Bjørn Askholm

Hej Alle

Tak for en fed støttekoncert med Nephew! Fed stemning!
Jeg var sgu glad for at jeg kunne få lov at tage med, selvom det var lidt for tidligt med mit immunforsvar og jeg måtte tage en smule forholdsregler.
Faktisk blev jeg indlagt på riget med feber aftenen før, men fik alligevel lov at tage af sted til koncerten på orlov! Er hjemme igen! )

Nu er der efterhånden så mange der har opfordret mig til at få skrevet på bloggen, hvordan det står til, og det er jo dejligt, at vide at der er så mange der alligevel følger med på sidelinjen, og gerne vil vide hvordan det går, så jeg må jo hellere få taget mig sammen og skrevet en smule.

Jeg blev jo indlagt med GVH i tarmene, og nåede faktisk være indlagt ligeså længe som jeg lå i isolation, før de fandt ud af hvad der var galt, og jeg kunne komme oven på og hjem igen.
GVH behandler man ved at få en kæmpe dosis prednisolon (binyrebark hormon), som man så gradvist skærer ned på hen ad vejen. Prednisolon påvirker kroppen på rigtig mange måder! Bland andet får man en ualmindelig godt appetit, og bliver mere eller mindre speedet op. Det var jo to gode ting, da jeg på dette tidspunkt havde tabt 13 kg fra jeg startede mit forløb på Riget, og jeg nærmest ikke havde holdt noget mad i mig de sidste 3 uger, og var temmelig afkræftet. Jeg tog 4,5 kg på på de første 10 dage efter jeg kom hjem igen, og havde pludselig energi igen! )

Af en eller anden grund sætter væsken og fedtet sig lige på kinderne, hagen, nakken og maven, når man får prednisolon. ikke at det gør mig så meget, men jeg kunne pludselig ikke kende mig selv når jeg kiggede mig i spejlet. Det er en mærkelig oplevelse at ansigtet ændrer sig, og man pludselig ikke kan kende sig selv. Men nu har jeg jo vænnet mig til mine fine Mickey Mouse-kinder, som min søster kalder dem, og de er anledning til en masse sjove drillende kommentarer, så det tager jeg egentlig ikke så tungt. Desuden skærer de jo løbende ned og det bliver stille og roligt normalt igen.

Der er også mange der ikke kan sove, men der er jeg sluppet meget heldigt. Jeg kan sove. ikke tungt, men det lykkes mig at falde i søvn, og jeg har ikke brug for sovemedicin.

Det værste er al den uro jeg har fået i kroppen. Kombineret med Prograf (immun-hæmmende medicin, mod min nye knoglemarv) som også påvirker min motorik (er faktisk nødt til at stoppe med at skrive “i skrivende stund”, for at strække mine fingre ud, før de kramper), er jeg virkelig generet!
Jeg aner ikke hvad der er skyld i hvad, med de to ting topper i hvert fald bare hinanden, og gør det hele være! Jeg ryster helt vildt på mine hænder! Det har jeg stort set gjort hele tiden, med toppet af prednisolonen kan jeg mærke uro hele vejen op gennem armene, og helt ud i mine brystmuskler, hver eneste gang jeg skal foretage mig noget finmotorisk. Eller motorisk i det hele taget. Tilberede mad. Binde en sløjfe. sende en sms eller skrive en blog. Jeg rammer tit de forkerte taster, eller får trykket for mange gange på samme tast.
Jeg kan kun skrive korte sætninger ad gangen i hånden, før jeg begynder at ryste og svede for meget i hænderne, så jeg må hele tiden holde pauser, og strække mine fingre ud, før jeg kan fortsætte.
Derudover kan min tommelfinger-muskel pludselig finde på at gå i krampe, lige som man sider med mad på gaflen, eller er ved at øse op. og så er der mad over det hele. Mine fødder og lægmuskler har det også med at krampe. Det har jeg også fået noget imod, men det tager kun toppen.

Derudover har jeg det konstant som om jeg er gået sukkerkold, og ikke helt kan overskue det hele. Det er også tit nødvendigt at at jeg lige stopper op og får balancen igen, hvis jeg får rejst eller drejet mig for hurtigt.

På mandag d. 13/10 er jeg nået til dag 90+ efter transplantationen. Det er den magiske dag hvor jeg må komme ud i den virkelige verden igen, og være bland andre mennesker. Det betyder at jeg kan starte på arkitektstudiet, som jeg har været sygemeldt fra indtil nu og prøvet at følge lidt på sidelinjen! Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang med studiet og prøve at have en hverdag igen. Det bliver sikkert rigtig hårdt at komme i gang igen, og alt det der, men det jeg er mest nervøs for er mine rystende hænder, når jeg skal sidde der og tegne fine små lige streger i hånden.
Forhåbentlig aftager det her hen ad vejen, efterhånden som jeg også bliver trappet ned i prednisolon, men jeg er godt nok spændt på hvordan det skal gå i starten!

I første omgang vil jeg bare glæde mig over at jeg kan komme igang med livet, og så tage den derfra!

	Emner: appetit, energi, glæde, kræft, krop, prednisolon, uro
	Der er 8 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Tina Brændgaard

I dag ligger jeg mig på min sofa med et tæppe over hovedet. Jeg ligger der en times tid og bare er. Det er fantastisk, og tiltrængt, sådan for en stund at lukke verden ude. Gøre den lillebitte og overskuelig. Ingen lyde. Ingen mobil, email, vasketøj, rod, arbejde, kæreste, snak, krav, opfordringer, behov, bunker – intet. Intet andet end mig og min hule. Der er noget barnagtigt over det. Sådan at gemme sig og give fanden i det hele. Det kan anbefales. Især når man som jeg er sårbar, og, udover et almindeligt hverdagsliv som jo kan være stressende nok i sig selv, også kæmper med at komme ovenpå efter en kræftdiagnose. Og det både fysisk og følelsesmæssigt.

Det fysiske er lettere at gå til. Jeg dyker en masse sport og har stor glæde af det. Det er en god måde at tage kontrollen tilbage over sin krop efter den er blevet bakset rundt med og gramset på i et halvt års tid. Og som både sund fornuft og al forskning peger på, så giver motion øget livskvalitet. Det er bare fedt at have en stærk krop og være i god form. Og både i min tid i Krop og Kræft og nu i Proof of Life og PACT har jeg igen og igen oplevet den der sejrsfølelse af at bruge mig selv fysisk og overskride mine egne grænser for, hvad jeg troede jeg kunne. Det kan også anbefales, og det behøver ikke at være noget ekstremt. For mig har det været fuldstændig essentielt i min måde at komme videre på og blive rask, at jeg har plejet min krop med masser af motion og sund kost.

Det påvirker selvfølgelig også psyken i en positiv retning at motionere, men når det kommer til følelseslivet, er der alligevel nogle andre ting på spil, og det er der min hule kommer ind i billedet. For mens motion ofte er forbundet med noget udadvendt, handlende, socialt og til tider aggresivt, så er hulen en måde at trække sig tilbage på og hvile blødt og frit. Og det oplever jeg er meget vigtigt. En klog pige, som også har haft brystkræft, sagde til mig inden jeg gik i behandling, at jeg skulle finde ud af, hvad der fik mig op, og hvad der fik mig ned, og så bruge de forskellige strategier lige meget. Dengang forstod jeg det ikke rigtig, men det gør jeg nu. For som de fleste andre jeg har mødt, gik jeg ind i mit behandlingsforløb med en rasende kampgejst, der velsagtens er udslag af en sund og naturlig overlevelsesmekanisme, men jeg har bare haft svært ved at lægge den der kampiver fra mig igen. Selv når jeg har været hundehamrende træt og udmattet, er jeg blevet ved med at sætte projekter i søen og undersøge og handle og gøre ved. Heldigvis er jeg langsomt begyndt at lede efter de ting der får mig ned og at lytte til min krop og mit sinds behov for ro, stilhed, hvile og alenehed.

Vi har tidligere her på bloggen snakket om egoisme og sygdom, og hvor svært det kan være at give sig selv lov til ikke at skulle være noget eller nogen for nogen. At gemme sig under et tæppe er måske nok en overdrevet kontant markering af at ville være sig selv og ikke gide nogen. Grænsende til det barnlige. Men hold kæft hvor var det rart.

	Emner: hvile, krop, lyt
	Der er 6 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Charlotte Lindberg Englev

Som jeg skrev tidligere skulle jeg i onsdags til Skive, for at få svar på en hårmineral analyse.

Det var jo rigtig spændende. Det viser sig nemlig, at min krop ikke har de vitaminer og mineraler, der skal til for at kroppen kan omdanne det jeg spiser til energi. Ligesom mine binyrer kører på ret lavt blus og min afgiftning ikke rigtig fungerer. Hvilket jo ikke er supergodt, når jeg nu får gift gennem kemo konstant.

Så Thorkild kunne godt forstå, hvorfor jeg var træt.

Han gjorde meget ud af at forklare, at dette ikke var 100% videnskab og at meget var tolkning, hvilket øgede min tillid meget til ham.

Han tolkede meget ud fra at mit Magnesium var tårnhøjt (grafen gik til 18, mit tal var på 37). Ligesom der ikke var noget kviksølv i testen. Magnesium får man normalt for lidt af gennem kosten, så det var en ophobning, fordi jeg ikke havde vitaminer og mineraler til at bruge det. Ingen kviksølv er meget sært, når man som mig har plumber i tænderne. Det viser, at jeg ikke afgifter, for kviksølven er der i vævet, men bliver ikke løsgivet, så man kan se det i håret.

Alt det her betyder en drastisk omlægning af min kost. Jeg må overhovedet ikke spise raffineret sukker og skal passe meget på med hurtige kulhydrater, dvs. ris, pasta og brød især hvidt. Jeg skal også skære ned på mælkeprodukter. Dvs. hovedsaglig grøntsager og kød. Jeg må heller ikke få sødemiddel, aspartam. Jeg skal simpelthen vænne mig til, at jeg ikke rigtig smager sødt den næste tid, da jeg også skal passe lidt på med frugt.

Derudover skal alt selvfølgelig være økologisk – Så takker man for Irma og deres gode økologiske sortiment.

Ved siden af det, skal jeg så spise et tons af tilskud. Det sælger Thorkild ikke, så der skal jeg i en Matas eller helsekostbutik.

Den gode nyhed var så, at man kan måle, hvor godt kroppen tolerer stress og hos cancerpatienter er det normalt at disse tal måler at kroppen har for meget stress til at fungere, det har min krop så ikke – Så det var det lille positive lys.

Jeg fik også testet øjne, som arbejdede dårligt sammen, der kan man lave nogle øvelser for at bedre dette og det vil også give mig mere energi. Men det kan jeg evt. fortælle om senere, hvis der er interesse for det.

Sidst vil jeg pointere, at dette ville jeg ikke kunne gøre, hvis det var fordi jeg troede, jeg skulle helbredes for kræft. Det der er vigtigt for mig, er at få energi som min livskvalitet kan højnes. Denne energi burde jeg kunne mærke efter et par uger.

Det er lettere at lave en stor ændring i livsførelsen, hvis man hurtig får bonus!!

	Emner: energi, kost, kosttilskud, krop
	Der er ingen kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Charlotte Lindberg Englev

Kender du den følelse?

Hvad bilder kroppen sig ind – Den dræber mig jo indefra. Det kan den da ikke være bekendt.

Jeg har længe gået og haft det rigtig skidt med min krop og især mine bryster, for hvad bilder den sig ind sådan at blive syg ?! Da jeg så for at par år siden tog 25-30 kg på på et halvt år, blev forholdet ikke meget bedre.

Men jeg er jo min krop og det er altså vigtigt at huske. Jeg har virkelig prøvet at afskære mig fra den og se den som noget udenforstående, men det er den jo ikke.

Jeg er overbevist om, at det er vigtigt at elske kroppen og give den kærlighed… også selvom man ikke synes den fortjener det!!

Det er bare supersvært, at få gjort noget ved. For jeg synes jo den er tarvelig.

Men nu er jeg gået igang med at arbejde med det. Skal den 18. til Skive og møde en mand, der har sendt mit hår (det er jeg jo heldig at have for tiden) til et laboratorium i USA, for ved analyse af håret, kan man se, hvad kroppen mangler. Så derefter bliver det lidt streng diæt og en hulens masse tilskud. 

Og i går fik jeg så det råd, at jeg skulle prøve at massere mig selv, med koncentration på kroppen, da det så også vil fremme kærilgheden til min krop!

Det var altså et råd fra mig. Er der nogen der har andre gode råd?

	Emner: brystkræft, kærlighed, krop, sundhed
	Der er 5 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link