Annelise Læssøe

Jeg har ikke fået kemo siden i midten af april og har langsomt, men sikkert fået det bedre og bedre, sådan stort set. Bøvler stadig med for megen træthed, er ikke så udholdende som i ”gamle dage”, og sjovt nok har jeg ikke spor besvær med at holde vægten nede – faktisk har jeg tabt mig, støt og roligt, siden april.

I sidste uge skulle jeg til julefrokost og hev noget af mit ”fine” tøj frem – der var specielt en elsket nederdel, jeg gerne ville have på. Men, det måtte jeg opgive – jeg kunne tage den på uden at åbne lynlåsen, så den var da bare for usikker at gå med.

Har også fået lyse striber i mit efterhånden flotte krøllede hår – ser fin ud og glæder mig over det.

Så her går det bare godt … … jeg taler udenom, jeg ved det – det gjorde jeg også til lægesamtalen i sidste uge. Kunne se på lægen, at det vist ikke kun var gode nyheder. Dem begyndte hun ellers med; de tre svulster jeg har i underlivet er blevet lidt mindre, ”småtingene” i bughulen er det samme osv. Som jeg sagde til lægen; ”Jeg kan høre et MEN” – og så kom det. Udover den ene svulst i venstre lunge, som har været der et stykke tid, så er der yderligere spredning dér, og sandelig om ikke også der er spredning til højre lunge – det er nyt.

Måske forventet, og alligevel nej. Jeg havde sådan håbet på en meget længere pause – jeg vil bare ikke bankes tilbage i kemoverdenen igen, vil ikke leve mit liv i 3 ugers intervaller, hvor jeg kun kan fungere ordentligt og planlægge nogle aktiviteter hver 3. uge (forhåbentligt), vil bare ikke. Jeg er så småt begyndt at arbejde igen, ikke meget, men dog noget – der har været håb. Nu er scenariet noget helt andet, skal tale med min chef i morgen om, hvad nu! Tja, hvad skal jeg og min arbejdsplads stille op – jeg er forhåbningsfuld, men alligevel både ængstelig og spændt på udfaldet.

Jeg havde en rigtig god samtale med lægen – hun var absolut en af de bedste, jeg har talt med – og jeg har talt med rigtig mange efterhånden. Hun havde læst min journal helt tilbage til år 2000 og var velinformeret om min ”sag”. Sikke en lettelse. Hun var også en af de sjældne læger, som tog sig god tid, lyttede og svarede, på både mine og min datters spørgsmål. Faktisk var det mig, der rejste mig op og sagde, at nu havde vi vist været det hele igennem og takkede farvel – ikke lægen som synes, at nu havde vi snakket nok. Tænk at have en god oplevelse på hospitalet på trods af det lidt foruroligende resultat af min CT-scanning. Som en lille bi-oplysning kan jeg sige, at mit CA-125 tal er udmærket – den blodprøve har endnu ikke vist nogle særlige udsving (undtagen da jeg havde lungebetændelse og blodpropper i lungen) – så CA-125 markøren viser ikke sygdomsbilledet i mit tilfælde – det har altid kun været CT-scanningerne, der har vist spredningen – og det vidste denne læge godt.

Og når jeg nu læser dette igennem, finder jeg det lidt påfaldende, at samtalen også gav glæde, simpelthen fordi lægen havde tid og empati udover det sædvanlige – er det ikke sådan, alle lægesamtaler burde være?

Egentlig skulle jeg have begyndt med kemo næsten med det samme, men der er ikke langt til januar, så jeg sagde, at jeg ville have julen i fred. Den har jeg set frem til længe og er en tid, jeg virkelig nyder – og det vil jeg også i år. Men jeg fik dog hurtigt første indkaldelse til forundersøgelse, var i dag på Rigshospitalet til EDTA (nyre) prøve – de spilder ikke tiden denne gang! Næste skridt er endnu en CT-scanning og så kemobehandling i januar. Jeg skal igen have taxoterre og cisplatin, under indlæggelse til at begynde med. Jeg har før fået blandingen taxoterre/carboplatin, som jeg blev allergisk overfor, og cisplatinen er stadig lidt usikker, så der bliver passet godt på mig.

Nu vil jeg nyde denne dejlige juletid og ser frem til at holde juleaften hos min datter. Og så må jeg tage det nye år, som det kommer – i mellemtiden abstraherer jeg lidt fra hele situationen og nyder livet bedst muligt.

Jeg ønsker jer alle en rigtig Glædelig Jul og håber I må få et godt liv i 2009.

	Emner: arbejde, æggestokkræft, ca-125, i kemoterapi, pause, tilbagefald
	Der er 4 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Berit Othman

Nu er jeg mere end halvvejs i kemobehandlingen, 4 behandling er taget for 13 dage siden og jeg kan se en ende på forløbet.
Denne gang blev jeg trappet ned med prednisolonen så det var lidt mindre hårdt at holde op.
Jeg fik også mavesårsmedicin med hjem for at tage smerterne i mavesækken. Dem skulle jeg tage en 3 dage.

På 4. dagen fik jeg nogle underlige smerter i brystkassen og tænkte på om jeg havde fået en lungebetændelse eller havde dårligt hjerte. Det kom og gik indtil det bare begyndte at blive værre og værre. Jeg blev lidt nervøs. Dog ingen feber og ingen smerter ved vejrtrækning.
Natten nærmede sig så jeg tog mig sammen og ringede til Rigshospitalet. 
Den søde gode sygeplejerske jeg fik i telefonen lyttede til mine overvejelser og symptomer. Vi blev enige om at jeg skulle prøve mavesårsmedicinen og noget smertestillende. Symptomerne forsvandt helt og jeg fik en god nat. Smerterne, som sad øverst i brystkassen, var smerter der stammede fra spiserør og mavesæk selv om de føltes i hele brystkassen. Så blev jeg så meget klogere også på de næste dage og til de næste gange.

Kvalmen var slem en uge og er nu aftaget helt. Alt har smagt dårligt og underligt i 8 dage.  Nu er jeg ved at have fået smagssansen helt tilbage.
Hvor absolut vidunderligt at kunne nyde mad. Jeg var begyndt at tage hver bid op til næsen for at fortælle min hjerne hvad det var jeg spiste, at dette f.eks var en avocado og den lugtede som en avocado selv om den smagte anderledes. Jeg har virkeligt lokket smagssansen med næsen prøvet at snyde kvalmen og den sære opfattelse af maden. Trænet vil jeg sige.

Tårerne løber som i sidste omgang, hverken mere eller måske ovenikøbet lidt mindre?
Jeg har, da mine leukocytter forventedes at værre lavest på 10 dagen, været i selskab i flere timer med 3 forkølede personer uden at blive smittet!  Åbenbart havde de heldigvis forkølelser jeg havde haft. 

Heldigvis nåede jeg at opdage at min taxoterre var doseret for højt, det ville have været yderst ubehageligt at have fået for høj dosis.

Ultralydscanningen viste noget småt hvidt diffust ved leveren, men det kan være det bare er fedt. Så det regner jeg med til andet er bevist. Det bliver der holdt øje med til næste undersøgelse.

Så jeg har meget at glæde mig over.

	Emner: i kemoterapi
	Der er 7 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Berit Othman

Det er nu 7 dage siden jeg var i kemoterapi første gang og jeg vil beskrive hvordan de dage er forløbet for mig.

Jeg har undervejs tænkt over hvor meget jeg tidligere har budt mig selv. I min dagligdag har jeg været vant til at holde ud og fordre ting af mig selv som har været på kanten af det fornuftige. Jeg har haft projekter og planer, der fordi de var lagt, også skulle udføres ellers føltes det ikke tilfredsstillende. Jeg synes der er så store forventninger (hvor mon de kommer fra ?)  som i vore dage til at vores hjem er rydelige, velordnede, nymalede og alt fungerer og harmonerer og er smart. At vi skal være effektive og stræbende og købelystne.
Prioriteringer og fravalg har været svære for mig.
For at få tid og rum til at male, her lå lysten, skulle hus- og havearbejde ikke underprioriteres. Og der var også  jobbet som gav den faste indkomst. Jeg siger var for nu er jeg jo pt. sygemeldt.
Jo, jeg har hængt i, ser jeg. Særligt tydeligt nu, hvor kræfterne er færre. Pludselig må jeg stoppe midt i et gøremål, jeg bliver for træt, før blev jeg bare ved. Nu begynder jeg at sortere og prioritere. Så det er jeg ved at lære mig.   
Lige i dag har jeg en masse lyst og kræfter til at gå løs på udsatte opgaver. Min mand advarer mig: Pas nu på, du ved hvordan det kan gå. Men jeg har allerede fået noget for hånden og det er godt så.

I går blev jeg klippet og parykken er hentet og ligger parat. Og så kender min søn en pige der gør i hatte, han synes jeg kunne blive rigtigt smart, begynde at bruge hat. Jeg har meldt mig til kurset på Riget  “Look good – feel better” dagen inden næste kemokur. Så laver jeg en god bytur om aftenen bagefter. Jeg har da taget prednisolon og får energi at bruge.

Indersiden af min mund føles som er den foret med sandpapir korn 320. Jeg har springende smerter forskellige steder i kroppen. De springer oftest rundt uventet og kort og i små jag. Hæle, skuldre, brystkasse, kraniet, knogler, lægge, tænder mm. Ikke specielt i leddene. Smerterne er ikke voldsomme men irriterer en del.
Men jeg opdagede at jeg kunne gøre noget ved nogle. 
Da skuldersmerterne var på sit højeste, det var om natten, lå jeg og gav mig selv massage, nakke, skuldre og tyggemuskler fik en omgang, det gav ro. Og det kom ikke igen! Jeg faldt i søvn.  
Smerterne i brystkassen mindskedes da jeg blev opmærksom på min vejrtrækning og gav mig til at trække vejret ordentligt. Jeg syntes ikke jeg gik rundt og spændte, men det må jeg jo have gjort.  Jeg lavede flere udspændingsøvelser laver dem dagligt nu og det linder rigtig godt. Det ville være dejligt også at få massage.  Det giver opmærksomhed på kroppen på muskler og hud og vejrtrækning.
Jeg mediterer dagligt. Det giver ro og jeg har pludselig tiden.
Heldigvis har jeg været forskånet for kvalme og appetitløshed og har ikke haft brug for de stærke piller. jeg sover udemærket om natten, de fleste nætter. Så der er meget at være glad for. Alt i alt har det været mindre slemt end jeg havde forventet. Denne første gang altså.

Og noget af det bedste er motion!  Det giver ro. Jeg går ture og ordner små småting i haven.

Jeg ved ikke om det jeg fortæller har interesse for nogen, håber det har for jer som skal til at begynde en behandling, da vil jeg gerne høre om det, det kan også være mit forløb er for forskelligt for andres? Jeg vil gerne høre om jeres erfaringer mens I var undervejs i behandlingen. Hvad har været godt?

	Emner: i kemoterapi
	Der er 11 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link