Kræftens Bekæmpelse åbnede den 19. maj 2010 et nyt online mødested, Cancerforum.dk, der giver kræftpatienter og pårørende mulighed for at dele tanker og erfaringer på tværs af landet og uanset tid på døgnet. Cancerforum er inspireret af bl.a. Facebook, men tilbyder et sikkert mødested for de 200.000 danskere, som lever med kræft og deres pårørende. 
 
Du er velkommen til at klikke dig ind på cancerforum.dk og oprette en profil, deltage i debatten og melde dig ind i de mange grupper.

Vi glæder os til at se jer på cancerforum.dk

Kærligst
Blogmoster Anne-Mette
Kræftens Bekæmpelse

Jeg kan undre mig fra nu af og til juleaften over, hvordan det danske sundhedsvæsen kan undlade at gå massivt ind i vores kost, men det er op til det gode væsen. Jeg kan i hvert fald konstatere, at jeg har rigeligt at gøre de kommende dage med at lægge kosten yderligere om, så den bliver lige så optimal som MacDonalds Sn.

Indtil videre har jeg droppet kødet, spiser kartoffelmos med revne gulerødder og hakkede mandler til morgen og ellers masser af fisk, grønt og frugt. Og hvidløg og ingefær, der hvor det er muligt.

Cals historie giver mig for alvor blod på tanden og får mig til at gå mere målrettet efter mit mål: At tage røven på lægerne, der snakker om livsforlægende behandling. Dem om det. Jeg vil nemlig leve vil jeg, selv om diagnosen akkurat som med Cal siger cancer i spiserør, mavesæk, lever og lymfe.

Bare synd, at Cal bor på den anden side af jorden og ikke snakker lige så godt dansk som jeg…

Måske et vink om, at jeg skal droppe kødet endnu mere, end jeg allerede har gjort til fordel for grøntsager og fisk?

Det kunne ikke lade sig gøre, men allerede senere samme dag ringede den venlige sygeplejerske fra OUH tilbage og fortalte mig, at jeg bliver kaldt ind til gastroskopi – kikkertundersøgelse – i Aabenraa i løbet af føje tid; et par uger. Fedt med en hurtig tilbagemelding, selv om undersøgelsen ikke lige er det mest hyggelige, jeg kan forestille mig. Nå, men den er trods alt smertefri.

Kikkerten skulle gerne give svar på, om spiserøret er presset af en eller anden optimistisk kræftknude, der tror, den får bevilget varig opholdstilladelse i min krop. Det gør den ikke. En anden mulighed er naturligvis, at jeg skal vænne mig til, maden skal skæres ud bittesmå stykker og tygges aldeles grundigt, inden den sendes ned gennem spiserøret og videre til mavesækken. En hvilken som helst ernæringsekspert vil klappe i sine hænder af begejstring…

Efter den lynhurtige tilbagemelding fra OUH er det nu bare at væbne sig med en anelse tålmodighed til brevet fra sygehuset i Aabenraa dukker op. Jeg glæder mig ikke til undersøgelsen – den er ubehagelig – men er temmelig ovebevist om, at alt er som det skal være, hvis man da kan snakke om det i min situation. Er det ikke det, er det jo muligt at operere en stent ind i spiserøret, så passagen så at sige holdes åben. Et ganske ukompliceret indgreb ifølge den venlige og hurtige sygeplejerske på OUH.

For ganske præcist et halvt år siden (2. oktober) efterlyste jeg her på bloggen andre med cancer i maven. For jeg er da næppe den eneste med en diagnose, der hedder cancer i overgangen mellem spiserør og mavesæk med spredning til leveren og lymfen? Eller bare noget, der minder om dette?

Jeg må sige, at jeg stadig undrer mig over, hvor de andre med cancer i maven er henne – måske er de døde, måske har de givet op, måske har de ikke lyst til at give sig til kende. Hvem ved? For god ordens skyld skal det nævnes, at efterlysningen den gang gav et par tilbagemeldinger; den ene af disse personer er desværre gået bort siden.

Lidelser som cancer i brystet, lungerne og tarmene får spandevis af opmærksomhed, og det er helt fint med mig, men nogle gange undrer jeg mig over, hvor henne på kloden, man er eksperter på lige netop min type cancer -  eller dem, der ligger tæt op ad? Er det i Odense, Rio de Janeiro, Moskva, Boston eller Dubai?

Det kunne være rart at udveksle erfaringer, meninger og viden om behandling andre steder i verden om vores diagnose, for det ganske vanskeligt at finde frem til relevant litteratur og artikler om emnet cancer i maven set i lyset af, at andre typer cancer får langt, langt mere opmærksomhed.

Situationen for mig lige p.t. er, at  jeg efter tredje behandling med regional kemo i Frankfurt valgte at sige nej tak til flere behandlinger, fordi bivirkningerne i den grad valgte at være tilstede. Faktisk var det først i begyndelsen af marts, jeg følte mig helt oven på igen.

I stedet nyder jeg foråret med dets spirende begyndelse på noget helt nyt og spændende. Jeg har holdt foredrag hos Kræftrådgivningen i Aabenraa og har meldt mig til et lokalt motionsløb (5,7 km) her i Haderslev, så jeg kan være i form til at løbe 10 km langs Vestkysten den sidste søndag i juni, hvor North Sea Beach Marathon afvikles med ruter på fem, 10, halv- og helmaraton.

Men er der nogle derude, som har lyst til at dele erfaringer, sludre og give deres viden videre, så er jeg modtagelig.

Mvh Karsten

 Det viste sig at være en CT- scanning. Jeg blev skannet, og alt gik som det skulle. Da det hele var vel overstået, tænkte jeg, at jeg lige ville kigge over forbi X3 (kræft afdelingen). Ikke fordi jeg på nogen måde savner at ligge derovre, for det gør jeg bestemt ikke. Det var mere for lige at sige hej til de sygeplejersker og læger, som har passet mig, mens jeg var indlagt. Der er ikke så mange jeg kender tilbage på afdelingen, i hvert fald var de der ikke lige den dag.

Der kommer altid en masse minder frem, når jeg går ind af døren til X3. Jeg synker altid en klump i halsen, når jeg trækker i snoren, så døren går op. Jeg bliver faktisk altid lidt bange, når jeg går ind og ned forbi alle stuerne, hvor jeg selve har ligget, og hvor der desværre har ligget så mange andre end mig. Da jeg havde snakket med dem, jeg kendte, og igen sad i bilen på vej hjem til Svendborg, kan man godt sige at chokket kom. Det var her, at jeg begyndte at trække mig ind i min skal. For der i bilen kom alle tankerne; en lille ond mand kom frem fra dybet i min sjæl og begyndte at prikke til mig. Jeg blev bombarderet med det, som jeg kalder mørke tanker. Jeg tænker: hvad er det hele værd, hvis jeg alligevel skal til at have kemo, så kan jeg være i nok så god form og have det nok så godt, hvis scanningen ikke giver det svar, som jeg håber på… Hmmm det er nok ikke det smarteste i verden at køre i bil samtidig med at man kæmper med sine indre dæmoner, det ved jeg godt. Men jeg vil i den forbindelse skynde mig at sige, at mens jeg var i behandling, kørte jeg aldrig, og det var fordi jeg ikke følte, jeg var nok til stede, at mit hoved var et andet sted end i bilen. Normalt har jeg det heller ikke sådan efter en scanning, og det er noget jeg vil være meget opmærksom på næste gang, jeg skal til scanning.

Siden tirsdag har det kørt op og ned med humør, jeg tror at det måske er fordi, at det er så lang tid siden, jeg sidst har været på OUH. Ikke at det er dårligt, men der kommer bare en masse minder. I tirsdags fik jeg sat nedtællingen til scanning i gang ind på min hjemmeside. Min dejlige kæreste synes ikke at det er fedt med nedtællingen, og et eller andet sted kan jeg godt forstå det. For i denne tid op til scanningssvar er jeg på ingen måde let at bo sammen med, jeg bliver let sur, og jeg har rigtig svært ved at sætte ord på, hvad der er galt. Jeg bliver også så pokkers bitter over det hele, synes verden er urimelig. Jeg ved, at jeg får det sådan, og jo tættere jeg kommer på fredag, jo værre er det at bo sammen med mig. Jeg kan ikke falde i søvn i om aftenen, og jeg vågner om natten, fordi jeg drømmer en masse underlige drømme, som der hverken er hoved eller hale i. Derefter er jeg træt om morgenen, så det er ikke let. Men det er der jo heller ingen, der har sagt, at det skulle være. Det er vel et eller andet sted meget normalt, at jeg reagerer sådan, og vi har en aftale herhjemme, der hedder, at i ugen op til scanningssvaret, tæller det, der bliver sagt ikke, og det fungerer egentlig godt. Når så det hele er veloverstået, ja så snakker vi om tingene.

Årvågne bloggere og læsere vil vide, at jeg først fik konstateret æggestokkræft i slutningen af 2000, og fik tilbagefald i oktober 2007, med metastater af æggestokkræften flere steder i min krop, og kræften betegnes nu som kronisk. Derudover blev jeg (også i slutningen af 2000) med succes opereret for en endetarmskræft. Men det ved nye læsere jo ikke, så derfor dette meget korte resumé.

I september sidste år skrev jeg bloggen ”Kronisk æggestokkræft – livet er godt” og helt tilbage i juli ”Fra Jubel til Åh, nej, ikke nu igen! ” – jeg har fået så mange dejlige hilsener på de to indlæg, og jeg har længe haft lyst til at begynde på en frisk – og det gør jeg så her :O)

Titlen ”Den uendelige historie” har jeg tænkt en del over – min kræft er kronisk, og selv betragter jeg den som uendelig, hvilket den jo også er, til det er slut!

Det er meget længe siden, jeg har skrevet en ny blog som opfølgning på mine tidligere beretninger. Jeg har haft lyst, men ingen energi; der var jo intet nyt, livet fortsatte bare der-ud-af.

Jeg havde en dejlig, men hektisk julemåned med fest og farver og glemte helt, at jeg skulle passe lidt på mig selv, for jeg ville jo ikke gå glip af noget om helst Nytåret kom og gik, og allerede den 2. januar begyndte jeg at blive småsyg – sikkert bare udmattelse, tænkte jeg, så nu skulle der hviles og soves godt igennem. Fik ondt i halsen, blev forkølet, hostede lidt, og var helt utroligt træt. Det er årstiden, tænkte jeg, mørke, kulde, sne i massevis, blev indendøre, blev mere og mere sløv.

Forkølelsen gik aldrig rigtig over, en lille pause på nogle få dage, og så i gang igen med at være småsyg. …..

Men det var først, da jeg havde haft feber i nogle dage i begyndelsen af februar, at jeg tænkte på at kontakte min læge. Det viste sig, at jeg havde lungebetændelse, og da jeg først kom i gang med behandling, gik det hurtigt med at få det bedre.

Som altid, når kroppen er i udu, begynder kræftspøgelset at røre lidt på sig, og jeg blev såmænd helt taknemmelig over, at det ’bare’ var lungebetændelse – en helt almindelig sygdom, som alle kan få, og ikke kun noget, der sker for kræftpatienter.

Ellers er mit liv i øjeblikket i de vante folder – har en del foreningsarbejde, som bl.a. indebærer arrangeren af medlemsmøder forskellige steder i byen, en strikkeklub et par gange om måneden, møder hist og pist – jeg holder mig aktiv og er godt tilfreds. Husker så vidt muligt også min daglige eftermiddagslur, som jeg nærmest er afhængig af for at kunne have det godt. Snyder jeg, fordi jeg har for travlt, koster det mig nogle ekstra søvntimer i de efterfølgende dage.

I dag legede jeg forår – det første tegn hvert år er, at jeg får en ubændig trang til at rydde op på min altan – jeg fjerner al julegranen, fejer og regerer, og så har jeg fået fyldt en masse potter med stedmoderblomster. Næste skridt er min første tur op i sommerhuset; det skulle gerne ske lidt før påske, så jeg kan sætte lidt varme på, så der er rart at være i påskedagene – og så håber jeg ellers, at vejrguderne vil være med os forårshungrende mennesker, og at sne og frost er holdt op for denne gang.

Jeg kan dog godt mærke, at nu er min 3 måneders pause ved at være slut – jeg skal CT-scannes om nogle få dage og får svaret den 22. marts – ikke at jeg er nervøs, bare eftertænksom, og som altid håber jeg at klare frisag endnu en gang, så jeg kan gå forår og sommer imøde i fred og ro.

Jeg har prøvet at tage mine symptomer, med et gran salt, så det hele ikke skulle blive een lang frygt, for at kræften skulle vende tilbage. Men her for nylig fik jeg flere symptomer på én gang:  lidt feber, smerter i maven, diarre, hovedpine og svimmelhed, også gik jeg i panik !!

Det vil sige, jeg prøvede ikke at gøre det, for det var midt i vores vinterferie og børnene skulle jo ikke mærkes med det,( de er fire og seks år gamle ), men tankerne er meget svære at skubbe fra sig.

Så snart vi kom hjem fra ferien ringede jeg til Herlev hospital og fik talt med en læge der henstillede mig til en blodprøve, et par dage efter. Da jeg talte med ham opdagede jeg, hvor berørt jeg var. Jeg havde hele tiden prøvet at holde følelserne tilbage, men da jeg fik lægen og dermed virkeligheden i røret, kom hele min fortid tumlende tilbage.

Alle de gamle følelser kom op igen, alle tankerne om død,og  om hvem der skal passe pigerne. Jeg spurgte også lige min mand, om ikke han kunne fodre fuglene når jeg døde, for der var jo ingen grund til at de skulle lide under min afgang .

Jeg begyndte igen at få tårer i øjnene når jeg legede med pigerne og jeg klamrede mig til øjeblikkende, på samme måde, som da jeg fik bekræftigelsen på kræft første gang.

Samtidig med alle disse føleleser forsøgte jeg at overbevise mig selv om, at det selvfølgelig ikke var kræft!,  ikke igen!. For det var bare ikke retfærdigt, nu gik det lige så godt, vores ægteskab fungerede igen efter alle omvæltningerne, og pigerne var endelig ved at give slip på angsten for at miste deres mor. Hvordan i alverden skulle jeg kunne forklare dem, en gang til, at mor måske skal dø alligevel?, nej vel ! …..    Men det var jo kræft sidste gang, ikke ??

I går var vi ude og få besked, dommedag, som jeg kaldte det. Og ved I hvad, der var ikke noget ….

Det var jeg slet ikke forberedt på.

Jeg havde meget svært ved at opfatte at jeg faktisk ikke var syg, og  jeg var fuldstændig ved siden af mig selv resten af dagen. Jeg levede lidt i en boble, var ligeglad med det hele, og da vi kom hjem var jeg bare dødtræt..

I dag er jeg ovenpå igen, og lykkelig for at jeg får lov at leve lidt længere. .

Hele denne proces var meget opslidende, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg kommer til at opleve den igen. Nu er det to år siden min behandling sluttede, og mine chancer bliver hele tiden større, men angsten er svær at blive kvit. Den er frygtelig og samtidig livsbekæftigende at opleve. Jeg fik lige et ekstra memo om, hvor vigtigt det er at leve i nuet, men hold da op, hvor blev jeg bange.

Jeg er overbevist om, at I andre derude har været ude for lignende oplevelser, og måske kan det hjælpe os, hvis I fortæller jeres historie om frygten, så vi ved at vi ikke er alene om den. Og måske er der en derude, der kan berolige os lidt, og sige at det nok skal gå altsammen, for tiden læger alle sår, eller gør den ??.

Knus Betina

Denne blog kommer derfor til handle om nogle af de bøger, jeg har læst igennem mit sygdomsforløb. Altså dem, der på en eller anden måde har noget at gøre med kræft/sygdom. Så man kan godt sige, at det bliver lidt af en boganmeldelse. Den første bog, jeg læste, var selvfølgelig Lance Armstrongs ”Det handler ikke om cyklen”. Det sjove her er, at jeg, før jeg blev syg, havde læst bogen. Dengang tænkte jeg, at det var et stort alibi for at folk ikke skulle tro, at han havde taget doping. Men jeg syntes stadig, det var en godt bog, som inspirerede mig til at træne mere. Da jeg så selv blev syg og begyndte at skrive blog på min hjemmeside (www.jacobpallesen.dk), sagde min søster, at hun syntes, jeg skulle prøve at læse Armstrong-bogen igen, fordi hun troede, at den ville give mig håb og støtte, og ikke mindst fordi mange af mine blogs på det tidspunkt mindede meget om det, han havde skrevet i hans bog. Da jeg læste den, fik jeg rigtig meget støtte af bogen – det kunne lige så godt have været en ny bog, som jeg aldrig før havde læst, for med et kunne jeg sætte mig ind i alt det, han skrev. Engang imellem bliver jeg forbavset over, hvordan menneskers tanker kan minde så meget om hinandens. ”Det handler ikke om cyklen” kan jeg kun anbefale til andre der har kræft eller til pårørende til en kræftsyg, den gav i hvert fald mig meget.

Jeg har, mens jeg var syg, gjort mange dumme ting. En af de ting var, at jeg en overgang gav mig til at læse om kræft på internettet, og det duede bare ikke for mig, for lige pludselig fandt jeg ud af alle de bivirkninger af kemo, som jeg ikke havde, og om alle de bivirkninger som jeg godt kunne forvente at få. Så det stoppede jeg med igen. En dag jeg var inde i boghandleren, fik jeg øje på bogen ”Livet længe leve”. Jeg kan på ingen måde anbefale at læse den bog, hvis man selv er syg eller på andre måder har sygdom tæt inde på livet. Men hvad gjorde jeg? Jo, jeg gik i gang med at læse den.  Jeg har aldrig læst en bog, som jeg blev så påvirket af, som jeg blev af denne. Den handler om syv syge børns historier og deres måde at fortælle den på. Hvis man en dag synes, at man har det hårdt, og livet er uretfærdigt, fordi man fik en fartbøde, selv om det kun var den ene gang i hele ens liv, at man kørte for stærkt, så vil denne bog være rigtig god at læse. Den var hård at læse, jeg tror, at det både var første og sidste gang, jeg kommer til at læse ”Livet Længe leve”. Den kunne være god til en skoleklasse måske.  

Da jeg var kommet ud af kemo/stråler og ikke fik medicin mere, var jeg i forbindelse med min uddannelse i praktik på en efterskole, hvor de i arbejdede med en roman, som hedder ”En – to – tre NU!”. Jeg kendte ikke bogen, men hele skole arbejdede med den. En af de andre lærere fortalt mig om bogen: ”Jeg tror måske, at det kunne være noget for dig, Jacob, den handler om en fyr, der hedder Jeppe og går i 1.g, han spiller basketball og den foregår i Svendborg”, ”det lyder da meget sjovt” tænke jeg. ”Øhm så er der også lige det, at den også handler meget om det at være ung og blive ramt af kræft.” ”Øøø jo” tænkte jeg så, det var meget mærkeligt, at jeg ikke havde hørt om den? jeg kastede mig ud i at læse den. I starten da jeg begyndte at læse den, tænkte jeg, at jeg vist var lidt for gammel til at læse den. Det endte sådan, at jeg læste den første halvdel ud i et. Derefter fandt jeg ud af, at jeg i hvert fald ikke skulle læse ”En – to – tre – NU!” om aftenen, for så sov jeg ikke hele natten. Bogen gjorde et stort indtryk på mig, fordi forfatteren Jesper Wung–Sung beskriver en masse af de tanker, jeg selv har gået med. Ikke mindst giver den et kæmpe stort indblik i, hvordan det er at være ung og ramt af kræft. Bogen vil jeg anbefale til den, der på en eller anden måde vil arbejde med kræft – den er perfekt til skoleklasser, læger, sygeplejersker og hvem det ellers kunne være. Det var også den bog, som gjorde, at jeg kom til at holde mit første foredrag på den samme skole. De spurgte mig, om jeg ville, ellers ville de nemlig få fat i en fra Kræftens Bekæmpelse. Jeg sagde ja, så den sidste uge, jeg var i praktik der, fortalte jeg min historie foran 90 elever. Jeg kom igennem uden at bryde sammen, med det var tæt på. Jeg vil igen ikke anbefale, at man læser den, hvis man selv er ramt af kræft eller har den tæt inde på livet, for så er den hård at læse.

Nu kommer vi så til Brian Holms bog ”Den sidste kilometer”, efter en længere omvej. Igen blev jeg meget påvirket af at læse bogen. Mens jeg læste den, blev jeg både, sur, glad, ked af det, provokeret og fik lyst til at gøre noget for andre med kræft. Den påvirkede mig meget, og jeg fik genkaldt en masse følelser, som jeg ikke have lyst til at genkalde. Derfor ved jeg ikke rigtig, hvad jeg egentlig skal skrive om bogen. Jeg tror, at rigtig mange vil få rigtig meget ud af at læse den, der er i hvert fald nogle af dem, som er tæt på mig, der fik meget ud af at læse den. Når man selv er syg, kan det være svært at forklare andre, hvordan man føler det, og så kan det være godt for de pårørende at læse om en anden kræftramts tanker og følelser, for bedre at kunne forstå det. Jeg tror, at det har været rigtig godt for mig at læse bogen, for jeg fandt ud af, at der stadig er lige mange tanker om kræft, live og død i mit hoved. Jeg tror, at jeg vil prøve at læse den igen om et års tid og så se, hvad jeg mener om den. Til sidst vil jeg bare sige, at man skal huske på, at vi alle er forskellige, og derfor kan det jo nemt være, du ser anderledes på det, jeg har skrevet her om disse bøger.

Når man ligger dér under dynen, og bivirkningerne efter tredje behandling hos Thomas Vogl i Frankfurt hærger som værst i kroppen, er ovenstående indledning alt, hvad livet drejer sig om.  Selv om kemokurene i Odense var særdeles skrappe, så ramte bivirkningerne mig aldrig. Ej heller de to første behandlinger i Frankfurt, men jeg skal da love for, at de sagde goddag tirsdag i sidste uge, hvor jeg startede med at brække mig i lufthavnen på vej hjem. Heldigvis i en tom Aldipose. Fra tirsdag til og med fredag havde jeg kvalme, kvalme og kvalme og absolut ingen som helst energi eller madlyst. Snarere madlede. Det var rent ad h…… til for nu at sige det, som det er/var.

Nu går det bedre, selv om kroppen stadig er drænet for energi. Otto (hunden) trives med, at der igen er ordnede forhold på matriklen, og jeg nu igen som sædvanligt går tur med ham. I dag to gange – og om lidt en lille aftentur.

Mens jeg i sidste uge så lå dér under dynen og forsøgte at holde kvalmen borte og vejrtrækningen kørende, så begyndte jeg at overveje, om alt det her kemo egentlig er det hele værd? Hvor er det grænsen går? Og var det her kroppens måde at sige fra på? Jeg er stillet yderligere én behandling i udsigt i Frankfurt, mens efterbehandling kan blive aktuel. Jeg slipper cirka 35.000 kroner pr. behandling rejse og ophold inklusive og med bivirkningerne i bagtankerne sammen med en reduktion – ifølge det tilsendte materiale fra Thomas Vogl – på fem procent er det værd at begynde at overveje at give kroppen ro til at restituere sig. I parentes skal det bemærkes, at de to første behandlinger i Tyskland rykkede 18 procent den rigtige vej. I hvert kan man i Frankfurt glemme alt om, at jeg dukker op til den aftalte tid den 17. februar. Den ringer jeg ned og aflyser.

Naturligvis vil jeg være rask igen, men bliver jeg det ved at pøse kemo på? Kroppens evne til at helbrede sig selv er unik, og det kan være at ro, motion, sund mad og en masse mentalt arbejde er det, der skal til for at smide de sidste kræftceller på døren. Jeg ved det ikke, men tanken ligger snublende nær.

Og  som jeg skrev sidst (tak for kommentarerne i øvrigt), så spiller pengene en alt for stor rolle i det her, hvor de eneste, der ikke har fattet, at vi lever en global verden er Second Opinion-udvalget og politikerne, selv om i hvert fald sidstnævnte heldigvis er ved at komme i bevægelse. Imidlertid har jeg stor tiltro til, at den kampagne, som en god ven af mig skyder i gang i slutningen af denne uge med god hjælp fra JydskeVestkysten Haderslev, vil gøre den finansielle del af hele forløbet overflødig og lette det økonomiske åg fra vore skuldre her i det lille hjem. Om lettelsen er nok til at vælge fjerde behandling til, ved jeg p.t. ikke, men lige nu foretrækker jeg at give kroppen ro og så tage en grundig snak med Thomas Vogl om mere behandling og eventuel efterbehandling i løbet februar eller marts.

Mvh

Karsten Rung Nielsen

Jeg kan slet ikke forholde mig til, hvordan bloggen her skal gøres mere spændende for nu at bruge det ord. Der er helt andre ting, der svirrer rundt inde i hovedet: På tirsdag skal jeg have tredje behandling i Frankfurt, men det er med blandede følelser, at jeg tager af sted på mandag. Årsagen er, at den indsamling, som jeg har gang i ikke batter. Derfor er der ikke økonomisk dækning for den kommende behandling, og lige nu har jeg ubetalte regninger for næsten 30.000 kroner liggende fra de to første behandlinger.

Det er bare så f…… uretfærdigt at være en del af et afstumpet sundhedssystem, hvor ærekære og vi-ved-bedst-læger bestemmer, hvor i verden jeg skal lade mig behandle. Og ikke mindst hvilken behandling, der slår kræftceller ihjel. Underligt nok er den behandling, vi bliver præsenteret for i kongeriget, den eneste der duer, men det skyldes vel snarere, at d’herrer i Second Opinion-udvalget er fuldstændige inhabile, når de vurderer behandlingen, som de ofte selv har stået med hænderne dybt begravet i.

I skrivende stund aner jeg ikke, hvor pengene skal komme fra til den kommende behandling, og helt akut mangler jeg små 45.000 kroner, før der er dækning for nævnte regninger og tredje behandling. Og fjerde behandling bliver aflyst, for jeg har ikke flere ideer til, hvordan indsamlingskontoen skal blive fyldt. I alt er der samlet cirka 38.000 kroner ind og fire behandlinger løber op i noget, der ligner 120.000 kroner.

Faktisk har jeg allermest lyst til at droppe Frankfurt. Ikke fordi behandlingen ikke hjælper. Det gør den, men fordi det koster så enormt mange kræfter og bekymringer at vide, at fiskegrejet, bilen og træde-cyklen skal sælges for, at det hele kan lade sig gøre rent økonomisk. Det er fuldstændig tåbeligt, at det i et land som Danmark er pengene, der styrer, om man bliver kvit canceren eller ej.

Mvh Karsten Rung Nielsen