John Klitgaard

Efteråret 2008

	Emner:
	Der er 2 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

John Klitgaard

Med disse tre nøgleord vil jeg prøve at beskrive hvordan jeg kom igennem mit livs værste krise.
Jeg har for det meste dyrket en eller anden form for motion i mit liv, dog også med lange pauser, men de sidste 12 år har det være cykling der har haft min interesse.
Jeg kan huske da jeg begyndte, med at cykle, hvor ondt det gjorde efter bare 4 km, det føltes som der var ild i knæene, men jeg holdt heldigvis ved, og det har så udviklet sig til, at jeg i gennemsnit køre ca. 7000 km om året.
Jeg er overbevist om, at på grund af min gode kondition, kom jeg nemmere i gennem min operation, og strålebehandling.
Men det kom som et slag i ansigtet, at den knude jeg havde ved hoften var en ondartet Sarkom knude, for jeg var jo af den opfattelse af at, når jeg nu motionerede så meget, samt levede efter devisen et sundt liv, dog uden at være hellig, så kunne jeg da ikke blive syg, men jeg har så erfaret siden hen, at kræft kender ingen grænser.
Jeg husker tydeligt den dag hvor jeg blev vist ind på sygestuen kl 0600 om morgenen den 02/08/2006, hvor jeg skulle opereres og hilste på min med patient, der så fortalte at de havde taget hans ene ben, det kan nok være at farven forsvandt fra mit ansigt, samt at værelset begyndte at snurre rundt, jeg vidste godt at det kom jeg ikke ud for, men jeg var rædselsslagen den morgen hvor sandhedens time var kommet.
Allerede næste dag, besluttede jeg mig for, at stille til start i cykelløbet Ritter Classic 2007, det er et motionsløb som jeg har deltaget i flere gange i, som er 118 km langt og som fik min interesse for cykling til at eskalerer.
Jeg blev på hospitalet i 4 dage, hvorefter jeg lå på langs i ca 4 -5 uger hjemme i mine egne omgivelser, før jeg kunne få taget 60 hæfteklammer ud af min bagdel, jeg begyndte så småt at bevæge mig rundt igen ved hjælp af et par krykker, og kom udenfor og fik noget frisk luft, men krykkerne blev hurtigt smidt, og det blev til længere og længere ture, op til 5 km kom jeg ud på, men uden min stærke kone, så er jeg ikke sikker på at jeg var kommet så langt så hurtig, der var ingen kære mor her.
Så begyndte cyklen igen at trænge sig på, men jeg syntes at det var for tidligt, og det kunne vente til efter strålebehandlingen var overstået, men nej, prøv nu at se hvordan det er at sidde på sadlen igen, min cykel var så sat op på et stativ, så jeg ikke væltede, og minsandten om det ikke kunne lade sig gøre, så efter følgende blev det til mange små ture indendørs, men sikken en selvtillid og motivation det gav, samt at nu var viljen til at komme tilbage på cyklen, blevet endnu større, men træerne vokser jo som bekendt ikke ind i himlen, så da strålebehandlingen var overstået, kom problemerne, jeg var brændt i stykker bag i, og ned og ligge igen i 3 uger før jeg nogenlunde kunne begynde forfra igen.
Den 20 marts 2007 kørte jeg min første tur udendørs, hvilken oplevelse, jeg fortsatte så i det små med at træne, for mit mål var stadig i sigte.
Den 17 juni stod jeg så på start stregen i Tåstrup, klar til at opfylde min egen målsætning, det blev en hård dag, men viljen til at gennemføre løbet vandt, det er den største sejr jeg nogen sinde har vundet.
Siden er det blevet til mange kilometer på mine cykler, samt flere motionsløb.
Den næste store oplevelse/udfordring bliver så min tur til USA og deltage i Sarcoma Bike Tour 2009
John
Der er mere information på min Web, om træning – løb – USA og et billede galleri
www.johnklitgaard.dk

	Emner:
	Der er ingen kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Jacob Pallesen

Jeg springer lige ud i det. Der er ikke så mange omveje. For selv om det er føste gang jeg skriver på Blog om kræft, vil jeg betegne mig som en gavet skribent. Jeg har skrevet før på min egen blog.

Det var meningen at jeg ville skrive om min sport triathlon på min hjemmeside www.jacobpallesen.dk

Men jeg oprettede en blog i stedet for og den blev efterhånden en form for dagbog for mig.

Det er på bloggen jeg kan skrive om mine følelser. Det er der hvor jeg kan skrive de ting, som jeg har svært ved at sige til folk. Der har været mange gange i mit sygdomsforløb, hvor jeg har haft svært ved at tale om mine følelser, om det der tynger mig allermest og ikke mindst det jeg er ked af. Og så har jeg min blog.

Min blog er blevet en del af mig, og en del af min sygdom. Tit når jeg har skrevet et indlæg fx. om natten, hvor jeg ikke har turde sove, fordi jeg var var bange for ikke at vågne igen, ja så har jeg skrevet et indlæg.

Der har været tider, hvor tårene løb ned af kinderne på mig, mens jeg sad og skrev. Det underlige er, at dagen efter og særligt når jeg havde læst mine ord, ja så tænkte jeg “hold kæft” en omgang fis jeg havde skrevet.

Jeg har haft meget lyst til at slette indlæggene, men det gjorde jeg ikke. Jeg gemte dem – alle sammen. Mit forhold til mig selv og blogs har ændret sig efterhånden som jeg kom ud på den anden side af min kræftsygdom.

Jeg skrev de første indlæg for at komme ud med mine følelser. Følelser som jeg ellers ikke vidste hvordan jeg skulle komme ud med. Jeg brød mig som sagt ikke om at læse indlæggene, fordi jeg synes det var skørt at jeg have haft det på den måde.

Senere da jeg var på vej ud af min sygdom kunne jeg ikke læse mine indlæg – det var som om at kræften igen fyldte i min krop. I dag kan jeg godt læse det hele igennem, og jeg bliver faktisk meget rørt over at læse mine indlæg. Det er nemlig først nu at det går op for mig hvor syg jeg have været.

Det som jeg tidligere skrev, læste jeg tit i gennem før jeg skulle holde foredrag. For at komme i stemning og finde de følelser frem, som gør at jeg kan holde et godt foredrag.

Jeg skriver altid i nuet. Jeg kan ikke bare sætte mig ned og skrive om et eller andet. Det var mit første indlæg her på Blog om kræft.

Kærlig hilsen
Jacob

	Emner: Blogs
	Der er 3 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

John Klitgaard

Hej

Mit navn er John klitgaard. Jeg er født den 19/07/1952 og bosat i Nordjylland.

I 2006 blev jeg opereret for en Sarcoma knude, kaldet, myxoidt liposarkom grad II, hviket medførte at min øverste højre balle muskel blev skåret væk, og jeg fik derefter 30 x strålebehandling. Mine indlæg her på bloggen vil komme til at handle om hvordan jeg er kommet igennem en svær periode af mit liv, samt min deltagelse i Sarcoma Bike Tour 2009, som er en cykeltur fra Maryland til Wahsington fra den 18/07 til den 26/07/09.

Foreningen Sarcoma of Moments er en amerikansk forening, som Bruce og Babra Shriver står bag. Du kan læse meget mere her: Team Sarcoma

Jeg er den eneste dansker der deltager og i og med jeg aldrig har været i USA før, så bliver det en kæmpe oplevelse på mange fronter. Der har tidligere deltaget danskere i turen. Dette var en lille præsentation af mig selv og det der ligger mig på hjertet lige nu og det som jeg vil blogge om de næste par måneder.

	Emner:
	Der er ingen kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Birgitte Junker

At få stillet diagnosen kræft har for de fleste af os været en skræmmende og barsk besked. Da jeg fik stillet min diagnose vidste jeg at dette ville komme til at ændre mit liv. Mange personer i min familie havde allerede været igennem behandlinger, så min diagnose var måske ikke helt så overraskende, da jeg vidste at brystkræft kunne være arveligt. Så jo jeg var i farezonen og var klar over risikoen.

Heller ikke selv om det kom som ud af den blå luft, for jeg var ikke på nogen måde syg eller havde symptomer som pegede i den retning. Jeg var i fuld vigør, arbejdede, trænede meget og havde en hverdag som kørte på skinner. Men der var bare lige en lille knude…….En knude som kom til at ændre min hverdag, opfattelsen af livet, forholdet til mennesker, venner og familie. Jeg kom dog hurtigt igennem operationen og gennemførte stærk kemobehandling og 32 strålebehandling i løbet af 6 måneder.
Selvfølgelig havde jeg også dage hvor behandlingerne satte sine spor, men bestemte mig også for at jeg ville have en hverdag som indeholdt de ting som jeg satte pris på, herunder bl.a. at jeg tog på arbejde, at jeg underviste fitness og aerobic, at jeg brugte tid sammen med kæreste, venner og familie. Fuldstændig som jeg plejede. Dette til trods for tørklædet på hovedet og til tider godt mat i sokkerne. Jeg lagde en plan A og fulgte den. Næsten. Indrømmet, der var et par dage hvor jeg måtte kapitulere og tage hjem. Dødtræt. Sætte min afspændings cd på og lade op igen. Men glad for livet, hverdagen, min kæreste, familie, mine kolleger, mine deltagere som jeg underviste – glad for mig selv og det jeg havde udrettet den dag.

Jeg tror vi, trods alt, kan lære mange positive ting af et behandlingsforløb. For mit vedkommende havde jeg lang tid inden diagnosen fået gjort op med mit arbejdsliv, idet jeg havde skiftet til mit drømmejob 3 år før. Jeg havde også fået gjort op med dårlig parforhold og flyttet til det sted hvor jeg ønskede at bo. Så dette skulle der ikke ændres noget på. Men i behandlingsforløbet skete der alligevel mange andre ændringer. Jeg blev meget mere opmærksom på hvor godt mit liv egentlig var og hvor meget lyst jeg havde til at leve livet i fulde drag. Jeg blev endnu sikker på at jeg basad og i dag besidder mange ressourcer, at jeg trods behandling havde mod og lyst til at fortælle andre at god livskvalitet var muligt, trods kræftdiagnose.
Jeg har igennem behandlingsforløbet mødt nogle som der sagde ” bare jeg havde tænkt på……..”, ”bare jeg havde gjort…..”. Endvidere har jeg mødt en del som efterfølgende har fået gjort op med arbejdsforhold, blevet skilt, flyttet eller på anden måde fået gjort, for dem, drastiske ting. Ting som de, måske, skulle have haft ændret for mange år siden. Men modet, overbevisningen, troen kom, troede de selv, med diagnosen, behandlingen og livet efter behandlingen.

At bebrejde sig selv at man har røget for mange cigaretter, at man har spist for meget eller dyrket for lidt motion mv. giver ikke nogen positive referencer som vi kan tage med os.
Vær glad for dig selv og din hverdag, vær med til selv at bestemme at du vil have en god dag, giv dig selv lov til at have stor livskvalitet, giv andre et smil med på vejen, selv om din egen vej måske synes mere snoet og med lidt flere bakker. Dette uanset om du lige har fået stillet diagnosen kræft, om du er i behandling eller om du er færdigbehandlet.

Smil til livet – så smiler det helt sikkert tilbage til dig.
God sommer.

	Emner:
	Der er ingen kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Tine Hansen

Så er det vist tid med et lille indlæg igen. Thomas fik en CT scanning for 14 dage siden og i går var vi så på OUH til kontrol. Det føles stadig så surrealistisk at sidde derinde og skiftes til at være patient. Jeg skal heldigvis først til kontrol til september. Men alt så fint ud for Thomas og han skal så først til kontrol igen om 2-3 mdr. Så får vi da lige lidt ro på, han har godt nok en tid til en PET scanning i juli men regner med, at den som CT scanningen også vil være tip top. Herhjemme har det værste chok også lagt sig. Nu følger så bare en periode, hvor jeg kan mærke, at vi alle går lidt rundt med følelserne uden på tøjet. Vi er allesammen lidt mere pirrelige, kommer i forsvarsposition hurtigt. Men vi har jo også lige gennemlevet en omvæltning af vores liv. Jeg glæder mig helt vildt til, at mine børn får ferie fra skolen og vi kan tage lidt væk fra hjemmets 4 vægge. Nyde sommeren og være i feriehumør.

Jeg startede i et forløb ved en psykolog, tilskud fra sygesikringen, den samme som jeg havde, da jeg selv fik brystkræft. Det har været rigtig godt men også hårdt sådan at arbejde med sig selv og bearbejde ting. Men jeg får specielt meget ud af det i forholdet mellem Thomas og jeg, og så i forhold til vores børns reaktion. Denne gang er de jo store, i forhold til da jeg blev syg, da var de kun 2½ år. De spørger ikke så meget mere til Thomas men indimellem siger de jo noget som viser, at de tænker meget over tingene. Kan også mærke, at de har enormt meget brug for tryghed og skal vide hvor vi er henne hele tiden. Lige nu er jeg rigtig glad for, at jeg har forældreorlov og Thomas stadig sygemeldt, for selvom vi ikke kom afsted på vores længere ferie, så har vi været rigtig meget sammen som familie og det har været godt for os alle.

Jeg tror, at jeg i mit eget forløb med brystkræft og nu også med min mands kræftsygdom, har ændret mig rigtig meget som menneske. En lang proces som nok varer ved længe endnu. Jeg håber virkelig, at jeg finder mit “nye” liv lige så værdifuldt som det gamle, for jeg kan ikke gå tilbage og få det gamle igen. Jeg vil for altid være forandret og præget af de ting, jeg har været igennem. Det har tvunget mig og min mand til at tage vores liv op til overvejelse, set på det, hvad er godt, hvad er skidt? Hvad skal med, hvad skal ud? Som en kuffert der skal pakkes til en lang ferie. Men hovedsagen er, at der er masser at kæmpe for! Kærligheden, børnene godt i vej, de små glimt af lykke i hverdagen osv. Jeg tænker stadig, at det føles uvirkeligt, at Thomas også skulle rammes og jeg kan mærke, at mit livssyn er blevet en smule farvet af det. Jeg har stadig en positiv indstilling til livet men frygten og angsten for, at jeg eller mine kære bliver ramt igen, vil nok følge mig langt ud i fremtiden..

Jeg vælger at tage det positive ud af erfaringerne og samtidig med, at jeg føler vi blev ramt som familie igen, mærker jeg også fortsat en stor vilje og lyst til at bide livet i låret ;0)
Af sorg, af frygt kan der også komme godt, spire og vokse håb om en skøn og fantastisk fremtid for os alle.

Helt konkret overvejer jeg meget at læse på VUC til august, komme ud og lære nyt og nye mennesker at kende. Tror at tiden er inde til helt at skippe det frivillige arbejde ved KB og istedet koncentrere mig om noget helt andet end kræft. Jeg har været rigtig rigtig glad for det frivillige arbejde og kan varmt anbefale det.
Man gir lidt af sig selv og får så meget igen, det har været guld værd :0) !

	Emner: børn, brystkræft, frivilligt arbejde, psykolog, testikelkræft
	Der er 2 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link