Inger Marie Toft Hansen

Jeg startede på 2.serie Topotecan i mandags med samme dosis som sidst. Det var 5 dage med en lille pose kemo og lidt skyllevæske, men sikken virkning! Jeg har ikke ved nogen af de to andre typer kemoterapi oplevet en sådan træthed. Alle 5 dage kom jeg hjem og smed mig på sofaen, indtil jeg kunne fortsætte ind i sengen. Jeg havde kvalme og kunne ikke spise eller drikke ret meget, selv om Emperal-pillerne nok hjalp lidt, men de forhindrede dog ikke opkastninger en af dagene.

En sygeplejerske bekræftede, at trætheden ved Topotecan-behandlingen var slem/værst også for andre patienter. Jeg så hvilke batterier af kemo og væske nogle medpatienter fik, også 5 dage i træk, og det var ikke til at forstå, at de kunne holde sig oprejste og ret aktive. En forskel kunne måske være, at de fik Prednisolon, Zofran mv., hvilket man åbenbart ikke giver ved Topotecan.

Når jeg skulle gøre noget eller til undersøgelse i de 5 dage, følte jeg mig som en zombie, når jeg bevægede mig. Sygeplejersken mente ikke, at det ville stoppe efter de 5 dage, men allerede lørdag følte jeg mig pludselig igen som et menneske, og jeg kunne foretage mig flere ting. Vidunderligt!

Økonomi og farvel til arbejdet
Ellers har jeg nu fået min sidste løn med en pæn fratrædelsesgodtgørelse fra arbejdet, hvor jeg har været sygemeldt og reelt er stoppet for længe siden. Jeg får nu invalidepension fra to selskaber. Da mine udsigter er dårlige, har kommunens jobcenter indtil videre forlænget sygedagpengene ud over det første år, så jeg lider ingen økonomisk nød.

Hverdagene
Jeg har af og til lidt mail-kontakt med mine tidligere arbejdskolleger, men arbejdet, der før betød så meget for mig, er trådt helt i baggrunden. Når jeg orker noget, er det mest min nærmeste familie, det drejer sig om. At ordne lidt i haven er jo også herligt og lidt kulturelle aktiviteter, når det kan lykkes. En gang imellem får jeg slugt en bog, men ellers løser jeg en del Sudoku eller lægger kabale på min iPaq. Det virker som urimeligt spild af min korte tid, men tit er det hvad jeg kan tage mig sammen til, og det virker afslappende. Jeg er også glad for at mødes med andre kræftpatienter, f.eks. til KIU-møderne på RH, med pigerne fra Krop og Kræft holdet eller til forskellige arrangementer.

	Emner: hverdagsliv, kemoterapi, økonomi, topotecan
	Der er 5 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Gry Skrædderdal Jakobsen

Spiser I også fælles morgenmad på dit arbejde?
Det er der rigtig mange der gør. På et fynsk gartneri, hvor vi lavede et af vores feltarbejder til undersøgelsen, havde ledelsen sparet de hidtil gratis rundstykker væk. Men medarbejderne havde etableret en ny ordning, hvor de kan bestille brød hos den lokale bager. På den måde kunne traditionen fortsætte. Vi spurgte nogle af medarbejderne, hvorfor det er så vigtigt at få morgenbrød om fredagen, og de sagde, at det var et lille forskud på weekenden.

Lyst brød er hyggebrød
Vores undersøgelse viser, at når vi skal slappe af og holde fri, så spiser vi helst lyst brød. Det er rundstykkerne søndag morgen et stærkt symbol på. Hvad enten vi køber hos bageren, den lokale købmand, bager selv eller trækker på lageret i fryseren, så skal vi have rundstykker søndag morgen. Så giver vi os tid til at spise sammen i familien og hygger med avisen.

Sammenspisning af nye grupper
En gruppe af administrative sagsbehandlere i en kommune, som også deltog i undersøgelsen, var nyligt sammensat. På grund af kommunesammenlægningen kendte ingen hinanden. For at ændre på det, spiser de formiddagskaffe sammen hver dag, fortalte de os. I min gruppe i Kræftens Bekæmpelse har fredagsmorgenbrød ikke været en fast tradition indtil nu. Men nu er gruppen blevet lagt sammen med en anden, og en af medarbejderne har taget initiativ til fælles morgenmad hver fredag kl. 9 “så vi kan lære hinanden at kende”.

Vi spiser fritid og sociale relationer
Når vi får rundstykker fredag morgen på arbejdspladsen, så kan man sige, at vi spiser et lille stykke fritid ind i arbejdsdagen. Ved at overføre en typisk weekendaktivitet til arbejdslivet tager vi som de fynske gartnere sagde “forskud” på det, der venter i weekenden. Vi skaber også en spisesituation, der minder om familiemorgenmaden søndag morgen: vi samles omkring et dækket bord og tager os tid til at snakke om private ting, grine og hygge. På den måde kopierer vi en omgangsform, som vi kender fra familielivet, og på den måde skaber vi et rum, hvor vi kan knytte og vedligeholde ikke-professionelle sociale bånd og dermed lære hinanden at kende på en anden måde.

Så er det vel ikke så mærkeligt, at vi ikke vil undvære morgenbrødet, er det?

	Emner: arbejde, grupper, hverdagsliv, kost, mad
	Der er ingen kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Gry Skrædderdal Jakobsen

Jeg sidder i toget på vej til Sydjylland for at lave tre interview. Stewarden kommer igennem toget, og der bliver handlet flittigt. En dame spørger efter en hotdog – nej, det kan den venlige og muntre mand desværre ikke tilbyde. ”Det mindste jeg har, er denne her” siger han og trækker et celofanindpakket flute med brie frem af en lille skuffe. Det er et mørkebrunt brød med store valsede havreflager på toppen. ”Næ, tak” siger damen. Det er for meget. Hun har sat sig til rette med læsebriller, bog og overstregningstusch. Af skiltet over hendes plads fremgår det, at hun skal fra København H til Esbjerg, en rejse på cirka tre timer. Hun afsøger nu vognens udvalg og beslutter sig for en pære og en lille pose chips. ”En pose koster ni kroner, og der er to for tolv kroner”, lokker stewarden. Så tager hun selvfølgelig to. Pæren skal hentes ude bagved og bliver serveret galant på en lille cremefarvet serviet, der får damens ansigt til at lyse op i et smil.

Hverdagssituationer giver indblik
Sådan en lille situation i et IC3 tog virker måske banal. Men det er den slags små hverdagssituationer, der giver indblik i nogle af de kulturelle og sociale betydninger, der knytter sig til maden. Med den bærbare med brødundersøgelsens foreløbige analyser foran mig, kan jeg ikke nære mig for at tænke situationen ind i de studier vi har gjort, so far.

Pølsebrød vs. grovflute
Hvorfor bad damen om en hot dog? Ja, hun var tilsyneladende sulten – måske lidt lækkersulten? I hvert fald virkede det mørke flute for mættende efter den vurdering hun gjorde, ved synet af det. Jeg forestiller mig en hot dog ved siden af det mørke flute. Hvad er forskellen ved første øjekast? Brød er visuelt dominerende ved begge disse små retter. Men hvor flutet var mørkt, er et pølsebrød, som bruges til hotdogs, lyst.

Mørkt brød til arbejde – lyst brød til hygge
Ifølge vores undersøgelse, så opfatter de fleste forbrugere mørkt og lyst brød som meget forskelligt. Det mørke brød opfattes som mættende, som noget man skal spise, når man skal bruge kroppen, fx når man er på arbejde. Dette understreges yderligere af havregrynene på toppen af flutet, der signalerer, at der er ”gods” i det. Det lyse brød, fx pølsebrød opfattes som lækkert og bliver af mange forbrugere forbundet med hyggesituationer eller festlighed. Det egner sig til mellemmåltider, hvor man skal forkæles lidt, bl.a. fordi det ikke mætter mere, end at man stadig er sulten til næste hovedmåltid. Til hovedmåltiderne er første prioritet at få tanket depoterne op, til mellemmåltiderne skal vi forkæles smagsmæssigt og socialt.

Hvilken forskel en serviet kan gøre
Damen fravalgte – ud fra de idéer – altså det mørke brød, fordi det ikke passede til anledningen. Hun skulle have et let og hyggeligt måltid til at fordrive rejsen med. I stedet valgte hun chips og en pære. Chipsene tilfredsstiller lækkersulten, pæren tilfredsstiller samvittigheden. Men stewarden gjorde med sin omhyggelige servering pæren lækker, og måltidet blev derfor succesfuldt.

Nu har hun lagt bogen fra sig og blunder et øjeblik mens toget glider henover Vestfyn. Og stewarden? Ja, han gik netop forbi igen med sin vogn fuld af fristelser. Jeg tror lige, jeg skal have…

	Emner: hverdagsliv, kost, mad, sundhed
	Der er ingen kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Gry Skrædderdal Jakobsen

Hele familien sidder bænket og termokanderne med kaffe og te er fundet frem af rygsækkene. Efter en god middag på den nærliggende kro og en vandretur langs søen skal kaffen indtages i det fri på en dejlig solrig septemberdag. En onkel har te med, en har kaffe, moster har taget chokolade og kransekagestykker med. Kagen, som bedste har bagt, lirkes frem fra barnebarnets klapvogn. Oldeforældrene har vindruer og cherrytomater med fra drivhuset. Men tanten har efterladt bollerne i bilen ved kroen.

Inden vi har opdaget noget er svigerinden og tanten løbet tilbage til bilerne for at hente de hjemmebagte boller. Alt står klar på bordene og frister. En onkel eller to rækker hånden ud mod den indbydende kage, men nej: “vi skal have boller først”. Vi smugtræner med kransekage og vindruer og spiser pligtskyldigt af tantes boller (som i øvrigt var rigtigt gode), inden vi med god samvittighed spiser af kagen.

Mad og festlighed
Jeg synes, der er flere sjove ting at lægge mærke til i denne lille episode fra fejringen af min brors fødselsdag. For det første var vi langt fra plagede af sult, da vi kom til Hald Hovedgårds gamle æblehave. Vi havde lige rejst os fra frokosten – og så lang var den gåtur altså heller ikke! Men alligevel skulle vi spise, og gjorde det med stor iver og glæde. Det hører sig til med mad og drikke, når vi festligholder noget, og den tradition sætter mætheds- og sultfornemmelser ud af kraft i vid udstrækning.

Sammenskudsgilde – fællesskab på menuen
Engang var der muligvis behov for at mætte de sultne maver med billig og solid kost for at strække det kostbare over flere munde. Der er stadig god fornuft i at fylde maven med solid kost for at reducere pladsen til de søde og fede sager, der siden kommer på bordet. Men nu, hvor min familie og jeg netop havde spist et større måltid, havde vi nok været bedre tjent med at nøjes med et lille stykke kage og helt springe bollerne over. Men her var der noget socialt, der spillede ind. Tante havde ulejliget sig med at bage boller, og det var hendes bidrag til det lille sammenskudsgilde. I overensstemmelse med hvad vi til daglig opfatter som almindelig høflighed (og som antropologer i dette tilfælde kalder den sociale forpligtelse til at modtage en gave), skyldte vi hende at spise bollerne. Ved at gøre det, anerkendte vi hendes plads i fællesskabet, og efter samme princip blev kransekager, vindruer, og en lille sjus sat til livs.

Den kulturelle rangordning: Bollerne først!
Men det var også interessant, at det var forbudt at spise af kagen før bollerne var ankommet. I den situation kommer en kulturel rangordning af fødevarerne til syne, som jeg også kan genkende fra undersøgelsen, fx indholdet af en vvs-mands madkasse: to stykker rugbrød og et stykke franskbrød, som spises i nævnte rækkefølge. Undersøgelsen peger på, at hvad angår brød, så skal det mørke brød, særligt rugbrød, spises inden de lysere brødtyper sættes til livs. Og denne lille historie peger på at ”det søde brød” (kagen) kommer til sidst. Fra mange kaffeborde hos min farmor i Vestjylland ved jeg, at der også er en vidtforgrenet rangordning (og deraf følgende rækkefølge) indenfor kager, men det er en helt anden historie…

	Emner: familie, hverdagsliv, kost, sundhed
	Der er 2 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Gry Skrædderdal Jakobsen

Det næste stykke tid vil du her på bloggen kunne læse om en undersøgelse, som jeg laver sammen med min kollega Anja Marie Bornø Jensen. Undersøgelsen tager udgangspunkt i helt almindelige danskeres helt almindelige hverdag: hvad spiser vi egentlig i løbet af en dag, og hvorfor er det lige den slags mad, der egner sig til det måltid?

Brødets rolle
Det, vi gerne vil blive klogere på, er brødets rolle. Hvilken slags brød passer ind hvor? Som antropolog er jeg især opmærksom på de sociale og kulturelle faktorer, der spiller ind. Hvad er det der gør, at vi ikke serverer rugbrødsmadder, når vi får gæster til middag? Hvorfor skal vi bare have rundstykker på arbejdet fredag formiddag? Hvorfor går det ikke at spise sig mæt i franskbrød?

(mere…)

	Emner: arbejde, familie, forebyggelse, hverdagsliv, kost, sundhed
	Der er 3 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link