Annelise Læssøe

Det falder mig ikke helt så nemt pludselig at være en slags løsgænger efter flere måneder med mere eller mindre faste programmer, hvor jeg fik kemo, sov nogle dage, gik og havde lidt ondt af mig selv nogle flere dage, fik det bedre, og pludselig havde det helt fint, for derefter at gentage det hele en gang til – for hvad nu? Jeg skal blive rask og frisk og frejdig, skal jeg, tilbage til superkvinden, som bare kan det hele, orker det hele, og ikke har brug for nogen hjælp, kan selv, vil selv – sådan. Og tænk, det har jeg slet ikke lyst til – jo, rask meget gerne, men superkvinde-mentaliteten vil jeg meget gerne slippe af med. 

Jeg er slet ikke vant til at have nogen at læne mig op ad i det daglige, når livet er svært. I denne sygeperiode har jeg været langt mere åben end sidst overfor venner og familie om min tilstand og mange tanker og har fået en hel utrolig støtte og omsorg fra næsten alle omkring mig. Og jeg er lidt bange for at miste den omsorg, når jeg nu er ”rask” igen, for jeg har lært, at jeg ikke behøver at være superkvinde, jeg bliver accepteret med de svagheder, jeg også indeholder, men vil jeg også vise de svagheder fremover, når jeg ikke længere kan dække mig under sygdommen, og dermed føle, at jeg til en vis grad ”fortjener” omsorgen? 

Mine tanker tumler meget rundt i en til tider forvirrende spiral., og jeg har svært ved at forstå, hvorfor lykke, lettelse og glæde ikke er de følelser, der fylder mest. På mange måder trives jeg i den noget beskyttede verden, jeg lever i lige nu – og jeg er bange for at træde ind i arbejdslivet igen, som jeg føler, jeg er nødt til. Den verden, hvor jeg udadtil er rask, og hvor jeg frygter, at forventningerne til mig overstiger det, jeg har at byde på. 

Kronisk syg, ja, det er jeg – kan kræften sprede sig igen, ja – skal jeg have kemo igen, og hvornår? Ja, og jeg ved ikke hvornår – om et år, om fem år, eller … ? Lige nu definerer jeg mig selv ved min sygdom, og jeg kan ikke – og vil ikke – forvente, at mine omgivelser også ser mig som syg – og dog, jeg har stadig et utroligt behov for omsorg og er slet ikke parat til at gå ud i verden og sige; ”Hurra, her er jeg igen!” 

     Nå, en skønne dag skal mine tanker nok gå hen og blive lidt mere konkrete – jeg føler, jeg er på vej – men der skal sandelig tænkes og overvejes meget! Og så skal jeg lære at lytte til mig selv og føle efter, hvad jeg kan – og vil.Er alle disse tanker bare mine? Kender I til dem, og kan I hjælpe mig på vej? Jeg vil så gerne finde fred og ro i mine tanker og mit syn på livet – med og på trods af kræften.

	Emner: accept, arbejdsliv, forventninger, følelser, tanker, tilbagefald
	Der er 11 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Tina Brændgaard

Det er længe siden jeg har skrevet et indlæg. Det er der flere grunde til. Jeg er blevet færdig med mine behandlinger og har kastet mig glubsk ud i arbejdslivet og sporten og brugt en masse tid på det. Men først og fremmest er jeg begyndt at forholde mig til mit liv som erklæret rask, og det synes jeg er hamrende svært. Jeg er hundeangst for at kræften kommer igen og tumler med mange af de samme følelser som Jacob beskriver i sit indlæg ‘Angst for tilbagefald’ – og som de af jer der har kommenteret indlægget giver udtryk for. Og jeg tror at jeg i en tid har haft brug for at distancere mig fra mit såkaldte cancer-netværk. Altså alle de nye grupper, foreninger og sammenhænge jeg med stor glæde og udbytte har indgået og indgår i som én der har haft kræft. Nu med hår på hovedet og uden umiddelbart synlige tegn på sygdom har jeg haft brug for at føle mig ‘normal’ igen og ikke mindst trække mig lidt tilbage og ind i mig selv.

Det har jeg gjort helt konkret ved at tage 3 måneders orlov fra mit arbejde Jeg glæder mig over min beslutning om at mærke efter hvordan jeg egentlig har det og hvad det sidste års tid har efterladt af spor i mig, men det er også hårdt. Jeg er et virvar af følelser, og oveni det er min hormonbalance fuldstændig kukket, fordi jeg er gået i overgangsalderen på grund af kemoen og det anti-østrogen produkt jeg får. Og den sidste måneds tid har jeg også mærket den angst for tilbagefald som jeg har læst og hørt om kommer så sikkert som amen i kirken når man bliver sluppet af behandlingssystemet og kastet ud i livet igen. Tør jeg tro på at jeg er rask?! Tør jeg drømme, planlægge og skabe – og elske?

Juledag blev jeg på en cykeltur fra Grundtvigskirken til Vesterbro hvor jeg skulle holde jul pludselig overmandet af et voldsom træthed. Jeg kunne næsten ikke træde pedalerne rundt og min krop føltes tonstung. Jeg tænkte med det samme – jeg har kræft! Det er i hele kroppen. En bølge af angst skyllede igennem mig, og den var kvalmende fysisk på en måde jeg aldrig tidligere har oplevet. Nu går der stort set ikke en dag hvor jeg ikke tænker at jeg har kræft et eller andet sted i kroppen. Hvis jeg er træt, utilpas, har ondt et eller andet sted eller er modløs, så har jeg kræft – og det selvom jeg er faktisk er forkølet, har trænet hårdt, være i byen to dage i træk eller kommet sent i seng. Det er ikke rationelt. Det er ren og skær uforfalsket angst, og det er jeg nødt til at lære at håndtere for at kunne leve mit liv.

Én metode er at stikke hovedet i busken og prøve at lade som om at det ikke eksisterer. At virkeligheden er en anden. At folk ikke får tilbagefald og kan dø af en sygdom som jeg har haft. Den kan have sine fordele men holder jo ikke i længden. Det er ligesom at tage en pose over hovedet og sige nu er det nat. Kontroller og konstant befamling af egen krop giver en hurtig og falsk form for tryghed, lidt ligesom som at tisse i bukserne for at holde varmen, men den metode giver i sagens natur heller ikke holdbare resultater. Eneste udvej er for mig at se at accept. Accept af at det her er sket for mig. Og at det kan ske igen. Accept af at jeg ikke kan kontrollere det. Accept af at jeg ikke kan få garantier og blive ‘frifundet’ som Jacob kalder det. Accept er ikke lig med ligegyldighed. Det betyder ikke at jeg ikke kan gøre noget og kræve at blive undersøgt og behandlet hvis jeg mistænker tilbagefald. Men det betyder at jeg må leve med at min eksistens her på jorden er sårbar, flygtig og begrænset samtidig med at jeg kaster mig ind i livet og nuet og alt det jeg elsker og holder af – og det er en svimlende og sindsygt svær balancegang.

Jeg tror jeg må begynde i det små med at lave en rigtig lækker kop te.

	Emner: accept, angst, følelser, tilbagefald
	Der er 4 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Tina Brændgaard

I tirsdags fik jeg af vide at jeg med stor sansynlighed ikke kan få børn. Nogle former for kemoterapi har som mange af jer sikkert ved den ulækre lille bivirkning at den smadrer ens cyklus, og hvis man er rigtig uheldig som jeg, hele ens ægbeholdning. Det er så hundehamrende tarveligt at ikke nok med at jeg har haft kræft og været igennem en benhård behandling, nu kan jeg heller ikke få børn. Helt ærligt! Hvem fanden har mixet den cocktail?!

Lægen vil ikke udelukke at jeg får min menstruation igen, men han er temmelig pessimistisk. Jeg producerer nemlig ikke noget østrogen overhovedet, og det tyder på at æggene er smadrede, og jeg dermed er gået i overgangsalderen. For dem af jer der ikke ved det (det gjorde jeg nemlig ikke), så er kvinder født med et vist antal æg og producerer ikke nye. Når man ikke har flere æg eller de er ødelagte, ophører menstruationen og man går i overgangsalderen. Normalt sker det jo for kvinder langt senere i livet. Udover at det er en stor sorg for mig formentlig ikke at kunne få børn på naturlig vis, så er det også en bizar ting at være gået i overgangsalderen som 31-årig.

Jeg har grædt meget og snakket meget med min kæreste, og jeg er sikker på at vi nok skal finde ud af det. Men det er barske løjer, og jeg er træt. Jeg prøver at sende god energi ned i mine æggestokke og visualisere alt muligt rart, der måske kan få gang i sagerne. Hvis man som Brandon Bay kan visualisere en kræftknude væk på 6 1/2 uge, så kan man vel også fremelske nogle småbitte æg. På den anden side er det måske nemmere at få noget til at forsvinde end at få noget til vokse? Jeg ved det ikke…

Jeg rækker bare desperat ud efter alverdens ting selv om min læge siger til mig at jeg ikke kan gøre hverken fra eller til. Jeg spurgte ham ellers om jeg skulle sige mit job op og sætte mig hen i et hjørne og spise flødeboller. Måske er jeg for stresset og for tynd? Hvis du siger at det hjælper, så siger jeg op det med det samme. Jeg vil virkelig gerne have børn! Men nej, så enkelt er det selvfølgelig ikke. Og jeg bliver nødt til at acceptere at der nok ikke er så meget jeg gøre, lige så vel som det ikke er min skyld at der ikke sker noget. Jeg har ikke gjort noget forkert. Jeg må bare vente og se og krydse fingre og håbe.

Og kom endelig med jeres erfaringer, gode råd og kommentarer!

P.S. Noget helt andet er at i morgen læser skuespiller Kirsten Olesen en af mine tekster op i forbindelse med åbningen af brystkræftmåneden i Operaen. Det er en tekst her fra bloggen der har titlen ‘Hvordan falder man godt?’. Det havde jeg bare lyst til at dele med jer.

	Emner: accept, børn, dårlige nyheder, kemoterapi
	Der er 14 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Tina Brændgaard

Det er første gang jeg blogger her. Derfor er jeg lidt nervøs. Gør jeg det nu rigtigt? Hvordan mon det udvikler sig? Og selv om det er en noget anden og mere alvorlig sag at begynde i strålebehandling efter en brystbevarende operation, kommer nervøsiteten samme sted fra. Frygten for det ukendte og for at noget går galt.

Nogle mennesker lider mere af den slags frygt end andre. Personligt er jeg et genert gemyt med højdeskræk der trives bedst, når jeg ved hvad der er hvad og ligesom er forberedt på det, jeg begiver mig ud i. En klog kvinde ved navn Julia Cameron siger: ‘Spring! Og nettet breder sig ud’. Jo tak, det er altså lettere sagt end gjort. Når man får en kræftdiagnose har man til gengæld ikke noget valg. Du når ikke at stå ved kanten og tænke, skal jeg springe ud i det her eller ej? I det øjeblik lægen udtaler det magiske ord ‘kræft’, hænger du allerede i luften ud over en mareridtsagtig dyb og mørk kløft, og så snart ordet rammer din bevidsthed, styrter du.

Jeg er stadig i gang med at falde. Breder nettet sig ud? Mit bud på det spørgsmål må være, at hvis nettet skal forståes som en stor forkromet sikkerhedsforanstaltning der pludselig griber mig, og så er alt godt og ved det gamle, så nej. Det kommer ikke til at ske. Men hvis man betragter nettet som en mylder af små uafhængige net der byder sig til, og som jeg kan gribe efter i forsøget på ikke at falde hurtigere end jeg kan nå at følge med, ja, så sker det hele tiden. Det er ligesom små heller, hvor jeg kan puste ud og tage nogle dybe indåndinger og samle kræfter til næste etape af det forhindringsløb som en kræftdiagnose og den deraf følgende behandling udgør. Nogle af hellerne er allerede til stede i mit liv i form af mine nærmeste og deres støtte. Andre kommer til af sig selv, som kirugen der sidder på min seng og siger, at han har fjernet kræften, og den er noget, jeg ‘har haft’. Andre igen bygger jeg selv med for eksempel alternativ behandling, kost, motion og spirituel søgen.

Vi har alle vores forskellige metoder, alt afhængig af hvem vi er og hvor i livet og i vores sygdomsforløb, vi befinder os. Det vigtigste, tror jeg, er at finde frem til de ting der virker for dig. For mig har det været altafgørende at erkende og acceptere, at jeg ikke kan undgå at falde, når jeg på den måde får vendt op og ned på mit liv og bliver konfronteret med noget af det mennesket frygter allermest, døden. Folk dør af det her lort. Men jeg lever, og for at kunne være til stede i det liv, er jeg nødt til at falde bevidst og opmærksomt så at sige. Giver det mening? Fordi det er det her liv, der er mit, og ikke et eller andet tidligere eller fremtidigt liv jeg kan ønske mig hen til, er jeg nødt til at åbne mine øjne, ører og mit hjerte midt i et fald der føles så grundlæggende angstprovokerende, at jeg har allermest lyst til at gøre det modsatte – nemlig rulle mig sammen om mig selv og bare være en blind og døv snegl som ingen opdager styrter til jorden.

Den slags lidt abstrakte eksistentielle overvejelser har de fleste mennesker velsagtens i ny og næ, sygdom eller ej, men de bliver bare meget konkrete og præsente, når man får en livstruende sygdom. I mit nu cirka halve år gamle liv som kræftpatient og overlever har jeg mødt og ladet mig inspirere af mange fantastiske og modige mennesker, der også danner flere af de små net og heller, som jeg klynger mig til og nyder at puste ud i, og måske kan ‘blog om kræft’ også blive et sted hvor vi udveksler erfaringer, tanker og følelser og med tiden spinder et form for fælles net at dumpe ind i.

Jeg glæder mig i hvert til at blogge med jer, også selv om jeg er lidt nervøs for det.

Kh
Tina

	Emner: accept, brystkræft, frygt, spørgsmål, tanker
	Der er 6 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link