Tina Birk

Kære alle I, der trofast har fulgt min ridetur på kæphesten fra mit første punktum på denne side,

                                                                     tænk, jeg har godt nyt!!!!

Nu er jeg snart ved at løbe tør for udråbstegn … men ikke for entusiasme! (der var lige et mere ;-D)

Det giver virkelig stof til eftertanke, at der er 4000 om året, der får konstateret kræft i tarmen… og den kedelige statistik siger, at vi mister 2000 medmennesker af denne aggressive sygdom.
Det er også en af de mest dødelige kræftformer, så det er da på tide, at vi gør noget!

Der er et meget stort psykisk aspekt omkring dette at have tarmkræft, og man føler sig meget ensom og isoleret. Derfor synes jeg, det er meget vigtigt med et forum, hvor man kan møde ligesindede.

Desuden bør viden om tarmkræft udbredes, da det er en sygdom, der kræver stor forståelse – ikke bare fra familie og venner, men bestemt også kolleger og ens omgivelser.

Jeg vil gerne slå fast, at det ikke er rimeligt både at få en kræftdiagnose og så skulle skamme sig oven i købet!

Det er derfor meget vigtigt for mig at være med til at skabe en patientforening, der er lidt ud over det sædvanlige. Og hvor vi nedlægger de tabuer, der findes omkring tarmkræft!

Som I kan se, er her masser at tage fat på, men jeg kan jo ikke gøre det ene mand. Så derfor håber og tror jeg, at der er nogen, som læser min lille ydmyge blog og melder sig under fanerne som frivillige hjælpere!

Det kan være mennesker, som har et lille overskud i hverdagen…
Det kan være en revisor, som gerne vil bruge en time eller to på vores regnskab…
Det kan være en som er rigtig god til at lytte…
Det kan være en inkontinenssygeplejerske, som gerne vil bidrage med lidt viden…
Det kan være sportsfolk, som har kontakter til at lave et støtteløb, en støtte fodboldkamp…
Det kan være mennesker, som kan bidrage med gode ideer og indspark…
Det kan være læger, som har erfaring med tarmkræft …
Det kan være folk, som har en historie at fortælle…
Det kan være de, som bare har lyst til at hjælpe andre…

Kort sagt… DET KAN VÆRE DIG!!

Så derfor – hvis du vil hjælpe os, så giv lyd fra dig her på siden eller kontakt mig på min private mail: birketin@hotmail.com
Mange varme hilsner
Tina Birk

	Emner: analkræft, endetarmskræft, forståelse, netværk, patientforening, tabu, tarmkræft, tyktarmskræft
	Der er 12 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Helle Høstrup

For allerede flere uger siden landede vi i Kastrup. Det var en til anden verden, end den vi havde været del af de sidste syv uger. Langt fra vores tur i cykelrickshaw fra hotellet i Kathmandu til lufthavnen.Vi fløj over Delhi og kørte sur i tidsforskellene. Lufthavnen i Delhi er en oplevelse i særklasse. Udenrigsterminalen er under ombygning og har vist været det i årevis. Intet ser ud til at fungere, alt emmer af indisk kaos. Vi bliver mødt af en funktionær, der skriver vores navne og bagagenumre op på et stykke papir, følger os til transitområdet og forklarer, at nogen vil komme og finde os med vores boardingkort om nogle timer. Derefter forlader han os. Og det sker. Der kommer virkelig et menneske, som ovenikøbet har vores bagage på en vogn. Videre til Helsinki, hvor verden antager helt andre velorganiserede dimensioner, og derfra hjem. Sidste etape forekom urimeligt lang. Vi var utålmodige, flyet var forsinket, og vi ville se vores familier. Det kunne kun gå for langsomt, og det gjorde det. Men de var der, mine unger, min mor og Oles kone. Der var uhæmmet gensynsglæde. Bagefter lavede mine børn en brunch, der fuldstændig overgik mine vilde drømme, derude i bjergene. Med champagne, rugbrød, ost, frugt og det hele, så jeg havde bobler både indvendig og i glasset.
Vi har været på tv, i radioen og i aviser, og nu er der faldet lidt ro over det hele. Jeg mellemlandede nogle dage i København hos mine børn, og nu er jeg hjemme i Skåde igen. Hjemme i bøgeskoven og ved udsigten til den lille sø udenfor mine vinduer. Jeg har holdt lidt fri og er landet langsomt på fødderne efter et fantastisk eventyr.
 

Hvordan er det så at komme hjem til vores lille land? Ja først måtte jeg sande, at jeg har været så langt væk, at pinkoden til mit Visakort var forsvundet op i de højere luftlag. Jeg var blank, da jeg stod foran hæveautomaten. Mit kort blev spærret, min købeevne stækket, og jeg har sikkert sparet en masse penge. Som jeg alligevel ikke har efter et par måneder uden løn.

Avisernes overskrifter lignede dem, der var, da vi rejste for næsten to måneder siden. Lars Løkke blev stadig ristet. Dansk Folkeparti havde pustet liv i tørklædedebatten, som de jo gør med forudsigeligt jævne mellemrum. Jeg har aldrig helt forstået den tørklædedebat. Det er kvindeundertrykkende, siger de, og det er det sikkert for nogen. Men jeg har mødt temmelig mange kvinder, der bruger tørklæde, fordi de synes det er pænt, eller fordi de føler sig nøgne uden. Da jeg var helt ung, brugte vi også tørklæder – af den indiske slags, fordi  vi syntes det var smart og signalerede noget om vores identitet. Min mormor brugte altid tørklæde eller hat, når hun gik ud. For et år siden brugte jeg tørklæde, fordi jeg ikke havde noget hår. Og jeg bruger ofte tørklæde, når jeg vandrer i bjerge for at beskytte min hårbund mod solen. Hvem er det, der skal afgøre hvilke tørklæder, der kan være tilladte? Må muslimske kvinder i kemoterapi bruge tørklæde? Eller?
 
Ja, alt er ved det gamle. Men jeg dumpede lige lukt ned i dansk sommer. Solen bragede ned og alt var pludselig grønt omkring mig. Da jeg løb en tur i skoven før vores rejse, var den brun, og anemonerne var lige begyndt at kigge forsigtigt frem i skovbunden. Nu pibler solen ned mellem grønt løv og der dufter af muld.

Der var sygeplejestrejke, og mit job viste sig også at være omfattet af strejken. Jeg er også tidligere kræftpatient, som var lidt spændt på, om min kontrol på sygehuset blev til noget. Det gjorde den, og alt er godt. Jeg har ofte lyst til at droppe kontrollerne, fordi jeg føler mig fastholdt i en rolle eller en identitet som ”kræftpatient” eller ”kræftoverlever”. Og nu er jeg jo egentlig bare mig – med en alvorlig sygdom og en værre behandling i bagagen. Jeg kan ikke fordrage bevidstheden om, at fremmede mennesker har et indblik i min krop, som jeg ikke selv har, når jeg er blevet scannet. Hmmm, jeg fortsætter nok lidt endnu, men kontrollerne forsikrer mig ikke. Den sygdom, jeg havde udvikler sig så hurtigt, så skulle den komme igen, kunne det ligeså godt falde mellem to kontroller. Og jeg skal nok mærke det. Alligevel bliver jeg grænsende til hysterisk, når svardatoen nærmer sig. Min læge og jeg blev enige om at skyde kontrollerne til hvert halve år fremover, med scanning kun en gang om året. Det er godt for min sjælefred.
 
Anyway, jeg er tilbage i god behold og fuld af mod på mit liv. Hvad har de sidste par måneder så betydet? Jeg har slidt et par støvler fuldstændig op, lynlåsen i min rygsæk er færdig, jeg har brugt en hel tube tandpasta og 1½ tube solcreme. Mit hår er vokset viltert ud til alle sider. Jeg er kommet på toppen – bogstaveligt talt og i overført betydning. Jeg fik mit come-back og de magiske øjeblikke i bjergene lever i mig. Overraskende mange mennesker har fulgt vores eventyr på vores hjemmeside eller de andre steder, hvor bloggen har været offentliggjort. En del har henvendt sig til mig og følt sig inspirerede til at gøre noget for at få forskellige drømme gjort levende. Og det gør mig rigtig glad. Også en del fra behandlersystemet har følt sig inspireret til at tænke nye tanker om behandling og rehabilitering, og det gør mig endnu mere glad. Nu skal jeg videre med at samle alle mine tråde. Vi skal have etableret projekt Krop og Kræft på Århus Sygehus, så det kan starte i det nye år, og jeg er med til at forberede starten på en Århus-afdeling af Proof of Life (www.proofoflife.dk). Jeg skal have samlet og sorteret i mine tusinde billeder og forberedt foredrag, så de, der har lyst, kan få ”syn for sagn” og høre eventyrlige historier fra bjergene. Og så skal jeg løbe, ro og cykle i den pragtfulde natur, jeg bor midt i. Min dagligdag begyndte for alvor, da jeg endelig kunne cykle afsted til arbejde en tidlig morgenstund efter konflikten. Det var dejligt at se mine kolleger igen og tage fat, hvor jeg slap i starten af april. Og jeg har plantet krydderurter og nelliker i potter på altanen og grillet i aftensolen, mens ænderne snadrede i søen nedenfor.
 

Mange hilsner
Helle

	Emner: behandling, konflikt
	Der er 4 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Annelise Læssøe

Det går fremad, men langsomt. Jeg er lykkelig over at være fri for kemobehandlinger, og glæder mig over at se mit hår vokse frem og er spændt på farve og struktur (sidst fik jeg krøller). Lige nu minder jeg meget om en dompap, den søde lille fugl med mørk hætte og lyse sider. Jeg er endnu ikke modig nok til at gå uden kasket, når jeg er ude, men hjemme og blandt venner viser jeg min noget plyssede isse.

Også mine øjenbryn er ved at komme tilbage, og min hud er ved at være normal – jeg havde ellers fået så mange rynker; min hud var helt udtørret på trods af flittig brug af forskellige cremer. Jeg nævnte det for min datter forleden, som sagde, at hun også havde været forfærdet over mit ældede ud-seende, men nænnede ikke at sige det – tænk, jeg havde ikke forbundet udtørringen med kemobehandlingerne! Kemoen er også gået ud over mine negle, så de bliver holdt korte, indtil “kemo-rillerne” vokser ud.

Det var de ydre tegn – rent psykisk er jeg i en overgangstid, fra faste tider på hospitalet, tjek fra tid til anden, et regime jeg kunne forholde mig til, og så til nu, hvor jeg nærmest er på egen boldgade. Jeg er stadig sygemeldt, er stadig meget træt og sover meget, og er ret ukoncentreret. Jeg er dog glad for, at jeg er nået så langt, at jeg kan læse bøger og også strikke lidt, begge ting, der får mig til at slappe af. Men ellers har jeg en indre uro, der gør, at jeg ikke rigtig kan samle mig om ting, der tager længere tid.

Jeg passer så vidt muligt min samtalegruppe hver mandag på Sundhedscentret, går til psykolog hver 2. eller 3. uge, er meget opmærksom på, at jeg får ordentlig og sund mad – nu mangler jeg blot at få sat lidt skub i motionen. Den får jeg faktisk kun, når jeg er i sommerhuset, det sted hvor jeg har det bedst – ren rekreation at være ude i naturen og pusle rundt, kan ovenikøbet nu selv slå græsset (med pauser).

Hvorfor jeg har så svært ved at komme ud af døren, ved jeg ikke. Jeg går lidt rundt i en mild tågedis, mangler initiativ og energi, og selv om jeg rent teoretisk ved, at jeg vil have godt af at gå en tur i den lokale park og ovenikøbet også vil nyde det, får jeg det ikke gjort.

På mandag skal jeg have taget en blodprøve, der bl.a. vil vise mit CA-125 tal, og i midten af august skal jeg CT-scannes – det bliver så næste milepæl, hvor jeg håber, at det vil vise sig, at kræften stadig holder sig i ro. Når jeg læser eller hører om andre, som har fået tilbagefald efter tilbagefald, bliver jeg dels forskrækket, men på sær vis også beroliget – andre klarer sig igennem et liv med kronisk kræft, det må jeg også kunne gøre.

En af følgevirkningerne ved min kemobehandling var, som jeg tidligere har skrevet, blodpropper, og jeg får stadig to daglige indsprøjtninger med blodfortyndende medicin. Nu har mine dejlige hjemmesygeplejersker undersøgt sagen og har fundet ud af, i samarbejde med sygeplejerskerne på RH, at i stedet for to indsprøjtninger kan jeg nøjes med én ved at få et andet fabrikat, med samme medicinsk indhold og virkning – så i stedet for at få endnu 240 indsprøjtninger, før jeg er færdig med behandlingen, så skal jeg kun have omkring 120 i mit stakkels, og efterhånden hårdt prøvede, maveskind. Jeg har før fundet, at sygeplejersker har en anderledes praktisk og mere omfattende forståelse for patienters behov end mange læger, for jeg har faktisk omtalt problemerne med de mange indsprøjtninger, når jeg har været til lægesamtale, men nogen løsning er der aldrig kommet ud af det – før nu. Så et hurra til sygeplejerskerne for deres initiativ og fine løsning.

Og når jeg nu er i gang med sygeplejersker, vil jeg også lige nævne, at ordningen med hjemmesygepleje nemt overføres til sommeradressen, i hvert fald inden for Danmarks grænser. Jeg havde ellers været bekymret over ikke at kunne tage i mit elskede sommerhus, men det har så vist sig, at jeg blot skal ringe til sommerhuskommunen for at meddele, hvornår jeg er der, og så klarer de indsprøjtningerne. Det var lidt tilfældigt, at jeg fandt ud af den ordning, så jeg giver den videre her.

Sommerhilsener fra Annelise

	Emner: angst, arbejde, kronisk, lægesamtale, sygeplejersker, tilbagefald
	Der er 9 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Helle Høstrup

Rejsebrev fra 23. maj
Stakkels, stakkels Nepal. I dag er her helt stille i byen, fordi maoisterne har lammet den med strejke. Landet synes uundgåeligt på vej i en ny krise. Det er ikke en folkelig strejke, men en strejke under trusler. Vores taxa chauffør i går fortalte, at ingen tør køre, fordi maoisterne skyder mod køretøjerne.

Der er ikke etableret en regering efter valget. Det siddende regeringsparti vil forsøge at lave regering udenom maoisterne, og maoisterne vil lave radikalt om på magtstrukturer og konstitution. Det er en gordisk knude, som for få dage siden resulterede i drabet på en forretningsmand i Chitwan. En kontrarevolutionær handling, i følge maoisterne. For et par dage siden var der moddemonstration ved mandens hus i Kathmandu, og i dag har maoisterne lammet byen. Ingen busser, taxaer eller privatbiler kører, men vi har organiseret en transport til lufthavnen nogle timer tidligere end planlagt. Forretningerne, selv her i Thamel er lukkede, og byens sædvanlige larm og summen er helt forstummet. Hvor jeg dog under det lille land lidt fred og stabilitet. Folk, jeg taler med, har mistet troen på politikerne fra begge lejre. De tror ikke længere på demokratiet og er usikre på fremtiden. Men vær ikke bekymrede, vi skal nok komme sikkert ud til lufthavnen.

Vores store eventyr er næsten slut,.Jeg har siddet på taget af vores hotel og lyttet tl Heather Nova, Ben Harper, Jack Johnson og Manu Chau på min lille iPod og tænkt mig hjem til mine unger i Danmark.

Hvorfor var det godt at tage på eventyr ovenpå et år med kemoterapi og rekonvalesering? Det er ikke et spørgsmål, jeg kan besvare hverken på et par minutter eller på få linier. Og det er bestemt ikke sikkert, at det vil være godt for alle.

Kræft har fyldt meget lidt på vores tur. Faktisk slet ikke. Jeg har ikke tænkt meget på det eller talt meget om det. Først da hele vores store ekspediton var ved vejs ende, fortalte vi vores crew om baggrunden for vores rejse. Folk på vores vej har spurgt til vores Roche logo på tøjet, og vi har fortalt om sammenhængen, men ofte gik der dage uden at møde andre vesterlændinge. Og endnu flere dage mellem vesterlændinge, der kendte til Roche.”Wow – some come-back”, sagde en engelsk fyr, – lettere imponeret. Og det er nok en af essenserne af, hvad det drejer sig om. Ikke at imponere, men at komme igen. Jeg ved jo ikke, om jeg får kræft igen. Jeg ved helt sikkert, at mit liv får ende, og jeg på et tidspunkt dør af et eller andet, – ligesom alle andre. Men dette kan ikke tages fra mig.

For mig var det vigtigt at vende tilbage til noget af det, jeg gjorde før. Min sygdomsproces var hård og intensiv. Den var opslidende og rev mig på alle måder ud af både mit hverdagsliv og mit eventyrliv. Mens det stod på, kunne jeg kun koncentrere mig om at være syg og kæmpe mig igennem de mange intensive kemobehandlinger. Det var egentlig ikke så svært, bare hårdt og krævende. Det svære var at blive rask. Det svære for mig var også at være underlagt kræfter og systemer, som jeg var uden indflydelse på.
Forandrede kræften mig? Jeg tror det egentlig ikke, men den bragte nogle erkendelser voldsomt frem og rystede mit liv. Den gjorde mig på én gang lille, svag og udsat, og indædt kæmpende og stærk. Jeg tror, det at leve så koncentreret, som kemobehandlingen krævede, bragte en slags ufrivillig pause ind i mit liv, som det var svært at lande på fødderne efter. Månederne ændrede mit liv fysisk, socialt og mentalt, og det skal nok opleves for at begribes. Jeg var ikke ensom, men jeg var alene. Jeg manglede ikke noget, men jeg var afskåret var selv at få fat i det. Jeg forsvandt ud af mit arbejdsliv og dets definering af mig. Pludselig var jeg bare mig, helt nøgen, uden hår med arret krop, stækket og begrænset. Alligevel oplevede jeg en ny verden lukke sig op, men den var min alene og svær at dele.

Min vej tilbage til at udfylde min plads som nyttig samfundsborger var langt, langt sværere. Jeg var alligevel anderledes. Jeg så anderledes ud end før, og jeg var ikke sikker på mine ydeevner. Jeg blev mere og mere desperat over at blive defineret med min kræftsygdom. Folk blev, naturligvis, chokerede, men jeg kunne ikke blive ved at udholde deres chok. Ja, ja, sagde jeg, men nu er det jo overstået. Men samtalen kunne ofte ikke komme videre. Det var en lettelse at begynde arbejde igen. Her havde man kontante forventninger til mig, og alle vidste, at jeg havde været syg. Her kunne jeg langsomt stable min identitet på benene igen.

Kunne det have været anderledes? Jeg tror det næppe. Det er svært at få kræft, og det er svært på mange forskellige måder. Og det er sikkert forskelligt for forskellige mennesker. , hvad der er vanskeligt at håndtere.
Mens jeg var i kemoterapi tænkte jeg ofte på bjergbestigning. Jeg tænkte på de kræfter, der fik mig videre til toppen af et bjerg, eller på de styrker, der drev mig gennem et marathonløb. Jeg tænkte på de gange, jeg var vendt om eller udgået af løb. Det var ikek en mulighed nu. Lance Armstrong var en inspiration gennem behandlingsforløbet, og at bladre lidt i hans bog kunne give mig en hånd til at holde fast.. Hold fast, bliv ved, giv ikke slip, blev mine mantraer. Jeg var en smule forundret og fortumlet, da jeg endelig kunne slippe og flyve til København og mine unger. Jeg gjorde det. Jeg kom igennem. Og jeg blev nysgerrig på, om de styrker og kræfter, der bragte mig gennem kemobehandlingen kunne findes igen. Derfor var det én af grundene til at udforske bjergbestigningen og tage på eventyr i Himalaya. Det blev ikke i 8000 meter, som vi havde planlagt, men i stedet 18.000 meter – og lidt til. Fire store bjerge og intensiv trekking gennem områder af Nepal, hvor jeg ikke havde været før. Vi har været på farten næsten dagligt i de sidste syv uger. Og jeg fandt styrkerne igen. På hvert eneste bjerg. Og det er dybt meningsfuldt for mig at kunne bruge mine erfaringer fra en del af mit liv – til noget helt andet.
En anden vigtig grund til bjergbestigning efter mit kemoterapiforløb er skønheden og naturen. Der er ikke meget smukt ved kemoterapi, en skaldet isse, gentagne mundinfektioner, hudforandringer og store blå mærker. Mens behandlingen stod på, og jeg var isoleret, fordi jeg konstant var i infektionsfare, blev min redning skovene, havet og søerne omkring Århus. Hver eneste dag snørede jeg mine vandrestøvler og vandrede afsted i flere timer. Eller jeg tog min mountainbike på tur i Marselisskoven. Jeg oplevede min nære natur, som jeg aldrig ville have oplevet den, og kunne for nogle timer næsten kende mig selv igen. Jeg ved ikke, om jeg ”har fundet mig selv” her på vores strejfture i Himalaya. Jeg tror ikke, jeg har været væk. Men jeg har haft det forrygende godt. Jeg troede, jeg havde mistet mit mod, min fanden-i-voldskhed, min umiddelbarhed, men det kom tilbage til mig undervejs. Jeg er tæske-forelsket i livet og hat jublet over det hver eneste dag. At kræft har fyldt så lidt på vores rejse kunne i sig selv være et mål, en vigtig del af min proces efter sygdommen. Nu rejser jeg hjem og glæder mig til at genoptage hverdagen. Eventyret har ikke været en flugt. Jeg har den bedste familie, de bedste venner, mit arbejde gør mig glad hver dag, og jeg bor et sted, som ikke kan forestilles bedre.Alt det glæder jeg mig ubændigt til at komme hjem til. Jeg ser frem til almindelige hverdagsbekymringer, glæder og småsorger. Min gamle chef sagde altid til mig, at jeg kom hjem med lys i øjnene efter et eventyr. Denne gang lyser de helt sikkert, stærkt og længe.

Det her er lidt tanker på falderebet af et fantastisk eventyr. Et eventyr, som skule have været ét, men blev noget helt andet. Jeg er utrolig ked af, at vi ikke fik lov til at rejse ind i Tibet og bestige det bjerg, vi havde drømt om. Vi kunne have gjort det, hvis vind og vejr havde været med os. Vi har været et utrolig godt makkerpar. Vi tog afsted for at bestige Shishapangma uden hjælp på bjerget. I stedet drog vi ud på en stor ekspedition, hvor vi trekkede over lange afstande for at nå de bjerge, vi bestemte os for. Vi kunne ikke have lavet det store trek uden hjælp af portere, kok og guide; afstandene var for store og udstyret for omfattende. Men i bjergene var vi stadig uden support. Vi måtte selv finde vores ruter, sikre hinanden og tage ansvaret. Vi måtte, især på Lobuche, huske på, hvor vi var, og hvor langt der ville være til hjælp og assistance, hvis noget gik galt. På vores vej mødte vi ikke andre, der besteg bjerge på vores måde, men enkelte grupper og enkeltpersoner med højdesherpaer, som tager ansvaret for deres klienter.

At bestige fire bjerge, eller rettere – at lave fire forskellige topforsøg på kort tid kræver ”sin mand”. Et topforsøg starter principielt, når man flytter sig til den øverste lejr. Lejren etableres, vi spiser og sover nogle få timer, før vi står op, mens det endnu er nat. Vi starter om natten af flere grunde. Det bliver koldere, når mørket falder på, og isen på bjerget giver os dermed de bedste betingelser for at bevæge os på den; vi er hurtigere nede fra topforsøget og har flere timer til at nå ned i lavere højde; endelig får vi de fantastiske solopgange over bjergtinderne. De solopgange er ofte alle anstrengelserne værd og kan ikke opleves andre steder. Efter topforsøget, hvad enten det er succesfuldt eller ej, begiver vi os hurtigt ned til lejren igen. Her spiser vi lidt, pakker lejren sammen og fortsætter langt ned og videre mod næste mål. Ved næsten alle vores topforsøg var vi i aktivitet 12-15 timer, før vi endelig kunne sætte os og hvile. Fysisk har vi presset os selv hårdt og stresset kroppen med nye topforsøg, men samtidig har det været sjovt, smukt, fantastisk. Vi har grinet og snakket, og vi har gået lange stræk hver for sig. Vi har diskuteret, løst problemer, været stille og haft det meget, meget sjovt.

Jeg er sikker på, dette eventyr har været mere end godt, og jeg håber det kan være med til at inspirere andre til at gøre noget, de drømmer om. Det kan være alt andet end bjergbestigning, det er bare min drøm. Eller en af dem. Drømme er vigtige, men vigtigere er at leve nogen af dem.
Der kommer helt sikkert flere eftertanker fra både Ole og mig, når vi igen har fødderne plantet i den danske muld. Der er så mange indtryk, som skal have tid til at lejre sig. Jeg vil gerne rette en stor tak til alle dem, der har støttet os. Først og fremmest Roche, der som hovedsponsor har gjort hele rejsen mulig. En stor tak vil jeg rette særligt til Morten Wiberg, Informationschef hos Roche, som har støttet, bakket op, lavet mirakler på alle tænkelige måder. Friluftsland vil vi gerne takke stort for støtte i form af hjælp til udstyr. Marmot skal have stor tak for, blandt andre ting, vores højt elskede soveposer og dunjakker – uden dem var turen blevet en anden, og vi er en smule spændte på, om vi kan sove uden dem fremover. Kræftens Bekæmpelse og Dansk Sygeplejeråd skal have stor tak for økonomisk støtte, som gjorde projektet muligt..Thrane og Thrane takker vi for at stille satellitterminal til rådighed, så vi har kunnet sende nyheder hjem fra vildmarken. Selv når computeren måtte opgive vejrliget, kunne vi ringe fra terminalen. Lars Gundersen og Kiplingtravel skal have stor tak for uvurderlig hjælp og støtte til drømme, planlægning og logistik. For hjælp, opmuntring og støtte til vores cykeltræning inden rejsen vil vi gerne takke Mikkel fra Bikes4sale i Århus, og endelig vil jeg gerne give en stor tak til jer på Krop og Kræft på Rigshospitalet og til Proof of Life for inspiration, opmuntring og støtte gennem mit forløb. Vores familier skal have en særlig tak. Tak, fordi I har holdt ud og holdt ved. Tak for jeres støtte, selvom vi ved, hvordan I alle har det med, at vi rejste ud for at betige høje bjerge. Og tak til alle vennerne, fordi I alligevel gad træne med os og høre om vores planer igen og igen og igen.

	Emner: at blive rask, bjergbestigning, rejser, tanker
	Der er 3 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Helle Høstrup

Pokalde

Vi nåede Pokalde base camp om eftermiddagen fra Chukhung, hvor vi havde sovet efter vores bestigning af Island Peak. Vi arbejdede os op gennem helt nye landskaber, spændende små søer og klippeformationer, nye farver i en helt anden slags dal. Lejren lå ved en lille frosset sø, som vi måtte slå hul på, for at få vand. Pokaldes top forsvandt i skyerne, og foran os lå passet Kongma La med Pokalde på den ene side og bjerget Kongma Tse på den anden. Fra lejren så passet stejlt ud.
Vi vidste ikke meget om Pokalde. Det lå på vores vej til Lobuche Peak, men er ikke meget omtalt i nogen af vores bøger eller rutebeskrivelser. Vi var også meget i tvivl om, hvilken rute vi skulle vælge. Man kan gå op fra passet, men den vej så ikke helt god ud, og måske skulle man passere en mindre top for at nå den rigtige. Man kunne også gå op fra øst, men vi anede intet om den rutes beskaffenhed, og vi kunne slet ikke se op ad bjerget. Vores kok mente, at den sidste del ville være svær. Anyway – vi besluttede os for den sidste mulighed. Bjerget er ”kun” 5.800 meter højt, så vi besluttede at vente med at starte til omkring 4.30 om morgenen..
Vi vågnede til en tindrende klar morgen, pakkede let – dvs reb, to slynger, to karabiner og lidt ekstra tøj og vand, og så drog vi afsted. Vi scramblede op gennem små bouldere og klippestykker, kom igennem lidt våd sne og fortsatte med at klatre opad. Det var hele tiden spændende, fordi vi intet vidste om ruten og prøvede os frem. Men nu kunne vi se bjerget i modsætning til dagen før. Klatringen var let og ligetil, men efterhånden som vi nærmede os toppen, blev det hele mere og mere eksponeret. Vi bandt os ind i rebet og sikrede på naturlige sikringer ved at binde rebet om klippefremspring undervejs, og de sidste 20-40 meter inden toppen blev tiltagende teknisk sværere. Men vi var godt akklimatiserede og løste de småproblemer, vi stødte på uden vanskeligheder. Vi var i lysende godt humør og nød de specielle udfordringer, som dette lille bjerg gav os.Toppen var en spids lille klippetop uden sne, som vi måtte skiftes til at klatre op og posere på. Udsigten var en stor overraskelse. Selvom bjerget ikke er højere end 5.800 meter, kunne vi skue vidt rundt på små og store tinder. Vi sad længe og nød den fantastiske morgen. Igen alene på et bjerg med solen bagende ned over os..Sikke en overraskelse. Hvem skulle have gættet, at Pokalde ville blive en så positiv oplevelse?
          
Da morgensulten meldte sig, vendte vi om og sikrede hinanden ned ad bjerget igen, til det blev sikkert at fortsætte uden reb. Vi scramblede lette om hjerterne ned til lejren, spiste morgenmad og pakkede sammen. Og så fortsatte vi mod Lobuche by.
Først gik vi over Kongma La passet, som slet ikke var så stejlt. Vi kiggede op mod ruten fra passet til Pokalde, og glædede os over at have taget den a østlige rute. Tilsyneladende går flest mennesker op fra passet og nøjes med den langt mindre top derfra. Derefter gik vi ned og ned, til vi kom til den enorme Khumbugletcher, som jeg vist har beskrevet et andet sted. På kanten af gletcheren havde vi udsyn til E45 – hovedsporet mog Everest Base Camp, hvor myriader af mennesker tumlede frem og tilbage. Det var som at skue ud over Strøget i Århus en lørdag formiddag.
Glade, overraskede og trætte tumlede vi om i vores telte i Lobuche for at forberede os på den sidste udfordring, Lobuche Peak.

Lobuche Peak og tilbage til Namche

Saa er vi i Namche. Indgangen til at genoptage et civiliseret liv. Vores eventyr lakker mod enden, og vi begynder at laenges staerkt hjem. I dag er vi gaaet fra Sanu til Namche, og vi valgte at gaa fra hele vores crew, springe frokostpausen over og skynde os til et maaltid, der indeholdt koed. Vi glaeder os til ordentlig mad, – eller nej, vi har skam faaet ordentlig mad, men det har vaeret ekspeditionsmad, og vi savner koed og friske groentsager. Og vi er traette af havregroed om morgenen. Vi har vaeret paa farten i naesten to maaneder og kan naesten ikke vente paa at komme hjem til vores kaere familier og venner og det danske foraar. Vi vil skrive vores beretninger om vores bestigninger af Islad Peak og Pokalde i loebet af de naeste par dage, krydret med fantastiske topbilleder. Efter Pokalde gik vi ned og pakkede lejren sammen og begav os videre over et mindre pas, Kongma La. Nedad gik det, til vi naaede Khumbu Gletcheren. Nu skal man ikke tro, at enhver gletcher er fin og hvid. Khumbu gletcheren er en levende grudgrav. Med mange meter is under. Den var ikke morsom at passere. Kilometervis af ustabil grusgrav med direkte adgang til uendeligt dybe spalter. Men paa den anden side ventede byen Lobuche, hvor vi valgte at tilbringe et par dage. Baade for at hvile ud ovenpaa to bestigninger og for at pleje Oles tiltagende hoste. Lobuche er en ucharmerende lille by midt paa hovedvejen til Everest base camp, – som vi omgaaende omdoebte E45. Hver dag myldrede ca 100 trekkere ind i byen for at drage videre naeste morgen mod Everest. Mange begav sig alt for hurtigt op i hoejderne og led af hovedpine, maveproblemer og vejrtraekningsbesvaer. Hvor er det en skam at have travlt i saa fantastiske scenerier. Tager man sig tiden, kan man meget bedre nyde de store omgivelser. Jeg gik en lang tur for mig selv mod Everest Base camp og fandt en hoej, hvor jeg kunne sidde helt for mig selv og kigge paa de store bjerge. Jeg sad der en times tid og noed at jeg kunne vaere der. Pludselig aabnede skyerne en lille aabning, og toppen af Everest kiggede frem. Det var mageloest. Efter hviledagene gik vi til Lobuje base camp, som laa inde i en lille dal. Meget smukt og helt isoleret fra den store E-trafik. Vejret havde vaeret daarligt med sne og slud og saa ikke ud til at bedres. Vi havde hoert tidligere, at isforholdene paa bjerget var rigtig daarlige, men maaske ville et par dages snefald hjaelpe paa det. Naeste eftermiddag flyttede vi til en hoejere lejr, men vi havde stadig ikke kunnet se bjerget tydeligt og danne os et indtryk af ruten. Saa alt var usikkert, og vi var ikke optimistiske. Vi satte vaekkeuret til kl 01 og kiggede ud af teltdoeren. Alt var indhyllet i sky og taage. Vi kravlede tilbage i soveposerne og satte uret til kl 2. Nu var der stjerneklart og vi skyndte os at goere os klar. Efter lidt te og suppe gik vi afsted. Der var et tydeligt spor og tydelige varder at foelge. Men efter en halv time stoppede sporet. Den sidste gruppe var tilsyneladende vendt om. Vi fortsatte i taet taage, men der var tiltagende sne og is, saa vi tog crampons paa og bandt os ind i rebet. Vi klatrede – haardt og svaert – i et mix af glatte klipper, sort is og loes pulversne, i fem timer. Vi standsede og diskuterede gang paa gang, men paa skift fik vi anfald af optimisme. Lad mig lige klatre op over naeste hjorne… Vi var uden muligheder for at sikre hinanden. Sneen blaeste vaek om oererne paa os og kunne slet ikke holde et snespyd. Til sidst naaede Ole toppen af kammen, og hans udtryk indboed slet ikke til diskussion. Slut. Det her var simpelthen for farligt. Vi naaede naesten til topkammen og isen, men at fortsaette ville vaere at saette alt paa spil. Men vi var kommet op over skyerne, og der var fantastisk smukt. Vi noed det lidt, tog et par billeder og begav os ned igen. Med en god fornemmelse af at have afblaest et hasarderet spil. Og at have glaedet vores familier. Vi har hele tiden haft en klar aftale om t komme hjem i et helt stykke begge to, og det var nu, at den beslutning skulle traeffes. Men vi havde gjort et godt forsoeg og var naaet saa langt, vi nu kunne. Vi moedte senere en hoejdesherpa, som havde taget sine klienter ned fra bjerget og udsat et forsoeg i to dage. Det gjorde os kun endnu mere glade for vores beslutning. Saa nu er det ovre. Ikke flere bestigninger. Vi har gjort et stort arbejde, vaeret paa et stort eventyr. Da jeg gik ned fra bjerget, taenkte jeg, at nu har jeg det, som vores titel paa hjememsiden. Paa toppen efter cancer. Saadan har jeg det nu. Jeg er blevet staerkere og staerkere for hvert bjerg, har gjort det bedre og bedre. Jeg foeler mig paa toppen. Nu vil jeg nyde Namche, som jeg er faldet fuldstaendig for, og vi skriver mere fra Kathmandu.
                  
Helle

Namche Bazzar, retur til den legendariske handelsby.
af Ole

Nogen steder har man bare ikke regnet med at man skulle gense. Steder som er svaert tilgaengelige og langt vaek fra alt. Men Namche Bazzar, en handelsby i Nepal i 3500 meters hoejde har jeg det med at vende tilbage til, og nu er jeg her igen. Foerste gang jeg var her var den 10 maj 1996, det var stormvejr, og det lynede og tordnede . Jeg sad om aftenen i Khumbu logde og fik Yak-boef, trygt og godt. Der var dog bekymrede minder i luften, og snakken gik hvor dan det mon gik ekspeditionerne paa Mount Everest. Dagen efter fik vi tildeles svaret, en stor ulykke var hent paa Everest og vi saa ekseptionel stor luft trafik op mod Base Camp. Den 11 maj, var vejret straalende og jeg var paa vej mod eventyr i Khumbu. Efter godt 10 dage var jeg igen i Namche. Nu var en stor del af Everest ekspeditioneren vendt tilbage efter et katestrofalt aar, ni klatrere var omkommet paa bjerget og mange havde opgivet i lyset af hendelserne den 10 maj. En stor international ekspedition delte gavmidlt ud af deres rationer af overskydende sanck og der var Mars-bar til alle. Ved et bord ved siden af mig sad en oestrigsk klatre som ikke havde opgivet Everest, han ville tilbage og var blot i Namche for at proviantere. Han udspurgte detaljeret, en anden klartre, som var paa vej ned, om hvor de omkommende paa bjerget befandt sig, og der blev tegnet og forklaret. Det var en saer oplevelse og jeg husker at jeg var noget forundret over, hele stemingen omkring Everest og de ting der var sket paa bjerget netop dette aar. Ovenstaaende hendelse paa Everest er efterfoelgende en af de mest omtalte i bjergbestigningens historie, og meget er blevet skrevet om hendelsen, som ioevrigt ogsaa involdverede flere danskere der i blandt den foerste danske kvinde paa bjerget.
Paa davaerende tidspunkt var jeg igang med mit eget fredsommlige projekt som blev til en pioner-tur fra Everest i nord til Katari i syd-Nepal, og havde 350 Km trekking foran mig.
Men nu er jeg her som sagt igen, efter endnu en tur i bjergene og hvilken tur!
Tre bjerge er besteget og et godt forsoeg pa et fjere, en intens tur med mange anstrengelser er overstaaet, og det nu at man kan nyde en hvis form for cvilisation og en kold oel i Namche Bazar.
 

	Emner:
	Der er ingen kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Annelise Læssøe

Det falder mig ikke helt så nemt pludselig at være en slags løsgænger efter flere måneder med mere eller mindre faste programmer, hvor jeg fik kemo, sov nogle dage, gik og havde lidt ondt af mig selv nogle flere dage, fik det bedre, og pludselig havde det helt fint, for derefter at gentage det hele en gang til – for hvad nu? Jeg skal blive rask og frisk og frejdig, skal jeg, tilbage til superkvinden, som bare kan det hele, orker det hele, og ikke har brug for nogen hjælp, kan selv, vil selv – sådan. Og tænk, det har jeg slet ikke lyst til – jo, rask meget gerne, men superkvinde-mentaliteten vil jeg meget gerne slippe af med. 

Jeg er slet ikke vant til at have nogen at læne mig op ad i det daglige, når livet er svært. I denne sygeperiode har jeg været langt mere åben end sidst overfor venner og familie om min tilstand og mange tanker og har fået en hel utrolig støtte og omsorg fra næsten alle omkring mig. Og jeg er lidt bange for at miste den omsorg, når jeg nu er ”rask” igen, for jeg har lært, at jeg ikke behøver at være superkvinde, jeg bliver accepteret med de svagheder, jeg også indeholder, men vil jeg også vise de svagheder fremover, når jeg ikke længere kan dække mig under sygdommen, og dermed føle, at jeg til en vis grad ”fortjener” omsorgen? 

Mine tanker tumler meget rundt i en til tider forvirrende spiral., og jeg har svært ved at forstå, hvorfor lykke, lettelse og glæde ikke er de følelser, der fylder mest. På mange måder trives jeg i den noget beskyttede verden, jeg lever i lige nu – og jeg er bange for at træde ind i arbejdslivet igen, som jeg føler, jeg er nødt til. Den verden, hvor jeg udadtil er rask, og hvor jeg frygter, at forventningerne til mig overstiger det, jeg har at byde på. 

Kronisk syg, ja, det er jeg – kan kræften sprede sig igen, ja – skal jeg have kemo igen, og hvornår? Ja, og jeg ved ikke hvornår – om et år, om fem år, eller … ? Lige nu definerer jeg mig selv ved min sygdom, og jeg kan ikke – og vil ikke – forvente, at mine omgivelser også ser mig som syg – og dog, jeg har stadig et utroligt behov for omsorg og er slet ikke parat til at gå ud i verden og sige; ”Hurra, her er jeg igen!” 

     Nå, en skønne dag skal mine tanker nok gå hen og blive lidt mere konkrete – jeg føler, jeg er på vej – men der skal sandelig tænkes og overvejes meget! Og så skal jeg lære at lytte til mig selv og føle efter, hvad jeg kan – og vil.Er alle disse tanker bare mine? Kender I til dem, og kan I hjælpe mig på vej? Jeg vil så gerne finde fred og ro i mine tanker og mit syn på livet – med og på trods af kræften.

	Emner: accept, arbejdsliv, forventninger, følelser, tanker, tilbagefald
	Der er 11 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link