Jeg har læst Jane Plants historie “Livet i dine hænder” (fås i boghandlen). Det skulle alle kvinder gøre. Jane Plant var dømt til at dø af brystkræft af hospitalerne, men gik progressivt til værks. Studerede statistikker og forskningsrapporter i en lind strøm.

Hun endte med at udlede, at der kun kan findes een årsag til, at lande som Danmark er hårdt ramt af brystkræft, mens asiatiske lande som f.x. Thailand stort set ikke kender denne sygdom. Brug af mejeriprodukter! Mejeriprodukter findes ikke i den asiatiske kost. Jo større indtag af mejeriprodukter et land har, jo større antal bryst- og prostatakræft-tilfælde. Fordi disse kræftformer er østrogen-fremkaldte og mejeriprodukter indeholder østrogen-fremmende stoffer, der virker som gødning på kræftknuder.

Jeg kender en kvinde med tilbagefald efter brystkræft, metastaser i ryg og hjerne. Hun blev “dømt ude”, lægerne gav hende 6 måneder og ingen behandling.

Idag lever hun på 3. år og kræftudviklingen er stoppet. Jævnlige scanninger viser, at metastaserne ikke udviker sig yderligere.

Hun har bandlyst mejeriprodukter i sin kost, men ellers ikke gjort andet.

Læs bogen og døm selv.

(holdningen er fra debat og kontakt)

Kære Brugere af Debat og Kontakt.

I Kræftens Bekæmpelse følger vi opmærksomt debatten om kontrolforløb efter en kræftsygdom og deler den holdning, at kontroller på nuværende tidspunkt ikke fungerer optimalt.

Derfor vil Kræftens Bekæmpelse sætte fokus på, hvordan kvaliteten af kontrolbesøg kan forbedres. En overfladisk og utilstrækkelig kontrol er spil af både patientens og systemets tid.

Kræftens Bekæmpelse mener, at der for alle kræftsygdomme skal være kliniske retningslinjer for kontrol af sygdommen efter endt behandling. Der bør ved disse kontroller benyttes den i dag mest effektive tilgængelige teknologi til at undersøge, om der er tegn på, at sygdommen er vendt tilbage. I forbindelse med disse undersøgelser mener Kræftens Bekæmpelse, at det er afgørende så vidt muligt at undgå ventetid på svar.

Kræftens Bekæmpelse vil arbejde for, at der overordnet bliver sat fokus på emnet og på konkrete forslag til forbedring af kvaliteten af kræftpatienters kontrolforløb.
Kræftens Bekæmpelse vil tage problemstillingen op i kræftstyregruppen, hvor Sundhedsstyrelsen og de faglige eksperter lægger rammerne for kræftbehandling.

Med venlig hilsen

Sidse Hertz Larsen
Redaktør Debat og Kontakt
Kræftens Bekæmpelse

Er selv 26 år gammel idag og fik konstatateret brystkræft december 07, blot 25 år og tvillinger på 8 mdr dengang.

Jeg har fået fjernet mit ene bryst, fået kemo og stråle. Er på antihormonpiller nu.

Min frygt er at få tilbagefald og efterlade mine børn uden mor.
jeg synes det er ALT for tidligt at gå og tænke på døren, synes jeg næsten lige var startet med mit liv og havde fået børn!

Jeg har bedt onkologerne at få scannet mine knogler, da jeg virkelig går og frygter for spredninger til knogler og andre organer i kroppen, men de ville ikke scanne mig fordi jeg ingen symptomer havde-jamen når når man først har fået symptomer og spredninger er det ligesom forsent!!! Jeg kan ikke få ro i kroppen før jeg har fået lavet en masse scaninger, selvom jeg ikke har symptomer og har ondt nogen steder.

De siger til mig på onkologisk afd. at en scaning ikke vil vise spredning fordi jeg lige er blevet færdig med behandling.

Det synes også det var spild af min tid hvis jeg fik det gjort på et privat hospital fordi de heller ikke vil kunne se noget.

Men hvad skal jeg gøre for at få ro i kroppen og sove bedre om natten???

Jeg har søgt om forskellige sider på nettet om naturmedicin og effekter.
Har fundet frem tid humlegaarden.dk som skulle være et berømt sted i danmark hvor mange mennesker rundt omkring i verden kommer og besøger for at få miselteen behandling!
Den har jeg så sagt ja til at prøve. Noget skal man jo tro på for at få troen på og livglæden tilbage.
I kan roligt gå ind og tjekke denne side og vil meget gerne høre jeres mening?

Jeg er en fighter og har ikke tænkt mig at give op, mine børn skal ikke vokse oop uden mor! Jeg har sagt til mig selv at jeg skal have livskvaliet, livsglæde, religion, hobby og dyrke motion en halv time om dagen og spise varieret og sundt! Kræften skal ikke styre min krop og mit liv- det er mig der skal styre den! Den får ikke lov til at æde mig op!!!
Jeg har siddet og læst jeres artikler og debatter og har tudet over det, for det kan ikke være rigtigt at man skal have det af HT og være ked af det konstant fordi man har fået kræft!

Synes også tit at man kun læser om de dårlige ting, for der er gode chancer for overlevelse idag og jeg satser på at jeg og alle jer herinde som sidder med sygdommen er en af dem!

Har hørt om kvinder med brystkræft som har levet i 20 år og som stadig lever idag, men spørgsmålet er selvfølgelig om man er ligeså heldig??!!?!

Held og lykke til jer allesammen håber i vil komme med forslag til mig om hvordan man kan få ro i kroppen.

Ellers må man jo ‘finde’ på historier og sige at man har symptomer her og der for at blive scannet ja så man lyve!

Helbredt og så alligevel ikke.

Der må gå mange tanker igennem en ved sådan et nyttesløst tab. Kunne det være opdaget og burde det og hvorfor blev det ikke opdaget.

Det er ikke mange dage siden man kunne læse om ventetider på scanninger i Nordjylland på 14 uger.

Det er simpelthen for ringe.

Du skriver ‘Jeg ved godt, at det er økonomisk umuligt at scanne alle kræftpatienter efter endt behandling.’

Det er sikkert rigtigt nok og selv en scanning med den nuværende teknik vil muligvis ikke vise en spredning, også fordi den kan komme på alle mulige tidspunkter.

Derfor er der behov for bedre teknikker til screening og ved alle kræftsygdomme.

Jeg føler dog en nihilisme og opgivelse i Danmark.

Dansk kræftbehandling halter bag de fleste andre landes.

Dansk kræftforskning halter bag andre landes.

Det er som om kræftbehandling og forskning kun dukker op med få års mellemrum i medierne og så skal der ske en masse, men at ambitionerne så slet ikke er så høje. Er det fordi der er en opfattelse af at kræft skyldes rygning og så helbredes ellers 60 % af brystkræftpatienterne og så må det vel være fint nok?

Hvad med dem der ikke har røget og får lungekræft?

Hvad med livmoderkræft der rammer så mange og hvor dødeligheden er den samme som helbredelsesprocenten for brystkræft?

Hvad med bugspytkirtelkræft hvor dødeligheden er 95 % efter fem år og som er den 4. mest dødelige kræft?

Hvad med alle de andre kræftformer?

Er der nogen der ved hvor meget det offentlige bruger på forskning i kræft ?

I USA bruger det det største føderale program NCI ( http://www.cancer.gov/ ) årligt 4,8 mia $ på forskning. Det svarer til over 400 mio. kr. hvis man korrigerer for befolkningstørrelsen. Dertil kommer der en masse ressourcer fra Department of Defense.

http://www.lungcanceralliance......t_2008.pdf

Jeg er godt klar over at det ikke kun handler om penge, men hvis Kræftens Bekæmpelse siger at de med deres knap 200 mio. kr. står for mindst halvdelen af forskningen i Danmark i kræft er vi langt bagud selvom den slags sammenligninger lande imellem er vanskelige. Det handler naturligvis også om de rette rammer (ordentlige bygninger, teknik, uddannet personale med engagement osv), men hvis ikke politikerne vil yde den indsats der er nødvendig, så opnår vi i Danmark ikke de rette rammer med en stor dygtig base af kræftkiruger, onkologer, forskere osv. Der bliver ikke den nødvendige fokus hos den praktiserende læge eller sygeplejeskerne og behnaldingsformer som er standard i andre lande, kommer sent til Danmark.

Befolkningen får en indstilling til kræft at det kan ikke være anderledes.

Så bliver det hele sådan en gang mellemvare uden ambitioner og hvor de ramte får den betegnelse jeg er stødt på så mange gange – rødvinspatienter der blot skal tage hjem efter diagnosen der sagde “uhelbredelig” og så drikke et glas vin derhjemme.

Lovede i søndags at jeg lige ville lægge mine tanker/betænkeligheder omkring ”cancertjek” ud på bloggen. Ikke at jeg er betænkelig ved selve projektet, men at der er nogle ting der nødvendigvis bør pointeres.

For det første kunne jeg godt frygte, at der når man begynder at annoncerer efter piger der vil deltage i de scanninger der planlægges, at der vil melde sig langt flere piger end det vil være realistisk muligt at man kan tilbyde en kontrolscanning.

Man vil derfor sandsynligvis blive nødt til at foretage en udvælgelse, og der vil blive nogen der bliver fravalgt. Jeg mener derfor at man fra starten af er nødt til at gøre meget udtrykkelig opmærksom på, at det er tilfældet. Uanset hvad vil der stå nogle tilbage og føle at de har tabt i et lotteri, der dybest set handler om deres liv. Men er måske lidt lettere at sluge når de er fuldstændig klar over situationen fra starten, og at disse kontrolscanninger alene er et led i en kampagne for at skaffe en bedre kontrol for alle kræftpatienter.

For det andet mener jeg at det er vigtigt, at de piger der så bliver tilbudt en kontrolscanning, er klar over at det kun er den ene gang tilbudet gælder. De får en status på hvor de står her og nu, men med mindre kampagnen har en effekt, så er de bagefter overladt til den samme mangelfulde kontrol, som alle andre.

Et helt andet dilemma er om ikke man bør gøre fælles front med alle de andre, der er ramt af en anden form for kræft end lige brystkræft. Jeg kender ikke meget til hvordan deres situation er m.h.t til den kontrol de bliver tilbudt, men jeg ved i hvert fald fra en tidligere diskussion med Jacob, der skriver her på bloggen, at den kontrol, som patienter med modermærkekræft bliver tilbudt er nogenlunde lige så mangelfuld, som den brystkræftpatienter er udsat for.

Og jo flere der sætter spørgsmålstegn ved den kontrol der er herhjemme jo stærkere vil man stå. Det vil selvfølgelig kræve at der er personer fra de andre grupper der melder sig ind under fanerne, da vi ikke sidder inde med den nødvendige viden til at kunne tale deres sag.

Omvendt kan der selvfølgelig også være en fare ved at sprede kampagnen for meget. Er nemmere at være konkret hvis den i første omgang kun omhandler brystkræftpatienters situation. Og kommer der først fokus på deres kontrol må man formode at der også kommer fokus på de øvrige gruppers forhold.

De kærligste hilsner

Poul

Jeg vil ikke skrive så meget, da jeg synes I siger/skriver det der skal skrives.

Min dybeste medfølelse til dig Martin.

Jeg vil meget gerne være med og støtte op og hvis jeg kan hjælpe til med noget, siger I bare til.
Jeg tror ikke jeg hører til de skrappe piger, men jeg “råber gerne højt” på en pæn måde, så hosp.ikke er i tvivl om mine hensigter ;.).

Må vi alle komme godt igennem vores sygdom.

Knus fra Gitte- Gimse

Nu kender jeg dig jo fra hele min ungdom og som du ved lever jeg af at lave hjemmesider.
Så vi skal nok få det op og kører.

Jeg er ked af at hører din situation med Stine og som mange andre tænder jeg et lyd for hende.
Desværre fik jeg kun mødt hende et par

Du ved hvor du kan få fat i mig og hold
modet højt.

Mvh Bjarke Rubeksen