inviterer til TEMA-aften

TIRSDAG DEN 2. JUNI 2009 – KL. 17 – 20

I SUNDHEDSCENTER FOR KRÆFTRAMTE
Ryesgade 27, København (indgang via porten)

”HVORDAN TÆMMER MAN TARMEN?”
v/ Gitte Balling, diætist, og Karen Trier, sygeplejerske

PROGRAM:

Kl.17.00 - 17.15 ….. Velkommen

Kl.17.15 - 17.45 ….. Oplæg v/ Karen Trier
 Tarmens anatomi og fysiologi
 Hvad sker der ved en operation?
 Hvilken betydning har det for tarmfunktionen?

Kl.17.45 - 18.30 ….. Oplæg v/ Gitte Balling
 Afføringsproblemer (diarre og tømningsproblemer)
 Kostens betydning
 Betydningen af fysisk aktivitet
 Lægemidler
 Betydningen af det fysiske, psykiske og sociale miljø

Kl.18.30 - 19.15 ….. Pause med en lille sund anretning

Kl.19.15 - 20.00 ….. Oplæg fortsat, spørgsmål og diskussion

Alle tarmkræftpatienter og deres pårørende er hjerteligt velkomne.

Tilmelding senest den 27. maj til Netværkets email: tarmkraeft@hotmail.com

Men når jeg så er vågen, har jeg det godt, men det pudsige er, at afmatningen også gælder mit humør til en vis grad.  De kræfter og tanker, jeg hidtil har brugt på at komme gennem kemobehandlingerne, skal nu bruges på en anden måde, og jeg er ved at finde frem til en ny rytme, hvor det mere drejer sig om at få mine kræfter tilbage og finde frem til, hvordan mit liv nu skal leves. Jeg har i flere måneder hverken kunne koncentrere mig om læse bøger eller strikke, begge ting, som jeg normalt slapper så dejligt af med. Det kan jeg nu og tilbringer tit nogle timer om eftermiddagen ude på altanen med en god bog, og er også begyndt at strikke igen. Fjernsynet interesserer mig derimod ikke det fjerneste. Lige dér holder koncentrationen altså ikke.

I går aftes var jeg til middag med omkring 25 mennesker; de fleste kender jeg godt og er glad for at være sammen med. Men jeg lagde mærke til, at jeg har fået en lavere tolerance for  støj, snak og mange mennesker, og jeg måtte gå før desserten! Dels var jeg træt og dels måtte jeg have ro omkring mig.

Det dejlige forårs-/sommervejr hjælper meget – det er en perfekt årstid at rekonvalescere, for jeg kan bare ikke være trist, når solen skinner.  Mit hår er nu begyndt at titte frem, bare et par millimeter, så jeg kan endnu ikke kaste mig over mit krøllejern – og også hårene i mine øjenbryn er begyndt at komme tilbage. Så jeg ser fremskridt, nu skal jeg ”bare” til at finde melodien igen.

Da jeg får daglige indsprøjtninger af blodfortyndende medicin, har jeg tit lejlighed til at snakke lidt med hjemmesygeplejersken – det hjælper at tale med en erfaren person om det at komme tilbage til en normal tilværelse, og jeg har fået besked om, at da jeg har været gennem så meget, tager det sin tid at komme sig, både psykisk og fysisk, og at jeg ikke skal undervurdere det psykiske. Desuden rammer kemoen også mange af de raske celler, så jeg skal være tålmodig mht at blive helt rask igen. Meget betryggende at få at vide, at min tilstand er normal, og at jeg skal tage mig tid til at finde rytmen igen.

    Mit næste projekt er at komme ud og få lys, luft, sol og motion. Så jeg planlægger at pakke min rygsæk med en termos kaffe, et lille tæppe og min skitsebog og så tage en daglig tur til en af de dejlige parker heromkring – sikkert mest Frederiksberg Have; dér er jeg altid glad for at være.

Jeg bruger min sygeplejerske super meget. Det er altid dem, jeg ringer til og de ved næsten alt, synes jeg.

Det er et universitetshospital, jeg har fast gang på. Og der skal jo uddannes onkologer, så der er tit nye onkologer der, det kan virke frustrerende, men de skal jo lære det og de kan ikke lære det på andre måder end ved at have patienter. Men så er det jo fantastisk at man har en sygeplejerske, for mange af dem, har været der i rigtig mange år. Da sygeplejersken er med til samtalerne med lægen, har de også alverdens erfaring og kender svarene på så mange spørgsmål.

Så har jeg et spørgsmål og er det ikke lige tid til en lægesamtale alligevel, så tager jeg en snak med min sygeplejerske. Hun kan svare på så sindsygt meget og er der noget hun er i tvivl om, smutter hun lige ind og spørger lægen og giver så mig svaret.

Så brug din sygeplejerske, hun kender dig bedre end lægen og har tid til dig, når du er der.

Selvom man tager en liste med spørgsmål med til lægen, synes jeg tit, det ender med at jeg så tænker over de svar og så kommer der nye spørgsmål til, men der er jeg ikke hos lægen mere, men er igang med min behandling og så kan jeg snakke med sygeplejersken der.

Så lad os hylde sygeplejerskerne – De har helt sikkert gjort mit lange forløb meget meget lettere.