Betina Steen

Angst eller rettere dødsangst, kan fylde meget, når man har haft kræft.

Jeg har prøvet at tage mine symptomer, med et gran salt, så det hele ikke skulle blive een lang frygt, for at kræften skulle vende tilbage. Men her for nylig fik jeg flere symptomer på én gang:  lidt feber, smerter i maven, diarre, hovedpine og svimmelhed, også gik jeg i panik !!

Det vil sige, jeg prøvede ikke at gøre det, for det var midt i vores vinterferie og børnene skulle jo ikke mærkes med det,( de er fire og seks år gamle ), men tankerne er meget svære at skubbe fra sig.

Så snart vi kom hjem fra ferien ringede jeg til Herlev hospital og fik talt med en læge der henstillede mig til en blodprøve, et par dage efter. Da jeg talte med ham opdagede jeg, hvor berørt jeg var. Jeg havde hele tiden prøvet at holde følelserne tilbage, men da jeg fik lægen og dermed virkeligheden i røret, kom hele min fortid tumlende tilbage.

Alle de gamle følelser kom op igen, alle tankerne om død,og  om hvem der skal passe pigerne. Jeg spurgte også lige min mand, om ikke han kunne fodre fuglene når jeg døde, for der var jo ingen grund til at de skulle lide under min afgang .

Jeg begyndte igen at få tårer i øjnene når jeg legede med pigerne og jeg klamrede mig til øjeblikkende, på samme måde, som da jeg fik bekræftigelsen på kræft første gang.

Samtidig med alle disse føleleser forsøgte jeg at overbevise mig selv om, at det selvfølgelig ikke var kræft!,  ikke igen!. For det var bare ikke retfærdigt, nu gik det lige så godt, vores ægteskab fungerede igen efter alle omvæltningerne, og pigerne var endelig ved at give slip på angsten for at miste deres mor. Hvordan i alverden skulle jeg kunne forklare dem, en gang til, at mor måske skal dø alligevel?, nej vel ! …..    Men det var jo kræft sidste gang, ikke ??

I går var vi ude og få besked, dommedag, som jeg kaldte det. Og ved I hvad, der var ikke noget ….

Det var jeg slet ikke forberedt på.

Jeg havde meget svært ved at opfatte at jeg faktisk ikke var syg, og  jeg var fuldstændig ved siden af mig selv resten af dagen. Jeg levede lidt i en boble, var ligeglad med det hele, og da vi kom hjem var jeg bare dødtræt..

I dag er jeg ovenpå igen, og lykkelig for at jeg får lov at leve lidt længere. .

Hele denne proces var meget opslidende, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg kommer til at opleve den igen. Nu er det to år siden min behandling sluttede, og mine chancer bliver hele tiden større, men angsten er svær at blive kvit. Den er frygtelig og samtidig livsbekæftigende at opleve. Jeg fik lige et ekstra memo om, hvor vigtigt det er at leve i nuet, men hold da op, hvor blev jeg bange.

Jeg er overbevist om, at I andre derude har været ude for lignende oplevelser, og måske kan det hjælpe os, hvis I fortæller jeres historie om frygten, så vi ved at vi ikke er alene om den. Og måske er der en derude, der kan berolige os lidt, og sige at det nok skal gå altsammen, for tiden læger alle sår, eller gør den ??.

Knus Betina

	Emner: angst, dødsangst, fortid, følelser, frygt, igen, kræft, symptomer
	Der er 7 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Annelise Læssøe

Det falder mig ikke helt så nemt pludselig at være en slags løsgænger efter flere måneder med mere eller mindre faste programmer, hvor jeg fik kemo, sov nogle dage, gik og havde lidt ondt af mig selv nogle flere dage, fik det bedre, og pludselig havde det helt fint, for derefter at gentage det hele en gang til – for hvad nu? Jeg skal blive rask og frisk og frejdig, skal jeg, tilbage til superkvinden, som bare kan det hele, orker det hele, og ikke har brug for nogen hjælp, kan selv, vil selv – sådan. Og tænk, det har jeg slet ikke lyst til – jo, rask meget gerne, men superkvinde-mentaliteten vil jeg meget gerne slippe af med. 

Jeg er slet ikke vant til at have nogen at læne mig op ad i det daglige, når livet er svært. I denne sygeperiode har jeg været langt mere åben end sidst overfor venner og familie om min tilstand og mange tanker og har fået en hel utrolig støtte og omsorg fra næsten alle omkring mig. Og jeg er lidt bange for at miste den omsorg, når jeg nu er ”rask” igen, for jeg har lært, at jeg ikke behøver at være superkvinde, jeg bliver accepteret med de svagheder, jeg også indeholder, men vil jeg også vise de svagheder fremover, når jeg ikke længere kan dække mig under sygdommen, og dermed føle, at jeg til en vis grad ”fortjener” omsorgen? 

Mine tanker tumler meget rundt i en til tider forvirrende spiral., og jeg har svært ved at forstå, hvorfor lykke, lettelse og glæde ikke er de følelser, der fylder mest. På mange måder trives jeg i den noget beskyttede verden, jeg lever i lige nu – og jeg er bange for at træde ind i arbejdslivet igen, som jeg føler, jeg er nødt til. Den verden, hvor jeg udadtil er rask, og hvor jeg frygter, at forventningerne til mig overstiger det, jeg har at byde på. 

Kronisk syg, ja, det er jeg – kan kræften sprede sig igen, ja – skal jeg have kemo igen, og hvornår? Ja, og jeg ved ikke hvornår – om et år, om fem år, eller … ? Lige nu definerer jeg mig selv ved min sygdom, og jeg kan ikke – og vil ikke – forvente, at mine omgivelser også ser mig som syg – og dog, jeg har stadig et utroligt behov for omsorg og er slet ikke parat til at gå ud i verden og sige; ”Hurra, her er jeg igen!” 

     Nå, en skønne dag skal mine tanker nok gå hen og blive lidt mere konkrete – jeg føler, jeg er på vej – men der skal sandelig tænkes og overvejes meget! Og så skal jeg lære at lytte til mig selv og føle efter, hvad jeg kan – og vil.Er alle disse tanker bare mine? Kender I til dem, og kan I hjælpe mig på vej? Jeg vil så gerne finde fred og ro i mine tanker og mit syn på livet – med og på trods af kræften.

	Emner: accept, arbejdsliv, forventninger, følelser, tanker, tilbagefald
	Der er 11 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Bjørn Askholm

Nu efter jeg har fået tilbagefald, har jeg skulle finde en anden måde at tackle hele situationen på.
Første gang jeg fik kræft, havde jeg en meget “fandenivoldsk” indstilling til det hele, og det var min måde at tackle mig til det på.
“Selvfølgelig blev jeg da rask!”
“Selvfølgelig får jeg da ikke tilbagefald! Nu har jeg været mit igennem! Jeg er ung og skal bare igang med livet igen!”

Nu har jeg ligesom fået den lussing, at kræften altså kan komme tilbage til dig, og det hele ikke er så selvfølgeligt.
Det er meget svært for mig at formulere mine tanker og følelser omkring det her både verbalt og skriftligt, men klart er det, at jeg er nødt til at finde en ny vinkel at angribe det her fra, og jeg er virkelig nødt til at arbejde med mig selv, for at finde ud af hvordan jeg nu skal forholde mig til mit tilbagefald…

Første gang jeg fik kræft, tænkte jeg ikke at det rent faktisk var en dødelig sygdom jeg havde. Jeg havde en sygdom, men det tog bare lidt længere tid end normalt, at blive rask! Færdig punktum! Andet var ikke en mulighed… Selvfølgelig blev jeg rask.

Og jeg blev “rask”!

Så snart jeg var udskrevet og erklæret symptomfri, som det jo så fint hedder, følte jeg mig igen ung og uovervindelig. Jeg skulle selvfølgelig lige til kræfter igen, men rask, det var jeg! Jeg var faktisk ikke nervøs når jeg skulle til kontrol, jeg kunne jo mærke at der ikke var noget galt, så jeg skulle bare op og have at vide, at alt var godt!

Nu efter to år, en uge før jeg skulle afsted til Afrika, skulle jeg som sædvanlig bare op og have at vide, at alt var vel, før jeg rejste.
Jeg havde ingen af de symptomer, som jeg havde første gang jeg blev syg. Der var da lidt influenza, som alle andre også havde på det tidspunkt, men ikke noget at være nervøs for.
Det var desværre en noget anden besked lægen havde til mig.
Jeg blev helt slået ud! Det eneste jeg kunne tænke på, var at det ikke kunne passe, for jeg var jo pakket og klar, og resjte lige om lidt. De første få minutter hvor jeg sad med ansigtet bagravet i mine hænder og rystede på hovedet, tror jeg at jeg nåede at udtænke de første tusinde planer, for hvordan jeg alligevel kunne komme aftsed til Afrika.
Men det kunne jeg jo ikke…
Så fik jeg tudet lidt. Begyndte igen at tænke rationelt. Fik ringet til dem der skulle ringes til. Blev indlagt, og så var behandlingen ellers igang igen…

Her er jeg så nu…

Planen er, at jeg skal have lavet en knoglemarvstransplantation, og første projekt har været, at finde en donor som matcher mig.
Tidligere havde min indstilling været, at selvfølgelig finder de da en donor som matcher mig 100%, og selvfølgelig forløber transplantationen da problemfrit, så jeg kan komme videre med livet.
Men nu, efter at have fået tilbagefald, har jeg bare fået det wake-up call, at du sgu ikke kan være så sikker på det hele.
Heldigvis har de fundet to donorer som matcher mig 100%. Det var en kæmpe lettelse at få den besked, da jeg netop havde gået i to måneder i uvished, og ikke følt mig sikker.
Nu er næste skridt så selve transplantationen. Selvfølgelig håber jeg, at alt går vel, men jeg tør sgu ikke tage det for givet, efter at have prøvet at få beskeden om tilbagefald, når man er helt sikker på at alt er godt. Det gør bare skuffelsen så meget værre.

Jeg har altid sagt, at psyken er en stor del af behandlingen. Hvis man bare tror på at man bliver rask, så skal man nok blive det.
Her sidder jeg så, og tør ikke længere selv tænke sådan… Det er ikke godt.

Jeg er nået så langt, at “rask” skal jeg sgu nok blive, på den ene eller den anden måde…Spørgsmålet er bare hvordan.

	Emner: angst, følelser, tanker, tilbagefald
	Der er 4 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Tina Brændgaard

Det er længe siden jeg har skrevet et indlæg. Det er der flere grunde til. Jeg er blevet færdig med mine behandlinger og har kastet mig glubsk ud i arbejdslivet og sporten og brugt en masse tid på det. Men først og fremmest er jeg begyndt at forholde mig til mit liv som erklæret rask, og det synes jeg er hamrende svært. Jeg er hundeangst for at kræften kommer igen og tumler med mange af de samme følelser som Jacob beskriver i sit indlæg ‘Angst for tilbagefald’ – og som de af jer der har kommenteret indlægget giver udtryk for. Og jeg tror at jeg i en tid har haft brug for at distancere mig fra mit såkaldte cancer-netværk. Altså alle de nye grupper, foreninger og sammenhænge jeg med stor glæde og udbytte har indgået og indgår i som én der har haft kræft. Nu med hår på hovedet og uden umiddelbart synlige tegn på sygdom har jeg haft brug for at føle mig ‘normal’ igen og ikke mindst trække mig lidt tilbage og ind i mig selv.

Det har jeg gjort helt konkret ved at tage 3 måneders orlov fra mit arbejde Jeg glæder mig over min beslutning om at mærke efter hvordan jeg egentlig har det og hvad det sidste års tid har efterladt af spor i mig, men det er også hårdt. Jeg er et virvar af følelser, og oveni det er min hormonbalance fuldstændig kukket, fordi jeg er gået i overgangsalderen på grund af kemoen og det anti-østrogen produkt jeg får. Og den sidste måneds tid har jeg også mærket den angst for tilbagefald som jeg har læst og hørt om kommer så sikkert som amen i kirken når man bliver sluppet af behandlingssystemet og kastet ud i livet igen. Tør jeg tro på at jeg er rask?! Tør jeg drømme, planlægge og skabe – og elske?

Juledag blev jeg på en cykeltur fra Grundtvigskirken til Vesterbro hvor jeg skulle holde jul pludselig overmandet af et voldsom træthed. Jeg kunne næsten ikke træde pedalerne rundt og min krop føltes tonstung. Jeg tænkte med det samme – jeg har kræft! Det er i hele kroppen. En bølge af angst skyllede igennem mig, og den var kvalmende fysisk på en måde jeg aldrig tidligere har oplevet. Nu går der stort set ikke en dag hvor jeg ikke tænker at jeg har kræft et eller andet sted i kroppen. Hvis jeg er træt, utilpas, har ondt et eller andet sted eller er modløs, så har jeg kræft – og det selvom jeg er faktisk er forkølet, har trænet hårdt, være i byen to dage i træk eller kommet sent i seng. Det er ikke rationelt. Det er ren og skær uforfalsket angst, og det er jeg nødt til at lære at håndtere for at kunne leve mit liv.

Én metode er at stikke hovedet i busken og prøve at lade som om at det ikke eksisterer. At virkeligheden er en anden. At folk ikke får tilbagefald og kan dø af en sygdom som jeg har haft. Den kan have sine fordele men holder jo ikke i længden. Det er ligesom at tage en pose over hovedet og sige nu er det nat. Kontroller og konstant befamling af egen krop giver en hurtig og falsk form for tryghed, lidt ligesom som at tisse i bukserne for at holde varmen, men den metode giver i sagens natur heller ikke holdbare resultater. Eneste udvej er for mig at se at accept. Accept af at det her er sket for mig. Og at det kan ske igen. Accept af at jeg ikke kan kontrollere det. Accept af at jeg ikke kan få garantier og blive ‘frifundet’ som Jacob kalder det. Accept er ikke lig med ligegyldighed. Det betyder ikke at jeg ikke kan gøre noget og kræve at blive undersøgt og behandlet hvis jeg mistænker tilbagefald. Men det betyder at jeg må leve med at min eksistens her på jorden er sårbar, flygtig og begrænset samtidig med at jeg kaster mig ind i livet og nuet og alt det jeg elsker og holder af – og det er en svimlende og sindsygt svær balancegang.

Jeg tror jeg må begynde i det små med at lave en rigtig lækker kop te.

	Emner: accept, angst, følelser, tilbagefald
	Der er 4 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Malthe Borch

Den sidste aften oplevede jeg noget specielt.

Noget specielt om følelser og forskellen på Amerikanerne og Europæerne.

Efter middagen den sidste aften skulle guiderne sige nogle ord. Jeg troede det kun ville være hoved arrangøren, der kort ville takke, men nej. Alle stod de op og fortalte om deres oplevelser med alle os kræft ramte, båret frem af klapsalver og opfordringer. Det var med sætninger som ” I har alle sammen givet mig utrolig meget personlig inspiration”, ” I har hjulpet mig med at nå ud til min egen familie”, “Det er et virkeligt vigtigt arbejde i laver, og det har jeg først indset nu”, ” Alle hver og en har i været en kæmpe opmuntring og inspiration for mig”, og de sagde alle sammen ” Jeg vil ikke tage tilbage som den samme person”

Alt imens jeg først, morede mig over kommentarende, siden fandt dem overdrevne og tilsidst kedelige og overfladiske, da det bare blev ved og ved.

Bagefter var det tid til “Iluminariet”
Alle fik udleveret papirsposer, tusher, og fyrfadslys. Pointen var at skrive sine følelser, tanker og ønsker på posen og sætte lyset ned i posen. Alt sammen for at skabe en slags “alter” for fordybelse, ønsker og håb.

Jeg havde utroligt svært ved at finde på noget godt at skrive. Ville ikke skrive de samme floskler jeg lige havde hørt. Mine europæiske brødre fra Frankrig havde det på samme måde. Den ene kunne overhovedet ikke tage det seriøst, sad og små jokede med det hele, og endte med at skrive en stor joke på posen. “tak, Mac Guiver du hjælper mig altid, også mod kræft!”. “Mac guiver” er fransk slang for en multitool kniv !!

Jeg fik skrevet nogle ord om opfordring og ønske om energi til alles personlige kamp… Jeg satte min pose op, og først nu begyndte jeg at gå stille rundt i rummet fyldt med tanker, følelser, smerte, håb og angst.

Poserne med tanker og følelser. På den forreste står “Lipposarcoma, mine forever true – Michael, Andrea, Mark, Ken, Jimmy, Mandy, Lynn, Gail, Kathryn B” Alle folk der er døde af min kræfttype – Lipposarcom!

Jeg gik rundt og opserverede, læste hilsner til folk der nu var døde og andres ønsker om ikke at dø!

Bruce Shriver, arrangøren, gik rundt og beskyldte regeringen for manglende indsats. Hans egen lille kamp for en kur mod kræft. “We got to do it ourself !”-hviskede han ud i rummet, og hvilken kamp, et klart bevis på at handling hjælper.

Truus kom hen og sagde at jeg mindede om hendes søn, vi var begge stærke og livsglade og havde samme energi..
Vi ville være samme alder – han døde.. hvad havde jeg gjort anderledes? Hun ser helt sikkert lidt af ham i mig…
( se evt hans mindehjemmeside på: www.paulonvlee.net )

Der var en 10 årig pige der græd i hendes forældres arme.. Det gik op for hende at poserne representerede døde folk, specielt var der nogle billeder sat på poserne sammen med kors… en skæbne hun kunne komme til at dele. Meget rørende. hele familien stod midt på gulvet og græd.

Dines, en sygeplejerske, kom hen og fortalte at hun var beundret af min styrke… styrke? Jeg har jo netop aldrig gjort noget før nu, hvordan kan jeg have styrke?.. Jeg var heldig at have nogle gode kiruger !!! Hun sagde jeg skulle finde det der havde givet mig styrken til at overleve… Som jeg ser det havde jeg været apatisk. Fortsat mit liv med skyklapper uden at tage stilling til ting omkring mig ? eller hvad gjorde jeg egentlig. Hvad havde gjort mig til Cancer survivor og ikke til at dele skæbne med Truus’ søn? Det var svært at rumme denne tanke, at jeg skulle være unik, og stærk…

Imens var de andre allerede ved at puste lysene ud, de gik og pakkede poser sammen..
De “overfladiske” amerikanere havde fået skrevet deres følelser ned, havde snakket og var viderer.. jeg gik rundt i det nu halv tomme rum…. og tænkte og tænke… De var allerede igang med at tage et glas vin i baren og joke om dagens cykeltur…

Måske er deres “overfladiske” snak ikke helt så tosset igen… Måske giver de sig selv lov til at hurtigerer at komme i kontakt med de følelser de har brug for at bearbejde, og til at gemme dem konsktruktivt ?

Måske..

	Emner: bearbejdning, cancer survivor, følelser, sarcom, tanker
	Der er 2 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link