Helle Høstrup

Næste etape
Vi har ordnet de sidste forberedelser til naeste etape af vores ekspedition. Vi har faaet tilladelser til de tre bjerge, vi planlaegger at bestige; vi er blevet skuret rene og har faaet vasket toejet, saa vi kan holde lugten ud igen. Tro mig, tre uger i bjergene kan skraemme selv de mest maalsatte lus og lopper vaek. Selv uldtroejerne har en umiskendelig duft at halvdoed gnu.
Vi har arbejdet paa at saette et par kilo paa sidebenene, foer vi tager ud og smider dem igen. Det hoerer til de mere behagelige dele af forberedelserne, boef og desserter i raa maengder er slet ikke at foragte.

Vi glæder os til stilheden i bjergene men frygter flyveturen
Men i morgen tidlig flyver vi ud til trekkingmenuerne igen, og – haanden paa hjertet – vi glaeder os til stilheden i bjergene igen. Vi flyver igen til Lukla i en lille Twin Otter. En tur vi ikke glaeder os specielt til, fordi hjemturen for et par dage siden fik vores indvolde til at vaere som kastebolde rundt i kabinen, mens vi en smule krampagtigt holdt fast i vores saeder. Kvinden paa saedet overfor mig sad og bad med sin bedekrans og lukkede oejne hele vejen. Hmmm… stewardessen og piloterne virkede heldigvis som om det hele gik, som det skulle. Og vi kom da ogsaa ned i Kathmandu. Og glaedede os over, at vi havde et par dage til at faa alle indre organer paa plads igen. Naar vi saa er i Lukla igen, moedes vi med vores crew fra sidste trek. Det var et godt team, og vi glaeder os til at se dem igen.

Hospitalsbesøg
I dag er gaaet med noget saa usaedvanligt som et hospitalsbesoeg. Ikke fordi vi er syge – vi har det fortrinligt. Men fordi vi er blevet lidt interesserede i det nepalesiske sundhedsvaesen og har snakket lidt med Sygeplejersken om at skrive lidt om det. Vi besoegte et relativt nyt privat hospital i Kathmandu, Star Hospital, hvor vi blev vist rundt og blev meget klogere. Der er i Nepal baade private og offentlige hospitaler. alle slags hospitaler kraever mere eller mindre betaling af patienterne. Dette hospital var i middelkategoerien, og en patient skulle stille et depositum svarende til tre sygeplejerske-maanedsloenninger, hvis han skal indlaegges paa intensiv afdeling. Hospitalet er placeret lige op ad en trafikeret ringvej og med let adgang for patienterne. De har desuden oprettet en fond, saa meget fattige patienter kan blive behandlet gratis. Hospitalet var lille med 15 senge fordelt paa Generel Wards, intensiv afdeling og hjerteafdeling. Paa intensiv afdelingen var 4 senge og to respiratorer. Udenfor afdelingen blev vi bedt om at saette skoene, men haandvask saa vi ikke meget af. Der var en operationsstue, hvor der blev lavet 500 operationer af alle slags om aaret, og vi tilbragte et par timer paa hospitalets skadestue. Her var to sygeplejersker og en laege paa vagt, og skadestuen fungerede i stor udstraekning som en almindelig laegekonsultation. Folk kom med alle slags problemer, lige fra store trafikskader til maveproblemer. Fagligt virkede det til at fungere ret godt.

Lungeproblemer
Vi overvaerede en aeldre mand komme ind – paa ryggen af en paaroerende – med meget daarlige lunger. den akutte behandling af hans lungeproblemer var ikke meget anderledes end i Danmark. Men hans datter maatte ud og betale det omtalte depositum, og hun maatte paa apoteket og koebe den medicin, som laegerne og sygeplejersken skulle bruge i hans behandling. Lungeproblemer er udtalte i Nepals befolkning. Mange mange mennesker ryger hele livet, og i landomraaderne har alle huse aabent ildsted uden skorsten. Roegen siver ud gennem det utaette tag. Hvor mange menensker, der lider af daarlige lunger, og hvordan det gaar dem, vides ikke med bestemthed. Der registreres nemlig meget lidt.

Hospitalet er meget interesseret i udveksling med andre lande, saa de kan udvikle deres faglighed, og vi skriver maaske en artikel om dem og andre hospitaler, naar vi kommer hjem. Det er vores mening at besoege et lille bjerghospital for at se paa sundhed og behandling under ekstreme forhols, og desuden at besoege en klinik for hoejdemedicin i Pheriche, som vi kommer igennem paa vores trek. Det skulle nok kunne give grobund for nogle helt andre faglige overvejelser, og jeg glaeder mig i hvert fald til at undersoege lidt om sundhedsvaesenet i bjergomraaderne.

Men nu staar den paa bjergbestigning igen. Vi skal meget tidligt op og med det lille fly til Lukla. Pas godt paa hinanden derhjemme.

Mange hilsner

Helle og Ole

	Emner: hospital, rejse
	Der er ingen kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Bjørn Askholm

Jeg tror jeg vil starte med det, der ligger mig mest på sinde, når man sidder her på hospitalet og keder sig… Maden!

Jeg lå jo syg med leukæmi(AML) for godt tre år siden og har nu fået tilbagefald.
Dengang var der ikke noget der hed deldøgn, så jeg var indlagt et halvt år samlagt, og var tvunget til at spise den fantastiske hospitalsmad, hvis ikke jeg blev reddet af venner og familie, som kom forbi med rigtig føde.

Nu, to år senere, er jeg så tilbage igen, og noget af det jeg frygtede, da jeg skulle indlægges igen, var maden, men jeg blev trøstet med, at det var blevet bedre, og kokken havde fået meget ros…

Da jeg så skulle have min første frokost her på Herlev, fik jeg øje på de her vamle madder, med en centimeter leverpostej eller andre lækkerier, som var fuldstændig magen til dem jeg allerede havde kæmpet med i 6 måneder.
Da jeg bare nærmede mig madderne, kunne jeg mærke et halvt års kemokvalme og elendighed vende sig i mig.
Jeg var bogstavlig talt lige ved at brække mig bare ved at komme for tæt på synet og lugten af de madder, som var fuldstændig magen til sidst jeg var syg.

Nu har de heldigvis endelig fået indført “deldøgn” på Herlev, hvilket betyder at jeg kan være derhjemme og få noget ordenligt at spise, så længe der er nogen dér hvor jeg sover, men hvis jeg får feber eller infektioner, skal jeg selvfølgelig indlægges, og det hænder jo, når man intet immunforsvar har.
Jeg ved at frokosten er udelukket, når jeg er her oppe på Herlev, og gemmer mig langt væk mens de andre spiser frokost, og må så bare få en toast bagefter, eller satse på mine dejlige venner.

Aftensmaden har jeg dog kastet mig ud i en enkelt gang. Det skulle jo efter sigende være blevet bedre…
Sjovt nok smagte det fuldstændig ligesom al maden smagte den gang!
De kan kalde det nok så mange fine ting; Krydreurtestegt oksehøjreb, kalveragout eller svinekam, men lige gyldigt hvad de kalder det, får du en gang ubestemmelige kødklumper i en brun sovs, som smager fuldstændig ens hver gang!

Det er altid det samme kedelige mad der går igen og igen og igen, og jeg kan kun konstatere at intet har forbedret sig siden sidst jeg var syg!
Man kan måske leve med maden, hvis man er indlagt en enkelt dag, eller måske endda en hel uge, men jeg garanterer dig for at efter en uge får du ingen nye smagsoplevelser i den mad der i forevejen smager af næsten ingen ting!
Så når man både er langtids indlagt og kemo patient og har mistet appetitten, er det altså ved at være kritisk!
Ligesom hverdagssnakken ude på gaden handler om vejret, snakker alle her på afdelingen om hvor kedelig og ens maden er. Hvis folk bare har været her mere end en uge, er de også blevet trætte af det, så jeg er bestemt ikke den eneste af denne mening!

Én kemo-hue ud af fem mulige fra mig!

En aften sad vi nogen patienter på afdelingen og så TV Avisen, hvor en af de store nyheder var, at kokken på Herlev hospital havde fået en gourmetpris for sin mad, og man så et indslag hvor han fint stod og lagde mynteblade på hver eneste dessert, hvorefter han personligt var oppe og servere maden for to ældre damer, der selvfølgelig syntes det smagte helt fantastisk!
(Jeg har sgu aldrig set et eneste mynteblad på nogen dessert heroppe!)
Vi var helt chokerede og fattede overhovedet ikke hvad han havde fået en pris for! Enten har han serveret et helt usædvanligt ikke hospitals- måltid for hvem end der har været så tosset at give ham den pris, eller også må han have bestukket eller truet en eller anden. Det var hvad vi nåede frem til.

…Det er også svært at skulle tilfredsstille alle. Det er jeg klar over.
Særligt en hel afdeling med kemopatienter uden appetit!
Men man kunne godt gøre maden noget mere varieret og give det noget mere smag. Det er et 14 dages skema, som kører om igen, så man når at få det hele igen i løbet af en måned. Der er to menuer hver dag, så man kan da godt få noget forskelligt at spise hver dag, men det kræver altså at du kan lide alt hvad der bliver serveret.
Stort set al maden er sådan noget gammelmands kost, og det er vel også fair nok da det hovedsageligt er gamle mennesker der ligger der, men man kunne da godt en gang imellem have en indisk eller mexicansk uge, eller hvad ved jeg.

Jeg så et afsnit af Mik Schacks Hjemmeservice, hvor det handlede om hospitalsmad.
Han var i den forbindelse ude og se på Hvidovre Hospital, hvor de kører køkkenet som en restaurant, og patienterne er “kunder”. De har så et menukort, som på en normal restaurant, og kan bestille hvad de har lyst til, når de er sultne. Mik var meget begejstret for systemet og maden, og det så patienterne også ud til at være.
Det kan lade sig gøre for samme budget som tidligere. Det viste sig faktisk at de sparede rigtig mange penge, bare på den ene faktor at der ikke gik så meget mad til spilde, fordi folk fik det at spise, som de havde lyst til, og ikke smed det ud. (Klik her for at se mere)

Jeg synes det er et fantastisk koncept, og fatter ikke hvorfor det ikke er sådan man kører det, på samtlige hospitaler i Danmark. Der er selvfølgelig meget planlægning der skal laves om, men nu har vi jo set at det kan lade sig gøre, og når nu mad er så vigtigt for patienterne, hvorfor så ikke se at få det gjort.
Jeg har tænkt på, at menukortet nok også bliver lidt ensformigt med tiden, hvis man er langtids indlagt, men så må man også kunne ændre på menukortet en gang imellem!

Hvis der er nogen der har ligget ude på Hvidovre, så skriv endelig og lad mig vide hvad i synes om maden derude!
Også Herlev eller andre hospitaler for den sags skyld.

Det kunne være sjovt at høre hvordan hospitalsmaden egentlig er derude rundtomkring i landet.

	Emner: appetit, hospital, irritation, kost, kvalme, mad
	Der er 19 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Charlotte Lindberg Englev

Jeg har længe undret mig over, at maden på hospitalerne bare ikke er særlig sund.

Det er jo lidt sært, når vi netop er der, fordi vi er syge, at man så ikke tager maden med i betragtning. Synes dog, da jeg sidst var indlagt for blodproppen, at det var meget velsmagende inde på Riget.

Noget andet er så cafeteriet, der synes jeg altid de har serveret decideret ulækker mad. Meget fed og ikke særlig grøn. Det er nok meget til hr. og fru Danmark, som nyder smørebrød og fiskefillet med pomfritter, men vi er altså en masse andre også, som godt vil have lidt mere nærende og sund mad.

Så da jeg i dag glemte at få frokost med på arbejde og skulle direkte til scanning af hjernen, fik jeg mig en god overraskelse.

For jeg løb jo lige ind på cafeteriet, for at se, om der ikke bare var en salat eller noget. På denne diæt jeg er på, bliver jeg meget påvirket hvis min blodsukker ryger ned, så jeg SKAL spise minimum 3 måltider om dagen.

Men da jeg så kommer hen, for at se, hvad de har at byde på, ligger der en “sund madpakke”, som de kaldte den, og den bestod af en rugbrødsbolle, et kogt æg, en tomat og et stort stykke agurk.

Det er bare et kæmpe fremskridt. For det er jo også sådanne ting, man kan spise, selvom man føler sig sløj.

Så lige en stjerne afsted til Rigets cafeterie, for nu at servere en sådan dejlig blanding.

	Emner: brystkræft, hospital, mad, sundhed
	Der er 2 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Charlotte Lindberg Englev

Gennem min kontakt med brystkræftpatienter, oplever jeg tit, at der bliver klaget over hospitalerne, lægerne og servicen generelt. Jeg har ikke helt kunne forstå, hvorfor alle andre oplever fejl, når jeg ikke gør.

Så denne gang da jeg blev indlagt med min blodprop, tænkte jeg, at jeg ville være mere kritisk og se, hvad der egentlig skete, mens jeg var indlagt.

Og hold da op, der var faktisk en del, der kunne have været bedre.

Da jeg kom op og skulle indlægges var der travlt og jeg sad en halv time på gangen, før jeg fik en seng og noget mad. Jeg havde været længe på ambulatoriet, så jeg var træt og sulten og det var egentlig ikke så fedt at sidde der og vente. Efter noget tid, spørger jeg selv om noget tøj, det havde de ikke lige fået på plads. Efter nogle timer bliver jeg sendt ned til scanning. Bliver kørt i kørestol, hvilket var ret fint, da jeg var så træt og utilpas. I scanningen er der en supersød mand, men han er meget meget voldsom med nålen til kontrast, så jeg stadig har et ret stort blåt mærke efter stikket.

Jeg bliver sat på intravenøst penicilin, da mine infektionstal var forhøjet. De første to gange bliver givet i drop i venflon. Næste morgen er det så en ny sygeplejerske, som giver det i en sprøjte i stedet og jeg kan mærke at åren bliver øm. Anden gang hun kommer sætter hun den så i drop på min anbefaling, men hun viste tydeligt med sin adfærd at jeg da var fjollet. Sidst jeg var på intravenøst penicilin måtte de ligge ny venflon, fordi det netop var givet i sprøjte i stedet for i drop.

Fredag aften (den dag jeg bliver indlagt) kommer der så en læge og fortæller, at det er en blodprop og at den er stor. Så jeg skal ned næste dag for at få portercatten fjernet og de begynder at sprøjte mig med blodfortyndende medicin.

Lørdag er det samme læge der går stuegang og hun siger, at jeg tidligst kommer hjem mandag, så jeg kan få lidt mere penicilin, ligesom hun heller ikke synes, jeg skal sendes for hurtigt hjem med en så stor prop.

Jeg kommer ned til anæstesien, som er så søde at ligge mig til at sove, da der var problemer sidste gang de rodede med min port. Men inden da måtte portøren lige hente et armbånd, for det havde de ikke fået på mig.

Søndag morgen er det så en anden læge og han udskriver mig med det samme. Jeg behøver ikke mere penicilin og jeg skal ikke overvåges. Da jeg har været hjemme et par timer, må jeg ringe derind, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal nu. Skal jeg være i ro, sørge for motion eller hvad. Men jeg skal så bare lytte til min krop. Den fortæller mig ret tydeligt, at jeg ikke skal bevæge mig for meget rundt, da det føles som om blodet ikke kan løbe fra hovedet, når min puls stiger.

Det pudsige er dog, at jeg er helt tilfreds.

De fandt ud af hvad der var galt, behandlede det og sørgede for at jeg fik medicin til tusind år (eller næsten).

Jeg får ikke noget positivt ud af, at gå og beklage mig over, alle de småfejl der skete. Det eneste det gør er at sætte mig i dårligt humør. Jeg vinder ikke noget ved det.

Så jeg tror budskabet er her, lad være med at bekymr dig for længe om de små fejl der sker – Så længe de ikke er fatale, så er det jo kun dit humør, der bliver ødelagt, ved at gå og beklage dig over dem.

Glæd dig over, at vi rent faktisk har et godt sundhedssystem, som gør deres bedste for at behandle os for vores sygdomme.

	Emner: brystkræft, hospital, læge
	Der er 16 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Charlotte Lindberg Englev

Hvor meget bruger du din sygeplejerske på onkologisk afdeling?
Venter du med dine spørgsmål til lægen er der?
Ringer du til afdelingen og beder om en snak med lægen, når du har spørgsmål?

Jeg bruger min sygeplejerske super meget. Det er altid dem, jeg ringer til og de ved næsten alt, synes jeg.

Det er et universitetshospital, jeg har fast gang på. Og der skal jo uddannes onkologer, så der er tit nye onkologer der, det kan virke frustrerende, men de skal jo lære det og de kan ikke lære det på andre måder end ved at have patienter. Men så er det jo fantastisk at man har en sygeplejerske, for mange af dem, har været der i rigtig mange år. Da sygeplejersken er med til samtalerne med lægen, har de også alverdens erfaring og kender svarene på så mange spørgsmål.

Så har jeg et spørgsmål og er det ikke lige tid til en lægesamtale alligevel, så tager jeg en snak med min sygeplejerske. Hun kan svare på så sindsygt meget og er der noget hun er i tvivl om, smutter hun lige ind og spørger lægen og giver så mig svaret.

Så brug din sygeplejerske, hun kender dig bedre end lægen og har tid til dig, når du er der.

Selvom man tager en liste med spørgsmål med til lægen, synes jeg tit, det ender med at jeg så tænker over de svar og så kommer der nye spørgsmål til, men der er jeg ikke hos lægen mere, men er igang med min behandling og så kan jeg snakke med sygeplejersken der.

Så lad os hylde sygeplejerskerne – De har helt sikkert gjort mit lange forløb meget meget lettere.

	Emner: brystkræft, hospital, læge, sygeplejerske
	Der er 4 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link