|
OM BLOGGEN
Læs mere... KOMMENTARER Ditte Holm om Frankfurt venter forude Annelise Læssøe om Æggestokkræft – den uendelige historie Annelise Læssøe om Cancerforum – et nyt online forum for patienter og pårørende mormor om Gourmetpris til Herlev Hospital! – Anmeldelse af lortemad, Bjørn Askholm Kristina om Nej, jeg er ikke den eneste… Jesper Jensen om Nej, jeg er ikke den eneste… joan lykke om Cancerforum – et nyt online forum for patienter og pårørende Annelise om Cancerforum – et nyt online forum for patienter og pårørende frederikke om Erfaringer efter 2 kemobehandling TIDLIGERE INDLÆG april 2010 (2) marts 2010 (3) februar 2010 (1) januar 2010 (4) november 2009 (5) oktober 2009 (4) september 2009 (2) august 2009 (2) juli 2009 (6) juni 2009 (6) maj 2009 (5) april 2009 (3) marts 2009 (5) februar 2009 (5) januar 2009 (6) december 2008 (5) november 2008 (3) oktober 2008 (7) september 2008 (10) august 2008 (10) juli 2008 (19) juni 2008 (6) maj 2008 (17) april 2008 (13) marts 2008 (4) februar 2008 (7) januar 2008 (7) december 2007 (6) november 2007 (7) oktober 2007 (15) september 2007 (13) august 2007 (14) juli 2007 (24) RELEVANTE LINKS Abonnér (RSS) - Læs om RSS Cancer.dk |
15-07-2009
Som kronisk kræftpatient – med metastaser af en æggestokkræft, og med en forhåbentlig helbredt endetarmskræft – skulle jeg i slutningen af maj igen CT-scannes for at se, om der er udvikling i de eksisterende svulster og evt. spredning – de sidste par gange jeg er blevet scannet, har det vist sig, at svulsterne vokser, men heldigvis meget langsomt, og denne gang var der ingen vækst overhovedet, ikke så meget som en millimeter, og ingen spredning. JUBEL – nu kan jeg nyde sommeren uden tanker om kemo, og kan hygge mig i mit sommerhus med mine katte ude i det fri. Og så kan jeg også nyde det sidste af de krøller, jeg fik efter sidste hårtab. Jeg er bare så glad og lettet – næste scanning er igen om 3 måneder, og så håber jeg, at mit held vil fortsætte. MEN DET GJORDE DET IKKE – pludselig ændrede situationen sig: 20. juni ‘09: Det viste sig så, at jeg havde fået tarmslyng i både tyk- og tyndtarm, det var pokkers pinefuldt, og alt hvad jeg spiste eller drak kastede jeg op igen for fuld udblæsning. Der var simpelthen ikke passage fra mavesæk ned til tarmene og videre i systemet. Efter intravenøs væske, et ordentligt skud morfin, udpumpning af maveindhold, CT-scanning og grundige undersøgelser er jeg nu hjemme igen, men med en åben indlæggelsesseddel, hvis det nu skulle gå galt i weekenden. Jeg har det dog meget bedre lige nu, og forventer ikke problemer. Teorien er, at arvæv efter mine operationer sammenholdt med de tre kræftsvulster, jeg har i underlivet, presser på mine tarme og er formentlig årsagen til tarmslyng. Lægen på Bispebjerg Hospital har talt med Rigshospitalet, hvor jeg “hører til” mht min kræftsygdom, så på mandag formiddag skal jeg til undersøgelse dér, og så må jeg se, hvad de finder ud af. Jeg har dog tidligere fået at vide, at svulsterne ikke kan fjernes ved operation – de ligger for tæt på “vigtige” organer, og kræften er i øvrigt spredt rundt omkring i kroppen, så rent kræftmæssigt vil det ikke gøre nogen forskel, om de sidder der eller bliver fjernet. Så jeg er noget spændt på, hvad Rigshospitalet kan komme frem til af løsninger. Men lige nu er jeg bare glad for at være hjemme igen, min ene kat ligger som sædvanlig på en stor æske på mit “kontor”, og min anden kat sidder, også som sædvanlig, og kigger på mine fingre henover tastaturet. Meget hyggeligt og fredeligt. Lige nu er jeg på en udrensningskur, og det er så småt begyndt at virke. Han har også kunnet mærke en forstørret cyste i det meget ømme område, så jeg skal PET/CT-scannes inden for to uger. Det er mig bekendt den bedste scanning, der findes for at vise, hvor kræften sidder – meget mere præcis end “bare” CT-scanningen. Man får en radioaktiv substans indsprøjtet en halv time før scanningen, og så stråler alle kræftformerne op på scanningen som lys på et juletræ – ALT ses. Og så må vi så se, hvordan det ser ud inden i mig. Operation er ikke noget lægerne er glade for – som lægen sagde, så holder kirurgerne gerne hænderne på ryggen i tilfælde som mit, da de kan gøre mere skade end gavn. En mulighed er at give mig mere kemo i et forsøg på at mindske svulsterne for at lette trykket på tarmen, eller også kan jeg evt. få en stomi, hvis kemo ikke skulle virke – tro mig, jeg vil lave alle mulige krumspring for at undgå en stomi – har prøvet det, og har bestemt ikke lyst til det igen. Så nu venter jeg på scanningen og resultatet, og så må lægerne finde ud af, hvad de kan komme med af gode forslag til behandling. Lige nu har jeg det meget bedre og er fortrøstningsfuld. Jeg starter kemo mandag den 13. juli med et for mig nyt produkt, Caelyx – det skal jeg så have 6 gange til at begynde med, med 4 ugers mellemrum. Lige nu har jeg bare sådan en ØV-følelse – havde ellers set frem til en god lang ferie i mit sommerhus uden kemo hængende mig over hovedet, men jeg er på sin vis også glad for at få tilbudt et nyt produkt i håbet om, at det er effektivt. Jeg vil blive scannet efter hver 2. gang kemo, så vi kan se, om det virker. I aften tager jeg op i sommerhuset igen – nogle gode venner kommer i weekenden, og det glæder jeg mig meget til. Fik så anvist min seng, fik stikket indsat i min intravenøse port, fik kvalmepille og begyndte med at få sukkervand i droppet, mens vi ventede på kemoen. Kl. 15.30 var den ikke dukket op endnu, var blevet væk et eller andet sted på hospitalet, så den meget søde og undskyldende sygeplejerske spurgte, om jeg kunne komme igen i morgen kl. 10, for så ville kemoen (når de fandt den) stadig kunne bruges. Som sædvanlig tager jeg situationen i stiv arm – ikke at jeg ikke kan blive hidsig, men mine snart mange år med hospitalssystemet har lært mig at forholde mig ret flegmatisk til disse hovsa-hændelser – der er intet jeg kan stille op, og jeg gider ikke bruge mit krudt på at blive sur. Men det er da noget træls, at jeg skal mande mig op til kemo igen i morgen – det er jo ikke det sjoveste at skulle i gang med. Selv om dagen syntes lang med den megen ventetid og derefter behandling, var det nu også helt hyggeligt, idet jeg fik kemoen af en sygeplejerske, som kunne se, at hun havde været med mig fra begyndelsen helt tilbage i slutningen af 2000. En slags stabilitet midt i kaos. Alt vel, lidt småtræt, men meget glad for, at første omgang nu er overstået. REFLEKTIONER I NATTETIMERNE: Lige i skrivende stund kan jeg høre solsorten synge sin morgensang – dejligt at noget er konstant her i livet. Hukommelse er en dejlig og sommetider flygtig ting – jeg skal nu igen i gang med et kemo-liv, men selv om jeg har prøvet det før, så skal jeg alligevel nu til at genopleve det på en anden måde. For det første er det et for mig nyt og ukendt produkt, og jeg ved ikke, hvordan jeg vil reagere, og for det andet har jeg næsten glemt, hvordan det er at leve med huller i min kalender, dvs. ingen aktiviteter planlagt i ugen efter kemo, og så langsom optrapning i håbet om, at jeg kan holde mine aftaler uden pludselige aflysninger. Jeg håber blot, at jeg denne gang kan nøjes med kemobehandlingerne og ikke får alle de hovsa-indlæggelser med diverse sygdomme, som jeg dog godt kan huske, at jeg fik alt for mange af ved sidste omgang kemo for over et år siden. Nu skal jeg ud på min altan og nyde solsorten. Skrevet af Annelise Læssøe den 15. juli 2009 kl. 4:13
 21-12-2008
Den første uge i december 2008 var jeg sammen med 11 andre kræftoverlevere på Dallund Slot, et rehabiliteringscenter for kræftramte på Fyn. Ugens emne var ”Hvordan tackler man tilbagefald”, yderst aktuelt for mig, som til stadighed søger efter livskraft og energi til at komme videre efter tilbagefald i slutningen af 2007 med metastaser af en æggestokkræft, der nu viser sig at være kronisk.
Vi fik hilst på hinanden og på de dejlige mennesker, der skulle tage sig af os i en lille uges tid – fik anvist vores værelser, og mødtes så i en af de hyggelige og komfortable dagligstuer, så vi kunne blive orienteret om ugens planer.
Vi var en usædvanlig lille gruppe denne gang – sædvanligvis er der omkring 20 gæster – men vi fik hurtigt dannet et godt, nærværende og omsorgsfuldt hold. Og ugens program var spændende: Der var fysisk aktivitet et par af morgenerne, hvor vi lærte, hvordan vi bedst kunne bruge vores kroppe, alt efter hver enkeltes formåen. Hele tiden var der tid og lyst til dialog, intet var helligt, vi spurgte og fik svar på alt.
Flere af os havde også lejlighed til individuelle samtaler, alt efter behov. Jeg talte med socialrådgiveren, da mange af mine tanker har drejet sig om mit fortsatte arbejdsliv, hvilke alternativer der er, og hvordan jeg kan få undersøgt mine muligheder, så jeg kan træffe et valg, der er godt for mig. Og jeg må heller ikke glemme den dejlige massage – 45 min. med kyndig behandling af en nænsom massør, som tog behørigt hensyn til vore kroppes gebrækkeligheder. En del af målet med opholdet var at finde ud af, hvad vi nu vil med vores liv – hvor kan vi få det bedre, hvad må vi affinde os med, hvad kan vi gøre for at leve et godt liv, selv med tilbagefald af en kræft, som ikke rigtig vil slippe sit tag. Vi fik alle lavet vores prioriteringsskemaer med handleplaner, som vi så skal føre ud i livet, når vi kommer hjem. Mine egne planer drejer sig for en stor del om mit arbejdsliv, om efterløn og pension, om hvilke aktiviteter jeg kan skære ned i (eller fra), så jeg kan bruge den energi, jeg har, bedst muligt. Og på fornøjelsessiden har jeg tilføjet, at jeg vil have en gang massage hver måned – jeg er tit ret anspændt og lider som så mange andre af utroligt ømme skuldre og ryg, og vil have godt af at blive æltet godt igennem. Og jeg har faktisk fået bestilt en gang massage – første gang hos en ny massør i morgen eftermiddag; hvor jeg glæder mig. Den sidste aften holdt vi festaften – den hyggelige spisestue var smukt pyntet, og vi fik alletiders festmiddag – lige den aften var der ikke tænkt på kalorier og ekstra sund mad, som køkkenet ellers var eksperter i. Hver dag blev vi bespist med den skønneste mad tilberedt med et blik på præsentationen, med omsorg for gode råvarer, og med overvejelse af hvordan sund mad kan tilberedes uden for meget fedt, sukker og tilsætningsstoffer, men med rigtig god smag og variation. Og så det velsmagende hjemmebagte brød – det skal bare opleves. Det var en dejlig uges tid – fyldt med glæde, tårer, omsorg og mangen en god snak, os kursister imellem og med slottets fagpersoner og personale. En tid jeg kan leve længe på, og en tid til at få klarhed over min egen situation, og hvad jeg kan gøre fremover for at få et bedre liv. Jeg sender i disse dage mange tanker til mine medkursister i håbet om, at alle vil få en god jul og et godt liv i 2009 – hvor var det en dejlig tid, vi havde sammen. Hvis nogle af jer ser dette, ville det være hyggeligt at høre fra jer. Og god jul til Dallund Slot – og til de skønne mennesker, som passede så godt på os prinsesser og prins. Mit håb er, at stedet må bestå i mange år fremover, så mange flere kræftpatienter kan få samme energi og glæde som jeg ud af et lignende ophold. Det er en uvurderlig oplevelse – at finde livsglæde og håb igen. Skrevet af Annelise Læssøe den 21. december 2008 kl. 17:39
20-06-2008
Også mine øjenbryn er ved at komme tilbage, og min hud er ved at være normal – jeg havde ellers fået så mange rynker; min hud var helt udtørret på trods af flittig brug af forskellige cremer. Jeg nævnte det for min datter forleden, som sagde, at hun også havde været forfærdet over mit ældede ud-seende, men nænnede ikke at sige det – tænk, jeg havde ikke forbundet udtørringen med kemobehandlingerne! Kemoen er også gået ud over mine negle, så de bliver holdt korte, indtil “kemo-rillerne” vokser ud. Det var de ydre tegn – rent psykisk er jeg i en overgangstid, fra faste tider på hospitalet, tjek fra tid til anden, et regime jeg kunne forholde mig til, og så til nu, hvor jeg nærmest er på egen boldgade. Jeg er stadig sygemeldt, er stadig meget træt og sover meget, og er ret ukoncentreret. Jeg er dog glad for, at jeg er nået så langt, at jeg kan læse bøger og også strikke lidt, begge ting, der får mig til at slappe af. Men ellers har jeg en indre uro, der gør, at jeg ikke rigtig kan samle mig om ting, der tager længere tid. Jeg passer så vidt muligt min samtalegruppe hver mandag på Sundhedscentret, går til psykolog hver 2. eller 3. uge, er meget opmærksom på, at jeg får ordentlig og sund mad – nu mangler jeg blot at få sat lidt skub i motionen. Den får jeg faktisk kun, når jeg er i sommerhuset, det sted hvor jeg har det bedst – ren rekreation at være ude i naturen og pusle rundt, kan ovenikøbet nu selv slå græsset (med pauser). Hvorfor jeg har så svært ved at komme ud af døren, ved jeg ikke. Jeg går lidt rundt i en mild tågedis, mangler initiativ og energi, og selv om jeg rent teoretisk ved, at jeg vil have godt af at gå en tur i den lokale park og ovenikøbet også vil nyde det, får jeg det ikke gjort. På mandag skal jeg have taget en blodprøve, der bl.a. vil vise mit CA-125 tal, og i midten af august skal jeg CT-scannes – det bliver så næste milepæl, hvor jeg håber, at det vil vise sig, at kræften stadig holder sig i ro. Når jeg læser eller hører om andre, som har fået tilbagefald efter tilbagefald, bliver jeg dels forskrækket, men på sær vis også beroliget – andre klarer sig igennem et liv med kronisk kræft, det må jeg også kunne gøre. En af følgevirkningerne ved min kemobehandling var, som jeg tidligere har skrevet, blodpropper, og jeg får stadig to daglige indsprøjtninger med blodfortyndende medicin. Nu har mine dejlige hjemmesygeplejersker undersøgt sagen og har fundet ud af, i samarbejde med sygeplejerskerne på RH, at i stedet for to indsprøjtninger kan jeg nøjes med én ved at få et andet fabrikat, med samme medicinsk indhold og virkning – så i stedet for at få endnu 240 indsprøjtninger, før jeg er færdig med behandlingen, så skal jeg kun have omkring 120 i mit stakkels, og efterhånden hårdt prøvede, maveskind. Jeg har før fundet, at sygeplejersker har en anderledes praktisk og mere omfattende forståelse for patienters behov end mange læger, for jeg har faktisk omtalt problemerne med de mange indsprøjtninger, når jeg har været til lægesamtale, men nogen løsning er der aldrig kommet ud af det – før nu. Så et hurra til sygeplejerskerne for deres initiativ og fine løsning. Og når jeg nu er i gang med sygeplejersker, vil jeg også lige nævne, at ordningen med hjemmesygepleje nemt overføres til sommeradressen, i hvert fald inden for Danmarks grænser. Jeg havde ellers været bekymret over ikke at kunne tage i mit elskede sommerhus, men det har så vist sig, at jeg blot skal ringe til sommerhuskommunen for at meddele, hvornår jeg er der, og så klarer de indsprøjtningerne. Det var lidt tilfældigt, at jeg fandt ud af den ordning, så jeg giver den videre her. Sommerhilsener fra Annelise Skrevet af Annelise Læssøe den 20. juni 2008 kl. 21:57
19-05-2008
At leve et liv med kræft er en helt speciel verden – lidt som at leve i et sideløbende univers end det, andre mennesker befinder sig i. Jeg har prøvet det før, troede det var en engangsoplevelse, men er nu i gang med at navigere rundt i dette mærkelige univers endnu en gang. I slutningen af 2000 gik jeg til min læge med diverse småskavanker, som jeg lige ville have tjekket, og nævnte nærmest på vej ud ad døren, at jeg i øvrigt også havde nogle problemer med tarmen, lidt for meget blod mv – tilsyneladende nævnte jeg nogle helt klassiske symptomer (på hvad vidste jeg ikke dengang), så jeg blev straks henvist til en speciallæge, som så henviste mig til hospitalet - kort sagt lå jeg på operationsbordet, før der var gået to uger og fik fjernet en svulst i endetarmen samt indlæggelse af stomi. Og det var under den operation, at det blev opdaget, at jeg også havde en anden slags kræft, nemlig æggestokkræft, den kræft, som nu er i tilbagefald. I 2001 fik jeg to gange kemo (á seks serier) for æggestokkræften, første gang i vinter/foråret, blev erklæret rask, fik tilbageført stomien, flere tegn på æggestokkræft viste sig da, derefter endnu en gang kemo i efteråret, hvorefter jeg igen blev erklæret fri for kræft. Og det valgte jeg at tro på, men må dog indrømme, at tanken om, at der stadig var en rest kræft tilbage fra tid til anden dukkede op – men det lykkedes mig ret godt at fortrænge den tanke. Fem års kontrol, og ingen tegn på kræftudvikling – men ikke en gang et år gik efter sidste kontrol, før jeg fik at vide, at nu var jeg i tilbagefald. Også denne gang var det lidt tilfældigt – jeg blev indlagt for nyreproblemer, og en CT-scanning viste så, at der var andre ting, der “rørte” sig i min krop. Efter diverse undersøgelser på tre forskellige hospitaler kom jeg så i gang med kemobehandlinger her i begyndelsen af 2008. Så nu er jeg tilbage i dette mærkelige univers. Denne gang ved jeg, at det ikke er en engangsoplevelse – kræften er nu betegnet som kronisk, og det skal jeg forlige mig med. I skrivende stund er det blevet et dejligt maj-forår, og jeg har haft flere måneder med mange tanker, frygt, op- og nedture både helbreds- og humørmæssigt, og jeg har især brugt megen tid på at prøve at finde ud af, hvordan mit liv nu skal leves. Jeg har for mange år siden prøvet en svær depression, hvor jeg ikke en gang kunne høre fuglene synge, og da jeg den gang var ved at komme ud af mørket, gjorde jeg det, at jeg lagde megen vægt på de små glæder, samlede gode oplevelser, som jeg vidste ville få humøret i vejret, og efterhånden lykkedes det også at føle glæde helt inde i kroppen. Jeg bruger samme system nu – efter chokket (mørket) har jeg bevidst samlet gode oplevelser, fra naturen og mine venner, samvær med min datter, glæde ved mine to dejlige katte, blomsterflor på min altan, og her de seneste to weekender en tur til mit elskede sommerhus med gode venner, som hjalp mig med at gøre det forårsklar, så jeg fremover selv kan holde det vedlige. Og det er nok det jeg allerhelst vil skrive om og høre andres erfaringer om – de glæder livet kan byde i en ellers svær tid, som ikke skal få lov til at tage overhånd og ødelægge livet, om det så bliver kort eller langt. I eftermiddag skal jeg til endnu en lægesamtale – denne gang vil jeg få resultatet fra sidste uges CT-scanning og røntgenundersøgelse, da det har vist sig, at den seneste tids kemobehandlinger ikke har haft nogen effekt på kræften – og det vil I også høre nærmere om, ligesom jeg gerne vil fortælle om mine erfaringer og de betragtninger jeg gør mig i forbindelse med kræften og behandlingerne for at holde den nede. Livet i dette univers er lys og skygge – og jeg hager mig så vidt muligt fast i lyset … Skrevet af Annelise Læssøe den 19. maj 2008 kl. 11:08
|
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Det går fremad, men langsomt. Jeg er lykkelig over at være fri for kemobehandlinger, og glæder mig over at se mit hår vokse frem og er spændt på farve og struktur (sidst fik jeg krøller). Lige nu minder jeg meget om en dompap, den søde lille fugl med mørk hætte og lyse sider. Jeg er endnu ikke modig nok til at gå uden kasket, når jeg er ude, men hjemme og blandt venner viser jeg min noget plyssede isse.
