Jacob Nordgaard

-Nej, og det er fordi, der er alt for få vittigheder i sundhedsvæsnet!! I min karriere som kræftpatient har jeg alt i alt kun mødt én vittighed inden for murerne. Det er alt for lidt, når man tænker på, hvor trist den tid er, og hvor sundt det er at grine.

Vittigheden faldt på et knastørt sted. I forbindelse med udredningen af mit tilbagefald havde man opdaget en stor tumor i min rygrad: 8 cm lang og 6 cm bred. Den var vokset ind i 4 ryghvirvler og ind i spinalkanalen, hvor den trykkede på nerverne ned til ben og underliv. Det gav mig prikkene og sovende fornemmelser i benene, og tumoren var simpelthen ved at lave et tværsnitssyndrom. Den skulle fjernes akut. Det kunne de ikke klare i Gentofte, så de kørte mig til Glostrup. Her ville de heller ikke have noget med den sag at gøre, så de sendte mig ned i Traumecentret under Rigshospitalet. To overlæger kom ned fra afdelingerne: en onkolog, der kunne stråle den væk, og en kirurg, der kunne skære den væk. De stod på hver deres side af min seng og diskuterede hen over mig, hvilken løsning der var bedst. Kirurgen ville løsne hele min rygrad og straks skærer hele tumoren væk nedefra. Onkologen ville stråle den væk, men det ville tage 3-4 dage, før den ville begynde at svinde. Og var der tid til det? I hjørnet sad min kone og min søster. De lyttede tavse og lamslåede på lægerne ligesom jeg selv. Til sidst besluttede lægerne sig for stråling, og kirurgen forlod stedet. Onkologen gik hen til vasken og begyndte at vaske hænder. Med ét drejede han hovedet og så på os med et skævt smil: “Ved I, hvad lægen vasker hænder i?”, spurgte han så. Vi stirrede bare mundlamme tilbage på ham og forstod ikke et muk. “I patienternes påsyn!”, sagde han så, smilede, ønskede mig god bedring og forsvandt. I situationen sagde vi ikke et ord men stirrede blot forbløffede efter ham.

Men i tiden som fulgte, hvor jeg ofte var indlagt og lå alene på stuen med alle mine bekymringer om fremtiden, der skete det flere gange, at jeg kom til at tænke på onkologens tåbelige vittighed, der var så helt  malplaceret i den dybt alvorlige situation. Det var jo formidabelt grinagtigt, at han kunne få sig selv til at sige så dårlig en vittighed i den situation. Det var virkelig morsomt, og langt nede i maven kunne  jeg mærke en latterboble begynde at samle sig og stige langsomt op. Så lå jeg der og grinede for mig selv.

Jeg synes, det var rigtig fint, at onkologen havde mod til at fyre vittigheden af overfor mig og mine pårørende. Jeg er sikker på, at engang når alt andet er glemt, så er det netop denne komiske episode, jeg vil huske med et smil.

God weekend!
  

	Emner: humor, latter, sundhed
	Der er 8 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Gry Skrædderdal Jakobsen

Jeg sidder i toget på vej til Sydjylland for at lave tre interview. Stewarden kommer igennem toget, og der bliver handlet flittigt. En dame spørger efter en hotdog – nej, det kan den venlige og muntre mand desværre ikke tilbyde. ”Det mindste jeg har, er denne her” siger han og trækker et celofanindpakket flute med brie frem af en lille skuffe. Det er et mørkebrunt brød med store valsede havreflager på toppen. ”Næ, tak” siger damen. Det er for meget. Hun har sat sig til rette med læsebriller, bog og overstregningstusch. Af skiltet over hendes plads fremgår det, at hun skal fra København H til Esbjerg, en rejse på cirka tre timer. Hun afsøger nu vognens udvalg og beslutter sig for en pære og en lille pose chips. ”En pose koster ni kroner, og der er to for tolv kroner”, lokker stewarden. Så tager hun selvfølgelig to. Pæren skal hentes ude bagved og bliver serveret galant på en lille cremefarvet serviet, der får damens ansigt til at lyse op i et smil.

Hverdagssituationer giver indblik
Sådan en lille situation i et IC3 tog virker måske banal. Men det er den slags små hverdagssituationer, der giver indblik i nogle af de kulturelle og sociale betydninger, der knytter sig til maden. Med den bærbare med brødundersøgelsens foreløbige analyser foran mig, kan jeg ikke nære mig for at tænke situationen ind i de studier vi har gjort, so far.

Pølsebrød vs. grovflute
Hvorfor bad damen om en hot dog? Ja, hun var tilsyneladende sulten – måske lidt lækkersulten? I hvert fald virkede det mørke flute for mættende efter den vurdering hun gjorde, ved synet af det. Jeg forestiller mig en hot dog ved siden af det mørke flute. Hvad er forskellen ved første øjekast? Brød er visuelt dominerende ved begge disse små retter. Men hvor flutet var mørkt, er et pølsebrød, som bruges til hotdogs, lyst.

Mørkt brød til arbejde – lyst brød til hygge
Ifølge vores undersøgelse, så opfatter de fleste forbrugere mørkt og lyst brød som meget forskelligt. Det mørke brød opfattes som mættende, som noget man skal spise, når man skal bruge kroppen, fx når man er på arbejde. Dette understreges yderligere af havregrynene på toppen af flutet, der signalerer, at der er ”gods” i det. Det lyse brød, fx pølsebrød opfattes som lækkert og bliver af mange forbrugere forbundet med hyggesituationer eller festlighed. Det egner sig til mellemmåltider, hvor man skal forkæles lidt, bl.a. fordi det ikke mætter mere, end at man stadig er sulten til næste hovedmåltid. Til hovedmåltiderne er første prioritet at få tanket depoterne op, til mellemmåltiderne skal vi forkæles smagsmæssigt og socialt.

Hvilken forskel en serviet kan gøre
Damen fravalgte – ud fra de idéer – altså det mørke brød, fordi det ikke passede til anledningen. Hun skulle have et let og hyggeligt måltid til at fordrive rejsen med. I stedet valgte hun chips og en pære. Chipsene tilfredsstiller lækkersulten, pæren tilfredsstiller samvittigheden. Men stewarden gjorde med sin omhyggelige servering pæren lækker, og måltidet blev derfor succesfuldt.

Nu har hun lagt bogen fra sig og blunder et øjeblik mens toget glider henover Vestfyn. Og stewarden? Ja, han gik netop forbi igen med sin vogn fuld af fristelser. Jeg tror lige, jeg skal have…

	Emner: hverdagsliv, kost, mad, sundhed
	Der er ingen kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Charlotte Lindberg Englev

Jeg har længe undret mig over, at maden på hospitalerne bare ikke er særlig sund.

Det er jo lidt sært, når vi netop er der, fordi vi er syge, at man så ikke tager maden med i betragtning. Synes dog, da jeg sidst var indlagt for blodproppen, at det var meget velsmagende inde på Riget.

Noget andet er så cafeteriet, der synes jeg altid de har serveret decideret ulækker mad. Meget fed og ikke særlig grøn. Det er nok meget til hr. og fru Danmark, som nyder smørebrød og fiskefillet med pomfritter, men vi er altså en masse andre også, som godt vil have lidt mere nærende og sund mad.

Så da jeg i dag glemte at få frokost med på arbejde og skulle direkte til scanning af hjernen, fik jeg mig en god overraskelse.

For jeg løb jo lige ind på cafeteriet, for at se, om der ikke bare var en salat eller noget. På denne diæt jeg er på, bliver jeg meget påvirket hvis min blodsukker ryger ned, så jeg SKAL spise minimum 3 måltider om dagen.

Men da jeg så kommer hen, for at se, hvad de har at byde på, ligger der en “sund madpakke”, som de kaldte den, og den bestod af en rugbrødsbolle, et kogt æg, en tomat og et stort stykke agurk.

Det er bare et kæmpe fremskridt. For det er jo også sådanne ting, man kan spise, selvom man føler sig sløj.

Så lige en stjerne afsted til Rigets cafeterie, for nu at servere en sådan dejlig blanding.

	Emner: brystkræft, hospital, mad, sundhed
	Der er 2 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Gry Skrædderdal Jakobsen

Hele familien sidder bænket og termokanderne med kaffe og te er fundet frem af rygsækkene. Efter en god middag på den nærliggende kro og en vandretur langs søen skal kaffen indtages i det fri på en dejlig solrig septemberdag. En onkel har te med, en har kaffe, moster har taget chokolade og kransekagestykker med. Kagen, som bedste har bagt, lirkes frem fra barnebarnets klapvogn. Oldeforældrene har vindruer og cherrytomater med fra drivhuset. Men tanten har efterladt bollerne i bilen ved kroen.

Inden vi har opdaget noget er svigerinden og tanten løbet tilbage til bilerne for at hente de hjemmebagte boller. Alt står klar på bordene og frister. En onkel eller to rækker hånden ud mod den indbydende kage, men nej: “vi skal have boller først”. Vi smugtræner med kransekage og vindruer og spiser pligtskyldigt af tantes boller (som i øvrigt var rigtigt gode), inden vi med god samvittighed spiser af kagen.

Mad og festlighed
Jeg synes, der er flere sjove ting at lægge mærke til i denne lille episode fra fejringen af min brors fødselsdag. For det første var vi langt fra plagede af sult, da vi kom til Hald Hovedgårds gamle æblehave. Vi havde lige rejst os fra frokosten – og så lang var den gåtur altså heller ikke! Men alligevel skulle vi spise, og gjorde det med stor iver og glæde. Det hører sig til med mad og drikke, når vi festligholder noget, og den tradition sætter mætheds- og sultfornemmelser ud af kraft i vid udstrækning.

Sammenskudsgilde – fællesskab på menuen
Engang var der muligvis behov for at mætte de sultne maver med billig og solid kost for at strække det kostbare over flere munde. Der er stadig god fornuft i at fylde maven med solid kost for at reducere pladsen til de søde og fede sager, der siden kommer på bordet. Men nu, hvor min familie og jeg netop havde spist et større måltid, havde vi nok været bedre tjent med at nøjes med et lille stykke kage og helt springe bollerne over. Men her var der noget socialt, der spillede ind. Tante havde ulejliget sig med at bage boller, og det var hendes bidrag til det lille sammenskudsgilde. I overensstemmelse med hvad vi til daglig opfatter som almindelig høflighed (og som antropologer i dette tilfælde kalder den sociale forpligtelse til at modtage en gave), skyldte vi hende at spise bollerne. Ved at gøre det, anerkendte vi hendes plads i fællesskabet, og efter samme princip blev kransekager, vindruer, og en lille sjus sat til livs.

Den kulturelle rangordning: Bollerne først!
Men det var også interessant, at det var forbudt at spise af kagen før bollerne var ankommet. I den situation kommer en kulturel rangordning af fødevarerne til syne, som jeg også kan genkende fra undersøgelsen, fx indholdet af en vvs-mands madkasse: to stykker rugbrød og et stykke franskbrød, som spises i nævnte rækkefølge. Undersøgelsen peger på, at hvad angår brød, så skal det mørke brød, særligt rugbrød, spises inden de lysere brødtyper sættes til livs. Og denne lille historie peger på at ”det søde brød” (kagen) kommer til sidst. Fra mange kaffeborde hos min farmor i Vestjylland ved jeg, at der også er en vidtforgrenet rangordning (og deraf følgende rækkefølge) indenfor kager, men det er en helt anden historie…

	Emner: familie, hverdagsliv, kost, sundhed
	Der er 2 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Gry Skrædderdal Jakobsen

Det næste stykke tid vil du her på bloggen kunne læse om en undersøgelse, som jeg laver sammen med min kollega Anja Marie Bornø Jensen. Undersøgelsen tager udgangspunkt i helt almindelige danskeres helt almindelige hverdag: hvad spiser vi egentlig i løbet af en dag, og hvorfor er det lige den slags mad, der egner sig til det måltid?

Brødets rolle
Det, vi gerne vil blive klogere på, er brødets rolle. Hvilken slags brød passer ind hvor? Som antropolog er jeg især opmærksom på de sociale og kulturelle faktorer, der spiller ind. Hvad er det der gør, at vi ikke serverer rugbrødsmadder, når vi får gæster til middag? Hvorfor skal vi bare have rundstykker på arbejdet fredag formiddag? Hvorfor går det ikke at spise sig mæt i franskbrød?

(mere…)

	Emner: arbejde, familie, forebyggelse, hverdagsliv, kost, sundhed
	Der er 3 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Charlotte Lindberg Englev

Kender du den følelse?

Hvad bilder kroppen sig ind – Den dræber mig jo indefra. Det kan den da ikke være bekendt.

Jeg har længe gået og haft det rigtig skidt med min krop og især mine bryster, for hvad bilder den sig ind sådan at blive syg ?! Da jeg så for at par år siden tog 25-30 kg på på et halvt år, blev forholdet ikke meget bedre.

Men jeg er jo min krop og det er altså vigtigt at huske. Jeg har virkelig prøvet at afskære mig fra den og se den som noget udenforstående, men det er den jo ikke.

Jeg er overbevist om, at det er vigtigt at elske kroppen og give den kærlighed… også selvom man ikke synes den fortjener det!!

Det er bare supersvært, at få gjort noget ved. For jeg synes jo den er tarvelig.

Men nu er jeg gået igang med at arbejde med det. Skal den 18. til Skive og møde en mand, der har sendt mit hår (det er jeg jo heldig at have for tiden) til et laboratorium i USA, for ved analyse af håret, kan man se, hvad kroppen mangler. Så derefter bliver det lidt streng diæt og en hulens masse tilskud. 

Og i går fik jeg så det råd, at jeg skulle prøve at massere mig selv, med koncentration på kroppen, da det så også vil fremme kærilgheden til min krop!

Det var altså et råd fra mig. Er der nogen der har andre gode råd?

	Emner: brystkræft, kærlighed, krop, sundhed
	Der er 5 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link