Tine Hansen

Så er det vist tid med et lille indlæg igen. Thomas fik en CT scanning for 14 dage siden og i går var vi så på OUH til kontrol. Det føles stadig så surrealistisk at sidde derinde og skiftes til at være patient. Jeg skal heldigvis først til kontrol til september. Men alt så fint ud for Thomas og han skal så først til kontrol igen om 2-3 mdr. Så får vi da lige lidt ro på, han har godt nok en tid til en PET scanning i juli men regner med, at den som CT scanningen også vil være tip top. Herhjemme har det værste chok også lagt sig. Nu følger så bare en periode, hvor jeg kan mærke, at vi alle går lidt rundt med følelserne uden på tøjet. Vi er allesammen lidt mere pirrelige, kommer i forsvarsposition hurtigt. Men vi har jo også lige gennemlevet en omvæltning af vores liv. Jeg glæder mig helt vildt til, at mine børn får ferie fra skolen og vi kan tage lidt væk fra hjemmets 4 vægge. Nyde sommeren og være i feriehumør.

Jeg startede i et forløb ved en psykolog, tilskud fra sygesikringen, den samme som jeg havde, da jeg selv fik brystkræft. Det har været rigtig godt men også hårdt sådan at arbejde med sig selv og bearbejde ting. Men jeg får specielt meget ud af det i forholdet mellem Thomas og jeg, og så i forhold til vores børns reaktion. Denne gang er de jo store, i forhold til da jeg blev syg, da var de kun 2½ år. De spørger ikke så meget mere til Thomas men indimellem siger de jo noget som viser, at de tænker meget over tingene. Kan også mærke, at de har enormt meget brug for tryghed og skal vide hvor vi er henne hele tiden. Lige nu er jeg rigtig glad for, at jeg har forældreorlov og Thomas stadig sygemeldt, for selvom vi ikke kom afsted på vores længere ferie, så har vi været rigtig meget sammen som familie og det har været godt for os alle.

Jeg tror, at jeg i mit eget forløb med brystkræft og nu også med min mands kræftsygdom, har ændret mig rigtig meget som menneske. En lang proces som nok varer ved længe endnu. Jeg håber virkelig, at jeg finder mit “nye” liv lige så værdifuldt som det gamle, for jeg kan ikke gå tilbage og få det gamle igen. Jeg vil for altid være forandret og præget af de ting, jeg har været igennem. Det har tvunget mig og min mand til at tage vores liv op til overvejelse, set på det, hvad er godt, hvad er skidt? Hvad skal med, hvad skal ud? Som en kuffert der skal pakkes til en lang ferie. Men hovedsagen er, at der er masser at kæmpe for! Kærligheden, børnene godt i vej, de små glimt af lykke i hverdagen osv. Jeg tænker stadig, at det føles uvirkeligt, at Thomas også skulle rammes og jeg kan mærke, at mit livssyn er blevet en smule farvet af det. Jeg har stadig en positiv indstilling til livet men frygten og angsten for, at jeg eller mine kære bliver ramt igen, vil nok følge mig langt ud i fremtiden..

Jeg vælger at tage det positive ud af erfaringerne og samtidig med, at jeg føler vi blev ramt som familie igen, mærker jeg også fortsat en stor vilje og lyst til at bide livet i låret ;0)
Af sorg, af frygt kan der også komme godt, spire og vokse håb om en skøn og fantastisk fremtid for os alle.

Helt konkret overvejer jeg meget at læse på VUC til august, komme ud og lære nyt og nye mennesker at kende. Tror at tiden er inde til helt at skippe det frivillige arbejde ved KB og istedet koncentrere mig om noget helt andet end kræft. Jeg har været rigtig rigtig glad for det frivillige arbejde og kan varmt anbefale det.
Man gir lidt af sig selv og får så meget igen, det har været guld værd :0) !

	Emner: børn, brystkræft, frivilligt arbejde, psykolog, testikelkræft
	Der er 2 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Tine Hansen

Længe siden sidst jeg fik skrevet. Lige en update. Thomas har fået 8 x stråler og slap fint igennem behandlingen. Han var ellers bekymret for området dernede, da han jo også kunne huske hvor forbrændt jeg blev, men jeg fik jo også 30 x. Han er startet med noget hormonbehandling, testogel. Hans seksualevne er heldigvis stadig fint intakt men hans hormon niveau var helt i bund. Dette kan forårsage temperatursvingninger, nedtrykthed og knogleskørhed bl.a. Lidt ligesom kvinders overgangsalder. Behandlingen er ikke livsnødvendig men kan forhåbentlig give livskvaliteten et løft.

Dagene går stærkt men det er også en lidt frustrerende tid. Der er mange kontroller, blodprøver og scanninger i tiden fremover. Svært at planlægge noget. I fredags var han indkaldt til en PET-scanning, for at kontrollere om strålerne havde taget forstadierne på den sten der er tilbage. Men men men det var alt for tidligt sagde de på afdelingen, så vi måtte slukørede tage hjem igen. Træls når man nu havde sat sig op til at få den scanning overstået og forhåbentlig, i løbet af få dage, at få et positivt svar, så man kunne komme det skridt videre i forløbet. Afdelingen sagde at det var onkologen der var for hutigt ude og onkologen forsvarede sig med at afdelingen havde indkaldt for tidligt.. Faktum er at han må vente.

Jeg har arbejdet som frivillig i Kræftens bekæmpelse i 3 år men har valgt at tage en pause. Man kan godt mærke at der er ikke meget at give af i sådan en situation. Lige pludselig drejer alt sig bare om kræft. Det hang mig langt ud af halsen. Er det virkelig bare det mit liv skal handle om? Synes stadig det er vildt surrealistisk at vi begge sku ha kræft, begge ramt på det maskuline og feminime. Det at min mand er blevet ramt også, har fået mig ud i en mindre livskrise igen. Følte næsten at jeg skulle igennem det samme som dengang jeg selv fik brystkræft. At det var mærkeligt at jeg følte mig så ramt selvom det var ham der blev syg.

Indimellem jeg føler stor angst for at miste ham men også for at jeg selv bliver syg igen. Samtidig er jeg også sikker på at han klarer den og at vi nu har taget vores del af sygdom og kan ånde lettet op fremover..
Det er meget modsætningsfyldt men sådan har jeg lært det er at leve med de ting i bagagen.
Nogen dage kan du klare hele verden og næste dag rammer du bunden men sådan er det jo nok også for mange andre ;0)

	Emner: brystkræft, frivillig, hormoner, kontrol, scanning, seksualevne, testikelkræft, testogel, ventetid
	Der er ingen kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Tine Hansen

Nu skulle denne blog jo have handlet om brystkræft. Jeg havde linet det hele op inde hovedet; alle de emner jeg skulle skrive om, ose af overskud, vise andre at man godt kan komme igennem sådan en diagnose, til hjælp for andre i samme situation, da det hele så bliver vendt på hovedet med min mands testikelkræft diagnose. Men uanset hvad, så ved jeg, at det hjælper og lindrer at dele med andre og kommentarerne er bare guld værd for mig!

Siden sidst er Thomas blevet scannet og de fandt heldigvis ingen spredning. Py ha, jeg var bare så bange. Gennem det her har det næsten været værre for mig end for ham. Som om jeg skulle genopleve det hele igen. Jeg har vågnet om morgenen og undret mig over, at jeg ikke havde ondt et eller andet sted, for jeg troede det var mig der var syg igen! Så surrealistisk.. Så har jeg også prøvet at være pårørende og det er da bestemt heller ikke rart! Magtesløsheden og følelsen af om man nu gør det godt nok, kan støtte ham lige så godt, som han gjorde mig, der for 5 år siden. Og så forskellen på at være mand og kvinde. Jeg har langt mere behov for at snakke om det og har surfet alt mulig viden om diagnosen på nettet. Men her skal jeg så også passe på, hvor meget han har behov/lyst til at vide og snakke om. Vil jo nødig overføre min angst til ham.

Scanningen viste, at han havde forstadier på den anden sten og han er nu henvist til OUH for nærmere udredning og evt. strålebehandling. Noget af det der bekymrer ham mest, er jo også om alting vil virke normalt bagefter. Kan man opretholde et normalt seksualliv osv. Jeg kan sagtens følge ham, det med at blive ramt på sin mandighed. Jeg følte mig jo selv enormt ramt på min kvindelighed, da jeg fik fjernet brystet. Vi har også været igennem perioder med tørlagt sexliv pga af min behandling og ved at det var ikke særlig sjovt. For mig er sexlivet også noget af det “lim”, der binder parforholdet sammen.

Samtidig er det også som, om at vi bliver stærkere og tættere sammen. Tror egentlig, at vi har følelsen af, at kunne klare alt sammen. Livet har mange prøvelser til os, men vi går på med krum hals. Jeg er selvfølgelig utrolig ked af det men også fattet og sikker på, at vi nok skal komme gennem det. Hvis jeg skal tage det gode af det her, og det vælger jeg, så er det, at det er ligesom, at der er vokset sådan en trodsighed frem i mig! Sådan en der vender sig og kigger kræften lige i øjnene og sir “Det er bare sidste gang det her”!! Eller “Det skal ikke tage min livsglæde og mod fra mig”!! Det skal ikke bestemme over mit liv, måske lige nu men ikke senere…

I morgen skal vi på OUH og høre nærmere. Er meget spændt på hvad vi får at vide; hvordan vi skal kæmpe…

	Emner: angst, brystkræft, mandighed, parforhold, pårørende, sexliv, snakke, testikelkræft, viden
	Der er 4 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Tine Hansen

Hej.
Jeg er ny blogger her på Blog om kræft. Jeg har lyst til at indvie andre i mine tanker og liv efter en brystkræftdiagnose. Jeg fik brystkræft for over 5 år siden. Det føles så vildt at sige, skrive; 5 år siden!

Dengang jeg fik diagnosen var jeg sikker på at jeg skulle dø inden for kort tid. Hver behandling og hver kontrol var en milepæl, et skridt nærmere mod håbet mod livet. Mine to drenge var 2½ år dengang. Jeg var bange for at jeg ikke nåede at se dem vokse op. I dag er de lige fyldt 8 og går i 1. klasse. Dejligt. Jeg tør godt tro på at der er mange flere år til mig. Et helt liv, indtil jeg ender som en gammel rynket kone ;0)

Men det er ikke altid jeg er så optimistisk. Indimellem stikker angsten sin knytnæve lige i maven på mig og vælter mig helt rundt. Kan man virkelig være så heldig at overleve? Tør jeg tro på det? Nogen gange lever man på kanten, er grådig og impulsiv, vil ikke vente, tænk hvis jeg ikke når det?! Men for det meste nyder jeg at læne mig tilbage og bare være i nuet.
 

Ensomheden følger med en kræftdiagnose synes jeg. Det er svært at dele inderste tanker og dødsangst med sine nærmeste men jeg prøver at være åben omkring mig selv og mit liv. Jeg mødte 2 skønne kvinder i starten af mit behandlingsforløb, vi fik rigtig meget ud af at dele tanker og erfaringer. Det gav et dejligt rum, med plads til grin og gråd. De var ventilen i det lange behandlingsforløb og tiden lige efter. Synes tit det har været svært at dele disse ting med familie og venner. Der er så mange følelser imellem.

Lige nu synes jeg at jeg har et dejligt liv! Jeg ville rigtig gerne have været foruden kræftdiagnosen men jeg har taget det gode ved den til mig. Venskaber, personlig udvikling, fokusering på det positive, nuets øjeblik osv.Jeg var “kanin” ved en NLP terapeut i dag og det var en rigtig god oplevelse. Jeg skulle fysisk stille mig på gulvet og der hvor jeg stod var nuet. Jeg skulle derefter gå frem og stille mig, og forestille mig, at jeg var et sted ude i min fremtid.

Jeg så mig selv som 60 årig sidde i en sofa og grine. Jeg følte mig let og glad. Vi talte om mig lige der som 60 årig, derefter skulle jeg træde tilbage til stedet jeg var i starten, altså nuet men samtidig tage den følelse med tilbage jeg havde som 60 årig. Vi prøvede igen og jeg gik langt frem og følte mig som et sted mellem 80 og 100 årig. Jeg var stadig glad optimistisk, en gammel rynket dame der vinterbadede!

Det lyder måske skørt men denne oplevelse, visualiseren af mig selv som ældre var fantastisk! At kunne se sig selv som gammel, føle sig stærk og glad, gav mig en styrke til at tænke, Det kan jeg godt! Jeg kan godt blive så gammel! Som dengang lige efter diagnosen når jeg omtalte mig selv i fremtiden altid sagde, HVIS jeg blir gammel, skulle jeg lave om til NÅR jeg blir gammel!
Jeg tror på det. Der kan ske så meget men jeg tør godt håbe og tro på at jeg bliver gammel. Glæder mig til at dele og udveksle tanker og erfaringer med andre her på bloggen :0)
Rigtig god wekend til alle..

	Emner: angst, brystkræft, ensomhed, livet efter kræft, ung, venskab
	Der er 18 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Charlotte Lindberg Englev

Som flere af Jer kan se, har jeg ikke været så aktiv på bloggen den seneste tid. Jeg lovede i sin tid, at være med til at starte bloggen op og det var meningen, at det skulle være i 3 måneder. De 3 måneder er længe gået.

Jeg har selv en blog på www.charlotteenglev.dk, som jeg heller ikke har fået skrevet på, men forhåbentlig bliver det bedre i det nye år.

Status med mig er, at jeg er stoppet med kemoterapi og nu prøver at se om Tyverb og antihormonbehandling med Zoladex og Femar kan hjælpe mig. Det er jo en meget mildere behandling end kemoterapi, så jeg ventede en masse energi. Den er desværre ikke kommet endnu efter lidt over en måneds behandling. Jeg har været ekstremt træt og har også fået et hold i ryggen (håber jeg, skal have scannet min ryg på mandag, da det nu også har varet i en måned), dette har tilsammen fjernet mig meget fra computeren.

Men jeg vil prøve diæt igen efter jul og se, om det ikke kan få min energi og mit humør op, som det gjorde sidst.

Selvom jeg ikke længere er en af de faste bloggere, kigger jeg selvfølgelig herind og kommenterer på andres indlæg.

Jeg håber I alle får en fantastisk jul og et lykke- og helsebringende nytår.

	Emner: antihormon, brystkræft, tyverb
	Der er 7 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Charlotte Lindberg Englev

Igennem mit snart 7-årige sygdomsforløb, har jeg haft et rigtig godt forhold til de forskellige onkologer, jeg har været tilknyttet. Jeg har altid følt mig lyttet til og har haft stor tillid til deres viden og vilje til at hjælpe netop mig. Husker tydeligt, da jeg var på Herceptin. Den gang var den ikke taget i brug som forebyggende behandling, men kun brugt ved tilbagefald. Da jeg så får et tilbagefald, mens jeg er på Herceptin, er det meningen, at jeg også skal stoppe med Herceptin, men de lytter til mit argument om, at Herceptinen måske stadig hjælper, ved at tilbagefaldet er kommet senere end ellers. Onkologen går så med til, at jeg fortsætter med Herceptin, sammen med en ny kemoterapi. Det mener jeg faktisk er blevet standard nu.

Men nu har jeg været i så mange behandlinger, at ingen faktisk rigtig ved, hvad konsekvenserne af mine valg er, hvad mine symptomer betyder og hvad mine bivirkninger bliver, for der er ikke nogen på samme behandling som mig her i Danmark.

Så nu står jeg i en situation, hvor jeg føler mig lidt alene. Kan ikke længere have min stålsatte tro på onkologerne, for jeg ved jo, at de ikke helt ved, hvad der er det rette.

Problematikken er nu, at jeg synes, jeg har fået ondt i mine nyrer. Jeg har jag nedad bagpå hvor ribbennene slutter. Det føles som om jeg forstrækker en muskel, men kommer også når jeg sidder helt stille. Onkologen mener ikke det er nyrerne. Men hvad er det så? Det glemte vi lige at få snakket om. Og nu sidder jeg her og tænker, at det ved han da ikke om det er.

Hvis det er mine nyrer, er det jo ikke så underligt, da jeg gennem 7 år har været på følgende kemoterapier i forlængelse af hinanden: CEF, Vinorelbine, Taxotere, Xeloda, Gemzar, Caelyx, Xeloda (sammen med Lapatinib) og nu er jeg på Taxol med Lapatinib).  Det vil altså sige bivirkninger af behandlingerne.

Men det kunne jo også være et tilbagefald. Kan det så være i lungerne? For de sidder jo også der bag ribbennene.

Hvis det er nyrerne, så vil jeg jo godt tage en pause i kemoterapien, så de ikke bliver helt smadret, men hvis det er lungerne, så skal jeg jo helst skynde mig at skifte ny behandling.

Jeg har heldigvis en scanningstid af torsoen den 8. oktober, men hvad gør jeg indtil da. Tror jeg har besluttet at vente med mere behandling indtil jeg har svaret på den scanning

Men hvad siger I?

	Emner: alene, brystkræft, herceptin, lapatinib, onkolog, Taxol, Taxotere, tillid
	Der er 6 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Charlotte Lindberg Englev

Kræftens Bekæmpelse startede for nogle år siden en indsamlingsmetode, hvor man via internet kunne lave sin egen personlige indsamling til at at støtte forskningen i brystkræft. En kampagne, der skal køre i hele oktober måned, som den vist gør verden over.

Jeg synes det er en fantastisk måde at samle penge ind på. Jeg kan ikke stemme dørklokker med mit helbred, men jeg kan sætte mig ned og skrive en mail til min omgangskreds og bede dem om at støtte sagen. Hvilket rigtig mange gør.

Har du lyst til at støtte sagen kan du gøre det på http://www.stoetbrysterne.dk og skulle du have lyst til at støtte netop min indsamling, kan dette gøres på http://www.stoetbrysterne.dk/indsamling.aspx?id=1470

Brystkræft er stadig en kurve, der skal knækkes og vi er rigtig mange, der får diagnosen hvert år, så der er nok grund til at forske i netop brystkræft. Jeg tror ikke, der er én familie i Danmark, der ikke kender én person, der er berørt af denne kræfttype.

	Emner: brystkræft, støt brysterne
	Der er 3 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Charlotte Lindberg Englev

Da jeg i sin tid var med i dokumentaren “Når Lynet Slår Ned” fortæller jeg på et tidspunkt om den store ensomhed, som sygdommen medførte. Ingen forstår, hvordan jeg har det!

En sød kollega og nu god ven skrev en sød mail til mig efter programmet, hvor han skrev, at vi alle er ensomme, at vi alle har ting i vores liv, som vi er alene om. Den mail har længe hjulpet mig også til at se, at bare fordi jeg har kræft og skal dø tidligt, gør det ikke, at andres problemer ikke er store for dem. Det tror jeg er vigtigt i vores situation. At vi ikke underkender andres problemer.

Jeg har flere veninder som har svært ved at få børn. Jeg har en mor der er handicappet pga. KOL, en lillesøster der har ar efter slem acne, en veninde, hvis mand lige er blevet opereret for en discusprolaps, så hun står alene og skal stå for en husholdning med 2 børn og en syg mand. 2 veninder (søstre) der mistede begge deres forældre inden for et halvt år til kræft. Listen kan sikkert fortsætte, hvis jeg tænker mig om.

Hvorfor er det så lige, at jeg henfalder til medlidenhed alligevel? Engang imellem synes jeg bare, det er rigtig synd for mig, og at alle skal smide alt hvad de har i hænderne, for at være der for mig. Det er der jeg er nu.

Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg skal med mit liv, hvordan det får indhold. Det er en problematik, der kommer op jævnligt. Jeg skal hele tiden indrette mig på ny med mindre energi og flere gener og det er bare ikke nemt. Så lige nu, når folk spørger hvordan det går, så ved jeg ikke hvad jeg skal svare. For det går jo sådan set meget godt, men samtidig, er jeg bare ikke særlig lykkelig.

Samtidig er det super svært at tale om, for alt er sagt. Jeg har været syg så længe nu (7 år til oktober), at der ligesom ikke er noget nyt under solen her. Nu er det hverdag, hvilket jo også er dejligt for mig. Men det gør også, at folk måske “glemmer” lidt, at jeg egentlig er syg og er en skrøbelig sjæl. Ligesom mange mener, at når jeg har levet så længe, lever jeg sikkert længe endnu. Hvor min egen indstilling er den modsatte. Jeg er glad for at have fået så meget tid, men det kan jeg ikke blive ved. Kroppen er træt nu.

Sådan er det også at være mig. jeg er ikke en helt, der kan klare alt og altid er ovenpå.

	Emner: brystkræft, ensomhed
	Der er 11 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Charlotte Lindberg Englev

Jeg har tit i mit forløb hørt folk tale om madlede, men syntes ikke rigtig, det var noget jeg havde oplevet. Hvis man lige ser bort fra den ene gang kemoen gjorde mig så syg, at jeg kastede op af et glas vand.

Men nu er den kommet og også i den grad.

Mine smagsløg er bare ikke særlig søde ved mig. Jeg har ikke lyst til mad mere. Jeg sørger dog for at få spist, for ellers så bliver jeg jo kvalm.

Men jeg kan slet ikke klare at spise de ting jeg burde iflg. diætisten. Jeg prøver virkelig, for Michael, min mand, laver rigtig god sund mad, men jeg kan bare ikke få det ned.

Det er bare så super ærgeligt, når jeg nu godt vil gøre det rette, men må holde mig til havregryn (med mælk og sukker) for müesli med rismælk kan jeg ikke få ned mere. Ligesom jeg ikke kan klare den ovnbagte fisk med rødbeder og spinat, men må spise de stegte fiskefilletter med remoulade og kartofler.

Så endnu én ting folk skal glæde sig over. Nyd at du kan spise al den sunde mad, der er tilgængelig, for det er godt nok surt, når man ikke kan

	Emner: brystkræft, kost
	Der er 5 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Charlotte Lindberg Englev

Når man kommer ind til sin første samtale med onkologen, efter at have fået diagnosen, spørger de fleste af os: “Hvad kan jeg selv gøre, skal jeg spise anderledes” og de fleste får svaret: “Du skal bare spise en varieret kost”

Hvorfor er det, at det er det svar man får, når det nu ikke er helt korrekt?

Der er jo madvarer, som man ved er kræftfremkaldende, branket kød og dybstegt mad f.eks. Ligsom der også er madvarer, som beviseligt er hæmmende for kræften, f.eks. brocoli.Jeg kan jo godt forstå, at onkologerne ikke kan være eksperter i alt og må holde sig til deres speciale, men kunne de så ikke sige, at man skulle henvende sig til én, der var mere inde i kosten end dem. Det andet er jo direkte misvisende.

For godt et halvt år siden omlagde jeg min kost fuldstændig. Ikke fordi jeg troede det kunne hjælpe på kræften, men fordi jeg havde brug for at få mere energi. Det gik i bund og grund ud på at lade være med at spise sukker, sødemidler, hvede og mælkeprodukter og så at gøre alt økologisk. Ligesom jeg tog en masse vitaminer og tilskud. Det hjalp mig så fantastisk og jeg oplevede en energi, jeg ikke troede jeg ville få igen.

Efter et halvt år skulle der følges op på den og da jeg første gang fik lavet en hårmineral analyse, som har nogle begrænsninger, valgte jeg at vælge én der var inde i forskning på området og byggede sine råd på forskning. Det var Umahro fra Sundhedsrevolutionen. Og det er godt nok noget af en rejse, jeg er kommet ud på der. For han vil ikke kun hjælpe mig til mere energi, han vil også hjælpe mig med at påvirke nogle af de mekanismer der er på spil i kræften. Og alt hvad han siger er bygget på forskning. Han er en rigtig nørd. Utrolig sød og fantastisk kompetent og jeg gik derfra med fuld tillid til, hvad han fortalte og rådede mig til.

Problemet er bare, at han ikke er enig med Kræftens Bekæmpelse, en instituion som jeg altid har troet var eksperter på alle områder indenfor kræft forskning. Men det er de ikke! Det synes jeg er foruroligende.

Der er en masse forklaringer og forsøg, som jeg altså ikke lige kan forklare om her. Men et par dage efter, jeg havde været hos ham, var der en artikel i Politikens netavis, som sagde at kræftpatienter tog for mange vitaminer og kosttilskud. Den sender jeg selvfølgelig til ham og spørger om hans mening om denne. Og han kendte godt undersøgelsen, men konklusionen der drages af den, er ikke den korrekte. I artiklen fremgik det, at det var farligt at så mange kræftpatienter tog kosttilskud uden at fortælle deres onkolog det og at det var farligt med tilskud, fordi det kunne modvirke kemoterapi. Iflg. Umahro var det ikke den rette konklusion. Langt de fleste vitaminer og kosttilskud hjælper snarere kemoterapien og studiet viste også dette, men det var ikke den drejning historien tog.

Og så står jeg her og hvad skal jeg tro på?

Jeg har valgt at tro på Umahro, da dette netop er hans speciale og der hvor han må anses for at være den sande ekspert.

Men hvad mener I og ikke mindst, hvad mener Kræftens Bekæmpelse?

	Emner: brystkræft, forskning, kost, kræftens bekæmpelse
	Der er 11 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link