Kosten

Kost mod Kræft
Den seneste bog om kost jeg har været rigtig glad for at læse, hedder Kost mod Kræft. En guide til fødevarer der forebygger. Den er skrevet af to canadiske kræftforskere, Richard Béliveau og Denis Gingras, og den udkom på dansk i 2007 på People’s Press.
Her er nogle link om bogen og de to forfattere klik her, her, og her,

Denne bog kan jeg varmt anbefale!

Jeg lå jo syg med leukæmi(AML) for godt tre år siden og har nu fået tilbagefald.
Dengang var der ikke noget der hed deldøgn, så jeg var indlagt et halvt år samlagt, og var tvunget til at spise den fantastiske hospitalsmad, hvis ikke jeg blev reddet af venner og familie, som kom forbi med rigtig føde.

Nu, to år senere, er jeg så tilbage igen, og noget af det jeg frygtede, da jeg skulle indlægges igen, var maden, men jeg blev trøstet med, at det var blevet bedre, og kokken havde fået meget ros…

Da jeg så skulle have min første frokost her på Herlev, fik jeg øje på de her vamle madder, med en centimeter leverpostej eller andre lækkerier, som var fuldstændig magen til dem jeg allerede havde kæmpet med i 6 måneder.
Da jeg bare nærmede mig madderne, kunne jeg mærke et halvt års kemokvalme og elendighed vende sig i mig.
Jeg var bogstavlig talt lige ved at brække mig bare ved at komme for tæt på synet og lugten af de madder, som var fuldstændig magen til sidst jeg var syg.

Nu har de heldigvis endelig fået indført “deldøgn” på Herlev, hvilket betyder at jeg kan være derhjemme og få noget ordenligt at spise, så længe der er nogen dér hvor jeg sover, men hvis jeg får feber eller infektioner, skal jeg selvfølgelig indlægges, og det hænder jo, når man intet immunforsvar har.
Jeg ved at frokosten er udelukket, når jeg er her oppe på Herlev, og gemmer mig langt væk mens de andre spiser frokost, og må så bare få en toast bagefter, eller satse på mine dejlige venner.

Aftensmaden har jeg dog kastet mig ud i en enkelt gang. Det skulle jo efter sigende være blevet bedre…
Sjovt nok smagte det fuldstændig ligesom al maden smagte den gang!
De kan kalde det nok så mange fine ting; Krydreurtestegt oksehøjreb, kalveragout eller svinekam, men lige gyldigt hvad de kalder det, får du en gang ubestemmelige kødklumper i en brun sovs, som smager fuldstændig ens hver gang!

Det er altid det samme kedelige mad der går igen og igen og igen, og jeg kan kun konstatere at intet har forbedret sig siden sidst jeg var syg!
Man kan måske leve med maden, hvis man er indlagt en enkelt dag, eller måske endda en hel uge, men jeg garanterer dig for at efter en uge får du ingen nye smagsoplevelser i den mad der i forevejen smager af næsten ingen ting!
Så når man både er langtids indlagt og kemo patient og har mistet appetitten, er det altså ved at være kritisk!
Ligesom hverdagssnakken ude på gaden handler om vejret, snakker alle her på afdelingen om hvor kedelig og ens maden er. Hvis folk bare har været her mere end en uge, er de også blevet trætte af det, så jeg er bestemt ikke den eneste af denne mening!

Én kemo-hue ud af fem mulige fra mig!

En aften sad vi nogen patienter på afdelingen og så TV Avisen, hvor en af de store nyheder var, at kokken på Herlev hospital havde fået en gourmetpris for sin mad, og man så et indslag hvor han fint stod og lagde mynteblade på hver eneste dessert, hvorefter han personligt var oppe og servere maden for to ældre damer, der selvfølgelig syntes det smagte helt fantastisk!
(Jeg har sgu aldrig set et eneste mynteblad på nogen dessert heroppe!)
Vi var helt chokerede og fattede overhovedet ikke hvad han havde fået en pris for! Enten har han serveret et helt usædvanligt ikke hospitals- måltid for hvem end der har været så tosset at give ham den pris, eller også må han have bestukket eller truet en eller anden. Det var hvad vi nåede frem til.

…Det er også svært at skulle tilfredsstille alle. Det er jeg klar over.
Særligt en hel afdeling med kemopatienter uden appetit!
Men man kunne godt gøre maden noget mere varieret og give det noget mere smag. Det er et 14 dages skema, som kører om igen, så man når at få det hele igen i løbet af en måned. Der er to menuer hver dag, så man kan da godt få noget forskelligt at spise hver dag, men det kræver altså at du kan lide alt hvad der bliver serveret.
Stort set al maden er sådan noget gammelmands kost, og det er vel også fair nok da det hovedsageligt er gamle mennesker der ligger der, men man kunne da godt en gang imellem have en indisk eller mexicansk uge, eller hvad ved jeg.

Jeg så et afsnit af Mik Schacks Hjemmeservice, hvor det handlede om hospitalsmad.
Han var i den forbindelse ude og se på Hvidovre Hospital, hvor de kører køkkenet som en restaurant, og patienterne er “kunder”. De har så et menukort, som på en normal restaurant, og kan bestille hvad de har lyst til, når de er sultne. Mik var meget begejstret for systemet og maden, og det så patienterne også ud til at være.
Det kan lade sig gøre for samme budget som tidligere. Det viste sig faktisk at de sparede rigtig mange penge, bare på den ene faktor at der ikke gik så meget mad til spilde, fordi folk fik det at spise, som de havde lyst til, og ikke smed det ud. (Klik her for at se mere)

Jeg synes det er et fantastisk koncept, og fatter ikke hvorfor det ikke er sådan man kører det, på samtlige hospitaler i Danmark. Der er selvfølgelig meget planlægning der skal laves om, men nu har vi jo set at det kan lade sig gøre, og når nu mad er så vigtigt for patienterne, hvorfor så ikke se at få det gjort.
Jeg har tænkt på, at menukortet nok også bliver lidt ensformigt med tiden, hvis man er langtids indlagt, men så må man også kunne ændre på menukortet en gang imellem!

Hvis der er nogen der har ligget ude på Hvidovre, så skriv endelig og lad mig vide hvad i synes om maden derude!
Også Herlev eller andre hospitaler for den sags skyld.

Det kunne være sjovt at høre hvordan hospitalsmaden egentlig er derude rundtomkring i landet.

Men nu er den kommet og også i den grad.

Mine smagsløg er bare ikke særlig søde ved mig. Jeg har ikke lyst til mad mere. Jeg sørger dog for at få spist, for ellers så bliver jeg jo kvalm.

Men jeg kan slet ikke klare at spise de ting jeg burde iflg. diætisten. Jeg prøver virkelig, for Michael, min mand, laver rigtig god sund mad, men jeg kan bare ikke få det ned.

Det er bare så super ærgeligt, når jeg nu godt vil gøre det rette, men må holde mig til havregryn (med mælk og sukker) for müesli med rismælk kan jeg ikke få ned mere. Ligesom jeg ikke kan klare den ovnbagte fisk med rødbeder og spinat, men må spise de stegte fiskefilletter med remoulade og kartofler.

Så endnu én ting folk skal glæde sig over. Nyd at du kan spise al den sunde mad, der er tilgængelig, for det er godt nok surt, når man ikke kan

Jeg synes, det er en meget sympatisk og troværdig tankegang, at den kost vi indtager har betydning for vores sundhed og påvirker vores helbred. Derfor er jeg blevet interesseret i disse behandlinger med C-vitamin. Det er grunden til, at jeg har støttet et initiativ i Netværk Modermærkekræft, hvor vi har arrangeret et foredrag med Claus Hancke, som er speciallæge i almen medicin og leder af Institut for Orthomolekylær Medicin i Lyngby, hvor de bl.a. tilbyder disse C-vitaminskurer til kræftpatienter. Claus Hancke vil fortælle om alternativ kræftbehandling, Redoxbehandlingen (C-vitaminskuren) og interaktionen mellem det etablerede behandlingssystem og alternativ behandling.

Foredraget finder sted torsdag den 27. marts kl. 18:00-19:30 i Cafeen i Sundhedscenter for kræftramte i Ryesgade 27, København N. Alle interesserede er velkomne. Du kan tilmelde dig arrangementet på adressen: maligntmelanom@hotmail.com eller på en kommentar her på bloggen.

Du kan læse om Institut for Orthomolekylær Medicin her og om redoxbehandlingen her

Hvorfor er det, at det er det svar man får, når det nu ikke er helt korrekt?

Der er jo madvarer, som man ved er kræftfremkaldende, branket kød og dybstegt mad f.eks. Ligsom der også er madvarer, som beviseligt er hæmmende for kræften, f.eks. brocoli.Jeg kan jo godt forstå, at onkologerne ikke kan være eksperter i alt og må holde sig til deres speciale, men kunne de så ikke sige, at man skulle henvende sig til én, der var mere inde i kosten end dem. Det andet er jo direkte misvisende.

For godt et halvt år siden omlagde jeg min kost fuldstændig. Ikke fordi jeg troede det kunne hjælpe på kræften, men fordi jeg havde brug for at få mere energi. Det gik i bund og grund ud på at lade være med at spise sukker, sødemidler, hvede og mælkeprodukter og så at gøre alt økologisk. Ligesom jeg tog en masse vitaminer og tilskud. Det hjalp mig så fantastisk og jeg oplevede en energi, jeg ikke troede jeg ville få igen.

Efter et halvt år skulle der følges op på den og da jeg første gang fik lavet en hårmineral analyse, som har nogle begrænsninger, valgte jeg at vælge én der var inde i forskning på området og byggede sine råd på forskning. Det var Umahro fra Sundhedsrevolutionen. Og det er godt nok noget af en rejse, jeg er kommet ud på der. For han vil ikke kun hjælpe mig til mere energi, han vil også hjælpe mig med at påvirke nogle af de mekanismer der er på spil i kræften. Og alt hvad han siger er bygget på forskning. Han er en rigtig nørd. Utrolig sød og fantastisk kompetent og jeg gik derfra med fuld tillid til, hvad han fortalte og rådede mig til.

Problemet er bare, at han ikke er enig med Kræftens Bekæmpelse, en instituion som jeg altid har troet var eksperter på alle områder indenfor kræft forskning. Men det er de ikke! Det synes jeg er foruroligende.

Der er en masse forklaringer og forsøg, som jeg altså ikke lige kan forklare om her. Men et par dage efter, jeg havde været hos ham, var der en artikel i Politikens netavis, som sagde at kræftpatienter tog for mange vitaminer og kosttilskud. Den sender jeg selvfølgelig til ham og spørger om hans mening om denne. Og han kendte godt undersøgelsen, men konklusionen der drages af den, er ikke den korrekte. I artiklen fremgik det, at det var farligt at så mange kræftpatienter tog kosttilskud uden at fortælle deres onkolog det og at det var farligt med tilskud, fordi det kunne modvirke kemoterapi. Iflg. Umahro var det ikke den rette konklusion. Langt de fleste vitaminer og kosttilskud hjælper snarere kemoterapien og studiet viste også dette, men det var ikke den drejning historien tog.

Og så står jeg her og hvad skal jeg tro på?

Jeg har valgt at tro på Umahro, da dette netop er hans speciale og der hvor han må anses for at være den sande ekspert.

Men hvad mener I og ikke mindst, hvad mener Kræftens Bekæmpelse?

Just Ask for Wholegrains - amerikansk fuldkornskampagne
Konferencen bød på en masse spændende oplæg og mange interessante vinkler blev bragt i spil: hvad gør hæren for at give soldaterne sundere kost? Hvordan kan fuldkornsprodukter medvirke til at gøre den amerikanske skolemad sundere? Hvordan kan industrien arbejde med produktudvikling? osv. Der var også fokus på at få restauranter til promovere fuldkornsprodukters kulinariske fortræffeligheder, ligesom kantiner kan være med til at vise vejen.

Internationalt netværk
På konferences sidste dag blev der afholdt en workshop, hvor de internationale deltagere udvekslede erfaringer og dannede et netværk. Jeg præsenterede den undersøgelse, vi har lavet i Kræftens Bekæmpelse. Det var lykkedes mig at indføre to rugbrød, selvom tolderne i lufthavnen var temmelig uforstående overfor brødenes uundværlighed. Begejstringen var heldigvis større, da jeg startede mit oplæg med at byde på smagsprøver. Der blev smagt og mærket på brødet og ingredienslisten blev oversat. Et brød næsten udelukkende af rug, er ikke hverdagskost i resten af verden.

Fuldkorn: rugbrød eller chips og kager?
Jeg tog rugbrød med, fordi vores undersøgelse viser, at danske forbrugere først og fremmest forbinder fuldkorn med mørkt, kernerigt rugbrød og med sund kost. Det står i kontrast til fuldkornsprodukter i USA. Under konferencen blev vi beværtet med alt lige fra alternative kornsorter som ”quinoa” og ”teff” til småkager og desserter med fuldkorn, ja vi fik endda fuldkornschips.

Hjemme igen går arbejdet videre med at lægge sidste hånd på rapporten “Fuld af Korn – en antropologisk undersøgelse af faglærte og ufaglærte danskeres hverdagserfaringer med brød og fuldkorn”. Rapporten indeholder resultaterne af vores undersøgelse.

Ændret livsstil
Da modermærket var fjernet, og der ikke syntes at være spredning, var min reaktion, at jeg måtte dæmme op for min skrøbelighed. Jeg måtte eliminere min svaghed og gøre mig stærkere, for så var jeg bedre beskyttet mod kræft i fremtiden. Derfor ændrede jeg livsstil: jeg holdt op med at ryge, jeg begyndte at løbe, og jeg blev meget mere bevidst om, hvad jeg spiste.

Holdt op med at ryge
Jeg havde flere gange tidligere forsøgt at holde op at ryge – uden succes. Men nu med en kræftdiagnose på nakken var det intet problem: jeg holdt bare op. Lod simpelthen være, fra den ene dag til den anden. Angst giver styrke!

Bevidst om kosten
Med hensyn til kosten så medførte den øgede bevidsthed et simpelt ræsonnement, før jeg puttede noget i munden: “er det her noget der styrker dig, eller noget der skader dig?”. Ikke fordi jeg blev fanatisk og altid valgte det, som styrkede, men jeg blev bevidst om værdien af de byggesten, jeg gav min krop. For at vide hvad der kunne styrke kroppen, havde jeg bl.a. fået fat på en liste over 16 fødevarer, der skulle være velegnede til kræftpatienter: hvidløg, ingefær, lakrids, sojabønner, hvidkål, rødkål, gulerødder, selleri, koriander, persille, pastinak, løg, hørfrø, citrusfrugt, broccoli, blomkål. Så vidt jeg husker, kom denne liste fra et dameblad, og jeg aner ikke, om der virkelig er tale om særligt velegnede fødevarer til kræftpatienter. Hvad tror DU?

Motionsløb
Jeg købte mig et par løbesko og et par shorts – og følte mig rigtig skidt tilpas i det kluns. Men jeg kom afsted og fik efterhånden etableret en daglig tur på 4-5 km sammen med to kammerater. Vi satte os det ambitiøse mål at gennemføre Eremitageløbet i Dyrehaven nord for København. Løbet er ca. 13 km langt, og vi trænede målrettet i et helt år. Det er et meget charmerende løb med en festlig atmosfære og smukke omgivelser. Jeg er sikker på, at det var medvirkende årsager til, at vi gennemførte løbet i 1997. Stor succes!!
Derefter satte vi naturligvis overliggeren et hak op og drømte om e halvmaraton, 21 km. Vi trænede virkelig meget, og tilmeldte os endelig halvmaratonen fra Lyngby til Nærum i 1998. Det var også et fantastisk flot løb, som gik gennem området ved Frederiksdal og Mølleådal. Jeg sled mig i mål men fik seneskedehindebetændelse i begge underben. Måneders pause fra løberiet. 

London maraton
Dermed gav det næste mål sig selv: en maraton. Vi tænkte, at når vi kan løbe en halv maraton, så kan vi i alt fald give os i kast med en hel og se, hvor langt vi når. Denne kongedistance skulle  tages med stil, så vi meldte os til London Maraton. Det var på det tidspunkt verdens næststørste maraton med over 30.000 deltagere fra stort set hele verden. London maraton er spektakulært! Det har elementer af de Olympiske lege, fordi der er topatleter, som løber for at slå verdensrekorden, og samtidig er det en gadefest, hvor mange løbere laver happenings og er fantasifuldt udklædt undervejs. Der er engagerede tilskuere langs hele ruten, der er musik og byorkestre, som tager imod løberne i hver bydel. Løbet sendes direkte på BBC, og i luften hænger Eurosports helikopter. Det var stort!! 

Jeg ville så gerne gennemføre en maraton. Jeg havde meget at bevise: det var endnu ikke 3 år siden, jeg havde fået fjernet det kræftramte modermærke, og min krop havde vist sig skrøbelig og sårbar. Jeg gik stadig til kontrol hvert halve år og følte mig meget afhængig af lægerne. I de tre år havde mit liv været sat i stå: tiden gik, men jeg havde svært ved at turde stole på mig selv og min fremtid. Livets næste etape, kone, hus og børn, var svær at tage hul på, for kunne jeg leve op til det ansvar? Ville min krop ikke svigte igen? Løbet i London var således egentlig ikke et spørgsmål om fysik men om psyke. Det handlede om at genvinde tilliden til mig selv, troen på min krop og ansvaret for mit liv. Kort sagt: jeg løb for livet.

Starten gik kl. 10 om formiddagen i Greenwich Park, og målet stod 42 km længere fremme på The Mall i St. James Park. Det blev et fantastisk løb!! Men efter de første 25 km var jeg godt brugt og tappet for energi. Der var ingen maddepoter undervejs, det stod tilskuerne for. Jeg så en dreng række en appelsinbåd frem mod os løbere, og jeg styrede direkte derhen og tog imod. Frugtsukker bliver lynhurtigt nedbrudt og omsat i kroppen, og det ene stykke appelsin gjorde en markant forskel: jeg fik lidt energi igen og orkede endnu et par kilometer. Tilskuernes håndsrækninger hjalp mig flere gange videre. Jeg trampede over London Bridge, drejede op ad Embankment og så Big Ben foran mig. Jo længere vi kom ind mod centrum, jo tættere stod publikum pakket på begge sider af ruten. De råbte opmuntrende til os og klappede os frem. Jeg løb stift og mekanisk og var helt flad. Jeg fik øjenkontakt med en entusiastisk, ældre mand, der stod helt op mod barrieren. Han svingede med en knyttet hånd og råbte til mig: “Go on, son! You’re almost there!!”. Jeg blev ved og nåede op til Big Ben og kunne derfra dreje ind mod St.James Park. Så vejen op mod Buckingham, rundt, og jeg var inde på The Mall. Jeg gjorde det!!! jeg kom i mål.

To år senere købte min kæreste og jeg en villa i Rødovre, og tre år senere fik vi vores første barn. Løbekarrieren blev indskrænket til et par kilometer om ugen på Vestvolden ved København, da der ikke længere hverken var behov eller tid til mere.

Lyst brød er hyggebrød
Vores undersøgelse viser, at når vi skal slappe af og holde fri, så spiser vi helst lyst brød. Det er rundstykkerne søndag morgen et stærkt symbol på. Hvad enten vi køber hos bageren, den lokale købmand, bager selv eller trækker på lageret i fryseren, så skal vi have rundstykker søndag morgen. Så giver vi os tid til at spise sammen i familien og hygger med avisen.

Sammenspisning af nye grupper
En gruppe af administrative sagsbehandlere i en kommune, som også deltog i undersøgelsen, var nyligt sammensat. På grund af kommunesammenlægningen kendte ingen hinanden. For at ændre på det, spiser de formiddagskaffe sammen hver dag, fortalte de os. I min gruppe i Kræftens Bekæmpelse har fredagsmorgenbrød ikke været en fast tradition indtil nu. Men nu er gruppen blevet lagt sammen med en anden, og en af medarbejderne har taget initiativ til fælles morgenmad hver fredag kl. 9 “så vi kan lære hinanden at kende”.

Vi spiser fritid og sociale relationer
Når vi får rundstykker fredag morgen på arbejdspladsen, så kan man sige, at vi spiser et lille stykke fritid ind i arbejdsdagen. Ved at overføre en typisk weekendaktivitet til arbejdslivet tager vi som de fynske gartnere sagde “forskud” på det, der venter i weekenden. Vi skaber også en spisesituation, der minder om familiemorgenmaden søndag morgen: vi samles omkring et dækket bord og tager os tid til at snakke om private ting, grine og hygge. På den måde kopierer vi en omgangsform, som vi kender fra familielivet, og på den måde skaber vi et rum, hvor vi kan knytte og vedligeholde ikke-professionelle sociale bånd og dermed lære hinanden at kende på en anden måde.

Så er det vel ikke så mærkeligt, at vi ikke vil undvære morgenbrødet, er det?

Hverdagssituationer giver indblik
Sådan en lille situation i et IC3 tog virker måske banal. Men det er den slags små hverdagssituationer, der giver indblik i nogle af de kulturelle og sociale betydninger, der knytter sig til maden. Med den bærbare med brødundersøgelsens foreløbige analyser foran mig, kan jeg ikke nære mig for at tænke situationen ind i de studier vi har gjort, so far.

Pølsebrød vs. grovflute
Hvorfor bad damen om en hot dog? Ja, hun var tilsyneladende sulten – måske lidt lækkersulten? I hvert fald virkede det mørke flute for mættende efter den vurdering hun gjorde, ved synet af det. Jeg forestiller mig en hot dog ved siden af det mørke flute. Hvad er forskellen ved første øjekast? Brød er visuelt dominerende ved begge disse små retter. Men hvor flutet var mørkt, er et pølsebrød, som bruges til hotdogs, lyst.

Mørkt brød til arbejde – lyst brød til hygge
Ifølge vores undersøgelse, så opfatter de fleste forbrugere mørkt og lyst brød som meget forskelligt. Det mørke brød opfattes som mættende, som noget man skal spise, når man skal bruge kroppen, fx når man er på arbejde. Dette understreges yderligere af havregrynene på toppen af flutet, der signalerer, at der er ”gods” i det. Det lyse brød, fx pølsebrød opfattes som lækkert og bliver af mange forbrugere forbundet med hyggesituationer eller festlighed. Det egner sig til mellemmåltider, hvor man skal forkæles lidt, bl.a. fordi det ikke mætter mere, end at man stadig er sulten til næste hovedmåltid. Til hovedmåltiderne er første prioritet at få tanket depoterne op, til mellemmåltiderne skal vi forkæles smagsmæssigt og socialt.

Hvilken forskel en serviet kan gøre
Damen fravalgte – ud fra de idéer – altså det mørke brød, fordi det ikke passede til anledningen. Hun skulle have et let og hyggeligt måltid til at fordrive rejsen med. I stedet valgte hun chips og en pære. Chipsene tilfredsstiller lækkersulten, pæren tilfredsstiller samvittigheden. Men stewarden gjorde med sin omhyggelige servering pæren lækker, og måltidet blev derfor succesfuldt.

Nu har hun lagt bogen fra sig og blunder et øjeblik mens toget glider henover Vestfyn. Og stewarden? Ja, han gik netop forbi igen med sin vogn fuld af fristelser. Jeg tror lige, jeg skal have…

Inden vi har opdaget noget er svigerinden og tanten løbet tilbage til bilerne for at hente de hjemmebagte boller. Alt står klar på bordene og frister. En onkel eller to rækker hånden ud mod den indbydende kage, men nej: “vi skal have boller først”. Vi smugtræner med kransekage og vindruer og spiser pligtskyldigt af tantes boller (som i øvrigt var rigtigt gode), inden vi med god samvittighed spiser af kagen.

Mad og festlighed
Jeg synes, der er flere sjove ting at lægge mærke til i denne lille episode fra fejringen af min brors fødselsdag. For det første var vi langt fra plagede af sult, da vi kom til Hald Hovedgårds gamle æblehave. Vi havde lige rejst os fra frokosten – og så lang var den gåtur altså heller ikke! Men alligevel skulle vi spise, og gjorde det med stor iver og glæde. Det hører sig til med mad og drikke, når vi festligholder noget, og den tradition sætter mætheds- og sultfornemmelser ud af kraft i vid udstrækning.

Sammenskudsgilde – fællesskab på menuen
Engang var der muligvis behov for at mætte de sultne maver med billig og solid kost for at strække det kostbare over flere munde. Der er stadig god fornuft i at fylde maven med solid kost for at reducere pladsen til de søde og fede sager, der siden kommer på bordet. Men nu, hvor min familie og jeg netop havde spist et større måltid, havde vi nok været bedre tjent med at nøjes med et lille stykke kage og helt springe bollerne over. Men her var der noget socialt, der spillede ind. Tante havde ulejliget sig med at bage boller, og det var hendes bidrag til det lille sammenskudsgilde. I overensstemmelse med hvad vi til daglig opfatter som almindelig høflighed (og som antropologer i dette tilfælde kalder den sociale forpligtelse til at modtage en gave), skyldte vi hende at spise bollerne. Ved at gøre det, anerkendte vi hendes plads i fællesskabet, og efter samme princip blev kransekager, vindruer, og en lille sjus sat til livs.

Den kulturelle rangordning: Bollerne først!
Men det var også interessant, at det var forbudt at spise af kagen før bollerne var ankommet. I den situation kommer en kulturel rangordning af fødevarerne til syne, som jeg også kan genkende fra undersøgelsen, fx indholdet af en vvs-mands madkasse: to stykker rugbrød og et stykke franskbrød, som spises i nævnte rækkefølge. Undersøgelsen peger på, at hvad angår brød, så skal det mørke brød, særligt rugbrød, spises inden de lysere brødtyper sættes til livs. Og denne lille historie peger på at ”det søde brød” (kagen) kommer til sidst. Fra mange kaffeborde hos min farmor i Vestjylland ved jeg, at der også er en vidtforgrenet rangordning (og deraf følgende rækkefølge) indenfor kager, men det er en helt anden historie…