Betina Steen

Angst eller rettere dødsangst, kan fylde meget, når man har haft kræft.

Jeg har prøvet at tage mine symptomer, med et gran salt, så det hele ikke skulle blive een lang frygt, for at kræften skulle vende tilbage. Men her for nylig fik jeg flere symptomer på én gang:  lidt feber, smerter i maven, diarre, hovedpine og svimmelhed, også gik jeg i panik !!

Det vil sige, jeg prøvede ikke at gøre det, for det var midt i vores vinterferie og børnene skulle jo ikke mærkes med det,( de er fire og seks år gamle ), men tankerne er meget svære at skubbe fra sig.

Så snart vi kom hjem fra ferien ringede jeg til Herlev hospital og fik talt med en læge der henstillede mig til en blodprøve, et par dage efter. Da jeg talte med ham opdagede jeg, hvor berørt jeg var. Jeg havde hele tiden prøvet at holde følelserne tilbage, men da jeg fik lægen og dermed virkeligheden i røret, kom hele min fortid tumlende tilbage.

Alle de gamle følelser kom op igen, alle tankerne om død,og  om hvem der skal passe pigerne. Jeg spurgte også lige min mand, om ikke han kunne fodre fuglene når jeg døde, for der var jo ingen grund til at de skulle lide under min afgang .

Jeg begyndte igen at få tårer i øjnene når jeg legede med pigerne og jeg klamrede mig til øjeblikkende, på samme måde, som da jeg fik bekræftigelsen på kræft første gang.

Samtidig med alle disse føleleser forsøgte jeg at overbevise mig selv om, at det selvfølgelig ikke var kræft!,  ikke igen!. For det var bare ikke retfærdigt, nu gik det lige så godt, vores ægteskab fungerede igen efter alle omvæltningerne, og pigerne var endelig ved at give slip på angsten for at miste deres mor. Hvordan i alverden skulle jeg kunne forklare dem, en gang til, at mor måske skal dø alligevel?, nej vel ! …..    Men det var jo kræft sidste gang, ikke ??

I går var vi ude og få besked, dommedag, som jeg kaldte det. Og ved I hvad, der var ikke noget ….

Det var jeg slet ikke forberedt på.

Jeg havde meget svært ved at opfatte at jeg faktisk ikke var syg, og  jeg var fuldstændig ved siden af mig selv resten af dagen. Jeg levede lidt i en boble, var ligeglad med det hele, og da vi kom hjem var jeg bare dødtræt..

I dag er jeg ovenpå igen, og lykkelig for at jeg får lov at leve lidt længere. .

Hele denne proces var meget opslidende, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg kommer til at opleve den igen. Nu er det to år siden min behandling sluttede, og mine chancer bliver hele tiden større, men angsten er svær at blive kvit. Den er frygtelig og samtidig livsbekæftigende at opleve. Jeg fik lige et ekstra memo om, hvor vigtigt det er at leve i nuet, men hold da op, hvor blev jeg bange.

Jeg er overbevist om, at I andre derude har været ude for lignende oplevelser, og måske kan det hjælpe os, hvis I fortæller jeres historie om frygten, så vi ved at vi ikke er alene om den. Og måske er der en derude, der kan berolige os lidt, og sige at det nok skal gå altsammen, for tiden læger alle sår, eller gør den ??.

Knus Betina

	Emner: angst, dødsangst, fortid, følelser, frygt, igen, kræft, symptomer
	Der er 7 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Tine Hansen

Nu skulle denne blog jo have handlet om brystkræft. Jeg havde linet det hele op inde hovedet; alle de emner jeg skulle skrive om, ose af overskud, vise andre at man godt kan komme igennem sådan en diagnose, til hjælp for andre i samme situation, da det hele så bliver vendt på hovedet med min mands testikelkræft diagnose. Men uanset hvad, så ved jeg, at det hjælper og lindrer at dele med andre og kommentarerne er bare guld værd for mig!

Siden sidst er Thomas blevet scannet og de fandt heldigvis ingen spredning. Py ha, jeg var bare så bange. Gennem det her har det næsten været værre for mig end for ham. Som om jeg skulle genopleve det hele igen. Jeg har vågnet om morgenen og undret mig over, at jeg ikke havde ondt et eller andet sted, for jeg troede det var mig der var syg igen! Så surrealistisk.. Så har jeg også prøvet at være pårørende og det er da bestemt heller ikke rart! Magtesløsheden og følelsen af om man nu gør det godt nok, kan støtte ham lige så godt, som han gjorde mig, der for 5 år siden. Og så forskellen på at være mand og kvinde. Jeg har langt mere behov for at snakke om det og har surfet alt mulig viden om diagnosen på nettet. Men her skal jeg så også passe på, hvor meget han har behov/lyst til at vide og snakke om. Vil jo nødig overføre min angst til ham.

Scanningen viste, at han havde forstadier på den anden sten og han er nu henvist til OUH for nærmere udredning og evt. strålebehandling. Noget af det der bekymrer ham mest, er jo også om alting vil virke normalt bagefter. Kan man opretholde et normalt seksualliv osv. Jeg kan sagtens følge ham, det med at blive ramt på sin mandighed. Jeg følte mig jo selv enormt ramt på min kvindelighed, da jeg fik fjernet brystet. Vi har også været igennem perioder med tørlagt sexliv pga af min behandling og ved at det var ikke særlig sjovt. For mig er sexlivet også noget af det “lim”, der binder parforholdet sammen.

Samtidig er det også som, om at vi bliver stærkere og tættere sammen. Tror egentlig, at vi har følelsen af, at kunne klare alt sammen. Livet har mange prøvelser til os, men vi går på med krum hals. Jeg er selvfølgelig utrolig ked af det men også fattet og sikker på, at vi nok skal komme gennem det. Hvis jeg skal tage det gode af det her, og det vælger jeg, så er det, at det er ligesom, at der er vokset sådan en trodsighed frem i mig! Sådan en der vender sig og kigger kræften lige i øjnene og sir “Det er bare sidste gang det her”!! Eller “Det skal ikke tage min livsglæde og mod fra mig”!! Det skal ikke bestemme over mit liv, måske lige nu men ikke senere…

I morgen skal vi på OUH og høre nærmere. Er meget spændt på hvad vi får at vide; hvordan vi skal kæmpe…

	Emner: angst, brystkræft, mandighed, parforhold, pårørende, sexliv, snakke, testikelkræft, viden
	Der er 4 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Tine Hansen

Hej.
Jeg er ny blogger her på Blog om kræft. Jeg har lyst til at indvie andre i mine tanker og liv efter en brystkræftdiagnose. Jeg fik brystkræft for over 5 år siden. Det føles så vildt at sige, skrive; 5 år siden!

Dengang jeg fik diagnosen var jeg sikker på at jeg skulle dø inden for kort tid. Hver behandling og hver kontrol var en milepæl, et skridt nærmere mod håbet mod livet. Mine to drenge var 2½ år dengang. Jeg var bange for at jeg ikke nåede at se dem vokse op. I dag er de lige fyldt 8 og går i 1. klasse. Dejligt. Jeg tør godt tro på at der er mange flere år til mig. Et helt liv, indtil jeg ender som en gammel rynket kone ;0)

Men det er ikke altid jeg er så optimistisk. Indimellem stikker angsten sin knytnæve lige i maven på mig og vælter mig helt rundt. Kan man virkelig være så heldig at overleve? Tør jeg tro på det? Nogen gange lever man på kanten, er grådig og impulsiv, vil ikke vente, tænk hvis jeg ikke når det?! Men for det meste nyder jeg at læne mig tilbage og bare være i nuet.
 

Ensomheden følger med en kræftdiagnose synes jeg. Det er svært at dele inderste tanker og dødsangst med sine nærmeste men jeg prøver at være åben omkring mig selv og mit liv. Jeg mødte 2 skønne kvinder i starten af mit behandlingsforløb, vi fik rigtig meget ud af at dele tanker og erfaringer. Det gav et dejligt rum, med plads til grin og gråd. De var ventilen i det lange behandlingsforløb og tiden lige efter. Synes tit det har været svært at dele disse ting med familie og venner. Der er så mange følelser imellem.

Lige nu synes jeg at jeg har et dejligt liv! Jeg ville rigtig gerne have været foruden kræftdiagnosen men jeg har taget det gode ved den til mig. Venskaber, personlig udvikling, fokusering på det positive, nuets øjeblik osv.Jeg var “kanin” ved en NLP terapeut i dag og det var en rigtig god oplevelse. Jeg skulle fysisk stille mig på gulvet og der hvor jeg stod var nuet. Jeg skulle derefter gå frem og stille mig, og forestille mig, at jeg var et sted ude i min fremtid.

Jeg så mig selv som 60 årig sidde i en sofa og grine. Jeg følte mig let og glad. Vi talte om mig lige der som 60 årig, derefter skulle jeg træde tilbage til stedet jeg var i starten, altså nuet men samtidig tage den følelse med tilbage jeg havde som 60 årig. Vi prøvede igen og jeg gik langt frem og følte mig som et sted mellem 80 og 100 årig. Jeg var stadig glad optimistisk, en gammel rynket dame der vinterbadede!

Det lyder måske skørt men denne oplevelse, visualiseren af mig selv som ældre var fantastisk! At kunne se sig selv som gammel, føle sig stærk og glad, gav mig en styrke til at tænke, Det kan jeg godt! Jeg kan godt blive så gammel! Som dengang lige efter diagnosen når jeg omtalte mig selv i fremtiden altid sagde, HVIS jeg blir gammel, skulle jeg lave om til NÅR jeg blir gammel!
Jeg tror på det. Der kan ske så meget men jeg tør godt håbe og tro på at jeg bliver gammel. Glæder mig til at dele og udveksle tanker og erfaringer med andre her på bloggen :0)
Rigtig god wekend til alle..

	Emner: angst, brystkræft, ensomhed, livet efter kræft, ung, venskab
	Der er 22 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Annelise Læssøe

Det går fremad, men langsomt. Jeg er lykkelig over at være fri for kemobehandlinger, og glæder mig over at se mit hår vokse frem og er spændt på farve og struktur (sidst fik jeg krøller). Lige nu minder jeg meget om en dompap, den søde lille fugl med mørk hætte og lyse sider. Jeg er endnu ikke modig nok til at gå uden kasket, når jeg er ude, men hjemme og blandt venner viser jeg min noget plyssede isse.

Også mine øjenbryn er ved at komme tilbage, og min hud er ved at være normal – jeg havde ellers fået så mange rynker; min hud var helt udtørret på trods af flittig brug af forskellige cremer. Jeg nævnte det for min datter forleden, som sagde, at hun også havde været forfærdet over mit ældede ud-seende, men nænnede ikke at sige det – tænk, jeg havde ikke forbundet udtørringen med kemobehandlingerne! Kemoen er også gået ud over mine negle, så de bliver holdt korte, indtil “kemo-rillerne” vokser ud.

Det var de ydre tegn – rent psykisk er jeg i en overgangstid, fra faste tider på hospitalet, tjek fra tid til anden, et regime jeg kunne forholde mig til, og så til nu, hvor jeg nærmest er på egen boldgade. Jeg er stadig sygemeldt, er stadig meget træt og sover meget, og er ret ukoncentreret. Jeg er dog glad for, at jeg er nået så langt, at jeg kan læse bøger og også strikke lidt, begge ting, der får mig til at slappe af. Men ellers har jeg en indre uro, der gør, at jeg ikke rigtig kan samle mig om ting, der tager længere tid.

Jeg passer så vidt muligt min samtalegruppe hver mandag på Sundhedscentret, går til psykolog hver 2. eller 3. uge, er meget opmærksom på, at jeg får ordentlig og sund mad – nu mangler jeg blot at få sat lidt skub i motionen. Den får jeg faktisk kun, når jeg er i sommerhuset, det sted hvor jeg har det bedst – ren rekreation at være ude i naturen og pusle rundt, kan ovenikøbet nu selv slå græsset (med pauser).

Hvorfor jeg har så svært ved at komme ud af døren, ved jeg ikke. Jeg går lidt rundt i en mild tågedis, mangler initiativ og energi, og selv om jeg rent teoretisk ved, at jeg vil have godt af at gå en tur i den lokale park og ovenikøbet også vil nyde det, får jeg det ikke gjort.

På mandag skal jeg have taget en blodprøve, der bl.a. vil vise mit CA-125 tal, og i midten af august skal jeg CT-scannes – det bliver så næste milepæl, hvor jeg håber, at det vil vise sig, at kræften stadig holder sig i ro. Når jeg læser eller hører om andre, som har fået tilbagefald efter tilbagefald, bliver jeg dels forskrækket, men på sær vis også beroliget – andre klarer sig igennem et liv med kronisk kræft, det må jeg også kunne gøre.

En af følgevirkningerne ved min kemobehandling var, som jeg tidligere har skrevet, blodpropper, og jeg får stadig to daglige indsprøjtninger med blodfortyndende medicin. Nu har mine dejlige hjemmesygeplejersker undersøgt sagen og har fundet ud af, i samarbejde med sygeplejerskerne på RH, at i stedet for to indsprøjtninger kan jeg nøjes med én ved at få et andet fabrikat, med samme medicinsk indhold og virkning – så i stedet for at få endnu 240 indsprøjtninger, før jeg er færdig med behandlingen, så skal jeg kun have omkring 120 i mit stakkels, og efterhånden hårdt prøvede, maveskind. Jeg har før fundet, at sygeplejersker har en anderledes praktisk og mere omfattende forståelse for patienters behov end mange læger, for jeg har faktisk omtalt problemerne med de mange indsprøjtninger, når jeg har været til lægesamtale, men nogen løsning er der aldrig kommet ud af det – før nu. Så et hurra til sygeplejerskerne for deres initiativ og fine løsning.

Og når jeg nu er i gang med sygeplejersker, vil jeg også lige nævne, at ordningen med hjemmesygepleje nemt overføres til sommeradressen, i hvert fald inden for Danmarks grænser. Jeg havde ellers været bekymret over ikke at kunne tage i mit elskede sommerhus, men det har så vist sig, at jeg blot skal ringe til sommerhuskommunen for at meddele, hvornår jeg er der, og så klarer de indsprøjtningerne. Det var lidt tilfældigt, at jeg fandt ud af den ordning, så jeg giver den videre her.

Sommerhilsener fra Annelise

	Emner: angst, arbejde, kronisk, lægesamtale, sygeplejersker, tilbagefald
	Der er 9 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Tina Birk

Af og til i min hverdag og omgangskreds har jeg oplevet en endnu større angst for tanken om kræft end selve sygdommen.

Min tarmkræft var ikke af den arvelige slags, men alligevel skal min datter fra og med sit 20. år undersøges en gang hver 5 år.
Det er rigtigt træls for hende, hvis en eventuel kræft skal opdages i tide, kan dette desværre ikke undgås.

Jeg har en veninde, hvis søster har haft kræft også (det skal lige siges, at de to har samme mor, men hver sin far). Ved en lægesamtale fik veninden at vide, at hendes søsters børn burde tjekkes for kræft. Hun fortæller det til søsteren, som nægter at sige det til sine voksne børn. Hendes begrundelse er, at de ikke skal gå og være bange! Veninden må heller ikke sige det til søsterens børn. Så min veninde er nu i et kæmpemæssigt moralsk dilemma!

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at ved at benægte muligheden for sygdom i familien, og ved ikke at orientere sine pårørende om risikoen, optræder denne søster lidt som Vorherre.

Hvad nu hvis et af hendes børn er arveligt belastet?
Hvad nu hvis hendes søn eller datter dør af det?

Jeg kan ikke forstå, hvordan nogen kan have det mod, at tage andres liv i deres hænder!

Min personlige mening er, at jo tidligere kræft opdages, jo større er chancerne for helbredelse. Og jo mere man ved, jo mere kan man gøre.

Hvad synes I?

Kræft kan vel ikke ties ihjel?

De varmeste hilsner
Tina Birk

	Emner: angst, arvelighed, børn, moralsk dilemma, risiko
	Der er 8 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Bjørn Askholm

Nu efter jeg har fået tilbagefald, har jeg skulle finde en anden måde at tackle hele situationen på.
Første gang jeg fik kræft, havde jeg en meget “fandenivoldsk” indstilling til det hele, og det var min måde at tackle mig til det på.
“Selvfølgelig blev jeg da rask!”
“Selvfølgelig får jeg da ikke tilbagefald! Nu har jeg været mit igennem! Jeg er ung og skal bare igang med livet igen!”

Nu har jeg ligesom fået den lussing, at kræften altså kan komme tilbage til dig, og det hele ikke er så selvfølgeligt.
Det er meget svært for mig at formulere mine tanker og følelser omkring det her både verbalt og skriftligt, men klart er det, at jeg er nødt til at finde en ny vinkel at angribe det her fra, og jeg er virkelig nødt til at arbejde med mig selv, for at finde ud af hvordan jeg nu skal forholde mig til mit tilbagefald…

Første gang jeg fik kræft, tænkte jeg ikke at det rent faktisk var en dødelig sygdom jeg havde. Jeg havde en sygdom, men det tog bare lidt længere tid end normalt, at blive rask! Færdig punktum! Andet var ikke en mulighed… Selvfølgelig blev jeg rask.

Og jeg blev “rask”!

Så snart jeg var udskrevet og erklæret symptomfri, som det jo så fint hedder, følte jeg mig igen ung og uovervindelig. Jeg skulle selvfølgelig lige til kræfter igen, men rask, det var jeg! Jeg var faktisk ikke nervøs når jeg skulle til kontrol, jeg kunne jo mærke at der ikke var noget galt, så jeg skulle bare op og have at vide, at alt var godt!

Nu efter to år, en uge før jeg skulle afsted til Afrika, skulle jeg som sædvanlig bare op og have at vide, at alt var vel, før jeg rejste.
Jeg havde ingen af de symptomer, som jeg havde første gang jeg blev syg. Der var da lidt influenza, som alle andre også havde på det tidspunkt, men ikke noget at være nervøs for.
Det var desværre en noget anden besked lægen havde til mig.
Jeg blev helt slået ud! Det eneste jeg kunne tænke på, var at det ikke kunne passe, for jeg var jo pakket og klar, og resjte lige om lidt. De første få minutter hvor jeg sad med ansigtet bagravet i mine hænder og rystede på hovedet, tror jeg at jeg nåede at udtænke de første tusinde planer, for hvordan jeg alligevel kunne komme aftsed til Afrika.
Men det kunne jeg jo ikke…
Så fik jeg tudet lidt. Begyndte igen at tænke rationelt. Fik ringet til dem der skulle ringes til. Blev indlagt, og så var behandlingen ellers igang igen…

Her er jeg så nu…

Planen er, at jeg skal have lavet en knoglemarvstransplantation, og første projekt har været, at finde en donor som matcher mig.
Tidligere havde min indstilling været, at selvfølgelig finder de da en donor som matcher mig 100%, og selvfølgelig forløber transplantationen da problemfrit, så jeg kan komme videre med livet.
Men nu, efter at have fået tilbagefald, har jeg bare fået det wake-up call, at du sgu ikke kan være så sikker på det hele.
Heldigvis har de fundet to donorer som matcher mig 100%. Det var en kæmpe lettelse at få den besked, da jeg netop havde gået i to måneder i uvished, og ikke følt mig sikker.
Nu er næste skridt så selve transplantationen. Selvfølgelig håber jeg, at alt går vel, men jeg tør sgu ikke tage det for givet, efter at have prøvet at få beskeden om tilbagefald, når man er helt sikker på at alt er godt. Det gør bare skuffelsen så meget værre.

Jeg har altid sagt, at psyken er en stor del af behandlingen. Hvis man bare tror på at man bliver rask, så skal man nok blive det.
Her sidder jeg så, og tør ikke længere selv tænke sådan… Det er ikke godt.

Jeg er nået så langt, at “rask” skal jeg sgu nok blive, på den ene eller den anden måde…Spørgsmålet er bare hvordan.

	Emner: angst, følelser, tanker, tilbagefald
	Der er 4 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Tina Brændgaard

Det er længe siden jeg har skrevet et indlæg. Det er der flere grunde til. Jeg er blevet færdig med mine behandlinger og har kastet mig glubsk ud i arbejdslivet og sporten og brugt en masse tid på det. Men først og fremmest er jeg begyndt at forholde mig til mit liv som erklæret rask, og det synes jeg er hamrende svært. Jeg er hundeangst for at kræften kommer igen og tumler med mange af de samme følelser som Jacob beskriver i sit indlæg ‘Angst for tilbagefald’ – og som de af jer der har kommenteret indlægget giver udtryk for. Og jeg tror at jeg i en tid har haft brug for at distancere mig fra mit såkaldte cancer-netværk. Altså alle de nye grupper, foreninger og sammenhænge jeg med stor glæde og udbytte har indgået og indgår i som én der har haft kræft. Nu med hår på hovedet og uden umiddelbart synlige tegn på sygdom har jeg haft brug for at føle mig ‘normal’ igen og ikke mindst trække mig lidt tilbage og ind i mig selv.

Det har jeg gjort helt konkret ved at tage 3 måneders orlov fra mit arbejde Jeg glæder mig over min beslutning om at mærke efter hvordan jeg egentlig har det og hvad det sidste års tid har efterladt af spor i mig, men det er også hårdt. Jeg er et virvar af følelser, og oveni det er min hormonbalance fuldstændig kukket, fordi jeg er gået i overgangsalderen på grund af kemoen og det anti-østrogen produkt jeg får. Og den sidste måneds tid har jeg også mærket den angst for tilbagefald som jeg har læst og hørt om kommer så sikkert som amen i kirken når man bliver sluppet af behandlingssystemet og kastet ud i livet igen. Tør jeg tro på at jeg er rask?! Tør jeg drømme, planlægge og skabe – og elske?

Juledag blev jeg på en cykeltur fra Grundtvigskirken til Vesterbro hvor jeg skulle holde jul pludselig overmandet af et voldsom træthed. Jeg kunne næsten ikke træde pedalerne rundt og min krop føltes tonstung. Jeg tænkte med det samme – jeg har kræft! Det er i hele kroppen. En bølge af angst skyllede igennem mig, og den var kvalmende fysisk på en måde jeg aldrig tidligere har oplevet. Nu går der stort set ikke en dag hvor jeg ikke tænker at jeg har kræft et eller andet sted i kroppen. Hvis jeg er træt, utilpas, har ondt et eller andet sted eller er modløs, så har jeg kræft – og det selvom jeg er faktisk er forkølet, har trænet hårdt, være i byen to dage i træk eller kommet sent i seng. Det er ikke rationelt. Det er ren og skær uforfalsket angst, og det er jeg nødt til at lære at håndtere for at kunne leve mit liv.

Én metode er at stikke hovedet i busken og prøve at lade som om at det ikke eksisterer. At virkeligheden er en anden. At folk ikke får tilbagefald og kan dø af en sygdom som jeg har haft. Den kan have sine fordele men holder jo ikke i længden. Det er ligesom at tage en pose over hovedet og sige nu er det nat. Kontroller og konstant befamling af egen krop giver en hurtig og falsk form for tryghed, lidt ligesom som at tisse i bukserne for at holde varmen, men den metode giver i sagens natur heller ikke holdbare resultater. Eneste udvej er for mig at se at accept. Accept af at det her er sket for mig. Og at det kan ske igen. Accept af at jeg ikke kan kontrollere det. Accept af at jeg ikke kan få garantier og blive ‘frifundet’ som Jacob kalder det. Accept er ikke lig med ligegyldighed. Det betyder ikke at jeg ikke kan gøre noget og kræve at blive undersøgt og behandlet hvis jeg mistænker tilbagefald. Men det betyder at jeg må leve med at min eksistens her på jorden er sårbar, flygtig og begrænset samtidig med at jeg kaster mig ind i livet og nuet og alt det jeg elsker og holder af – og det er en svimlende og sindsygt svær balancegang.

Jeg tror jeg må begynde i det små med at lave en rigtig lækker kop te.

	Emner: accept, angst, følelser, tilbagefald
	Der er 4 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Charlotte Lindberg Englev

Nu er det jo alt for længe siden, at jeg har fået lavet et indlæg og der er endda sket flere ting.

Først min diæt. Den virker jo efter hensigten, jeg har fået meget mere energi, hvorfor jeg ikke tilbringer så meget tid ved computeren. Ud over det har jeg tabt 12 kg, hvad er fantastisk, da jeg har gået flere år med 30 kg, som jeg tog på i løbet af et halvt år.

Næste er, at jeg for et par uger siden fik scannet bryst og hjerne, for at se om behandlingen med Tykerb og Xeloda virker. Og det gør den! Både bryst og hjerne viste remision.

Det er så fantastisk, at der nu er kommet en medicin, der virker i hjernen ved brystkræft. Jeg regner stærkt med, at det er metastaser i hjernen, der vil tage livet af mig en dag. Når der så kommer denne nye behandling, bliver den dag udsat i forhåbentlig lang tid. Så det er jo lidt af et mirakel for mig.

I går begyndte jeg at få ondt i hofterne når jeg gik og i løbet af et par timer, satte det sig som et gevaldigt hold i lænden, så jeg nu har svært ved at rejse mig og sætte mig ned igen. Har mest lyst til at gå rundt med krum ryg, som en dame over halvfems. Det fik mig til at tænke på angsten for tilbagefald.

Min angst er så godt som forsvundet, da jeg har fået det ind i hovedet som en del af mit liv. Men frygten er også så lille, fordi jeg ved, at der endnu er behandlinger, jeg kan komme på. Det er en fantastisk tryghed, for alle behandlinger med undtagelse af én har virket rigtig hurtigt på kræften, så jeg er ikke så nervøs. Men da jeg har haft knoglemetastaser i hofte og lårben før, er det naturligt lige at skænke kræften en tanker. Men fordi frygten ikke nager mig, kan jeg stadig tænke rationelt og kan se, hvorfor jeg pludselig får så ondt. Jeg passer min niece Kristine, mens min søster og svoger er med min mor i Spanien på tiltrængt ferie, derfor sidder jeg en time hver dag i myldretiden for at køre Kristine i skole, ligesom jeg henter hende hos hendes hest om aftenen. Og da jeg så kørte en veninde hjem i går aftes, kunne jeg mærke, at det var bilkørsel der trikkede smerten. Nu skal jeg så bare slappe af og sørge for at holde smerterne nede, få bevæget mig lidt og lavet nogle strækøvelser og så er det godt igen i løbet af et par dage.

At se alting fra en positiv vinkel er svært, men hvor er det rart, når man kan det. Her er det, at fordi kræften har været så længe i mit liv er jeg nu næsten fri for angsten og den er jo umulig at leve med. Så det kan jeg sidde her og prise mig lykkelig over – Jeg er ikke bange.

Dig der læser dette, glæd dig over de ting du slipper for og de ting du har. Vi glemmer det så tit, men faktisk er det så lidt, der skal til, før humøret kan vendes. Som en mail, der er i omløb igen siger. Når du står op om morgenen vælger du selv om du vil være glad eller ked af det. Så vælg nu det rigtige

	Emner: angst, brystkræft, energi, positiv
	Der er 6 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Jacob Nordgaard

Årets emne: maligne melanomer
Den 27. og 28. september afholdt “Fagligt selskab for plastikkirurgiske sygeplejersker” deres årlige landskursus i Nyborg. Emnet for landskurset var maligne melanomer - modermærkekræft. Selskabet ønskede at sætte fokus på denne sygdom, fordi der bliver stadig flere patienter med denne diagnose på de plastikkirurgiske afdelinger landet over, hvilket medfører et stigende behov for viden om modermærkekræft blandt sygeplejerskerne.

Kursets indhold
Emnet, som var valgt af selskabets bestyrelse, ramte manges interesse. Der deltog mere end 40 plastikkirurgiske sygeplejersker, og de repræsenterede 10 forskellige sygehuse og hospitaler rundt om i landet. Der var sammensat et tæt program for de 2 dage, og de kom grundigt rundt om de centrale aspekter ved sygdommen. Der var oplæg fra flere læger og forskere, som fortalte om deres forskning og informerede om sygdommen og dens spredningsmønster, behandlingsmuligheder og kontrolformer. For også at få sat ord på patientvinklen var jeg inviteret med som oplægsholder. Efter de mere videnskabelige oplæg og diskussioner rundede jeg kurset af som sidste oplægsholder.

Patientvinklen
Modermærkekræftspatienterne stiller de plastikkirurgiske sygeplejersker overfor lidt andre plejebehov end de patientgrupper, der traditionelt indlægges på de plastikkirurgiske afdelinger, som fx. brandsårspatienter og tilskadekomne ved trafikulykker. Der er to ting, der kendetegner modermærkekræftspatienterne: de er unge eller relativt unge, og de har en kræftsygdom, hvilket medfører en stor angst for tilbagefald. Kombinationen af disse to ting stiller nogle særlige krav til den psykiske del af plejen.
I mit oplæg prøvede jeg at beskrive chokket, da jeg fik konstateret modermærkekræft som 26-årig. Min pointe var, at man i den alder er i færd med at udfolde livet: man får kærester, børn og større lejligheder – man får ikke kræft. Det var ubegribeligt for mig selv og for alle mine venner, fordi ingen af os tidligere havde været i kontakt med en dødelig sygdom. Da jeg blev opereret for kræft, var det første gang, jeg var på hospitalet – bortset fra småtingene på skadestuen. Jeg prøvede at beskrive, hvordan det er at komme ind i hospitalets fremmede verden: lugten, lydene om natten, medicinen med de svære navne. Problemerne med at skelne mellem sygeplejersker, læger, social- og sundhedshjælpere, portører, rengøringspersonale. Der er en række tøjkoder, der skal læres, før man kan identificere uniformerne.
Endelig kom jeg ind på angsten for tilbagefald, som alle kræftpatienter kender. Jeg sagde, at den risiko aldrig kan udelukkes helt, og det gør angsten reel. Derfor kan man hverken negligere eller bagatellisere angsten. Man er nødt til at se den i øjnene, og patienten må lære at leve med den. Her tror jeg, at plejepersonalet – og patientens egen omgangskreds – kan spille en vigtig rolle. Det bedste man kan gøre for et menneske, der er angst, er at sætte sig ned og give sig tid til det menneske. Man skal hjælpe patienten til at formulere sin tvivl, sin angst og sine håb. Og man må indstille sig på, at der især er behov for, at man lytter og stiller spørgsmål, og at man lader patienten formulere sig selv.

	Emner: angst, chok, landskursus, modermærkekræft
	Der er 4 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link