|
OM BLOGGEN
Læs mere... KOMMENTARER Ditte Holm om Frankfurt venter forude Annelise Læssøe om Æggestokkræft – den uendelige historie Annelise Læssøe om Cancerforum – et nyt online forum for patienter og pårørende mormor om Gourmetpris til Herlev Hospital! – Anmeldelse af lortemad, Bjørn Askholm Kristina om Nej, jeg er ikke den eneste… Jesper Jensen om Nej, jeg er ikke den eneste… joan lykke om Cancerforum – et nyt online forum for patienter og pårørende Annelise om Cancerforum – et nyt online forum for patienter og pårørende frederikke om Erfaringer efter 2 kemobehandling TIDLIGERE INDLÆG april 2010 (2) marts 2010 (3) februar 2010 (1) januar 2010 (4) november 2009 (5) oktober 2009 (4) september 2009 (2) august 2009 (2) juli 2009 (6) juni 2009 (6) maj 2009 (5) april 2009 (3) marts 2009 (5) februar 2009 (5) januar 2009 (6) december 2008 (5) november 2008 (3) oktober 2008 (7) september 2008 (10) august 2008 (10) juli 2008 (19) juni 2008 (6) maj 2008 (17) april 2008 (13) marts 2008 (4) februar 2008 (7) januar 2008 (7) december 2007 (6) november 2007 (7) oktober 2007 (15) september 2007 (13) august 2007 (14) juli 2007 (24) RELEVANTE LINKS Abonnér (RSS) - Læs om RSS Cancer.dk |
21-12-2008
Den første uge i december 2008 var jeg sammen med 11 andre kræftoverlevere på Dallund Slot, et rehabiliteringscenter for kræftramte på Fyn. Ugens emne var ”Hvordan tackler man tilbagefald”, yderst aktuelt for mig, som til stadighed søger efter livskraft og energi til at komme videre efter tilbagefald i slutningen af 2007 med metastaser af en æggestokkræft, der nu viser sig at være kronisk.
Vi fik hilst på hinanden og på de dejlige mennesker, der skulle tage sig af os i en lille uges tid – fik anvist vores værelser, og mødtes så i en af de hyggelige og komfortable dagligstuer, så vi kunne blive orienteret om ugens planer.
Vi var en usædvanlig lille gruppe denne gang – sædvanligvis er der omkring 20 gæster – men vi fik hurtigt dannet et godt, nærværende og omsorgsfuldt hold. Og ugens program var spændende: Der var fysisk aktivitet et par af morgenerne, hvor vi lærte, hvordan vi bedst kunne bruge vores kroppe, alt efter hver enkeltes formåen. Hele tiden var der tid og lyst til dialog, intet var helligt, vi spurgte og fik svar på alt.
Flere af os havde også lejlighed til individuelle samtaler, alt efter behov. Jeg talte med socialrådgiveren, da mange af mine tanker har drejet sig om mit fortsatte arbejdsliv, hvilke alternativer der er, og hvordan jeg kan få undersøgt mine muligheder, så jeg kan træffe et valg, der er godt for mig. Og jeg må heller ikke glemme den dejlige massage – 45 min. med kyndig behandling af en nænsom massør, som tog behørigt hensyn til vore kroppes gebrækkeligheder. En del af målet med opholdet var at finde ud af, hvad vi nu vil med vores liv – hvor kan vi få det bedre, hvad må vi affinde os med, hvad kan vi gøre for at leve et godt liv, selv med tilbagefald af en kræft, som ikke rigtig vil slippe sit tag. Vi fik alle lavet vores prioriteringsskemaer med handleplaner, som vi så skal føre ud i livet, når vi kommer hjem. Mine egne planer drejer sig for en stor del om mit arbejdsliv, om efterløn og pension, om hvilke aktiviteter jeg kan skære ned i (eller fra), så jeg kan bruge den energi, jeg har, bedst muligt. Og på fornøjelsessiden har jeg tilføjet, at jeg vil have en gang massage hver måned – jeg er tit ret anspændt og lider som så mange andre af utroligt ømme skuldre og ryg, og vil have godt af at blive æltet godt igennem. Og jeg har faktisk fået bestilt en gang massage – første gang hos en ny massør i morgen eftermiddag; hvor jeg glæder mig. Den sidste aften holdt vi festaften – den hyggelige spisestue var smukt pyntet, og vi fik alletiders festmiddag – lige den aften var der ikke tænkt på kalorier og ekstra sund mad, som køkkenet ellers var eksperter i. Hver dag blev vi bespist med den skønneste mad tilberedt med et blik på præsentationen, med omsorg for gode råvarer, og med overvejelse af hvordan sund mad kan tilberedes uden for meget fedt, sukker og tilsætningsstoffer, men med rigtig god smag og variation. Og så det velsmagende hjemmebagte brød – det skal bare opleves. Det var en dejlig uges tid – fyldt med glæde, tårer, omsorg og mangen en god snak, os kursister imellem og med slottets fagpersoner og personale. En tid jeg kan leve længe på, og en tid til at få klarhed over min egen situation, og hvad jeg kan gøre fremover for at få et bedre liv. Jeg sender i disse dage mange tanker til mine medkursister i håbet om, at alle vil få en god jul og et godt liv i 2009 – hvor var det en dejlig tid, vi havde sammen. Hvis nogle af jer ser dette, ville det være hyggeligt at høre fra jer. Og god jul til Dallund Slot – og til de skønne mennesker, som passede så godt på os prinsesser og prins. Mit håb er, at stedet må bestå i mange år fremover, så mange flere kræftpatienter kan få samme energi og glæde som jeg ud af et lignende ophold. Det er en uvurderlig oplevelse – at finde livsglæde og håb igen. Skrevet af Annelise Læssøe den 21. december 2008 kl. 17:39
 16-12-2008
Jeg har ikke fået kemo siden i midten af april og har langsomt, men sikkert fået det bedre og bedre, sådan stort set. Bøvler stadig med for megen træthed, er ikke så udholdende som i ”gamle dage”, og sjovt nok har jeg ikke spor besvær med at holde vægten nede – faktisk har jeg tabt mig, støt og roligt, siden april. I sidste uge skulle jeg til julefrokost og hev noget af mit ”fine” tøj frem – der var specielt en elsket nederdel, jeg gerne ville have på. Men, det måtte jeg opgive – jeg kunne tage den på uden at åbne lynlåsen, så den var da bare for usikker at gå med. Har også fået lyse striber i mit efterhånden flotte krøllede hår – ser fin ud og glæder mig over det. Så her går det bare godt … Måske forventet, og alligevel nej. Jeg havde sådan håbet på en meget længere pause – jeg vil bare ikke bankes tilbage i kemoverdenen igen, vil ikke leve mit liv i 3 ugers intervaller, hvor jeg kun kan fungere ordentligt og planlægge nogle aktiviteter hver 3. uge (forhåbentligt), vil bare ikke. Jeg er så småt begyndt at arbejde igen, ikke meget, men dog noget – der har været håb. Nu er scenariet noget helt andet, skal tale med min chef i morgen om, hvad nu! Tja, hvad skal jeg og min arbejdsplads stille op – jeg er forhåbningsfuld, men alligevel både ængstelig og spændt på udfaldet. Jeg havde en rigtig god samtale med lægen – hun var absolut en af de bedste, jeg har talt med – og jeg har talt med rigtig mange efterhånden. Hun havde læst min journal helt tilbage til år 2000 og var velinformeret om min ”sag”. Sikke en lettelse. Hun var også en af de sjældne læger, som tog sig god tid, lyttede og svarede, på både mine og min datters spørgsmål. Faktisk var det mig, der rejste mig op og sagde, at nu havde vi vist været det hele igennem og takkede farvel – ikke lægen som synes, at nu havde vi snakket nok. Tænk at have en god oplevelse på hospitalet på trods af det lidt foruroligende resultat af min CT-scanning. Som en lille bi-oplysning kan jeg sige, at mit CA-125 tal er udmærket – den blodprøve har endnu ikke vist nogle særlige udsving (undtagen da jeg havde lungebetændelse og blodpropper i lungen) – så CA-125 markøren viser ikke sygdomsbilledet i mit tilfælde – det har altid kun været CT-scanningerne, der har vist spredningen – og det vidste denne læge godt. Og når jeg nu læser dette igennem, finder jeg det lidt påfaldende, at samtalen også gav glæde, simpelthen fordi lægen havde tid og empati udover det sædvanlige – er det ikke sådan, alle lægesamtaler burde være? Egentlig skulle jeg have begyndt med kemo næsten med det samme, men der er ikke langt til januar, så jeg sagde, at jeg ville have julen i fred. Den har jeg set frem til længe og er en tid, jeg virkelig nyder – og det vil jeg også i år. Men jeg fik dog hurtigt første indkaldelse til forundersøgelse, var i dag på Rigshospitalet til EDTA (nyre) prøve – de spilder ikke tiden denne gang! Næste skridt er endnu en CT-scanning og så kemobehandling i januar. Jeg skal igen have taxoterre og cisplatin, under indlæggelse til at begynde med. Jeg har før fået blandingen taxoterre/carboplatin, som jeg blev allergisk overfor, og cisplatinen er stadig lidt usikker, så der bliver passet godt på mig. Nu vil jeg nyde denne dejlige juletid og ser frem til at holde juleaften hos min datter. Og så må jeg tage det nye år, som det kommer – i mellemtiden abstraherer jeg lidt fra hele situationen og nyder livet bedst muligt. Jeg ønsker jer alle en rigtig Glædelig Jul og håber I må få et godt liv i 2009. Skrevet af Annelise Læssøe den 16. december 2008 kl. 1:22
10-10-2008
Endnu en nat, hvor jeg ikke kan falde til ro og finde søvnen. Det sker ikke så tit mere, heldigvis, men det sker. Tankerne myldrer febrilsk rundt i mit hoved, og selv den mest beroligende musik kan ikke få dem til at være stille og lade mig være i fred. I skrivende stund er kl. 3 natten til fredag – der er lys i kun ganske få vinduer udenfor i nattemørket. Jeg er godt på vej ind i den anden verden igen, ind i den verden, hvor de fleste mennesker befinder sig. Arbejdslivet kalder, jeg er så småt begyndt med nogle få timer omkring 4 dage om ugen, og har været i gang en måneds tid. Det har været godt, at jeg denne gang ventede så længe med at komme i gang. Sidst jeg var syg (i 2001) forsøgte jeg nemlig at passe kemobehandlinger samtidig med mit arbejde, og arbejdede alt for tidligt efter en større operation. Den gang var jeg slet ikke ude af kræftuniverset, og ved tilbageblik kan jeg godt se, at jeg på ingen måde kunne fungere i de raske menneskers verden. Denne gang er det anderledes, jeg er meget mere nærværende og kan fungere meget bedre, om end noget langsommere og helst ikke med alt for mange bolde i luften samtidig; den evne skal vist nok genoptrænes. Men alligevel, tanker om kræften er stadig tæt på og lader sig ikke ignorere – jeg har ofte fornemmelsen af at stå med vaklende ben i to lejre – bliver alt for ofte mindet om, at jeg lever et mere begrænset liv. Livets genvordigheder, som jeg har kaldt et at mine tidligere indlæg, har jeg før kunnet tackle, efterhånden som de kom, uden de store problemer; nu vælter læsset, hvis der sker alt for meget lige efter hinanden. September var på mange måder bare for overvældende. Jeg begyndte at arbejde igen, min elskede gamle mor døde, og mit helbred begyndte at skrante. Forrige weekend gik med at sove – jeg var aldeles udmattet og kunne ikke andet end bare sove og sove. Surt, tænkte jeg, for det er da bare spild af den dejlige fritid, hvor der er så mange andre ting, jeg kunne gøre end at ligge der i min seng. Men den træthed, som mange kræftramte mærker, er ikke den tilfredsstillende træthed, som man kan føle efter et arbejde vel udført, en god dag i haven, eller sportslige udfoldelser; næh, det er en udmattelse, som rammer pludseligt, og hvor det ikke er et valg at lægge sig, men en nødvendighed. Jeg var ellers holdt op med at tage min daglige lur, efter jeg kom hjem fra arbejde – ville træne mig op til et mere normalt liv med vågne dage og god nattesøvn. Og så ramte weekenden mig. Min psykolog, som jeg stadig ser hver 3. eller 4. uge, mindede mig om, at det nok ikke var så mærkeligt, at jeg faldt sammen, for det at starte arbejde efter lang tids fravær og så miste min mor var ikke så nemt endda, men lagt sammen med, at jeg havde smerter 24 timer i døgnet, ville vælte de fleste. Det med smerterne havde jeg ikke selv tænkt på, bare vænnet mig til dem, men selvfølgelig trætter det også og tærer på kræfterne. Smerterne er nu væk – jeg har lige været på Rigshospitalet for at få udskiftet mit JJ-kateter, idet afløbet fra min nyre var blevet forhindret af enten et bøjet eller forstoppet kateter. Det gjorde, at væske hobede sig op, forstørrede min nyre og forårsagede de konstante smerter. Det er bare skønt at sidde her, smertefri igen. Men det, at jeg pludselig skulle på hospitalet, gjorde så, at jeg måtte aflyse mine weekend-planer (en 3 dages rejse), da jeg simpelthen ikke vidste, hvornår jeg kom hjem igen, eller hvordan jeg ville have det. De mange afbud er en anden ulempe ved det skrantende helbred efter kemobehandlinger – så mange ting støder til efterhånden, følgevirkninger med ét ord: blodpropper, lungebetændelse, mavesår, udmattende kramper, svimmelhed og kvalme plus den altid nærværende træthed er nogle af de årsager, der har givet anledning til mine afbud overfor klubber, venner og diverse aftaler, som jeg har indgået i den tro, at det kunne jeg da sagtens overkomme. Jeg er begyndt at trække mig lidt tilbage fra at lave aftaler, da jeg alt for ofte må aflyse – og jeg bryder mig simpelthen ikke om at være så utilregnelig og føle, at jeg svigter, da jeg altid har sat en ære i at holde mine aftaler. Den ”ære” har jeg måtte sluge mange gange, og det skal altså laves om. Jeg må lære at leve dette begrænsede liv på en anden måde, hvor jeg stadig har en finger med i spillet i de ting, der absolut interesserer mig, og så lægge andre ting fra mig, selv om jeg synes, det er meget svært at vælge fra. Jeg kan se, at nattemørket får de lidt mere dystre tanker frem – den indre uro giver ikke ligefrem anledning til en jublende beretning, som jeg uden tvivl kan finde på at skrive, hvis jeg sidder her med blå himmel og solskin udenfor. Det må jeg gøre til mit næste indlæg! Til slut – på hospitalet greb jeg det seneste RASK Magasinet, der indeholdt en artikel med Jane Aamund. Som så ofte før, når jeg læser bøger, artikler mv, bliver jeg grebet af en enkelt sætning eller to, der viser, at der er anderledes måder at anskue tingene på. ”Jeg tror nok de fleste kronisk syge – hvad enten det er kræft eller andre lidelser – vil mene, at deres liv siden de blev syge er blevet et mere påskønnet liv.” Må vi alle opleve et ”påskønnet liv” – det blive kort eller langt. Skrevet af Annelise Læssøe den 10. oktober 2008 kl. 3:32
12-09-2008
I tirsdags mødte jeg op på min arbejdsplads som aftalt – og der ventede mig en skøn buket blomster og et kontor pyntet med flag. Hvor var det dejligt, og jeg følte mig rigtig velkommen tilbage. Jeg arbejder i en juridisk afdeling i en større virksomhed, og hele afdelingen havde flyttet kontorer fra sidst, jeg havde været der. Så udover at finde ud af, hvor jeg selv ”boede”, skulle jeg også finde rundt til mine kollegers kontorer, arkivrum osv. Ikke nogen nem opgave – næsten som at begynde et nyt job, bare med kendte kolleger! Også mine møbler og ting var pakket og flyttet af andre, så rutiner med at kunne finde tingene er gået fløjten. Tirsdag var jeg der kun et par timer, og onsdag begyndte jeg så at flytte møbler rundt, helt som sædvanlig uden at spørge om hjælp først – lærer jeg det da aldrig. Men hjælp kom myldrende, så nu står møblerne, hvor jeg vil have dem. Nu mangler jeg at få orden på hylder og i skabe og skuffer, og så kan jeg vist begynde at fungere lidt bedre. Overblikket har jeg ikke, koncentrationen er ikke-eksisterende, så det er godt, jeg har fået en fleksibel komme-og-gå ordning her i september. I går holdt jeg så en sove-slappe-af-dag, stærkt tiltrængt. Men jeg fik taget mig sammen til at tage af sted om eftermiddagen til Sundhedscentret for Kræftramte (Ryesgade, Kbh.), da jeg har meldt mig til et hold med Linedance. Og det er jeg sandelig glad for, at jeg gjorde. Det er længe siden, jeg har grint så meget, og jeg fik rørt min krop, som jeg ikke længe har gjort. Dejligt at danse igen. Ugen før jeg startede på arbejde, tog jeg og en god veninde på en rekreationsrejse – ned til sol og varme. Hvor var det en dejlig og afslappende tid, lige hvad jeg havde brug for. Da jeg så kom hjem i lørdags, virkede min PC ikke for så vidt angår adgang til internettet, og jeg kunne heller ikke modtage eller sende emails. Jeg fik en ny router i går aftes, så nu er jeg ”på” igen, men hvor har jeg dog følt mig afsondret fra omverdenen i mellemtiden. Lørdag aften begyndte jeg at få feber, og det holdt i 3-4 dage. Var til lægen tirsdag eftermiddag og skulle have haft resultatet af blod- og urinprøver i dag, så jeg kunne komme i gang med behandling, men det nåede jeg ikke at ringe om. Har også bestilt tid til scanning den 24. september, da jeg er bange for, at mine problemer med min højre nyre er vendt tilbage – i hvert fald er de meget genkendelige smerter der igen, og sammenholdt med andre symptomer er jeg lidt nervøs for nyren. Jeg fik i oktober 2007, og igen i januar 2008, indsat et JJ-kateter mellem nyre og blære for at hjælpe på afløbet, idet en af kræftknuderne har sat sig rundt om urinlederen og klemmer til. Så jeg er spændt på, hvad scanningen vil vise. Netop som jeg var på vej ud ad døren på vej til arbejde her i formiddags, blev jeg ringet op fra min mors plejehjem – så af sted til min mor i stedet for arbejde. Hun har skrantet den sidste uges tid, og hun er nu døende. Det var ventet, men alligevel et chok, nu hvor tiden nærmer sig. Jeg har siddet hos min mor en times tid, men måtte hjem for at få lidt frokost og hente mit strikketøj og en bog, så jeg kan sidde hos min mor og bare småsnakke her lidt senere i eftermiddag. Hun er vågen, men ikke helt klar, og dog håber jeg, at hun ved, jeg er der og kan høre mig. Hvor er det svært. Jeg er lidt overvældet lige i øjeblikket og trængte bare til at få mine tanker skrevet ned, og er glad for at kunne dele dem med jer. Jeg har også været glad for at læse de mange gode indlæg, der er kommet ind i løbet af de to uger, hvor jeg har været logget af internettet. Hvorfor skal der altid ske noget, lige netop som jeg tror, at nu kører det – det kan være fortvivlende og opslidende – vel nok det man kalder LIVET.
20-06-2008
Også mine øjenbryn er ved at komme tilbage, og min hud er ved at være normal – jeg havde ellers fået så mange rynker; min hud var helt udtørret på trods af flittig brug af forskellige cremer. Jeg nævnte det for min datter forleden, som sagde, at hun også havde været forfærdet over mit ældede ud-seende, men nænnede ikke at sige det – tænk, jeg havde ikke forbundet udtørringen med kemobehandlingerne! Kemoen er også gået ud over mine negle, så de bliver holdt korte, indtil “kemo-rillerne” vokser ud. Det var de ydre tegn – rent psykisk er jeg i en overgangstid, fra faste tider på hospitalet, tjek fra tid til anden, et regime jeg kunne forholde mig til, og så til nu, hvor jeg nærmest er på egen boldgade. Jeg er stadig sygemeldt, er stadig meget træt og sover meget, og er ret ukoncentreret. Jeg er dog glad for, at jeg er nået så langt, at jeg kan læse bøger og også strikke lidt, begge ting, der får mig til at slappe af. Men ellers har jeg en indre uro, der gør, at jeg ikke rigtig kan samle mig om ting, der tager længere tid. Jeg passer så vidt muligt min samtalegruppe hver mandag på Sundhedscentret, går til psykolog hver 2. eller 3. uge, er meget opmærksom på, at jeg får ordentlig og sund mad – nu mangler jeg blot at få sat lidt skub i motionen. Den får jeg faktisk kun, når jeg er i sommerhuset, det sted hvor jeg har det bedst – ren rekreation at være ude i naturen og pusle rundt, kan ovenikøbet nu selv slå græsset (med pauser). Hvorfor jeg har så svært ved at komme ud af døren, ved jeg ikke. Jeg går lidt rundt i en mild tågedis, mangler initiativ og energi, og selv om jeg rent teoretisk ved, at jeg vil have godt af at gå en tur i den lokale park og ovenikøbet også vil nyde det, får jeg det ikke gjort. På mandag skal jeg have taget en blodprøve, der bl.a. vil vise mit CA-125 tal, og i midten af august skal jeg CT-scannes – det bliver så næste milepæl, hvor jeg håber, at det vil vise sig, at kræften stadig holder sig i ro. Når jeg læser eller hører om andre, som har fået tilbagefald efter tilbagefald, bliver jeg dels forskrækket, men på sær vis også beroliget – andre klarer sig igennem et liv med kronisk kræft, det må jeg også kunne gøre. En af følgevirkningerne ved min kemobehandling var, som jeg tidligere har skrevet, blodpropper, og jeg får stadig to daglige indsprøjtninger med blodfortyndende medicin. Nu har mine dejlige hjemmesygeplejersker undersøgt sagen og har fundet ud af, i samarbejde med sygeplejerskerne på RH, at i stedet for to indsprøjtninger kan jeg nøjes med én ved at få et andet fabrikat, med samme medicinsk indhold og virkning – så i stedet for at få endnu 240 indsprøjtninger, før jeg er færdig med behandlingen, så skal jeg kun have omkring 120 i mit stakkels, og efterhånden hårdt prøvede, maveskind. Jeg har før fundet, at sygeplejersker har en anderledes praktisk og mere omfattende forståelse for patienters behov end mange læger, for jeg har faktisk omtalt problemerne med de mange indsprøjtninger, når jeg har været til lægesamtale, men nogen løsning er der aldrig kommet ud af det – før nu. Så et hurra til sygeplejerskerne for deres initiativ og fine løsning. Og når jeg nu er i gang med sygeplejersker, vil jeg også lige nævne, at ordningen med hjemmesygepleje nemt overføres til sommeradressen, i hvert fald inden for Danmarks grænser. Jeg havde ellers været bekymret over ikke at kunne tage i mit elskede sommerhus, men det har så vist sig, at jeg blot skal ringe til sommerhuskommunen for at meddele, hvornår jeg er der, og så klarer de indsprøjtningerne. Det var lidt tilfældigt, at jeg fandt ud af den ordning, så jeg giver den videre her. Sommerhilsener fra Annelise Skrevet af Annelise Læssøe den 20. juni 2008 kl. 21:57
20-05-2008
Hej Tina og Berit. Tak for jeres velkomsthilsener – jeg har jo blogget en del gennem de sidste måneder, men det er en helt ny oplevelse at blogge mere sammenhængende med min ”egen” blog. Her kommer så lidt nyt fra i eftermiddags. Tænk en gang, jeg skal ikke have flere kemobehandlinger denne gang – det er næsten ikke til at fatte. Samtalen med lægen gik godt – han fortalte, at stigningen i CA-125 tallet ikke udelukkende viste, at der kunne være noget galt med kræftudviklingen, men kunne også tyde på en evt. infektion eller andet galt. Men CT-scanningen var nødvendig, før de kunne være helt sikre. Scanningen viser, at kræften ikke er i yderligere udvikling, og at knuden i lungen er så godt som væk. Så det er konklusionen, at den bratte stigning, som blev vist af blodprøverne, skyldes lungebetændelsen og blodpropperne, som jeg fik for godt en måneds tid siden. Den kemo jeg ellers havde fået, cisplatin, er noget af det skrappeste, de kan give mig, og han så ingen grund til at udsætte mig for det endnu en gang – ikke lige nu i hvert fald. CA-125 tallet er i mellemtiden faldet til det acceptable, og det skal der holdes øje med fremover. Jeg skal så have taget endnu en CA-125 blodprøve om en måned og igen om 3 måneder, en uge før jeg skal CT-scannes, hvilket vil ske ca. hver 3. måned til at begynde med, og derefter trappes der op til evt. hver 6. måned. Så jeg er godt tilfreds, specielt med at jeg vil blive scannet med jævne mellemrum. Lægen udtrykte også håb om, at der kunne gå en 5-6 år, før jeg igen skulle i gang med kemobehandling – måske længere. Scanningerne vil vise, hvornår det er tid til en “tur” igen. Min datter Christina og jeg spiste så en god frokost, jeg fik også en jordbærtærte, og lige nu er jeg næsten færdig med en æske chokolader, som jeg fik forleden. Der blev fejret med forbudte godbidder! Dette er endnu en kolbøttevending, og jeg skal til at vænne mig til tanken om, at jeg nu kan se frem til at se mit hår gro ud igen, få mine øjenbryn tilbage, og ikke mindst mine kræfter. Med klar erindring om, hvordan jeg havde det sidste gang, jeg blev erklæret rask, ved jeg, at jeg skal tage det stille og roligt et godt stykke tid, så det gør jeg. Tanker om at vende tilbage til arbejdet følger senere, men ikke lige nu. Jeg skal bestemt også vænne mig til, at jeg nu er en “fri” fugl, ikke mere bundet af behandlinger og den efterfølgende sløve tid med diverse bivirkninger – jeg har tid, og har det godt. Hvor mærkeligt det end kan lyde, så gik jeg i seng her i eftermiddag og sov nogle timer – selv gode nyheder kan åbenbart gøre mig helt udmattet. Nu går jeg ind i en helt ny og uventet periode – nemlig tiden fra at være syg til at være rask – at det er kronisk, vil jeg lige nu se bort fra, for i det store og hele forventer jeg at kunne leve normalt, indtil næste gang kræften begynder at røre på sig. Om mine forventninger bliver opfyldt, vil tiden vise. Lige nu er jeg bare glad og lettet – men jeg er spændt på, hvordan det vil gå de næste uger, hvor mine tanker fører mig hen, om der kommer bølgedale i mit humør, eller om det bliver nemt at vende tilbage til det pulserende liv, og her tænker jeg helt specielt på arbejdslivet. Jeg vil rigtig gerne høre andres erfaringer på det punkt, for jeg er meget i tvivl om, hvor længe jeg skal vente med at gå i gang, hvor mange timer jeg kan klare dagligt til at begynde med osv. – mine tanker om, at det er bedst at tage den med ro, tror jeg, at jeg vil lytte til. Skrevet af Annelise Læssøe den 20. maj 2008 kl. 0:16
12-10-2007
Spiser I også fælles morgenmad på dit arbejde? Lyst brød er hyggebrød Sammenspisning af nye grupper Vi spiser fritid og sociale relationer Så er det vel ikke så mærkeligt, at vi ikke vil undvære morgenbrødet, er det? Skrevet af Gry den 12. oktober 2007 kl. 14:40
28-09-2007
Det næste stykke tid vil du her på bloggen kunne læse om en undersøgelse, som jeg laver sammen med min kollega Anja Marie Bornø Jensen. Undersøgelsen tager udgangspunkt i helt almindelige danskeres helt almindelige hverdag: hvad spiser vi egentlig i løbet af en dag, og hvorfor er det lige den slags mad, der egner sig til det måltid? Brødets rolle
23-08-2007
Det er alt for længe siden, jeg har skrevet et indlæg. Der dumpede en arbejdsopgave ind af døren, og det er jo dejligt. Men jeg kan godt mærke, at jeg stadig er lettere grundstresset og sårbar. Der skal ikke meget til at få pulsen op og hovedet til at koge. På en dårlig dag kan bare det at vælge imellem bukser eller nederdel, kaffe eller the, ris eller pasta, udløse et grådanfald. Set i det lys er jeg da ret spændt hvordan det spænder af, når jeg om en uges tid kaster mig ud i mit nye job som magasinredaktør. Jeg er jo den samme som jeg altid har været – og så alligevel ikke. Der er gået skår af mig. Jeg er vingeskudt. Og jeg er stadig i gang med at finde ud af, hvordan man går rundt i verden som en sådan. For jeg har ikke lyst til at lade som om at jeg er cool, hvis jeg ikke er det. Jeg har ikke lyst til at bygge mure omkring mig. På den anden side er man jo nødt til at kunne opvise et ’straight face’, især i arbejdsmæssige sammenhænge. Det er en udfordrende balancegang, som jeg har indtrykket af, at der er flere i min situation der tumler med. Det kan være svært at finde tilbage til nydelsen og umiddelbarheden i arbejdet, fordi den tvivl og den frygt, der følger af at have været kræftsyg, breder sig udover stort set alle af livets aspekter. Der er noget gennemsigtigt over den tilstand jeg befinder sig i, hvor arbejde både kan være en sund og inspirerende beskæftigelse, og ikke mindst vej forbi dunkle tanker, men i lige så høj grad kan blive en flugt, der ender med at fjerne mig fra sig selv. Jeg kan rent formuleringsmæssigt ikke komme det nærmere lige nu. Det kommer. Men jeg ved, at jeg skal passe på mig selv, når arbejdsopgaverne om lidt begynder at vælte ind. Skrevet af Tina den 23. august 2007 kl. 22:06
|
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
… jeg taler udenom, jeg ved det – det gjorde jeg også til lægesamtalen i sidste uge. Kunne se på lægen, at det vist ikke kun var gode nyheder. Dem begyndte hun ellers med; de tre svulster jeg har i underlivet er blevet lidt mindre, ”småtingene” i bughulen er det samme osv. Som jeg sagde til lægen; ”Jeg kan høre et MEN” – og så kom det. Udover den ene svulst i venstre lunge, som har været der et stykke tid, så er der yderligere spredning dér, og sandelig om ikke også der er spredning til højre lunge – det er nyt.
Det går fremad, men langsomt. Jeg er lykkelig over at være fri for kemobehandlinger, og glæder mig over at se mit hår vokse frem og er spændt på farve og struktur (sidst fik jeg krøller). Lige nu minder jeg meget om en dompap, den søde lille fugl med mørk hætte og lyse sider. Jeg er endnu ikke modig nok til at gå uden kasket, når jeg er ude, men hjemme og blandt venner viser jeg min noget plyssede isse.
