accept angst arbejde brystkræft børn familie følelser gruppemøde hospital hverdagsliv kontrol kost krop kræft mad modermærkekræft pårørende rejse sarkom sundhed tanker tarmkræft team sarcoma tilbagefald æggestokkræft vis alle emner...

accept angst arbejde behandling brystkræft børn energi erfaringer familie forebyggelse forskning følelser gruppemøde hospital hverdagsliv i kemoterapi kemoterapi kontrol kost kronisk krop kræft livmoderhalskræft læge lægesamtale mad modermærkekræft psykolog pårørende rejse sarkom sarkomkraeft screening sundhed sygeplejerske tanker tarmkræft Taxol team sarcoma testikelkræft tilbagefald tillid ventetid visualisering æggestokkræft vis top 25 emner...

34 kommentarer til “Hvad skal vi gøre?”

Jeg har allerede tændt et lys for Stine – forhåbentlig sammen med mange andre.

Hvor er det forfærdeligt og uretfærdigt, at miste endnu et ungt menneske, til denne forbandede sygdom.

Jeg ser frem til at høre Kræftens Bekæmpelses svar!

Min dybeste medfølelse går til Stines kæreste(mand) og familie.

/Thomas

Skrevet af Thomas den 21. juli 2008 kl. 15:57

Også jeg tændte et lys i aftes og vil gøre det igen – må varmen fra alle de tændte lys ramme Stines families hjerter – vid at vi tænker på jer.

Annelise

Skrevet af Annelise den 22. juli 2008 kl. 9:47

Kære Charlotte og Thomas

Jeg har talt med en af vores læger her hos Kræftens Bekæmpelse omkring problematikken med kontrol og ‘ekstra’ udsatte patienter. Vi ser nærmere på jeres spørgsmål og vender tilbage med et svar til jer i løbet af ugen.

Det gør mig meget ondt at høre om Stine.

Mange tanker til Stines kæreste og familie
Vicki

Skrevet af Vicki den 22. juli 2008 kl. 10:32

Hej Charlotte

Jeg tænker meget på det du skriver, det rammer mig hver dag, at hun kunne havde fået et par år mere hvis vi havde fået det cheket ordenlig.

Sidder i øjeblikket og er igang med at ud færdig en raport omkring Stine’s sygdoms forløb, med støtte fra en af mine venninder der er lægestuderende, Der er begået så mange simple fejl hele vejen igennem hendes sygdom, og det piner mig at jeg gav op med at brokke mig til lægerne.

Mit mål er hvis jeg bare kan redde en person må det veje op for det liv jeg har mistet.

Til alle jer der har cancer brug jeres penge på et privat sygehus forlang en PET scan med radio-aktiv sukker. Det kan i sidste være jeres livs invistering. Og hvem ved måske med min raport får i nogle penge tilbage..

Jeg er glad for at der er mennesker som dig Charlotte og hvis jeg ikke allerede har sagt det bragte du et smil på vores læber da du kontaktet os første gang og det skal du havde tak for.

Og jeg har et evigt lys tændt i Mit hjerte.

Tak
Martin Christensen

PS hvis det ikke giver menning det jeg skriver så beklager jeg, har til tider lidt usammenhængende tanker..

Skrevet af Martin Stine's mand den 23. juli 2008 kl. 11:51

Kære Charlotte

Så har jeg lidt nyt angående de spørgsmål, du stillede omkring kontrol.

Vores lægefaglige redaktør Niels Ebbe Hansen kan selvfølgelig ikke sige noget om de enkelte situationer rundt om i landet og derfor heller ikke udtale sig om Stines sag. Men helt generelt fortæller han, at det i mange tilfælde er muligt at definere patienter, der har større risiko for tilbagefald end andre. De patienter vil man kontrollere mere intensivt, enten med flere forskellige undersøgelser eller ved hyppigere kontrol.

Selv om lægen følger disse patienter nøjere, kan de dog stadigvæk få tilbagefald, som desværre først opdages, når sygdommen har spredt sig. Det skyldes at sygdommen kan brede sig så hurtigt og aggressivt, at den kan bryde frem mellem kontrollerne. Samtidig kan kontrollerne ikke afsløre alle spredninger.

Det råd, han giver, er derfor, at man skal være opmærksom på nye symptomer og hurtigt søger læge, selvom man lige har været til kontrol og snart skal det igen.

Jeg håber du/i kunne bruge det.

Kh Vicki

Skrevet af Vicki den 23. juli 2008 kl. 12:43

Hej Charlotte

For lidt over en uge siden læste jeg Stinne og Martins nødråb inde på debatten. Det eneste jeg lige kunne bidrage med var en henvisning til en amerikansk hjemmeside for patienter med tumorer på hjernen. Kunne måske være en hjælp i deres situation. Men gik lige og funderede et par dage over, om jeg overhovedet ville svare. I lige deres situation var et indlæg fra min side nok ikke lige det de havde mest brug for. Der mindede Connys og min historie lidt for meget om deres.

Men mens Conny levede var vi meget åbne om hendes sygdomsforløb, og også her efterflg. prøver jeg at være så åben som mulig. Nåede frem til den konklusion, at kom det for tæt på, så måtte folk selv sige fra.

Så mandag morgen ville jeg så svare på deres indlæg.

”Stinne er ikke blandt os mere” er det første indlæg ens øjne falder på. Fuldstændig ufattelig.

Godt nok ved jeg godt at den ”lille” verden I bevæger jer rundt ikke er en særlig retfærdig eller logisk verden. Men i sin naivitet tror man at der trods alt er en eller anden form for orden, eller retfærdighed.Det er der så ikke!

Og hvor er det så det går galt.

En ting er i hvert fald sikkert, og det er at kontrollen ikke er god nok. Du ved selv fra de indlæg der har været inde på cancer.dk at mange af pigerne ikke er trygge ved den kontrol de bliver tilbudt. Og sandheden er jo også at langt størstedelen af de tilbagefald der er, ikke opdages ved kontrollerne, men opdages af patienten selv.

Men du har selvfølgelig ret i at en scanning af alle patienter nok ikke er økonomisk realistisk. Men det må være muligt at prioritere, alt efter hvor stor risikoen er for tilbagefald. Nogen bør måske tilbydes scanning mindst hver 3 måned, andre måske en gang årligt og hos nogen er risikoen måske så minimal at en scanning slet ikke er nødvendig.

Og apropos det med økonomien. Så bevilligede man fra politisk side sidste år 400 mill. kr. over de næste 10 år til screening af donorblod. En udgift som iflg. flere eksperter ikke hænger sammen med det faktum at man i løbet af de 10 år vil spare et menneske for at blive smittet med HIV. Ovenstående tal er hentet fra en artikel i Politikken august 2007.

For de samme penge ville man realistisk kunne få mellem 2.000 – 4.000 scanninger foretaget på privathospitalerne om året. Det er selvfølgelig kun en brøkdel af det reelle behov, men det ville være en start.

Og jo mere vi råber op om at kontrollen er for dårlig, som den er nu, jo større er chancerne for at der sker noget også. Ofte er nye tiltag inden for sundhedsvæsnet ikke i sidste ende en spørgsmål om kroner og ører, men i lige så høj grad et spørgsmål om, hvad der har befolkningens bevågenhed. Og dermed også automatisk politikkernes.

Den nuværende kontrol er i hvert fald ikke holdbar, set med mine øjne. For det første dør der patienter unødigt, andre dør alt for tidligt, og for de sidste betyder usikkerheden en væsentlig forringet livskvalitet.

Så bliv endelig ved med at råbe op om problemet, desto større er chancerne for at der også sker noget på et tidspunkt, og gerne snart.

I mit hjerte brænder der et lys for Stine og alle de andre.

Poul Lehmann Thomsen

Skrevet af Poul Lehmann Thomsen den 23. juli 2008 kl. 13:15

Kære Vicky

Tak for svaret.

Det er ikke nok.

Problemet ligger netop i, at de kontroller der laves, ikke kan bruges til særlig meget.

Når man kommer ind til kontrol efter brystkræft bliver man mærket efter i lymfer på hals, bryst og under armhulerne, bliver spurgt hvordan man ellers har det og så er det ud af vagten igen.

Jeg ved godt, at de fleste tilbagefald findes af kvinderne selv, det kommer jeg tilbage til.

Men hvordan skulle en mærken under armen vise om kræften har spredt sig til hjernen?

Det er jo ingen hjælp at forøge en i forvejen ringe kontrol, det gør den jo ikke bedre. Jeg synes ikke jeg hører om kvinder, der bliver tilbudt scanninger eller røntgen eller lignende. Nogle få har talt om at de får mammografi og igen, det viser ikke noget om hvordan de indre organer har det.

Når kvinderne så endelig kommer med deres problemer, ondt i ryggen, svært ved at trække vejret, tics i øjnene eller hvad det nu kan være. Så bliver de tit fejet af med, at det er bivirkninger af kemoterapi og bliver sendt hjem igen med uforettet sag.

Med mindre det er en af de skrappe madammer, som kæmper sig igennem, for at blive yderligere undersøgt. Men man har jo ikke lyst til at være en skrap madamme og vil også rigtig gerne tro på onkologerne. Så der er mange, der ikke gør yderligere og som senere bliver erklæret uhelbredelig syg, fordi der ikke blev taget hånd om dem i rette tid.

Vil pointere, at dette ikke gælder mig og mine oplevelser, men jeg er vel også en af de skrappe madammer, og at jeg ikke har tal på disse kvinder, men at det bygger på mine erfaringer gennem netværk med kvinder med brystkræft.

Hospitalerne er for nærige med scanningerne!

Derudover synes jeg det vílle være en storartet idé, hvis der blev lavet en folder til udlevering efter endt behandling med bl.a. de informationer, der står under tilbagefald af brystkræft på cancer.dk, men den skulle være meget mere uddybende.

Jeg synes svaret fra Ebbe Hansen er meget overfladisk. Hvilke præcise retningslinjer er der? Hvad kan man som patient kræve? Hvilke forhold er der, hvor man skal være opmærksom på, at man har krav på bedre kontrol end den almindelige? Er det noget som Kræftens Bekæmpelse arbejder på at gøre bedre?

Og tak til Poul for hans betragtninger også

Vh
Charlotte

Skrevet af Charlotte den 23. juli 2008 kl. 16:30

Først og fremmest: mit lys for Stine og hendes nærmeste er tændt!

Og tak til dig Charlotte for at starte denne nødvendige debat.
Jeg er helt enig i, at svaret fra Niels Ebbe Hansen er overfladisk og simpelthen ikke godt nok. Problemet med de nuværende kontroller for f.eks. brystkræft er jo blandt andet, at der kun bliver mærket efter følelige forandringer i lymfeknuderne på halsen og under arme og kraveben. Spredning af brystkræft sker dog ofte via blodbanen til knogler, lever, lunge eller hjerne. Og som det er i dag tilbydes patienten først en scanning, når der er opstået symptomer, som f.eks. ondt i ryggen. Når kræften giver symptomer er den imidlertid for fremskreden til at kunne helbredes. Hvorvidt tilbagefald af brystkræft, eller andre former for kræft, ville kunne helbredes, hvis den blev opdaget på et tidligere stadie, ved jeg ikke. Men man må gå ud fra, at en hurtigere indsats ved spredt kræft ihvertfald ville forlænge livet for den enkelte.
Jeg har især skrevet om brystkræft her, fordi det er den kræftform, jeg kender mest til. Men de mangelfulde kontroller efter en kræftsygdom er et generelt problem, og der er virkelig brug for, at der bliver råbt op – som Poul skriver, så har ikke kun kroner og ører, men også befolkningens bevågenhed indflydelse på politikernes bevillinger.

Skrevet af Kamilla Kvam den 23. juli 2008 kl. 18:16

Jeg har også haft et lys tændt lige siden jeg læste om Stines sidste dag. Gør mig bange og ked af det, hver gang jeg hører en historie som Stines.

Til debatten vedr. de manglende kontroller kan jeg bruge mig selv som eksempel. Har tilbagefald og måtte i hvert fald bruge et halvt år på at overtale lægerne til at scanne mig. Havde så mange smerter til sidst, at jeg ikke kunne komme ud af sengen. Har i dag et opereret bryst og fået fjernet kirtler under samme arm, kræften har ydermere i dag givet mig en ødelagt ryg, hofter og bækken og gjort det nødvendigt at få strålet hele hjernen.

Jeg ved det kunne have været gjort anderledes og bedre både i mit og rigtig mange andres tilfælde!!!

Mine tanker går til dig Martin og hele Stines familie.

Mange kram
Mette Kjellberg

Skrevet af mette kjellberg den 23. juli 2008 kl. 20:25

Masser af tanker herfra til Stine og hendes efterladte.

Den kontrol som vi får når man har haft brystkræft – det er en joke. Som I andre beskriver lidt føleri og nogle spørgsmål om hvordan man har det. Og i mit tilfælde, så var jeg færdig med regelmæssig kontrol efter 5 år.

Jeg var lullet ind i den opfattelse at jeg var udenfor risiko – systemet havde jo sluppet mig. Og alligevel dukkede kræften op igen i min lunge efter 8,5 år – uhelbredelig – ingen garantier.

Jeg håber at der fremover bliver mulighed for meget bedre kontroller. Hvis det bliver fundet hurtigere, så kunne der måske gøres mere..

Mange hilsner
Inge-Lise

Skrevet af Inge-Lise Hagelund den 23. juli 2008 kl. 23:15

Ja, kontrolen med trykken etc. er ganske overflødig (de fleste af os har faktisk selv opdaget forandringer). Selvfølgelig har Danmark råd til at scanne kvinder med brystkræft, men måske nedprioriteres det, fordi det er kvinder (må min påstand være usand). Personligt oplever jeg, at andre læger er meget mere opmærksomme, end de læger der “kontrolerer” er. Det er ikke godt nok! Alice Warming.

Skrevet af Alice Weisberg Warming den 24. juli 2008 kl. 0:25

Tak til Charlotte for at råbe og mange tanker til Martin, Stines familie, til Mette, Inge-Lise og alle I andre, der kæmper med spredning af kræftsygdom. Det gør jeg ikke, men er heller ikke tilfreds med min kontrol.

Min brystkræftkontrol på brystkirurgisk afdeling har virket lidt tilfældig – med forskellige læger, der har haft hver deres egen følefacon og ikke har haft styr på mit forløb (opereret jan. 2006, lavrisiko-gruppe, senfølger efter strålebehandling, cyster og flere gange infektion i brystet).

Kontrollen er forsinket med 3 måneder og aftalesystemet er skiftet undervejs uden besked/forklaring – jeg mener, kender man ikke mulighed for faste noter lagt ind i de breve, der sendes ud? Desværre kender jeg også eksempler på, at kontrol-patienterne faldt helt ud af systemet. Jeg blev til gengæld indkaldt to gange til samme mammografi (man plejer da at undersøge begge bryster samtidigt).

Mine ekstrakontroller ved symptomer er både kommet prompte, mens andre undersøgelser først er sat i gang efter min insisterende ringeri og egen læges masen på, og alligevel lykkedes det først efter 15 dage. Da jeg pludseligt fik røde plamager på brystet, opgav jeg imidlertid at bruge mit kontrolsted og gik direkte til egen læge, som skaffede en akut tid 3 timer senere. Ved sidste kontrol blev jeg bebrejdet at jeg ikke havde henvendt mig på kontrolstedet, men så kom furien frem i Grete. Hvilket belæg havde han for at sige det, når afdelingen ikke ville se mig? Det blev ført til journals.

Personalet på mit kontrolsted ser umanerligt stresset ud med krøllede kitler og håret strittende i alle retninger. Men hvor pokker er ledelsen, regionspolitikere og folketingspolitikere henne? Hvor er evalueringen af kontrollerne henne? Gad vide om svenske brystkræftpatienter også har bedre overlevelse pga. af en anden risikogruppeinddeling eller en anden efterkontrol?

Helt enig med øvrige skrivere, at det kan gøres bedre – på mange niveauer.

mange hilsner Grete

Skrevet af Grete Johansen den 24. juli 2008 kl. 8:15

Hej

Jeg mener også de halvårlige kontroller er under kritik. Mange i min omgangskreds siger: “hvor er det godt, at de holder øje med dig”. Jeg prøver at forklare, hvis lægerne finder noget, er det jo forbi jeg har fået tilbagefald og skal i gang med behandling igen. Føler ikke at andre forstår, hvilke tanker det er jeg gør mig. Synes det er falsk trykhed, for jeg tror ikke de finder noget på de 2 minutter en sådan kontrol varer. Jeg skal derimod selv være opmærksom på min krop.

Mange sommerhilsner
Bente

Skrevet af Bente den 24. juli 2008 kl. 16:02

Hej

Har lige siddet og læst Ebbe Hansens svar vedr. Charlottes spørgsmål omkring den mangelfulde kontrol. Og hvad der bliver gjort for at kontrollen bliver bedre i fremtiden.

Og jeg er helt på linie med Charlotte. Svaret er simpelthen ikke godt nok.

Svaret afspejler alene hvordan kontrollen foregår i dag og ikke hvad man har tænkt sig at gøre for at kontrollen bliver bedre.
Når realiteterne er at langt hovedparten af alle tilbagefald bliver opdaget af patienterne selv, og ikke ved kontrollerne, hvad er de kontroller der tilbydes i dag så overhovedet værd. Kan sige for mit eget vedkommende, at min hustru Conny havde tilbagefald to gange, og hver gang opdagede vi det selv.

Men svaret afspejler meget godt den procedure de onkologiske afdelinger følger i dag. Efter Connys død, havde jeg en efterflg. samtale med den sygeplejerske og onkolog vi havde været tilknyttet. Og det med den mangelfulde kontrol var en af de ting jeg tog op med onkologen. Og iflg. hende var der 2 væsentlige forklaringer på at kontrollen ikke var mere omfattende:

1. Der er en risiko ved at scanne patienterne. En hvis procentdel af patienterne vil udvikle en ny
kræft som følge af scanningen, da der jo reelt set er tale om en form for røntgenstråler.

2. En tidligere opdagelse af spredning øger ikke patientens chancer for at overleve. Er der først sket
spredning, er det normalt uhelbredeligt. Og da scanning af alle kræftpatienter også er et
spørgsmål om økonomi tilbydes det ikke.

Men forklaringerne holder efter min opfattelse ikke. M.h.t. risikoen så er risikoen ved scanning iflg. Kræftens Bekæmpelse, at en ud af 1.000 personer der bliver scannet indenfor en 10-20 årlig periode udvikle kræft son følge heraf. Nu er statistik taknemlig, men vi vidste at Connys kræftform var meget aggressiv. På en skala m.h.t. aggressivitet der ligger fra 1-9 var hendes iflg. onkologerne en 8. Så var hun blevet tilbudt en scanning f.eks. hver 3. måned havde hun med største glæde taget imod den, uagtet at hun så i løbet af de næste 250 år ville udvikle en ny kræft et eller andet sted i kroppen. De odds er til at tage og føle på. Og i sidste ende er valget jo op til den enkelte patient at vurdere om der er en risiko de er villige til at tage.

M.h.t. argument nr. 2, så er det ikke kun et spørgsmål om hvorvidt det øger chancen for at patienten overlever. Det er også et spørgsmål om livskvalitet. Jo mere tryg den enkelte patient er ved kontrollen, jo bedre et liv får de også efter en kræftsygdom. Og m.h.t. dem, hvor der sker spredning, så vil en tidligere opdagelse for de flestes vedkommende betyde at de kan leve længere, da der er større chancer for at holde kræften under kontrol i længere tid jo hurtigere den bliver opdaget.

Og m.h.t. det med økonomien, så har jeg kommenteret det i mit tidligere indlæg.

For god ordens skyld skal det siges at vi var rimelig tilfredse med den behandling vi fik, men set i bakspejlet var kontrollen ikke god nok. Det var først her den sidste gang, efter hendes 2. tilbagefald, at Conny blev scannet som en del af kontrollen. Men hun burde med den aggressivitet hendes kræft havde, have været tilbudt at blive scannet, som en del af kontrollen, allerede efter den 1. operation. Men efter endt operation, kemo- og strålebehandling blev hun jo erklæret rask. Og i sin naivitet og blinde tro på lægerne, tror man at det forholder sig sådan. Hendes 1. tilbagefald var i samme bryst som første gang, og denne gang blev brystet fjernet. Og lægernes forklaring var at man ikke havde fået det hele med første gang, og at da scanningerne ikke viste yderligere spredning, ja så forringede dette tilbagefald ikke hendes chancer for at kræften nu var væk. Men realiteterne var at det var den ikke.

Og desværre har den mangelfulde kontrol store menneskelige omkostninger for patienterne jf. ovenstående betragtninger. Den største omkostning er selvfølgelig at den efter min opfattelse decideret koster menneskeliv.

Men også for de pårørende er der omkostninger. For samtidig med at man forsøger at drage omsorg for den der er ramt af kræft, finder man ud af at man er nødt til selv aktiv at tage del i selve forløbet. Presse på for at de nødvendige undersøgelser, scanninger og selve behandlingen ikke skal blive unødig forsinket. Og det burde være en selvfølge at det tog systemet hånd om. Men sådan er realiteterne desværre ikke.

Og når man så bagefter sidder som efterladt, er det med en følelse af at man ikke slog til. Læste Martins svar på Charlottes indlæg her, hvor det klart skinner igennem at han sidder tilbage med en følelse af at han skulle have presset mere på tidligere i forløbet. Ville ønske at jeg kunne skrive, at den følelse måtte han under ingen omstændigheder sidde tilbage med. Men sad med nøjagtig den samme følelse efter Connys død. For når det hele nu gik som det gik, må man have fejlet et eller andet sted i forløbet.

Håber at hele den debat der er startet her på siden kan være med til at forholdene bliver ændret.

Kh

Poul Lehmann Thomsen

Skrevet af Poul Lehmann Thomsen den 24. juli 2008 kl. 16:42

Masser af tanker herfra til martin og familie. Du kan tro at jeg vil tænde lys og tænke på stine.
Lisa

Skrevet af Lisa butzbach Jacobsen den 24. juli 2008 kl. 21:28

Som brystkræftpatient, der netop har overstået behandling, og nu skal indgå i det såkaldte kontrolforløb, bliver jeg dybt rystet over en historie som Stines. Mine tanker til hendes efterladte – det er SÅ uretfærdigt, at en så ung kvinde skal dø.

Dernæst: Jeg synes, det kontrolforløb, jeg har fået beskrevet, er mere til at græde end til at grine over. Min knude var lille men agressiv. Jeg havde ingen spredning, og mit forløb har været nemt med operation, kemo og stråler. Men fordi knuden var lille, betyder det jo, at ingen har kunnet mærke min knude med fingrene – heller ikke, da der var indlagt markeringstråd før operation. Hvordan i alverden tror man, at man kan fange evt. nye knuder ved føle-undersøgelser??

Som jeg har det nu, er jeg mere bekymret over kontrolforløbet, end jeg har været over behandlingen. Jeg har følt mig i gode hænder de sidste 7 mdr. – det gør jeg ikke nu!

Jeg er sikker på, at hvis man foretager en beregning af, hvad det koster samfundet at betale for sygedage grundet bekymringer, og hertil lægger de tilfælde, hvor patienter får tilbagefald, så ville det godt kunne betale sig at være mere omhyggelig med kontrol. Men det burde være overflødigt: Har vi ikke ret til den bedst mulige behandling?? Og hvad gøres der for at forske i, hvorfor så mange danske kvinder overhovedet FÅR brystkræft??

Liv

Skrevet af Liv den 24. juli 2008 kl. 21:44

Endnu et lys er tændt for Stine – og medfølende tanker sendes til Martin, som har mistet det dyrebareste, man ejer – den man elsker.

Charlotte, din seje kvinde – tak fordi du også tager debatten om kontrol op her!

Jeg er ikke begyndt på efterkontrol endnu, da jeg lige har afsluttet den forebyggende efterbehandling med kemo- og stråleterapi efter en brystkræftoperation.

Jeg var dog til en uden-for-protokol samtale 2 uger efter stråleslut, da onkologen lige ville høre, hvordan jeg havde det. Så føler man sig set. Flot!

Jeg har som Liv følt mig godt “taget hånd om” i behandlingsforløbet – regelmæsssige blodprøver og en ekstra mammografi og ultralydscanning pga. en lille knudeagtigt dims. Trygt og fint – og følelsen af, at andre har styr på tingene og tager ansvar.

Ifm. min første kontrol i oktober har jeg fået at vide, at man ikke ville tage blodprøver, medmindre jeg selv mærkede noget! Nå!!!!
Hvad er det, jeg skal mærke for at tænke, at jeg hellere må, bestille blodprøver???? Er det ikke sådan, at kræft har det med at være symptomfri i meeeeeeget lang tid????? Og når den først giver symptomer, ja så er den ofte langt fremskreden!!!!!!! Kan jeg mærke forhøjede leucocyttal f.eks??? Nej, vel!

Det, selv at skule være opmærksom, er fint og klogt – jeg vil meget gerne være medansvarlig for min egen sundhed, men IKKE eneansvarlig for at være opmærksom. For det har jeg simpelthen ikke de fornødne faglige eller mentale evner for. Hvornår skal jeg blive bekymret, er det store spøgsmål! Hvornår er hoste farligt? Hvordan føles farlige smerter i benene, ryggen m.m.???? Hvornår en hovedpine et symptom på kræft??? Hvordan i alverden skulle jeg vide det?????

Og det faktum, at jeg ikke kan vide det, gør at kontrollerne skal indeholde undersøgelser, der bedst muligt sikrer, at en eventuel ny kræft bliver opdaget i tide. Det kan ikke være så svært at tjekke markører, lige som scanninger ikke skal afhænge om hvorvidt, der er råd.

Jeg har nemlig ikke råd til at miste mit liv! Og der har ingen af os!

Kirsten

Skrevet af Kirsten den 26. juli 2008 kl. 16:27

Har også tændt et lys for Stine og den dybeste medføelse med dig Martin.

Jeg er rigtig glad for at Du Charlotte orker at bringe dette emne til debat, for det er jo noget der bekymrer os alle.

Min første kontrol efter endt behandling tog ca. 5 minutter, og så var det ud af vagten, og jeg følte mig ekstrem utryg, hvilket jeg gav udtryk for overfor sygeplejersken.

Næste kontrol var 3 måneder senere, og denne gang følte jeg at jeg blev lidt mere undersøgt, men stadig kun følen på raskt bryst, hals og armhule, og så lidt snak om hvordan jeg havde det. Havde skrevet mange spørgsmål ned, og onkologen gav sig god tid til at svare på mine spørgsmål vedrørende de bivirkninger jeg havde haft og stadig i nogen grad har, men på spørgsmålet om hvordan de ved at jeg ikke har kræft andre steder er svaret hver gang “det er der ikke noget der tyder på”, men jeg har ikke i mit forløb fået så meget som en scanning, og derfor bliver man ved med at være angst for at der skulle være mere end det umiddelbart tyder på.

Jeg forstår heller ikke at man ikke som det mindste i hvert fald får taget blodprøver med tumormakører ved kontrollerne, for hvis blodprøverne er ikke er normale, indikerer det jo at der er noget galt, ikke nødvendigvis kræft, men noget man skal undersøges yderligere for, så kunne man måske opdage nogle tilbagefald på et tidligere tidspunkt og forhindre yderliger spredning, eller berolige patienten med at det ikke skyldes metastaser men måske bare en infektion.

Da jeg sluttede med stråler i Kiel, fik jeg taget blodprøver med tumormakører samt en grundig lægeundersøgelse hvilket alle får i Kiel når behandlingsforløbet er afsluttet, og så vidt man kan læse på debatten er der da også fundet tilbagefald ved blodprøver taget i forbindelse med kemo, så det er jo muligt at opdage et evt. tilbagefald hurtigt.

Jeg håber at denne debat kan være med til at skabe fokus på det kæmpemæssige problem det er, og jeg mener i øvrigt heller ikke at man kan bruge det svar der kom fra Kræftens Bekæmpelse til noget som helst.

Sysser

Skrevet af Sysser Due Vendelboe den 27. juli 2008 kl. 15:08

Hej Charlotte og i andre

Lige en lille opfølgning på mit sidste indlæg. Jeg er enig i, at vores overlæge svarer meget generelt.

Vi er i Kræftens bekæmpelse meget opmærksomme på problemstillingen med kontrollerne, og vil da også sætte langt mere fokus på området. Det kræver dog, at der tages stilling i forhold til kontrolforløbene i forhold til hver enkelt kræftform, og det er ikke muligt for os her på bloggen.

Det er godt, at I tager emnet op og debatterer det. Det giver os et billede af situationen rundt omkring i landet og samtidig et indtryk af problemets omfang.

Selvom vi ikke kan gå yderligere ind i det her, betyder det ikke, at vi ikke er lydhøre og tager de holdninger til os, som I kommer med på bloggen.

Kh Vicki

Skrevet af Vicki den 28. juli 2008 kl. 11:52

Mange tanker til Martin og famile.
Det er så meningsløst og ventetiden er frygtelig.
Jeg blev opereret august 2007, har fået kemo, stråler, antihormon og er stadig i gang med Herzeptin. Følte mig frisk til at starte fuldtidsarbejde i April 2007. Juni 2008 fik jeg åndenød mine ben føltes ” slappe” og jeg havde lidt ondt i ryggen, fik taget blodprøver og røntgen. Var hos lægen sidst i juni fik pennicillin og syntes faktisk det hjalp, lægen ord. CT scanning som jeg ventyede 1 måned på. den viste metastaser til ryg og bækken, fik tid til MR scanning en uge efter og nu venter jeg på svaret som kommer torsdag. Jeg er ved at gå i opløsning over ventetid og meget lidt handling.
Hilsner
Iben

Skrevet af iben den 29. juli 2008 kl. 20:27

Mine tåre triller ned af mine kinder…

Ikke fordi jeg er specialt ked men rørt ved at der sker nået i mennesker.

Hvorfor kæmper vi bedst når vi ligger ned ?

Jeg gør det meget kort fatte i dette indlæg, da jeg er igang med en støre text til jer..

Til Liv som skriver hun føler sig ikke sikker mere, det er begrundet du er ikke rask, og det bliver du nok aldrig men forhåbenlig er det ikke cancer der tager livet fra dig.. Du skal ikke stille dig til takke med edt der bliver tilbudt det er mit råd. Dårligt eller ej press på til du føler dig sikker..

Jeg tænker i meget store bane, og ligger inde med ideer til en oplysnings kampange om kontrol og vigtighed af reglmæssig kontrol. Som med lidt god vilige og hjælp nok skal få politiker og læge op af stolene.
Og som jeg kan se er der behøv…

Charlotte jeg har stadig ikke kontaktet dig pr tlf men det gør jeg i eftermiddag Det lover jeg…

Og så hurtig her til sidst jeg har fundet tekster og tanker nedfældt af Stine og dem vil jeg studere i og komme med hendes tanker om hvad der er sket..

Cancer er ikke helbredelig men den behøver ikke slå dig IHJEL.. AT LEVE MED FRYGTEN

Tidel på en mulig bog eller kampange..

Tak for de mange lys der oplyser min mørke vej

Knus
Martin

Skrevet af Stine's Martin den 30. juli 2008 kl. 13:04

Et lys er tændt, en dør er åbnet og Et spadestik er taget…

Vores dage er talte, og vi skal finde en mening med vores liv. Hver i sær og sammen.

Jeg får stadig gåsehud og tår når jeg kigger jeres indlæg igennem.

Og er nu fast beslutte på at der skal gøres nåde, og har her til den første Bestilt domæne navnet http://WWW.CANCERTJEK.NU som vil danne kamp flade for en kamp for bedre forundersøgelser og kontrol tjek. Mit mål er at finde prisen på og den bedste måde at chekke for cancer/metastaser, og her efter skaffe beløbet til 10 undersøgelser til at starte med og håber der igennem at vise vigtighed i disse undersøgelser..

Ikke mere fra mig i denne om gang.

Kampen er igang
Martin Christensen

Skrevet af Stine's Martin den 30. juli 2008 kl. 19:03

Kære Martin

En utrolig kampgejst du ligger for dagen.

Støtter hjertens gerne din kampagne for en bedre kontrol. M.h.t. at samle penge ind til formålet, så ved jeg at du har kontakt til Charlotte. Mener at hun i sin tid havde en indsamling i forbindelse med “Støt brysterne” på hendes hjemmeside. Så jeg tror at hun ved hvordan det rent praktisk kan lade sig gøre.

Prisen på en scanning af hele kroppen på et privathospital ligger omkring de 10-20.000 kr. I forbindelse med et af Connys tilbagefald, hvor det så ud til at vi måtte vente en 3 uger på tid til en scanning, var vi inde og undersøge prisen. Heldigvis fik vi efter et par dage alligevel en tid i det offentlige system, men vi havde besluttet at så længe ville vi under ingen omstændigheder vente. Det var i hvertfald de priser vi fandt frem til dengang.

Tror at det er en pris der kan forhandles hvis det er et led i en kampagne. Vil jo være en fantastisk reklame for det pågældende privathospital også.

Når alt det er sagt, så håber jeg inderlig at du også finder tid til at få behandlet din eget tab og sorg. Ikke for at gøre dig ked af det, men jeg tror desværre kun at du har oplevet toppen af isbjerget indtil nu. Der går ofte en 2-3 måneder før det rigtig går op for en hvad der er sket.

Og realiteterne er desværre at behandlingstilbudene m.h.t. psykologhjælp eller rådgvivning også er meget langsommelige, og man skal selv virkelig presse på for at komme til. For mit vedkommende kom reaktionen midt i december, og da jeg ringede for at få hjælp fik jeg en tid i begyndelsen af februar. Fik heldigvis presset igennem at jeg kom til før, men det er ikke lige en situation hvor man har lyst og kræfter til at skulle optræde som en “strid banan” for at få den fornødne hjælp.

Kærlig hilsen

Poul

Skrevet af Poul Lehmann Thomsen den 1. august 2008 kl. 11:40

Hej Poul

Du er en redning i forklædning. Jeg har nemlig ikke kunne finde pris overslag på privat hospital. Og vi må lige finde en måde hvor på du kan komme i kontakt med mig.

Jeg er vel og mærket klar over at min sorg kun lige er begyndt har haft en af de værste nætter i nat og er vågnet flere gang den ene af gangende luget mit sengetøj af sygehus og jeg gik helt i spåner. Så er forberedt på det værste er i vente.

Men sidder også med en skyld følse og det er den der er energien bag dette projkte som jeg har kastet mig ud i, min fornuft siger jeg har gjort alt i min magt for Stine men mine følser kan jeg ikke lave om på, og derfor må jeg gør nået for at få fred i mit sind.

Jeg har arbejdet meget med min phyike og det gør jeg stadig, jeg har næremest et helt netværk af mennesker jeg kan brug til de forskeldige føleser jeg har og det er mig en stor jælp at jeg har evnen til at bruge dette netværk.

I dag 01/08-08 er der preimære på en dansk spille film med titlen DIG OG MIG der omhandler en ung piges kamp mod kræft, det løb koldt ned af ryggen da jeg så klip fra den, jeg personligt er ikke klar til at se filmen men vil anbefale andre der har mod til det at se den.

Angående http://WWW.CANCERTJEK.NU overtager jeg rettighederne om et par dag og er gået i gang med opsætningen af siden. Og regner med ved hjælp fra Charlotte at komme i god morgen eller aften Danmark, sammen med et par piger der er ny dionogstiseret. Og dette kan forhåbenlig lykkes samtidig med en lancering af hjemmesiden. Der er en bølge som vi må ride med på min sorg løber ingen steder men tak poul for din bekymring og jeg skal nok konntakte dig når den kommer.

Formålet med Hjemmesiden har charlotte været lidt i tvivl om og jeg vil gerne forklare lidt, også til dem fra Kræftense bekæmbelse kan få et indblik i det og håber også der ved at de vil være behjælplige på de punkter de kan.

Formålet er ganske enkelt at der er mange der giver udtryk for at kontrol tjek og for undersøglser er for ringe, der er brug for som jeg ser det at belyse dette område og få den debat igang, Sidens formål er at frem skaffe dokmentation på at der er behov for bedre undersøglser. I gennem debat, og hårde facts som disse scanninger måske kan bidrage med..

Siden vil havde en BLOG og sponsor links og giro nummer til fonden det er et privat fortagende og sidens indhold er på ingen måde farve politisk og giver heller ikke udtryk for dårlig arbejde fra kræftens bekæmpelse for de gør hvad de kan og er bedst til med de midler der er til rådighed.
Der vil bare være det her ekstra talerør at udtrykke sig på omkring Dårlig undersøglser og kontrol.

Sikke en smøre
Poul jeg kontakter dig på debaten med mit tlf. nr i privat beske det tror jeg nok godt man må..

Og til dem der vil være med i det her projket må jeg lige finde en løsning så i kan få kontakt til mig.
Og til kræftens Bekæmbelse jeg tager meget gerne i mod gode råd og vejledning.

Tak For Nu
Martin Christensen

Skrevet af Stine's Martin den 1. august 2008 kl. 14:02

Hej Martin Christensen.
Jeg støtter dit foretagende og vil gerne være med til at udvikle cancertjek.nu.

Nu kender jeg dig jo fra hele min ungdom og som du ved lever jeg af at lave hjemmesider.
Så vi skal nok få det op og kører.

Jeg er ked af at hører din situation med Stine og som mange andre tænder jeg et lyd for hende.
Desværre fik jeg kun mødt hende et par

Du ved hvor du kan få fat i mig og hold
modet højt.

Mvh Bjarke Rubeksen

Skrevet af Bjarke Brask Rubeksen den 1. august 2008 kl. 15:08

Kære Charlotte, Martin og alle I andre.

Jeg vil ikke skrive så meget, da jeg synes I siger/skriver det der skal skrives.

Min dybeste medfølelse til dig Martin.

Jeg vil meget gerne være med og støtte op og hvis jeg kan hjælpe til med noget, siger I bare til.
Jeg tror ikke jeg hører til de skrappe piger, men jeg “råber gerne højt” på en pæn måde, så hosp.ikke er i tvivl om mine hensigter ;.).

Må vi alle komme godt igennem vores sygdom.

Knus fra Gitte- Gimse

Skrevet af Gitte den 3. august 2008 kl. 22:56

Hej Martin

Lovede i søndags at jeg lige ville lægge mine tanker/betænkeligheder omkring ”cancertjek” ud på bloggen. Ikke at jeg er betænkelig ved selve projektet, men at der er nogle ting der nødvendigvis bør pointeres.

For det første kunne jeg godt frygte, at der når man begynder at annoncerer efter piger der vil deltage i de scanninger der planlægges, at der vil melde sig langt flere piger end det vil være realistisk muligt at man kan tilbyde en kontrolscanning.

Man vil derfor sandsynligvis blive nødt til at foretage en udvælgelse, og der vil blive nogen der bliver fravalgt. Jeg mener derfor at man fra starten af er nødt til at gøre meget udtrykkelig opmærksom på, at det er tilfældet. Uanset hvad vil der stå nogle tilbage og føle at de har tabt i et lotteri, der dybest set handler om deres liv. Men er måske lidt lettere at sluge når de er fuldstændig klar over situationen fra starten, og at disse kontrolscanninger alene er et led i en kampagne for at skaffe en bedre kontrol for alle kræftpatienter.

For det andet mener jeg at det er vigtigt, at de piger der så bliver tilbudt en kontrolscanning, er klar over at det kun er den ene gang tilbudet gælder. De får en status på hvor de står her og nu, men med mindre kampagnen har en effekt, så er de bagefter overladt til den samme mangelfulde kontrol, som alle andre.

Et helt andet dilemma er om ikke man bør gøre fælles front med alle de andre, der er ramt af en anden form for kræft end lige brystkræft. Jeg kender ikke meget til hvordan deres situation er m.h.t til den kontrol de bliver tilbudt, men jeg ved i hvert fald fra en tidligere diskussion med Jacob, der skriver her på bloggen, at den kontrol, som patienter med modermærkekræft bliver tilbudt er nogenlunde lige så mangelfuld, som den brystkræftpatienter er udsat for.

Og jo flere der sætter spørgsmålstegn ved den kontrol der er herhjemme jo stærkere vil man stå. Det vil selvfølgelig kræve at der er personer fra de andre grupper der melder sig ind under fanerne, da vi ikke sidder inde med den nødvendige viden til at kunne tale deres sag.

Omvendt kan der selvfølgelig også være en fare ved at sprede kampagnen for meget. Er nemmere at være konkret hvis den i første omgang kun omhandler brystkræftpatienters situation. Og kommer der først fokus på deres kontrol må man formode at der også kommer fokus på de øvrige gruppers forhold.

De kærligste hilsner

Poul

Skrevet af Poul Lehmann Thomsen den 5. august 2008 kl. 17:05

Nu må vi altså ikke miste besindelsen eller proportionerne og glemme, at over 2/3 rent faktisk er helbredt, når de afslutter den forebyggende efterbehandling af brystkræft! Og Martin, hvordan i alverden kan du skrive til Liv, at hun ikke er rask og formentlig heller ikke bliver det, når hun har alle odds for at være helbredt!? Det er rystende og dybt beklageligt, at du slynger om dig med kategoriske udtalelser af så alvorlig karakter, og som du i øvrigt ikke har det ringeste belæg for.
Vi skal træde uhyre varsomt og passe umådeligt på, at debatten om bedre kontroller ikke får karakter af skræmmekampagne.
Kh Kamilla

Skrevet af Kamilla Kvam den 7. august 2008 kl. 1:47

Åh, hvor er det forfærdeligt at læse om.

Helbredt og så alligevel ikke.

Der må gå mange tanker igennem en ved sådan et nyttesløst tab. Kunne det være opdaget og burde det og hvorfor blev det ikke opdaget.

Det er ikke mange dage siden man kunne læse om ventetider på scanninger i Nordjylland på 14 uger.

Det er simpelthen for ringe.

Du skriver ‘Jeg ved godt, at det er økonomisk umuligt at scanne alle kræftpatienter efter endt behandling.’

Det er sikkert rigtigt nok og selv en scanning med den nuværende teknik vil muligvis ikke vise en spredning, også fordi den kan komme på alle mulige tidspunkter.

Derfor er der behov for bedre teknikker til screening og ved alle kræftsygdomme.

Jeg føler dog en nihilisme og opgivelse i Danmark.

Dansk kræftbehandling halter bag de fleste andre landes.

Dansk kræftforskning halter bag andre landes.

Det er som om kræftbehandling og forskning kun dukker op med få års mellemrum i medierne og så skal der ske en masse, men at ambitionerne så slet ikke er så høje. Er det fordi der er en opfattelse af at kræft skyldes rygning og så helbredes ellers 60 % af brystkræftpatienterne og så må det vel være fint nok?

Hvad med dem der ikke har røget og får lungekræft?

Hvad med livmoderkræft der rammer så mange og hvor dødeligheden er den samme som helbredelsesprocenten for brystkræft?

Hvad med bugspytkirtelkræft hvor dødeligheden er 95 % efter fem år og som er den 4. mest dødelige kræft?

Hvad med alle de andre kræftformer?

Er der nogen der ved hvor meget det offentlige bruger på forskning i kræft ?

I USA bruger det det største føderale program NCI ( http://www.cancer.gov/ ) årligt 4,8 mia $ på forskning. Det svarer til over 400 mio. kr. hvis man korrigerer for befolkningstørrelsen. Dertil kommer der en masse ressourcer fra Department of Defense.

http://www.lungcanceralliance......t_2008.pdf

Jeg er godt klar over at det ikke kun handler om penge, men hvis Kræftens Bekæmpelse siger at de med deres knap 200 mio. kr. står for mindst halvdelen af forskningen i Danmark i kræft er vi langt bagud selvom den slags sammenligninger lande imellem er vanskelige. Det handler naturligvis også om de rette rammer (ordentlige bygninger, teknik, uddannet personale med engagement osv), men hvis ikke politikerne vil yde den indsats der er nødvendig, så opnår vi i Danmark ikke de rette rammer med en stor dygtig base af kræftkiruger, onkologer, forskere osv. Der bliver ikke den nødvendige fokus hos den praktiserende læge eller sygeplejeskerne og behnaldingsformer som er standard i andre lande, kommer sent til Danmark.

Befolkningen får en indstilling til kræft at det kan ikke være anderledes.

Så bliver det hele sådan en gang mellemvare uden ambitioner og hvor de ramte får den betegnelse jeg er stødt på så mange gange – rødvinspatienter der blot skal tage hjem efter diagnosen der sagde “uhelbredelig” og så drikke et glas vin derhjemme.

Skrevet af Christian den 10. august 2008 kl. 22:08

Hej Christian,
Efter at have læst dit glimrende indlæg blev jeg opmærksom på, at mit sidste indlæg, hvor jeg maner til besindighed og fremhæver, at 2/3 helbredes for brystkræft, netop kunne tolkes, som om jeg mener, at tingene er gode nok, som de er.
Det mener jeg bestemt ikke! Jeg er helt enig i hver og en af de problematikker, du fremhæver!
Jeg følte bare, at debatten var ved at glide ud af hænderne på os og udvikle sig til lidt af en skræmmekampagne. Det syntes jeg var kritisk, og derfor skrev jeg også i det forum for brystkræftramte, som jeg er medlem af, at jeg håbede, at Kræftens Bekæmpelse ville tage over og sætte fokus på de mangelfulde kontroller med de midler og kompetencer, som KB har til rådighed. Jeg er usigelig glad for, at det efter KB’s udmelding fredag eftermiddag nu ligger i en stor organisations hænder – en organisation, der har midlerne til at sætte bredt fokus, så det ikke kun kommer til at dreje sig om problemerne med kontrollen af en enkelt, men af alle de forskellige kræftformer.
Og igen vil jeg lade et stort tak runge til Charlotte, der havde overskud til at starte og fortsætte denne debat på en sober og saglig måde – KB’s udmelding er en kæmpesejr for os alle, så et stort TILLYKKE til alle, der har blandet sig i debatten!
Kh
Kamilla

Skrevet af Kamilla Kvam den 11. august 2008 kl. 13:47

Mit hjerte græder for Stine.

Er selv 26 år gammel idag og fik konstatateret brystkræft december 07, blot 25 år og tvillinger på 8 mdr dengang.

Jeg har fået fjernet mit ene bryst, fået kemo og stråle. Er på antihormonpiller nu.

Min frygt er at få tilbagefald og efterlade mine børn uden mor.
jeg synes det er ALT for tidligt at gå og tænke på døren, synes jeg næsten lige var startet med mit liv og havde fået børn!

Jeg har bedt onkologerne at få scannet mine knogler, da jeg virkelig går og frygter for spredninger til knogler og andre organer i kroppen, men de ville ikke scanne mig fordi jeg ingen symptomer havde-jamen når når man først har fået symptomer og spredninger er det ligesom forsent!!! Jeg kan ikke få ro i kroppen før jeg har fået lavet en masse scaninger, selvom jeg ikke har symptomer og har ondt nogen steder.

De siger til mig på onkologisk afd. at en scaning ikke vil vise spredning fordi jeg lige er blevet færdig med behandling.

Det synes også det var spild af min tid hvis jeg fik det gjort på et privat hospital fordi de heller ikke vil kunne se noget.

Men hvad skal jeg gøre for at få ro i kroppen og sove bedre om natten???

Jeg har søgt om forskellige sider på nettet om naturmedicin og effekter.
Har fundet frem tid humlegaarden.dk som skulle være et berømt sted i danmark hvor mange mennesker rundt omkring i verden kommer og besøger for at få miselteen behandling!
Den har jeg så sagt ja til at prøve. Noget skal man jo tro på for at få troen på og livglæden tilbage.
I kan roligt gå ind og tjekke denne side og vil meget gerne høre jeres mening?

Jeg er en fighter og har ikke tænkt mig at give op, mine børn skal ikke vokse oop uden mor! Jeg har sagt til mig selv at jeg skal have livskvaliet, livsglæde, religion, hobby og dyrke motion en halv time om dagen og spise varieret og sundt! Kræften skal ikke styre min krop og mit liv- det er mig der skal styre den! Den får ikke lov til at æde mig op!!!
Jeg har siddet og læst jeres artikler og debatter og har tudet over det, for det kan ikke være rigtigt at man skal have det af HT og være ked af det konstant fordi man har fået kræft!

Synes også tit at man kun læser om de dårlige ting, for der er gode chancer for overlevelse idag og jeg satser på at jeg og alle jer herinde som sidder med sygdommen er en af dem!

Har hørt om kvinder med brystkræft som har levet i 20 år og som stadig lever idag, men spørgsmålet er selvfølgelig om man er ligeså heldig??!!?!

Held og lykke til jer allesammen håber i vil komme med forslag til mig om hvordan man kan få ro i kroppen.

Ellers må man jo ‘finde’ på historier og sige at man har symptomer her og der for at blive scannet ja så man lyve!

Skrevet af H den 12. august 2008 kl. 11:47

Kære H
Jeg forstår udemærket hvordan du har det, og er tanken/angsten først kommet indefor, er den svær at slippe.
Jeg har skrevet et kort indlæg på denne blog 29.juli og min profil ligger på kræftensbekæmpelses ” brystkræft gruppe” der kan du se hvordan min historie er. Jeg har fået en internet adresse http://www.cancerfigthingstrategies.com, jeg har bestilt nogle af kosttilskuddene de anbefaler og skriver selvfølgelig om der er positive virkninger ved det.
Jeg følger selvfølgelig den af onkologerne anbefalede behanling, men jeg tror på at kosten spiller en stor rolle.
Husk at de fleste jo klarer sig rigtig godt i mange år og at mange aldrig får tilbagefald.
Held og lykke.
Hilsner
Iben

Skrevet af iben høj christensen den 13. august 2008 kl. 11:09

Kræftens Bekæmpelses holdning til retningslinjer for kontrol:

(holdningen er fra debat og kontakt)

Kære Brugere af Debat og Kontakt.

I Kræftens Bekæmpelse følger vi opmærksomt debatten om kontrolforløb efter en kræftsygdom og deler den holdning, at kontroller på nuværende tidspunkt ikke fungerer optimalt.

Derfor vil Kræftens Bekæmpelse sætte fokus på, hvordan kvaliteten af kontrolbesøg kan forbedres. En overfladisk og utilstrækkelig kontrol er spil af både patientens og systemets tid.

Kræftens Bekæmpelse mener, at der for alle kræftsygdomme skal være kliniske retningslinjer for kontrol af sygdommen efter endt behandling. Der bør ved disse kontroller benyttes den i dag mest effektive tilgængelige teknologi til at undersøge, om der er tegn på, at sygdommen er vendt tilbage. I forbindelse med disse undersøgelser mener Kræftens Bekæmpelse, at det er afgørende så vidt muligt at undgå ventetid på svar.

Kræftens Bekæmpelse vil arbejde for, at der overordnet bliver sat fokus på emnet og på konkrete forslag til forbedring af kvaliteten af kræftpatienters kontrolforløb.
Kræftens Bekæmpelse vil tage problemstillingen op i kræftstyregruppen, hvor Sundhedsstyrelsen og de faglige eksperter lægger rammerne for kræftbehandling.

Med venlig hilsen

Sidse Hertz Larsen
Redaktør Debat og Kontakt
Kræftens Bekæmpelse

Skrevet af Vicki den 18. august 2008 kl. 9:51

Er som alle andre dybt berørt af Stines historie og iøvrigt af, at så mange kvinder i Danmark bukker under for brystkræft.

Jeg har læst Jane Plants historie “Livet i dine hænder” (fås i boghandlen). Det skulle alle kvinder gøre. Jane Plant var dømt til at dø af brystkræft af hospitalerne, men gik progressivt til værks. Studerede statistikker og forskningsrapporter i en lind strøm.

Hun endte med at udlede, at der kun kan findes een årsag til, at lande som Danmark er hårdt ramt af brystkræft, mens asiatiske lande som f.x. Thailand stort set ikke kender denne sygdom. Brug af mejeriprodukter! Mejeriprodukter findes ikke i den asiatiske kost. Jo større indtag af mejeriprodukter et land har, jo større antal bryst- og prostatakræft-tilfælde. Fordi disse kræftformer er østrogen-fremkaldte og mejeriprodukter indeholder østrogen-fremmende stoffer, der virker som gødning på kræftknuder.

Jeg kender en kvinde med tilbagefald efter brystkræft, metastaser i ryg og hjerne. Hun blev “dømt ude”, lægerne gav hende 6 måneder og ingen behandling.

Idag lever hun på 3. år og kræftudviklingen er stoppet. Jævnlige scanninger viser, at metastaserne ikke udviker sig yderligere.

Hun har bandlyst mejeriprodukter i sin kost, men ellers ikke gjort andet.

Læs bogen og døm selv.

Skrevet af Iben den 5. januar 2010 kl. 0:41