Jacob Nordgaard

I dag er det den 9. 11. og det er min bryllupsdag. Lyder datoen bekendt? Så forveksler du den helt sikkert med datoen for en anden begivenhed. Min bryllupsdag var der i alt fald ikke mange, der hørte om, og den gik særdeles stille af: Der var ingen bryllupsfest, ingen kage, ingen middag og hverken kjole eller smoking, – ja, der var ikke engang nogen gæster. Min kone og jeg på Rødovre rådhus, kommunaldirektøren, som viede os og to vidner, som rådhuset skaffede (det var vist to ansatte, som ellers troede de havde en kaffepause). Bagefter drak min kone og jeg en appelsinvand på Valby Langgade. Sikken fest! Men vi fik da to flotte lysestager af kommunen!!

Min kone og jeg havde boet sammen i 10 år og havde jævnligt talt om at gifte os. Vi havde bare lidt svært ved at finde ud af hvor, hvordan, hvilket navn vi skulle have, osv. Det skulle jo være en særlig dag – og ikke for dyr. Så det var lidt af en udfordring, og vi tænkte over den i flere år. Imens fik vi både hus og børn. Men så for 2 år siden var vi til et møde hos en alvorlig overlæge på Odense Universitetshospital. Han afgjorde sagen på et øjeblik: “I skal gifte jer nu”, sagde han bare. Og det gjorde vi så få dage efter på rådhuset og helt uden dikkedarer. Og se - det blev faktisk en særlig dag, og det blev billigt, ja selv problemet med navnet fandt vi en løsning på.

Jeg tror nok, at lægen fra Odense kan regne med at få en kærlig tanke i dag: først sørgede han for, at jeg blev gift med min dejlige kone, og derefter helbredte han mig for kræft. Sikken læge! 

	Emner: bryllup, læge, modermærkekræft
	Der er 14 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Charlotte Lindberg Englev

Gennem min kontakt med brystkræftpatienter, oplever jeg tit, at der bliver klaget over hospitalerne, lægerne og servicen generelt. Jeg har ikke helt kunne forstå, hvorfor alle andre oplever fejl, når jeg ikke gør.

Så denne gang da jeg blev indlagt med min blodprop, tænkte jeg, at jeg ville være mere kritisk og se, hvad der egentlig skete, mens jeg var indlagt.

Og hold da op, der var faktisk en del, der kunne have været bedre.

Da jeg kom op og skulle indlægges var der travlt og jeg sad en halv time på gangen, før jeg fik en seng og noget mad. Jeg havde været længe på ambulatoriet, så jeg var træt og sulten og det var egentlig ikke så fedt at sidde der og vente. Efter noget tid, spørger jeg selv om noget tøj, det havde de ikke lige fået på plads. Efter nogle timer bliver jeg sendt ned til scanning. Bliver kørt i kørestol, hvilket var ret fint, da jeg var så træt og utilpas. I scanningen er der en supersød mand, men han er meget meget voldsom med nålen til kontrast, så jeg stadig har et ret stort blåt mærke efter stikket.

Jeg bliver sat på intravenøst penicilin, da mine infektionstal var forhøjet. De første to gange bliver givet i drop i venflon. Næste morgen er det så en ny sygeplejerske, som giver det i en sprøjte i stedet og jeg kan mærke at åren bliver øm. Anden gang hun kommer sætter hun den så i drop på min anbefaling, men hun viste tydeligt med sin adfærd at jeg da var fjollet. Sidst jeg var på intravenøst penicilin måtte de ligge ny venflon, fordi det netop var givet i sprøjte i stedet for i drop.

Fredag aften (den dag jeg bliver indlagt) kommer der så en læge og fortæller, at det er en blodprop og at den er stor. Så jeg skal ned næste dag for at få portercatten fjernet og de begynder at sprøjte mig med blodfortyndende medicin.

Lørdag er det samme læge der går stuegang og hun siger, at jeg tidligst kommer hjem mandag, så jeg kan få lidt mere penicilin, ligesom hun heller ikke synes, jeg skal sendes for hurtigt hjem med en så stor prop.

Jeg kommer ned til anæstesien, som er så søde at ligge mig til at sove, da der var problemer sidste gang de rodede med min port. Men inden da måtte portøren lige hente et armbånd, for det havde de ikke fået på mig.

Søndag morgen er det så en anden læge og han udskriver mig med det samme. Jeg behøver ikke mere penicilin og jeg skal ikke overvåges. Da jeg har været hjemme et par timer, må jeg ringe derind, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal nu. Skal jeg være i ro, sørge for motion eller hvad. Men jeg skal så bare lytte til min krop. Den fortæller mig ret tydeligt, at jeg ikke skal bevæge mig for meget rundt, da det føles som om blodet ikke kan løbe fra hovedet, når min puls stiger.

Det pudsige er dog, at jeg er helt tilfreds.

De fandt ud af hvad der var galt, behandlede det og sørgede for at jeg fik medicin til tusind år (eller næsten).

Jeg får ikke noget positivt ud af, at gå og beklage mig over, alle de småfejl der skete. Det eneste det gør er at sætte mig i dårligt humør. Jeg vinder ikke noget ved det.

Så jeg tror budskabet er her, lad være med at bekymr dig for længe om de små fejl der sker – Så længe de ikke er fatale, så er det jo kun dit humør, der bliver ødelagt, ved at gå og beklage dig over dem.

Glæd dig over, at vi rent faktisk har et godt sundhedssystem, som gør deres bedste for at behandle os for vores sygdomme.

	Emner: brystkræft, hospital, læge
	Der er 16 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Charlotte Lindberg Englev

Hvor meget bruger du din sygeplejerske på onkologisk afdeling?
Venter du med dine spørgsmål til lægen er der?
Ringer du til afdelingen og beder om en snak med lægen, når du har spørgsmål?

Jeg bruger min sygeplejerske super meget. Det er altid dem, jeg ringer til og de ved næsten alt, synes jeg.

Det er et universitetshospital, jeg har fast gang på. Og der skal jo uddannes onkologer, så der er tit nye onkologer der, det kan virke frustrerende, men de skal jo lære det og de kan ikke lære det på andre måder end ved at have patienter. Men så er det jo fantastisk at man har en sygeplejerske, for mange af dem, har været der i rigtig mange år. Da sygeplejersken er med til samtalerne med lægen, har de også alverdens erfaring og kender svarene på så mange spørgsmål.

Så har jeg et spørgsmål og er det ikke lige tid til en lægesamtale alligevel, så tager jeg en snak med min sygeplejerske. Hun kan svare på så sindsygt meget og er der noget hun er i tvivl om, smutter hun lige ind og spørger lægen og giver så mig svaret.

Så brug din sygeplejerske, hun kender dig bedre end lægen og har tid til dig, når du er der.

Selvom man tager en liste med spørgsmål med til lægen, synes jeg tit, det ender med at jeg så tænker over de svar og så kommer der nye spørgsmål til, men der er jeg ikke hos lægen mere, men er igang med min behandling og så kan jeg snakke med sygeplejersken der.

Så lad os hylde sygeplejerskerne – De har helt sikkert gjort mit lange forløb meget meget lettere.

	Emner: brystkræft, hospital, læge, sygeplejerske
	Der er 4 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link