Karsten Rung Nielsen

Jeg har et par gange her på bloggen efterlyst lidelsesfæller med cancer i maven og/eller spiserøret. Det har givet et par hyggelige kontakter, men i aften fandt jeg endelig min lidelsesfælle med akkurat samme diagnose som mig: Calvin MacDonald, søn af berømte Chris i udsendelsen Fuck cancer på DR2.

Jeg kan undre mig fra nu af og til juleaften over, hvordan det danske sundhedsvæsen kan undlade at gå massivt ind i vores kost, men det er op til det gode væsen. Jeg kan i hvert fald konstatere, at jeg har rigeligt at gøre de kommende dage med at lægge kosten yderligere om, så den bliver lige så optimal som MacDonalds Sn.

Indtil videre har jeg droppet kødet, spiser kartoffelmos med revne gulerødder og hakkede mandler til morgen og ellers masser af fisk, grønt og frugt. Og hvidløg og ingefær, der hvor det er muligt.

Cals historie giver mig for alvor blod på tanden og får mig til at gå mere målrettet efter mit mål: At tage røven på lægerne, der snakker om livsforlægende behandling. Dem om det. Jeg vil nemlig leve vil jeg, selv om diagnosen akkurat som med Cal siger cancer i spiserør, mavesæk, lever og lymfe.

Bare synd, at Cal bor på den anden side af jorden og ikke snakker lige så godt dansk som jeg…

	Emner:
	Der er 14 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Karsten Rung Nielsen

Det lykkedes ikke at rykke den kommende scanning, som er planlagt til den 6. maj frem, men kom ikke og sig, at ting ikke fungerer omkring sygehusene i vores lille nusselig forårsklare kongerige: Jeg forhørte mig i går – torsdag – om muligheden for at komme til scanning lidt tidligere end ellers planlagt, fordi jeg den seneste måneds tid har haft besvær med at synke maden – ikke al slags mad, men især kød.

Måske et vink om, at jeg skal droppe kødet endnu mere, end jeg allerede har gjort til fordel for grøntsager og fisk?

Det kunne ikke lade sig gøre, men allerede senere samme dag ringede den venlige sygeplejerske fra OUH tilbage og fortalte mig, at jeg bliver kaldt ind til gastroskopi – kikkertundersøgelse – i Aabenraa i løbet af føje tid; et par uger. Fedt med en hurtig tilbagemelding, selv om undersøgelsen ikke lige er det mest hyggelige, jeg kan forestille mig. Nå, men den er trods alt smertefri.

Kikkerten skulle gerne give svar på, om spiserøret er presset af en eller anden optimistisk kræftknude, der tror, den får bevilget varig opholdstilladelse i min krop. Det gør den ikke. En anden mulighed er naturligvis, at jeg skal vænne mig til, maden skal skæres ud bittesmå stykker og tygges aldeles grundigt, inden den sendes ned gennem spiserøret og videre til mavesækken. En hvilken som helst ernæringsekspert vil klappe i sine hænder af begejstring…

Efter den lynhurtige tilbagemelding fra OUH er det nu bare at væbne sig med en anelse tålmodighed til brevet fra sygehuset i Aabenraa dukker op. Jeg glæder mig ikke til undersøgelsen – den er ubehagelig – men er temmelig ovebevist om, at alt er som det skal være, hvis man da kan snakke om det i min situation. Er det ikke det, er det jo muligt at operere en stent ind i spiserøret, så passagen så at sige holdes åben. Et ganske ukompliceret indgreb ifølge den venlige og hurtige sygeplejerske på OUH.

	Emner:
	Der er 5 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link