Jeg brugte hviledagen på at gå på opdagelse til den høje lejr og lidt videre. I lejren var kun en enkelt gruppe, bestående af to aldrende skotter. De havde netop sendt deres porter ned med et betændt ben. Porteren mødte jeg på tilbagevejen, og benet så i sandhed skidt ud. Opsvulmet, blålilla og smertefuldt, og porteren var højfebril. Nede i basislejren kiggede jeg grundigere på det, rensede såret og gav porteren bredspektret antibiotika og smertestillende til det første døgn. Han ville få venner til at hjælpe ham til den nærmeste læge i Pheriche, som kunne nås på en lang dagsmarch. Næste morgen kom han tilbage. Glad og smilende. Medicinen havde virket, og han genoptog sit arbejde. Jeg forsøgte igen at forklare ham, at han måtte komme til læge og få mere medicin. Men han smilede stort og forsikrede mig, at han var lykkelig.
 
Efter frokost begav vi os til high camp, hvor jeg havde udset mig et rigtig godt spot for vores lejr. Da vi nærmede os lejren omkring klokken 14, så vi to små prikker på toppen af Island Peak. Det var sent, tænkte vi, at være på toppen. Isen forandrer sig, når solen varmer, og bliver til slush ice, som vi kender fra isbutikker, og det er en farlig sag at bevæge sig rundt i.
Vi etablerede vores lejr, kiggede os omkring og, som timerne gik, undrede os over, hvor de små prikker fra toppen blev af. Efter fire timer voksede vores undren til bekymring. Det viste sig, at kun den ene skotte var gået mod toppen sammen med to sherpaer, men de havde taget 12 timer om at nå toppen. Nu havde de været afsted i 16-17 timer og mørket ville snart falde på. Vi sendte deres kok op til gletcherstarten for at se efter dem og overvejede vores egne beslutninger. Vi ville under ingen omstændigheder kunne lægge os til at sove med tre mennesker savnet på bjerget. Kunne kokken ikke se dem, måtte vi afsted og søge efter dem. Efter 1½ time kom kokken endelig tilbage med en rygsæk. Han havde fundet de tre ved iskanten, i god behold men udmattede. Vi åndede lettede op, men besluttede at vente og se, om de var ved godt helbred. Vi sendte vores kok, som endnu engang var gået med os til high camp, op med varme drikke og lys, og først efter et par timer var den lille gruppe nede. Den aldrende skotte var fuldstændig udmattet og havde optrådt helt skørt på toppen. Han havde hoppet rundt, smidt sig ned og nægtet at gå ned. Det kunne lyde som om, de havde været i en farlig situation uden helt at erkende det. Vi blev lidt vrede, mest på de to sherpaer, som havde tilladt et topforsøg at vare så længe. De kunne have sat vores sikkerhed på spil i den sidste ende. Men når enden god….

Vi kravlede forsinket ind i vores fantastiske soveposer. Vi har begge udviklet et dybt kærlighedsforhold til vores Marmot dunsoveposer. Det er som at kravle ind i en varm favn hver eneste aften og aldrig har vi frosset. Soveposerne er skabt til afsindigt kolde forhold, og det har vi ind imellem haft, selvom vi ikke kom i 8000 meters højde.
Klokken to vågnede vi igen – alt for tidligt føltes det, men vi var gearede til at gå på opdagelse på Island Peak. Efter lidt te og suppe var vi klar og begyndte at klatre op gennem den slugt, der formede starten af vores rute. Vi havde læst lidt på ruterne i et par bøger, men der blev vi fejlledt en smule. I hvert fald blev klatringen mere og mere stejl og mere og mere eksponeret. Til sidst føltes det lidt for spændende, og der var et langt frit fald til venstre for os. Til højre kunne vi se et mere veldefineret spor, som vi så traverserede over til. Efter et par timer var vi ved kanten af gletcheren, og vi tog crampons på og fortsatte ud over isen. Vi passerede de mest fantastiske isformationer, mens vi bevægede os i en stor bue uden om store gletcherspalter. Vi nærmede os væggen, som så mere vanskelig ud, end jeg havde troet. Det var en ren, hård isvæg. Ingen sne overhovedet. Det var hårdt og langsommeligt at klatre op, og jeg undrede mig tiltagende over, at sherpaerne faktisk havde fået skotten både op og ned i god behold. Isen var så hård, at min isøkse bare splintrede den. Jeg kunne ikke få hold, hverken med øksen eller mine crampons, og gang på gang hamrede mine stakkels skinneben ind i isen, så de blev ganske blå og grønne. Efter en uendelighed kunne jeg endelig stikke næsen op over kammen, for at få øje på næste forhindring: topkammen. Ole døbte første etape, Hillarys Step Island Peak. Det var en stejl opstigning til selve kammen, som vi prustende forcerede. Topkammen var ganske smal uden plads til fejltrin. Mens vi klatrede på kammen, så vi en enorm lavine gå fra Lohtse-væggen lige overfor. Sceneriet omkring os var ubeskriveligt smukt. Island Peak ligger midt i det hele, og der var tusindvis af bjergtinder til alle sider.

Pludselig gik Ole ikke længere. Var det allerede toppen, tænkte jeg. Og det var det. Et lille bitte topplateau, hvor jeg var glad for ikke at være flere end os. Vi sikrede os selv og vores rygsække til et snespyd, så vi ikke risikerede at forsvinde ned på Lohtse gletcheren langt under os. Og så sad vi der og kiggede rundt. Det var en fantastisk top. Vi sad der længe og snakkede, kiggede og tog billeder. Det var også en fantastisk morgenstund med krystalklart vejr og uvejrsskyer over de høje 8000 meter bjerge. Mens vi sad der, kredsede fly over Everest, og det viste sig netop at være denne morgen, at kineserne lykkedes med deres OL show på toppen af Everest. Endnu engang havde Ole og jeg nydt det store privilegium at være de to eneste mennesker på bjerget. Det er en helt særlig oplevelse.
Men alting har en ende, skyerne trak i vores retning, og vi måtte ned. Vi rapellede ned ad isvæggen, og de få steder på mine skinneben uden blå mærker blev fyldt ud. På vejen tilbage over isen bemærkede vi for alvor de smukke isformationer.

I high camp pakkede vi lejren sammen og fik frokost i base camp. Herefter fortsatte vi ned til Chukhung, hvor vi nærmest besvimede ind i teltet sidst på eftermiddagen. Men seje var vi jo, og vi havde en tidsplan, så næste morgen pakkede vi igen sammen og gik mod Pokalde, vores næste bjerg.
 
Mange hilsner
Helle

Det var slut med at sove og jeg kravlede ud af mit telt, og noed at at krabbe ned til udgangen uden at blive forpustet. Vi kan virkelig maerke, at vi er kommet ned fra hoejderne. Og saa gik vi mod Lukla. Ned gennem skoven med alle de groenne farver og duften af muld. Der var tusindvis af portere og yakokser paa vej mod Lukla, hvor der er et stort marked om loerdagen. Men nu er vi i den grad paa vej hjemad. Der er ikke plads til ret meget mere. Vi taeller ned og glaeder os ubehersket til at vaere sammen med familie og venner i Danmark. Vi glaeder os til stille weekendmorgener, til varme brusebade, til rene dyner og graes under taerne. Vi glaeder os til rugbroed, en dag paa sofaen, loebeture i skoven, og til at lave laekre middage til vennerne. Saa vi travede lystigt afsted i den varme sol.

I Lukla spiste vi vores frokost nummer to. Vi er moejsultne. Saadan har jeg altid efter en ekspedition i bjergene. Saa skal jeg have mad. Vi har ogsaa begge to tabt et par kilo. Vi drev lidt omkring, spiste kager, gik paa netcafe, og krydsede fingre for, at vores flybilletter kunne laves om til den 17. Paa vores lodge i Lukla bor en statelig dame, Dali, som tidligere havde brugt sin indflydelse paa at aendre vores flybilletter. Hun er en venlig og kaerlig person, men ogsaa en som indgyder respekt. Og vi er ikke i tvivl om, at hun har en anselig indflydelse i den lille by.

Det lykkedes at aendre flybilletterne, men mens vi ventede paa godt vejr, kraellede jeg helt sammen med diarre og feber. Jeg gruede mere og mere for flyveturen, men heldigvis havde vi to silkepiloter, der drev os bloedt gennem luften og satte os glat ned i Kathmandu. Endelig kunne jeg kravle i seng paa Marshyangdi, vores hotel, hvor jeg sov i noget der lignede febervildelser resten af doegnet.
Jeg vaagnede klokken fem i morges. Udhvilet, lidt mat, men klar til at indtage Kathmandu. Efter lidt morgenmad er Kathmandu ogsaa klar med al sin larm og tumel. Sikke en modsaetning til vores stille liv i bjergene.
 
Mange hilsner
Helle

Men vi var kommet op over skyerne, og der var fantastisk smukt. Vi noed det lidt, tog et par billeder og begav os ned igen. Med en god fornemmelse af at have afblaest et hasarderet spil. Og at have glaedet vores familier. Vi har hele tiden haft en klar aftale om t komme hjem i et helt stykke begge to, og det var nu, at den beslutning skulle traeffes. Men vi havde gjort et godt forsoeg og var naaet saa langt, vi nu kunne.
Vi moedte senere en hoejdesherpa, som havde taget sine klienter ned fra bjerget og udsat et forsoeg i to dage. Det gjorde os kun endnu mere glade for vores beslutning.
 
Saa nu er det ovre. Ikke flere bestigninger. Vi har gjort et stort arbejde, vaeret paa et stort eventyr. Da jeg gik ned fra bjerget, taenkte jeg, at nu har jeg det, som vores titel paa hjememsiden. Paa toppen efter cancer. Saadan har jeg det nu. Jeg er blevet staerkere og staerkere for hvert bjerg, har gjort det bedre og bedre. Jeg foeler mig paa toppen.
 
Nu vil jeg nyde namche, som jeg er faldet fuldstaendig for, og vi skriver mere fra Kathmandu.
 
Mange glade hilsner
Helle og Ole

Porterproblemer
Vi forlod Naamche i bagende sol og begav os mod Tengboche, et meget berømt kloster, hvor mange bjergbestigere får lavet en puja, – en buddhistisk religiøs ceremoni, som velsigner den kommende bjergebestigning. I Naamche mødtes vi med vores crew, som ikke er helt den samme som sidst. Samme kok og kitchenboys, men nye portere og ny sardar. Vores sardar har lavet en eklatant fejl, som vi desværre først har opdaget alt for sent. Han har hyret to portere for lidt, fordi to portere ville tjene dobbelt løn og bære dobbelt læs. Det strider i den grad imod vores principper, fordi de på den måde slider sig selv helt enormt. Det er heller ikke godt at anstrenge sig så meget i højden. Man skal huske, at de portere, der bærer for os, ikke almindeligvis lever helt heroppe i de store højder, og de har risiko for højdesyge i endnu større grad end os, fordi de bærer så meget. Rent praktisk er det også noget hø, fordi de selvfølgelig bevæger sig meget langsomt med de tunge byrder. Og det betyder, at vores telte og bagage er meget sent fremme. Fra i morgen bliver det et problem, fordi det nu bliver rigtig koldt om eftermiddagen. Vi kan desværre ikke gøre noget ved problemet nu, fordi aftalerne er lavet og vi ikke kan få flere portere herude.
Vi kom til klosteret først på eftermiddagen og brugte lidt tid på at kigge os omkring. Vi skulle ikke overnatte ved klosteret, fordi det var svært at finde overnatning til porterne, så vi gik videre gennem skoven en lille halv time.

2. maj: Vandring videre
Vores morgen blev lidt presset, fordi porterne ønskede at komme tidligt afsted. Men vi kan nu godt lide at stå lidt langsomt op, mens solen kommer frem. Vi savner vores hyggelige hold fra Mera Peak lidt. Vi spiste morgenmad i solen, og smurte os igen ind i faktor 50, før i drog af i sommersolen. Det meste af dagen gik vi med Everest og Ama Dablam foran næsen. Her er ubeskriveligt smukt, men her er også ufatteligt mange mennesker. Vores ensomme vandringer omkring Mera Peak var noget helt andet. Vi er noget overraskede over, at så mange virker til at være i direkte dårlig form. Mange har selvfølgelig problemer med højden, fordi de går lidt for hurtigt op, og vi så rigtig mange, der så ud til at have bedre af en eller to hviledage. Vi selv kan selvfølgelig mærke, at vores akklimatisering kommer os til gode. Vi holder et godt tempo op ad stigningerne og har ingen problemer.
Vi holdt frokostpause undervejs -  og det tager sin tid, fordi kokken først laver maden til os. Mens vi spiste, trak det sammen og blev koldere, så vi måtte finde fleecetrøjerne frem. Slut med sommervarmen for nu.

Pheriche
Vi gik videre til Pheriche, en lille forblæst by, som ligger på vejen mod Everest Basecamp. Vi hørte igår, at der er 800 mennesker i Everest Basecamp og at de har lukket den for besøgende. Vi havde overvejet at besøge Søren og Henrik deroppe, men det dropper vi. De er sikkert/forhåbentlig heller ikke i basecamp længere til den tid.
I Pheriche besøgte vi The Himalayan Rescue Association’s lille klinik. HRA er en sammenslutning af læger med viden indenfor højdemedicin, som blev dannet i 1973. de driver denne og en klinik i Everest Basecamp. Klinikken i Pheriche tager sig i høj grad også af lokalbefolkningen. 70% af alle henvendelser på klinikken er af nepalesere. En stor del af nepaleserne er portere og guider, som bliver ramt af højdesyge. Klinikken er bemandet af to frivillige læger, lige nu en læge fra USA og en fra Belgien, og af fire lokale sundhedshjælpere. Den er kun åben i trekkingsæsonerne, marts-juni og september-december. En stor opgave er undervisning, og hver dag holder en af lægerne foredrag for trekkere og andre interesserede om højdereaktioner. Vi blev og hørte med, og denne dag mødte 25 frem.
Bagefter fortsatte vi til Dingboche, hvor vi overnatter. Vores telte er slået op på en lille græsplane, der hører til et tehus, og Ole og jeg trænede lidt glecherredning til stor moro
for porterne.

3. maj: Kroppen arbejder
Natten blev forstyrret af et par heste, som gallopperede rundt på vores lille græsplæne. Senere kunne vi høre stengærder vælte, og vi lå i hver vores telt og blev en kende urolige. For når hestene væltede stenmure, hvad kunne de så ikke udrette med vores telte? Heldigvis ingenting, og vi sov fredeligt resten af natten. Det vil sige, jeg begynder at mærke akklimatiseringsprocessen igen, og det giver sig specielt udslag i, at nyrerne arbejder. Det betyder, at jeg må trisse op på toilet hver eller hver anden time i løbet af natten. Nogen gange må man virkelig minde sig selv om, at det er et godt tegn. Det er en kold fornøjelse at stå op om natten.

Vi hørte til morgen nyt om vores venner Søren og Henrik i Everest Base camp. De har fundet på en speciel måde at fordrive ventetiden, mens kineserne boltrer sig på den anden side af bjerget. De er simpelthen fløjet til Rusland for at bestige Mount Elbrus, som de mangler i deres forsøg på at bestige de højeste toppe på hvert kontinent. De blev fløjet ud af base camp i helikopter og vender tilbage den 9. maj, hvor de fortsætter deres bestigning af Everest. Tja, – der er lidt forskelle i budgetterne her.

I dag er vi nået til Kumchung, som nok ikke kan betegnes som en egentlig by. Den er opstået som ly for hyrderne, men efterhånden er der vokset en lille gruppe tehuse frem. Vi ankom timer før vores portere, men havde sol og varme det første stykke tid. En af vores køkkenhjælpere kom og var syg. Han havde voldsom hovedpine og opkastninger., så vi gav ham Diamox, som er et godt middel mod højdesyge. Efter et par timer havde han det bedre og begyndte at ligne sit gamle jeg. Nu må vi bare holde lidt øje med ham og eventuelt fortsætte med at behandle ham.

Efter en times snevejr har vi nu sol igen, men temperaturen er dalet betragteligt, så vi begynder at finde det varme tøj frem igen.
I morgen går vi videre til Island Peak base camp, hvor vi nok tager en ekstra nat, før vi går videre til high camp og toppen. Vi har bjerget lige foran os og vi glæder os til at komme op på det.

Mange hilsner
Helle og Ole

Kontrolpost
Vejen hertil var lidt lang, men enormt smuk og varieret. Vi gik i straalende solskin, smurt ind i faktor 50 for at passe lidt paa vores medtagne naeser og laeber. Undervejs maate vi forklare flere kontrolposter, at vores guide kom senere. Ved den sidste kontrolpost inden Naamche blev vi bedt om at aabne vores rygsaekke af en nepalesisk betjent. Han var meget ung og meget beklemt ved situationen, men han kiggede vores bagage igennem og bladrede oveni koebet mine boeger igennem. Vi spurgte hvad han ledte efter, men han anede det ikke og undskyldte meget. Heldigvis fandt han ikke computeren, som laa svoebt i en fleecetroeje i min rygsaek.
 
Ny dag
I morges stod vi tidligt op og flyttede vores rygsaekke til det tehus, vi skulle moede vores crew. Derefter tog vi paa tur. Foerst rundede vi det foerste stykke af Everest Base Camp trekket og fik fantastiske views af Everest. Vi standsede og drak lidt hos en tibetaner, der havde et lille tehus med udsigt til de store bjerge. han havde besteget Everest for nogle aar siden med en fransk gruppe, og det havde givet ham raad til at bygge det lille hus. Vi nepalesere goer det jo for pengene, sagde han.
Derefter fortsatte vi til Kumchung og videre yil Khunde, hvor vi besoegte et lille bjerghospital, som blev etableret af Edmund Hillary i 1966. Det drives udelukkende af donationer fra Hillary-foundations og har ansat to laeger, to sygeplejersker og en sundhedshjaelper. Laegen og sygeplejersken viste os villigt rundt og fortalte om deres arbejde under meget vanskelige vilkaar.
 
I morgen drager vi til Tengboche og begiver os ind i en oest-vest vedndt dal, saa det varer nogle dage, foer vi kan sende igen.
Pas godt paa hinanden derhjemme.
 
Mange hilsner
Helle og Ole

Lungeproblemer
Vi overvaerede en aeldre mand komme ind – paa ryggen af en paaroerende – med meget daarlige lunger. den akutte behandling af hans lungeproblemer var ikke meget anderledes end i Danmark. Men hans datter maatte ud og betale det omtalte depositum, og hun maatte paa apoteket og koebe den medicin, som laegerne og sygeplejersken skulle bruge i hans behandling. Lungeproblemer er udtalte i Nepals befolkning. Mange mange mennesker ryger hele livet, og i landomraaderne har alle huse aabent ildsted uden skorsten. Roegen siver ud gennem det utaette tag. Hvor mange menensker, der lider af daarlige lunger, og hvordan det gaar dem, vides ikke med bestemthed. Der registreres nemlig meget lidt.

Hospitalet er meget interesseret i udveksling med andre lande, saa de kan udvikle deres faglighed, og vi skriver maaske en artikel om dem og andre hospitaler, naar vi kommer hjem. Det er vores mening at besoege et lille bjerghospital for at se paa sundhed og behandling under ekstreme forhols, og desuden at besoege en klinik for hoejdemedicin i Pheriche, som vi kommer igennem paa vores trek. Det skulle nok kunne give grobund for nogle helt andre faglige overvejelser, og jeg glaeder mig i hvert fald til at undersoege lidt om sundhedsvaesenet i bjergomraaderne.

Men nu staar den paa bjergbestigning igen. Vi skal meget tidligt op og med det lille fly til Lukla. Pas godt paa hinanden derhjemme.

Mange hilsner

Helle og Ole

Computeren er oppe at køre igen efter en heroisk redningsaktion af Ole.
Siden sidste brev hjem ankom vi i Khare Camp, som lå i 4900 meters højde. Her tilbragte vi en ekstra nat og brugte dagen på at bestige en top i 5200 meters højde. Egentlig var aftalen at efterlade hele vores crew her, mens vi lavede vores topforsøg, men kokken havde sin faglige stolthed og insisterede på at gå med os også til high camp. Det betød lidt mindre vægt i rygsækken for os.

Næste morgen, da vi nåede gletcheren, spændte vi sneskoene på, og det var forrygende at bevæge sig med dem henover isen. Man bruger mindre energi, og har langt større frihed i forhold til, hvor man sætter fødderne. Sneskoene fordeler vægten på en helt anden måde end crampons.
Da vi ankom til Mera La base camp udbrød vi for gud ved hvilken gang, at dette var den smukkeste lejr, vi havde været i. Udsigten var fantastisk, og vi fandt en lun klippevæg, hvor vi slappede af og holdt hviledag. Hviledage i bjergene har den virkning, at jeg går helt i pause-mode. Jeg kan sidde i timevis og blot iagttage skyformationer over bjergene langsomt ændre sig.

Efter hviledagen spændte vi igen sneskoene på og gik over gletcheren mod high camp. Vi havde de tidligere dage mødt flere store grupper på vej højere op ad bjerget. Nu mødte vi dem på deres vej ned fra topforsøgene. Sneskoene vakte stor opmærksomhed blandt især sherpaer, og jeg stoppede gang på gang for at forklare. Udsigten på vej mod high camp var enestående, af den slags som gør det hele værd for mig. Jeg bruger tid på at standse og suge indtrykkene til mig. Man kan fange en smule på fotografi, men det bedste må lagres inde i mig.

Ole: Topdag, Mera Peak

Efter en lang opstigning via Hinku dalen, var endelig klar til turens første topforsøg. Vi havde kort forinden måtte acceptere det faktum, at Tibet er et lukket land dette forår og skuffelsen hang i os. Dog gjorde nederlaget os tændte, og en vis form for trøst skulle gerne vindes med at bestige Mera Peak.
Topforsøget startede mere eller mindre allerede i base camp i 5350 meters højde. Her havde vi lejr i to nætter, inden vi bevægede os til high camp i 5800 meter, blot for at hvile lidt og derefter fortsætte mod toppen.

Fra base camp gik vi afsted over glecieren i fin form, et par stigninger undervejs, satte formen på prøve og tempoet måtte holdes anstændigt for ikke at provokere vejrtræningen til at gå beserk. Vi ankom til high camp ved middagstid, og vi mærkede begge højden – alt arbejde var nu med blevet hårdt arbejde. Selv havde jeg en snigende hovedpine og jeg måtte hvile for ikke at forvære situationen. Helle så fin ud ved ankomsten til lejren, hun kom ca. 20 minutter efter mig, og fortalte glad om at hun havde en fin tur op, tog mange billeder og snakkede med gårsdagens topaspitanter, som var på vej ned m.m. Jeg grinede lidt af hendes beretning, jeg arbejder normalt lidt anderledes og knokler bare på indtil jeg er fremme i lejren, jeg kunne måske lære lidt at hendes afslappende stil?

Efter en times tid i lejren blev Helle imidlertid lidt utilpas, og kvalme udviklede sig til opkastning, et mindre lovende tegn, for det snart forestående topforsøg. Jeg bandede det væk indvendigt, mens jeg prøvede at opmuntre Helle med at, efter lidt hvile, skal hun nok komme oven på igen. Hun har under det meste af turen lige skulle bruge et par timer på at affinde sig i ny højde, og Helles vanlige højde problem har altid været forbigående kvalme og eventuel opkastninger. Så vi stod med et probelm vi var vel forberedte på.

Mens min klatre makker hoppede i posen for at få noget hvile, begyndte jeg at forberede mig på topforsøget ved at klargøre reb m.m. Vi havde to Sherpaere med i high camp, og de var flittige medhjælpere. Samtidigt samlede de sne som de smeltede til vand, så vi kunne få flydte drikkedunke med på topforsøget. Klokken 18:00 spiste vi sammen, de to Sherpaere og jeg, Helle sov trygt og vi aftalte at vække hende kl 23:00, for at tage endeligt bestik at situationen. Hvis hun var skidt og dårlig, ville vi blive nødsaget til at droppe topforsøget, uden at være kommet afsted. Vores ene Sherpa tilbød at tage med på toppen, men jeg afstod herfra, da det vil være imod vores idé og målsætning, enten er vi klar og ellers må vi opgive, for denne gang.

Klokken 23:00, vækker jeg Helle, hun sukker lidt, grynter lidt, ryster hovedet og angiver derefter at have det noget bedre. Hun drikker lidt og holder det i sig. Gode tegn, vi blev enige om at holde os til planen, og sætte vækkeuret til kl 2:00.

En tissetur kl. 1:30 gør at jeg langsomt går igang med de sidste forberedelser, vores Sherpaer lavede fluks the og suppe, og jeg nød lige en stille kop the, mens jeg betragtede himlen. Skyfrit, let vind og fuldmånde, en perfrekt topnat, fedt!
Klokken 2:00 fik Helle en skål tomatsuppe ind i teltet, hun så på det med største afsky, mens hun langsomt begyndte at klemme det ned i små slurke. Hun lod til at holde maden i sig, og meldte sig klar til topforsøget.
Topforsøget -  ”nu er der kun en vej og det er op”.

Klokken 4:00 meldte min gode makker ud at nu er hun klar, helt klar. Vi grinede lidt af hendes lidt kaotiske start på natten, hun bandede selv lidt over det, og så startede vi ellers fokuseringen på nattens opgave, toppen af Mera Peak.

Vi startede langomt ud og bøvlede lidt med at få klatrejernene til at side ordenligt på de store Millet støvler, rettede lidt til hist og her, og langsomt kom vi ind i en god solid rytme. Ruten gik over glecieren, og det var en lang tur vi havde for os. Lyset var fint fra fuldmånden, som stod som en projektør lige ned i hovedet på os, det er en kæmpe fordel med lyset og orrienteringen var overkommelig.

Til vores store overraskelse var vi helt alene på bjerget, vi var de eneste i highcamp, men da mange grupper starter fra base camp, kunne vi ikke vide os sikre på om andre ville komme op nedefra.

Enklte steder forsvandt sproret ud i ingen ting. Det havde sneet tidligere på aftenen og på steder var sportet dækket, da jeg gik forrest måtte jeg konstant prøve at orrintere mig fra over snemarkerne for at afgøre hvor ruten fortsatte. Ofte ville der være andre klatre på dette bjerg da det er en af Nepals mest populærer bjerge, men ikke i nat og derfor ingen Sherpar i spidsen for den forrest gruppe, til at lave spor. Alt dette var med til at holde gang i denne top dag, der var en ekstra ellement af spænding, og følelsen af at være helt alene på dette store bjerg var fantastisk.

Et stort bjerg – er Mera Peak, det er en kæmpe klods med hele tre hovedtoppe, og en enormt masse is. Med al værdighed en sand Himalaya top. Men hold op der er lang vej til toppen af Mera Peak. Det går ret hurtigt op for mig, at der satme er lang vej til toppen, og vi indgiver os på en sand ørkenvandring. Helle, virkede på mig træt, hun har ikke spist og drukke nok og hun måtte bede om pauser. Helt forståligt efter de vilkår hun arbejdede under. Pauserne er ikke min styrke, jeg syntes de er et forstyrrende ellement i en topbestigning, men jeg var godt klar over ,at vi i dag stod med forskellige forudsætninger, grundet Helles dårlige dag forinden – jeg måtte bøje mig for behovet. Flere gange tvilede jeg på succes, og jeg kiggede mange på Helles færd for at afgøre, om hun var ok. Hun så dog ud til at være komme ind i en hvis for rytme og virkede stabil. Vi forstætter  derfor, og jeg undlod besvist at spørge til hvorvidt Helle troede, det er muligt at nå hele vejen.

Klokken 9 om morgen, havde vi endnu ikke set skyggen af toppen, og vi var i ca. 6300 meters højde. Jeg begyndte at syntes ,det var mærkeligt, hold kæft hvor var der langt. Stigningen på bjerget var rigtig møj irriterende, for flad til at rigtig bruge øksen og for stejl at man kunne gå normalt. Det er lidt svært at forklare, men det men var altså bare en vedvarnede møj stigning. Vi bevægede os dog videre i snegle fart og i hvile gang – hvor man hviler et sekundt for hvert skridt.
Klokken 9:30 dukkede toppen op, stadig et stykke væk, og øjensyneligt skulle vores topdag slutte af med en stejl stigning og forcering af to store spalter, som fra runten var synlige lige under toppen. Jeg vendte mig om og sagde til Helle, at ‘det er  nok ikke er så slemt som det ser ud til’, hvor til hun svarede at: ‘det kan jo også være, at det er’.  Men ikke et ord om at vende om, opgive eller andet. Vi var godt nok ved at være sendt på den, men nu var toppen inden for rækkevide.

Vi kom faktisk hurtigt frem til selve toppen, som stod som en stor pelistal ca. 75 meter høj. Oppe under toppen, kom vi fluks over de to store spalter og stod nu med kun 20 meter til toppen. Helle bliver her efter min overbevisning her ramt af et adrenalinskud, som bliver pumpet ind i hendes vener med ekstrem stor hast. Hun klatrer hurtigt op over den 20 meter høje væg, mens jeg sikrer hende. På toppen af væggen kaster hun sig op det lille topplataue, og uden at vide det forstiller jeg mig at hun lå deroppe med smil over hele femøren. Begge oppe på topplatauet gik vi de sidste 25 meter til toppen, endeligt!

Vi tog en række billeder og frøs i den bidende kolde vind, efter et par minutter var vi på vej ned igen. Vi rapplede ned over den 20 meter stejle topvæg og spalterne nedenunder, og herfra var det bare ned over glecieren. Selv om det var en lang tur op og en kedelige stigning, må man sige at det var nemt og bekvemlig at komme ned, efter to timer med high camp inden for rækkevide, stødede vi på voeres Sherpa, han var gået op så langt han kunne fra high camp med nye drikkevare til os. Vi tog os en velfortjent pause, pakkede sattelittelefonen frem og ringede flukst hjem med nyheden om at vi havde nået toppen.

Topdagen sluttede først klokken 15:00 om eftermiddagen, vel nede i Khare i 4900 meters højde. Trætte udmattede men også stolte efter en god og solid bedrift. Helles præstation var i særdelshed et eksempel i stædighed, godt gået. 
Ole
Helle: Fuldmåne over Mera Peak
High camp lå på en klippeafsats med udsigt til de mest fantastiske isformationer længere nede. Vi brugte vores lille singlewall telt fra Marmot, og det fungerede perfekt. Jeg havde egentlig ikke forestillet mig, at mine opkastninger skulle eksponeres som de er blevet, men det er altså kort sagt et fænomen, som jeg ofte oplever i højden. Det samme har jeg oplevet ved store fysiske udfoldelser i lav højde. Det er ikke et fænomen, jeg tillægger særlig betydning, og det forhindrer mig sjældent i at fortsætte en bestigning. Det kan jeg sige, fordi jeg har oplevet det mange gange og ikke er i tvivl om, hvornår det er et faresignal, som jeg skal tage alvorligt.

Da jeg vågnede kl 23, havde jeg det klart bedre, og kl 1.30 var jeg parat til lidt suppe og the og helt parat til et topforsøg. Efter at have pakket rygsækken med lidt forhindringer var vi endelig afsted mod toppen af Mera Peak. Vi var de eneste to mennesker på bjerget, og fuldmånen lyste magisk og eventyrligt. Der var spor over isen det meste af vejen, men af og til måtte vi stoppe og diskutere retningen. Vi stødte på enkelte gletcherspalter, men ingen der udgjorde nogen fare på vores vej. Vejen var lang og ensformig, men udsigten til de mange høje bjerge, fuldmånelyset og følelsen af at være helt alene i ødemarken hjalp gang på gang. Mit batteri i kameraet var frosset, og jeg kæmpede en dum kamp med mine dunluffer, så billederne er forblevet inde i mig. Det er svært at bevæge sig i reb i så lang tid, når man bevæger sig så forskelligt, som Ole og jeg gør. Indtrykkene omkring mig bringer mig videre, Ole vender sig mere indad. Jeg standser fra tid til anden, Ole kæmper videre. Morgengryet har altid en helt speciel betydning for mig, og jeg kan lide at stå og suge det til mig. Jeg kæmpede noget med kvalme undervejs, og trods vores Millet Everest støvler og to par tykke sokker, frøs vi tæerne. Det var bidende koldt.

Endelig efter mange timers gletchervandring rejste toppen sig foran os. De første 50 meter gik let opad med fronttakkerne og isøksen, – det var en befrielse at ændre bevægelser. Før de sidste 20 meter åbnede to store gletcherspalter sig, og væggen blev væsentligt stejlere. Her var det ikke for sjov at styrte ned. Ole sikrede mig, og jeg klatrede hurtigt det sidste stykke op til topplatauet. Endelig! Og sikke en udsigt mod alle de store, berømte bjerge. Det var fantastisk, og det var en ubeskrivelig følelse at stå på min første top en tidlig morgen i Himalaya ovenpå alle oplevelserne det sidste år. Det var ikke 8000 meter, men det var fantastisk.

Helle: Ned, ned, ned
Så gik vi ned. Ned over gletcheren til high camp og videre til Khare camp, hvor vores crew ventede. Efter en fortjent nattesøvn fortsatte vi ned og ned til Khote, hvor luften igen var tyk og dejlig at indånde. Endnu en nattesøvn gjorde godt og nu fortsatte vi op over passet til Thuli Kharka i 4200 meters højde. De store snemængder var forsvundet, men der var stadig lidt tilbage, som ind imellem voldte os lidt problemer. Næste morgen forcerede vi passet Zatrwe La i godt 4600 meter, – det var her vi sidst sikrede porterne med et reb. Nu var her meget mudret, lidt iset og rigtig ubehageligt. En af vores portere skred og styrtede et stykke ned med to af vores tasker. Han kom heldigvis intet til, og bekymrede sig betegnende nok mest om taskerne. Jeg selv skred og skred og ankom på den anden side af passet smurt ind i mudder fra top til tå. Jeg har slet ikke støvler med til den slags forceringer. For at nedbringe vægten af min bagage, medbragte jeg kun de store Everest støvler og et par lette sommerstøvler til base camp i Tibet. Men nu er vi ude i helt andre støvleudfordringer. Og endelig ankom vi til Lukla, hvor vi holdt en lille fest med dans sammen med vores crew.

Helle: Katmandu og skuffelsen rammer
Nu er vi tilbage i larmen, støvet, lugtene og energien i Kathmandu, og skuffelsen over ikke at nå vores mål har ramt mig som et kølleslag. Jeg er ufatteligt ked af det og mærker for alvor, hvor meget jeg havde glædet mig og set frem til det. Jeg glæder mig til at komme ud i bjergene igen. Det er svært at bevare det dårlige humør derude midt i den store skønhed. Tibet er lukket land, og vi kommer ikke ind. Vores agent her i Kathmandu, som forhandler tilladelser og visa med kineserne, fortalte, at han var inviteret til et orienteringsmøde med de kinesiske myndigheder. Troede han. For det viste sig, at det var en forestilling med film om, hvordan tibetanere slog løs på kinesere, og intet andet. Vi har læst, at der i Everest Base Camp er kinesisk politi, som overvåger den kommunikation, der udgår fra lejren. Folk får konfiskeret deres satellittelefoner, og må kun benytte dem foran det nepalesiske politi og på engelsk. Den første bjergbestiger er bortvist fra bjerget for at have et tibetansk flag i rygsækken.

Men ellers nyder vi byen lidt. Vi er blever rene og har indleveret tøj til vask.  Vi plejer de forbrændinger, som sol, is og kulde gav os på Mera Peak. Mine læber, min næse og selv min tunge blev forbrændte af de mange timer med reflektioner fra isen. Næste gang dækker jeg munden helt til.
Det har været en bidende kold tur, og vi har været ufatteligt glade for vores 8000 meter udstyr. Dunjakkerne og soveposerne fra Marmot har været vores redning gang på gang, og vi er glade og taknemmelige kravlet ned i vores poser hver eneste aften. Nu hersker varmen og solen, Kathmandu er bagende.

14. april gik vi fra Khote til Thangnak i 4359 meters højde. Vi gik gennem en lang dal, hvor vi gradvist bevægede os op fra 3700 meter ad den smukkeste rute. Ruten var sjov og afvekslende, og Ole og jeg går godt sammen. Af og til kommer en af os til at gå  i vores egne tanker og kommer lidt foran eller bagud. Når man går i højden, kommer man til at bevæge sig i en langsom, vegeterende rytme, så man kan næsten komme i en meditativ tilstand, mens man går.


Højden
Vi har stadig ingen problemer med højden, selv har jeg helt glemt at kaste op, som jeg plejer, når jeg når 4000 meters højde. Det er vigtigt at stige gradvist op i højden, så kroppen langsomt kan tilpasse sig det lave tryk. Næsten alle vil få noget ubehag, når man befinder sig over 3000 meter. Det vil oftest være i form af let hovedpine, forpustethed, lidt kvalme eller mangel på appetit. Ubehaget skal forsvinde med en nats søvn, ellers skal man vente med at stige. Fraset en smule kvalme i et af de høje pas, har jeg stort set undgået ubehag.


Stor gæstfrihed
Igår gik vi de sidste timer i regn og hagl. Vi var kommet langt foran vores portere og sidar (ham der fungere som chef for porterne) og blev inviteret ind ved ildstedet i et tehus i den lille bitte by, vi skulle overnatte i. Overalt, hvor vi når frem, møder vi gæstfrihed og nysgerrighed. Folk vil gerne vide, hvem vi er, og de vil gøre meget for at vi har det godt.
Vores sidar er deserteret. Han har klaget over hovedpine i et par dage, men havde også fortalt os, at han har en plan om at rejse til USA. Pyt. Vi savner ham ikke. Vi har vores portere og en fin kok, som også er god til at holde styr på bærerne.

Den enlige lama
På vores vej i dag kom vi forbi et lille buddhistisk kloster, hvor der levede en enlig lama. Han inviterede os ind og viste sit lille kloster frem. Lamaer lever ofte flere år i ensom afsondrethed, hvor de koncentrerer sig om meditation og bøn. De lever af det de får af forbipasserende og omkringboende folk. Klosteret var bygget ind i en klippehule og havde en fabelagtig udsigt over det flodleje, som vi vandrede langs hele dagen.

Leg
Eftermiddagen har vi brugt til leg. Vi har testet de lavinebippere, som vi fik med fra Friluftsland i København. Ole og jeg skiftedes til at gemme den ene bipper på vanskelige steder – til stor moro for nepaleserne. Lavinebipperen har et lille display, og den lokaliserer den anden indenfor en radius af op til 70 meter. Med displayet dirigerer den os til den forsvundne/gemte bipper. I dag har vi mødt flere bjergbestigere – os som ellers gik og fik en fornemmelse at næsten at være alene på bjerget. I vores nuværende lejr er der nok 12-15 telte, foruden vores to.

Kede af de ændrede planer
Vi har snakket længe om vores ændrede planer. Vi har haft dage, hvor vi har været rigtig kede af det. Kede af at se vores længe planlagte mål forsvinde i tågerne. Helt udenfor vores indflydelse. Vi er glade for vores beslutning om Mera Peak, for her er utrolig smukt, og det er stadig en tur, som vi selv er fuldstændig herre over. Vi bestemmer selv farten, lejrene og hvor hurtigt vi vil stige i højden. Vi koncentrerer os helt om dette bjerg nu, men vi undgår ikke at sende lidt anspændte tanker i retning af Tibet. Vi håber virkelig, at Shishapangma bliver virkelighed, at vi får vores permit. Men lykkes det ikke, vil vi finde på et andet eventyr, som stadig lever op til de grundtanker, vi har med hele projektet.

Alene igen
15. april forsvandt alle de andre bjergbestigere, og vi er igen alene. Vi har en ekstra dag i lejren, som vi har benyttet til at bestige vores første ”lille” top på 5100 meter. Det var en fabelagtig flot tur, med udsigter til flere høje bjerge. Udsigten tågede desværre til i skyer, da vi nåede toppen. Sådan en tur op i højden vil hjælpe vores akklimatisering. Fra nu af går det kun op. I morgen går vi til den næste lejr, Khare i 5000 meters højde. Her efterlader vi vores portere, og efter en eller to overnatninger går vi videre til Mera La Base Camp, som er i 5350 meter. Her vil vi også overnatte en eller to nætter og fortsætte til High Camp i 5780 meters højde. Det bliver sikkert fra den lejr, vi laver vores topforsøg til Mera Peaks nordtop på 6476 meter, men vi vil måske lave en lejr højere for at overnatte så højt som muligt.
Vi ved ikke, hvordan sendeforholdene vil være, men vi vil forsøge, når vi kan. Under alle omstændigheder kommer der en opringning om vores topforsøg. Den 28. har vi flybillet fra Lukla tilbage til Kathmandu.

Mange glade hilsner
Helle og Ole

Vi stod op omkring halv fem og gjorde os klar. I det samme gik strømmen, som den gør mange gange hvert døgn, så vi måtte pakke i mørke.
Flyet til Lukla flyver kun i godt vejr, og man ved aldrig på forhånd, om man kan komme afsted. Landingsbanen er ultrakort og kan kun ses i klart vejr. Men vi var heldige at komme afsted med det samme og med en pilot, der var i stand til den blødeste landing.

Vi mødtes med vores guide, der skal med på trekket og var opsatte på at komme afsted med det samme. Da han havde organiseret bærerne, gik vi. I det smukkeste solskin og i den smukkeste dal. Hvor var det eventyrligt endelig at være afsted. Igen blev jeg helt overvældet over at bjergene igen. Det havde jeg ikke helt forestillet mig for et år siden. Alle, der har gennemgået kemoterapi eller en anden hård behandling for en alvorlig sygdom, burde komme ud i bjergene. Skønheden, roen og de fysiske udfoldelser får i hvert fald mig til omgående at slippe sygdom. Jeg glemmer simpelthen at jeg har haft kræft og er bare til stede her og nu.

Vi føler os meget heldige. Når nu vores planer måtte laves om, er det så dejligt at få lov til at opleve denne del af Nepal. Og vi tror stadig på, at vi kan tage videre til Shishapangma. Vi er omgivet af rodondendron, som er på vej i blomst, og her er mange, mange fugle. I morges sov vi lidt længe og gik afsted på tur efter morgenmaden. Vores lejr er i 3300 meters højde, og vi bliver her en nat mere for at vænne os til højden. For at gøre det endnu bedre gik vi 700 højdemeter op til den lejr, vi fortsætter til i morgen. Vi har mødt mange bjergbestigere på vej ned ad bjerget, som ikke kunne fortsætte til toppen p. gr. af store snemængder. Og der lå også en del sne efterhånden som vi kom højere op. Men solen har skinnet og smeltet meget af det. Vi håber, forholdene vil være optimale for os, når vi når dertil.
Nu  har vi nydt en frokost i solen, og skyerne kommer alligevel listende. Det eneste vi skal, inden i morgen, er at slappe af. Dagene i Kathmandu har været utrolig hektiske, så vi nyder lejrlivet.
Ole skriver:
Lidt om vores nye destination. Vi er ankommet til Khumbu området som er Sherpaernes højborg, Det er her det stolte folkefærd stammer fra, faktisk er ordret Sherpa blot en betegnelse for en fra Øst Nepal. Sherpaerne er traditionen tro budhistiske, og Khumbu området er præget af denne tro hvor bedeflagene, manisten m.m. ses overalt i dalen, hvor de markerer alt fra diverse byporte til bjergpas, religiøse monementer med mere.
Vi befinder os lige nu, øst for byen Lukla, og hvor alle fortsætter op mod Khumbus høje dale. I  retning Everest, tager vi over et højt pas paa 4600 meters højde og bevæger os ind i en anden dal, som skal føre os til Mera Peak.
Dalen vi kommer over i vi adskiller sig markant fra den berømte Khumbu dal som vi forlader. Her finder vi ikke store the huse og japanske turister på vej mod Everest base camp. Dette bliver et spændende eventyr, som vi glæder os til.

Opdatering:
Vi er nu godt på vej ind til Mera Peak. Vi har passeret en række høje bjergpas og her er ufatteligt smukt. Lige nu står vi på toppen af det sidste pas,før vi igen bevæger os ned i dalen. Alle vores portere står og kigger måbende på vores udstyr her midt i ødemarken. Vi har det godt og akklimatiserer rigtig godt. Ingen højdeproblemer. Der er kommet masser af sne, og vi har hurtigere end ventet, fået alpine oplevelser.
Vejen er øde og kun beboet af enkelte hyrder og tehuse. Når alt kommer til alt, har  vi fået en fantastisk oplevelse ud af forsinkelserne med Shishapangma.
Mange glade hilsner
Helle og Ole