Karsten Rung Nielsen

Hej

For ganske præcist et halvt år siden (2. oktober) efterlyste jeg her på bloggen andre med cancer i maven. For jeg er da næppe den eneste med en diagnose, der hedder cancer i overgangen mellem spiserør og mavesæk med spredning til leveren og lymfen? Eller bare noget, der minder om dette?

Jeg må sige, at jeg stadig undrer mig over, hvor de andre med cancer i maven er henne – måske er de døde, måske har de givet op, måske har de ikke lyst til at give sig til kende. Hvem ved? For god ordens skyld skal det nævnes, at efterlysningen den gang gav et par tilbagemeldinger; den ene af disse personer er desværre gået bort siden.

Lidelser som cancer i brystet, lungerne og tarmene får spandevis af opmærksomhed, og det er helt fint med mig, men nogle gange undrer jeg mig over, hvor henne på kloden, man er eksperter på lige netop min type cancer -  eller dem, der ligger tæt op ad? Er det i Odense, Rio de Janeiro, Moskva, Boston eller Dubai?

Det kunne være rart at udveksle erfaringer, meninger og viden om behandling andre steder i verden om vores diagnose, for det ganske vanskeligt at finde frem til relevant litteratur og artikler om emnet cancer i maven set i lyset af, at andre typer cancer får langt, langt mere opmærksomhed.

Situationen for mig lige p.t. er, at  jeg efter tredje behandling med regional kemo i Frankfurt valgte at sige nej tak til flere behandlinger, fordi bivirkningerne i den grad valgte at være tilstede. Faktisk var det først i begyndelsen af marts, jeg følte mig helt oven på igen.

I stedet nyder jeg foråret med dets spirende begyndelse på noget helt nyt og spændende. Jeg har holdt foredrag hos Kræftrådgivningen i Aabenraa og har meldt mig til et lokalt motionsløb (5,7 km) her i Haderslev, så jeg kan være i form til at løbe 10 km langs Vestkysten den sidste søndag i juni, hvor North Sea Beach Marathon afvikles med ruter på fem, 10, halv- og helmaraton.

Men er der nogle derude, som har lyst til at dele erfaringer, sludre og give deres viden videre, så er jeg modtagelig.

Mvh Karsten

	Emner:
	Der er 9 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Jacob Pallesen

I tirsdags skulle jeg atter scannes. Det er efterhånden blevet så meget en rutine det med scanning, at jeg ikke tænker så meget over det, før jeg er der. Det er mere bagefter, når jeg venter på svar, at der sker en masse i min hjerne. Nå, men på vej mod Odense kom jeg i tanke om, at jeg ikke kunne huske, hvad det var for en scanning, jeg skulle have foretaget. Hm hm, jeg tænkte, at det enten måtte være en MR eller en CT- scanning.  Men eftersom jeg ikke kunne blive enig med mig selv, tænkte jeg, at jeg da bare ville spørge, når jeg kom frem. Den søde dame i glasburet grinede lidt af mig, og over at jeg ikke kunne huske, hvad det var for en scanning, jeg skulle have foretaget.

 Det viste sig at være en CT- scanning. Jeg blev skannet, og alt gik som det skulle. Da det hele var vel overstået, tænkte jeg, at jeg lige ville kigge over forbi X3 (kræft afdelingen). Ikke fordi jeg på nogen måde savner at ligge derovre, for det gør jeg bestemt ikke. Det var mere for lige at sige hej til de sygeplejersker og læger, som har passet mig, mens jeg var indlagt. Der er ikke så mange jeg kender tilbage på afdelingen, i hvert fald var de der ikke lige den dag.

Der kommer altid en masse minder frem, når jeg går ind af døren til X3. Jeg synker altid en klump i halsen, når jeg trækker i snoren, så døren går op. Jeg bliver faktisk altid lidt bange, når jeg går ind og ned forbi alle stuerne, hvor jeg selve har ligget, og hvor der desværre har ligget så mange andre end mig. Da jeg havde snakket med dem, jeg kendte, og igen sad i bilen på vej hjem til Svendborg, kan man godt sige at chokket kom. Det var her, at jeg begyndte at trække mig ind i min skal. For der i bilen kom alle tankerne; en lille ond mand kom frem fra dybet i min sjæl og begyndte at prikke til mig. Jeg blev bombarderet med det, som jeg kalder mørke tanker. Jeg tænker: hvad er det hele værd, hvis jeg alligevel skal til at have kemo, så kan jeg være i nok så god form og have det nok så godt, hvis scanningen ikke giver det svar, som jeg håber på… Hmmm det er nok ikke det smarteste i verden at køre i bil samtidig med at man kæmper med sine indre dæmoner, det ved jeg godt. Men jeg vil i den forbindelse skynde mig at sige, at mens jeg var i behandling, kørte jeg aldrig, og det var fordi jeg ikke følte, jeg var nok til stede, at mit hoved var et andet sted end i bilen. Normalt har jeg det heller ikke sådan efter en scanning, og det er noget jeg vil være meget opmærksom på næste gang, jeg skal til scanning.

Siden tirsdag har det kørt op og ned med humør, jeg tror at det måske er fordi, at det er så lang tid siden, jeg sidst har været på OUH. Ikke at det er dårligt, men der kommer bare en masse minder. I tirsdags fik jeg sat nedtællingen til scanning i gang ind på min hjemmeside. Min dejlige kæreste synes ikke at det er fedt med nedtællingen, og et eller andet sted kan jeg godt forstå det. For i denne tid op til scanningssvar er jeg på ingen måde let at bo sammen med, jeg bliver let sur, og jeg har rigtig svært ved at sætte ord på, hvad der er galt. Jeg bliver også så pokkers bitter over det hele, synes verden er urimelig. Jeg ved, at jeg får det sådan, og jo tættere jeg kommer på fredag, jo værre er det at bo sammen med mig. Jeg kan ikke falde i søvn i om aftenen, og jeg vågner om natten, fordi jeg drømmer en masse underlige drømme, som der hverken er hoved eller hale i. Derefter er jeg træt om morgenen, så det er ikke let. Men det er der jo heller ingen, der har sagt, at det skulle være. Det er vel et eller andet sted meget normalt, at jeg reagerer sådan, og vi har en aftale herhjemme, der hedder, at i ugen op til scanningssvaret, tæller det, der bliver sagt ikke, og det fungerer egentlig godt. Når så det hele er veloverstået, ja så snakker vi om tingene.

	Emner:
	Der er 2 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Annelise Læssøe

Årvågne bloggere og læsere vil vide, at jeg først fik konstateret æggestokkræft i slutningen af 2000, og fik tilbagefald i oktober 2007, med metastater af æggestokkræften flere steder i min krop, og kræften betegnes nu som kronisk. Derudover blev jeg (også i slutningen af 2000) med succes opereret for en endetarmskræft. Men det ved nye læsere jo ikke, så derfor dette meget korte resumé.

I september sidste år skrev jeg bloggen ”Kronisk æggestokkræft – livet er godt” og helt tilbage i juli ”Fra Jubel til Åh, nej, ikke nu igen! ” – jeg har fået så mange dejlige hilsener på de to indlæg, og jeg har længe haft lyst til at begynde på en frisk – og det gør jeg så her :O)

Titlen ”Den uendelige historie” har jeg tænkt en del over – min kræft er kronisk, og selv betragter jeg den som uendelig, hvilket den jo også er, til det er slut!

Det er meget længe siden, jeg har skrevet en ny blog som opfølgning på mine tidligere beretninger. Jeg har haft lyst, men ingen energi; der var jo intet nyt, livet fortsatte bare der-ud-af.

Jeg havde en dejlig, men hektisk julemåned med fest og farver og glemte helt, at jeg skulle passe lidt på mig selv, for jeg ville jo ikke gå glip af noget om helst Nytåret kom og gik, og allerede den 2. januar begyndte jeg at blive småsyg – sikkert bare udmattelse, tænkte jeg, så nu skulle der hviles og soves godt igennem. Fik ondt i halsen, blev forkølet, hostede lidt, og var helt utroligt træt. Det er årstiden, tænkte jeg, mørke, kulde, sne i massevis, blev indendøre, blev mere og mere sløv.

Forkølelsen gik aldrig rigtig over, en lille pause på nogle få dage, og så i gang igen med at være småsyg. …..

Men det var først, da jeg havde haft feber i nogle dage i begyndelsen af februar, at jeg tænkte på at kontakte min læge. Det viste sig, at jeg havde lungebetændelse, og da jeg først kom i gang med behandling, gik det hurtigt med at få det bedre.

Som altid, når kroppen er i udu, begynder kræftspøgelset at røre lidt på sig, og jeg blev såmænd helt taknemmelig over, at det ’bare’ var lungebetændelse – en helt almindelig sygdom, som alle kan få, og ikke kun noget, der sker for kræftpatienter.

Ellers er mit liv i øjeblikket i de vante folder – har en del foreningsarbejde, som bl.a. indebærer arrangeren af medlemsmøder forskellige steder i byen, en strikkeklub et par gange om måneden, møder hist og pist – jeg holder mig aktiv og er godt tilfreds. Husker så vidt muligt også min daglige eftermiddagslur, som jeg nærmest er afhængig af for at kunne have det godt. Snyder jeg, fordi jeg har for travlt, koster det mig nogle ekstra søvntimer i de efterfølgende dage.

I dag legede jeg forår – det første tegn hvert år er, at jeg får en ubændig trang til at rydde op på min altan – jeg fjerner al julegranen, fejer og regerer, og så har jeg fået fyldt en masse potter med stedmoderblomster. Næste skridt er min første tur op i sommerhuset; det skulle gerne ske lidt før påske, så jeg kan sætte lidt varme på, så der er rart at være i påskedagene – og så håber jeg ellers, at vejrguderne vil være med os forårshungrende mennesker, og at sne og frost er holdt op for denne gang.

Jeg kan dog godt mærke, at nu er min 3 måneders pause ved at være slut – jeg skal CT-scannes om nogle få dage og får svaret den 22. marts – ikke at jeg er nervøs, bare eftertænksom, og som altid håber jeg at klare frisag endnu en gang, så jeg kan gå forår og sommer imøde i fred og ro.

	Emner:
	Der er 24 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link