Emner: arbejde, følgevirkninger, tanker, uro
	Der er 3 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Helle Høstrup

Rejsebrev fra 23. maj
Stakkels, stakkels Nepal. I dag er her helt stille i byen, fordi maoisterne har lammet den med strejke. Landet synes uundgåeligt på vej i en ny krise. Det er ikke en folkelig strejke, men en strejke under trusler. Vores taxa chauffør i går fortalte, at ingen tør køre, fordi maoisterne skyder mod køretøjerne.

Der er ikke etableret en regering efter valget. Det siddende regeringsparti vil forsøge at lave regering udenom maoisterne, og maoisterne vil lave radikalt om på magtstrukturer og konstitution. Det er en gordisk knude, som for få dage siden resulterede i drabet på en forretningsmand i Chitwan. En kontrarevolutionær handling, i følge maoisterne. For et par dage siden var der moddemonstration ved mandens hus i Kathmandu, og i dag har maoisterne lammet byen. Ingen busser, taxaer eller privatbiler kører, men vi har organiseret en transport til lufthavnen nogle timer tidligere end planlagt. Forretningerne, selv her i Thamel er lukkede, og byens sædvanlige larm og summen er helt forstummet. Hvor jeg dog under det lille land lidt fred og stabilitet. Folk, jeg taler med, har mistet troen på politikerne fra begge lejre. De tror ikke længere på demokratiet og er usikre på fremtiden. Men vær ikke bekymrede, vi skal nok komme sikkert ud til lufthavnen.

Vores store eventyr er næsten slut,.Jeg har siddet på taget af vores hotel og lyttet tl Heather Nova, Ben Harper, Jack Johnson og Manu Chau på min lille iPod og tænkt mig hjem til mine unger i Danmark.

Hvorfor var det godt at tage på eventyr ovenpå et år med kemoterapi og rekonvalesering? Det er ikke et spørgsmål, jeg kan besvare hverken på et par minutter eller på få linier. Og det er bestemt ikke sikkert, at det vil være godt for alle.

Kræft har fyldt meget lidt på vores tur. Faktisk slet ikke. Jeg har ikke tænkt meget på det eller talt meget om det. Først da hele vores store ekspediton var ved vejs ende, fortalte vi vores crew om baggrunden for vores rejse. Folk på vores vej har spurgt til vores Roche logo på tøjet, og vi har fortalt om sammenhængen, men ofte gik der dage uden at møde andre vesterlændinge. Og endnu flere dage mellem vesterlændinge, der kendte til Roche.”Wow – some come-back”, sagde en engelsk fyr, – lettere imponeret. Og det er nok en af essenserne af, hvad det drejer sig om. Ikke at imponere, men at komme igen. Jeg ved jo ikke, om jeg får kræft igen. Jeg ved helt sikkert, at mit liv får ende, og jeg på et tidspunkt dør af et eller andet, – ligesom alle andre. Men dette kan ikke tages fra mig.

For mig var det vigtigt at vende tilbage til noget af det, jeg gjorde før. Min sygdomsproces var hård og intensiv. Den var opslidende og rev mig på alle måder ud af både mit hverdagsliv og mit eventyrliv. Mens det stod på, kunne jeg kun koncentrere mig om at være syg og kæmpe mig igennem de mange intensive kemobehandlinger. Det var egentlig ikke så svært, bare hårdt og krævende. Det svære var at blive rask. Det svære for mig var også at være underlagt kræfter og systemer, som jeg var uden indflydelse på.
Forandrede kræften mig? Jeg tror det egentlig ikke, men den bragte nogle erkendelser voldsomt frem og rystede mit liv. Den gjorde mig på én gang lille, svag og udsat, og indædt kæmpende og stærk. Jeg tror, det at leve så koncentreret, som kemobehandlingen krævede, bragte en slags ufrivillig pause ind i mit liv, som det var svært at lande på fødderne efter. Månederne ændrede mit liv fysisk, socialt og mentalt, og det skal nok opleves for at begribes. Jeg var ikke ensom, men jeg var alene. Jeg manglede ikke noget, men jeg var afskåret var selv at få fat i det. Jeg forsvandt ud af mit arbejdsliv og dets definering af mig. Pludselig var jeg bare mig, helt nøgen, uden hår med arret krop, stækket og begrænset. Alligevel oplevede jeg en ny verden lukke sig op, men den var min alene og svær at dele.

Min vej tilbage til at udfylde min plads som nyttig samfundsborger var langt, langt sværere. Jeg var alligevel anderledes. Jeg så anderledes ud end før, og jeg var ikke sikker på mine ydeevner. Jeg blev mere og mere desperat over at blive defineret med min kræftsygdom. Folk blev, naturligvis, chokerede, men jeg kunne ikke blive ved at udholde deres chok. Ja, ja, sagde jeg, men nu er det jo overstået. Men samtalen kunne ofte ikke komme videre. Det var en lettelse at begynde arbejde igen. Her havde man kontante forventninger til mig, og alle vidste, at jeg havde været syg. Her kunne jeg langsomt stable min identitet på benene igen.

Kunne det have været anderledes? Jeg tror det næppe. Det er svært at få kræft, og det er svært på mange forskellige måder. Og det er sikkert forskelligt for forskellige mennesker. , hvad der er vanskeligt at håndtere.
Mens jeg var i kemoterapi tænkte jeg ofte på bjergbestigning. Jeg tænkte på de kræfter, der fik mig videre til toppen af et bjerg, eller på de styrker, der drev mig gennem et marathonløb. Jeg tænkte på de gange, jeg var vendt om eller udgået af løb. Det var ikek en mulighed nu. Lance Armstrong var en inspiration gennem behandlingsforløbet, og at bladre lidt i hans bog kunne give mig en hånd til at holde fast.. Hold fast, bliv ved, giv ikke slip, blev mine mantraer. Jeg var en smule forundret og fortumlet, da jeg endelig kunne slippe og flyve til København og mine unger. Jeg gjorde det. Jeg kom igennem. Og jeg blev nysgerrig på, om de styrker og kræfter, der bragte mig gennem kemobehandlingen kunne findes igen. Derfor var det én af grundene til at udforske bjergbestigningen og tage på eventyr i Himalaya. Det blev ikke i 8000 meter, som vi havde planlagt, men i stedet 18.000 meter – og lidt til. Fire store bjerge og intensiv trekking gennem områder af Nepal, hvor jeg ikke havde været før. Vi har været på farten næsten dagligt i de sidste syv uger. Og jeg fandt styrkerne igen. På hvert eneste bjerg. Og det er dybt meningsfuldt for mig at kunne bruge mine erfaringer fra en del af mit liv – til noget helt andet.
En anden vigtig grund til bjergbestigning efter mit kemoterapiforløb er skønheden og naturen. Der er ikke meget smukt ved kemoterapi, en skaldet isse, gentagne mundinfektioner, hudforandringer og store blå mærker. Mens behandlingen stod på, og jeg var isoleret, fordi jeg konstant var i infektionsfare, blev min redning skovene, havet og søerne omkring Århus. Hver eneste dag snørede jeg mine vandrestøvler og vandrede afsted i flere timer. Eller jeg tog min mountainbike på tur i Marselisskoven. Jeg oplevede min nære natur, som jeg aldrig ville have oplevet den, og kunne for nogle timer næsten kende mig selv igen. Jeg ved ikke, om jeg ”har fundet mig selv” her på vores strejfture i Himalaya. Jeg tror ikke, jeg har været væk. Men jeg har haft det forrygende godt. Jeg troede, jeg havde mistet mit mod, min fanden-i-voldskhed, min umiddelbarhed, men det kom tilbage til mig undervejs. Jeg er tæske-forelsket i livet og hat jublet over det hver eneste dag. At kræft har fyldt så lidt på vores rejse kunne i sig selv være et mål, en vigtig del af min proces efter sygdommen. Nu rejser jeg hjem og glæder mig til at genoptage hverdagen. Eventyret har ikke været en flugt. Jeg har den bedste familie, de bedste venner, mit arbejde gør mig glad hver dag, og jeg bor et sted, som ikke kan forestilles bedre.Alt det glæder jeg mig ubændigt til at komme hjem til. Jeg ser frem til almindelige hverdagsbekymringer, glæder og småsorger. Min gamle chef sagde altid til mig, at jeg kom hjem med lys i øjnene efter et eventyr. Denne gang lyser de helt sikkert, stærkt og længe.

Det her er lidt tanker på falderebet af et fantastisk eventyr. Et eventyr, som skule have været ét, men blev noget helt andet. Jeg er utrolig ked af, at vi ikke fik lov til at rejse ind i Tibet og bestige det bjerg, vi havde drømt om. Vi kunne have gjort det, hvis vind og vejr havde været med os. Vi har været et utrolig godt makkerpar. Vi tog afsted for at bestige Shishapangma uden hjælp på bjerget. I stedet drog vi ud på en stor ekspedition, hvor vi trekkede over lange afstande for at nå de bjerge, vi bestemte os for. Vi kunne ikke have lavet det store trek uden hjælp af portere, kok og guide; afstandene var for store og udstyret for omfattende. Men i bjergene var vi stadig uden support. Vi måtte selv finde vores ruter, sikre hinanden og tage ansvaret. Vi måtte, især på Lobuche, huske på, hvor vi var, og hvor langt der ville være til hjælp og assistance, hvis noget gik galt. På vores vej mødte vi ikke andre, der besteg bjerge på vores måde, men enkelte grupper og enkeltpersoner med højdesherpaer, som tager ansvaret for deres klienter.

At bestige fire bjerge, eller rettere – at lave fire forskellige topforsøg på kort tid kræver ”sin mand”. Et topforsøg starter principielt, når man flytter sig til den øverste lejr. Lejren etableres, vi spiser og sover nogle få timer, før vi står op, mens det endnu er nat. Vi starter om natten af flere grunde. Det bliver koldere, når mørket falder på, og isen på bjerget giver os dermed de bedste betingelser for at bevæge os på den; vi er hurtigere nede fra topforsøget og har flere timer til at nå ned i lavere højde; endelig får vi de fantastiske solopgange over bjergtinderne. De solopgange er ofte alle anstrengelserne værd og kan ikke opleves andre steder. Efter topforsøget, hvad enten det er succesfuldt eller ej, begiver vi os hurtigt ned til lejren igen. Her spiser vi lidt, pakker lejren sammen og fortsætter langt ned og videre mod næste mål. Ved næsten alle vores topforsøg var vi i aktivitet 12-15 timer, før vi endelig kunne sætte os og hvile. Fysisk har vi presset os selv hårdt og stresset kroppen med nye topforsøg, men samtidig har det været sjovt, smukt, fantastisk. Vi har grinet og snakket, og vi har gået lange stræk hver for sig. Vi har diskuteret, løst problemer, været stille og haft det meget, meget sjovt.

Jeg er sikker på, dette eventyr har været mere end godt, og jeg håber det kan være med til at inspirere andre til at gøre noget, de drømmer om. Det kan være alt andet end bjergbestigning, det er bare min drøm. Eller en af dem. Drømme er vigtige, men vigtigere er at leve nogen af dem.
Der kommer helt sikkert flere eftertanker fra både Ole og mig, når vi igen har fødderne plantet i den danske muld. Der er så mange indtryk, som skal have tid til at lejre sig. Jeg vil gerne rette en stor tak til alle dem, der har støttet os. Først og fremmest Roche, der som hovedsponsor har gjort hele rejsen mulig. En stor tak vil jeg rette særligt til Morten Wiberg, Informationschef hos Roche, som har støttet, bakket op, lavet mirakler på alle tænkelige måder. Friluftsland vil vi gerne takke stort for støtte i form af hjælp til udstyr. Marmot skal have stor tak for, blandt andre ting, vores højt elskede soveposer og dunjakker – uden dem var turen blevet en anden, og vi er en smule spændte på, om vi kan sove uden dem fremover. Kræftens Bekæmpelse og Dansk Sygeplejeråd skal have stor tak for økonomisk støtte, som gjorde projektet muligt..Thrane og Thrane takker vi for at stille satellitterminal til rådighed, så vi har kunnet sende nyheder hjem fra vildmarken. Selv når computeren måtte opgive vejrliget, kunne vi ringe fra terminalen. Lars Gundersen og Kiplingtravel skal have stor tak for uvurderlig hjælp og støtte til drømme, planlægning og logistik. For hjælp, opmuntring og støtte til vores cykeltræning inden rejsen vil vi gerne takke Mikkel fra Bikes4sale i Århus, og endelig vil jeg gerne give en stor tak til jer på Krop og Kræft på Rigshospitalet og til Proof of Life for inspiration, opmuntring og støtte gennem mit forløb. Vores familier skal have en særlig tak. Tak, fordi I har holdt ud og holdt ved. Tak for jeres støtte, selvom vi ved, hvordan I alle har det med, at vi rejste ud for at betige høje bjerge. Og tak til alle vennerne, fordi I alligevel gad træne med os og høre om vores planer igen og igen og igen.

	Emner: at blive rask, bjergbestigning, rejser, tanker
	Der er 3 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Annelise Læssøe

Det falder mig ikke helt så nemt pludselig at være en slags løsgænger efter flere måneder med mere eller mindre faste programmer, hvor jeg fik kemo, sov nogle dage, gik og havde lidt ondt af mig selv nogle flere dage, fik det bedre, og pludselig havde det helt fint, for derefter at gentage det hele en gang til – for hvad nu? Jeg skal blive rask og frisk og frejdig, skal jeg, tilbage til superkvinden, som bare kan det hele, orker det hele, og ikke har brug for nogen hjælp, kan selv, vil selv – sådan. Og tænk, det har jeg slet ikke lyst til – jo, rask meget gerne, men superkvinde-mentaliteten vil jeg meget gerne slippe af med. 

Jeg er slet ikke vant til at have nogen at læne mig op ad i det daglige, når livet er svært. I denne sygeperiode har jeg været langt mere åben end sidst overfor venner og familie om min tilstand og mange tanker og har fået en hel utrolig støtte og omsorg fra næsten alle omkring mig. Og jeg er lidt bange for at miste den omsorg, når jeg nu er ”rask” igen, for jeg har lært, at jeg ikke behøver at være superkvinde, jeg bliver accepteret med de svagheder, jeg også indeholder, men vil jeg også vise de svagheder fremover, når jeg ikke længere kan dække mig under sygdommen, og dermed føle, at jeg til en vis grad ”fortjener” omsorgen? 

Mine tanker tumler meget rundt i en til tider forvirrende spiral., og jeg har svært ved at forstå, hvorfor lykke, lettelse og glæde ikke er de følelser, der fylder mest. På mange måder trives jeg i den noget beskyttede verden, jeg lever i lige nu – og jeg er bange for at træde ind i arbejdslivet igen, som jeg føler, jeg er nødt til. Den verden, hvor jeg udadtil er rask, og hvor jeg frygter, at forventningerne til mig overstiger det, jeg har at byde på. 

Kronisk syg, ja, det er jeg – kan kræften sprede sig igen, ja – skal jeg have kemo igen, og hvornår? Ja, og jeg ved ikke hvornår – om et år, om fem år, eller … ? Lige nu definerer jeg mig selv ved min sygdom, og jeg kan ikke – og vil ikke – forvente, at mine omgivelser også ser mig som syg – og dog, jeg har stadig et utroligt behov for omsorg og er slet ikke parat til at gå ud i verden og sige; ”Hurra, her er jeg igen!” 

     Nå, en skønne dag skal mine tanker nok gå hen og blive lidt mere konkrete – jeg føler, jeg er på vej – men der skal sandelig tænkes og overvejes meget! Og så skal jeg lære at lytte til mig selv og føle efter, hvad jeg kan – og vil.Er alle disse tanker bare mine? Kender I til dem, og kan I hjælpe mig på vej? Jeg vil så gerne finde fred og ro i mine tanker og mit syn på livet – med og på trods af kræften.

	Emner: accept, arbejdsliv, forventninger, følelser, tanker, tilbagefald
	Der er 11 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Annelise Læssøe

Nu er det en halvanden uges tid siden, jeg fik den skønne besked – ikke mere kemo i denne omgang. Jeg får det bedre og bedre næsten dag for dag, men jeg kan også mærke en form for afmatning – jeg er stadig meget træt, sover 3-4 timer midt på dagen, og kan trods middagslur uden problemer klare en hel nats søvn. Godt jeg stadig er sygemeldt, for trætheden overvælder mig stadig.

Men når jeg så er vågen, har jeg det godt, men det pudsige er, at afmatningen også gælder mit humør til en vis grad.  De kræfter og tanker, jeg hidtil har brugt på at komme gennem kemobehandlingerne, skal nu bruges på en anden måde, og jeg er ved at finde frem til en ny rytme, hvor det mere drejer sig om at få mine kræfter tilbage og finde frem til, hvordan mit liv nu skal leves. Jeg har i flere måneder hverken kunne koncentrere mig om læse bøger eller strikke, begge ting, som jeg normalt slapper så dejligt af med. Det kan jeg nu og tilbringer tit nogle timer om eftermiddagen ude på altanen med en god bog, og er også begyndt at strikke igen. Fjernsynet interesserer mig derimod ikke det fjerneste. Lige dér holder koncentrationen altså ikke.

I går aftes var jeg til middag med omkring 25 mennesker; de fleste kender jeg godt og er glad for at være sammen med. Men jeg lagde mærke til, at jeg har fået en lavere tolerance for  støj, snak og mange mennesker, og jeg måtte gå før desserten! Dels var jeg træt og dels måtte jeg have ro omkring mig.

Det dejlige forårs-/sommervejr hjælper meget – det er en perfekt årstid at rekonvalescere, for jeg kan bare ikke være trist, når solen skinner.  Mit hår er nu begyndt at titte frem, bare et par millimeter, så jeg kan endnu ikke kaste mig over mit krøllejern – og også hårene i mine øjenbryn er begyndt at komme tilbage. Så jeg ser fremskridt, nu skal jeg ”bare” til at finde melodien igen.

Da jeg får daglige indsprøjtninger af blodfortyndende medicin, har jeg tit lejlighed til at snakke lidt med hjemmesygeplejersken – det hjælper at tale med en erfaren person om det at komme tilbage til en normal tilværelse, og jeg har fået besked om, at da jeg har været gennem så meget, tager det sin tid at komme sig, både psykisk og fysisk, og at jeg ikke skal undervurdere det psykiske. Desuden rammer kemoen også mange af de raske celler, så jeg skal være tålmodig mht at blive helt rask igen. Meget betryggende at få at vide, at min tilstand er normal, og at jeg skal tage mig tid til at finde rytmen igen.

    Mit næste projekt er at komme ud og få lys, luft, sol og motion. Så jeg planlægger at pakke min rygsæk med en termos kaffe, et lille tæppe og min skitsebog og så tage en daglig tur til en af de dejlige parker heromkring – sikkert mest Frederiksberg Have; dér er jeg altid glad for at være.

	Emner: koncentration, sygeplejerske, tanker, tilbagefald, træt
	Der er ingen kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Bjørn Askholm

Nu efter jeg har fået tilbagefald, har jeg skulle finde en anden måde at tackle hele situationen på.
Første gang jeg fik kræft, havde jeg en meget “fandenivoldsk” indstilling til det hele, og det var min måde at tackle mig til det på.
“Selvfølgelig blev jeg da rask!”
“Selvfølgelig får jeg da ikke tilbagefald! Nu har jeg været mit igennem! Jeg er ung og skal bare igang med livet igen!”

Nu har jeg ligesom fået den lussing, at kræften altså kan komme tilbage til dig, og det hele ikke er så selvfølgeligt.
Det er meget svært for mig at formulere mine tanker og følelser omkring det her både verbalt og skriftligt, men klart er det, at jeg er nødt til at finde en ny vinkel at angribe det her fra, og jeg er virkelig nødt til at arbejde med mig selv, for at finde ud af hvordan jeg nu skal forholde mig til mit tilbagefald…

Første gang jeg fik kræft, tænkte jeg ikke at det rent faktisk var en dødelig sygdom jeg havde. Jeg havde en sygdom, men det tog bare lidt længere tid end normalt, at blive rask! Færdig punktum! Andet var ikke en mulighed… Selvfølgelig blev jeg rask.

Og jeg blev “rask”!

Så snart jeg var udskrevet og erklæret symptomfri, som det jo så fint hedder, følte jeg mig igen ung og uovervindelig. Jeg skulle selvfølgelig lige til kræfter igen, men rask, det var jeg! Jeg var faktisk ikke nervøs når jeg skulle til kontrol, jeg kunne jo mærke at der ikke var noget galt, så jeg skulle bare op og have at vide, at alt var godt!

Nu efter to år, en uge før jeg skulle afsted til Afrika, skulle jeg som sædvanlig bare op og have at vide, at alt var vel, før jeg rejste.
Jeg havde ingen af de symptomer, som jeg havde første gang jeg blev syg. Der var da lidt influenza, som alle andre også havde på det tidspunkt, men ikke noget at være nervøs for.
Det var desværre en noget anden besked lægen havde til mig.
Jeg blev helt slået ud! Det eneste jeg kunne tænke på, var at det ikke kunne passe, for jeg var jo pakket og klar, og resjte lige om lidt. De første få minutter hvor jeg sad med ansigtet bagravet i mine hænder og rystede på hovedet, tror jeg at jeg nåede at udtænke de første tusinde planer, for hvordan jeg alligevel kunne komme aftsed til Afrika.
Men det kunne jeg jo ikke…
Så fik jeg tudet lidt. Begyndte igen at tænke rationelt. Fik ringet til dem der skulle ringes til. Blev indlagt, og så var behandlingen ellers igang igen…

Her er jeg så nu…

Planen er, at jeg skal have lavet en knoglemarvstransplantation, og første projekt har været, at finde en donor som matcher mig.
Tidligere havde min indstilling været, at selvfølgelig finder de da en donor som matcher mig 100%, og selvfølgelig forløber transplantationen da problemfrit, så jeg kan komme videre med livet.
Men nu, efter at have fået tilbagefald, har jeg bare fået det wake-up call, at du sgu ikke kan være så sikker på det hele.
Heldigvis har de fundet to donorer som matcher mig 100%. Det var en kæmpe lettelse at få den besked, da jeg netop havde gået i to måneder i uvished, og ikke følt mig sikker.
Nu er næste skridt så selve transplantationen. Selvfølgelig håber jeg, at alt går vel, men jeg tør sgu ikke tage det for givet, efter at have prøvet at få beskeden om tilbagefald, når man er helt sikker på at alt er godt. Det gør bare skuffelsen så meget værre.

Jeg har altid sagt, at psyken er en stor del af behandlingen. Hvis man bare tror på at man bliver rask, så skal man nok blive det.
Her sidder jeg så, og tør ikke længere selv tænke sådan… Det er ikke godt.

Jeg er nået så langt, at “rask” skal jeg sgu nok blive, på den ene eller den anden måde…Spørgsmålet er bare hvordan.

	Emner: angst, følelser, tanker, tilbagefald
	Der er 4 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Helle Høstrup

Hej alle jer derhjemme

14. april gik vi fra Khote til Thangnak i 4359 meters højde. Vi gik gennem en lang dal, hvor vi gradvist bevægede os op fra 3700 meter ad den smukkeste rute. Ruten var sjov og afvekslende, og Ole og jeg går godt sammen. Af og til kommer en af os til at gå  i vores egne tanker og kommer lidt foran eller bagud. Når man går i højden, kommer man til at bevæge sig i en langsom, vegeterende rytme, så man kan næsten komme i en meditativ tilstand, mens man går.


Højden
Vi har stadig ingen problemer med højden, selv har jeg helt glemt at kaste op, som jeg plejer, når jeg når 4000 meters højde. Det er vigtigt at stige gradvist op i højden, så kroppen langsomt kan tilpasse sig det lave tryk. Næsten alle vil få noget ubehag, når man befinder sig over 3000 meter. Det vil oftest være i form af let hovedpine, forpustethed, lidt kvalme eller mangel på appetit. Ubehaget skal forsvinde med en nats søvn, ellers skal man vente med at stige. Fraset en smule kvalme i et af de høje pas, har jeg stort set undgået ubehag.


Stor gæstfrihed
Igår gik vi de sidste timer i regn og hagl. Vi var kommet langt foran vores portere og sidar (ham der fungere som chef for porterne) og blev inviteret ind ved ildstedet i et tehus i den lille bitte by, vi skulle overnatte i. Overalt, hvor vi når frem, møder vi gæstfrihed og nysgerrighed. Folk vil gerne vide, hvem vi er, og de vil gøre meget for at vi har det godt.
Vores sidar er deserteret. Han har klaget over hovedpine i et par dage, men havde også fortalt os, at han har en plan om at rejse til USA. Pyt. Vi savner ham ikke. Vi har vores portere og en fin kok, som også er god til at holde styr på bærerne.

Den enlige lama
På vores vej i dag kom vi forbi et lille buddhistisk kloster, hvor der levede en enlig lama. Han inviterede os ind og viste sit lille kloster frem. Lamaer lever ofte flere år i ensom afsondrethed, hvor de koncentrerer sig om meditation og bøn. De lever af det de får af forbipasserende og omkringboende folk. Klosteret var bygget ind i en klippehule og havde en fabelagtig udsigt over det flodleje, som vi vandrede langs hele dagen.

Leg
Eftermiddagen har vi brugt til leg. Vi har testet de lavinebippere, som vi fik med fra Friluftsland i København. Ole og jeg skiftedes til at gemme den ene bipper på vanskelige steder – til stor moro for nepaleserne. Lavinebipperen har et lille display, og den lokaliserer den anden indenfor en radius af op til 70 meter. Med displayet dirigerer den os til den forsvundne/gemte bipper. I dag har vi mødt flere bjergbestigere – os som ellers gik og fik en fornemmelse at næsten at være alene på bjerget. I vores nuværende lejr er der nok 12-15 telte, foruden vores to.

Kede af de ændrede planer
Vi har snakket længe om vores ændrede planer. Vi har haft dage, hvor vi har været rigtig kede af det. Kede af at se vores længe planlagte mål forsvinde i tågerne. Helt udenfor vores indflydelse. Vi er glade for vores beslutning om Mera Peak, for her er utrolig smukt, og det er stadig en tur, som vi selv er fuldstændig herre over. Vi bestemmer selv farten, lejrene og hvor hurtigt vi vil stige i højden. Vi koncentrerer os helt om dette bjerg nu, men vi undgår ikke at sende lidt anspændte tanker i retning af Tibet. Vi håber virkelig, at Shishapangma bliver virkelighed, at vi får vores permit. Men lykkes det ikke, vil vi finde på et andet eventyr, som stadig lever op til de grundtanker, vi har med hele projektet.

Alene igen
15. april forsvandt alle de andre bjergbestigere, og vi er igen alene. Vi har en ekstra dag i lejren, som vi har benyttet til at bestige vores første ”lille” top på 5100 meter. Det var en fabelagtig flot tur, med udsigter til flere høje bjerge. Udsigten tågede desværre til i skyer, da vi nåede toppen. Sådan en tur op i højden vil hjælpe vores akklimatisering. Fra nu af går det kun op. I morgen går vi til den næste lejr, Khare i 5000 meters højde. Her efterlader vi vores portere, og efter en eller to overnatninger går vi videre til Mera La Base Camp, som er i 5350 meter. Her vil vi også overnatte en eller to nætter og fortsætte til High Camp i 5780 meters højde. Det bliver sikkert fra den lejr, vi laver vores topforsøg til Mera Peaks nordtop på 6476 meter, men vi vil måske lave en lejr højere for at overnatte så højt som muligt.
Vi ved ikke, hvordan sendeforholdene vil være, men vi vil forsøge, når vi kan. Under alle omstændigheder kommer der en opringning om vores topforsøg. Den 28. har vi flybillet fra Lukla tilbage til Kathmandu.

Mange glade hilsner
Helle og Ole

	Emner: rejse, tanker
	Der er 3 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Berit Othman

Denne sidste gang jeg skulle til samtale før en behandling, skulle blive første gang jeg talte en læge igen, som jeg havde set før. Det blev ovenikøbet hende jeg helst ville tale med. Hun virkede på mig som en der lyttede, hun havde nedsat min dosis uden tøven og hun havde givet mig tillid med det samme.  Kors hvor det dog betød meget, at det var en jeg havde mødt bare èn gang før.  Jeg føler mig på en måde mere værd, mere set,  når nogen vil tale med mig igen. Det med en ny læge hver gang virker som om “systemet” er uinteresseret og tilfældigt.

Det må være godt for både læge og patient ikke at skulle forholde sig til et nyt ansigt hver gang.  Bare det sammen at kunne  stille eller høre spørgsmålet, hvordan er det gået siden sidst? må være anderledes nærværende.Det var lige før jeg ikke fik kemo den dag. Prøverne af de hvide blodlegemer viste for lave tal. Så måske ville en ny blodprøve vise højere tal. En ny blodprøve, selv om den gamle blev taget i går! Heldigvis gik det lige, den var over 3. Jeg kunne næsten ikke overskue at skulle rykke sidste behandling. Jeg havde lagt planer  i forhold til hvad jeg erfaringsmæssigt kunne overkomme og hvornår. Nu er det 9 dage siden sidste kemo og også denne gang har perioden sin egen rytme. Dage med kvalme og kvalme og stor madlede. Kunne glæde mig over så at tabe mig lidt.
Alt smagte af mudder ikke engang lugtesansen kunne overtales til at det er mad jeg puttede i munden.  Nu er smagssansen ved at vende tilbage. Mine fodsåler begyndte at blive mærkelige idag og de klør. Min mund igen som hajskind. Fingerspidserne ømfindtlige og huden sart. Af og til smerter i brystkassen. Så træt har jeg ikke været de andre gange. Men denne gang sover jeg udemærket, bare 2 baldrian nogle af de første nætter. Tak til hende i venteværelset sidste gang. 

Nu er der foreløbig bare undersøgelsen i begyndelsen af næste måned. Jeg er kommet mig over grublerierne med leveren, bekymrer mig ikke mere på forhånd.
Hvis jeg kan komme dertil at stoppe tankerne om fremtiden, så er der ingen tanker, der er bekymrende, al frygten er oppe i hovedet, for ting der måske ikke engang vil finde sted. Hvor kan man dog undgå megen smerte, hvis man ikke bekymrer sig om og forestiller sig hvad der kunne ske i fremtiden. Jeg synes jeg er blevet meget dygtig til at være lige her og nu, det betyder ikke at jeg ikke bekymrer mig, men det fylder meget meget lidt.
Jeg tror ikke alle bare kan sætte sig ned og lade være med at bekymre sig, jeg tror på at mange kunne have glæde af hjælp til at kunne. Professionel hjælp. Visualisering og meditation  har været meget brugbart for mig. Det har været metoder/ redskaber jeg har brugt meget gennem årene.

Jeg faldt i går over udtrykket på engelsk:  ”can with your cancer”. Det må på dansk kunne oversættes til:  ”Find kræfterne i din kræft.”
Personligt har jeg tænkt på at jeg har haft en rum tid til mig selv, jeg ellers ikke ville have haft. En pause til at stoppe op og evaluere. Jeg har tænkt mange tanker jeg ikke ville have tænkt. Nogle ting kommer i et andet perspektiv. Noget er ikke så selvfølgeligt, det har fået større værdi, eller noget er blevet ligegyldigt. Jeg har fundet mange ting, der glæder mig mere end før. Ja, jeg synes jeg er blevet gladere.

Så har jeg, bl.a. fordi flere har snakket godt om det, søgt et ophold på Dallund Rehabiliteringscenter, skal derover om bare 3 uger!  Det tog kun en uge fra jeg sendte ansøgningen til jeg fik det bevilliget! sådan! meget effektivt.
Det bliver godt at få nogle redskaber til fremtidens planer, til tilbagvenden til den del af det virkelige liv og til bearbejdning af hvad der nu måtte dukke op i fællesskab med professionelle.
Arbejde igen hvornår, hvordan, begynde at arbejde hjemme med maleriet igen, udstille igen o.s.v.Hvornår mon håret kommer igen?

	Emner: lægesamtale, tanker, visualisering
	Der er 11 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link

Malthe Borch

Det er ved at være længe siden jeg har skrevet… Har arbejdet som livredder på de danske strande, samt brugt tid på at forsvarer mit bachelor projekt. Så nu er jeg Bachelor i bioteknologi. Dejligt… Endelig er der tid til at slappe af, lade tankerne flyve og tænke tilbage.. Det blev nogle meget intense sidste dage.

Den næstsidste dag på cykelturen havde vi en smuk dag. Vi cyklede på North Hero den nordligste ø i Lake Champlain. Det var overskyet, søen var næsten helt spejl blank, kun enkelte regndråber forstyrrede overfladen.

En af de stille stunder langs med søen i eget tempo

Næsten alle dagene blev cykelgruppen hurtigt splittet. Niveauet er også virkelig spredt, fra patienter stadig i behandling, til raske sygeplejersker og pårørende, der er taget med for at opleve “sygdommen” på en anden måde. Dem der ikke kunne klare dagens etape blev samlet op af følgevognen og alle mødtes til frokost og til aften. Denne dag stod jeg af kort efter frokost, jeg kunne godt have fortsat, men havde mere lyst til at få mere tid sammen med de andre og ikke trille i mål kort før middagen, til stress og jag. Jeg havde brug for at slappe af og gøre det jeg tog her over for snakke og slappe af.

Dagene før jeg tog afsted var modsat meget hektiske. Min bachelor opgave skulle afleveres dagen før jeg skulle afsted, så jeg knoklede i døgn drift. Der udover skulle jeg tage stilling til om jeg ville begynde at skrive på denne blog, om jeg ville dele mine tanker og følelser med alle i Danmark. Det kunne være at jeg endte i aviser og på TV, som den eneste danske deltager i denne internationale event for sarkom “awareness” og found rasing. Jeg gik 100% ind i det, og fortryder ikke jeg brugte den ekstra energi på det. Jeg var, og er, ikke helt afklaret omkring min kræft, men turen har virkelig hjulpet mig. Jeg ved stadig ikke hvad jeg skal sige når jeg bliver konfronteret med, at dem jeg står og snakker med har familie eller venner der lige har fået konstateret kræft. Men jeg arbejder på det og kan kun opfordre alle andre til det samme. Dem der er herinder for at læse, er jo nok i gang med at blive “aktive” kræft patienter. Forstået på den måde, at istedet for pasivt og apatisk at følge med, opsøger man viden og andre i samme situation eller erfaring. Derefter kan man vælge at selv at fortælle og opfordre andre, der ikke er det til at få meldt sig ind i en patient gruppe, eller på simpel vis bare få snakket om det med venner og familie.

Vi fik alle et “Sarcoma knows no border” armbånd. Farven er farven fra et mikroskob slide af erwings sarcom. Den kræft type Liddy Shriver døde af, datteren til initiativ tageren.

Meld dig ind i en gruppe! På Team sarcoma 2007, fik vi udleveret sarcom armbånd. så var der ingen tvivl om at vi hørte sammen i en gruppe, Det kan godt være at vi var forskellige, men der var rum og plads til at snakke om det.

“Snak om det” – - Det hjælper.. for at komme med et ingeniør udtryk.. Det eneste der bliver mere af når du deler er viden og erfaring…

	Emner: grupper, ligesindet, snak, snak om det, tanker
	Der er 3 kommentarer			Skriv kommentar			Permanent link