Bjørn Askholm

Hold op hvor bliver man træt af sådan nogen stråler!
Jeg sov godt og tungt hele natten. Og formiddagen med! Jeg havde slet ikke ænset at min søster var stået op og havde anrettet mig en lille fin morgemtallerken frisk frugt skåret i små stykker, samt en lille sød hilsen, inden hun skulle videre!
Jeg får så ondt i kæberne af den strålebehandling, fordi alle spytkirtlerne der sidder deromme er blevet helt smadret med det samme! Jeg kan næsten ikke åbne munden af smerte, og så er jeg helt tør inde i munden. Så er det sgu svært at få spist særlig meget, toppet med en god gang kvalme! Det er lidt problematisk, da jeg har besluttet mig for selv at spise gennem hele forløbet.. Jeg skal simpelt hen ikke have sondemad. Det er noget af det mest ubehagelige jeg ved! Jeg tror faktisk ligefrem det er en fobi jeg har! Hver gang der er nogen der har prøvet at stoppe ting i næsen på mig, er det gået grueligt galt, og endt med blod og bræk ud over det hele!
Så er det en dårlig start med to dage næsten uden mad! Men små stykker frugt kan jeg i hvert fald spise, så det var så dejligt at vågne op til.
Strålerne i dag var ikke lige så slemme! Men det var svært at ligge helt stille i samme udstrakte position , og ikke falde hen når man var så træt i forvejen, så de måtte da også lige råbe ad mig over højttaleren et par gange “Bjørn, ret dig op igen!!!” )
Denne gang ville jeg tage mine forbehold og ligge mig ned og slappe af med det samme, men da jeg efter et par timer følte mig frisk nok og rejste mig, vendte det sig i maven på mig! Heller ikke idag slap jeg for at brække mig! De opdagede vist også at jeg skulle have haft noget forbyggende kvalmestillende fra day one, som de havde glemt at give mig. Ups! Men den får jeg så fra nu af, så lad os håbe det går bedre imorgen!

Fik gået en god lang aftentur gennem dejlige københavn!

Godnat!

	Emner: behandling, dagbog, kvalme, mad, stråler, træt
	Der er 1 kommentar			Skriv kommentar			Permanent link

Helle Høstrup

For allerede flere uger siden landede vi i Kastrup. Det var en til anden verden, end den vi havde været del af de sidste syv uger. Langt fra vores tur i cykelrickshaw fra hotellet i Kathmandu til lufthavnen.Vi fløj over Delhi og kørte sur i tidsforskellene. Lufthavnen i Delhi er en oplevelse i særklasse. Udenrigsterminalen er under ombygning og har vist været det i årevis. Intet ser ud til at fungere, alt emmer af indisk kaos. Vi bliver mødt af en funktionær, der skriver vores navne og bagagenumre op på et stykke papir, følger os til transitområdet og forklarer, at nogen vil komme og finde os med vores boardingkort om nogle timer. Derefter forlader han os. Og det sker. Der kommer virkelig et menneske, som ovenikøbet har vores bagage på en vogn. Videre til Helsinki, hvor verden antager helt andre velorganiserede dimensioner, og derfra hjem. Sidste etape forekom urimeligt lang. Vi var utålmodige, flyet var forsinket, og vi ville se vores familier. Det kunne kun gå for langsomt, og det gjorde det. Men de var der, mine unger, min mor og Oles kone. Der var uhæmmet gensynsglæde. Bagefter lavede mine børn en brunch, der fuldstændig overgik mine vilde drømme, derude i bjergene. Med champagne, rugbrød, ost, frugt og det hele, så jeg havde bobler både indvendig og i glasset.
Vi har været på tv, i radioen og i aviser, og nu er der faldet lidt ro over det hele. Jeg mellemlandede nogle dage i København hos mine børn, og nu er jeg hjemme i Skåde igen. Hjemme i bøgeskoven og ved udsigten til den lille sø udenfor mine vinduer. Jeg har holdt lidt fri og er landet langsomt på fødderne efter et fantastisk eventyr.
 

Hvordan er det så at komme hjem til vores lille land? Ja først måtte jeg sande, at jeg har været så langt væk, at pinkoden til mit Visakort var forsvundet op i de højere luftlag. Jeg var blank, da jeg stod foran hæveautomaten. Mit kort blev spærret, min købeevne stækket, og jeg har sikkert sparet en masse penge. Som jeg alligevel ikke har efter et par måneder uden løn.

Avisernes overskrifter lignede dem, der var, da vi rejste for næsten to måneder siden. Lars Løkke blev stadig ristet. Dansk Folkeparti havde pustet liv i tørklædedebatten, som de jo gør med forudsigeligt jævne mellemrum. Jeg har aldrig helt forstået den tørklædedebat. Det er kvindeundertrykkende, siger de, og det er det sikkert for nogen. Men jeg har mødt temmelig mange kvinder, der bruger tørklæde, fordi de synes det er pænt, eller fordi de føler sig nøgne uden. Da jeg var helt ung, brugte vi også tørklæder – af den indiske slags, fordi  vi syntes det var smart og signalerede noget om vores identitet. Min mormor brugte altid tørklæde eller hat, når hun gik ud. For et år siden brugte jeg tørklæde, fordi jeg ikke havde noget hår. Og jeg bruger ofte tørklæde, når jeg vandrer i bjerge for at beskytte min hårbund mod solen. Hvem er det, der skal afgøre hvilke tørklæder, der kan være tilladte? Må muslimske kvinder i kemoterapi bruge tørklæde? Eller?
 
Ja, alt er ved det gamle. Men jeg dumpede lige lukt ned i dansk sommer. Solen bragede ned og alt var pludselig grønt omkring mig. Da jeg løb en tur i skoven før vores rejse, var den brun, og anemonerne var lige begyndt at kigge forsigtigt frem i skovbunden. Nu pibler solen ned mellem grønt løv og der dufter af muld.

Der var sygeplejestrejke, og mit job viste sig også at være omfattet af strejken. Jeg er også tidligere kræftpatient, som var lidt spændt på, om min kontrol på sygehuset blev til noget. Det gjorde den, og alt er godt. Jeg har ofte lyst til at droppe kontrollerne, fordi jeg føler mig fastholdt i en rolle eller en identitet som ”kræftpatient” eller ”kræftoverlever”. Og nu er jeg jo egentlig bare mig – med en alvorlig sygdom og en værre behandling i bagagen. Jeg kan ikke fordrage bevidstheden om, at fremmede mennesker har et indblik i min krop, som jeg ikke selv har, når jeg er blevet scannet. Hmmm, jeg fortsætter nok lidt endnu, men kontrollerne forsikrer mig ikke. Den sygdom, jeg havde udvikler sig så hurtigt, så skulle den komme igen, kunne det ligeså godt falde mellem to kontroller. Og jeg skal nok mærke det. Alligevel bliver jeg grænsende til hysterisk, når svardatoen nærmer sig. Min læge og jeg blev enige om at skyde kontrollerne til hvert halve år fremover, med scanning kun en gang om året. Det er godt for min sjælefred.
 
Anyway, jeg er tilbage i god behold og fuld af mod på mit liv. Hvad har de sidste par måneder så betydet? Jeg har slidt et par støvler fuldstændig op, lynlåsen i min rygsæk er færdig, jeg har brugt en hel tube tandpasta og 1½ tube solcreme. Mit hår er vokset viltert ud til alle sider. Jeg er kommet på toppen – bogstaveligt talt og i overført betydning. Jeg fik mit come-back og de magiske øjeblikke i bjergene lever i mig. Overraskende mange mennesker har fulgt vores eventyr på vores hjemmeside eller de andre steder, hvor bloggen har været offentliggjort. En del har henvendt sig til mig og følt sig inspirerede til at gøre noget for at få forskellige drømme gjort levende. Og det gør mig rigtig glad. Også en del fra behandlersystemet har følt sig inspireret til at tænke nye tanker om behandling og rehabilitering, og det gør mig endnu mere glad. Nu skal jeg videre med at samle alle mine tråde. Vi skal have etableret projekt Krop og Kræft på Århus Sygehus, så det kan starte i det nye år, og jeg er med til at forberede starten på en Århus-afdeling af Proof of Life (www.proofoflife.dk). Jeg skal have samlet og sorteret i mine tusinde billeder og forberedt foredrag, så de, der har lyst, kan få ”syn for sagn” og høre eventyrlige historier fra bjergene. Og så skal jeg løbe, ro og cykle i den pragtfulde natur, jeg bor midt i. Min dagligdag begyndte for alvor, da jeg endelig kunne cykle afsted til arbejde en tidlig morgenstund efter konflikten. Det var dejligt at se mine kolleger igen og tage fat, hvor jeg slap i starten af april. Og jeg har plantet krydderurter og nelliker i potter på altanen og grillet i aftensolen, mens ænderne snadrede i søen nedenfor.
 

Mange hilsner
Helle

	Emner: behandling, konflikt
	Der er 4 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Jacob Nordgaard

                   Way out by Jean Ruaud
Kirurgi
Modermærkekræft behandles sædvanligvis med kirurgi: sidder kræften i et modermærke på hudens overflade, opererer man det væk; har kræften spredt sig til lymfekirtlerne, så fjerner man dem; er der opstået en tumor inde i kroppen fx. i et organ, så åbner man op og fjerner den.
Det er normalt kun i de tilfælde, hvor der er en indre spredning, som er begrænset til en arm eller et ben, at man har andre muligheder end kirurgi, nemlig Hyperterm Regional Perfusion, som er en lokal kemoterapi.                                                                    

Eksperimentel behandling                                                                        
Hvis spredningen er mere omfattende, og der er opstået metastaser forskellige steder i kroppen, så vil kirurgi ofte ikke være tilstrækkelig til at fjerne kræften. I disse tilfælde har man i dag ikke nogen godkendt behandling, og man vil derfor være henvist til eksperimentel behandling. I Danmark har der i de seneste år været to primære muligheder for eksperimentel behandling mod metastaserende modermærkekræft: der er Interleukin-2, som tilbydes på de onkologiske afdelinger på henholdsvis Århus kommunehospital og på Odense Universitetshospital, og der er dendritcellevaccination, som først og fremmest tilbydes på onkologisk afdeling på Herlev Sygehus.

Interleukin-2 i Odense 
Da jeg fik stillet diagnosen metastaserende modermærkekræft, blev jeg informeret om, at lægerne ville tage stilling til min “sag” og afgøre, hvilken eksperimentel behandling jeg skulle tilbydes: interleukin-2 eller dendritcellevaccinationen. Denne beslutning tog man på baggrund af en undersøgelse af, hvilken behandling jeg havde de bedste chancer for at respondere godt på. Beslutningen faldt på Interleukin-2, og behandlingen skulle finde sted i Odense.

Forundersøgelserne
Efter nogle ugers ventetid blev jeg så indkaldt til forundersøgelse på Odense Universitetshospital. Disse forundersøgelser gik bl.a. ud på, at jeg skulle informeres om, at der var en vis risiko forbundet med den eksperimentelle behandling, og jeg skulle skrive under på, at jeg var vidende om det og accepterede det. Desuden skulle lægerne på Odense se, om jeg passede til målgruppen for behandlingen. Det indebar, at jeg skulle have MR-scannet mit hoved; hvis jeg havde tumorer her, ville jeg ikke kunne tåle interleukinbehandlingen. Og da der var begrænsede plejeressourcer, måtte jeg ikke være for svækket: jeg skulle selv kunne komme op og ned af sengen, selv kunne spise, osv. Heldigvis blev jeg fundet egnet til behandlingen, og jeg accepterede risikoen, som behandlingen indebar: med min diagnose havde jeg kun alt at vinde.

                                                Way Out Of Winter by thexfile                         

	Emner: behandling, eksperimentel, modermærkekræft
	Der er 19 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link