Jacob Pallesen

AK ja, så er det atter tilbage på skolebænken. Det skal man lige vende sig til. Det er sjovt og meget mærkeligt, da jeg altid har hadet at gå i skole. Det er ikke fordi jeg blev moppet i skolen, for det gjorde jeg skam ikke. Jeg ser stadig mine venner fra den gang. Nej, jeg har bare aldrig været særlig god til ret mange af de ting, der foregik i skolen.

Det eneste jeg kan glæde mig over er at jeg ikke går i folkeskolen mere. Og nu kommer det så, hvad gør man, når man har hadet skolen så meget? Jo, man bliver da skolelærer – hvad ellers – hvor smart er man så? Og nu er det nye skoleår så begyndt, men hvad pokker, før man får set sig omkring, ja, så er der gået endnu et år, og så er det sommer igen, og sådan går det jo.

Ja ja jeg ved da godt at der er lang tid til, men der er jo faktisk under et år til at det igen er sommerferie. Det går stærk. Tiden flyver afsted, og det er det med tiden, der er skyld i at jeg nu i et stykke tid har svært ved at sove. Det er ikke fordi jeg ikke føler mig træt, nej, det er mere som om jeg blive bombet med tanker. Tankerne kommer når jeg er ved at falde i søvn. De kommer som en strøm eller en form for masse – en masse små tanker som jeg ikke når at forholde mig til før den næste tanke kommer. Og sådan kører det bare rundt i hovedet på mig.

Jeg er næsten sikker på at det har noget at gøre med at jeg skal CT scannes på fredag. Jeg føler ikke jeg tænker så meget på kræft mere, men som regel komme der tanker frem, når tiden nærmer sig en scanning. Det er min underbevisthed´, der spiller mig et pus. Når jeg så endelig falder i søvn, så drømmer jeg videre.

Drømme
Normalt drømmer jeg ikke ret meget, men når jeg skal besøge sygehuset, så kommer drømmene til mig. Det er som regel nogle drømme, som ikke hænger sammen, men mange af de mennesker, som jeg holder meget af er med i dem.

Hvis jeg skal sætte en overskrift på de tanker, som holder mig vågen lige i øjeblikket, ja så må det være ordet tid. Jeg tænker tit på hvem pokker, det var der opfandt uret/tiden? og hvad pokker tanken var bag uret/tiden? Tænk en gang hvis vi ikke havde noget der hed tid.

Tilbage til sagen – hver eneste gang jeg hører Steffen Brandt’s (TV2) sang Hele verden fra forstanden (jeg ved godt at der også her har været andre, der har talt om samme emne) kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvis jeg kunne stoppe tiden.

Jeg vil ikke spole tiden tilbage for at opleve det hele igen for så skulle jeg jo bare igennem mit kræftforløb en gang til, og det gider jeg godt nok ikke. Nej, jeg kunne vælge en alder og så blive i den alder i de næste…? 1000 år, eller der omkring.

Hvis jeg fik det tilbud, ja, så tror jeg at jeg ville have gjort det. Jeg vil tage tilbage til den tid lige før jeg blev syg. Lige der, inden mit liv blev forandret for altid, lige der, hvor jeg ikke vidste at jeg faktisk kunne dø, af at leve et sundt liv. Lige der, da jeg følte mig ung og på vej til opleve hele verden. Jeg ved godt at det er noget vås, men sådan tænker jeg altså nogle gange – for jeg føler mig gammel, føler at min krop er slidt, brugt og fuld af skavanker efter kemo kuren. Jeg føler ikke at jeg kender mig selv mere. Jeg er en ny Jacob og jeg skal først til at finde mig selv igen – lære mig selv at kende. Om jeg er blevet et bedre menneske efter den omgang jeg har været igennem?

Tja, det er svært at sige: Hvor jeg er på vej hen, ja, det har jeg opgivet at finde ud af. Hver gang jeg lægger en plan, ja, så sker der noget andet. Om jeg finder mig selv? Det ved jeg heller ikke – jeg finder i hvert fald ikke den gamle Jacob – ham har jeg tabt for altid.

To sider af mig selv
Jeg har talt med min psykolog om grundene til at jeg har det på denne måde. Jeg har to sider af mig selv. Den ene side af mig vandt i sporten og var meget sikker på hvad han lavede, og den anden side var uden for sporet, og ikke tro mod sig selv. Igennem mit kræftforløb er de to sider kommet tættere og tættere på hinanden, og er til sidst smeltet sammen til en stor masse.

Nu gælder det bare om at tage det bedste fra begge sider og smide resten ud. Det skulle være helt normalt – det siger de kloge i hvert fald, men for mig der er midt i det hele, ja, der ville jeg nok bare ønske at jeg kunne glemme kræft, få den ud af min hjerne. Helt væk, så jeg ikke hele tiden skal kæmpe imod de negative tanker.

De tanker trænger sig på, gang på gang, gang på gang, for hvad nu hvis jeg var… ? eller hvorfor skulle det lige være mig. Når tankerne kommer, og særligt når jeg ligger i min seng, så tør jeg ikke lukke mine øjne – for hvad nu hvis jeg ikke kan åbne dem igen. Alt dette tænkte jeg ikke på, da jeg var 20 år. På det tidspunkt var der andre problemer, som optog mig fx. at stå i kø ved købmanden.

Når jeg er ked af det skriver jeg ofte – lige som nu. Jeg skriver fordi jeg er ked af det og måske også fordi jeg er lidt bange. Når jeg skriver kan jeg få det hele ud. På den måde kan jeg klare de svære tanker – jeg skriver og skriver og altid i nuet. Jeg kan ikke andet.

Jeg har det godt igen – mere skulle der ikke til. Tankerne er væk og jeg kan sove. Endnu et opgør med kræften, og jeg slog den igen. Jeg har det ellers godt – rigtig godt endda. Jeg har en god familie, gode venner, en kæreste og ja, en hamster har jeg også. Og det er jo det, og hvad betyder det at blive ved med at være 20 år, hvis ikke at alle omkring en også blive ved med at have den samme alder? Det ville ikke være så godt – for jeg kan jo heller ikke leve uden dem.

	Emner: drømme, tanker, Tid
	Der er 3 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Tine Hansen

I dag blev jeg ringet op af regionskonsulenten for region Syddanmark der inviterede mig til en workshop i Odense. Den handler om patientens vej gennem sundhedsvæsenet. Deltagerne er bl.a. pårørende. Det lød rigtig spændende og det er jo super vigtigt, at der bliver sat fokus på det her område men desværre kan jeg ikke deltage. Jeg prioriterer min skolegang lige nu men hvis der er nogen pårørende som har lyst til at deltage Mandag d. 24-8-09, så ring til regionskonsulent Susanne Juul Tlf.: 6311 8315 på Kræftens bekæmpelse i Odense.
Mener det er fra kl 9-16 og man får transport og tabt arbejdsgodtgørelse. (og sikkert dejlig mad på stedet)
Håber at der gennem workshops som denne er med til at sætte større fokus på kræftpatienters ve og vel og at man kan få indflydelse på denne måde.
Ha’ en fortsat skøn uge :0)
Bedste hilsner
Tine

	Emner: patint, pårørende, sundhedsvæsen, workshop
	Der er 4 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link