I sidste uge skulle jeg til julefrokost og hev noget af mit ”fine” tøj frem – der var specielt en elsket nederdel, jeg gerne ville have på. Men, det måtte jeg opgive – jeg kunne tage den på uden at åbne lynlåsen, så den var da bare for usikker at gå med.

Har også fået lyse striber i mit efterhånden flotte krøllede hår – ser fin ud og glæder mig over det.

Så her går det bare godt … … jeg taler udenom, jeg ved det – det gjorde jeg også til lægesamtalen i sidste uge. Kunne se på lægen, at det vist ikke kun var gode nyheder. Dem begyndte hun ellers med; de tre svulster jeg har i underlivet er blevet lidt mindre, ”småtingene” i bughulen er det samme osv. Som jeg sagde til lægen; ”Jeg kan høre et MEN” – og så kom det. Udover den ene svulst i venstre lunge, som har været der et stykke tid, så er der yderligere spredning dér, og sandelig om ikke også der er spredning til højre lunge – det er nyt.

Måske forventet, og alligevel nej. Jeg havde sådan håbet på en meget længere pause – jeg vil bare ikke bankes tilbage i kemoverdenen igen, vil ikke leve mit liv i 3 ugers intervaller, hvor jeg kun kan fungere ordentligt og planlægge nogle aktiviteter hver 3. uge (forhåbentligt), vil bare ikke. Jeg er så småt begyndt at arbejde igen, ikke meget, men dog noget – der har været håb. Nu er scenariet noget helt andet, skal tale med min chef i morgen om, hvad nu! Tja, hvad skal jeg og min arbejdsplads stille op – jeg er forhåbningsfuld, men alligevel både ængstelig og spændt på udfaldet.

Jeg havde en rigtig god samtale med lægen – hun var absolut en af de bedste, jeg har talt med – og jeg har talt med rigtig mange efterhånden. Hun havde læst min journal helt tilbage til år 2000 og var velinformeret om min ”sag”. Sikke en lettelse. Hun var også en af de sjældne læger, som tog sig god tid, lyttede og svarede, på både mine og min datters spørgsmål. Faktisk var det mig, der rejste mig op og sagde, at nu havde vi vist været det hele igennem og takkede farvel – ikke lægen som synes, at nu havde vi snakket nok. Tænk at have en god oplevelse på hospitalet på trods af det lidt foruroligende resultat af min CT-scanning. Som en lille bi-oplysning kan jeg sige, at mit CA-125 tal er udmærket – den blodprøve har endnu ikke vist nogle særlige udsving (undtagen da jeg havde lungebetændelse og blodpropper i lungen) – så CA-125 markøren viser ikke sygdomsbilledet i mit tilfælde – det har altid kun været CT-scanningerne, der har vist spredningen – og det vidste denne læge godt.

Og når jeg nu læser dette igennem, finder jeg det lidt påfaldende, at samtalen også gav glæde, simpelthen fordi lægen havde tid og empati udover det sædvanlige – er det ikke sådan, alle lægesamtaler burde være?

Egentlig skulle jeg have begyndt med kemo næsten med det samme, men der er ikke langt til januar, så jeg sagde, at jeg ville have julen i fred. Den har jeg set frem til længe og er en tid, jeg virkelig nyder – og det vil jeg også i år. Men jeg fik dog hurtigt første indkaldelse til forundersøgelse, var i dag på Rigshospitalet til EDTA (nyre) prøve – de spilder ikke tiden denne gang! Næste skridt er endnu en CT-scanning og så kemobehandling i januar. Jeg skal igen have taxoterre og cisplatin, under indlæggelse til at begynde med. Jeg har før fået blandingen taxoterre/carboplatin, som jeg blev allergisk overfor, og cisplatinen er stadig lidt usikker, så der bliver passet godt på mig.

Nu vil jeg nyde denne dejlige juletid og ser frem til at holde juleaften hos min datter. Og så må jeg tage det nye år, som det kommer – i mellemtiden abstraherer jeg lidt fra hele situationen og nyder livet bedst muligt.

Jeg ønsker jer alle en rigtig Glædelig Jul og håber I må få et godt liv i 2009.

Også mine øjenbryn er ved at komme tilbage, og min hud er ved at være normal – jeg havde ellers fået så mange rynker; min hud var helt udtørret på trods af flittig brug af forskellige cremer. Jeg nævnte det for min datter forleden, som sagde, at hun også havde været forfærdet over mit ældede ud-seende, men nænnede ikke at sige det – tænk, jeg havde ikke forbundet udtørringen med kemobehandlingerne! Kemoen er også gået ud over mine negle, så de bliver holdt korte, indtil “kemo-rillerne” vokser ud.

Det var de ydre tegn – rent psykisk er jeg i en overgangstid, fra faste tider på hospitalet, tjek fra tid til anden, et regime jeg kunne forholde mig til, og så til nu, hvor jeg nærmest er på egen boldgade. Jeg er stadig sygemeldt, er stadig meget træt og sover meget, og er ret ukoncentreret. Jeg er dog glad for, at jeg er nået så langt, at jeg kan læse bøger og også strikke lidt, begge ting, der får mig til at slappe af. Men ellers har jeg en indre uro, der gør, at jeg ikke rigtig kan samle mig om ting, der tager længere tid.

Jeg passer så vidt muligt min samtalegruppe hver mandag på Sundhedscentret, går til psykolog hver 2. eller 3. uge, er meget opmærksom på, at jeg får ordentlig og sund mad – nu mangler jeg blot at få sat lidt skub i motionen. Den får jeg faktisk kun, når jeg er i sommerhuset, det sted hvor jeg har det bedst – ren rekreation at være ude i naturen og pusle rundt, kan ovenikøbet nu selv slå græsset (med pauser).

Hvorfor jeg har så svært ved at komme ud af døren, ved jeg ikke. Jeg går lidt rundt i en mild tågedis, mangler initiativ og energi, og selv om jeg rent teoretisk ved, at jeg vil have godt af at gå en tur i den lokale park og ovenikøbet også vil nyde det, får jeg det ikke gjort.

På mandag skal jeg have taget en blodprøve, der bl.a. vil vise mit CA-125 tal, og i midten af august skal jeg CT-scannes – det bliver så næste milepæl, hvor jeg håber, at det vil vise sig, at kræften stadig holder sig i ro. Når jeg læser eller hører om andre, som har fået tilbagefald efter tilbagefald, bliver jeg dels forskrækket, men på sær vis også beroliget – andre klarer sig igennem et liv med kronisk kræft, det må jeg også kunne gøre.

En af følgevirkningerne ved min kemobehandling var, som jeg tidligere har skrevet, blodpropper, og jeg får stadig to daglige indsprøjtninger med blodfortyndende medicin. Nu har mine dejlige hjemmesygeplejersker undersøgt sagen og har fundet ud af, i samarbejde med sygeplejerskerne på RH, at i stedet for to indsprøjtninger kan jeg nøjes med én ved at få et andet fabrikat, med samme medicinsk indhold og virkning – så i stedet for at få endnu 240 indsprøjtninger, før jeg er færdig med behandlingen, så skal jeg kun have omkring 120 i mit stakkels, og efterhånden hårdt prøvede, maveskind. Jeg har før fundet, at sygeplejersker har en anderledes praktisk og mere omfattende forståelse for patienters behov end mange læger, for jeg har faktisk omtalt problemerne med de mange indsprøjtninger, når jeg har været til lægesamtale, men nogen løsning er der aldrig kommet ud af det – før nu. Så et hurra til sygeplejerskerne for deres initiativ og fine løsning.

Og når jeg nu er i gang med sygeplejersker, vil jeg også lige nævne, at ordningen med hjemmesygepleje nemt overføres til sommeradressen, i hvert fald inden for Danmarks grænser. Jeg havde ellers været bekymret over ikke at kunne tage i mit elskede sommerhus, men det har så vist sig, at jeg blot skal ringe til sommerhuskommunen for at meddele, hvornår jeg er der, og så klarer de indsprøjtningerne. Det var lidt tilfældigt, at jeg fandt ud af den ordning, så jeg giver den videre her.

Sommerhilsener fra Annelise

Jeg er slet ikke vant til at have nogen at læne mig op ad i det daglige, når livet er svært. I denne sygeperiode har jeg været langt mere åben end sidst overfor venner og familie om min tilstand og mange tanker og har fået en hel utrolig støtte og omsorg fra næsten alle omkring mig. Og jeg er lidt bange for at miste den omsorg, når jeg nu er ”rask” igen, for jeg har lært, at jeg ikke behøver at være superkvinde, jeg bliver accepteret med de svagheder, jeg også indeholder, men vil jeg også vise de svagheder fremover, når jeg ikke længere kan dække mig under sygdommen, og dermed føle, at jeg til en vis grad ”fortjener” omsorgen? 

Mine tanker tumler meget rundt i en til tider forvirrende spiral., og jeg har svært ved at forstå, hvorfor lykke, lettelse og glæde ikke er de følelser, der fylder mest. På mange måder trives jeg i den noget beskyttede verden, jeg lever i lige nu – og jeg er bange for at træde ind i arbejdslivet igen, som jeg føler, jeg er nødt til. Den verden, hvor jeg udadtil er rask, og hvor jeg frygter, at forventningerne til mig overstiger det, jeg har at byde på. 

Kronisk syg, ja, det er jeg – kan kræften sprede sig igen, ja – skal jeg have kemo igen, og hvornår? Ja, og jeg ved ikke hvornår – om et år, om fem år, eller … ? Lige nu definerer jeg mig selv ved min sygdom, og jeg kan ikke – og vil ikke – forvente, at mine omgivelser også ser mig som syg – og dog, jeg har stadig et utroligt behov for omsorg og er slet ikke parat til at gå ud i verden og sige; ”Hurra, her er jeg igen!” 

     Nå, en skønne dag skal mine tanker nok gå hen og blive lidt mere konkrete – jeg føler, jeg er på vej – men der skal sandelig tænkes og overvejes meget! Og så skal jeg lære at lytte til mig selv og føle efter, hvad jeg kan – og vil.Er alle disse tanker bare mine? Kender I til dem, og kan I hjælpe mig på vej? Jeg vil så gerne finde fred og ro i mine tanker og mit syn på livet – med og på trods af kræften.

Men når jeg så er vågen, har jeg det godt, men det pudsige er, at afmatningen også gælder mit humør til en vis grad.  De kræfter og tanker, jeg hidtil har brugt på at komme gennem kemobehandlingerne, skal nu bruges på en anden måde, og jeg er ved at finde frem til en ny rytme, hvor det mere drejer sig om at få mine kræfter tilbage og finde frem til, hvordan mit liv nu skal leves. Jeg har i flere måneder hverken kunne koncentrere mig om læse bøger eller strikke, begge ting, som jeg normalt slapper så dejligt af med. Det kan jeg nu og tilbringer tit nogle timer om eftermiddagen ude på altanen med en god bog, og er også begyndt at strikke igen. Fjernsynet interesserer mig derimod ikke det fjerneste. Lige dér holder koncentrationen altså ikke.

I går aftes var jeg til middag med omkring 25 mennesker; de fleste kender jeg godt og er glad for at være sammen med. Men jeg lagde mærke til, at jeg har fået en lavere tolerance for  støj, snak og mange mennesker, og jeg måtte gå før desserten! Dels var jeg træt og dels måtte jeg have ro omkring mig.

Det dejlige forårs-/sommervejr hjælper meget – det er en perfekt årstid at rekonvalescere, for jeg kan bare ikke være trist, når solen skinner.  Mit hår er nu begyndt at titte frem, bare et par millimeter, så jeg kan endnu ikke kaste mig over mit krøllejern – og også hårene i mine øjenbryn er begyndt at komme tilbage. Så jeg ser fremskridt, nu skal jeg ”bare” til at finde melodien igen.

Da jeg får daglige indsprøjtninger af blodfortyndende medicin, har jeg tit lejlighed til at snakke lidt med hjemmesygeplejersken – det hjælper at tale med en erfaren person om det at komme tilbage til en normal tilværelse, og jeg har fået besked om, at da jeg har været gennem så meget, tager det sin tid at komme sig, både psykisk og fysisk, og at jeg ikke skal undervurdere det psykiske. Desuden rammer kemoen også mange af de raske celler, så jeg skal være tålmodig mht at blive helt rask igen. Meget betryggende at få at vide, at min tilstand er normal, og at jeg skal tage mig tid til at finde rytmen igen.

    Mit næste projekt er at komme ud og få lys, luft, sol og motion. Så jeg planlægger at pakke min rygsæk med en termos kaffe, et lille tæppe og min skitsebog og så tage en daglig tur til en af de dejlige parker heromkring – sikkert mest Frederiksberg Have; dér er jeg altid glad for at være.

Tak for jeres velkomsthilsener – jeg har jo blogget en del gennem de sidste måneder, men det er en helt ny oplevelse at blogge mere sammenhængende med min ”egen” blog.
——————————————————————————————-
 

Her kommer så lidt nyt fra i eftermiddags. Tænk en gang, jeg skal ikke have flere kemobehandlinger denne gang – det er næsten ikke til at fatte.
 

Samtalen med lægen gik godt – han fortalte, at stigningen i CA-125 tallet ikke udelukkende viste, at der kunne være noget galt med kræftudviklingen, men kunne også tyde på en evt. infektion eller andet galt. Men CT-scanningen var nødvendig, før de kunne være helt sikre. Scanningen viser, at kræften ikke er i yderligere udvikling, og at knuden i lungen er så godt som væk. Så det er konklusionen, at den bratte stigning, som blev vist af blodprøverne, skyldes lungebetændelsen og blodpropperne, som jeg fik for godt en måneds tid siden. Den kemo jeg ellers havde fået, cisplatin, er noget af det skrappeste, de kan give mig, og han så ingen grund til at udsætte mig for det endnu en gang – ikke lige nu i hvert fald. CA-125 tallet er i mellemtiden faldet til det acceptable, og det skal der holdes øje med fremover.
 

Jeg skal så have taget endnu en CA-125 blodprøve om en måned og igen om 3 måneder, en uge før jeg skal CT-scannes, hvilket vil ske ca. hver 3. måned til at begynde med, og derefter trappes der op til evt. hver 6. måned. Så jeg er godt tilfreds, specielt med at jeg vil blive scannet med jævne mellemrum. Lægen udtrykte også håb om, at der kunne gå en 5-6 år, før jeg igen skulle i gang med kemobehandling – måske længere. Scanningerne vil vise, hvornår det er tid til en “tur” igen.
 

Min datter Christina og jeg spiste så en god frokost, jeg fik også en jordbærtærte, og lige nu er jeg næsten færdig med en æske chokolader, som jeg fik forleden. Der blev fejret med forbudte godbidder!
 

Dette er endnu en kolbøttevending, og jeg skal til at vænne mig til tanken om, at jeg nu kan se frem til at se mit hår gro ud igen, få mine øjenbryn tilbage, og ikke mindst mine kræfter. Med klar erindring om, hvordan jeg havde det sidste gang, jeg blev erklæret rask, ved jeg, at jeg skal tage det stille og roligt et godt stykke tid, så det gør jeg. Tanker om at vende tilbage til arbejdet følger senere, men ikke lige nu.
 

Jeg skal bestemt også vænne mig til, at jeg nu er en “fri” fugl, ikke mere bundet af behandlinger og den efterfølgende sløve tid med diverse bivirkninger – jeg har tid, og har det godt. Hvor mærkeligt det end kan lyde, så gik jeg i seng her i eftermiddag og sov nogle timer – selv gode nyheder kan åbenbart gøre mig helt udmattet.
 

Nu går jeg ind i en helt ny og uventet periode – nemlig tiden fra at være syg til at være rask – at det er kronisk, vil jeg lige nu se bort fra, for i det store og hele forventer jeg at kunne leve normalt, indtil næste gang kræften begynder at røre på sig. Om mine forventninger bliver opfyldt, vil tiden vise.
 

Lige nu er jeg bare glad og lettet – men jeg er spændt på, hvordan det vil gå de næste uger, hvor mine tanker fører mig hen, om der kommer bølgedale i mit humør, eller om det bliver nemt at vende tilbage til det pulserende liv, og her tænker jeg helt specielt på arbejdslivet. Jeg vil rigtig gerne høre andres erfaringer på det punkt, for jeg er meget i tvivl om, hvor længe jeg skal vente med at gå i gang, hvor mange timer jeg kan klare dagligt til at begynde med osv. – mine tanker om, at det er bedst at tage den med ro, tror jeg, at jeg vil lytte til.

I slutningen af 2000 gik jeg til min læge med diverse småskavanker, som jeg lige ville have tjekket, og nævnte nærmest på vej ud ad døren, at jeg i øvrigt også havde nogle problemer med tarmen, lidt for meget blod mv – tilsyneladende nævnte jeg nogle helt klassiske symptomer (på hvad vidste jeg ikke dengang), så jeg blev straks henvist til en speciallæge, som så henviste mig til hospitalet - kort sagt lå jeg på operationsbordet, før der var gået to uger og fik fjernet en svulst i endetarmen samt indlæggelse af stomi. Og det var under den operation, at det blev opdaget, at jeg også havde en anden slags kræft, nemlig æggestokkræft, den kræft, som nu er i tilbagefald. I 2001 fik jeg to gange kemo (á seks serier) for æggestokkræften, første gang i vinter/foråret, blev erklæret rask, fik tilbageført stomien, flere tegn på æggestokkræft viste sig da, derefter endnu en gang kemo i efteråret, hvorefter jeg igen blev erklæret fri for kræft. Og det valgte jeg at tro på, men må dog indrømme, at tanken om, at der stadig var en rest kræft tilbage fra tid til anden dukkede op – men det lykkedes mig ret godt at fortrænge den tanke.

Fem års kontrol, og ingen tegn på kræftudvikling – men ikke en gang et år gik efter sidste kontrol, før jeg fik at vide, at nu var jeg i tilbagefald. Også denne gang var det lidt tilfældigt – jeg blev indlagt for nyreproblemer, og en CT-scanning viste så, at der var andre ting, der “rørte” sig i min krop. Efter diverse undersøgelser på tre forskellige hospitaler kom jeg så i gang med kemobehandlinger her i begyndelsen af 2008.

Så nu er jeg tilbage i dette mærkelige univers. Denne gang ved jeg, at det ikke er en engangsoplevelse – kræften er nu betegnet som kronisk, og det skal jeg forlige mig med. I skrivende stund er det blevet et dejligt maj-forår, og jeg har haft flere måneder med mange tanker, frygt, op- og nedture både helbreds- og humørmæssigt, og jeg har især brugt megen tid på at prøve at finde ud af, hvordan mit liv nu skal leves. Jeg har for mange år siden prøvet en svær depression, hvor jeg ikke en gang kunne høre fuglene synge, og da jeg den gang var ved at komme ud af mørket, gjorde jeg det, at jeg lagde megen vægt på de små glæder, samlede gode oplevelser, som jeg vidste ville få humøret i vejret, og efterhånden lykkedes det også at føle glæde helt inde i kroppen. Jeg bruger samme system nu – efter chokket (mørket) har jeg bevidst samlet gode oplevelser, fra naturen og mine venner, samvær med min datter, glæde ved mine to dejlige katte, blomsterflor på min altan, og her de seneste to weekender en tur til mit elskede sommerhus med gode venner, som hjalp mig med at gøre det forårsklar, så jeg fremover selv kan holde det vedlige. Og det er nok det jeg allerhelst vil skrive om og høre andres erfaringer om – de glæder livet kan byde i en ellers svær tid, som ikke skal få lov til at tage overhånd og ødelægge livet, om det så bliver kort eller langt.

I eftermiddag skal jeg til endnu en lægesamtale – denne gang vil jeg få resultatet fra sidste uges CT-scanning og røntgenundersøgelse, da det har vist sig, at den seneste tids kemobehandlinger ikke har haft nogen effekt på kræften – og det vil I også høre nærmere om, ligesom jeg gerne vil fortælle om mine erfaringer og de betragtninger jeg gør mig i forbindelse med kræften og behandlingerne for at holde den nede.

Livet i dette univers er lys og skygge – og jeg hager mig så vidt muligt fast i lyset …

Nu har jeg ligesom fået den lussing, at kræften altså kan komme tilbage til dig, og det hele ikke er så selvfølgeligt.
Det er meget svært for mig at formulere mine tanker og følelser omkring det her både verbalt og skriftligt, men klart er det, at jeg er nødt til at finde en ny vinkel at angribe det her fra, og jeg er virkelig nødt til at arbejde med mig selv, for at finde ud af hvordan jeg nu skal forholde mig til mit tilbagefald…

Første gang jeg fik kræft, tænkte jeg ikke at det rent faktisk var en dødelig sygdom jeg havde. Jeg havde en sygdom, men det tog bare lidt længere tid end normalt, at blive rask! Færdig punktum! Andet var ikke en mulighed… Selvfølgelig blev jeg rask.

Og jeg blev “rask”!

Så snart jeg var udskrevet og erklæret symptomfri, som det jo så fint hedder, følte jeg mig igen ung og uovervindelig. Jeg skulle selvfølgelig lige til kræfter igen, men rask, det var jeg! Jeg var faktisk ikke nervøs når jeg skulle til kontrol, jeg kunne jo mærke at der ikke var noget galt, så jeg skulle bare op og have at vide, at alt var godt!

Nu efter to år, en uge før jeg skulle afsted til Afrika, skulle jeg som sædvanlig bare op og have at vide, at alt var vel, før jeg rejste.
Jeg havde ingen af de symptomer, som jeg havde første gang jeg blev syg. Der var da lidt influenza, som alle andre også havde på det tidspunkt, men ikke noget at være nervøs for.
Det var desværre en noget anden besked lægen havde til mig.
Jeg blev helt slået ud! Det eneste jeg kunne tænke på, var at det ikke kunne passe, for jeg var jo pakket og klar, og resjte lige om lidt. De første få minutter hvor jeg sad med ansigtet bagravet i mine hænder og rystede på hovedet, tror jeg at jeg nåede at udtænke de første tusinde planer, for hvordan jeg alligevel kunne komme aftsed til Afrika.
Men det kunne jeg jo ikke…
Så fik jeg tudet lidt. Begyndte igen at tænke rationelt. Fik ringet til dem der skulle ringes til. Blev indlagt, og så var behandlingen ellers igang igen…

Her er jeg så nu…

Planen er, at jeg skal have lavet en knoglemarvstransplantation, og første projekt har været, at finde en donor som matcher mig.
Tidligere havde min indstilling været, at selvfølgelig finder de da en donor som matcher mig 100%, og selvfølgelig forløber transplantationen da problemfrit, så jeg kan komme videre med livet.
Men nu, efter at have fået tilbagefald, har jeg bare fået det wake-up call, at du sgu ikke kan være så sikker på det hele.
Heldigvis har de fundet to donorer som matcher mig 100%. Det var en kæmpe lettelse at få den besked, da jeg netop havde gået i to måneder i uvished, og ikke følt mig sikker.
Nu er næste skridt så selve transplantationen. Selvfølgelig håber jeg, at alt går vel, men jeg tør sgu ikke tage det for givet, efter at have prøvet at få beskeden om tilbagefald, når man er helt sikker på at alt er godt. Det gør bare skuffelsen så meget værre.

Jeg har altid sagt, at psyken er en stor del af behandlingen. Hvis man bare tror på at man bliver rask, så skal man nok blive det.
Her sidder jeg så, og tør ikke længere selv tænke sådan… Det er ikke godt.

Jeg er nået så langt, at “rask” skal jeg sgu nok blive, på den ene eller den anden måde…Spørgsmålet er bare hvordan.

Men jeg har været meget urolig for at skifte behandling, fordi jeg så skulle af med Tyverb, som virker i hjernen også, hvad kemo ikke rigtig gør. Jeg har haft flere hjernemetastaser og det er min akilleshæl. Jeg er sikker på, at det er metastaser i hjernen, der en dag vil tage mit liv.

Ulla kom så med den rigtig gode besked, at hun ville tage fat i producenten af Tyverb og høre, om jeg ikke kunne få den sammen med Taxol, når jeg nu havde så god glæde af den. Og i går eftermiddags ringede hun med det fantastiske svar, at de godt ville være med til at udlevere Tyverb til brug sammen med Taxol, det er vist ikke gjort i Danmark før. Jeg var ude hos producenten og holde foredrag for de ansatte om min historie, så jeg skyndte mig jo at ringe til min kontakt og hun siger, at Taxol og Tyverb er givet sammen før (jeg ved bare ikke i hvilket land) med ganske godt resultat. Så det var et par overordentligt gode beskeder.

I morges ringede min fantastiske sygeplejerske så og fortalte mig, at jeg skulle igang med Taxol allerede på tirsdag.

Jeg fik fjernet min portercat pga. blodprop i sommer og mine årer er ikke sindsygt gode at stikke i efter så mange år i kemoterapi. Det havde jeg også gjort mig en masse tanker om, men fik at vide, at jeg nok ville kunne få en portercat i lysken. Igen er hun ærlig, det ser ikke særlig godt ud og er heller ikke voldsomt behageligt. Så på tirsdag skal jeg også snakke med narkoselægerne, som jo er dem, der har forstand på den slags. De ligger bare en venflon tirsdag, men finder så ud af et eller andet agrigat, som gør at jeg kan få behandling, uden at der skal ligges en venflon hver gang. Taxol skal gives ugentligt, så et eller andet system, skal de finde på.

Den 8. skal jeg så hjernescannes for at se om Tyverben stadig har effekt i hjernen. Hvis den har, er alt godt, hvis ikke skal jeg nok have helhjerne stråling, hvilket jeg altså ikke synes er særlig fedt. Men som en desværre afdød brystkræft patient sagde “Man kan vænne sig til meget” og det kan jeg jo kun give hende ret i.

Men igen en stor ros til personalet på 4262, det er bare effektivt og omsorgsfuldt som altid.