Birgitte Junker

Da jeg skulle til at skrive min første blog, kom jeg til at tænke tilbage på den periode på 6½ måned hvor jeg gik med tørklæde. Efter min første kemobehandling vidste jeg at der ville gå ca. 14 dage hvorefter at mit hår ville begynde at falde af. Dette pga. en stærk kemokur og da jeg skulle have 6 behandlinger var hårtab noget som jeg skulle forholde mig til.

Jeg besluttede mig for at tørklædet var min løsning, da min hverdag var og er meget præget af motion og dermed en masse sved, omklædning og badning. Under hele min behandlingsforløb har jeg, trods lægernes tvivl, kunnet opretholde mit arbejde som bl.a. indebærer undervisning i motion. Jeg besluttede mig for at være hel åben omkring situationen, så alle deltagerne vidste at når jeg kom med farvet tørklæde i grøn, rød, blå, gul og pink var det fordi vi skulle til træning og når det var de lidt mere afdæmpede farver, så var det fordi jeg sad på kontoret eller holdt fri. Det klare signal hjalp mig til at få gjort hårtabet til en beslutning og ikke en problematik.

Mange spurgte mig; ”Hvorfor har du tørklæde på og ikke paryk”? Men for mig var det et helt naturligt valg. Jeg havde jo mistet håret for at redde livet, og vidste at det ville gro ud igen. Jeg anså dette for en periode i mit liv som var afgrænset og at jeg ikke havde noget at skjule. Det skal dog her siges at jeg har dyb respekt for jer som vælger parykken eller går uden noget som løsning.

I tørklæde perioden gik jeg også på restaurant, i teatret, i byen mv. fuldstændig som jeg plejede. Og her var det at det slog mig. Hvor er I? Alle jer som har mistet håret pga. kemokure og har valgt tørklædemodellen? Jeg mødte stort set aldrig nogen med tørklæde i byen, i teatret, på cafée, i gymnastiksalen, i fitnesscentret osv. Det undrede mig selvfølgelig i starten, men jeg kunne også godt mærke at folk kiggede efter mig, hviskede, ja selv mine bekendte gik en anden vej for ikke at møde mig på gaden. Der var sågar en mand som sagde til mig at han følte sig provokeret af, at jeg gik med tørklæde, trods hårtabet.

Jeg kan sagtens følge tanken om at vi som kvinder føler os mindre feminine uden hår på hovedet, at vores udtryk ændre sig når hår, øjenbryn og måske også øjenvipper ikke er der. Måske får det os til at føle os mere syge og vi vil måske heller ikke vil have medlidenhed fra dem vi møder. Bliver vi flove, bliver vores mænd, kærester, familie og venner flove og at gå og blive set sammen med os? En fysiske ændring med stor betydning for vores udtryk og udseende. Men at dette skal stavnsbinde os til hjemmet giver mig næste gåsehud. Vi har også ret til at leve livet, med hvad dette nu indebærer, i de måneder hvor håret, øjenbryn og vipper er væk.

Så min tanke var – hvad nu hvis vi alle sammen gik på gaden, gik på café, gik i fitnesscentret, gik i supermarkederne, med eller uden hår, med eller uden paryk, med eller uden tørklæde? Ville det så ikke blive en mere naturlig del af vores bybillede? Jeg håber I vil komme ud på gader. Vejret er godt, det er forår og snart sommer.
Lad dette være en opfordring og lad os mødes derude.

	Emner:
	Der er 20 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Annelise Læssøe

PATIENTNETVÆRKET FOR TARMKRÆFT

inviterer til TEMA-aften

TIRSDAG DEN 2. JUNI 2009 – KL. 17 – 20

I SUNDHEDSCENTER FOR KRÆFTRAMTE
Ryesgade 27, København (indgang via porten)

”HVORDAN TÆMMER MAN TARMEN?”
v/ Gitte Balling, diætist, og Karen Trier, sygeplejerske

PROGRAM:

Kl.17.00 - 17.15 ….. Velkommen

Kl.17.15 - 17.45 ….. Oplæg v/ Karen Trier
 Tarmens anatomi og fysiologi
 Hvad sker der ved en operation?
 Hvilken betydning har det for tarmfunktionen?

Kl.17.45 - 18.30 ….. Oplæg v/ Gitte Balling
 Afføringsproblemer (diarre og tømningsproblemer)
 Kostens betydning
 Betydningen af fysisk aktivitet
 Lægemidler
 Betydningen af det fysiske, psykiske og sociale miljø

Kl.18.30 - 19.15 ….. Pause med en lille sund anretning

Kl.19.15 - 20.00 ….. Oplæg fortsat, spørgsmål og diskussion

Alle tarmkræftpatienter og deres pårørende er hjerteligt velkomne.

Tilmelding senest den 27. maj til Netværkets email: tarmkraeft@hotmail.com

	Emner: diætisk, sygeplejerske, tarmkræft, tema-aften
	Der er 5 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Betina Steen

Da jeg fik kræft, blev jeg nok lidt mere troende end jeg før havde været.
Jeg har altid vidst at der fandtes noget højere og mere magtfuldt et sted derude, men jeg har aldrig været helt overbevist om, at der var en reel gud.

Da jeg blev syg, havde jeg et behov for at tro på noget, så jeg kunne få et håb om overlevelse.
Jeg begyndte at bede aftenbøn igen, hvilket jeg også gjorde da jeg var lille, og jeg fik en anden indgang til gud.

Tidligere når jeg kom i kirken, bøjede jeg altid hovedet i bøn og følte mig ydmyg. Nu kigger jeg op og er måske ikke helt så fremmed overfor den høje herre. Jeg ved nu, at jeg ikke behøver at være ydmyg, han skal nok finde mig alligevel, og jeg behøver ikke en kirke for at få kontakt.

Jeg har nok ikke den samme frygt/respekt som jeg har haft, på grund af min oplevelse. Jeg føler at jeg er kommet en del tættere på ham, fordi jeg var så tæt på et besøg. Det er lidt som at få en ny ven, som man kan betro sig til når det hele bliver lidt svært.

Da jeg var igang med min kemo, fik jeg en infektion. Det var en blodforgiftning og jeg var meget syg og elendig. Dengang gav jeg gud et løfte. Hvis han sørgede for at jeg blev rask, ville jeg til gengæld gøre noget for miljøet.
I mit hjerte mente jeg ikke at udskifte en pære, men virkelig gå ud og være med til at redde naturen, noget stort og gerne noget der virkelig gjorde en forskel.

Nu er jeg lidt på den, for jeg er ikke helt sikker på, at jeg kan leve op til mit løfte, og hvad nu hvis jeg så får kræft igen, er det så fordi at jeg ikke gjorde det godt nok ??

Jeg passer selvfølgelig på naturen i hverdagen, sørger for at få en økonomisk bil, isolerer huset, opdrager mine piger til at gøre det rigtige, og støtter naturfredningsforeningen. Jeg har lige meldt mig som frivillig og håber at jeg dermed kan indfri mit løfte.
Men jeg har svært ved at fornemme, hvornår det er nok.

Jeg ved godt, hvorfor jeg afgav løftet. Det gav mig et håb og en udvej, men jeg fortryder her bagefter, at jeg har indgivet det, da jeg holder mig selv fast på det.
Det fylder meget i mit liv, og giver mig dårlig samvittighed.
Jeg har ikke evnerne til at opfinde en ny solcelle, og politiker bliver jeg nok aldrig, så de virkelig store ting, kan jeg ikke stille op til.

Så spørgsmålet er : hvornår er mit løfte indfriet og vil det nogensinde være godt nok ?…..

Betina

	Emner:
	Der er 10 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Helle Høstrup

Aj, har du ikke noget hår, sagde Klara på syv, og hun og hendes veninde kiggede medfølendeog lidt gysende på mig. Nej, sagde jeg, det er faldet af, af den medicin, jeg har fået. Vi sad i haven hos min veninde og snakkede om, hvad jeg havde fejlet. Må jeg se, spurgte Klaras veninde, og jeg tog tørklædet af min skaldede isse. Aj, sagde Klara igen, er du ikke ked af det? Jo jeg er, sagde jeg, jeg glæder mig til det vokser ud igen. Aj, det kan jeg godt forstå, sagde hun og gyste lidt sammen med veninden, men det er et pænt tørklæde.

Hvad betyder det manglende hår? Ingenting, så længe jeg var i behandling. Men da jeg begyndte at genoptage mit liv, blev det medvirkende til besværet med at finde tilbage. Folk kunne ikke kende mig. Jeg kunne bevæge mig rundt i kendte sammenhænge, og folk så lige igennem mig. Afslørede jeg min identitet, blev jeg mødt med chok og vantro, og enhver almindelig samtale var afskåret. Det var umådeligt trættende og anstrengende. Jeg trængte til, at nogen gerne ville høre min mening om et fagligt spørgsmål eller drøfte et aktuelt emne med mig. Men folk nåede ikke videre end deres chok over, at jeg havde været syg. Jeg prøvede at slå det hele lidt hen og forklare, at jeg altså ikke var syg mere, men chokket var tilsyneladende for stort. Jeg kunne joke lidt med frisuren, men vi kom ikke videre. Jeg længtes efter mit arbejde og gad ikke beskæftige mig med kræft hele tiden.

Jeg sluttede mit behandlingsforløb ved starten af maj måned 2007, og jeg var jeg fri. I lidt over fire måneder havde jeg levet et beskyttet liv i isolation for at undgå infektioner. Den hårde kemobehandling bevirkede, at mit immunsystem var sat ud af kraft en meget stor del af tiden, og der gik en rum tid, før jeg havde hvide blodlegemer nok efter afslutningen af min behandling. Først et godt stykke hen på sommeren begyndte min krop at komme sig så meget, at jeg selv kunne producere hvide blodlegemer. Jeg fik fjernet mit centrale venekateter og følte mig usigelig lettet. Tænk at jeg virkelig havde klaret mig igennem den intensive behandling. Det var næsten en berusende fornemmelse. Det var på grænsen til eksotisk at bevæge mig ind i Netto, og længe elskede jeg at sætte mig ind i et tog og bare køre afsted. Følelsen af uafhængighed og frihed var fantastisk. Jeg gik igen i biografen og i byen for at høre musik. Det var som at gøre alting for første gang én gang til. Som om jeg sugede alt det liv til mig, som jeg havde været afskåret fra, mens jeg var i behandling.

Er du så erklæret 100% rask, spurgte folk. Øhh, neej, det er jeg jo ikke, men jeg er ikke syg, forsøgte jeg lidt halvhjertet at forklare. Men hvornår erklærer de dig så 100% rask?. Hmmm, det tror jeg ikke, de gør. Sådan et papir får jeg vist ikke, men jeg tror da ikke, at sygdommen kommer igen, kunne jeg sige. Jeg kunne ikke sige, at jeg var rask. Hvad er det at være rask? Hvornår er jeg rask? Ordet voksede i min mund og ville ikke ud. Jeg kunne sige alt muligt andet. Men ’rask’ blev til en stor geleklump, som satte sig nede i maven. Hvorfor vil de vide det, tænkte jeg. Det er vel nok, at jeg ikke er syg mere.

Jeg startede på arbejde. Måske lidt for tidligt, men det var en lettelse at blive mødt med helt kontante faglige forventninger. Folk på mit arbejde vidste, hvad jeg havde fejlet, men de havde brug for mine faglige og professionelle kompetencer. Hvor var det godt ikke at have kræft i front hver dag. Men jeg kunne stadig ikke sige, at jeg var rask. Jeg havde det godt. Men rask? Det voksede stadig i munden.
Jeg oplevede flere være kejtede i forhold til mig. De vidste ikke rigtigt, hvad de skulle sige og havde problemer med at sige ordet kræft højt. Nogen gange blev ordet hviskende nævnt, og andre gange blev det omtalt som ’noget ubehageligt’. Jeg blev ved med at møde spørgsmålet om en rask-erklæring, og jeg blev stadig svar skyldig. Jeg gad ikke komme med den lange forklaring, men jeg kunne stadig ikke svare med et rungende ja. Det tyndede også lidt ud i vennekredsen. Enkelte har fortalt, at de ikke kunne rumme at være sammen med mig, fordi jeg havde været syg. Andre forsvandt bare. Jeg måbede. Jamen jeg er ikke syg længere, og jeg har kun brug for helt almindelige venne-ting, som at gå i biografen eller ud og høre musik, som alle andre mennesker. De kunne åbenbart heller ikke tænke, at jeg var rask. Og jeg følte mig låst, for den slags kan man jo ikke stille noget op med.

Et år efter min behandling var jeg igen til kontrol. Resultatet var fint, men jeg havde igen ligget søvnløs og haft mærkelige symptomer. Og sådan er det til hver kontrol. Jeg hader det. Risikoen for tilbagefald var størst indenfor det første år, og jeg besluttede at skrumpe mine kontroller til hvert halve år. Min sygdom var så aggressiv, så det skulle være sært, om den lige skulle vise sig på kontroldagen, og jeg ville slippe for flere ugers neurotisk og højspændt venten på scanningssvar. Men jeg kunne stadig ikke sige rask.
Da der var gået 1½ år, og jeg igen var til kontrol, for det ud af munden på mig. Ordet. Ja jeg er jo rask, sagde jeg, da en fjern bekendt spurgte. Det gibbede lidt i mig. Hov, sagde jeg virkelig det? Og jeg prøvede at sige det en gang til. Rask. Men jo, jeg er rask. Også med de efter-kemo-svedeture, jeg i perioder lider voldsomt af. Også med alle mine ar og skrammer og alle de andre eftervirkningsskavanker. Jeg er rask. Jeg kan godt blive syg, og jeg kan også få kræft, og når jeg i næste uge skal scannes efter to år, vil jeg igen ligge søvnløs, indtil jeg får svaret. Men jeg er rask. Det har været med store omkostninger, men det er ikke længere svært at sige.

	Emner:
	Der er 4 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Betina Steen

Hvorfor lige mig er der mange der tænker når de får kræft. Også begynder de at lede efter en grund!.

Da jeg fik kræft, undrede jeg mig meget. Jeg havde hverken drukket, røget eller spist usundt. Jeg havde heller ikke andre tilfælde af lymfekræft i min familie, så det kunne ikke være generne. Jeg var en smule overvægtig, men dette alene burde ikke give mig kræft.
Så hvad var det så ?.

Jeg har haft et omtumlet liv, lige fra starten, med en mor der drak. Jeg kom på børnehjem og endte hos en plejefamilie i en alder af tre. Desværre blev de skilt, og skændtes tit når de var sammen.
Jeg flyttede hjemmefra i en tidlig alder, og havde forskellige kærester, hvoraf et af forholdene ikke var særlig sundt.
Jeg udviklede et lavt selvværd, og prøvede at tilpasse mig mine omgivelser, istedetfor at realisere mig selv. Jeg har haft omkring 15 forskellige bosteder og lige så mange jobs på omkring ti år.

Alt i alt har jeg haft et omtumlet og stresset liv.

I mit kræftforløb mødte jeg andre der var i min situation. De kunne ikke finde en grund, til at de skulle have fået kræft, MEN, vi havde alle èn ting tilfælles :
Vi havde haft et hårdt liv.
Også begyndte jeg at spekulere på om psyken kunne spille ind.

Man siger jo at troen kan flytte bjerge, men så kan den vel også stille forhindringer i vejen.
Hvis man har haft et stresset liv, og måske ikke har kunnet finde mening med det, kan det så give kræft ??.

Hvad mener du ?

Betina

	Emner: hårdt liv, lavt selvværd, lymfekræft, stress
	Der er 12 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link