Jeg startede i et forløb ved en psykolog, tilskud fra sygesikringen, den samme som jeg havde, da jeg selv fik brystkræft. Det har været rigtig godt men også hårdt sådan at arbejde med sig selv og bearbejde ting. Men jeg får specielt meget ud af det i forholdet mellem Thomas og jeg, og så i forhold til vores børns reaktion. Denne gang er de jo store, i forhold til da jeg blev syg, da var de kun 2½ år. De spørger ikke så meget mere til Thomas men indimellem siger de jo noget som viser, at de tænker meget over tingene. Kan også mærke, at de har enormt meget brug for tryghed og skal vide hvor vi er henne hele tiden. Lige nu er jeg rigtig glad for, at jeg har forældreorlov og Thomas stadig sygemeldt, for selvom vi ikke kom afsted på vores længere ferie, så har vi været rigtig meget sammen som familie og det har været godt for os alle.

Jeg tror, at jeg i mit eget forløb med brystkræft og nu også med min mands kræftsygdom, har ændret mig rigtig meget som menneske. En lang proces som nok varer ved længe endnu. Jeg håber virkelig, at jeg finder mit “nye” liv lige så værdifuldt som det gamle, for jeg kan ikke gå tilbage og få det gamle igen. Jeg vil for altid være forandret og præget af de ting, jeg har været igennem. Det har tvunget mig og min mand til at tage vores liv op til overvejelse, set på det, hvad er godt, hvad er skidt? Hvad skal med, hvad skal ud? Som en kuffert der skal pakkes til en lang ferie. Men hovedsagen er, at der er masser at kæmpe for! Kærligheden, børnene godt i vej, de små glimt af lykke i hverdagen osv. Jeg tænker stadig, at det føles uvirkeligt, at Thomas også skulle rammes og jeg kan mærke, at mit livssyn er blevet en smule farvet af det. Jeg har stadig en positiv indstilling til livet men frygten og angsten for, at jeg eller mine kære bliver ramt igen, vil nok følge mig langt ud i fremtiden..

Jeg vælger at tage det positive ud af erfaringerne og samtidig med, at jeg føler vi blev ramt som familie igen, mærker jeg også fortsat en stor vilje og lyst til at bide livet i låret ;0)
Af sorg, af frygt kan der også komme godt, spire og vokse håb om en skøn og fantastisk fremtid for os alle.

Helt konkret overvejer jeg meget at læse på VUC til august, komme ud og lære nyt og nye mennesker at kende. Tror at tiden er inde til helt at skippe det frivillige arbejde ved KB og istedet koncentrere mig om noget helt andet end kræft. Jeg har været rigtig rigtig glad for det frivillige arbejde og kan varmt anbefale det.
Man gir lidt af sig selv og får så meget igen, det har været guld værd :0) !

Jeg er stadig i chokfasen tror jeg. I de 5 år der er gået siden jeg selv blev opereret for brystkræft, har jeg indimellem gået og været nervøs for at det skulle ramme mig igen. Var ikke rigtig forberedt på, at det skulle ramme min mand! Lige nu er jeg vildt bange. Ved godt, at det er en af de bedre kræftformer, rimelig høj helbredelsesrate osv. Men jeg føler mig godt nok ramt i min lille familie. 2 ellers raske mennesker ikke fyldt 40 år endnu og begge med en kræftdiagnose. Hvor heldig har man lov at være?!

Denne gang er børnene også så store, at de forstår meget mere. Det slap vi lidt for sidst, da de bare var knap 3 år men alligevel synes vi, at den ene var meget påvirket af det dengang. Men vi har valgt at være meget åbne omkring det. Talte med dem om, at fars kugle gjorde ondt og skulle fjernes. Og at der var “gode” celler og “sure” celler. Vi har stadig bogen om Kemo Kasper og den husker de udemærket. Og vi måtte jo så desværre fortælle dem, at det var de sure celler.
Men at vi håber, at de er væk allesammen, så vi undgår at Kemo Kasper skal hjælpe til.
De har også fået lov at se arret. Det ser meget fredeligt ud og så forestiller de sig heller ikke en masse underlige ting. Men nøj hvor er jeg godt nok ked af, at de skal igennem dette en gang til. Føler lige pludselig at det hele er så usikkert.

Vi skulle også have været på en dejlig lang ferie i Østen i 1 måned om 14 dage. Flybilletterne lå og ventede da vi kom hjem. Det bliver vi nød til at aflyse. Livet kan godt nok ændre sig på et splitsekund.

Kræftsygdommen
Men livet har jo også en anden og mere bitter side. Den kræftsygdom jeg var igennem for 3 år siden… hvordan nu med den: er det nu også et overstået kapitel? Naturligvis havde min kone og jeg rigtig mange overvejelser om det, da vi besluttede os for at få det 3. barn. Vi var enige om, at det var en dårlig ide at få flere børn, hvis jeg skulle blive syg igen på et senere tidspunkt. Det værste der kan ske for et barn, er at miste en forældre, og kan man så tillade sig at få et barn, hvis man har en risiko for at blive syg? Er det ansvarligt? Vi der har haft kræft, har oplevet, hvor pludseligt livet kan vende, og derfor kan det nu være svært at tro på livet og fremtiden igen.

Pligt til at bruge livet 
Skal man leve henholdent af angst for risici og fremtidige ulykker? Jeg var heldig at overleve sygdomme og undgå døden, men det kan jeg ikke blive ved at leve på – ja, måske giver det mig netop en særlig forpligtelse til at bruge livet. Hvis prisen for at overleve sygdommen er, at jeg undlader at leve, så har døden vundet en smule alligevel.

Vi er altid i livets vold
Det er svært at afgøre, hvad der er det rigtige at gøre, og ønsker og behov er jo ikke noget man beslutter sig til. Den slags opstår bare i livssituationen. Man kan måske sige, at man altid er i livets vold, så når sygdommen ikke længere fylder, så er der andre behov, der melder sig. Når min kone og jeg har lyst til at få et barn til, så er det simpelthen, fordi vi mentalt set har lagt sygdommen bag os og igen lever et normalt liv. 
   

Min tarmkræft var ikke af den arvelige slags, men alligevel skal min datter fra og med sit 20. år undersøges en gang hver 5 år.
Det er rigtigt træls for hende, hvis en eventuel kræft skal opdages i tide, kan dette desværre ikke undgås.

Jeg har en veninde, hvis søster har haft kræft også (det skal lige siges, at de to har samme mor, men hver sin far). Ved en lægesamtale fik veninden at vide, at hendes søsters børn burde tjekkes for kræft. Hun fortæller det til søsteren, som nægter at sige det til sine voksne børn. Hendes begrundelse er, at de ikke skal gå og være bange! Veninden må heller ikke sige det til søsterens børn. Så min veninde er nu i et kæmpemæssigt moralsk dilemma!

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at ved at benægte muligheden for sygdom i familien, og ved ikke at orientere sine pårørende om risikoen, optræder denne søster lidt som Vorherre.

Hvad nu hvis et af hendes børn er arveligt belastet?
Hvad nu hvis hendes søn eller datter dør af det?

Jeg kan ikke forstå, hvordan nogen kan have det mod, at tage andres liv i deres hænder!

Min personlige mening er, at jo tidligere kræft opdages, jo større er chancerne for helbredelse. Og jo mere man ved, jo mere kan man gøre.

Hvad synes I?

Kræft kan vel ikke ties ihjel?

De varmeste hilsner
Tina Birk

Lægen vil ikke udelukke at jeg får min menstruation igen, men han er temmelig pessimistisk. Jeg producerer nemlig ikke noget østrogen overhovedet, og det tyder på at æggene er smadrede, og jeg dermed er gået i overgangsalderen. For dem af jer der ikke ved det (det gjorde jeg nemlig ikke), så er kvinder født med et vist antal æg og producerer ikke nye. Når man ikke har flere æg eller de er ødelagte, ophører menstruationen og man går i overgangsalderen. Normalt sker det jo for kvinder langt senere i livet. Udover at det er en stor sorg for mig formentlig ikke at kunne få børn på naturlig vis, så er det også en bizar ting at være gået i overgangsalderen som 31-årig.

Jeg har grædt meget og snakket meget med min kæreste, og jeg er sikker på at vi nok skal finde ud af det. Men det er barske løjer, og jeg er træt. Jeg prøver at sende god energi ned i mine æggestokke og visualisere alt muligt rart, der måske kan få gang i sagerne. Hvis man som Brandon Bay kan visualisere en kræftknude væk på 6 1/2 uge, så kan man vel også fremelske nogle småbitte æg. På den anden side er det måske nemmere at få noget til at forsvinde end at få noget til vokse? Jeg ved det ikke…

Jeg rækker bare desperat ud efter alverdens ting selv om min læge siger til mig at jeg ikke kan gøre hverken fra eller til. Jeg spurgte ham ellers om jeg skulle sige mit job op og sætte mig hen i et hjørne og spise flødeboller. Måske er jeg for stresset og for tynd? Hvis du siger at det hjælper, så siger jeg op det med det samme. Jeg vil virkelig gerne have børn! Men nej, så enkelt er det selvfølgelig ikke. Og jeg bliver nødt til at acceptere at der nok ikke er så meget jeg gøre, lige så vel som det ikke er min skyld at der ikke sker noget. Jeg har ikke gjort noget forkert. Jeg må bare vente og se og krydse fingre og håbe.

Og kom endelig med jeres erfaringer, gode råd og kommentarer!

P.S. Noget helt andet er at i morgen læser skuespiller Kirsten Olesen en af mine tekster op i forbindelse med åbningen af brystkræftmåneden i Operaen. Det er en tekst her fra bloggen der har titlen ‘Hvordan falder man godt?’. Det havde jeg bare lyst til at dele med jer.

Jeg er selv et godt eksempel på den sidstnævnte risikogruppe: jeg har ikke specielt lys hud, jeg har ikke påfaldende mange modermærker, men som barn blev jeg udsat for meget sol. I de tidlige 70′ere, hvor jeg var helt lille, var der ingen opmærksomhed på solens skadelige virkninger. Tværtimod var den dominerende holdning, at det ubetinget var sundt at være i naturen. Derfor var der ingen, der søgte at begrænse mængden af sol, som jeg blev udsat for.

Jeg har været en tur i mine forældres fotoalbum og fundet et sigende billede fra en sommerdag ved familiens sommerhus ved Rødvig strand 1972:

Jeg er den lille lyshårede dreng. Vi ser ud til at have det herligt, og stranden er vel en af de allerbedste legepladser for børn. 
Men når jeg i dag ser på billeder fra min barndom ved sommerhuset, så er det hverken sjov eller leg, jeg ser. Nej, det er årsagen til min kræftsygdom. Et malignt melanom som det jeg fik, har en inkubationstid på ca. 20 år. Mit maligne melanom blev opdaget og bortopereret, da jeg var 26 år, og derfor er der for mig ingen tvivl om, at den solskade, som var årsagen til kræften, skete i disse år på Rødvig strand!

Her er et andet billede af mig ved sommerhuset. Denne gang har jeg klogt nok fået en t-shirt på, men det skyldes nok mere en bekymring for, om jeg fryser, end om jeg bliver solskoldet.
Jeg er sikker på, at hvis mine forældre havde kendt til solens skadelige virkninger, havde de beskyttet mig bedre i solen. Det er derfor uvidenhed, som er den egentlige årsag til den kræftsygdom, som var tæt på at koste mig livet i 2005. Og derfor ser jeg det som utrolig godt og vigtigt, at Kræftens Bekæmpelse har etableret kampagnen Skru ned for solen.