det klart bedre, og kl 1.30 var jeg parat til lidt suppe og the og helt parat til et topforsøg. Efter at have pakket rygsækken med lidt forhindringer var vi endelig afsted mod toppen af Mera Peak. Vi var de eneste to mennesker på bjerget, og fuldmånen lyste magisk og eventyrligt. Der var spor over isen det meste af vejen, men af og til måtte vi stoppe og diskutere retningen. Vi stødte på enkelte gletcherspalter, men ingen der udgjorde nogen fare på vores vej. Vejen var lang og ensformig, men udsigten til de mange høje bjerge, fuldmånelyset og følelsen af at være helt alene i ødemarken hjalp gang på gang. Mit batteri i kameraet var frosset, og jeg kæmpede en dum kamp med mine dunluffer, så billederne er forblevet inde i mig. Det er svært at bevæge sig i reb i så lang tid, når man bevæger sig så forskelligt, som Ole og jeg gør. Indtrykkene omkring mig bringer mig videre, Ole vender sig mere indad. Jeg standser fra tid til anden, Ole kæmper videre. Morgengryet har altid en helt speciel betydning for mig, og jeg kan lide at stå og suge det til mig. Jeg kæmpede noget med kvalme undervejs, og trods vores Millet Everest støvler og to par tykke sokker, frøs vi tæerne. Det var bidende koldt.

Endelig efter mange timers gletchervandring rejste toppen sig foran os. De første 50 meter gik let opad med fronttakkerne og isøksen, – det var en befrielse at ændre bevægelser. Før de sidste 20 meter åbnede to store gletcherspalter sig, og væggen blev væsentligt stejlere. Her var det ikke for sjov at styrte ned. Ole sikrede mig, og jeg klatrede hurtigt det sidste stykke op til topplatauet. Endelig! Og sikke en udsigt mod alle de store, berømte bjerge. Det var fantastisk, og det var en ubeskrivelig følelse at stå på min første top en tidlig morgen i Himalaya ovenpå alle oplevelserne det sidste år. Det var ikke 8000 meter, men det var fantastisk.

Helle: Ned, ned, ned
Så gik vi ned. Ned over gletcheren til high camp og videre til Khare camp, hvor vores crew ventede. Efter en fortjent nattesøvn fortsatte vi ned og ned til Khote, hvor luften igen var tyk og dejlig at indånde. Endnu en nattesøvn gjorde godt og nu fortsatte vi op over passet til Thuli Kharka i 4200 meters højde. De store snemængder var forsvundet, men der var stadig lidt tilbage, som ind imellem voldte os lidt problemer. Næste morgen forcerede vi passet Zatrwe La i godt 4600 meter, – det var her vi sidst sikrede porterne med et reb. Nu var her meget mudret, lidt iset og rigtig ubehageligt. En af vores portere skred og styrtede et stykke ned med to af vores tasker. Han kom heldigvis intet til, og bekymrede sig betegnende nok mest om taskerne. Jeg selv skred og skred og ankom på den anden side af passet smurt ind i mudder fra top til tå. Jeg har slet ikke støvler med til den slags forceringer. For at nedbringe vægten af min bagage, medbragte jeg kun de store Everest støvler og et par lette sommerstøvler til base camp i Tibet. Men nu er vi ude i helt andre støvleudfordringer. Og endelig ankom vi til Lukla, hvor vi holdt en lille fest med dans sammen med vores crew.

Helle: Katmandu og skuffelsen rammer
Nu er vi tilbage i larmen, støvet, lugtene og energien i Kathmandu, og skuffelsen over ikke at nå vores mål har ramt mig som et kølleslag. Jeg er ufatteligt ked af det og mærker for alvor, hvor meget jeg havde glædet mig og set frem til det. Jeg glæder mig til at komme ud i bjergene igen. Det er svært at bevare det dårlige humør derude midt i den store skønhed. Tibet er lukket land, og vi kommer ikke ind. Vores agent her i Kathmandu, som forhandler tilladelser og visa med kineserne, fortalte, at han var inviteret til et orienteringsmøde med de kinesiske myndigheder. Troede han. For det viste sig, at det var en forestilling med film om, hvordan tibetanere slog løs på kinesere, og intet andet. Vi har læst, at der i Everest Base Camp er kinesisk politi, som overvåger den kommunikation, der udgår fra lejren. Folk får konfiskeret deres satellittelefoner, og må kun benytte dem foran det nepalesiske politi og på engelsk. Den første bjergbestiger er bortvist fra bjerget for at have et tibetansk flag i rygsækken.

Men ellers nyder vi byen lidt. Vi er blever rene og har indleveret tøj til vask.  Vi plejer de forbrændinger, som sol, is og kulde gav os på Mera Peak. Mine læber, min næse og selv min tunge blev forbrændte af de mange timer med reflektioner fra isen. Næste gang dækker jeg munden helt til.
Det har været en bidende kold tur, og vi har været ufatteligt glade for vores 8000 meter udstyr. Dunjakkerne og soveposerne fra Marmot har været vores redning gang på gang, og vi er glade og taknemmelige kravlet ned i vores poser hver eneste aften. Nu hersker varmen og solen, Kathmandu er bagende.

	Emner: hvile, kvalme, rejse
	Der er ingen kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Helle Høstrup

Hej alle jer derhjemme

14. april gik vi fra Khote til Thangnak i 4359 meters højde. Vi gik gennem en lang dal, hvor vi gradvist bevægede os op fra 3700 meter ad den smukkeste rute. Ruten var sjov og afvekslende, og Ole og jeg går godt sammen. Af og til kommer en af os til at gå  i vores egne tanker og kommer lidt foran eller bagud. Når man går i højden, kommer man til at bevæge sig i en langsom, vegeterende rytme, så man kan næsten komme i en meditativ tilstand, mens man går.


Højden
Vi har stadig ingen problemer med højden, selv har jeg helt glemt at kaste op, som jeg plejer, når jeg når 4000 meters højde. Det er vigtigt at stige gradvist op i højden, så kroppen langsomt kan tilpasse sig det lave tryk. Næsten alle vil få noget ubehag, når man befinder sig over 3000 meter. Det vil oftest være i form af let hovedpine, forpustethed, lidt kvalme eller mangel på appetit. Ubehaget skal forsvinde med en nats søvn, ellers skal man vente med at stige. Fraset en smule kvalme i et af de høje pas, har jeg stort set undgået ubehag.


Stor gæstfrihed
Igår gik vi de sidste timer i regn og hagl. Vi var kommet langt foran vores portere og sidar (ham der fungere som chef for porterne) og blev inviteret ind ved ildstedet i et tehus i den lille bitte by, vi skulle overnatte i. Overalt, hvor vi når frem, møder vi gæstfrihed og nysgerrighed. Folk vil gerne vide, hvem vi er, og de vil gøre meget for at vi har det godt.
Vores sidar er deserteret. Han har klaget over hovedpine i et par dage, men havde også fortalt os, at han har en plan om at rejse til USA. Pyt. Vi savner ham ikke. Vi har vores portere og en fin kok, som også er god til at holde styr på bærerne.

Den enlige lama
På vores vej i dag kom vi forbi et lille buddhistisk kloster, hvor der levede en enlig lama. Han inviterede os ind og viste sit lille kloster frem. Lamaer lever ofte flere år i ensom afsondrethed, hvor de koncentrerer sig om meditation og bøn. De lever af det de får af forbipasserende og omkringboende folk. Klosteret var bygget ind i en klippehule og havde en fabelagtig udsigt over det flodleje, som vi vandrede langs hele dagen.

Leg
Eftermiddagen har vi brugt til leg. Vi har testet de lavinebippere, som vi fik med fra Friluftsland i København. Ole og jeg skiftedes til at gemme den ene bipper på vanskelige steder – til stor moro for nepaleserne. Lavinebipperen har et lille display, og den lokaliserer den anden indenfor en radius af op til 70 meter. Med displayet dirigerer den os til den forsvundne/gemte bipper. I dag har vi mødt flere bjergbestigere – os som ellers gik og fik en fornemmelse at næsten at være alene på bjerget. I vores nuværende lejr er der nok 12-15 telte, foruden vores to.

Kede af de ændrede planer
Vi har snakket længe om vores ændrede planer. Vi har haft dage, hvor vi har været rigtig kede af det. Kede af at se vores længe planlagte mål forsvinde i tågerne. Helt udenfor vores indflydelse. Vi er glade for vores beslutning om Mera Peak, for her er utrolig smukt, og det er stadig en tur, som vi selv er fuldstændig herre over. Vi bestemmer selv farten, lejrene og hvor hurtigt vi vil stige i højden. Vi koncentrerer os helt om dette bjerg nu, men vi undgår ikke at sende lidt anspændte tanker i retning af Tibet. Vi håber virkelig, at Shishapangma bliver virkelighed, at vi får vores permit. Men lykkes det ikke, vil vi finde på et andet eventyr, som stadig lever op til de grundtanker, vi har med hele projektet.

Alene igen
15. april forsvandt alle de andre bjergbestigere, og vi er igen alene. Vi har en ekstra dag i lejren, som vi har benyttet til at bestige vores første ”lille” top på 5100 meter. Det var en fabelagtig flot tur, med udsigter til flere høje bjerge. Udsigten tågede desværre til i skyer, da vi nåede toppen. Sådan en tur op i højden vil hjælpe vores akklimatisering. Fra nu af går det kun op. I morgen går vi til den næste lejr, Khare i 5000 meters højde. Her efterlader vi vores portere, og efter en eller to overnatninger går vi videre til Mera La Base Camp, som er i 5350 meter. Her vil vi også overnatte en eller to nætter og fortsætte til High Camp i 5780 meters højde. Det bliver sikkert fra den lejr, vi laver vores topforsøg til Mera Peaks nordtop på 6476 meter, men vi vil måske lave en lejr højere for at overnatte så højt som muligt.
Vi ved ikke, hvordan sendeforholdene vil være, men vi vil forsøge, når vi kan. Under alle omstændigheder kommer der en opringning om vores topforsøg. Den 28. har vi flybillet fra Lukla tilbage til Kathmandu.

Mange glade hilsner
Helle og Ole

	Emner: rejse, tanker
	Der er 3 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Jacob Nordgaard

I den sidste uges tid er jeg pludselig begyndt at være udenfor igen, fordi det bare er fedt at være ude nu: jeg er begyndt at cykle på arbejde, vi går ned i gården, når vi holder pause på arbejdet, og så snart jeg kommer hjem, går vi ud. I weekenden tog vi ind på Strøget, shoppede lidt og nød at være ude. Om aftenen var vi ude ved Strandparken og gik bare lidt rundt på stranden. I år er varmen kommet så pludseligt, at jeg virkelig mærker, hvor lidt jeg har været ude hele vinteren.

Men efter min modermærkekræft, er jeg blevet meget bevidst om risikoen ved at være ude i solen. Nu lægger jeg fx mærke til, at min hud i ansigtet og i nakken bliver tør og rød på cykelturene. Og da jeg i dag sad ude og spiste frokost, mærkede jeg, hvordan solen ikke bare varmede men også stak på mine bare arme. Jeg kunne ikke undgå at sammenligne den smerte med den effekt, som varmen havde på min sandwich: smøret, skinken og osten begyndte jo så småt at smelte. Disse små ting bekymrer mig nu, fordi de viser, at solen er hård ved huden. Så selv om det er tidligt på sommeren, så er det allerede på tide at begynde at nyde solen med omtanke. Derfor skal jeg nok ind og shoppe lidt igen på lørdag: årets solhat, en solcreme og nogle langærmede skjorter.

	Emner: sol, solbeskyttelse, udeliv
	Der er 2 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Jacob Nordgaard

Næste møde i Netværk Modermærkekræft er et temaarrangement, hvor vi har inviteret sygeplejerskerne fra plastikkirurgisk afdeling på Rigshospitalet til en snak om psykisk pleje af modermærkekræftspatienter. Vi forestiller os, at det vil være lærerigt for både modermærkekræftspatienterne og for sygeplejerskerne at mødes og udveksle erfaringer om de behov, der opstår hos et menneske, som får konstateret modermærkekræft, og hvordan man bedst tilgodeser disse behov.
Det er vigtigt for sygeplejerskerne at få respons på den pleje, de giver patienterne, og på de tanker, de gør sig om patienternes behov. Og for patienterne og deres pårørende er det vigtigt at vide, hvilke rettigheder og muligheder de har, og hvilke forestillinger og intentioner sygeplejerskerne gør sig.

Temaarrangementet finder sted:

  Alle med interesse for emnet er velkomne

Vi håber der er mange patienter, pårørende og plejepersonale, som har lyst at møde op og bidrage med deres erfaringer om, hvilke behov der opstår, når man får stillet diagnosen modermærkekræft, og hvilke behov der i de følgende år er forbundet med at være i et kontrolforløb. 
 
Send gerne en tilmelding til: maligntmelanom@hotmail.com
eller på telefon: 61 84 03 74

	Emner: erfaringer, modermærkekræft, sygeplejersker
	Der er ingen kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Berit Othman

Det er igen lang tid siden jeg har været inde at blogge og det føles lidt svært at komme igang igen.

Jeg arbejder 10 timer om ugen i mit eget lille atelier. Trætheden har været svær og den er der stadig. Jeg er ikke fuldt i arbejde endnu, føler ikke jeg kan på grund af trætheden, så jeg må finde et andet arbejde. Jeg er 59, har være sygemeldt nu i 8 måneder og kan ikke vende tilbage til mit gamle job og hvor søger jeg lige et nyt.
Så jeg går og venter på at kommunen skal lave en ressourceprofil eller måske et flexjob allerhelst ville jeg flexi i mit selvstændige erhverv.  Men, men trætheden er i aftagende.  jeg har prøvet at motionere på motionscenteret og gå lange ture for at få flere kræfter, men det virker som om tiden er den bedste/ eneste der dur.
Kommunen skulle bruge en lægeudtalelse og min læge foreslog at jeg skulle få taget nogle blodprøver nu i stedet for at vente til jeg skal til kontrol på Rigshospitalet i slutningen af maj.
Blodprøverne viste at mine hvide blodlegemer stadig var under normalen og at mit stofskifte var for lavt. Er det almindeligt at de hvide blodlegemer er nede sålænge (3 måneder efter sidste kemoterapi)?
Har nogen af jer prøvet at der er noget med stofskiftet og går det mon over igen af sig selv eller hvad?
Ca 125 var dog mindre end ved sidste blodprøve. Mit hår er 4 cm langt og mine øjenbryn og vipper er kommet igen, som alle sagde de ville.

Det er selvfølgelig rart at der er en forklaring på trætheden, men det med stofskiftet er ikke en rutineundersøgelse i forbindelse med cancer så vidt jeg ved, så den kunne være gået upåagtet hen.  Jeg kan ikke lade være med at tænke på den danske overlæge i Lund, der mente at en medvirkende årsag til den dårlige cancerstatestik i Danmark kunne være at man ikke får alle patientens skavanker med, at man ikke interesserer sig nok for hele patienten. Måske går andre trætte rundt med lavt stofskifte, og lignende, ja, hvad ved jeg?  

Jeg må indrømme at jeg af og til rammes af en bekymring: er det jeg kan mærke i lysken bare bindevæv og er denne her hårde knude i maven bare gammelt arvæv. Eller:  jeg kan da ikke have menustrationssmerter, når jeg ikke har mine underlivsorganer mere, men sådan føles det af og til. Jeg ville gerne kunne spørge nogen om det, men synes ikke jeg kan ringe og spørge når det er så vagt og sært. Bliver utryg når jeg læser hvad der bliver overset hos jer andre.
 

På min lille hjemmearbejdsplads maler jeg frem til den store årlige event i Odsherred “Kunstdagene i pinsen i Odsherred”, hvor 53 udøvende kunstnere udstiller hjemme hos sig selv i Galleri eller atelier. Det kører nu på 11 år. Heldigvis får jeg vennehjælp til det store træk, der plejer at komme mange, flere hundrede, og det kan være en lang arbejdsdag med spørgsmål og snak. Men allermest er det bare så hyggeligt og jeg glæder mig. Hvert år deles året op i tiden før pinsen og efter pinsen.
Jeg begyndte mit nye arbejdsliv med at udstille på Tuse næs, Vicki var forbi og tog billeder af mine malerier og papmacheskulpturer.  Der kan dobbeltklikkes på billederne for forstørrelse.

	Emner: arbejdsliv
	Der er 14 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Jacob Nordgaard

De fleste af os tænker vel nok på Danmark som et velfungerende velfærdssamfund, hvor de syge får tilbudt den behandling, de har brug for. Og når vi taler sammen om Danmark, bekræfter vi hinanden i denne opfattelse. Det sker ikke mindst, når vores statsminister uden tøven lover dansk kræftbehandling i verdensklasse. Men har disse forestillinger noget med virkeligheden at gøre? Måske er den trygge velfærdsmodel blot et drømmebillede, et ønskescenarie vi holder fast i, fordi alternativet er for uhyggeligt:

-kræftsyge mennesker som bliver opgivet i Danmark og ikke informeret om deres behandlingsmuligheder i udlandet
-kræftpatienter som ikke får behandling her i landet på grund af pladsmangel og ikke sendt til udlandet
-mennesker der er blevet behandlet for kræft og følger kontrolprogrammet, og alligevel vågner en morgen med uhelbredelig spredning af kræften
-mennesker som dør af en utilstrækkelig behandling i Danmark, fordi vi har en forsker, som arbejder med netop dén behandling, men ingen der arbejder med den rigtige behandling

Tirsdag den 29. april fra kl. 20:30 sender DR2 en Temaaften med temaet: Danmark og kræften.

Denne temaaften vil gøre op med vores kollektive drømmebillede af Danmark og præsentere os for en række kræftpatienters barske virkelighed i den danske kræftbehandling: vi møder Marie, som har brystkræft, Lenelouise med modermærkekræft og flere kvinder med kræft i underlivet. En række skæbner som kunne have været anderledes, hvis den danske kræftbehandlinge var bedre. Programmet viser, at Danmark har rekorden i kræftdød i Europa: Danmark er det europæiske land, hvor flest mennesker får kræft! Danmark er det europæiske land, hvor flest mennesker dør af kræft! 

Det er et program, du bør se!

Temaaftenen bliver genudsendt lørdag den 3. maj kl. 14:30 og kan desuden ses i den kommende måneds tid på DR2’s programside. Klik her

	Emner: illusion, kræftbehandling, økonomi, tillid
	Der er 7 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Bjørn Askholm

Jeg tror jeg vil starte med det, der ligger mig mest på sinde, når man sidder her på hospitalet og keder sig… Maden!

Jeg lå jo syg med leukæmi(AML) for godt tre år siden og har nu fået tilbagefald.
Dengang var der ikke noget der hed deldøgn, så jeg var indlagt et halvt år samlagt, og var tvunget til at spise den fantastiske hospitalsmad, hvis ikke jeg blev reddet af venner og familie, som kom forbi med rigtig føde.

Nu, to år senere, er jeg så tilbage igen, og noget af det jeg frygtede, da jeg skulle indlægges igen, var maden, men jeg blev trøstet med, at det var blevet bedre, og kokken havde fået meget ros…

Da jeg så skulle have min første frokost her på Herlev, fik jeg øje på de her vamle madder, med en centimeter leverpostej eller andre lækkerier, som var fuldstændig magen til dem jeg allerede havde kæmpet med i 6 måneder.
Da jeg bare nærmede mig madderne, kunne jeg mærke et halvt års kemokvalme og elendighed vende sig i mig.
Jeg var bogstavlig talt lige ved at brække mig bare ved at komme for tæt på synet og lugten af de madder, som var fuldstændig magen til sidst jeg var syg.

Nu har de heldigvis endelig fået indført “deldøgn” på Herlev, hvilket betyder at jeg kan være derhjemme og få noget ordenligt at spise, så længe der er nogen dér hvor jeg sover, men hvis jeg får feber eller infektioner, skal jeg selvfølgelig indlægges, og det hænder jo, når man intet immunforsvar har.
Jeg ved at frokosten er udelukket, når jeg er her oppe på Herlev, og gemmer mig langt væk mens de andre spiser frokost, og må så bare få en toast bagefter, eller satse på mine dejlige venner.

Aftensmaden har jeg dog kastet mig ud i en enkelt gang. Det skulle jo efter sigende være blevet bedre…
Sjovt nok smagte det fuldstændig ligesom al maden smagte den gang!
De kan kalde det nok så mange fine ting; Krydreurtestegt oksehøjreb, kalveragout eller svinekam, men lige gyldigt hvad de kalder det, får du en gang ubestemmelige kødklumper i en brun sovs, som smager fuldstændig ens hver gang!

Det er altid det samme kedelige mad der går igen og igen og igen, og jeg kan kun konstatere at intet har forbedret sig siden sidst jeg var syg!
Man kan måske leve med maden, hvis man er indlagt en enkelt dag, eller måske endda en hel uge, men jeg garanterer dig for at efter en uge får du ingen nye smagsoplevelser i den mad der i forevejen smager af næsten ingen ting!
Så når man både er langtids indlagt og kemo patient og har mistet appetitten, er det altså ved at være kritisk!
Ligesom hverdagssnakken ude på gaden handler om vejret, snakker alle her på afdelingen om hvor kedelig og ens maden er. Hvis folk bare har været her mere end en uge, er de også blevet trætte af det, så jeg er bestemt ikke den eneste af denne mening!

Én kemo-hue ud af fem mulige fra mig!

En aften sad vi nogen patienter på afdelingen og så TV Avisen, hvor en af de store nyheder var, at kokken på Herlev hospital havde fået en gourmetpris for sin mad, og man så et indslag hvor han fint stod og lagde mynteblade på hver eneste dessert, hvorefter han personligt var oppe og servere maden for to ældre damer, der selvfølgelig syntes det smagte helt fantastisk!
(Jeg har sgu aldrig set et eneste mynteblad på nogen dessert heroppe!)
Vi var helt chokerede og fattede overhovedet ikke hvad han havde fået en pris for! Enten har han serveret et helt usædvanligt ikke hospitals- måltid for hvem end der har været så tosset at give ham den pris, eller også må han have bestukket eller truet en eller anden. Det var hvad vi nåede frem til.

…Det er også svært at skulle tilfredsstille alle. Det er jeg klar over.
Særligt en hel afdeling med kemopatienter uden appetit!
Men man kunne godt gøre maden noget mere varieret og give det noget mere smag. Det er et 14 dages skema, som kører om igen, så man når at få det hele igen i løbet af en måned. Der er to menuer hver dag, så man kan da godt få noget forskelligt at spise hver dag, men det kræver altså at du kan lide alt hvad der bliver serveret.
Stort set al maden er sådan noget gammelmands kost, og det er vel også fair nok da det hovedsageligt er gamle mennesker der ligger der, men man kunne da godt en gang imellem have en indisk eller mexicansk uge, eller hvad ved jeg.

Jeg så et afsnit af Mik Schacks Hjemmeservice, hvor det handlede om hospitalsmad.
Han var i den forbindelse ude og se på Hvidovre Hospital, hvor de kører køkkenet som en restaurant, og patienterne er “kunder”. De har så et menukort, som på en normal restaurant, og kan bestille hvad de har lyst til, når de er sultne. Mik var meget begejstret for systemet og maden, og det så patienterne også ud til at være.
Det kan lade sig gøre for samme budget som tidligere. Det viste sig faktisk at de sparede rigtig mange penge, bare på den ene faktor at der ikke gik så meget mad til spilde, fordi folk fik det at spise, som de havde lyst til, og ikke smed det ud. (Klik her for at se mere)

Jeg synes det er et fantastisk koncept, og fatter ikke hvorfor det ikke er sådan man kører det, på samtlige hospitaler i Danmark. Der er selvfølgelig meget planlægning der skal laves om, men nu har vi jo set at det kan lade sig gøre, og når nu mad er så vigtigt for patienterne, hvorfor så ikke se at få det gjort.
Jeg har tænkt på, at menukortet nok også bliver lidt ensformigt med tiden, hvis man er langtids indlagt, men så må man også kunne ændre på menukortet en gang imellem!

Hvis der er nogen der har ligget ude på Hvidovre, så skriv endelig og lad mig vide hvad i synes om maden derude!
Også Herlev eller andre hospitaler for den sags skyld.

Det kunne være sjovt at høre hvordan hospitalsmaden egentlig er derude rundtomkring i landet.

	Emner: appetit, hospital, irritation, kost, kvalme, mad
	Der er 18 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Helle Høstrup

Kære alle jer derhjemme
Helle skriver:
Nu er vi startet. Vi er ude i bjergene. Fri for trafiklarm og bilos og fri for valgpostyret i Kathmandu. Her er smukt og stille.
I forgårs kom vores bagage endelig, og vi gjorde lyhurtigt klar til at tage afsted den følgende morgen. Det var også absolut sidste chance for at slippe ud af byen. Af en eller anden grund lukker alt i forbindelse med valget. Måske er det for at være forberedt på uroligheder, eller måske er det for at få folk til at stemme. Valget er en stor ting, for ikke alene skal der vælges regering med deltagelse af maoisterne, kongen går også af og frasiger sig al den magt, han hidtil har haft.

Vi stod op omkring halv fem og gjorde os klar. I det samme gik strømmen, som den gør mange gange hvert døgn, så vi måtte pakke i mørke.
Flyet til Lukla flyver kun i godt vejr, og man ved aldrig på forhånd, om man kan komme afsted. Landingsbanen er ultrakort og kan kun ses i klart vejr. Men vi var heldige at komme afsted med det samme og med en pilot, der var i stand til den blødeste landing.

Vi mødtes med vores guide, der skal med på trekket og var opsatte på at komme afsted med det samme. Da han havde organiseret bærerne, gik vi. I det smukkeste solskin og i den smukkeste dal. Hvor var det eventyrligt endelig at være afsted. Igen blev jeg helt overvældet over at bjergene igen. Det havde jeg ikke helt forestillet mig for et år siden. Alle, der har gennemgået kemoterapi eller en anden hård behandling for en alvorlig sygdom, burde komme ud i bjergene. Skønheden, roen og de fysiske udfoldelser får i hvert fald mig til omgående at slippe sygdom. Jeg glemmer simpelthen at jeg har haft kræft og er bare til stede her og nu.

Vi føler os meget heldige. Når nu vores planer måtte laves om, er det så dejligt at få lov til at opleve denne del af Nepal. Og vi tror stadig på, at vi kan tage videre til Shishapangma. Vi er omgivet af rodondendron, som er på vej i blomst, og her er mange, mange fugle. I morges sov vi lidt længe og gik afsted på tur efter morgenmaden. Vores lejr er i 3300 meters højde, og vi bliver her en nat mere for at vænne os til højden. For at gøre det endnu bedre gik vi 700 højdemeter op til den lejr, vi fortsætter til i morgen. Vi har mødt mange bjergbestigere på vej ned ad bjerget, som ikke kunne fortsætte til toppen p. gr. af store snemængder. Og der lå også en del sne efterhånden som vi kom højere op. Men solen har skinnet og smeltet meget af det. Vi håber, forholdene vil være optimale for os, når vi når dertil.
Nu  har vi nydt en frokost i solen, og skyerne kommer alligevel listende. Det eneste vi skal, inden i morgen, er at slappe af. Dagene i Kathmandu har været utrolig hektiske, så vi nyder lejrlivet.
Ole skriver:
Lidt om vores nye destination. Vi er ankommet til Khumbu området som er Sherpaernes højborg, Det er her det stolte folkefærd stammer fra, faktisk er ordret Sherpa blot en betegnelse for en fra Øst Nepal. Sherpaerne er traditionen tro budhistiske, og Khumbu området er præget af denne tro hvor bedeflagene, manisten m.m. ses overalt i dalen, hvor de markerer alt fra diverse byporte til bjergpas, religiøse monementer med mere.
Vi befinder os lige nu, øst for byen Lukla, og hvor alle fortsætter op mod Khumbus høje dale. I  retning Everest, tager vi over et højt pas paa 4600 meters højde og bevæger os ind i en anden dal, som skal føre os til Mera Peak.
Dalen vi kommer over i vi adskiller sig markant fra den berømte Khumbu dal som vi forlader. Her finder vi ikke store the huse og japanske turister på vej mod Everest base camp. Dette bliver et spændende eventyr, som vi glæder os til.

Opdatering:
Vi er nu godt på vej ind til Mera Peak. Vi har passeret en række høje bjergpas og her er ufatteligt smukt. Lige nu står vi på toppen af det sidste pas,før vi igen bevæger os ned i dalen. Alle vores portere står og kigger måbende på vores udstyr her midt i ødemarken. Vi har det godt og akklimatiserer rigtig godt. Ingen højdeproblemer. Der er kommet masser af sne, og vi har hurtigere end ventet, fået alpine oplevelser.
Vejen er øde og kun beboet af enkelte hyrder og tehuse. Når alt kommer til alt, har  vi fået en fantastisk oplevelse ud af forsinkelserne med Shishapangma.
Mange glade hilsner
Helle og Ole

	Emner: kræft, rejse
	Der er ingen kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Jacob Nordgaard

-Nej, og det er fordi, der er alt for få vittigheder i sundhedsvæsnet!! I min karriere som kræftpatient har jeg alt i alt kun mødt én vittighed inden for murerne. Det er alt for lidt, når man tænker på, hvor trist den tid er, og hvor sundt det er at grine.

Vittigheden faldt på et knastørt sted. I forbindelse med udredningen af mit tilbagefald havde man opdaget en stor tumor i min rygrad: 8 cm lang og 6 cm bred. Den var vokset ind i 4 ryghvirvler og ind i spinalkanalen, hvor den trykkede på nerverne ned til ben og underliv. Det gav mig prikkene og sovende fornemmelser i benene, og tumoren var simpelthen ved at lave et tværsnitssyndrom. Den skulle fjernes akut. Det kunne de ikke klare i Gentofte, så de kørte mig til Glostrup. Her ville de heller ikke have noget med den sag at gøre, så de sendte mig ned i Traumecentret under Rigshospitalet. To overlæger kom ned fra afdelingerne: en onkolog, der kunne stråle den væk, og en kirurg, der kunne skære den væk. De stod på hver deres side af min seng og diskuterede hen over mig, hvilken løsning der var bedst. Kirurgen ville løsne hele min rygrad og straks skærer hele tumoren væk nedefra. Onkologen ville stråle den væk, men det ville tage 3-4 dage, før den ville begynde at svinde. Og var der tid til det? I hjørnet sad min kone og min søster. De lyttede tavse og lamslåede på lægerne ligesom jeg selv. Til sidst besluttede lægerne sig for stråling, og kirurgen forlod stedet. Onkologen gik hen til vasken og begyndte at vaske hænder. Med ét drejede han hovedet og så på os med et skævt smil: “Ved I, hvad lægen vasker hænder i?”, spurgte han så. Vi stirrede bare mundlamme tilbage på ham og forstod ikke et muk. “I patienternes påsyn!”, sagde han så, smilede, ønskede mig god bedring og forsvandt. I situationen sagde vi ikke et ord men stirrede blot forbløffede efter ham.

Men i tiden som fulgte, hvor jeg ofte var indlagt og lå alene på stuen med alle mine bekymringer om fremtiden, der skete det flere gange, at jeg kom til at tænke på onkologens tåbelige vittighed, der var så helt  malplaceret i den dybt alvorlige situation. Det var jo formidabelt grinagtigt, at han kunne få sig selv til at sige så dårlig en vittighed i den situation. Det var virkelig morsomt, og langt nede i maven kunne  jeg mærke en latterboble begynde at samle sig og stige langsomt op. Så lå jeg der og grinede for mig selv.

Jeg synes, det var rigtig fint, at onkologen havde mod til at fyre vittigheden af overfor mig og mine pårørende. Jeg er sikker på, at engang når alt andet er glemt, så er det netop denne komiske episode, jeg vil huske med et smil.

God weekend!
  

	Emner: humor, latter, sundhed
	Der er 8 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link