Inden vi har opdaget noget er svigerinden og tanten løbet tilbage til bilerne for at hente de hjemmebagte boller. Alt står klar på bordene og frister. En onkel eller to rækker hånden ud mod den indbydende kage, men nej: “vi skal have boller først”. Vi smugtræner med kransekage og vindruer og spiser pligtskyldigt af tantes boller (som i øvrigt var rigtigt gode), inden vi med god samvittighed spiser af kagen.

Mad og festlighed
Jeg synes, der er flere sjove ting at lægge mærke til i denne lille episode fra fejringen af min brors fødselsdag. For det første var vi langt fra plagede af sult, da vi kom til Hald Hovedgårds gamle æblehave. Vi havde lige rejst os fra frokosten – og så lang var den gåtur altså heller ikke! Men alligevel skulle vi spise, og gjorde det med stor iver og glæde. Det hører sig til med mad og drikke, når vi festligholder noget, og den tradition sætter mætheds- og sultfornemmelser ud af kraft i vid udstrækning.

Sammenskudsgilde – fællesskab på menuen
Engang var der muligvis behov for at mætte de sultne maver med billig og solid kost for at strække det kostbare over flere munde. Der er stadig god fornuft i at fylde maven med solid kost for at reducere pladsen til de søde og fede sager, der siden kommer på bordet. Men nu, hvor min familie og jeg netop havde spist et større måltid, havde vi nok været bedre tjent med at nøjes med et lille stykke kage og helt springe bollerne over. Men her var der noget socialt, der spillede ind. Tante havde ulejliget sig med at bage boller, og det var hendes bidrag til det lille sammenskudsgilde. I overensstemmelse med hvad vi til daglig opfatter som almindelig høflighed (og som antropologer i dette tilfælde kalder den sociale forpligtelse til at modtage en gave), skyldte vi hende at spise bollerne. Ved at gøre det, anerkendte vi hendes plads i fællesskabet, og efter samme princip blev kransekager, vindruer, og en lille sjus sat til livs.

Den kulturelle rangordning: Bollerne først!
Men det var også interessant, at det var forbudt at spise af kagen før bollerne var ankommet. I den situation kommer en kulturel rangordning af fødevarerne til syne, som jeg også kan genkende fra undersøgelsen, fx indholdet af en vvs-mands madkasse: to stykker rugbrød og et stykke franskbrød, som spises i nævnte rækkefølge. Undersøgelsen peger på, at hvad angår brød, så skal det mørke brød, særligt rugbrød, spises inden de lysere brødtyper sættes til livs. Og denne lille historie peger på at ”det søde brød” (kagen) kommer til sidst. Fra mange kaffeborde hos min farmor i Vestjylland ved jeg, at der også er en vidtforgrenet rangordning (og deraf følgende rækkefølge) indenfor kager, men det er en helt anden historie…

Brødets rolle
Det, vi gerne vil blive klogere på, er brødets rolle. Hvilken slags brød passer ind hvor? Som antropolog er jeg især opmærksom på de sociale og kulturelle faktorer, der spiller ind. Hvad er det der gør, at vi ikke serverer rugbrødsmadder, når vi får gæster til middag? Hvorfor skal vi bare have rundstykker på arbejdet fredag formiddag? Hvorfor går det ikke at spise sig mæt i franskbrød?

Danske kvinder, deres familier og kolleger
På vores besøg hos kvinder, deres familier og kolleger rundt omkring i landet har vi fået indblik i hverdagslivet som det folder sig ud omkring:
- en gartner
- en social- og sundhedsassistent
- en lagerarbejder
- en administrativ medarbejder i en kommune
- en hjemmehjælper
- en dagplejemor
- en butiksassistent
- en rengøringsassistent
- en ansat i rejsebranchen

Vi har fulgt dem i deres dagligdag på arbejde og i fritiden og spurgt dem, hvad de spiser, hvordan de opfatter godt brød, hvad de forstår ved fuldkorn osv. På samme tid har vi fået et indblik i hvordan hverdagens rammer har betydning for den mad, der bliver spist. Et eksempel kunne være, at hvis det ikke er muligt at spise noget mellem pauserne, fordi arbejdspladsen ikke tillader det, så er det vigtigt at spise noget, der mætter længe, når man har pause.

Hvorfor skal vi så vide det? tænker du måske
Kræftens Bekæmpelse forsker i helbredelse af kræft. Men forebyggelse er et andet vigtigt arbejdsområde. I gruppen Fysisk Aktivitet og Kost arbejder vi på, hvordan netop disse elementer kan have betydning for at undgå sygdom. Men som vi alle ved, er det svært at ændre på de daglige vaner, og det er ikke kun ønsket om at være sund og rask, der har betydning for vores valg af mad og aktiviteter.

Derfor er det vigtigt med undersøgelser, som kan hjælpe med at forstå, hvor kulturelle og sociale værdier som fx hygge spiller ind. På den baggrund kan der arbejdes mere succesfuldt med at få sunde vaner til at gå hånd i hånd med det daglige livs prioriteter.

Klik ind på bloggen og følg med i mine tanker og opdagelser i arbejdet med undersøgelsen. Kom med gode idéer og del dine egne hverdagsoplevelser.

Jeg oplevede flere gange at blive meget irriteret på dem, der var mig allernærmest, og som var mine vigtigste hjælpere og støtter, og som jeg slet ikke havde kunnet klare mig uden: min kone, mine forældre, mine søskende. For mig havde modstanden og irritationen at gøre med, at netop disse mennesker var de mest engagerede og involverede i min sygdom. De følte i allerhøjeste grad med i sygdommen og i behandlingen. De blev fortvivlede og glade, bekymrede og opmuntrede i mindst samme grad som jeg selv. 

Denne solidariske medleven og medfølen kendetegner vel netop den nærmeste familie og de nærmeste venner. Det er derfor, at de er en fantastisk støtte, men det er også det, som ind i mellem gør dem så svære at omgås. 

Da jeg havde den kritiske sygdom, svingede mit humør rigtig meget op og ned. Det ene øjeblik var jeg helt i kulkælderen og så sort på situationen. Jeg troede på statistikkerne og kunne se det håbløse i, at netop jeg skulle blive blandt de 10%, som slap godt fra det.  Næste øjeblik var jeg mere oven på og troede, at der måske nok var en mulighed. Ikke fordi der egentlig var nogen logik eller fornuft i humørskiftet. Anledningen til det var måske blot en fornemmelse, måske en pludselig tillid til mørk chokolade og ovnbagte rodfrugter, måske en glædelig sygehistorie eller andet.

Når jeg så stod der og var lidt optimistisk og viste et af disse små ulogiske halmstrå af håb frem til min kone, sagde hun: “Jamen, det kan du da ikke bruge til noget; det gør da ingen forskel”. …Er der noget værre end at få sin optimisme skudt ned af en realist! 

Konflikterne kunne også opstå den modsatte vej. At jeg var ked af det og ikke kunne se nogen udvej af situationen. Hvis så fx min kone prøvede at få lidt glæde i huset ved at begynde planlægge en fødselsdag eller en ferie … Hold da op!! flag og badesandaler. Hvor ligegyldigt.

Det svære med de kære er, at det er mennesker, der i høj grad er involveret i sygdommen men, som ikke altid har samme sindsstemning, som den der er syg.

Behandlingssystemet stillede straks op med sit værn af læger og sygeplejersker, undersøgelser og hospitaler og overtog ansvaret for min behandling. Lægerne tog initiativ og styring i bekæmpelsen af sygdommen: de bestilte undersøgelser, drog konklusioner, valgte behandling og bestemte medicin. For mig gjorde de et rigtig godt arbejde, og alligevel følte jeg, at processen gik for langsomt. Selv den mindste smule ventetid var uudholdelig. Så snart lægerne havde underrettet mig om, hvad næste skridt i min behandling skulle være, blev jeg utålmodig og ville i gang. Det var svært at acceptere ind i mellem at måtte vente en uge eller to …
Hvad angik de øvrige omvæltninger, der fulgte med sygdommen, var der ingen eksperter at overdrage ansvaret til. Her var det op til min nærmeste familie og jeg at finde os til rette med sygdommen og behandlingen på en måde, der var rigtig for os. Vi var dybt chokerede over den voldsomme diagnose, der pludselig havde ramt mig, og vi var angste for udfaldet. Jeg selv havde desuden smerter af sygdommen og var påvirket af behandlingen. Fra det tidspunkt hvor de lette diagnoser viste sig at være uholdbare, og min kone og jeg begyndte at forstå, at der var noget alvorligt galt, fulgtes vi ad til mine undersøgelser, behandlinger og lægesamtaler. Jeg var sygemeldt på grund af smerter, mens min kone tog fri fra arbejde fra gang til gang. Det var lige så vigtigt for min kone at være med, som det var for mig. Hun ville høre, hvad lægen sagde og se, hvordan undersøgelserne foregik. Min sygdom havde lige så stor betydning for hendes liv, som den havde for mit, og derfor oplevede vi sygdommen som en fælles sag.
Jeg følte det som en stor aflastning, at vi var sammen om at gå til samtaler og undersøgelser. Det var en lettelse at være to om at huske mødetider, finde vej til de forskellige hospitaler og afdelinger, og frem for alt var det vigtigt at have en at tale med om de ting, der skete. Når vi var til lægesamtale blev der givet så voldsomme informationer, at det var svært at rumme dem. Det var vigtigt at være to om at høre, så vi bagefter kunne hjælpes ad med at huske og analysere samtalen.
Mens min kone og jeg var optaget af behandlinger og undersøgelser på hospitalet, så havde vi svært ved også at koncentrere os om alle de praktiske ting derhjemme, og ind i mellem var det simpelthen svært at få tid til dem. Det er forfærdeligt svært at gå i Fakta og købe ind til børnenes madpakker, når man er på vej hjem fra strålehallen!, og behandlinger kan strække sig ud over børnehavens lukketid! Heldigvis har min kone og jeg både søskende, venner og forældre, som bor i nærheden, og som på skift trådte til; de hjalp os med at hente vores datter, købte ind, lavede mad og gjorde rent. Ofte var der nogle, der overnattede hos os. Familie og venner tog sig faktisk af alt det, som skulle gøres, for at vores hjem kunne blive ved med at fungere, men som det pludselig var blevet uendelig svært for min kone og jeg at samle energi til.
Selv om vi således overlod det sure husarbejde til andre, så er det ikke mit indtryk, at nogen følte sig udnyttet af os. Jeg oplevede snarere, at vores forældre, vores søskende og enkelte venner lige som os selv var blevet meget forskrækkede over den diagnose, jeg pludselig havde fået, og den situation, der dermed var opstået for min lille familie. Jeg tror faktisk, at de havde et stort behov for at være sammen med os og for at kunne følge udviklingen på nærmeste hold. Jeg tror derfor, at de var glade for at kunne hjælpe os, og at det havde været forkert af os at afslå deres tilbud.
I løbet af min sygdomsperiode fandt min familie og jeg altså frem til, at det rigtige for os var, at jeg fik mulighed for at koncentrere mig om min sygdom, og at jeg gav min familie mulighed for at deltage og være pårørende.