Christian Lillelund

For nylig var jeg så heldig sammen med 13 andre kræftramte at få en helt unik sejleroplevlese på Øresund. 

KDY inviterede på en herlig frisk oplevelse, hvor vi under kyndig instruktion skulle prøve at sejle et par rigtig fine sejlbåde. Det var den fine Farr 40 klasse af sejlbåde, også kaldet kongeklassen. Det er den samme bådtye som kronprinsen konkurrerer i. Det er en type der er optimeret til hurtig sejlads og effektiv styring for professionelle. Ikke så meget komfort og tung indretning.

Vi sejlede ud fra Tuborg Havn fredag 23. maj, og fik godt et par timers tur på vandet. Vejret kunne næsten ikke have været bedre. Det var solskin og ikke for hård blæst. Alligevel skulle man dog have rimeligt med tøj på, da det hurtigt kan blive køligt ude på vandet, når det blæser og der sejles derudaf. Der var ingen af os med så meget sejlererfaring, men et par instruktører på hver båd gav god vejledning. Det var spændende at prøve de forskellige reb og sager der skulle hives i, ligesom at styre roret. Der blev helt klart gået til den af nogen, men der var også fin plads til dem der ikke var så mobile.

Jeg synes det var en rigtig god oplevelse, og et super initiativ fra KDY, der er inspireret af det engelske Sail4Cancer. Det kan jeg helt klart kun anbefale andre at prøve. Selv en af mine venner der var med, der ellers ikke ligefrem er begejsret for vand eller svømning, lod til helt at glemme den side af sagen undervejs. Der er planer om endnu en sejltur den 14. september. Hvis du kunne tænke dig at komme med, så tag kontakt til Charlotte Tårnhøj på cta@cancer.dk eller telefon 3525 7500.

	Emner: sejltur
	Der er 1 kommentar			Skriv kommentar			Permanent link

Charlotte Lindberg Englev

Da jeg i sin tid var med i dokumentaren “Når Lynet Slår Ned” fortæller jeg på et tidspunkt om den store ensomhed, som sygdommen medførte. Ingen forstår, hvordan jeg har det!

En sød kollega og nu god ven skrev en sød mail til mig efter programmet, hvor han skrev, at vi alle er ensomme, at vi alle har ting i vores liv, som vi er alene om. Den mail har længe hjulpet mig også til at se, at bare fordi jeg har kræft og skal dø tidligt, gør det ikke, at andres problemer ikke er store for dem. Det tror jeg er vigtigt i vores situation. At vi ikke underkender andres problemer.

Jeg har flere veninder som har svært ved at få børn. Jeg har en mor der er handicappet pga. KOL, en lillesøster der har ar efter slem acne, en veninde, hvis mand lige er blevet opereret for en discusprolaps, så hun står alene og skal stå for en husholdning med 2 børn og en syg mand. 2 veninder (søstre) der mistede begge deres forældre inden for et halvt år til kræft. Listen kan sikkert fortsætte, hvis jeg tænker mig om.

Hvorfor er det så lige, at jeg henfalder til medlidenhed alligevel? Engang imellem synes jeg bare, det er rigtig synd for mig, og at alle skal smide alt hvad de har i hænderne, for at være der for mig. Det er der jeg er nu.

Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg skal med mit liv, hvordan det får indhold. Det er en problematik, der kommer op jævnligt. Jeg skal hele tiden indrette mig på ny med mindre energi og flere gener og det er bare ikke nemt. Så lige nu, når folk spørger hvordan det går, så ved jeg ikke hvad jeg skal svare. For det går jo sådan set meget godt, men samtidig, er jeg bare ikke særlig lykkelig.

Samtidig er det super svært at tale om, for alt er sagt. Jeg har været syg så længe nu (7 år til oktober), at der ligesom ikke er noget nyt under solen her. Nu er det hverdag, hvilket jo også er dejligt for mig. Men det gør også, at folk måske “glemmer” lidt, at jeg egentlig er syg og er en skrøbelig sjæl. Ligesom mange mener, at når jeg har levet så længe, lever jeg sikkert længe endnu. Hvor min egen indstilling er den modsatte. Jeg er glad for at have fået så meget tid, men det kan jeg ikke blive ved. Kroppen er træt nu.

Sådan er det også at være mig. jeg er ikke en helt, der kan klare alt og altid er ovenpå.

	Emner: brystkræft, ensomhed
	Der er 11 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Annelise Læssøe

Nu er det en halvanden uges tid siden, jeg fik den skønne besked – ikke mere kemo i denne omgang. Jeg får det bedre og bedre næsten dag for dag, men jeg kan også mærke en form for afmatning – jeg er stadig meget træt, sover 3-4 timer midt på dagen, og kan trods middagslur uden problemer klare en hel nats søvn. Godt jeg stadig er sygemeldt, for trætheden overvælder mig stadig.

Men når jeg så er vågen, har jeg det godt, men det pudsige er, at afmatningen også gælder mit humør til en vis grad.  De kræfter og tanker, jeg hidtil har brugt på at komme gennem kemobehandlingerne, skal nu bruges på en anden måde, og jeg er ved at finde frem til en ny rytme, hvor det mere drejer sig om at få mine kræfter tilbage og finde frem til, hvordan mit liv nu skal leves. Jeg har i flere måneder hverken kunne koncentrere mig om læse bøger eller strikke, begge ting, som jeg normalt slapper så dejligt af med. Det kan jeg nu og tilbringer tit nogle timer om eftermiddagen ude på altanen med en god bog, og er også begyndt at strikke igen. Fjernsynet interesserer mig derimod ikke det fjerneste. Lige dér holder koncentrationen altså ikke.

I går aftes var jeg til middag med omkring 25 mennesker; de fleste kender jeg godt og er glad for at være sammen med. Men jeg lagde mærke til, at jeg har fået en lavere tolerance for  støj, snak og mange mennesker, og jeg måtte gå før desserten! Dels var jeg træt og dels måtte jeg have ro omkring mig.

Det dejlige forårs-/sommervejr hjælper meget – det er en perfekt årstid at rekonvalescere, for jeg kan bare ikke være trist, når solen skinner.  Mit hår er nu begyndt at titte frem, bare et par millimeter, så jeg kan endnu ikke kaste mig over mit krøllejern – og også hårene i mine øjenbryn er begyndt at komme tilbage. Så jeg ser fremskridt, nu skal jeg ”bare” til at finde melodien igen.

Da jeg får daglige indsprøjtninger af blodfortyndende medicin, har jeg tit lejlighed til at snakke lidt med hjemmesygeplejersken – det hjælper at tale med en erfaren person om det at komme tilbage til en normal tilværelse, og jeg har fået besked om, at da jeg har været gennem så meget, tager det sin tid at komme sig, både psykisk og fysisk, og at jeg ikke skal undervurdere det psykiske. Desuden rammer kemoen også mange af de raske celler, så jeg skal være tålmodig mht at blive helt rask igen. Meget betryggende at få at vide, at min tilstand er normal, og at jeg skal tage mig tid til at finde rytmen igen.

    Mit næste projekt er at komme ud og få lys, luft, sol og motion. Så jeg planlægger at pakke min rygsæk med en termos kaffe, et lille tæppe og min skitsebog og så tage en daglig tur til en af de dejlige parker heromkring – sikkert mest Frederiksberg Have; dér er jeg altid glad for at være.

	Emner: koncentration, sygeplejerske, tanker, tilbagefald, træt
	Der er ingen kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Jacob Nordgaard

Jeg tror på, at den mentale indstilling betyder meget for helbredet. Det er vigtigt at have et håb og at tro på, at man kan komme videre og få et godt liv igen. Men nogen gange er det lettere sagt end gjort. Når man er i en vanskelig situation, kan det være svært at bevare håbet og tro på, livet kan blive godt igen. Derfor har Netværk Modermærkekræft inviteret psykolog Jakob Skov Knudsen til at holde et foredrag om det mentale arbejde at bevare tro og håb.

Foredragets titel er:

Det mentale arbejde i forbindelse med at leve med kræft og kræftbehandling
-Basale redskaber til at opretholde håbet
og troen på et fortsat godt liv

Jakob Skov Knudsens foredrag finder sted
 torsdag den 12. juni kl. 19:30-21:30
i baggården til Sundhedscentret for kræftramte,
 Ryesgade 27, København

Alle er velkomne

Tilmelding på: maligntmelanom@hotmail.com

Jakob Skov Knudsen har en privat praksis som psykolog, som du kan læse om her, og han er desuden ansat som forskningsmedarbejder på Center for Samfund og Sundhed, Københavns Universitet. Her har han medvirket i undersøgelser af forskellige alternative behandlinger, læs mere her.

	Emner: foredrag, mental sundhed, psykolog
	Der er 11 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Tina Birk

Af og til i min hverdag og omgangskreds har jeg oplevet en endnu større angst for tanken om kræft end selve sygdommen.

Min tarmkræft var ikke af den arvelige slags, men alligevel skal min datter fra og med sit 20. år undersøges en gang hver 5 år.
Det er rigtigt træls for hende, hvis en eventuel kræft skal opdages i tide, kan dette desværre ikke undgås.

Jeg har en veninde, hvis søster har haft kræft også (det skal lige siges, at de to har samme mor, men hver sin far). Ved en lægesamtale fik veninden at vide, at hendes søsters børn burde tjekkes for kræft. Hun fortæller det til søsteren, som nægter at sige det til sine voksne børn. Hendes begrundelse er, at de ikke skal gå og være bange! Veninden må heller ikke sige det til søsterens børn. Så min veninde er nu i et kæmpemæssigt moralsk dilemma!

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at ved at benægte muligheden for sygdom i familien, og ved ikke at orientere sine pårørende om risikoen, optræder denne søster lidt som Vorherre.

Hvad nu hvis et af hendes børn er arveligt belastet?
Hvad nu hvis hendes søn eller datter dør af det?

Jeg kan ikke forstå, hvordan nogen kan have det mod, at tage andres liv i deres hænder!

Min personlige mening er, at jo tidligere kræft opdages, jo større er chancerne for helbredelse. Og jo mere man ved, jo mere kan man gøre.

Hvad synes I?

Kræft kan vel ikke ties ihjel?

De varmeste hilsner
Tina Birk

	Emner: angst, arvelighed, børn, moralsk dilemma, risiko
	Der er 8 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Helle Høstrup

Efter en dags forsinkelse, fordi en porter og en køkkenhjælper havde det skidt med højden, ankom vi til Island Peak base camp. En lille lejr, smukt beliggende lige op ad Lohtse Shar gletcheren, som sammen med Imja gletcheren udmunder i en sø, Imja Tsho. Søen var helt frosset til, da vi kom, men krakelerede i løbet af de kommende dage. I base camp fik Ole behov for en ekstra dag. Vi havde begge fået tiltagende “Nepal-maver”, men Oles mave valgte at kulminere netop her.

Jeg brugte hviledagen på at gå på opdagelse til den høje lejr og lidt videre. I lejren var kun en enkelt gruppe, bestående af to aldrende skotter. De havde netop sendt deres porter ned med et betændt ben. Porteren mødte jeg på tilbagevejen, og benet så i sandhed skidt ud. Opsvulmet, blålilla og smertefuldt, og porteren var højfebril. Nede i basislejren kiggede jeg grundigere på det, rensede såret og gav porteren bredspektret antibiotika og smertestillende til det første døgn. Han ville få venner til at hjælpe ham til den nærmeste læge i Pheriche, som kunne nås på en lang dagsmarch. Næste morgen kom han tilbage. Glad og smilende. Medicinen havde virket, og han genoptog sit arbejde. Jeg forsøgte igen at forklare ham, at han måtte komme til læge og få mere medicin. Men han smilede stort og forsikrede mig, at han var lykkelig.
 
Efter frokost begav vi os til high camp, hvor jeg havde udset mig et rigtig godt spot for vores lejr. Da vi nærmede os lejren omkring klokken 14, så vi to små prikker på toppen af Island Peak. Det var sent, tænkte vi, at være på toppen. Isen forandrer sig, når solen varmer, og bliver til slush ice, som vi kender fra isbutikker, og det er en farlig sag at bevæge sig rundt i.
Vi etablerede vores lejr, kiggede os omkring og, som timerne gik, undrede os over, hvor de små prikker fra toppen blev af. Efter fire timer voksede vores undren til bekymring. Det viste sig, at kun den ene skotte var gået mod toppen sammen med to sherpaer, men de havde taget 12 timer om at nå toppen. Nu havde de været afsted i 16-17 timer og mørket ville snart falde på. Vi sendte deres kok op til gletcherstarten for at se efter dem og overvejede vores egne beslutninger. Vi ville under ingen omstændigheder kunne lægge os til at sove med tre mennesker savnet på bjerget. Kunne kokken ikke se dem, måtte vi afsted og søge efter dem. Efter 1½ time kom kokken endelig tilbage med en rygsæk. Han havde fundet de tre ved iskanten, i god behold men udmattede. Vi åndede lettede op, men besluttede at vente og se, om de var ved godt helbred. Vi sendte vores kok, som endnu engang var gået med os til high camp, op med varme drikke og lys, og først efter et par timer var den lille gruppe nede. Den aldrende skotte var fuldstændig udmattet og havde optrådt helt skørt på toppen. Han havde hoppet rundt, smidt sig ned og nægtet at gå ned. Det kunne lyde som om, de havde været i en farlig situation uden helt at erkende det. Vi blev lidt vrede, mest på de to sherpaer, som havde tilladt et topforsøg at vare så længe. De kunne have sat vores sikkerhed på spil i den sidste ende. Men når enden god….

Vi kravlede forsinket ind i vores fantastiske soveposer. Vi har begge udviklet et dybt kærlighedsforhold til vores Marmot dunsoveposer. Det er som at kravle ind i en varm favn hver eneste aften og aldrig har vi frosset. Soveposerne er skabt til afsindigt kolde forhold, og det har vi ind imellem haft, selvom vi ikke kom i 8000 meters højde.
Klokken to vågnede vi igen – alt for tidligt føltes det, men vi var gearede til at gå på opdagelse på Island Peak. Efter lidt te og suppe var vi klar og begyndte at klatre op gennem den slugt, der formede starten af vores rute. Vi havde læst lidt på ruterne i et par bøger, men der blev vi fejlledt en smule. I hvert fald blev klatringen mere og mere stejl og mere og mere eksponeret. Til sidst føltes det lidt for spændende, og der var et langt frit fald til venstre for os. Til højre kunne vi se et mere veldefineret spor, som vi så traverserede over til. Efter et par timer var vi ved kanten af gletcheren, og vi tog crampons på og fortsatte ud over isen. Vi passerede de mest fantastiske isformationer, mens vi bevægede os i en stor bue uden om store gletcherspalter. Vi nærmede os væggen, som så mere vanskelig ud, end jeg havde troet. Det var en ren, hård isvæg. Ingen sne overhovedet. Det var hårdt og langsommeligt at klatre op, og jeg undrede mig tiltagende over, at sherpaerne faktisk havde fået skotten både op og ned i god behold. Isen var så hård, at min isøkse bare splintrede den. Jeg kunne ikke få hold, hverken med øksen eller mine crampons, og gang på gang hamrede mine stakkels skinneben ind i isen, så de blev ganske blå og grønne. Efter en uendelighed kunne jeg endelig stikke næsen op over kammen, for at få øje på næste forhindring: topkammen. Ole døbte første etape, Hillarys Step Island Peak. Det var en stejl opstigning til selve kammen, som vi prustende forcerede. Topkammen var ganske smal uden plads til fejltrin. Mens vi klatrede på kammen, så vi en enorm lavine gå fra Lohtse-væggen lige overfor. Sceneriet omkring os var ubeskriveligt smukt. Island Peak ligger midt i det hele, og der var tusindvis af bjergtinder til alle sider.

Pludselig gik Ole ikke længere. Var det allerede toppen, tænkte jeg. Og det var det. Et lille bitte topplateau, hvor jeg var glad for ikke at være flere end os. Vi sikrede os selv og vores rygsække til et snespyd, så vi ikke risikerede at forsvinde ned på Lohtse gletcheren langt under os. Og så sad vi der og kiggede rundt. Det var en fantastisk top. Vi sad der længe og snakkede, kiggede og tog billeder. Det var også en fantastisk morgenstund med krystalklart vejr og uvejrsskyer over de høje 8000 meter bjerge. Mens vi sad der, kredsede fly over Everest, og det viste sig netop at være denne morgen, at kineserne lykkedes med deres OL show på toppen af Everest. Endnu engang havde Ole og jeg nydt det store privilegium at være de to eneste mennesker på bjerget. Det er en helt særlig oplevelse.
Men alting har en ende, skyerne trak i vores retning, og vi måtte ned. Vi rapellede ned ad isvæggen, og de få steder på mine skinneben uden blå mærker blev fyldt ud. På vejen tilbage over isen bemærkede vi for alvor de smukke isformationer.

I high camp pakkede vi lejren sammen og fik frokost i base camp. Herefter fortsatte vi ned til Chukhung, hvor vi nærmest besvimede ind i teltet sidst på eftermiddagen. Men seje var vi jo, og vi havde en tidsplan, så næste morgen pakkede vi igen sammen og gik mod Pokalde, vores næste bjerg.
 
Mange hilsner
Helle

	Emner: rejse
	Der er 2 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Helle Høstrup

Hej alle jer derhjemme
 
I forgaars – den 16. maj – blev jeg revet ud af min soedeste morgensoevn af Namches morgen-munke, som truttede loes i deres klosterhorn. Klokken fem om morgenen! Buddhistiske horn er langt fra soed musik, men det er effektivt til at vaekke en hel by, ikke mindst fordi hornenes lyd forstaerkes af de omgivende bjerge. De truttede en hel time, og saa var hele byen paa benene. Namche genlyder af stenhakkere. Det meste af byen hakker sten til at bygge nye huse af. I mellemtiden fyldes hver ledig plads i byen af stabler af sten.

Det var slut med at sove og jeg kravlede ud af mit telt, og noed at at krabbe ned til udgangen uden at blive forpustet. Vi kan virkelig maerke, at vi er kommet ned fra hoejderne. Og saa gik vi mod Lukla. Ned gennem skoven med alle de groenne farver og duften af muld. Der var tusindvis af portere og yakokser paa vej mod Lukla, hvor der er et stort marked om loerdagen. Men nu er vi i den grad paa vej hjemad. Der er ikke plads til ret meget mere. Vi taeller ned og glaeder os ubehersket til at vaere sammen med familie og venner i Danmark. Vi glaeder os til stille weekendmorgener, til varme brusebade, til rene dyner og graes under taerne. Vi glaeder os til rugbroed, en dag paa sofaen, loebeture i skoven, og til at lave laekre middage til vennerne. Saa vi travede lystigt afsted i den varme sol.

I Lukla spiste vi vores frokost nummer to. Vi er moejsultne. Saadan har jeg altid efter en ekspedition i bjergene. Saa skal jeg have mad. Vi har ogsaa begge to tabt et par kilo. Vi drev lidt omkring, spiste kager, gik paa netcafe, og krydsede fingre for, at vores flybilletter kunne laves om til den 17. Paa vores lodge i Lukla bor en statelig dame, Dali, som tidligere havde brugt sin indflydelse paa at aendre vores flybilletter. Hun er en venlig og kaerlig person, men ogsaa en som indgyder respekt. Og vi er ikke i tvivl om, at hun har en anselig indflydelse i den lille by.

Det lykkedes at aendre flybilletterne, men mens vi ventede paa godt vejr, kraellede jeg helt sammen med diarre og feber. Jeg gruede mere og mere for flyveturen, men heldigvis havde vi to silkepiloter, der drev os bloedt gennem luften og satte os glat ned i Kathmandu. Endelig kunne jeg kravle i seng paa Marshyangdi, vores hotel, hvor jeg sov i noget der lignede febervildelser resten af doegnet.
Jeg vaagnede klokken fem i morges. Udhvilet, lidt mat, men klar til at indtage Kathmandu. Efter lidt morgenmad er Kathmandu ogsaa klar med al sin larm og tumel. Sikke en modsaetning til vores stille liv i bjergene.
 
Mange hilsner
Helle

	Emner: rejse, træt
	Der er ingen kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Helle Høstrup

Hej alle jer derhjemme
 
Saa er vi i Namche. Indgangen til at genoptage et civiliseret liv. Vores eventyr lakker mod enden, og vi begynder at laenges staerkt hjem.
 
I dag er vi gaaet fra Sanu til Namche, og vi valgte at gaa fra hele vores crew, springe frokostpausen over og skynde os til et maaltid, der indeholdt koed. Vi glaeder os til ordentlig mad, – eller nej, vi har skam faaet ordentlig mad, men det har vaeret ekspeditionsmad, og vi savner koed og friske groentsager. Og vi er traette af havregroed om morgenen. Vi har vaeret paa farten i naesten to maaneder og kan naesten ikke vente paa at komme hjem til vores kaere familier og venner og det danske foraar.
 
Vi vil skrive vores beretninger om vores bestigninger af Islad Peak og Pokalde i loebet af de naeste par dage, krydret med fantastiske topbilleder.
 
Efter Pokalde gik vi ned og pakkede lejren sammen og begav os videre over et mindre pas, Kongma La. Nedad gik det, til vi naaede Khumbu Gletcheren. Nu skal man ikke tro, at enhver gletcher er fin og hvid. Khumbu gletcheren er en levende grudgrav. Med mange meter is under. Den var ikke morsom at passere. Kilometervis af ustabil grusgrav med direkte adgang til uendeligt dybe spalter. Men paa den anden side ventede byen Lobuche, hvor vi valgte at tilbringe et par dage. Baade for at hvile ud ovenpaa to bestigninger og for at pleje Oles tiltagende hoste. Lobuche er en ucharmerende lille by midt paa hovedvejen til Everest base camp, – som vi omgaaende omdoebte E45. Hver dag myldrede ca 100 trekkere ind i byen for at drage videre naeste morgen mod Everest. Mange begav sig alt for hurtigt op i hoejderne og led af hovedpine, maveproblemer og vejrtraekningsbesvaer. Hvor er det en skam at have travlt i saa fantastiske scenerier. Tager man sig tiden, kan man meget bedre nyde de store omgivelser.
Jeg gik en lang tur for mig selv mod Everest Base camp og fandt en hoej, hvor jeg kunne sidde helt for mig selv og kigge paa de store bjerge. Jeg sad der en times tid og noed at jeg kunne vaere der. Pludselig aabnede skyerne en lille aabning, og toppen af Everest kiggede frem. Det var mageloest.
 
Efter hviledagene gik vi til Lobuje base camp, som laa inde i en lille dal. Meget smukt og helt isoleret fra den store E-trafik. Vejret havde vaeret daarligt med sne og slud og saa ikke ud til at bedres. Vi havde hoert tidligere, at isforholdene paa bjerget var rigtig daarlige, men maaske ville et par dages snefald hjaelpe paa det. Naeste eftermiddag flyttede vi til en hoejere lejr, men vi havde stadig ikke kunnet se bjerget tydeligt og danne os et indtryk af ruten. Saa alt var usikkert, og vi var ikke optimistiske. Vi satte vaekkeuret til kl 01 og kiggede ud af teltdoeren. Alt var indhyllet i sky og taage. Vi kravlede tilbage i soveposerne og satte uret til kl 2. Nu var der stjerneklart og vi skyndte os at goere os klar. Efter lidt te og suppe gik vi afsted. Der var et tydeligt spor og tydelige varder at foelge. Men efter en halv time stoppede sporet. Den sidste gruppe var tilsyneladende vendt om. Vi fortsatte i taet taage, men der var tiltagende sne og is, saa vi tog crampons paa og bandt os ind i rebet. Vi klatrede – haardt og svaert – i et mix af glatte klipper, sort is og loes pulversne, i fem timer. Vi standsede og diskuterede gang paa gang, men paa skift fik vi anfald af optimisme. Lad mig lige klatre op over naeste hjorne… Vi var uden muligheder for at sikre hinanden. Sneen blaeste vaek om oererne paa os og kunne slet ikke holde et snespyd. Til sidst naaede Ole toppen af kammen, og hans udtryk indboed slet ikke til diskussion. Slut. Det her var simpelthen for farligt. Vi naaede naesten til topkammen og isen, men at fortsaette ville vaere at saette alt paa spil.

Men vi var kommet op over skyerne, og der var fantastisk smukt. Vi noed det lidt, tog et par billeder og begav os ned igen. Med en god fornemmelse af at have afblaest et hasarderet spil. Og at have glaedet vores familier. Vi har hele tiden haft en klar aftale om t komme hjem i et helt stykke begge to, og det var nu, at den beslutning skulle traeffes. Men vi havde gjort et godt forsoeg og var naaet saa langt, vi nu kunne.
Vi moedte senere en hoejdesherpa, som havde taget sine klienter ned fra bjerget og udsat et forsoeg i to dage. Det gjorde os kun endnu mere glade for vores beslutning.
 
Saa nu er det ovre. Ikke flere bestigninger. Vi har gjort et stort arbejde, vaeret paa et stort eventyr. Da jeg gik ned fra bjerget, taenkte jeg, at nu har jeg det, som vores titel paa hjememsiden. Paa toppen efter cancer. Saadan har jeg det nu. Jeg er blevet staerkere og staerkere for hvert bjerg, har gjort det bedre og bedre. Jeg foeler mig paa toppen.
 
Nu vil jeg nyde namche, som jeg er faldet fuldstaendig for, og vi skriver mere fra Kathmandu.
 
Mange glade hilsner
Helle og Ole

	Emner: blæst, højde, rejse
	Der er ingen kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Annelise Læssøe

Hej Tina og Berit.
 

Tak for jeres velkomsthilsener – jeg har jo blogget en del gennem de sidste måneder, men det er en helt ny oplevelse at blogge mere sammenhængende med min ”egen” blog.
——————————————————————————————-
 

Her kommer så lidt nyt fra i eftermiddags. Tænk en gang, jeg skal ikke have flere kemobehandlinger denne gang – det er næsten ikke til at fatte.
 

Samtalen med lægen gik godt – han fortalte, at stigningen i CA-125 tallet ikke udelukkende viste, at der kunne være noget galt med kræftudviklingen, men kunne også tyde på en evt. infektion eller andet galt. Men CT-scanningen var nødvendig, før de kunne være helt sikre. Scanningen viser, at kræften ikke er i yderligere udvikling, og at knuden i lungen er så godt som væk. Så det er konklusionen, at den bratte stigning, som blev vist af blodprøverne, skyldes lungebetændelsen og blodpropperne, som jeg fik for godt en måneds tid siden. Den kemo jeg ellers havde fået, cisplatin, er noget af det skrappeste, de kan give mig, og han så ingen grund til at udsætte mig for det endnu en gang – ikke lige nu i hvert fald. CA-125 tallet er i mellemtiden faldet til det acceptable, og det skal der holdes øje med fremover.
 

Jeg skal så have taget endnu en CA-125 blodprøve om en måned og igen om 3 måneder, en uge før jeg skal CT-scannes, hvilket vil ske ca. hver 3. måned til at begynde med, og derefter trappes der op til evt. hver 6. måned. Så jeg er godt tilfreds, specielt med at jeg vil blive scannet med jævne mellemrum. Lægen udtrykte også håb om, at der kunne gå en 5-6 år, før jeg igen skulle i gang med kemobehandling – måske længere. Scanningerne vil vise, hvornår det er tid til en “tur” igen.
 

Min datter Christina og jeg spiste så en god frokost, jeg fik også en jordbærtærte, og lige nu er jeg næsten færdig med en æske chokolader, som jeg fik forleden. Der blev fejret med forbudte godbidder!
 

Dette er endnu en kolbøttevending, og jeg skal til at vænne mig til tanken om, at jeg nu kan se frem til at se mit hår gro ud igen, få mine øjenbryn tilbage, og ikke mindst mine kræfter. Med klar erindring om, hvordan jeg havde det sidste gang, jeg blev erklæret rask, ved jeg, at jeg skal tage det stille og roligt et godt stykke tid, så det gør jeg. Tanker om at vende tilbage til arbejdet følger senere, men ikke lige nu.
 

Jeg skal bestemt også vænne mig til, at jeg nu er en “fri” fugl, ikke mere bundet af behandlinger og den efterfølgende sløve tid med diverse bivirkninger – jeg har tid, og har det godt. Hvor mærkeligt det end kan lyde, så gik jeg i seng her i eftermiddag og sov nogle timer – selv gode nyheder kan åbenbart gøre mig helt udmattet.
 

Nu går jeg ind i en helt ny og uventet periode – nemlig tiden fra at være syg til at være rask – at det er kronisk, vil jeg lige nu se bort fra, for i det store og hele forventer jeg at kunne leve normalt, indtil næste gang kræften begynder at røre på sig. Om mine forventninger bliver opfyldt, vil tiden vise.
 

Lige nu er jeg bare glad og lettet – men jeg er spændt på, hvordan det vil gå de næste uger, hvor mine tanker fører mig hen, om der kommer bølgedale i mit humør, eller om det bliver nemt at vende tilbage til det pulserende liv, og her tænker jeg helt specielt på arbejdslivet. Jeg vil rigtig gerne høre andres erfaringer på det punkt, for jeg er meget i tvivl om, hvor længe jeg skal vente med at gå i gang, hvor mange timer jeg kan klare dagligt til at begynde med osv. – mine tanker om, at det er bedst at tage den med ro, tror jeg, at jeg vil lytte til.

	Emner: arbejde, ca-125, cisplatin, kontrol, tilbagefald
	Der er 4 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Helle Høstrup

1. maj: Nepaleserne i Naamche Bazaar
Naamche Bazaar er en lille driftig handelsby, som nyder godt af de mange, mange trekkere, der lægger vejen forbi. Byen er i høj grad præget af turismen, men har alligevel sit helt eget lokalpræg. Det er som om, nepaleserne er rigtig gode til at holde fast i sig selv og samtidig leve godt af turismen.

Porterproblemer
Vi forlod Naamche i bagende sol og begav os mod Tengboche, et meget berømt kloster, hvor mange bjergbestigere får lavet en puja, – en buddhistisk religiøs ceremoni, som velsigner den kommende bjergebestigning. I Naamche mødtes vi med vores crew, som ikke er helt den samme som sidst. Samme kok og kitchenboys, men nye portere og ny sardar. Vores sardar har lavet en eklatant fejl, som vi desværre først har opdaget alt for sent. Han har hyret to portere for lidt, fordi to portere ville tjene dobbelt løn og bære dobbelt læs. Det strider i den grad imod vores principper, fordi de på den måde slider sig selv helt enormt. Det er heller ikke godt at anstrenge sig så meget i højden. Man skal huske, at de portere, der bærer for os, ikke almindeligvis lever helt heroppe i de store højder, og de har risiko for højdesyge i endnu større grad end os, fordi de bærer så meget. Rent praktisk er det også noget hø, fordi de selvfølgelig bevæger sig meget langsomt med de tunge byrder. Og det betyder, at vores telte og bagage er meget sent fremme. Fra i morgen bliver det et problem, fordi det nu bliver rigtig koldt om eftermiddagen. Vi kan desværre ikke gøre noget ved problemet nu, fordi aftalerne er lavet og vi ikke kan få flere portere herude.
Vi kom til klosteret først på eftermiddagen og brugte lidt tid på at kigge os omkring. Vi skulle ikke overnatte ved klosteret, fordi det var svært at finde overnatning til porterne, så vi gik videre gennem skoven en lille halv time.

2. maj: Vandring videre
Vores morgen blev lidt presset, fordi porterne ønskede at komme tidligt afsted. Men vi kan nu godt lide at stå lidt langsomt op, mens solen kommer frem. Vi savner vores hyggelige hold fra Mera Peak lidt. Vi spiste morgenmad i solen, og smurte os igen ind i faktor 50, før i drog af i sommersolen. Det meste af dagen gik vi med Everest og Ama Dablam foran næsen. Her er ubeskriveligt smukt, men her er også ufatteligt mange mennesker. Vores ensomme vandringer omkring Mera Peak var noget helt andet. Vi er noget overraskede over, at så mange virker til at være i direkte dårlig form. Mange har selvfølgelig problemer med højden, fordi de går lidt for hurtigt op, og vi så rigtig mange, der så ud til at have bedre af en eller to hviledage. Vi selv kan selvfølgelig mærke, at vores akklimatisering kommer os til gode. Vi holder et godt tempo op ad stigningerne og har ingen problemer.
Vi holdt frokostpause undervejs -  og det tager sin tid, fordi kokken først laver maden til os. Mens vi spiste, trak det sammen og blev koldere, så vi måtte finde fleecetrøjerne frem. Slut med sommervarmen for nu.

Pheriche
Vi gik videre til Pheriche, en lille forblæst by, som ligger på vejen mod Everest Basecamp. Vi hørte igår, at der er 800 mennesker i Everest Basecamp og at de har lukket den for besøgende. Vi havde overvejet at besøge Søren og Henrik deroppe, men det dropper vi. De er sikkert/forhåbentlig heller ikke i basecamp længere til den tid.
I Pheriche besøgte vi The Himalayan Rescue Association’s lille klinik. HRA er en sammenslutning af læger med viden indenfor højdemedicin, som blev dannet i 1973. de driver denne og en klinik i Everest Basecamp. Klinikken i Pheriche tager sig i høj grad også af lokalbefolkningen. 70% af alle henvendelser på klinikken er af nepalesere. En stor del af nepaleserne er portere og guider, som bliver ramt af højdesyge. Klinikken er bemandet af to frivillige læger, lige nu en læge fra USA og en fra Belgien, og af fire lokale sundhedshjælpere. Den er kun åben i trekkingsæsonerne, marts-juni og september-december. En stor opgave er undervisning, og hver dag holder en af lægerne foredrag for trekkere og andre interesserede om højdereaktioner. Vi blev og hørte med, og denne dag mødte 25 frem.
Bagefter fortsatte vi til Dingboche, hvor vi overnatter. Vores telte er slået op på en lille græsplane, der hører til et tehus, og Ole og jeg trænede lidt glecherredning til stor moro
for porterne.

3. maj: Kroppen arbejder
Natten blev forstyrret af et par heste, som gallopperede rundt på vores lille græsplæne. Senere kunne vi høre stengærder vælte, og vi lå i hver vores telt og blev en kende urolige. For når hestene væltede stenmure, hvad kunne de så ikke udrette med vores telte? Heldigvis ingenting, og vi sov fredeligt resten af natten. Det vil sige, jeg begynder at mærke akklimatiseringsprocessen igen, og det giver sig specielt udslag i, at nyrerne arbejder. Det betyder, at jeg må trisse op på toilet hver eller hver anden time i løbet af natten. Nogen gange må man virkelig minde sig selv om, at det er et godt tegn. Det er en kold fornøjelse at stå op om natten.

Vi hørte til morgen nyt om vores venner Søren og Henrik i Everest Base camp. De har fundet på en speciel måde at fordrive ventetiden, mens kineserne boltrer sig på den anden side af bjerget. De er simpelthen fløjet til Rusland for at bestige Mount Elbrus, som de mangler i deres forsøg på at bestige de højeste toppe på hvert kontinent. De blev fløjet ud af base camp i helikopter og vender tilbage den 9. maj, hvor de fortsætter deres bestigning af Everest. Tja, – der er lidt forskelle i budgetterne her.

I dag er vi nået til Kumchung, som nok ikke kan betegnes som en egentlig by. Den er opstået som ly for hyrderne, men efterhånden er der vokset en lille gruppe tehuse frem. Vi ankom timer før vores portere, men havde sol og varme det første stykke tid. En af vores køkkenhjælpere kom og var syg. Han havde voldsom hovedpine og opkastninger., så vi gav ham Diamox, som er et godt middel mod højdesyge. Efter et par timer havde han det bedre og begyndte at ligne sit gamle jeg. Nu må vi bare holde lidt øje med ham og eventuelt fortsætte med at behandle ham.

Efter en times snevejr har vi nu sol igen, men temperaturen er dalet betragteligt, så vi begynder at finde det varme tøj frem igen.
I morgen går vi videre til Island Peak base camp, hvor vi nok tager en ekstra nat, før vi går videre til high camp og toppen. Vi har bjerget lige foran os og vi glæder os til at komme op på det.

Mange hilsner
Helle og Ole

	Emner: rejse
	Der er ingen kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link