John Klitgaard

Sarcoma Bike Tour 2009 fra Cumberland/Maryland til Washington

1.dag

Efter en god nats søvn, stod jeg op kl 0800 USA tid, og skulle så stifte bekendtskab med et amerikansk morgenbord,

Der er et meget stort udvalg, men æg og brød og kaffe blev det til, jeg holdt mig til det jeg kendte.

Selve turen begyndte kl 1500 med udlevering af cykler og et besøg på Canal museum, samt et besøg på en model af en original kanal båd, som blev brugt til at fragte kul fra Cumberland til Washington. der var ca 500 både i pendul fart på kanalen hele tiden, som blev trukket af muldyr som gik på bredden, og var forbundet med reb til båden.

Der var også tid til at kigge lidt på byen på egen hånd,

Dagen blev afsluttet med fælles spisning på hotellet.

Hotellet er helt i top, med meget store værelser, ca 25 kvadrat meter, og en kæmpe seng, samt internet, kabel tv og et lækkert badeværelse, og en kaffemaskine, med tilbehør, så en rigtig god start på turen.
Den sidste del af rejsen i går, foregik i bil, ca 300 km hvor jeg fik set en stor del af området, hvor vi skal bevæge os rundt i, og der venter os en meget flot natur oplevelse, der er meget frodigt, samt en del høje bjerge omkring selve byen, samt en stor brusende flod, jeg ser frem til at komme på cyklen i morgen

Dag 2

Så skule cyklerne afprøves, de første 28 km foregik i en stor gruppe, med langsom kørsel, samt mange stop undervejs, så der var god tid til at tage en del billeder, af dette meget smukke og frodige område, vi holdt frokost udendørs, efter de første 28 km, det er en god gruppe der er samlet, alle taler sammen og ingen ser ud til at føle sig uden for,

Rent aldersmæssigt, så spænder vi fra 2år og op til ca 65 år ligeligt fordelt på mænd og kvinder, det er ikke alle der cykler, så der er en gruppe der bliver transporteret rundt i biler, og ser andre ting, end os der følger cykel ruten langs kanalen,
De sidste 17 km som endte ved Paw Paw kørte jeg alene, med et godt tempo på, for at få jetlagget kørt ud af kroppen.

Paw Paw tunnelen blev bygget for at forkorte transport tiden for bådene, men det tog 12 år at færdiggøre den 1 km lange tunnel, og i mens blev jernbane driften igangsat, så tunnelen kom aldrig til sin fulde ret

Vi blev kørt tilbage til hotellet i biler, så vi kunne overnatte på sammen hotel igen
det blev en lang dag, vi kørte fra hotellet kl 0800 og jeg var først tilbage igen kl 1800, så jeg fik 20 minutter til at vaske tøj og komme i bad, inden vi skulle ud og spise.

Dag 3

Vi begyndte dagen med at gå igennem den ca 1 km lang Paw Paw tunnel,

I dag var vi bedre kørende, fra starten af, så dagens distance på 45 km blev tilbagelagt på, på godt 3 timer, af Scott og jeg. Vi var meget tidlig oppe, kl ca 0630, for vi skulle have lavet et gruppe foto, samt have pakket vores bagage sammen, for vi skulle flytte hotel. Inden vi begyndte på dagens tur.

Vi spiste frokost i byen Hancook, hvorefter vi kørte til hotellet, og sener blev samlet for at spise på restaurant i nærheden.

Dag 4
Igen meget tidlig op, for dagens udfordring bød på ikke mindre end 85 km, kongeetapen som den kom til at hedde, næsten alle var klar til start fra morgenstunden, dog var der enkelte der måtte sande, at det går ikke at møde utrænet op til en amerikansk bike tour, men for at vi skulle nå at komme til det næste hotel hvor vi skulle overnatte, så var vi igen meget tidligt oppe, og i og med at vi er på cyklerne det meste af dagen og følger en bestemt rute, er det begrænset hvad vi ser af andre ting, end floden og kanalen. Vi har dog set et gammelt fort i dag, som er helt tilbage fra borgerkrigen mellem Syd og Nord, og der kommer flere besøg på historiske steder, hvor borgerkrigen har haft sine slag.
Vi endte vores meget lange dag og hårde dag på Bavaran inn i byen Shephedstown
Men i morgen skal vi til Harpers Ferry

Dag 5
De stærke cyklister som vi blev kaldt, skulle have en mindre anstrengt dag i dag, så vi kørte 20 km fra morgenstunden til Harpers Ferry, hvor vi fik en guide tur rundt i byen, som var et vigtigt sted for soldaterne fra syden under den civilekrig.
Der var så mulighed for at, blive sat ned i en gummi ring, og drive nedad floden Potomac, eller der kunne cykles tilbage til vores hotel, hvor vi havde 2 overnatninger, jeg valgte cyklingen, heldigvis, for det viste sig at det tog ca 4½ time for de sidste at komme op af floden igen, så der var nogen der fik sent aftensmad den dag

Dag 6
Der var efterhånden tyndet godt ud i gruppen af cyklister der fortsat satsede på at gennemføre alle 300 km.
Men dagen begyndte med en guide bustur til Antietam Battelfield hvor et af de blodrigeste slag under krigen mellem nord og syd blev udkæmpet, der døde 22000 soldater på en dag, området er i dag et stort , område med historier og og mindesmærker fra en frygtelig dag i Amerikansk historie.
De sidste 40 km af dagens i alt 60 km, blev kørt i mudder, vi var på det tidspunkt kun 6 cyklister tilbage i frontgruppen, vi var grå/sorte fra top til tå, for der var ikke monteret skærme på vores cykler, men nåede dog frem til Whites Ferry, som sejlede os over Potomac river, hvor vi blev kørt i bil til vores næste hotel i Leesburg.

Dag 7
Sidste dag på cykel, vi startede med at køre 32 km til vores fælles mødested den dag, hvor der var mulighed for at komme med ud og sejle en tur på kanalen, inden frokost, og derefter var der så fælles kørsel til Washington.
Men undertegnede havde desværre mistet sit pas undervejs, og var derfor tvunget til at, køre alene i forvejen til Washington, selv finde vej til hotellet, samt en forretning, hvor der kunne tages pas fotos, tilbage til hotellet, ind i en taxa, stadigt iført cykel tøj, besøge den danske ambassade, hvor jeg fik udstedt et pas og tilbage i endnu en taxa til hotellet, og alt skulle nås inden 1430, for flybilletten kunne ikke ændres, så pulsen var oppe i højeste gear, der blev ikke nogen parade kørsel for mig på den sidste dag.

Resume
Sarkoma Bike Tour 2009 var en fantastisk oplevelse, vi var 45 personer fra 10 forskellige lande og 10 forskellige USA stater, fra den mindste på ca 2 år og op til 60+, det var en rigtig god gruppe der var blevet samlet, alle fik talt med alle i løbet af denne uge, og der blev sikkert knyttet mange gode kontakter, til glæde for mange i fremtiden, samt at Bruce og Beverli Shriver skal have et stort tak for deres enorme arbejde med at, få stablet sådan en tur på benene, samt deres utrættelige arbejde med at udbrede kendskabet til Sarkoma kræft, og fremskaffelse af midler til fortsat forskning, hvor vi igennem turen blev orienteret om de sidste resultater af dette arbejde.
En fantastisk oplevelse, som jeg ikke ville være foruden.
Der er sikkert mange ting jeg ikke har fået med i denne her beretning, men ingen nævnt ingen glemt, og så håber jeg at der vil blive mulighed for en anden dansk Sarcoma patient kan få muligheden for at deltage næste år, hvor det sikkert bliver afholdt i Europa.
John Klitgaard

	Emner:
	Der er ingen kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Tine Hansen

Feriehilsner
Jeg har været 3 uger i sommerhus på Ærø. Hele familien, total afslapning, skønt! Torsdag inden ferien havde Thomas en tid til en PET scanning som vi lige skulle have overstået. Da vi kom derind var den aflyst. Det var anden gang det skete og hver gang skyder afdelingerne skylden på hinanden. Jeg er ligeglad hvis skyld det er, bare dog deres interne kommunikation var lidt bedre så vi ikke skulle stå der med alle vores frustrationer. Træt af at skulle have styr på så mange informationer hele tiden og at det så alligevel glipper. Nå men vi besluttede os for ikke at bruge en masse energi på at ærgre os over det. Det kan man nemlig selv bestemme! Tænker meget over den der med om man er offer eller overlever. Så vi tog bilen hjem igen og skyndte os i sommerhus.
Derovre er der bare helt fred og ro. Ingen tlf der ringer eller breve der skal tages stilling til. Andre omgivelser end de vante og mulighed for bare at trække stikket helt ud.
Jeg slappede helt af. Glemte alt om sygdom osv. Indtil jeg talte med et familiemedlem der spurgte til hvornår Thomas skulle til kontrol igen. Jeg havde næsten glemt det. Glemt at han jo skal til kontrol, scanning, blodprøver osv, hver anden måned det næste år.. eller det vil sige at der skal foregå noget kræftrelateret ca en gang om måneden. Det fylder alligevel en del. Da vi kom hjem, tjekkede vi op på de næste datoer og allerede næste uge og ugen efter skal han igang igen. Røntgen af lunger og så kontrollen bagefter. Ved godt at det jo selvfølgelig er for at være sikker, for at tage tingene i opløbet men det fylder rigtig meget.
Lige nu sidder jeg bare og drømmer mig tilbage til sommerhuset. Dagene uden planlægning, badning, grill, hængekøje, skyformationer, vinbjergsnegle, mariehøns, valnøddeis med flødeskum og ahornsirup, gode venners besøg, æg fra bondemanden, laks fra fiskeren, tid til ferielæsningen og tankernes vandring..

Jeg føler mig glad og energifyldt efter ferien men er dog en smule bekymret på Thomas vegne. Tror det er sværere for ham at vende hjem til hverdagen. Jeg glæder mig til at starte med at læse. Hans sygdom har virkelig givet mig et spark bagi til at komme igang og synes, paradoksalt nok, at hans sygdom har givet mig mere mod og styrke. Mine egne negative tanker og angst omkring tilbagefald af brystkræft er trådt meget i baggrunden.
Jeg vil så gerne hjælpe ham, dele tanker og erfaringer men det er svært at vide hvordan man støtter bedst muligt. Vi er så forskellige og takler vores sygdom forskelligt men med kærlighed kommer man forhåbentlig længst.
Pårørenderollen er helt uvant for mig, var så vant til at alting drejede sig om mig og nu er rollerne lige byttet om. Jeg håber jeg kan gøre mit bedste!
Fortsat god sommer til Jer alle :0)

	Emner: pårørende
	Der er 2 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Birgitte Junker

Allerede ved den første konsultation med lægerne på kræft afdelingen, blev jeg tilbudt en gentest. Dengang synes jeg det var en noget voldsom melding og valgte at sige, at det ville jeg gerne tænke over. For ærligt talt vidste jeg ikke lige hvad jeg skulle sige og mene om sådan et tilbud. Ved næste konsultation spurgte jeg lidt mere ind til hvad jeg kunne få ud af det og hvordan jeg ville kunne bruge det fremadrettet. For det var det jeg var nået frem til – det skulle give mig nogle svar og dermed nogle muligheder som ville være til fordel for mig og min families fremtid. Jeg havde undervejs diskuteret emnet med både min familie, venner og kolleger, men havde nok inderst inde taget min beslutning. Jeg ønskede at få besked, således at jeg kunne blive afklaret og få viden om hvilke handle muligheder der er tilgængelige.

Første skridt i gentesten er en optegning som minder om et helt almindelig stamtræ, med navne, datoer og eventuelle kræftdiagnoser. Herefter indsendes dette til forskere. Da alle data var blevet bearbejdet blev jeg indbudt til en personlig samtale. Jeg oplevede denne samtale som yderst professionel og den kvindelige læge var yderst kompetent, præcis og ligefrem. Og ikke mindst ærlig. Jeg fik god information om hvad jeg kunne forvente, hvordan de ved et positivt udfald ville kunne hjælpe mig og min familie fremadrettet og hvilke muligheder og valg jeg personligt selv skulle træffe. Sidste skridt i første fase var en blodprøve og en ny mødedato. Og så kunne jeg blot vente 3 måneder. Alt dette skete i foråret. Nu er der gået 3 måneder og på onsdag får jeg svar.

I den mellemliggende periode har jeg oplevet stor interesse fra familie, venner og bekendte. Dog har jeg også mødte nogle vrede personer, som bare ikke kan forstå hvorfor jeg gør det. Hvad nu hvis du har BRACA (breast cancer) genet? Hvad så med din 18-årige niece? Skal hun nu gå med angst de næste mange år? Hvad så med dig selv? Skal du så have fjernet dine bryster? Der har været mange spørgsmål og frustrationer, men målet er og har været klart hele tiden. Jeg vil redde liv. Både mit eget og andres. Men viden, kan vi handle.

Fortsættelse følger……

	Emner:
	Der er ingen kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Annelise Læssøe

KLIPPET FRA HTTP://CHARLOTTEENGLEV.WORDPRESS.COM/

18. juli 2009
Klokken seks her til morgen sov Charlotte stille ind, eller som hun selv ville udtrykke det – hun døde. Begge dele er sandt. Charlottes liv fik en fredfyldt afslutning blandt familie og venner og vi står nu tilbage med sorgen, tabet og savnet efter hendes død.
Tak for de mange dejlige tilkendegivelser på mit forrige indlæg. Jeg håber I vil bruge indlægget her til at mindes Charlotte og dele de oplevelser I har haft med hende gennem årene.
På familiens vegne
-Michael
…………………………………………………………………………………………………………………………..

Mange har skrevet om deres tanker og følelser i forbindelse med Charlotte Englevs liv og død – selv skrev jeg følgende og håber I andre vil støtte Charlottes familie og venner ved at skrive nogle mindeord på Charlottes hjemmeside:

Jeg havde håbet på, nærmest forventet, endnu et mirakel, og at Charlotte kunne fortsætte med sit liv som en både strid og blød engel her på jorden. Måske er miraklet, at hun fik den afslutning, som hun havde håbet på – stille, roligt, smertefrit og med sin elskede familie og venner omkring sig.

Jeg lærte Charlotte at kende på http://www.blogomkraeft.dk, hvor jeg hurtigt lærte at beundre hendes vid og evne til at komme lige til sagen – præcist, med kløgt og omsorg, og stor forståelse for andres ulykkeligheder og råb efter hjælp. Når jeg selv havde skrevet et af mine indlæg, tjekkede jeg ofte nettet for at se, hvad hun nu havde at bemærke – for en bemærkning kom altid, og jeg værdsatte den hver eneste gang.

I den senere tid har jeg udviklet mit venskab med hende på Livsnettet, og en enkelt gang var jeg så tæt ved at møde hende, og hvor jeg dog glædede mig – vi havde arrangeret en eftermiddag i ZOO, men hendes sygdom spændte ben – hun blev indlagt. Og jeg troede jo, at så tog vi bare turen en anden gang.

Charlotte vil leve videre i mine tanker og i min sjæl – og mine tanker går nu til dig, Michael, Charlottes højt elskede mand, og hendes familie og venner, der nu må fortsætte livet med denne store sorg.

En engel er fløjet til himmels – æret være hendes minde

	Emner:
	Der er 1 kommentar			Skriv kommentar			Permanent link

Annelise Læssøe

Som kronisk kræftpatient – med metastaser af en æggestokkræft, og med en forhåbentlig helbredt endetarmskræft – skulle jeg i slutningen af maj igen CT-scannes for at se, om der er udvikling i de eksisterende svulster og evt. spredning – de sidste par gange jeg er blevet scannet, har det vist sig, at svulsterne vokser, men heldigvis meget langsomt, og denne gang var der ingen vækst overhovedet, ikke så meget som en millimeter, og ingen spredning.

JUBEL – nu kan jeg nyde sommeren uden tanker om kemo, og kan hygge mig i mit sommerhus med mine katte ude i det fri. Og så kan jeg også nyde det sidste af de krøller, jeg fik efter sidste hårtab.

Jeg er bare så glad og lettet – næste scanning er igen om 3 måneder, og så håber jeg, at mit held vil fortsætte.

MEN DET GJORDE DET IKKE – pludselig ændrede situationen sig:

20. juni ‘09:
Jeg er lige kommet hjem igen efter et døgn på Bispebjerg Hospital – jeg har skrantet i et stykke tid, men da smerterne først tog fat, var jeg helt klar over, at noget anderledes var galt. Jeg kender jo mine smerter(!), og dette var noget nyt. Jeg fik en tid hos min egen læge om torsdagen, nåede også at blive røntgenfotograferet samme dag, min læge fik resultatet, og sørgede for, at jeg kunne indlægges med det samme.

Det viste sig så, at jeg havde fået tarmslyng i både tyk- og tyndtarm, det var pokkers pinefuldt, og alt hvad jeg spiste eller drak kastede jeg op igen for fuld udblæsning. Der var simpelthen ikke passage fra mavesæk ned til tarmene og videre i systemet. Efter intravenøs væske, et ordentligt skud morfin, udpumpning af maveindhold, CT-scanning og grundige undersøgelser er jeg nu hjemme igen, men med en åben indlæggelsesseddel, hvis det nu skulle gå galt i weekenden. Jeg har det dog meget bedre lige nu, og forventer ikke problemer.

Teorien er, at arvæv efter mine operationer sammenholdt med de tre kræftsvulster, jeg har i underlivet, presser på mine tarme og er formentlig årsagen til tarmslyng. Lægen på Bispebjerg Hospital har talt med Rigshospitalet, hvor jeg “hører til” mht min kræftsygdom, så på mandag formiddag skal jeg til undersøgelse dér, og så må jeg se, hvad de finder ud af.

Jeg har dog tidligere fået at vide, at svulsterne ikke kan fjernes ved operation – de ligger for tæt på “vigtige” organer, og kræften er i øvrigt spredt rundt omkring i kroppen, så rent kræftmæssigt vil det ikke gøre nogen forskel, om de sidder der eller bliver fjernet. Så jeg er noget spændt på, hvad Rigshospitalet kan komme frem til af løsninger.

Men lige nu er jeg bare glad for at være hjemme igen, min ene kat ligger som sædvanlig på en stor æske på mit “kontor”, og min anden kat sidder, også som sædvanlig, og kigger på mine fingre henover tastaturet. Meget hyggeligt og fredeligt.
—————————————————————————
22. juni ‘09:
Så har jeg været på Rigshospitalet. Heldigvis så jeg min favoritlæge på Rigshospitalet i dag – han er den “der svæver over min sag”, dog som regel i baggrunden. Han er bare så god, tager sig tid, lytter, tager mig alvorligt, og er god til at forklare.

Lige nu er jeg på en udrensningskur, og det er så småt begyndt at virke. Han har også kunnet mærke en forstørret cyste i det meget ømme område, så jeg skal PET/CT-scannes inden for to uger. Det er mig bekendt den bedste scanning, der findes for at vise, hvor kræften sidder – meget mere præcis end “bare” CT-scanningen. Man får en radioaktiv substans indsprøjtet en halv time før scanningen, og så stråler alle kræftformerne op på scanningen som lys på et juletræ – ALT ses. Og så må vi så se, hvordan det ser ud inden i mig.

Operation er ikke noget lægerne er glade for – som lægen sagde, så holder kirurgerne gerne hænderne på ryggen i tilfælde som mit, da de kan gøre mere skade end gavn. En mulighed er at give mig mere kemo i et forsøg på at mindske svulsterne for at lette trykket på tarmen, eller også kan jeg evt. få en stomi, hvis kemo ikke skulle virke – tro mig, jeg vil lave alle mulige krumspring for at undgå en stomi – har prøvet det, og har bestemt ikke lyst til det igen.

Så nu venter jeg på scanningen og resultatet, og så må lægerne finde ud af, hvad de kan komme med af gode forslag til behandling. Lige nu har jeg det meget bedre og er fortrøstningsfuld.
—————————————————————————
25. juni ’09:
I dag kom brevet fra Rigshospitalet – jeg skal PET/CT-scannes allerede i morgen formiddag og får så svaret den 2. juli – det er sandelig hurtig service.
—————————————————————————
2. juli ‘09:
Scanning er nu vel overstået, og svaret fik jeg i dag – tja, kemo endnu en gang !!! Jeg har ellers været kemofri i over et år og priser mig lykkelig for at være generelt rask og frisk, så jeg kan stå gennem en ny kemokurs genvordigheder. Det viser sig, at jeg har to nye svulster, som sidder meget tæt på tarmen, og det er de to, som har lavet ravage, så jeg fik tarmslynglignende problemer (lægens ord).

Jeg starter kemo mandag den 13. juli med et for mig nyt produkt, Caelyx – det skal jeg så have 6 gange til at begynde med, med 4 ugers mellemrum. Lige nu har jeg bare sådan en ØV-følelse – havde ellers set frem til en god lang ferie i mit sommerhus uden kemo hængende mig over hovedet, men jeg er på sin vis også glad for at få tilbudt et nyt produkt i håbet om, at det er effektivt. Jeg vil blive scannet efter hver 2. gang kemo, så vi kan se, om det virker.

I aften tager jeg op i sommerhuset igen – nogle gode venner kommer i weekenden, og det glæder jeg mig meget til.
—————————————————————————
13. juli ‘09:
HOVSA er stadig et meget brugbart ord !!! Mødte som aftalt kl. 12 på Rigshospitalet til kemobehandling, meeeen jeg var altså “faldet ud af systemet”, så jeg var ikke ventet før kl. 13.30 (til lægesamtale). Nå, men det blev rettet og kemoen bestilt på apoteket. Min datter og jeg gik ned i caféen og fik en god frokost og kunne heldigvis sidde ud i haven, for det meste i solskin.

Fik så anvist min seng, fik stikket indsat i min intravenøse port, fik kvalmepille og begyndte med at få sukkervand i droppet, mens vi ventede på kemoen. Kl. 15.30 var den ikke dukket op endnu, var blevet væk et eller andet sted på hospitalet, så den meget søde og undskyldende sygeplejerske spurgte, om jeg kunne komme igen i morgen kl. 10, for så ville kemoen (når de fandt den) stadig kunne bruges.

Som sædvanlig tager jeg situationen i stiv arm – ikke at jeg ikke kan blive hidsig, men mine snart mange år med hospitalssystemet har lært mig at forholde mig ret flegmatisk til disse hovsa-hændelser – der er intet jeg kan stille op, og jeg gider ikke bruge mit krudt på at blive sur.

Men det er da noget træls, at jeg skal mande mig op til kemo igen i morgen – det er jo ikke det sjoveste at skulle i gang med.
—————————————————————————
14. juli ‘09:
Bare en kort bemærkning for at få slået en afsluttende sløjfe på denne historie – det lykkedes at få kemo i dag, ikke kl. 10, men først kl. 14 – den forsvundne kemo dukkede aldrig op, og en ny portion måtte bestilles.

Selv om dagen syntes lang med den megen ventetid og derefter behandling, var det nu også helt hyggeligt, idet jeg fik kemoen af en sygeplejerske, som kunne se, at hun havde været med mig fra begyndelsen helt tilbage i slutningen af 2000. En slags stabilitet midt i kaos.

Alt vel, lidt småtræt, men meget glad for, at første omgang nu er overstået.
—————————————————————————

REFLEKTIONER I NATTETIMERNE:

Lige i skrivende stund kan jeg høre solsorten synge sin morgensang – dejligt at noget er konstant her i livet.

Hukommelse er en dejlig og sommetider flygtig ting – jeg skal nu igen i gang med et kemo-liv, men selv om jeg har prøvet det før, så skal jeg alligevel nu til at genopleve det på en anden måde. For det første er det et for mig nyt og ukendt produkt, og jeg ved ikke, hvordan jeg vil reagere, og for det andet har jeg næsten glemt, hvordan det er at leve med huller i min kalender, dvs. ingen aktiviteter planlagt i ugen efter kemo, og så langsom optrapning i håbet om, at jeg kan holde mine aftaler uden pludselige aflysninger.

Jeg håber blot, at jeg denne gang kan nøjes med kemobehandlingerne og ikke får alle de hovsa-indlæggelser med diverse sygdomme, som jeg dog godt kan huske, at jeg fik alt for mange af ved sidste omgang kemo for over et år siden.

Nu skal jeg ud på min altan og nyde solsorten.

	Emner: æggestokkræft, caelyx, kemo, kronisk, PET-scanning
	Der er 67 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Jacob Pallesen

Så er der ikke mere end fire dage til at DM i triathlon (på OL- distancen) skydes i gang (1500m svøm., 40 km cykling og 10 løb)

Det var et af mine store mål at deltage i DM i år. Jeg ved godt at jeg ville være langt bagud i feltet, men det kunne bare være så fedt at se, hvor langt jeg ville være efter de andre i et elite felt, og hvor langt den forpulede kræftsygdom havde sat mig tilbage.

Jeg ved godt at det vil tage lang tid, at komme i form efter otte kemo-kurer, stråler og alt det andet medicin jeg har fået. Da jeg startede med genoptræning to uger efter jeg var færdig med den sidste kemo kur, gik jeg to gange om ugen til genoptræning på et plejehjem.

Det første jeg sagde til fyssen, var at hun blev nødt til at holde mig nede med hensyn til træningen, for ellers ville jeg gå amok, og sikkert komme til at træne mere end jeg kunne holde til.

Jeg har haft et stort problem. Min krop og mit hoved har ikke altid arbejdet så godt sammen. Mit hoved fortalte tit til min krop, at jeg kunne holde til at træne mere, eller tage flere kilo på vægten. Jeg trænede omkring 20-25 timer om ugen.

Min krop var dog ikke med på at jeg skulle træne så meget. Til genoptræning lavede jeg næsten kun øvelser med en bold – sådan noget med at sidde på bolden og så løfte den ene fod og den ene hånd, og så den anden fod og den anden hånd. Det var jeg ikke helt tilfreds med. Jeg kunne jo godt se at jeg ikke var stærk. Jeg fik også at vide at jeg ikke måtte løbe og at jeg ikke måtte svømme mere end max 1000m. Min trænings uge ligende vel noget i retning af følgende:

Tirsdag – genoptræning 60 minutter
Onsdag – svømme 500 til 1000m
Torsdag – genoptræning
Fredag – fridag fra træning
Lørdag – genoptræning selv + gå 20 til 30 minutter
Søndag – cykel 30 minutter

Det er jo ingenting i mine øje, men det var altså hvad jeg kunne holde til, da jeg var færdig med kemo og alt det andet. De første mange gange jeg var til genoptræning, blev jeg virkelig holdt i ørerne af den søde fys.
Men på trods af det, måtte jeg ned og sidde et par gange, da jeg fik det dårligt. Jeg fik det dårligt, fordi jeg havde givet den for meget gas.

Jeg måtte max. cykle fem minutter til opvarmning for ellers kunne jeg ikke holde til resten af træningen. Jeg blev hentet af en taxa for senere at blive kørt hjem. Jeg faldt ofte i søvn i taxaen og når jeg kom hjem blev jeg nødt til at sove i et par timer før jeg var klar til at lave mad.

Når jeg som i dag sidder og er træt af at jeg ikke kommer med til DM i triathlon, fordi min krop stadig ikke er helt på toppen, og fordi jeg typisk har en masse skader (jeg kan fx. ikke løbe mere end 3×6 min., selv om jeg for et par måneder siden løb omkring 45 min. til en time 2-3 gange om ugen.

Det er som om min krop er lavet af glas, og den mindste sten kan få det hele til at gå i stykker. Sådan har jeg det, når jeg en sjælden gang er lidt træt over at det med sporten ikke rigtig kører. Jeg vil dog lige understrege at det er ikke er så tit, at jeg har det sådan, som jeg har det lige nu, men en gang i mellem bliver vi vel alle lidt triste.

Der går dog aldrig mere end et par minutter og så våger jeg op – jeg bliver sur. Jeg bliver, for at sige det lige ud, skide sur på mig selv. Jeg siger for pokker da Jacob – du kan på ingen måde tillade dig at være sur over at træningen ikke kører – for pokker Jacob, du lever, og du har sku’ da et svar på, hvorfor du skal leve dit liv. Jeg bliver bare så ked af det, når jeg tager mig selv i være utilfreds.

Jeg tror ikke at jeg en dag kommer til at sige, at jeg ikke ville have været kræften foruden. Jeg føler mig snydt, godt og grundigt snydt. Jeg var jo på vej tilbage til sporten efter mere end et år, hvor jeg har været skadet. Jeg var bedre til at cykle end jeg nogensinde før havde været. Jeg kunne bare lige det der med at køre 40 km i timen – der ud af. På løbe og svømme siden så det også godt ud. Jeg følte mig klar til at begynde min kamp mod toppen. Men så ud af ingenting kom kræften, og med et skulle jeg i gang med at kæmpe mit livs kamp. Den vandt jeg, og hvad er et dansk- og nordisk mesterskab i forhold til det at vinde livet tilbage.

Kærlig hilsen Jacob

	Emner:
	Der er 2 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link