Bjørn Askholm

Hold op hvor bliver man træt af sådan nogen stråler!
Jeg sov godt og tungt hele natten. Og formiddagen med! Jeg havde slet ikke ænset at min søster var stået op og havde anrettet mig en lille fin morgemtallerken frisk frugt skåret i små stykker, samt en lille sød hilsen, inden hun skulle videre!
Jeg får så ondt i kæberne af den strålebehandling, fordi alle spytkirtlerne der sidder deromme er blevet helt smadret med det samme! Jeg kan næsten ikke åbne munden af smerte, og så er jeg helt tør inde i munden. Så er det sgu svært at få spist særlig meget, toppet med en god gang kvalme! Det er lidt problematisk, da jeg har besluttet mig for selv at spise gennem hele forløbet.. Jeg skal simpelt hen ikke have sondemad. Det er noget af det mest ubehagelige jeg ved! Jeg tror faktisk ligefrem det er en fobi jeg har! Hver gang der er nogen der har prøvet at stoppe ting i næsen på mig, er det gået grueligt galt, og endt med blod og bræk ud over det hele!
Så er det en dårlig start med to dage næsten uden mad! Men små stykker frugt kan jeg i hvert fald spise, så det var så dejligt at vågne op til.
Strålerne i dag var ikke lige så slemme! Men det var svært at ligge helt stille i samme udstrakte position , og ikke falde hen når man var så træt i forvejen, så de måtte da også lige råbe ad mig over højttaleren et par gange “Bjørn, ret dig op igen!!!” )
Denne gang ville jeg tage mine forbehold og ligge mig ned og slappe af med det samme, men da jeg efter et par timer følte mig frisk nok og rejste mig, vendte det sig i maven på mig! Heller ikke idag slap jeg for at brække mig! De opdagede vist også at jeg skulle have haft noget forbyggende kvalmestillende fra day one, som de havde glemt at give mig. Ups! Men den får jeg så fra nu af, så lad os håbe det går bedre imorgen!

Fik gået en god lang aftentur gennem dejlige københavn!

Godnat!

	Emner: behandling, dagbog, kvalme, mad, stråler, træt
	Der er 1 kommentar			Skriv kommentar			Permanent link

Bjørn Askholm

Jeg tror jeg vil starte med det, der ligger mig mest på sinde, når man sidder her på hospitalet og keder sig… Maden!

Jeg lå jo syg med leukæmi(AML) for godt tre år siden og har nu fået tilbagefald.
Dengang var der ikke noget der hed deldøgn, så jeg var indlagt et halvt år samlagt, og var tvunget til at spise den fantastiske hospitalsmad, hvis ikke jeg blev reddet af venner og familie, som kom forbi med rigtig føde.

Nu, to år senere, er jeg så tilbage igen, og noget af det jeg frygtede, da jeg skulle indlægges igen, var maden, men jeg blev trøstet med, at det var blevet bedre, og kokken havde fået meget ros…

Da jeg så skulle have min første frokost her på Herlev, fik jeg øje på de her vamle madder, med en centimeter leverpostej eller andre lækkerier, som var fuldstændig magen til dem jeg allerede havde kæmpet med i 6 måneder.
Da jeg bare nærmede mig madderne, kunne jeg mærke et halvt års kemokvalme og elendighed vende sig i mig.
Jeg var bogstavlig talt lige ved at brække mig bare ved at komme for tæt på synet og lugten af de madder, som var fuldstændig magen til sidst jeg var syg.

Nu har de heldigvis endelig fået indført “deldøgn” på Herlev, hvilket betyder at jeg kan være derhjemme og få noget ordenligt at spise, så længe der er nogen dér hvor jeg sover, men hvis jeg får feber eller infektioner, skal jeg selvfølgelig indlægges, og det hænder jo, når man intet immunforsvar har.
Jeg ved at frokosten er udelukket, når jeg er her oppe på Herlev, og gemmer mig langt væk mens de andre spiser frokost, og må så bare få en toast bagefter, eller satse på mine dejlige venner.

Aftensmaden har jeg dog kastet mig ud i en enkelt gang. Det skulle jo efter sigende være blevet bedre…
Sjovt nok smagte det fuldstændig ligesom al maden smagte den gang!
De kan kalde det nok så mange fine ting; Krydreurtestegt oksehøjreb, kalveragout eller svinekam, men lige gyldigt hvad de kalder det, får du en gang ubestemmelige kødklumper i en brun sovs, som smager fuldstændig ens hver gang!

Det er altid det samme kedelige mad der går igen og igen og igen, og jeg kan kun konstatere at intet har forbedret sig siden sidst jeg var syg!
Man kan måske leve med maden, hvis man er indlagt en enkelt dag, eller måske endda en hel uge, men jeg garanterer dig for at efter en uge får du ingen nye smagsoplevelser i den mad der i forevejen smager af næsten ingen ting!
Så når man både er langtids indlagt og kemo patient og har mistet appetitten, er det altså ved at være kritisk!
Ligesom hverdagssnakken ude på gaden handler om vejret, snakker alle her på afdelingen om hvor kedelig og ens maden er. Hvis folk bare har været her mere end en uge, er de også blevet trætte af det, så jeg er bestemt ikke den eneste af denne mening!

Én kemo-hue ud af fem mulige fra mig!

En aften sad vi nogen patienter på afdelingen og så TV Avisen, hvor en af de store nyheder var, at kokken på Herlev hospital havde fået en gourmetpris for sin mad, og man så et indslag hvor han fint stod og lagde mynteblade på hver eneste dessert, hvorefter han personligt var oppe og servere maden for to ældre damer, der selvfølgelig syntes det smagte helt fantastisk!
(Jeg har sgu aldrig set et eneste mynteblad på nogen dessert heroppe!)
Vi var helt chokerede og fattede overhovedet ikke hvad han havde fået en pris for! Enten har han serveret et helt usædvanligt ikke hospitals- måltid for hvem end der har været så tosset at give ham den pris, eller også må han have bestukket eller truet en eller anden. Det var hvad vi nåede frem til.

…Det er også svært at skulle tilfredsstille alle. Det er jeg klar over.
Særligt en hel afdeling med kemopatienter uden appetit!
Men man kunne godt gøre maden noget mere varieret og give det noget mere smag. Det er et 14 dages skema, som kører om igen, så man når at få det hele igen i løbet af en måned. Der er to menuer hver dag, så man kan da godt få noget forskelligt at spise hver dag, men det kræver altså at du kan lide alt hvad der bliver serveret.
Stort set al maden er sådan noget gammelmands kost, og det er vel også fair nok da det hovedsageligt er gamle mennesker der ligger der, men man kunne da godt en gang imellem have en indisk eller mexicansk uge, eller hvad ved jeg.

Jeg så et afsnit af Mik Schacks Hjemmeservice, hvor det handlede om hospitalsmad.
Han var i den forbindelse ude og se på Hvidovre Hospital, hvor de kører køkkenet som en restaurant, og patienterne er “kunder”. De har så et menukort, som på en normal restaurant, og kan bestille hvad de har lyst til, når de er sultne. Mik var meget begejstret for systemet og maden, og det så patienterne også ud til at være.
Det kan lade sig gøre for samme budget som tidligere. Det viste sig faktisk at de sparede rigtig mange penge, bare på den ene faktor at der ikke gik så meget mad til spilde, fordi folk fik det at spise, som de havde lyst til, og ikke smed det ud. (Klik her for at se mere)

Jeg synes det er et fantastisk koncept, og fatter ikke hvorfor det ikke er sådan man kører det, på samtlige hospitaler i Danmark. Der er selvfølgelig meget planlægning der skal laves om, men nu har vi jo set at det kan lade sig gøre, og når nu mad er så vigtigt for patienterne, hvorfor så ikke se at få det gjort.
Jeg har tænkt på, at menukortet nok også bliver lidt ensformigt med tiden, hvis man er langtids indlagt, men så må man også kunne ændre på menukortet en gang imellem!

Hvis der er nogen der har ligget ude på Hvidovre, så skriv endelig og lad mig vide hvad i synes om maden derude!
Også Herlev eller andre hospitaler for den sags skyld.

Det kunne være sjovt at høre hvordan hospitalsmaden egentlig er derude rundtomkring i landet.

	Emner: appetit, hospital, irritation, kost, kvalme, mad
	Der er 18 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Gry Skrædderdal Jakobsen

Her i slutspurten af mit arbejde med at undersøge danskeres opfattelse af fuldkorn og brød, har jeg deltaget i en konference i Kansas City i USA. Vi var fire fra det danske fuldkornspartnerskab, der tog over for at lære af amerikanernes erfaringer med at få forbrugerne til at efterspørge fuldkornsprodukter.

Just Ask for Wholegrains - amerikansk fuldkornskampagne
Konferencen bød på en masse spændende oplæg og mange interessante vinkler blev bragt i spil: hvad gør hæren for at give soldaterne sundere kost? Hvordan kan fuldkornsprodukter medvirke til at gøre den amerikanske skolemad sundere? Hvordan kan industrien arbejde med produktudvikling? osv. Der var også fokus på at få restauranter til promovere fuldkornsprodukters kulinariske fortræffeligheder, ligesom kantiner kan være med til at vise vejen.

Internationalt netværk
På konferences sidste dag blev der afholdt en workshop, hvor de internationale deltagere udvekslede erfaringer og dannede et netværk. Jeg præsenterede den undersøgelse, vi har lavet i Kræftens Bekæmpelse. Det var lykkedes mig at indføre to rugbrød, selvom tolderne i lufthavnen var temmelig uforstående overfor brødenes uundværlighed. Begejstringen var heldigvis større, da jeg startede mit oplæg med at byde på smagsprøver. Der blev smagt og mærket på brødet og ingredienslisten blev oversat. Et brød næsten udelukkende af rug, er ikke hverdagskost i resten af verden.

Fuldkorn: rugbrød eller chips og kager?
Jeg tog rugbrød med, fordi vores undersøgelse viser, at danske forbrugere først og fremmest forbinder fuldkorn med mørkt, kernerigt rugbrød og med sund kost. Det står i kontrast til fuldkornsprodukter i USA. Under konferencen blev vi beværtet med alt lige fra alternative kornsorter som ”quinoa” og ”teff” til småkager og desserter med fuldkorn, ja vi fik endda fuldkornschips.

Hjemme igen går arbejdet videre med at lægge sidste hånd på rapporten “Fuld af Korn – en antropologisk undersøgelse af faglærte og ufaglærte danskeres hverdagserfaringer med brød og fuldkorn”. Rapporten indeholder resultaterne af vores undersøgelse.

	Emner: internationalt, kost, mad
	Der er 1 kommentar			Skriv kommentar			Permanent link

Gry Skrædderdal Jakobsen

Spiser I også fælles morgenmad på dit arbejde?
Det er der rigtig mange der gør. På et fynsk gartneri, hvor vi lavede et af vores feltarbejder til undersøgelsen, havde ledelsen sparet de hidtil gratis rundstykker væk. Men medarbejderne havde etableret en ny ordning, hvor de kan bestille brød hos den lokale bager. På den måde kunne traditionen fortsætte. Vi spurgte nogle af medarbejderne, hvorfor det er så vigtigt at få morgenbrød om fredagen, og de sagde, at det var et lille forskud på weekenden.

Lyst brød er hyggebrød
Vores undersøgelse viser, at når vi skal slappe af og holde fri, så spiser vi helst lyst brød. Det er rundstykkerne søndag morgen et stærkt symbol på. Hvad enten vi køber hos bageren, den lokale købmand, bager selv eller trækker på lageret i fryseren, så skal vi have rundstykker søndag morgen. Så giver vi os tid til at spise sammen i familien og hygger med avisen.

Sammenspisning af nye grupper
En gruppe af administrative sagsbehandlere i en kommune, som også deltog i undersøgelsen, var nyligt sammensat. På grund af kommunesammenlægningen kendte ingen hinanden. For at ændre på det, spiser de formiddagskaffe sammen hver dag, fortalte de os. I min gruppe i Kræftens Bekæmpelse har fredagsmorgenbrød ikke været en fast tradition indtil nu. Men nu er gruppen blevet lagt sammen med en anden, og en af medarbejderne har taget initiativ til fælles morgenmad hver fredag kl. 9 “så vi kan lære hinanden at kende”.

Vi spiser fritid og sociale relationer
Når vi får rundstykker fredag morgen på arbejdspladsen, så kan man sige, at vi spiser et lille stykke fritid ind i arbejdsdagen. Ved at overføre en typisk weekendaktivitet til arbejdslivet tager vi som de fynske gartnere sagde “forskud” på det, der venter i weekenden. Vi skaber også en spisesituation, der minder om familiemorgenmaden søndag morgen: vi samles omkring et dækket bord og tager os tid til at snakke om private ting, grine og hygge. På den måde kopierer vi en omgangsform, som vi kender fra familielivet, og på den måde skaber vi et rum, hvor vi kan knytte og vedligeholde ikke-professionelle sociale bånd og dermed lære hinanden at kende på en anden måde.

Så er det vel ikke så mærkeligt, at vi ikke vil undvære morgenbrødet, er det?

	Emner: arbejde, grupper, hverdagsliv, kost, mad
	Der er ingen kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Gry Skrædderdal Jakobsen

Jeg sidder i toget på vej til Sydjylland for at lave tre interview. Stewarden kommer igennem toget, og der bliver handlet flittigt. En dame spørger efter en hotdog – nej, det kan den venlige og muntre mand desværre ikke tilbyde. ”Det mindste jeg har, er denne her” siger han og trækker et celofanindpakket flute med brie frem af en lille skuffe. Det er et mørkebrunt brød med store valsede havreflager på toppen. ”Næ, tak” siger damen. Det er for meget. Hun har sat sig til rette med læsebriller, bog og overstregningstusch. Af skiltet over hendes plads fremgår det, at hun skal fra København H til Esbjerg, en rejse på cirka tre timer. Hun afsøger nu vognens udvalg og beslutter sig for en pære og en lille pose chips. ”En pose koster ni kroner, og der er to for tolv kroner”, lokker stewarden. Så tager hun selvfølgelig to. Pæren skal hentes ude bagved og bliver serveret galant på en lille cremefarvet serviet, der får damens ansigt til at lyse op i et smil.

Hverdagssituationer giver indblik
Sådan en lille situation i et IC3 tog virker måske banal. Men det er den slags små hverdagssituationer, der giver indblik i nogle af de kulturelle og sociale betydninger, der knytter sig til maden. Med den bærbare med brødundersøgelsens foreløbige analyser foran mig, kan jeg ikke nære mig for at tænke situationen ind i de studier vi har gjort, so far.

Pølsebrød vs. grovflute
Hvorfor bad damen om en hot dog? Ja, hun var tilsyneladende sulten – måske lidt lækkersulten? I hvert fald virkede det mørke flute for mættende efter den vurdering hun gjorde, ved synet af det. Jeg forestiller mig en hot dog ved siden af det mørke flute. Hvad er forskellen ved første øjekast? Brød er visuelt dominerende ved begge disse små retter. Men hvor flutet var mørkt, er et pølsebrød, som bruges til hotdogs, lyst.

Mørkt brød til arbejde – lyst brød til hygge
Ifølge vores undersøgelse, så opfatter de fleste forbrugere mørkt og lyst brød som meget forskelligt. Det mørke brød opfattes som mættende, som noget man skal spise, når man skal bruge kroppen, fx når man er på arbejde. Dette understreges yderligere af havregrynene på toppen af flutet, der signalerer, at der er ”gods” i det. Det lyse brød, fx pølsebrød opfattes som lækkert og bliver af mange forbrugere forbundet med hyggesituationer eller festlighed. Det egner sig til mellemmåltider, hvor man skal forkæles lidt, bl.a. fordi det ikke mætter mere, end at man stadig er sulten til næste hovedmåltid. Til hovedmåltiderne er første prioritet at få tanket depoterne op, til mellemmåltiderne skal vi forkæles smagsmæssigt og socialt.

Hvilken forskel en serviet kan gøre
Damen fravalgte – ud fra de idéer – altså det mørke brød, fordi det ikke passede til anledningen. Hun skulle have et let og hyggeligt måltid til at fordrive rejsen med. I stedet valgte hun chips og en pære. Chipsene tilfredsstiller lækkersulten, pæren tilfredsstiller samvittigheden. Men stewarden gjorde med sin omhyggelige servering pæren lækker, og måltidet blev derfor succesfuldt.

Nu har hun lagt bogen fra sig og blunder et øjeblik mens toget glider henover Vestfyn. Og stewarden? Ja, han gik netop forbi igen med sin vogn fuld af fristelser. Jeg tror lige, jeg skal have…

	Emner: hverdagsliv, kost, mad, sundhed
	Der er ingen kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Charlotte Lindberg Englev

Jeg har længe undret mig over, at maden på hospitalerne bare ikke er særlig sund.

Det er jo lidt sært, når vi netop er der, fordi vi er syge, at man så ikke tager maden med i betragtning. Synes dog, da jeg sidst var indlagt for blodproppen, at det var meget velsmagende inde på Riget.

Noget andet er så cafeteriet, der synes jeg altid de har serveret decideret ulækker mad. Meget fed og ikke særlig grøn. Det er nok meget til hr. og fru Danmark, som nyder smørebrød og fiskefillet med pomfritter, men vi er altså en masse andre også, som godt vil have lidt mere nærende og sund mad.

Så da jeg i dag glemte at få frokost med på arbejde og skulle direkte til scanning af hjernen, fik jeg mig en god overraskelse.

For jeg løb jo lige ind på cafeteriet, for at se, om der ikke bare var en salat eller noget. På denne diæt jeg er på, bliver jeg meget påvirket hvis min blodsukker ryger ned, så jeg SKAL spise minimum 3 måltider om dagen.

Men da jeg så kommer hen, for at se, hvad de har at byde på, ligger der en “sund madpakke”, som de kaldte den, og den bestod af en rugbrødsbolle, et kogt æg, en tomat og et stort stykke agurk.

Det er bare et kæmpe fremskridt. For det er jo også sådanne ting, man kan spise, selvom man føler sig sløj.

Så lige en stjerne afsted til Rigets cafeterie, for nu at servere en sådan dejlig blanding.

	Emner: brystkræft, hospital, mad, sundhed
	Der er 2 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link